Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1865-06-18)

Ernst Trier til Marie.
København, 18. juni 1865.

... I dag har jeg begyndt min søndag, som jeg kan det bedst; jeg vilde ønske, jeg havde dig med, jeg har havt sådan en yndig morgenstund, hvor jeg rigtig har kunnet glæde mig ved nåden, den forunderlig store, forbarmende nåde, som er bleven os til del! Jeg har sunget med mig selv en lille salme af Ingemann. Den har grebet mig stærkt. Jeg fandt den første gang i går i Barnekows samling. Så har jeg i dag læst sådan et dejligt stykke i Birkedals daglige husandagt. — Det er rigtig så bedrøveligt, at Grundtvig er syg endnu; dog er han langt bedre men kan ikke endnu prædike. Jeg vil i dag i kirke på Kristianshavn og besøge den menighed derude (Peder Fengers), som jeg hørte til, før jeg sluttede mig til Vartov-menigheden.

Stakkels lille Marie, som slet ikke i disse søndage kan nyde godt af nogen gudstjæneste i en kristen menighed! Jeg blev ligesom lidt forundret over det spørgsmål i dit næstsidste brev, om der er noget galt i, at du ikke kan finde dig til rette i den næsten tomme kirke. Nej, kære Marie, det kan jeg ikke indse! Lad os dog en gang betænke, hvad hele vor offentlige gudstjæneste forudsætter! Den forudsætter en virkelig troende menighed, der samler sig til bøn og med sang om Herrens ord og sakramenter; men når der ingen menighed er, der beder og synger — så bliver gudstjænesten med dens orgelspil, dens messe, dens oplæsninger o. s. v. en form kun uden indhold, og det må hos et sandt menneske virke uhyggeligt; og det er i grunden kun tegn på en død tankegang, om man tager det for gode varer. Jeg følte det så uhyre stærkt, da jeg sidste gang prædikede i F. ... Jeg havde sådan en lyst til at slå hele denne form i stykker og sætte mig jævnt ned mellem de 6—7 mennesker, der var, og tale med dem og til dem.

Men så, kære Marie, ligger der én ting endnu dybere: Hvorfor har de kristne altid forsamlet sig, selv i de tider, hvor der ingen »officiel gudstjæneste« var i fælles sammenkomster? Jo, fordi vi som kristne aldeles ikke er éne om livet; men hvad vi har, det har vi i fællesskab. Vi kan end ikke bede i vort eget navn, på egen hånd og alene til Gud; men må altid sige »Vor fader, d. e. Vorherres Jesu Kristi og vor, den kristne menigheds fader. Som kristne er vi ikke enkeltmænd; men s. 71vi er et samfund (en menighed) med fællesskab om alle vore livsgoder. Sådan har Vorherre Jesus selv ordnet det, og vi kan kun sige tak dertil; ti derved bliver der først glæde i troslivet. Uden kærlighed er der ingen glæde; men hvor der er kærlighed, dér er der også samfund, fællesskab med menighedsliv. Hvor der altså intet menighedsliv er ... der har troen endnu ikke fæstet rod, og der er vi med vor tro som mellem fremmede; og det gør et smærteligt indtryk på os ... dels fordi, vi ikke ser livet i Vorherre gøre sig gældende omkring os og dels fordi, at vi, der har lært at bede til Vor fader, føler trang til at samles med andre i fælles bøn og sang. Vi savner det, ti i det fællesskab er for os lagt en forunderlig styrkelse og befæstelse i vort trosliv ... Og når der så bydes os en gudstjæneste, der kun forestiller en menighedsforsamling, men som i virkeligheden slet ikke er det, da vender vi os bedrøvede bort fra denne tomme skal, der intet har at give os af kærnens sødme og næring.

Det eneste, der i så tilfælde kan råde bod på dette uhyggelige, er, om vi får en virkelig god prædiken at høre, en virkelig forkyndelse med glødende tunge af Guds-ordet (al anden prædiken er kun tom menneskevisdom). Men er der en sådan forkyndelse, da kan vi også nok finde os i en tom kirke for en tid; ti da vil den ganske sikkert også efterhånden samle om sig en menighed med et godt menighedsliv. — Kære Marie, nu da dette liv også rører sig i dig, så kan gudstjænesten i Dalum ikke længer tiltale dig, det kan ikke være anderledes. Men derfor: når du kan, ty da til det sted, hvor der virkelig samles en kristen menighed, selv om den prædiken, du dér får at høre, ikke tiltaler dig! ...