Abel, Marie BREV TIL: Trier, Ernst Johannes FRA: Abel, Marie (1866-09-15)

Marie til Ernst Trier.
Dalum, 15. septbr. 1866.

.... Her sender jeg dig et brev fra Georgia, som du må læse, er det ikke et rart brev! Jeg blev så glad ved det ... Hvilken mængde dejlige hilsener i dit brev! ... Og min egen, kære forstander Ludvig Schrøder! fortæl mig endelig, så meget du véd om ham !

Som du vel har set af bladene, havde vi besøg af Sønderjyder her i byen lørdag, søndag og mandag. Jeg så kun lidt til dem, kun om søndagen, da jeg fulgte Sofie ud på banegården, fik vi set og talt med nogle af de kære mennesker. Jeg gav mig i snak med to bondemænd, som så’ så rare ud. De fortalte mig, at de var fra Als, Nordborg-egnen; Højer-Møller havde været deres præst.

Om eftermiddagen, da jeg var alene hjemme, havde jeg besøg af min trofaste velynder Emil Baumgarten; han var her ude i haven med et par Slesvigere, og så vilde han med det samme ind og ønske mig velkommen hjem ...

Hele dagen igennem sidder jeg alene her i salen og syr. En gang imellem kommer fader ned og ryger sin pibe. Det er dog rart alligevel for mig at mærke, at de to gamle holder så meget af mig. Og det mærker jeg først rigtig nu, da jeg er alene med dem.

På onsdag skal Carstensen ordineres, og på søndag indsættes her i kirkerne ...

Hils nu Hoffs og andre venner, og lad mig også vide, hvordan det går med bygningerne ...

Har du set, at Plum skal følge med Dagmar til Rusland som hendes livlæge? ...