Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1866-06-17)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 17. juni 1866.

. . . Jeg tror næppe jeg kan beskrive dig, hvor glad du har gjort mig ved dit sidste brev . . . Nej, hvor er det dog morsomt alt sammen! At du virkelig således skulde blive højskoleelev og så aldeles leve dig ind deri —, nej, det er mageløst! . . . Hvis det blot på nogen måde kan lade sig gøre, kan du være rolig for, at jeg nok skal komme derover; jo før, des bedre! — Men . . . endnu ser jeg slet ingen udvej dertil; . . . I dag har jeg prædiket her; i morges, da jeg kørte til Hørve, tænkte jeg ved mig selv: så, nu går vist Marie ... til Skrave kirke, og hun bliver naturligvis underlig til mode ved at komme på sønderjysk grund og mageløs glad ved Svejstrup. — Lad mig vide, om mine tanker var rigtige.

Hoff har i dag havt pastor Ravn til alters i Hjembæk kirke og prædikede så dér og i Svinninge. Havde jeg ikke af den grund skullet prædike i dag, så havde jeg vist allerede rejst herfra i morges eller i aftes. I forgårs blev jeg nemlig færdig med mine foreløbige terminsforretninger (d. e. forhandlinger med Cramer, underskrift af gældsbreve og købekontrakt og alt hvad dermed følger).

På tirsdag skal der være det store missionsmøde på Konradineslyst, hvortil jeg har lovet at komme. Men dér — ved du jo nok — har jeg i sommer fået Anders Jensen anbragt; og han var her forrige søndag og fortalte mig, hvor vanskeligt meget forekom ham med at undervise småpigerne dernede, og jeg lovede da at komme nogle dage i forvejen for at hjælpe ham lidt til rette. Til mødet væntes også pastor Brandt fra Rønnebæk, og det løfte har jeg da givet allerede for to tre uger siden, at rejse hjem med ham og derfra først se lidt til den syge Jakob Nielsen, og dernæst se at få talt med én dernede fra, der nok tænker at s. 196tage her til skolen til vinter. Jeg havde i sinde at slå mig til ro nogle dage dernede; men nu er der indtruffet noget, som gør, at jeg må ile her tilbage igen: Fru Bonnevie er nemlig død i forgårs nat . . . I søndags var hun til Herrens bord ovre i kirken — dagen efter fik hun en heftig mavebetændelse, og — som sagt — i forgårs nat sov hun ganske rolig hen. Det er, som om mildheden og stilheden aldrig skal brydes derinde i den præstegård. Hun vidste besked med, at hun skulde dø, talte med dem derom, navnlig med Hoff, om han trode, hun var beredt dertil. Gamle Bonnevie er jo meget nedbøjet, dog — det første han gjorde, da hun udåndede — de var alle samlede om sængen — det var at takke Gud for hendes liv og — hendes død . . . På tirsdag skal hun begraves, og jeg må da se at være hjemme igen til den tid. Det er vist også godt af andre grunde, at jeg til den tid kommer hjem; ti Cramer kommer da tilbage, og så får jeg en hel mængde pengesager at afgøre med ham. Købekontrakt, skøde, panteobligationer, assurance, udbetalinger o. s. v. . . .

Til samme tid skal jeg igen have hentet mursten og må dertil skaffe villighedskørsler; og jeg har fået brev fra fader, at de nu har begyndt at lade det sidste skib, så det kan vel væntes herud i slutningen af ugen . . . Jeg må også have gjort aftale med Dandanell om vor egentlige beboelseslejlighed. Jeg kan endnu slet ikke komme på det rene med vinduerne; først efterhånden, som vi får det bygget, opdager jeg mange fejl ... og jeg må da stadig træffe aftale om forandringer . . . Du kan tro, der er ikke så lidt at gøre med det byggeri. Morsomt er det imidlertid at se det hele skride frem. Hele kælderlejligheden er nu færdig, d. v. s. bjælkelaget er lagt, og jeg fryder mig rigtig over en sådan dejlig spisestue, vi får.

De har også begyndt at mure stuelejligheden og at sætte vinduerne op. Med hensyn til »fruerburet« har vi havt lange forhandlinger, ligeså om havetrappen, og breve er vekslede med Frits derom; men endda er vi ikke kommen på det rene med den ting . . . Jeg vil nu skrive ind til Kyhn derom og æske hans mening. Som jeg foreløbig har indrettet det, får du en lille svale (altan) ud mod syd . . . Endelig bestemmelse skal der nu træffes om alt dette i slutningen af denne uge.

Så må jeg også have sørget for tørv og for nogle s. 197lam; disse må jeg i sommer have på græs, for så til efteråret at kunne slagte dem; og så må jeg nu endelig også se at få de lange forhandlinger med Erik om forpagtningen bragt til en ende . . .

Og så læser jeg daglig med Jørgen Madsen . . .

Stor glæde har jeg af, at Johannes Schrøder nu er kommen hertil; det er et prægtigt menneske, og sådan rigtig rar at få en samtale med, hvortil jeg jo ofte kan trænge. Han bor sammen med Jørgen Madsen, og når jeg læser med ham, er Johannes Schrøder med, og det er en hel opmuntring for mig.

I onsdags var jeg ovre i Skamstrup om eftermiddagen. Min søster fyldte år den dag. Jeg havde rigtig megen glæde af den rejse; de var så rare derovre og så venlige imod mig. Marie sagde, at hun tog sine ord tilbage igen med hensyn til bespisningen af eleverne; hun kan godt indse, at det er det rigtige, således som vi har tænkt at indrette os.

. . . Mit forhold til skolerådet må jeg, efter Lars Dinesens råd, have klaret inden sommerferien; så jeg tror næppe, jeg kan komme over til dig før i de sidste dage af juli; men så vilde jeg rigtignok også gærne være der mere end én eller to dage.

I én henseende har jeg ellers i denne uge havt det bedre end længe. Jeg har nemlig taget mig mere tid og ro til åndeligt arbejde, åndelig syssel — det som dog egentlig er min opgave, min livsgerning. Underligt, hvor alle folk gærne vil gøre mig til et »nyttigt« menneske, »nyttigt« til pengeforetagender, til jorddrift, havevæsen, byggeri, husholdningsvæsen o. s. v. Min græsselige mangel på indsigt i alle disse forhold har pint mig svært; og derfor har jeg i dette forår kun lagt mig derefter og stræbt at blive således et »nyttigt« menneske; og jeg har virkelig gjort fremskridt. Men jeg kan ikke beskrive dig, hvor jeg så til sidst kom til at længes efter det, der dog egentlig er mit, det, hvormed jeg skal være nyttig i verden. I denne uge har jeg derfor ladet regnskaber være regnskaber, husholdning være husholdning, kun puslet med det nødvendige ved byggeriet og terminsforretningerne, og så i stedet læst bibelhistorie og — poesi. Tre dejlige aftener har jeg haft med Jørgen Madsen og Schrøder; vi har læst sammen »Richard II« af Shakespeare. Det var en rén nydelse. Og så har jeg taget mig tid til samtaler om andet end om »flæsket«. I går havde jeg s. 198glæde af at give mig hen til min prædiken. Dette åndelige vindpust har gjort mig virkelig godt.

Og hvor har dit brev gjort mig godt . . . Ja, til daglig tier Ludvig [Schrøder]; tænker, læser og samler ind til sine foredrag. Men dygtig og rig i sine tanker det er han . . . Jeg gad nok hørt hans foredrag, for de må vist være udmærkede. Fortæl mig lidt om dem og hvad han tager frem for jer.

. . . Nu er da krigsbulderet begyndt dernede sydpå ^*)Krigen mellem Preussen og Østerrig.. Koleraen drager med. Det er et uvejr med torden, lynild og kvalm luft. Gud holde sin hånd over vort lille Danmark, det fredelige land, at det må være for os som Gosens land for Israels børn under Ægyptens landeplager; og at vi, som Israel efter plagernes ophør, må få vort fædreland ubeskåret tilbage!

Alle, som kan, må i Jesu navn bede for vort folk om nåde! . . .