Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1867-02-26)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 26. febr. 1867.

. . . Bøgetræ til skænk og bord erklærer de sagkyndige for ikke at du det mindste; mahogni vilde blive 46 rdlr. dyrere — så vi får nok nøjes med fyrretræsmøbler, som sandelig også kan se meget pæne ud. Lad os også slå en streg over de to puffer til 10 rdlr., og lad alt sligt komme efterhånden, da vil vi få virkelig glæde deraf; nu kan der ingen glæde blive ved at pynte op med sager, vi skal tage på kredit.

Hvormeget vil hvide gardiner koste til dagligstuen?

s. 281Til brug i det store gæstekammer lader sig omlave det gamle bøgetræsbord.

Hermed følger madam Storms opskrift på, hvad vi allerede har af linned . . . Hvert år skal vi så have et lille stykke hør, og deraf skal vi hvert år virke os lidt nyt; vi kan i det hele bedre anskaffe alt lidt efter lidt end nu, hvor vi skal låne til alting . . . Du vil jo ikke være utålmodig, om vi således må lade enkelte småting komme først efterhånden . . . Rulle kommer du til at låne foreløbig, ligesom jeg har lånt høvlebænk . . . Du kommer også til at finde dig i, at maleren ikke kan blive færdig inden vort bryllup med alt det, der skal males . . . jeg tvivler på, at der vil være mere end to stuer færdig til vort bryllup. Jeg er ked af den tanke, at vi vil finde huset fuldt af håndværksfolk, når vi efter brylluppet kommer tilbage hertil. Godt er det, at det er uhyre rare folk allesammen . . .

Det bliver knapt med penge til sommer, hvor vi skal have huset malet, hvor vi skal have bygget et stort udhus, og hvor vi skal have anskaffet adskillige avisredskaber; mine gamle heste kan næppe gå mere end et årstid til o. s. v.

... Vi kan ikke få meget til stadshave ... vi må bruge hver plet til foderplanter, at jeg kan være i stand til at holde køerne i ordentlig stand, og det er meget dyrt at holde stadshave. I vinter har jeg hjulpet mig med at købe gulerødder til kvæget; men det er meget dyrt . . .

Ja, hvad vi har og får af udstyr er måske ikke halvdelen af, hvad der plejer at høre til; men vort hus og vor måde at indrette os på er heller ikke almindelig; vi må indrette os anderledes end andre . . .

Hvad dagen for vort bryllup angår, da ser jeg jo nok, at du helst vælger 4de påskedag, og jeg vil også meget ønske, at det måtte blive den dag, at jeg dog kunde få ro at hvile lidt ud først og tænke lidt efter før brylluppet. Nu skriver jeg ind til fader og Frits og beder dem om at være forlovere . . . men hvis de nu siger, at de ikke kan komme den dag, så må vi vist vælge en af selve påskedagene.

Jeg vil nu også skrive ind til moder og spørge hende, om hun ønsker, at vi lige efter brylluppet skal komme lidt ind til København til hende — jeg giver dig ret i, at om hun ønsker det, må vi ikke sige s. 282hende nej, skønt det bliver svært kun at have otte dage her i ro, før skolepigerne kommer. — Har jeg skrevet til dig, at der nu er indmældt 15?

Jeg er meget glad ved, at der ikke kommer mange til brylluppet; det er dejligt; men gid dog, at Georgia vilde komme; det var dog så herligt at have én med af vore egne foruden Frits, én der den dag vilde kunne forstå os. Bare vore Odense-venner vilde komme ud og synge for os i kirken — blot en eneste rigtig bryllupssalme. Jeg tror, jeg skriver et par ord derom til Helveg . . .

Jørgen Nielsen kommer sig nu efterhånden; Weitemeyer er ganske rask . . .

Forunderligt har Vorherre velsignet vort hus i dette år; madam Storm og Jørgen Madsen og jeg har ofte talt derom og forbavset os over, hvordan det egentlig kan være, at alt står så godt til, skønt vi synes ikke, vi kniber. Eleverne taler da også ofte om, at de lever udmærket og er godt til freds med alt i huset. Hoff siger stadig: »Det går ikke naturligt til derude«, og han har ret; ti det er Vorherre, der åbenbart lægger sin velsignelse og drøjelse i alt . . . Jeg har næsten altid havt penge mellem hænder, kun et par gange — især i dcbr. — har jeg sukkende måttet give den sidste skilling ud; men hver gang har jeg dagen efter fået penge ind igen ... du kan tro, det er dejligt således at kunne tage alt af Guds faderhånd. Jeg kan aldrig få ham takket nok. Derfor ser jeg også frejdig fremtiden i møde og slukker bekymringerne i Herrens bøn om det daglige brød; men derfor — forstår du nok — er jeg også bange for alle begæringer ud over »det daglige, det nødtørftige brød«, som en af evangelisterne forklarer det. Overfor bønderne lærer jeg daglig, hvorledes vor stand har forbrudt sig ved forfinelsen; de har modbydelighed ved os, når de da ikke selv er bleven fordærvede deraf. Eleverne fortæller mig ofte, at dér og dér tør de ikke komme; ti de føler sig ikke hjemme i de fine stuer og ved den fremmede bordskik . . . Tal en gang med Schrøder derom, og du vil høre, at han vil sige det selv samme. Han fortalte mig meget derom i sommer. Og læg mærke til, hvad Georgia skrev om »de fine stuer«. Derfor holder jeg her så meget igen. I går viste det sig, at ikke én af karlene forstår sig på havevæsen, og da jeg spurgte om grunden dertil, s. 283svarede Jørgen Larsen endelig langt om længe: »Vi bønder harmes over de fine præstegårdshaver, det jager os fra den sag.« Og dog er dette jo en sag af den største vigtighed, at vore bønder lægger sig efter dette.

Således gør forfinelsen ulykker. Min egen Marie, Gud hjælpe og styrke os dog til også ved vort exempel at leve ham til ære og andre til gavn, så vi ikke ved dette mammon gør os det bekvæmt for os selv, sidder selv behageligt ved de opdækkede borde i de fine stuer, og med de stadselige klæder, men at vi derimod ofrer vort tidligere liv, stikker ild på vor forfinede opdragelse og bruger det ækle mammon, således som Vorherre har rådet os, til nemlig dermed at »skaffe os venner i de evige boliger«.

Vi er vist kun skrøbelige her bægge to; men lad os åbne vore hjærter for Guds ånd, da vil han lede os, som hans vilje er.

Lad mig nu afslutte; måske kan disse bemærkninger hjælpe dig lidt til forståelse af de ledende grundtanker hos mig i den ting: Vi må aldrig give forargelse . . . dette er tingen; men det har mangfoldige af vore præster gjort. Deres levemåde svarede aldeles ikke til deres ord, således som de lød i deres prædiken. Og følgen var, at deres tilhørere forargede vendte sig bort fra dem; med sin sunde sans for det sande sagde menigmand: »Dette er der ingen sandhed i.«

Gud hjælpe os til at være sande i al vor færd . . .

Lørdag til mandag tager jeg i fastelavnsferien til Konradineslyst og Nørager og Skamstrup, hvor jeg har flere ærinder . . .