Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1867-04-10)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde 10. april 1867.

A, min kære Marie, hvor jeg dog er træt i dag og ked af det . . . det er da også en forskrækkelig tummel her har været i disse dage og sådan en forstyrrelse. Og hvem har voldt det? Fotografen . . . Der har været så mange ting i vejen, så jeg er bleven ked og led af ham. Han kom allerede i fredags og begyndte i lørdags men — endnu er vi ikke fri for ham. Heldigvis har han da nu brugt op alle sine kemikalier og rejser, håber jeg, i morgen tidligt.

I lørdags gik vi hele dagen og væntede på Anton Nielsen, han skulde »tages af« med os. Men han blev borte både lørdag og søndag, og så måtte vi til sidst »tages« uden ham om søndagen. Men så meget var der i vejen, at vi ikke blev færdige den dag, og — næste dag regnede det. Endelig i går kom slutningen; men nu var fotografen så misfornøjet med »pladen«, at han vilde tage os af en gang til i dag, og så blev det for sent for ham at rejse i dag.

Hvad alt dette har voldt os af forstyrrelse, kan jeg vanskelig beskrive dig; og dertil kom, at for at høre Anton Nielsen, som ikke kom, var en mængde mennesker strømmet sammen søndag aften, og dem måtte jeg så holde foredrag for.

Torsdag morgen: Se så, nu er Schrøder kommen, »Hejmdal« er på skolen! . . . eleverne synger, for nu skal han holde foredrag . . . Det er en stor glæde at have ham her og en stor lettelse for mig. Hilsen fra ham! . . .