Aakjær, Jeppe Uddrag fra BILEAM OG HANS ÆSEL

↩ Det var en underdejlig Morgenstund,
man kunde se helt ned til Flodens Bund,
og Duggen laa endnu paa Markens Lilje;
Profeten sang, og Æslet lød hans Vilje
og travede, hvad Æsel trave kan,
med rejste Øren imod Moabs Land.
De naaede en Hulvej kold og dyb;
paa Bunden gik der tykt med alskens Kryb,
61 en Pinjeskov paa Skrænten stejl og brat
indhylled med sin Skygge alt i Nat.
Kun Fod for Fod Profeten kunde ride,
med eet sprang Æslet med et Ryk til Side,
thi foran begge, midt i Æslets Vej -
for Dyret synlig for Profeten ej -
der hvor Giftliljen snor sin blege Stængel,
der stod med Sværd i Hænde Herrens Engel.