Abel, Marie BREV TIL: Trier, Ernst Johannes FRA: Abel, Marie (1866-02-14)

Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 14. febr. 1866.

… Jeg gik i formiddags og længtes sådan efter, at din fader skulde komme hjem for i det mindste at få lidt at høre om dig, og nu har jeg da også hørt en del. Din fader er dog mageløs kærlig og opofrende imod dig, og han er meget glad over at have været hos dig; han befandt sig så vel derude. Så bliver altså det endelige resultat, at du skal bygge dig et hus uden jord til; jeg synes, det er så godt, at der er bleven taget en beslutning; og jeg for min part tror, at dette vil blive det rareste. »Men I bliver ikke gift til efteråret«, siger din fader med stor bestemthed. Og da din moder spurgte, hvorfor? så viste hovedgrunden sig at være den, at din fader ikke antog, at min fader vilde give sit samtykke dertil, førend han så, hvorledes det vilde blive ved med at gå med skolen. Men da jeg hørte det, tænkte jeg rigtignok ved mig selv, at dersom det var den eneste hindring, så blev vi så mænd nok gifte til efteråret; men nu får vi se; måske det også kan være godt, at det trækker ud til foråret eller til næste efterår.

s. 149Nu skal du ellers høre noget, som jeg oplevede i aftes i »Dansk samfund«, og som har ærgret mig hele dagen i dag; ja, jeg ærgrede mig endogså sådan over det, at jeg i morges lovede mig selv ikke mere at sætte mine fødder dér; dog, det løfte bryder jeg rimeligvis næste tirsdag. Nu skal du høre: Lige da frk. Larsen og jeg havde fået os sat på vore pladser i aftes og begyndte at se os om, faldt vore øjne straks på et meget smukt, ganske ungt menneske, som så’ så forunderlig ud, at man straks måtte lægge mærke til ham. Han var temmelig høj og rank og bar sit hår i lange, tykke brune lokker, som faldt ham helt ned over halsen; hans ansigt var fint og meget smukt, og hans øjne store og brune. Når så dertil føjes, at han manglede den højre arm, så tror jeg nok, du har fået et temmelig tro billede af vor helt, som for resten var ukendt af os alle.

Efter at Køster havde talt længe og — kedeligt, trådte Birkedal, som er her i byen i denne tid, frem og talte ganske mageløs dejligt om Slesvig og Sønderjyderne. Hvor den mand dog forstår at gribe lige omkring ens hjærte! Han talte om, at uagtet det så ud, som om Slesvig var revet fra Danmark, så havde dette måske dog aldrig været så langt fra at være tilfældet som netop nu; vel var jordbunden revet fra os; men den jordbund, som var meget bedre, hjærternes jordbund, den hørte nu mer end nogen sinde til gamle Danmark. Han talte kun kort men — dejligt. Da han havde holdt op, så man pludselig det før omtalte unge menneske bane sig vej hen til Birkedal og trykke ham i hånden og sige ham tak. Derpå trådte han frem for bordenden og bad om lov til at tale et par ord; rigtignok var det første gang han nogen sinde talte for en forsamling, og han havde derfor ikke ordet i sin magt; men han håbede at man vilde bære over med ham og tillade ham som en sønderjysk bondeknøs fra Sundeved at takke »den danske martyr« pastor Birkedal, for hvad han havde sagt. Først talte han nu prægtigt om sine landsmænd og deres uforanderlige kærlighed til moderlandet Danmark; men så gik han over til at tale om kongen, og så lige med ét siger han: »Ja, det siger jeg højt og tydeligt, og det ved jeg, at mine landsmænd alle sammen tænker, at Kristian IX er en Tysker så ægte som nogen«. Nu var der adskillige, som hyssede; men så blev han først rigtig heftig; hans kinder s. 150blussede, og hans øjne lynede; mens han råbte, idet han slog i bordet: »Jeg behøver ikke at stå kongen af Danmark til ansvar for, hvad jeg siger, ti han har givet mig bort tillige med mine landsmænd; han har overgivet os til Tyskerne, og vi tilhører ikke mere ham, derfor gentager jeg endnu en gang: Kristian IX er tysk, helt igennem, fra hoved til fod«. — Du kan tro, det kogte i mig; at tænke sig at sådan en dreng turde vove at træde op i en så stor forsamling og udtale slige ord. Dog var det ikke det. der ærgrede mig mest; nej det var det, at ikke en eneste af alle de ældre mænd, der var til stede, stod frem og gav den kåde dreng over næsen, f. ex. Birkedal eller Termansen eller Køster. Han måtte jo tro, at de billigede hans adfærd, og det var dog langtfra tilfældet, især var Termansen vred over det; men da jeg spurgte, hvorfor han dog ikke havde givet den unge fusentast en irettesættelse, svarede han, at det var, fordi han slet ikke kendte ham. Det fandt jeg var en dårlig grund og ønskede sådan, at du havde været der, min ven, du havde bestemt ikke dyet dig, og jeg skulde have gjort alt mit for at ægge dig …

I søndags havde vi det rigtig rart her; til middag var her Frits og Ida og Bågø; men så om aftenen kom Bruun og Else, Andresen og Svejstrup og en fru Boisen med søn. Efter middagsbordet gik Frits, Ida, Bågø og jeg herop på min stue, og dér fik vi Bågø til at læse en lille fortælling højt for os …

Forleden dag havde jeg brev fra moder, og deri fortæller hun, at derovre på Fyn går det rygte, at Johannes Clausen [Ryslinge] skal have fået så mange skændebreve fra forskellige Grundtvig-ianere; men det allergroveste skal han have fået fra Anton Nielsen, og det har cand. Ernst Trier dikteret. — Hvad synes du? hvor folk kan fortælle! — At tænke sig, at du skulde have dikteret Anton Nielsen, hvad han skulde skrive til Clausen!! …