Abel, Marie BREV TIL: Trier, Ernst Johannes FRA: Abel, Marie (1865-07-06)

Marie til Ernst Trier.
Dalum, 6. juli 1865.

... Du kan rigtignok tro, jeg kan se, at din skrift bliver bedre; hos hvem lærer du at skrive? ...

I dag læste jeg i Dagbladet, at cand. theol. E. Trier havde bekendtgjort i Nykøbing avis, at han vilde begynde en højskole i Vallekilde, og så lægger redaktøren til: »så vidt skønnes i Grundtvig-iansk stil«. Den bemærkning kunde han gærne have sparet. Hør, kan du ikke lade mig få den bekendtgørelse at se, kære Ernst; det vilde jeg gærne. Når klokken er 2 i dag, skal jeg nok tænke på dig, da er det jo, du skal tale ved folkefesten. Er det i anledning af den 6. juli, der er fest? ...

Jeg vil da håbe, du bliver hos mig en hel måned, når du nu kommer på torsdag ... vi skal da følges ad ned til Asperup [til pastor Melbye] ...

Du kan tro, her er mageløs smukt nu, ... og jeg glæder mig til at vise dig rundt på torsdag aften, når blot vejret vil blive godt. Det er så morsomt med »lille Lars«, vor havemand, for hver gang han ser mig i denne tid, så lover han mig, at når han kommer, så skal her ... være så kønt, så det er en lyst, både i anlægget og i haven, for »han er nu sådan så ligefrem til at snakke med småfolk«, og derfor kan Lars godt lide dig ...