Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1866-07-13)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 13. juli 1866.

. . . I går havde jeg været ude for at skaffe mandskab, og frugterne deraf ses nu i dag. 7 mand var mødt hver med sin hjulbør og spade. I forgårs satte nemlig Dandanell grunden af til »Alidas hus«, som vi gærne kalder det, og i dag skal vi så begynde at udgrave grunden.

Inden jeg atter går, er 7 mand og 2 drenge i fuldt arbejde; de sidste med at flytte sand o. s. v. Vilde noget menneske for et år siden have fortalt mig, at jeg skulde komme ind i alt dette, så vilde jeg have svaret: »Du er vist ikke rigtig klog« . . .

I søndags fik jeg præstens lille vogn, spændte min ene hest for, og så kørte jeg og Johannes Schrøder ud på eftermiddagen af sted til Brejninge. Dèr skulde jeg træffe Dandanell . . . og se det hus, jeg havde købt. Jeg blev rigtignok forbavset over, at man kan få så meget for 106 rdlr. — udmærket egetømmer, døre, vinduer, tag, gulv, loftsbrædder, hylder, mursten o.s.v s. 213Jeg syntes, det var så morsomt således at vandre omkring i sit eget hus.

Jeg tog så ind til pastor Funder og gjorde dér et rart besøg; men efter tetid af sted igen. Klokken var bleven 10, før vi nåde Birkindegård. »Trier, Trier!« råbte Burchardi langt fra — omfavnelse — udråb igen — så ind til hans kone, og dér sad vi til kl. 1. Mærkværdige historier fortalte han os, om hvor forbitrede mange af Ubby-menigheden er blevne på »Grundtvigianerne« og dermed også på højskolen her. Han og Blegvad blev — billedlig talt — formelig overfaldne for nylig ved en begravelse. Det viser sig, at kun Becks personligt venlige forhold til »Grundtvig-ianerne« har været i stand til at dæmpe noget derpå . . .

Næste morgen gik jeg til Anders Jensen i Asminderup, fader til en af eleverne; jeg var med ude at se hans mark og fik talt rart med ham. Stor glæde havde jeg af sønnen, da han derefter fulgte med mig til kirke; hans broder, der så’ så prægtig ud, skal ind til mig enten den første eller den næste vinter.

I kirken, hvor Mohr prædikede, var rigtig rart.

Efter gudstjænesten traf jeg mange bekendte, deriblandt Holm fra Ubberupgård. Han indbød mig til aften sammen med alle de af mine elever, jeg måtte træffe den dag.

Med en hel flok af unge, ypperlige bønderkarle var jeg så i Kærby hos én, der væntelig kommer ind på skolen til vinter. De bad mig dog endelig klare for dem dette om »Grundtvig-ianerne«; det, der er så megen tale om. Det gjorde jeg ved at holde et lille foredrag for dem om Grundtvig i 1824—26 . . .

Ud på aftenen forlod jeg dem og gik tillige med mine fem gamle elever til Ubberupgård. Dér var Bur-chardis, Blegvads, Petersen o. fl. Naturligvis blev den stærke bevægelse dér på egnen meget drøftet og »hvad vi skulde gøre«.

Jeg satte mig bestemt imod alle slags store »møder«, hvori de er så stærke derude; jeg fik dem overbevist om det rigtige i en rolig, stille færd i tillid til, at sandheden nok selv kraftigt vil gøre sig gældende for de sandhedskærlige. — Jeg blev der om natten . . .

Fra Ubberupgård tog jeg ned til Søren Hansen i Tømmerup, hos hvem Peder Olsen har tjænt. Det er den første bonde, som af sig selv har bedt mig komme til sig, for om jeg ikke kunde gøre noget for oplys-s. 214ningen der på den egn. Det var en udmærket mand. Jeg måtte love ham at komme ud til ham næste søndag til en sammenkomst på hans gård om højskolen; og så — om mulig — dagen efter tage med ham ud på Røsnæs i samme øjemed.

Herfra tog jeg videre til Peder Andersen i Værslev, fader til én af eleverne. Der er vist ikke nogen af elevernes forældre — når vi da undtager Niels Jensen [Stenstrup] — der i samme grad som han har forstået min virksomhed og fået den kær. Også han bad mig tage til Røsnæs. Og det glæder mig naturligvis, at bønderne således nu selv begynder at kalde ad mig.

Derfra tog jeg til Peder Olsens stiffader . . . og derfra atter til Birkindegård . . . sent kom jeg hjem den aften; men næste morgen kom lille Kristen Olsen og purrede mig ud kl. 5 . . .

I går har jeg gennemgået lidelseshistorien for Jørgen Madsen og Johannes Schrøder . . .