Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1866-01-14)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 14. jan. 1866.

… Vil du så se at skaffe mig underretning om, hvad Grundtvig synes om Anton Nielsens sang; og hvad siger han til, at Clausen er bleven præst i Ryslinge. Herude ymtes der om, at Cl. og Birkedal skal være bleven enige, så at Birkedal skal have lov af Cl. til frit at bruge Ryslinge kirke. Er dette ikke tilfældet, da forstår jeg sandelig aldeles ikke Cl. og er smækvred på ham. Vi er meget nysgerrige herude angående denne sag … Hils også fru Grundtvig meget fra mig, og hils de andre men især den gamle. —

Du må endelig purre i Vinding for at skaffe mig melodier til Kösters visebog. Bed ham endelig om en til nr. 8; sig, at vi sukker efter brugelige melodier. Spørg også Clara, om hun har husket at tale med sin fader og broder derom. Og så: spørg Frits, om han ikke kan skaffe mig at vide, hvorfor jeg monstro ikke har hørt fra Nørregård til svar på et brev, jeg sendte ham i julen om pengelån hos hans svigermoder …

Hvor det er underligt for mig at tænke dig i mit gamle hjem … Hils min kære, gamle mor og far og glem endelig ikke Frits og Ida og Bågø, lad mig vide, hvordan han har det …