Abel, Marie BREV TIL: Trier, Ernst Johannes FRA: Abel, Marie (1865-12-04)

Marie til Ernst Trier.
Dalum, 4. dcbr. 1865.

… Tak, du kære ven, for dine breve … Tak, fordi du så kærligt tænker på mig i min ensomhed; ja ene er jeg på én måde men — Gud være lovet — ikke på en anden måde. Havde jeg ikke troen at trøste mig ved, så var jeg ulykkelig. Jeg tænker så ofte på, hvor forunderligt det dog er gået mig; sådan som jeg var for et par år siden, og så som jeg nu er. Jeg synes ikke, jeg er det samme menneske. Den gang havde jeg altid en underlig uro over mig; jeg vaklede frem og tilbage, vidste ikke en gang besked med, hvad jeg trode; ingen talte til mig, og jeg talte til ingen. Nu derimod forstår jeg ganske anderledes mig selv … der er kommen ro over mig, og er jeg bedrøvet, så kan jeg blive glad igen ved blot rigtig at tænke s. 130på, hvormeget jeg har at trøste mig ved. Ja, hvor Vorherre dog har været forunderlig nådig imod mig, kun kan jeg ikke lade være at grunde over, hvor dog så megen nåde kan blive mig til del …

Nu er der ikke stort mere end 14 dage til jul, så ses vi jo igen med Guds hjælp. Jeg havde ikke tænkt at rejse herfra endnu, men nu forleden dag fik vi brev fra min broder Emil i Nyborg. Han vilde gærne, at jeg indrettede min rejse således, at jeg kunde blive én dag over i Nyborg og … så holde hans lille barn over dåben; men det vil jeg dog så grulig nødig, ja rigtignok meget nødig; nu har vi dog ikke hørt noget siden, så det kan jo være det driver over …

Forleden aften, da vi sad og drak te, kom … Hertel; han havde samme morgen fået et brev fra dig, hvori du havde skændt på ham, og han fandt det da rådeligst snarest muligt at begive sig herud. Vi fik for resten kun talt meget lidt sammen, da han kørte meget tidlig hjem med pastor Lund, som også var her den aften. I dag var jeg inde hos Henriksens; de er dog mageløs venlige imod mig … de bad mig ud til sig på onsdag aften, da skal der være ungt selskab og nok også lidt dans. Den indbydelse tog jeg imod …

Hils nu alle karlene, men især ham, som bad dig hilse mig, fordi han var din »ny elev« …