Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1865-02-01)

Ernst Trier til Marie.
København, 1. febr. 1865.

... Jeg har i denne morgenstund rigtig været bedrøvet for de politiske forholds skyld ... På den ene side står 1) regeringen og dens venner, de reaktionære, de der vil gå krebsegang, 2) de såkaldte national-liberale d. e. Halls og Lehmanns parti, de, der holder på embedsmændenes myndighed. Disse to partier er enige om, at nu skal rigsråd og rigsdag enes om en ny forfatning. På den anden side står 1) Grundtvig-ianerne og 2) bondevennerne, der vil, at vi skal holde på det forbehold, der blev taget 1855, og gå tilbage til den forfatning, Frederik VII gav os, vor gamle grundlov af 5. juni 1849.

Du kan let slutte dig til, at jeg selv efter hele min tænkemåde er meget ivrig for det sidste. Og når jeg forleden skrev til dig om, at Octavius Hansen i denne tid er meget oppe, da er det for det samme. Han er s. 40her aldeles enig med mig — eller rettere: jeg er aldeles enig med ham. ... I torsdags i forrige uge havde vi en hel interessant politisk samtale herude. Her var Octavius, Termansen, Dinesen, pastor Jensen (medlemmer af folketinget), Ludvig Schrøder og Frede Boisen (der kom kørende — lige fra Norge. Han havde fået en dejlig lille vogn af sin svigermoder og en dejlig hest af sin kæreste. Fra Frederikshald havde han kørt et stykke med jærnbanen ind i Sverige, men derfra kørte han så med egen vogn alene lige hertil). Han holdt nu heruden for og kaldte på os. at vi kunde se, hvorledes han var kommen ... Du skulde den aften navnlig have hørt Termansens tale, den var dejlig; moder var helt henrykt over ham ...

Jeg betragter det som en velfærdssag af yderste vigtighed for Danmark, at vi beholder vor gamle grundlov: 1) Den måde, hvorpå den søges os berøvet, er egentlig et bedrageri, og det vil føre sine grulige følger med sig om ikke andet så derved, at den del af folket, der bliver bedraget, vil forbitres i højeste grad derved; og det med rette; der vil komme en spaltning, som er rædsom blot at tænke på. — Og uretten bliver endnu større, når man hører modstandernes modgrunde. De siger nemlig, at hele denne fremgangsmåde (hvorved de søger at kuldkaste vor gamle grundlov) må følges, fordi at ellers kan bønderne let få alt for megen magt i landet. Og dette samtidig med, at de indrømmer, at bønderne ikke har gjort skade endnu. Tænk dig altså: Af angst for, at bønderne skal vokse op til så megen magt, at de andre stænder ikke kan holde dem stangen, begår man ... den store uret, at lade den største del af bønderne være uden den stilling i landet, som de ønsker for sig selv ... Ja det er skammeligt at tænke på! Og dette netop nu, da bønderne på enhver måde søger at arbejde sig opad, at tilvende sig dannelse og oplysning.

2) Man siger nok, at man kun vil forandre valgloven; men bagved stikker der sikkert langt mere. De egentlige vigtige friheder, som man foreløbig lader stå urørte (trosfrihed o. s. v.), dem vil man sikkert til livs, dem er det, man vil af med. Men for at kunne gøre det ad lovens vej må man have en dertil mere villig forsamling, end rigsdagen nu er.

Men er disse friheder os først berøvede, så farvel alt håb om fremskridt for det første i Danmark, ja så s. 41farvel alt håb om danskhedens sejr for det første; da har vore frihedsfjender vundet sejr.

Du kan også gærne mærke dig, at alle frihedsfjender tillige er meget forbitrede på vor tale om danskheden.

3) Og nu til sidst: så vil man give os en forfatning, hvorefter der vil være tre ligestillede magter: kongen, landstinget og folketinget, som da altid vil komme til at ligge i hårene på hinanden. Vi vil komme til at leve i evindelig ufred — og så, når vi er gjort led og ked af det hele, kan man tilintetgøre den hele forfatning. Du vil måske indvende: Men skulde sådanne kloge folk som Hall f. ex. da ikke se dette? Jo vist gør de det, men de håber at kunne beherske stillingen og derved forhindre en sådan ulykke. Men jeg stoler ikke på de folks dygtighed i handling, hvor skarpt tænkende og godt talende de end kan være. Du sér altså, vi står virkelig ved en meget farlig overgang. Jeg er i disse dage meget bedrøvet over den måde, hvorpå striden føres. Den føres med den voldsomste lidenskab, og navnlig har bondevennerne i disse dage anvendt et fægterkneb, som jeg aldeles ikke ynder, og som er mislykket; jeg frygter, det skader sagen. Jeg synes heller ikke rigtig om Birkedals optræden i forgårs — og er bedrøvet derover ...

Som sagt, hele denne sag er mig en hjærtesag, og så må du, synes jeg, have del deri.

Gud forbarme sig over vort lille, sønderrevne fædreland! —

Du spurgte mig ellers ud om højskolen i dit sidste brev. Jeg agter at flytte til Vallekilde til 1. septbr. for at kunne virke for sagen på selve stedet. 1. nvbr. skulde skolen begynde og vare til 1. maj. Men allerede før den tid må jeg vist gøre nogle smårejser derud for at ordne flere sager. Således må jeg vist nu til fastelavn derud for at afgøre sagen om lejligheder og holde en forsamling med bønderne i byen. Jeg har nemlig senere havt brev fra Hoff, og derefter har jeg taget denne beslutning. Fader vil til Skamstrup, så kan jeg følges med ham, og han hjælper mig med rejseomkostningerne. Du spørger om bygningen. Ak, kære Marie, det har lange udsigter. Først må jeg have prøvet en vinter, så må jeg dernæst se at rejse kapital, og så kan jeg tænke på at bygge og holde bryllup. Mit håb — men vel at mærke: det er kun et håb — er, at det kan ske til foråret 1866. Dog, hvormeget kan ikke forandres inden s. 42den tid! — »Hvormange elever?« spørger du. Kære Marie, det kan jeg umuligt svare på endnu og kan intet sige derom før hen mod efteråret, når sagen er bleven gjort kendt mellem bønderne. Blot så meget: der viser sig stadig tegn til, at bønderne har lyst derpå, og at der allerede er tale om 4. Det kan jo være, at jeg må nøjes med at begynde med en halv snes. Sådan har de andre højskoler begyndt.

Hvis du en anden gang igen hører folk rive ned på vore soldater, da fortæl, at Max Muller ofte har udtalt sig til mig i store lovtaler over vore soldater ... »Havde Tyskerne duet til noget«, sagde han også en gang, »da havde de taget os som en sveske ovre i Jylland. Men de duer ikke« ... Er det takken for alt, hvad vore trofaste, brave, udholdende soldater har lidt, at man nu lader hånt om dem ...

I morgen skal jeg til Brøndby at holde foredrag. Jeg vil tale om Ansgar. På fredag skal her være Ansgarsfest (1000 år siden hans død). Det skal være en stor missionsfest og skal — morsomt nok — holdes i Kasino; blandt andre skal også Grundtvig tale.

I aften har jeg talt på lazarethet over de ord: »Kærlighed er lovens fylde«. En af de sårede forærede mig sit billede. Han blev såret i fjor den 3. febr....