Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1865-03-08)

Ernst Trier til Marie.
København, 8. marts 1865.

... I går aftes kom jeg meget træt hjem fra rejsen, og i dag har jeg havt uhyre travlt med at udrette ærinder for Vallekildenserne; derefter holdt jeg gudstjæneste på lazarethet, og først for lidt siden gik Lars Dinesen fra mig. Nu er klokken snart 12 ... I morgen skriver jeg til dig ... Jeg er så uhyre glad for min rejse ...

D. 9. marts ... I lørdags rejste jeg da vel indpakket s. 49af sted med fader. I Sorø hentede Borup ^*)Triers svoger, præst i Skamstrup. os, det var et dejligt vejr men en bidende kulde, og fader fik at mærke, hvad det vil sige at køre flere mil på en åben vogn.

I Skamstrup blev jeg kun i to timer; en gårdmand fra Hørve (annex til Vallekilde) en venlig, rar mand var kommen hen at hente mig, og kl. 5½ nåde jeg til Vallekilde, hvor jeg blev modtaget med åbne arme af den velsignede Hoff og hans yndige kone. Straks den samme eftermiddag gik vi ind i nabogården til Peder Frederiksen for at se på lejligheden. Senere på dagen fik jeg talt med Tranberg, den udmærkede lærer her i byen.

Næste formiddag fortsatte vi forhandlingerne, ... og jeg har nu lejet en skolestue, 8 al. på den ene led og 7½ på den anden med 4 fag vinduer, således at der kan blive gennemtræk. Den er pæn tapetseret, lys og venlig. Ved siden af denne er en lille stue på ét fag, hvor jeg kan sætte en del ting. Udenfor den er en stor forstue, hvortil støder en pæn lille stue på 2 fag, hvor jeg selv skal bo. For disse 3 stuer skal jeg give 45 rdlr. Manden vil rimeligvis overtage den hele brændsellevering for 40 rdlr. Så vil Peder Frederiksens kone påtage sig bespisningen af alle elever til 35 rdlr. for hver. De skal have kaffe og brød om morgenen, middagsmad, mellemmad og grød om aftenen. De fleste af eleverne vil kunne komme til at bo i denne samme gård for 5 rdlr. Skulde der ikke kunne blive plads til alle, vil 2 kunne få plads i præstegården, 4 i skolelærergården, 2 hos Kristen Hansen o. s. v.; og disse gårde ligger i en kreds rundt om. Jeg vil altså selv kunne beholde de 20 rdlr. af hver elev. Er det hele ikke mærkværdig heldigt! Langt over forvæntning! Du kan tro, jeg var glad, da alt lykkedes så godt, — ja vi må virkelig være glade derover!

Så fik jeg også aftalt med Tranberg, at han vil komme over på min skole og give en time dér hver aften. Han skal være vor juridiske professor; — også Hoff lovede mig at komme jævnligt og deltage i undervisningen.

Jeg hørte derefter Hoff prædike — prægtigt! — vi spiste til middag, og kl. 5 var der da møde om højskolen omme i skolen. Det var et rædsomt vejr med regn s. 50og sne og storm; men dog var skolen aldeles fyldt, der var endog kommen folk nogle mile borte fra nemlig inde fra Odsherred, deriblandt en fortræffelig mand, lærer Rosendal. Jeg talte så skolens sag og besvarede de spørgsmål, der stilledes til mig; men jeg var egentlig dårlig oplagt og slet forberedt og fik derfor ikke talt så godt, som jeg ellers kunde have gjort, og var egentlig derfor lidt forknyt. Men de andre trøstede mig på det bedste og mente, at mine ord havde gjort indtryk på folk. Så meget blev mig dog klart: der er god stemning for sagen, og Vallekilde-bønderne betragter denne sag som deres egen, én der vil »hæve deres by«, som én af dem sagde.

Der blev også talt til mig om flere elever, uden at noget bestemt dog endnu kunde afgøres.

Om aftenen var der nogle fremmede i præstegården.

Næste dag blev den endelige aftale truffen med Peder Frederiksen; der var meget at afgøre. Så kørte Hoff og jeg til Værslev skole. Der bor en ældre, prægtig lærer, Blegvad, også Grundtvig-ianer, hvem jeg havde megen glæde af at tale med.

Nu kom lidt efter lidt skolens venner på Kallundborgegnen, næsten alle Grundtvig-ianere: Holm fra Ubberupgård, pastor Mohr fra Værslev, Vilhelm Beck i Udby, forpagter Burchardi, Boesen, Lavetz, Lund og nogle lærere. Og dér i skolen holdt jeg da det andet møde. Jeg var godt oplagt og talte godt, og bagefter fik vi en livlig samtale i gang. Der var vel ikke så mange bønder til stede her som i Vallekilde; men også her viste sig stor interesse for sagen.

Vi tog alle (d. e. de ovenfor nævnte) hjem med Holm til Ubberupgård, hvor hans moder og søster var i besøg. Det er meget rige folk, og dér tilbragte vi en mageløs aften; skolens skål blev drukket, og jeg blev der om natten. Lige til kl. 2 sad Holm, hans moder, søster og jeg og talte sammen.

Næste dag kom der vogn fra Boesen, og den kørte mig lige til Skamstrup, hvor jeg atter kun blev nogle timer, så rejste fader og jeg igen til Sorø.

I Sorø gik jeg straks op til fru Ingemann. Det var forunderligt atter at komme ind på det gamle, kære sted.

Fru Ingemann er nu gammel, døv, svagsynet, hvidhåret; men dog alligevel kender man straks igen »Lucie, svøbt i skønheds rosenklæde«. Hun var så uhyre s. 51venlig og gav mig ét af Ingemanns egne håndskrifter. Og da jeg så rykkede ud med mit egentlige ærinde at få et digt, et hidtil utrykt, af Ingemann, til en »nytårsgave«, hvortil jeg vil samle, og som skulde kunne give et par hundrede dalers indtægt til højskolen, sagde hun først, at nu var alt trykt, bagefter huskede hun dog på, at hun havde endnu nogle enkelte, men som egentlig først skulde trykkes efter hendes død, da hun var omtalt deri. Et af disse fik jeg dog, en dejlig sang om døden, skreven kort før hans død. — Så fik jeg lige hilst på pastor Glahn og kørte så hjem med fader. Han er meget oprømt efter rejsen, der har gjort ham meget godt. Men var den ikke også prægtig, og må vi dog ikke takke Gud for den.

Herhjemme stod alting vel til. Foruden et brev fra dig lå her også et længe væntet brev fra Arvesen, uhyre morsomt med hilsen til dig.

Jeg har ellers havt travlt hele formiddagen med at tale med folk om en folketingsmand til Odsherred. Man skal have omvalg derude og er ikke til freds med ham, der har stillet sig.

I går aftes talte jeg så for sidste gang på lazarethet. Nu på lørdag skal det ophæves. Det gjorde mig egentlig ondt, at du ikke for inden var kommen hertil, og navnlig vilde jeg gærne havt dig med netop i går aftes. Jeg talte om, hvorledes de sårede var bleven bårne herop på kongens slot og bad dem deri se et billede på, hvorledes vi alle, såret i hjærtet ved synden, bæres op på den store konges slot, d. e. Vorherres Jesu Kristi menighed for dér at få lægedom. Jeg fortalte dem om en drøm, som Marie Birkedal har havt for nylig. Hun drømte, at pastor Brandts nylig afdøde kone kom til hende i stråleglans med tre blomster; disse bad hun hende give Brandt og bede ham plante dem i hendes bed. Når de truede med at visne, skulde hun blot bede »Fadervor«, da vilde de blomstre op på ny. Dette tydede jeg således, at de tre blomster, det var tro, håb og kærlighed, og plantede i vort hjærtebed vil de altid blomstre, trives og vokse, så længe bønnen i Jesu navn til den himmelske fader lyder derover.

Så sagde jeg alle de kære folk farvel, og til slutning sang vi: »Det er så yndigt at følges ad«.

Andresen og Dinesen var hos mig i går aftes ...