Abel, Marie BREV TIL: Trier, Ernst Johannes FRA: Abel, Marie (1865-06-20)

Marie til Ernst Trier.
Dalum, 20. juni 1865.

... Nu i dette øjeblik er det netop ét år siden, vi to så hinanden første gang ... Ja netop et år siden, jeg stod i salsvinduet og så feltdegnen komme ind af porten med en flaskekurv i den ene hånd og en hel mængde salmebøger under den anden arm. Den gang anede jeg rigtignok ikke, hvormegen indflydelse denne samme feltdegn skulde komme til at få på mit liv; jeg anede ikke den gang, at han skulde blive min egen kære, kære fæstemand ... Jeg glæder mig til den 13., s. 72kan du tro; hvor kan vi have det rart sammen her; her er så velsignet om sommeren, især om aftenen ved solnedgang. Forleden aften rode jeg mig en tur ganske alene ned ad åen gennem de blomstrende, duftende enge helt ned forbi »Paradiset« til den hvide bro. Det var en mageløs aften; de små nattergale ... sad i buskadset langs åen og klukkede. Der kan være en ro og fred udbredt over naturen, som er aldeles vederkvægende. Ja, min ven, jeg siger ligesom du: landet; at leve på landet dertil står min hu!

Der er for resten noget, som jeg vil bede dig om i dag, min egen ven, og dog er jeg næsten bange for, at jeg forlanger for meget af dig; lov mig, at du vil afslå min bøn, dersom den bedrøver dig: Vi skal jo nu efter gammel skik til Herrens bord; det bliver altså, mens du er her, og nu er det min bøn til dig, om du vil følge med os, med mig til Herrens bord i år; gamle Grundtvig er jo dog syg og kan ikke tage dig til alters, førend du rejser, og hos ham plejer du jo ellers altid at gå ...