Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1866-01-07)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 7. jan. 1866.

… Nu sidder jeg da rigtig i ro på min lille hyggelige, mig så inderlig kære stue; foran mig står de yndigste blomster, du skulde bare se hvilke dejlige, blomstrende gyldenlak. Og dit billede hænger her lige over bordet i sin pæne ny ramme. Se nu skal denne aftenstund være dig helliget. Pastor Bonnevie ^*)Daværende sognepræst i Vallekilde, Hoffs svigerfader. bad mig så pænt om at være i præstegården i aften. »Nej,« sagde jeg, »jeg synes, jeg kan høre Marie sige: den tid tager du fra mig« … men hvor savner jeg nu den levende, mundtlige tale … jeg kan ikke rigtig få ro på mig igen, således som jeg plejer … godt var det, at Anton Nielsen var her og hjalp mig med skolegerningen, ellers véd jeg ikke, hvordan det skulde have gået mig … Jeg tør jo nu tale mere frit ud; ja min ven, lad intet binde munden på os! Og dog — undertiden må jeg tie; undertiden går der gennem mig en sådan svær kamp; det gælder da mit forhold til Vorherre, min salighedssag. Da er det, som om de onde ånder stormer løs på mig og vil rive mig bort fra ham, der har givet mig livet, det evige liv, Vorherre og frelser. Da bliver det så tungt for mig altsammen og s. 134så mørkt om mig; og da må jeg tie. Den kamp kan jeg kun ene kæmpe ud. Men jeg skal nok altid da give dig et lille nys derom, så når jeg siger, at »jeg har det dårligt,« da kan du forstå mig … Sådan indre kamp véd jeg jo følger med kristenlivet, og under den vokser vi, om den end er hård. Vorherre har jo selv lært os, at vejen til Himmerig er trang. Jeg havde sådan en slem dyst i går; men så gjorde gudstjænesten mig så usigelig godt, og jeg kunde atter rigtig med hjærtet synge: »Af Guds nåde til Guds ære, evig glade vi skal være i Vorherres Jesu navn«. Derfor talte jeg også i morges over de ord: »De er døde, som stod barnet efter livet« — og jeg talte med glæde derom; og derfor gjorde dit brev i går aftes mig så glad … Jeg håber, at du også her kan blive »min medhjælp«, når vi beder og synger sammen … tak for al din kærlighed!

Nu skal jeg atter i morgen til rigtig at tage fat på at arbejde med mine karle, der i år er endnu — synes jeg — næsten mere kærlige imod mig end i fjor. Til det arbejde glæder jeg mig meget. — … Hu ha, det bliver drøjt at skulle sidde og spille fingerøvelser to timer om dagen; men det må vel til; og jeg tænker, det skal føre til mange fornøjelige timer for os bægge to. Fortæl mig også, hvor ofte du skal sy om ugen, at jeg rigtig kan følge med, hvorledes har du det. Fortæl mig også, hvorledes du synes om August [Winding]. Hils ham og Klara indtrængende fra mig, spørg om melodierne til Kösters visebog, og spørg både ham og Klara, om de ingen melodier har fået til mig fra Emil [Hartmann] og »gamle Hartmann«. Sig dem, at jeg trænger så hårdt dertil.

Jeg vilde så gærne, at du skulde se ind til Vanchers, Vagners og Vulfs. — Jeg kan næppe beskrive dig, hvor det har fornøjet mig, at du har været hos Grundtvigs den aften, og at du befandt dig så vel derude. Du må vist have fået en høj stjærne hos dem. Du skal også have tak, at du skrev så udførligt derom …

Med hensyn til eders spørgsmål om de lange forlovelser, da hylder jeg her den Herman von Bremenfeldt’ske visdom og siger, at I har ret bægge to, og så skal jeg for resten bemærke, at det dag for dag bliver mig klarere, at vi to må endelig se at få bryllup endnu i år; og du kan tro, at nu ser jeg mig allerede ivrigt om efter byggeplads. Jeg har allerede havt s. 135samtaler med Hoff, Tranberg og Per Frederiksen om den sag. »Jeg har ikke ro på mig,« sagde Hoff i dag, »før jeg ser dem begynde at hugge tømmeret til.« Det gamle spørgsmål om »gård eller hus« er atter dukket frem; men jeg vil ikke skrive noget videre derom i aften, da jeg endnu langt fra er på det rene med den sag; dog vil jeg blot sige så meget som, at jeg tror det bliver blot til — et hus uden jord eller — i al fald — med ganske lidt jord til. Dette er mindre voveligt, langt lettere at få i stand og vil blive langt bedre for dig.

Du kan nu meddele fader dette.

Så har jeg havt brev fra Viggo Neergård, hvori han meddeler mig, at hans moder vil låne mig 1000 rdlr. Det må du også fortælle fader. Er det ikke dejligt!

Alt dette væsen fylder ellers mine tanker en del — men jeg har nu sådan et godt håb om, at vi endnu i år skal holde bryllup, og du kan sige fru Grundtvig, at jeg af visse grunde i denne tid sværmer for korte forlovelser.

Så var der eders ordveksel om musikken! Ja naturligvis har I ret: Ordet er åndens egentlige udtryk og bærer … Musikken er stemningens sprog …

Så skal du gøre mig den tjæneste at bringe medfølgende sang af Anton Nielsen ud til Grundtvig og vise ham den. Hils så ham og de andre dér så meget fra mig. Den anden sang om juletræet er af Alida, tænk dig en ganske jævn bondepige herude fra. Grundtvig kender hende nok. Desværre fik vi først sangen i dag, så vi fik den ikke sunget ved juletræet …

Hils moder og fader tusinde gange fra mig og Frits og Ida! — fortæl mig, hvorledes de har det — og Bågø! fortæl mig om ham … Bed Bågø, om han en aften vil læse højt ovre hos Frits og Ida »De fine og de grove« og »Ole Ligeglads svigersøn« af Anton Nielsen. De står i »Ny fortællinger af Anton Nielsen« og er nu lige udkomne. Så får du dem så rart at høre …