Abel, Marie BREV TIL: Trier, Ernst Johannes FRA: Abel, Marie (1866-08-27)

Marie til Ernst Trier.
Dalum, 27. august 1866.

... Ja, her sidder jeg altså igen med pennen i hånd for at skrive til dig... Du kan tro, her er bleven underlig stille og tomt for mig, efter at du er borte; men nu glæder jeg mig så meget til på onsdag; ti da kommer Georgia la Cour hertil og besøger mig. Jeg er så glad derover. I lørdags formiddags, da jeg stod derude i køkkenet midt i bagningen og var meget mismodig, da kom der et brev ind af døren til mig, og det var fra hende. Det mældte mig hendes komme. Hun skrev også, om jeg vilde hilse dig... Nu kan det nok være, at vi skal tale sammen om Askov, om vor kære, glade skoletid, og hvor skal vi synge igen!

Jeg sendte blomster til din moder i lørdags, de allersmukkeste jeg kunde finde og med dem et langt brev ...

I lørdags eftermiddags skrev jeg så til madam Storm og bad hende, om hun, så snart som hun kom, vilde tale med Bertha hos Bierfreunds og så, om hun vilde komme herud til mig.

Da brevet var færdigt, spadserede Emilie og jeg med det over til højskolen; og Kold lovede at besørge det til madam Storm. Med det samme gav vi Morten Jensen hans brev fra dig. Det skulde vi takke dig for.

s. 219I dag har jeg syltet ribs og kirsebær til dig, at du kan have lidt af sådant i huset til vinter. Jeg har bedt om, at jeg måtte gøre dette; for jeg syntes, det var så morsomt at lave syltetøj til dit hus.