Ernst Trier og Mare Abel
En Brevveksling
Ved
Povl Hansen
s. ivMarie Abel
1865
s. vErnst Trier
1865
s. viiErnst Trier
og
Marie Abel
En Brevveksling
Ved
Povl Hansen
August Bangs
Boghandels Forlag
København
1915
s. viiiTitelbladet Er Tegnet Af
Joakim Skovgård
s. ix»Hvor underlige Dage!
lad mig endnu en gang gå dem igennem«.
(Ernst Trier, brev af 4-5-66).
s. 1INDLEDNING.
De breve, som herved udgives, vil sikkert med god grund blive regnet blandt kildeskrifterne til den danske højskoles historie, og særlig da den del af samme, som vedrører højskolen i Vallekilde.
Og dette er den vigtigste grund til deres offentliggørelse. —
Af brevenes indhold ses, hvorledes tanken om højskolen vågner i Ernst Triers sjæl inde i København efter den ulykkelige krigs slutning, og hvorledes den lidt efter lidt modnes og senere virkeliggøres derude i den lille nordvestsjællandske landsby.
Denne omstændighed giver brevene et forunderligt liv og gør læseren næsten samtidig med begivenhedernes gang.
Jeg kender ingen anden enkelt højskoles historie, der i samme grad som Ernst Triers — netop under læsningen af disse breve — på ny kan lade sig opleve. De udfylder og yderligere levendegør den ypperlige skildring, som Trier — til hans højskoles første jubelfest — udgav til oplysning om dens fremkomst *).
Men samtidig kastes der — særlig ved Marie Abels breve — stærke strejflys ind over livet på højskolen i Askov i dennes første tid, mens enkelte mindre glimt viser os højskolen i Dalum.
At brevene fremkommer netop nu, har sin forklaring i den omstændighed, at det i dette efterår er et halvt hundredår, siden Vallekilde højskole åbnede sine døre for det første hold elever.
s. 2Dette skete nemlig den 1. novbr. 1865.
— Altså som et blad af den danske folkehøjskoles tidligste historie fremkommer denne brevveksling; det er som højskolemand og ikke som medarving til brevene jeg har fået slægtens tilladelse til på — fuldtud mit eget ansvar at lade brevene udgå. Dette finder jeg grund til at understrege; ti jeg er ingenlunde blind for den store vanskelighed, der her som alle vegne indtræder ved offentliggørelsen af deslige strængt private og fortrolige brevvekslinger: På den ene side har jeg som udgiver gærne villet have alt med, der kan give brevene betydning som høj skolehistorisk kildestof, ligesom jeg også gærne vil medtage hvad jeg synes, der belyser de to brevskriveres ejendommelige personligheder; men på den anden side har jeg med tilsvarende omhu våget over, at intet af det, der i snævrere forstand kun hører de to brevskriveres privatliv til, trædes for nær. Dette har nemlig intet at gøre med ovennævnte formål for udgivelsen og kan derfor udelades.
Herhen hører så vel overskriften og tiltalen i de forskellige breve som også disses afslutning og underskrift.
Det er især Marie Abels breve, dette kommer til at gå ud over, da Ernst Triers ganske naturligt er dem, der indeholder mest af det pågældende stof. Kun under Maries ophold i Askov får brevene fra hende noget af kildeskriftets kendemærke vedrørende Askovs historie, hvorfor de fra dette tidsrum her gengives mere udførligt.
Brevene er trykt med den retskrivning, hvori de er skrevne; dog er ganske enkelte fejl i bogstavering eller ordstilling rettet, når de tydelig ses at være fremgået af uagtsomhed; ligesom også tegnsætningen er mere gennemført end i brevene.
Er et ord forglemt eller for sammenhængens s. 3skyld af mig indskudt, indesluttes det af skarpe klammer [].
Flere prikker ... i texten antyder udeladt stof.
Fodnoterne under texten (*) er tilføjede af mig.
Om de to brevskriveres liv og levned endnu dette:
Ernst Trier er født 23. jan. 1837 og er søn af grosserer Jakob Stephan T. og hustru Bella f. Nathansen. Ved forældrenes overgang til kristendommen blev også deres børn døbt; da var den yngste søn Ernst tre år.
Efter først en tid at have gået i Mariboes realskole kom han i Metropolitanskolen og blev derfra student 1855.
Som student levede han sammen med andre studenter og unge kunstnere det rigeste og lykkeligste ungdomsliv. I disse kredse førtes han sammen med flere af de mænd, der senere blev landskendte i den danske højskoles tjæneste.
Blandt Københavns præster tiltaltes han i sin tidligste ungdom mest af Blædel; senere søgte han til Peter Fenger for til sidst at finde sit blivende sted hos Grundtvig.
Efter otte indholdsrige studenterår blev han endelig 1863 cand. theol. og kort efter lærer hos Jeppe Tang ved Blågård seminarium i Kbhvn.
Da krigen året efter indtraf, mældte han sig som frivillig og blev ansat som feltdegn hos feltprovsten Højer-Møller. Hans meste arbejde bestod i at tale for soldaterne.
Som medvirkende ved en gudstjæneste, provst Højer-Møller skulde holde hos provst Abel i Dalum, kom E. T. første gang til dette sted, der siden fik så stor betydning for ham, idet han samme efterår den 11. septbr. blev trolovet med provst Abels yngste datter Marie; og her på den nærliggende Dalum højskole lærte han denne skoles mærke-s. 4lige forstander Kristen Kold at kende og fik forståelse af hans arbejdes vidtrækkende betydning for den danske ungdom.
Under Ernst Triers feltliv lærte han også dansk landsbyungdom at kende, og det var, som vandt den straks hans hjærte; ligeledes var det også i felten, han lærte at kende kapelan V. J. Hoff fra Vallekilde, da denne var et længere besøg ovre på Fyn for at tilse soldaterne fra Vallekilde-Hørve sogne.
Et bekendtskab der — som brevene også viser — senere fik stor betydning for ham.
Det er altså på dette tidspunkt, kort efter Triers afsked som feltdegn, at brevvekslingen tager sin begyndelse.
— Marie Abel var datter af provst Leonard Abel og hustru i Dalum ved Odense. Hun fødtes d. 2. febr. 1845 som den tolvte og yngste i børneflokken og voksede op til at blive forældrenes — især faderens øjesten. Skolegang og opdragelse fik hun i sit hjem, hvor en lærerinde hjalp forældrene i dette øjemed. Bibelhistorie og lærebog lærte hun udenad på ramse. Sin meste tid tilbragte hun hos de gamle i præstegården og uden synderlig omgang med jævnaldrende; hun blev derfor noget indesluttet overfor mennesker, men havde opladt sans for den rige og skønne natur, der omgav hende; med den levede hun sine bedste timer.
Dog længslen efter »det store i livet« begyndte nu også at komme op i den lille landsbypige, og hun skulde snart møde det: Først kongens død, så de mægtige begivenheder i 1863—64, og endelig sidst — men ikke mindst — mødet med ieltdegnen. Det var, som livet for hende fik en ny og højere betydning; af ham førtes hun til møde med dansk åndsliv og kristendom i en form, hun hidtil ikke havde kendt. Hendes breve vidner om, s. 5hvor stor indflydelse alt dette ny fik på hendes liv og udvikling.
Fjærde påskedag 1867 stod brylluppet så derovre i Dalums gamle klosterkirke, og få dage efter holdt de deres indtog på Vallekilde højskole.
Hun fulgte sin mand trofast og arbejdsivrig ind i den travle høj skolegerning; deres samliv blev dog ikke langt: efter at have født ham fire døtre døde hun d. 22. juni 1873 af en sygdom, hun havde pådraget sig ved at pleje en af skolens syge elever.
Tre år efter hendes død blev Trier atter gift, denne gang med Julie Marstrand; men også dette ægteskab blev af kort varighed, næppe seks år senere døde også hun, og Trier forblev nu enkemand til sin død d. 29. decbr. 1893.
Men under alt dette var hans skole vokset op til en af de største i landet, med omtr. 200 elever hvert halvår.
Ernst Trier og bægge hans hustruer ligger begravet på den Trier-ske gravplads ude på højskolens mark.
Folkehøjskolen i Vallekilde i juli 1915.
Povl Hansen.
Ernst Trier til Marie.
København, den 22. oktober 1864.
... Jeg har hovedet så fuldt af fremtidsplaner ... og er egentlig så trykket af, at det ikke alt vil føje sig efter ønske for mig ... I forgårs aftes var jeg da hos Tang *), og den aften gik det nok så godt. Jeg får da i al fald én foredragstime om ugen på seminariet at begynde med fra 1. novbr.... Undervisningen dér er således indrettet, at snart er alle seminaristerne (mellem 150 og 200) samlede i den store sal; dér holdes da foredrag for dem, og snart er de adskilte i forskellige klasser ..., og der undervises da på sædvanlig måde. En foredragstime er jeg altså sikker på. Jeg skal foredrage dansk literaturhistorie, og det var ikke så ganske efter beregningen; jeg vilde heller have havt bibelhistorie, men dermed må jeg vænte 3—4 måneder ... Literaturen er jo da også et mageløst interessant æmne, men ligger kun ikke sådan ganske på min vej og vil kræve et svært studium af mig. Jeg bliver i den anledning nødt til — hvad jeg for resten både har havt lyst til og følt som en pligt — at sætte mig ind i navnlig nordisk sprogstudium. Jeg vil rimeligvis i den anledning høre nogle forelæsninger på universitetet ...
Jeg fik endvidere en time på børneskolen i dansk læsning — altså ikke noget morsomt fag.
Dette er det eneste sikre, jeg véd om mit fremtidige arbejde; rimeligvis får jeg dog også én eller to timer i klasserne på seminariet; men sikkert har jeg altså endnu kun en indtægt af 1 rdl. om ugen.
Så har jeg også fået et lille skriftligt arbejde for af Tang, hvilket jeg kan tjæne lidt ved.
Men så har Tang også plaget mig for at overtage nogle timer ved »Lygtens skole«, hvor seminaristerne kommer for at øve sig i praktisk færdighed ..., ja han har gjort mig store indrømmelser i den anledning, givet mig lov til at indrette disse øvelser, ganske som jeg vilde, og jeg har virkelig lidt af uvished om hvad jeg skulde gøre: tage imod dem eller ikke, da der var meget lokkende for mig deri, og da jeg derved også fik 100 s. 8rdl. årligt. Men nej, jeg vil ikke af pengehensyn lade mig lede til at gøre noget i en åndelig gerning, som jeg ikke gør med god tro, med lyst og mod, og jeg kan ikke forlige mig med tanken om at få noget ud af dette. Jeg tror, at jeg kun vil plages med disse timer, fordi de altid vil stride mod mine principer. Dog, nu er jeg atter rolig, ti jeg tager ikke imod dem ... Fader er også meget imod, at jeg tager disse timer; ... han vil ikke have, at jeg i den første tid skal påtage mig ret meget, men holde mig i ro og studere.
Summa summarum: Jeg tager ikke imod disse timer og er glad ved min bestemmelse.
... En lang, dejlig dag har jeg havt; den begyndte med, at jeg først tog styrtebad og derefter læste lidt i Grundtvigs »Søndagsbog«, gik så i kirke, det mageløse, lille Vartov, samledes atter der med den velsignede menighed, hørte atter den gamle prædike, tale det dybe, mægtige ord. Efter kirken fulgte med mig hjem et meget begavet og elskeligt menneske, en student Madsen, og med ham drøftede jeg blandt andet mine fremtidsplaner; vi talte om måske i forening at oprette en skole på Frederiksberg og meget andet.
... I fredags var jeg i Brøndby og fik ordnet alt således, at jeg ikke selv kommer til at overtage nogen aftenskole dér, og det er jeg glad ved. Det gik alt så godt for mig meget bedre, end jeg havde væntet. I morgen skal jeg prædike på lazarethet *) ...
Ernst Trier til Marie.
København, 27. oktbr. 1864.
... I mandags holdt jeg gudstjæneste ude på Frederiksberg lazareth kl. 6. Er det ikke underligt, at atter denne aften var der en mand (aspirant Hoff) der lige lå og droges med døden; jeg måtte dog ikke komme ind til ham, fordi man mente, at han allerede var uden bevidsthed, og fordi han intet ønske selv havde ytret; men jeg bad for ham i bønnen.
Jeg talte over de ord af epistlen fra den foregående dag: »Jeg er sikker på, at han, som begyndte den gode gerning i eder, vil fuldende den til vor herres Jesus Kristi dag« ...
Der var mange til gudstjænesten, og jeg fik så mange taksigelser derfor ... Men jeg selv — nej, jeg var slet s. 9ikke til freds og syntes, jeg vilde have talt langt mere og bedre; men takke må jeg dog Herren, at han lader mig tale og i ydmyghed glæde mig over, at han i sin mageløse nåde bruger mig skrøbelige, syndige menneske til sin tjæneste til forkyndelsen af hans ord; og netop jo mere jeg er mig min egen skrøbelighed bevidst, forbavses jeg over, at han hjælper mig til gerningen, så jeg ikke kan hovmode mig deraf. Så lærer jeg da for hver gang mere og mere, at den bedste forberedelse er den ydmyge bøn om hans nådige hjælp til at føre ordet, og at det er godt at måtte give ham æren ...
Du spørger, om du skal følge din faders råd og vænte med at begynde på at sy på dit udstyr. Jeg synes ja; det er det bedste at gøre ganske, som din fader finder det rigtigst. Jeg kan jo umuligt sige noget om, når jeg kan byde dig bryllup, da jeg endnu hverken har noget eller udsigt til noget, hvorpå vi kan gifte os. Og vilde jeg derfor nu råde dig til straks at tage fat på udstyret, da vilde jeg derved kun påtage mig en forpligtelse til snart at holde bryllup, hvad jeg ikke tør. Et halvt års varsel skal jeg nok altid give dig, så er der jo god tid til den ting. Men når din fader tror, at det vil vare 4 år — siger og skriver fire år — da tror jeg dog, han tager fejl. Jeg har det på følelsen, at det bliver før; jeg længes så meget efter den dag, at jeg vil gøre alt mit til at vi kan sætte bo, vi to ... Vi vil bede Herren hjælpe os dertil. Gud ske lov — det står i hans, i Guds, faderhånd! Men småt ser det ud for mig endnu med arbejde. Tangs tilbud afslog jeg jo ... og jeg er meget glad over, at du er enig med mig deri. Fader var også meget ivrig for, at jeg skulde sige nej, Og nu skal du bare høre! Vi sidder og taler om, at jeg var meget begærlig efter timer; så siger fader: »Jeg har timer og en elev til dig«. — »Hvem er den elev?« spurgte jeg. — »Du selv,« svarede han, »du skal læse tre timer med dig selv hver dag, så vil jeg give dig 24 skilling for timen« ...
Er det ikke mageløst kærligt. Han havde hørt, at feltprovsten havde rådet mig til at leve i ro og flittig studere i den første tid.
Altså nu tager jeg mig god tid til at studere for det første, samtidig med at jeg begynder mine få timer på seminariet. Og da jeg nu derhos skal vedblive at prædike på lazarethet og er bleven genvalgt på sidste gene-s. 10ralforsamling til »bestyrer af det theologiske samfund«, får jeg nok at gøre.
... Jeg har nu ganske opgivet aftenskolen i Brøndby, ... jeg har havt et par lange samtaler derom med pastor Busck. Skolevæsenet dér er endnu ikke ordnet, ... men Busck håber, at sogneforstanderskabet selv opretter en friskole, som da Bentsen *) skal have, og jeg har lovet da at hjælpe til med indretningen; en skole for ældre skulde da sættes i forbindelse dermed, som også Bentsen skulde have, og hvor jeg også har lovet at hjælpe til ...
Ernst Trier til Marie.
København, 2. novbr. 1864.
... Her blev jeg afbrudt; der kom nemlig til mig en mageløs yndig mand, pastor Hoff fra Vallekilde, som jeg lærte at kende i sommer på Fyn. Han har nu været hos mig et par timer, og du kan ikke tro, hvor jeg har havt mageløst godt af at tale med ham. Det har frisket mig så forunderligt op. Det er dog så dejligt at træffe disse mennesker, hvem vi straks er bundne til selv uden nøjere personligt bekendtskab, blot for den fælles tros skyld ... Det trykker mig ellers, at jeg intet ordentligt arbejde har udad til, ingen ordentlig virksomhed har, dels også, at da jeg nu skal til ordentlig at studere, mærker jeg, at jeg er bleven så sært afvant dermed. Manden skal ud, skal virke og gavne, og her går jeg om uden rigtig at kunne komme på min hylde, det føler jeg dag for dag mere og mere. Og tiden, den sørgelige, trange, modfaldne tid her i Danmark kræver jo, at alle, der ikke helt har tabt modet, skulde tage ordentlig fat. — Jeg ved jo nok, at efterhånden kommer arbejdet nok, og at det er Vorherre, der skal hjælpe mig og ret egentlig beskikke mig dertil; men dog er jeg trykket af, at jeg ikke nu har det straks.
Jeg er jo da efter faders ønske og kærlige tilbud især henvist til at studere, men der har endnu ikke rigtig været fart deri; dog, det kommer vel nok; jeg synes allerede, at det i dag går bedre ...
Jeg sender dig min sidste prædiken, som jeg holdt på lazarettet i mandags aftes ... Det kan være, jeg kommer til at vedblive [med at prædike] dér hver uge. Det s. 11beror på pastor Rørdam og skal afgøres i denne uge ...
Jeg har ellers ikke endnu havt så godt et mod som i denne aftenstund. Det er, som om jeg atter mærker kraften, noget som har lyst til at arbejde rask videre. Dertil har bidraget den dejlige samtale, jeg havde med pastor Hoff; vi fik os rigtig udtalt og satte rigtig mod i hinanden ... Jeg er i aften så frimodig og glad til mode, som jeg ikke har været længe ...
Ernst Trier til Marie.
København, 10. novbr. 1864.
... Den samtale, jeg havde med pastor Hoff i onsdags i forrige uge, var det første, der atter rigtig vakte mit mod og håb og ligesom rev mig ud af den sørgmodige forknythed, hvori jeg gik over fædrelandets tilstand. Dagen efter var det, »Grundtvigs højskole« atter begyndte ... Hvert vinterhalvår holdes der skole, og når den begynder, er der altid en lille højtidelighed. Således også i torsdags. Der var allerede komnen 22 elever, og der kommer nogle flere til, d. e. så mange, som der overhovedet kan være.
Under de nuværende forhold og under det almindelige mismod, især blandt bønderne ..., hvor det tilsyneladende er, som om folkelivet har fået et dødssår, er det jo mærkeligt, at der er så mange, der har fået lyst til at være på en skole, hvor opmærksomheden kun er henvendt på det samme folkeliv, og at der er så mange ældre, der i denne knappe tid har havt lyst til at give penge dertil ...
I den store rummelige skolestue samledes vi. Rundt om de bænke, hvorpå eleverne sad, var en stor mængde besøgende, deriblandt ikke få studenter og kandidater, rigsdagsmænd og rigsråder og flere af Vartovsmenigheden. I den anden ende af stuen stod der stole til kvinderne, og af dem var der mange til stede ... På den ene side var et stort norsk flag, på den anden et svensk og i midten et stort Danebrog; derunder stod Grundtvigs lænestol. Vi begyndte med at synge den dejlige sang: »Hvad solskin er for det sorte muld«, og derefter talte Grundtvig så usigelig dejligt. Han begyndte med at fortælle, at enkedronningen havde mældt sig at komme til stede, men var desværre bleven forhindret. Dette i forbindelse med, at der var kommen så mange elever, tog han som et godt varsel og udtalte s. 12da både sin sorg over Danmark, men endnu mere sit mærkværdigt frejdige, sikre håb om Danmarks lykke til trods for al ulykke i øjeblikket. — Så sang vi en sang, og så talte gamle Fenger — dejligt — på sin gammelmands-værdige, ædruelige og sindige måde; også han udtalte sit håb, idet han viste hen til Vorherre, der havde lagt den ny sang på vore læber. Han formanede os til at vende al vor tanke til ham og bede ham om hjælp. Så sang vi: »Stille, stille Zions døtre små«, og så talte P. Rørdam på sin ejendommelige, snurrige måde. Når vi nu forhåbentlig snart ses, skal jeg fortælle dig om den tale, ti den var virkelig ejendommelig. Atter sang vi en sang, og så sluttede Grundtvig så prægtigt ved ligesom at samle alt, hvad der var sagt. — Rigtig fornøjet og opmuntret gik jeg hjem ... Det var en dejlig dag.
Jeg har så begyndt at læse oldnordisk sammen med Bågø *); vi har taget en lærer deri ved navn Wimmer, med hvem vi skal læse hver torsdag fra kl. 6 til 7. Seminarist Bentsen læser også med. Nu vil jeg håbe, jeg må få udbytte deraf.
... I fredags eftermiddag var jeg hos Grundtvig for hos ham at få hjælp til mine foredrag over literatur-historien; og jeg fik sandelig også udmærket hjælp; jeg véd ikke, hvorledes jeg skulde være kommen ud af det stykke arbejde, om han ikke så udmærket havde hjulpet mig med begyndelsen den aften ...
Som jeg i lørdags eftermiddag sad ... i sørgmodige betragtninger over, at jeg ikke kunde få tilstrækkelig virksomhed og tænkte over forskellige ting i den retning, går døren op, og ind trådte — ja, det var virkelig så dejligt for mig i det øjeblik, jeg var så forknyt — 4 unge, flinke studenter, som vilde læse theologi med mig. Det er nemlig en af mine planer efterhånden at blive lærer for unge studenter, der er begyndere i theologien, og vejlede dem i begyndelsen ... Manudukteur, der dresserer dem til at tage embedsexamen ..., hverken duer jeg til, eller har jeg lyst til at være. Men sådan uden hensyn til examen at læse med begyndere har jeg stor lyst til ... Skat Rørdam mener, at jeg er vel skikket dertil, og vil anbefale mig ... Jeg fik da gjort aftale med studenterne, og derefter fulgtes vi ad ud til gamle pastor Fenger på Kristianshavn; han begyndte s. 13den aften igen på sin salmesang. Hver anden lørdag samles en lille kreds i hans hjem kl. 8 aften. Han gennemgår da gærne nogle salmer til den næste dag (som vi da synger). Det gør han ganske udmærket, ja han er en mester deri.
I søndags morges var jeg hos pastor Holger Rørdam, der hidtil har holdt gudstjæneste på Frederiksberg lazareth, og nu blev det da endelig afgjort, at jeg for fremtiden skal holde gudstjæneste dér hver onsdag aften, mens han overtager de mere enkelte sygebesøg ...
Ernst Trier til Marie.
København, 13. nvbr. 1864.
... Jeg lever her et stærkt åndelig bevæget og meget rigt liv, men jeg kan jo ikke meddele dig noget deraf, skønt du er den, med hvem jeg helst vilde dele det ... Derfor har mine tanker også arbejdet stærkt med at finde en sådan stilling, at jeg kunde komme og sige: »Se så, lille Marie, nu er huset færdigt, kom nu, flyt nu til mig!« Ja tænk dig — altid at være sammen! — Nå, det ligger i Vorherres hånd, derfor råder Gud fader, der sikkerlig har taget sig af os som sine små, og han vil gøre det, der for os er det bedste. Lad os trøstig lade vor sag hvile hos ham og flittig bede ham både, at hans — ikke vor — vilje må ske, og at han vil give os vort daglige brød. Ja det gøre vi tilsammen i Vorherres Jesu Kristi navn, navnet over alle navne! ... Med Tang har jeg igen i dag havt en samtale om min fremtidige stilling, og jeg vil blot sige dig så meget, at jeg tror og håber, at jeg på seminariet i løbet af ¼ el. ½ år atter vil komme ind i alt mit gamle arbejde igen. Jeg vilde have ham til at love mig 700 rdlr. om året for 24 timer, men det vilde han ikke. Nu vil jeg atter tale med ham og få ham til i al fald at love mig 600. Det tror jeg nok han gør. Kan jeg opnå dette, kan jeg altid tjæne 100 rdlr. til i det mindste, og da har fader lovet at hjælpe til med 2—300 rdlr.... og da — ja da kommer jeg og beder dig følge med.
Jeg har allerede talt med Skat Rørdam om at få stueetagen på Fasangården — tænk dig! så kommer vi til at bo ude i Frederiksberg have. Jeg tænker, vi kan få lejligheden billig, for 100 til 120 rdlr. Stort mere vil vi heller ikke kunne anvende på huslejen. — Du sér, jeg går med ivrige giftermålsplaner. Dag for dag længes jeg mere efter bryllupsdagen ...
Ernst Trier til Marie.
København, 16. nvbr. 1864.
Jeg lå på min sofa og sov. I drømme bevægede sig forbi min sjæl en forunderlig broget vrimmel af skoleplaner; ... de fleste truede med kun at ville tage fodfæste på månen, men én af dem lod dog til at ville sætte sig fast på Frederiksberg. Og intet under, at dette var drømmenes indhold; ti hele den foregående del af dagen havde jeg tilbragt med at træffe forberedelser til en drengeskole på Frederiksberg ...
Hvorfor jeg således på en gang har fået så travlt med noget, som min fæstemø aldeles intet ved om, kunde forklares deraf, at aftenen forud ... havde en af mine 4 unge studenter fortalt mig, at der var en mand, der netop i denne tid tænkte på at oprette en skole på Frederiksberg. Og det gjaldt da om, at komme denne mand i forkøbet ... Hele formiddagen derefter gik med et besøg hos tobaksfabrikant Nobel på Frederiksberg, med hvem jeg drøftede mine planer om oprettelsen af en skole for drenge på Frederiksberg. N. lovede mig hjælp, og vi gjorde foreløbig aftale ... Det var jo den dag kong Frederiks dødsdag; i den anledning var jeg på Frederiksberg lazaret kl. 3½, hvor en lille mindefest holdtes, og hvor jeg talte om den afdøde, kære konge og om de tunge skyer, der nu mørkner Danmarks himmel og Danmarks håb ...
Ernst Trier til Marie.
København, 18. nvbr. 1864.
... Nu lige nys kom jeg med jærnbanen fra Brøndbyvester ... Mine planer? ak, jeg er nærved at drukne i dem ... Jeg har nu bestemt ikke at binde min fremtid til ... Tang ... En samtale i tirsdags gjorde udslaget. Jeg gør nu alt for at få en drengeskole i gang på egen hånd på Frederiksberg; fremtiden må vise, hvad der kan komme ud af den, og hvad den kan føre med sig ... Jeg tænker sent og tidlig på at komme i en sådan stilling, at jeg kan få dig til mig. Jeg vil ikke få rigtig ro over mig før. Dog tal ikke til andre om mine planer; jeg kan ikke lide, der bliver talt for meget derom; handlingen skal tale for mig, når den er der. Når skolen er åbnet, da er tiden til at tale derom ...
Jeg har i nogle dage havt rigtig min slemme hovedpine; nu er det Gud ske lov meget bedre; men jeg sér, s. 15at jeg atter må begynde at gå tidlig i sæng og rimeligvis også tage styrtebade for at have noget at stille op imod den græsselige tummel, der følger med Københavner-livet. Du aner vist ikke, hvor mange der kommer til mig for at tale med mig om mange forskellige ting, og det er jo dejligt at kunne være andre til hjælp; og jeg må være Gud taknemlig derfor; men ofte tager det meget på kræfterne. Dog — Herren vil nok hjælpe mig! ...
Ernst Trier til Marie.
København, 23. nvbr. 1864.
... Jeg kommer nu lige ude fra lazarettet ... og har i dag pisket om lige fra i morges kl. 8 til kl. 2 nærmest for at træffe Forberedelser til at få vor drengeskole i gang. Jeg siger »vor«, ti den skulde jo efter mit håb en gang give os vort levebrød. Og når jeg nu i håbet daglig med formelige syv-mile-støvler iler ud i fremtiden, da ser jeg en pæn lille skolebygning liggende et steds i nærheden af Frederiksberg by med en pæn lille forhave. I stuen holdes skole; der findes en lille flok rigtig rare smådrenge, der både kan høre godt og fortælle livligt og synge udmærket og skære i træ og snitte i pap og exercere og gymnastisere — altsammen naturligvis udmærket. Oven på bor »lærer Trier«, og dér sidder hans lille frue i det åbne vindue. Roserne dufter udenfor, og vedbenden slynger sig med sit friske løv op ad vindueskarmen; hun sidder ved et lille rundt sybord og baldyrer; men af og til kigger hun ud af vinduet ned på legepladsen, hvor hendes mand spanker op og ned med værdige skolemestertrin.
Ja således tænker jeg mig vor skole, som skal være en rigtig dansk skole for livet. Min lille Marie følger naturligvis med spændt opmærksomhed skolen i sin tilbliven, — ti videre er den endnu ikke. Den er ikke en gang kommen på papiret ᴐ: i Adresseavisen; den svæver endnu frit om i det vide, vide rum. Du vil naturligvis derfor også finde det mærkeligt, at jeg nu har fået håb om fire drenge, men man skal jo begynde med noget.
For resten gør du dig vist ikke nogen forestilling om, hvilke virkelig møjsommelige forberedelser slig en lille skole kræver, hvor alt skal skabes fra nyt, og hvor der kun er småt med penge. Blot dette ene, at sætte sig i forbindelse med folk, som bor derude, og vække s. 16interesse for planen, der jo — som ægte grundtvigiansk — vækker lidt anstød, og som noget til dels nyt forbavser, men som jeg hidtil dog har havt lykke med at få folk til at gå ind på. Således havde jeg i dag en meget komisk scene med tømmermester L...., der i begyndelsen var meget imod min plan. Jeg var slet ikke kommen for at tale med ham derom men om en bolig. ... Han var navnlig meget vred over, at der ikke skulde læres tysk. Men alt som jeg fik forklaret ham mine grunde, blev han ivrigere og ivrigere for den og udbrød til sidst: »Hør, véd De hvad, hr. Trier, til foråret vil jeg sandelig have min dreng i den skole«.
Det er jo børn, jeg skal fiske. Hver morgen kaster jeg lange øjne efter alle børn med skoletornystre på, men de lader sig ikke så let fange.
Men hvor skal jeg få skolestuer fra? Ja, jeg har været omkring i dag; men hvert hul er lejet ud næsten. Jeg er i dag nær ved at tro, at jeg ligefrem af mangel på værelser vil blive nødt til at vænte til foråret med at begynde skolen. Så skal jeg også se mig om efter lærere, og der har jeg især meget bryderi med at få håndgernings- og gymnastiklærer. Så skal jeg overveje undervisningsplanen, sætte mig ind i en hel del ting, som jeg hidtil har været ukendt med (f. ex. undervisning i skrivning o. s. v.). Altså, der er møjsommeligheder nok. Og dog kan jeg ikke beskrive dig, hvor jeg er glad over, at det nu er afgjort, ... og at jeg nu kan tænke på at arbejde noget op, som er mit eget eller rettere vort eget. Jeg har et godt håb om at det nok skal lykkes for mig, så jeg kan føre dig ind til vort eget lille hjem, ti småt, meget småt bliver det for os i begyndelsen. Dog har jeg nu bestemt ikke at ville byde dig bryllup, før jeg har 1000 rdl. i indtægt ... Som sagt, jeg er glad ... skønt jeg nødig, meget nødig vil sige seminariet med de mange kære mennesker blandt eleverne helt farvel ... Tangs sidste tilbud gik ud på, at vi skulde bo i en af de ny lærerboliger ved seminariet, jeg skulde have et slags dagligt tilsyn med eleverne, og vi skulde have pensionærer. Med andre ord: vi fik aldrig ro, hverken sent eller tidligt. Nej, nej, det var intet hjem at føre dig ind til. Heller vænte lidt længer og så få et roligt hus, hvor vi, når arbejdstiden er forbi, kan leve med og for hinanden. Det er mig også en stor glæde, at fader og moder og alle mine venner aldeles billiger min plan og finder, at jeg har båret s. 17mig fuldkommen rigtig ad. — Imidlertid ... der kunde jo endnu komme en mand i vejen med en slæde, når jeg mindst vænter det. Således skal jeg nu først til at undersøge skolelovene, måske én eller anden bestemmelse i dem vil lægge mig slemme hindringer i vejen.
Du kan fortælle dem derhjemme, at jeg nu har fået 5 timer til om ugen på seminariet. Det er bibelhistorie. Desuden har jeg fået to timer privat med nogle små piger.
Jeg er nu i fuld gang med mine foredrag over literaturhistorie på seminariet, og det morer mig i høj grad men kræver meget arbejde. Jeg holdt ... igår foredrag over Kristiern Pedersen og Anders Sørensen Vedel. Ligeledes har jeg stor glæde af at læse med mine rare studenter, hvoraf jeg nu har fået en femte til.
Jeg får nu dertil i decbr. måned et noget besværligt arbejde med at holde nogle folkelige foredrag i Brøndbyvester.
Overhovedet svinder nu efterhånden den forknythed hen, som jeg led af i begyndelsen, efter at jeg var kommen hjem, fordi jeg ikke var i virksomhed. Jeg mærker nu, at jeg atter er i arbejde, og at det atter går rask fremad. Det værste er med den afskyelige hovedpine, som så ofte plager mig; i søndags havde jeg atter en voldsom tur ... og var endnu meget mat deraf i mandags ... Jeg tror, det kom af, at jeg ... for et par uger siden læste mere, end jeg kunde tåle. Jeg mærkede nok den gang, at det blev for meget, men jeg vilde tvinge mig selv til at holde ud. Jeg tager nu styrtebade, ... og det hjælper også ...
Ernst Trier til Marie.
København, 27. nvbr. 1864.
... I morges blev jeg vækket op af min sødeste søvn, ved at en mand stod for enden af min sæng og ... formelig dækkede mig til med jyske ordsprog ... Det var Tang. Han blev her i over 2 timer ... Han havde en mængde planer ... og vilde ... knytte mig fast til seminariet ... Men nej! Jeg føler mig glad ved mit virkelig kære arbejde derovre, men vil ikke binde mig; jeg vil nu arbejde på mit eget ved siden deraf og hovedsagelig. Og vel er jeg med min skole ikke stort videre, end da jeg forrige gang skrev; jeg har løbet om og sét på værelser men ingen fundet passende, ... men jeg har dog håb om at få skolen i gang, og det håb gør mig så s. 18glad, så glad. Jeg har nu også fået besked på skolelovene, så du ser, jeg arbejder daglig på sågen — og Gud ske lov for troen på Gud fader, i hans hånd er min fremtid, og vil han hjælpe mig, da skal skolen komme i gang; og vil han, den himmelske fader, føre os sammen, da giver han os også det daglige brød, så vi skal ikke mangle men takke ham dagligt. —
Så kom kirketiden, og jeg vandrede til kirke, og jeg har ikke længe havt sådan glæde af nogen gudstjæneste som i dag ... Jeg følte ... troens glæde, og da vi til slutning sang: »Fryd dig du Kristi brud« og især kom til det vers: »Umyndige og små — lad dem i spidsen gå, — lovsangen af de spæde — er største konges glæde. — Hosianna hæder og ære — skal denne vor konning være«, — da jublede det i mig ved tanken om at kunne drage som de »små« med i det store festtog til Himmeriges rige, følgende den herre, der kom sagtmodig og ringe for at tage sig af syndere — altså også af mig — og af sin nåde føre os bort fra syndens, dødens og djævelens trældom, frigøre os, at vi må juble og synge lovsang for hans trone.
Ja sådan en dag er jeg så glad over den velsignede lille Vartov-menighed, hvis mage jeg virkelig ikke tror, der findes, med dens kærlige medlemmer, dens frimodige bekendelse, dens yndige lovsang og så den gamle »evangelist« i sin midte, der fra søndag til søndag forkynder os det glade budskab om Vorherre ...
På seminariet får jeg 3 & for timerne i klasserne foreløbig; hvormeget jeg vil få for foredragstimerne, véd jeg ikke endnu sikkert, men jeg antager 1 rdl. For resten har jeg stor glæde af at læse på seminariet. Foredragene over literaturhistorien optager mine tanker i høj grad ...
Ernst Trier til Marie.
København, 29. nvbr. 1864.
... Jeg har i dag foruden mine andre timer på seminariet holdt foredrag over literaturhistorie; i morgen skal jeg læse på seminariet og prædike på lazarettet, i overmorgen læse på seminariet og holde folkeligt foredrag i Brøndby. Det bliver næsten for meget for mig.
I går piskede jeg atter rundt på Frederiksberg for at se på værelser, måske jeg nu dog får et par. Bare jeg havde skolen vel i gang! — Så var jeg også et langt, s. 19meget rart besøg i går hos Grundtvig. Han var rigtig oppe, og jeg fik talt så udmærket med ham ...
Ernst Trier til Marie.
København, 8. dcbr. 1864.
... Også mig forekommer det, som om det er så lang tid siden, jeg har skrevet rigtig til dig. Der har gæret meget i mig, meget har bevæget mig, hvorom jeg nu skal skrive til dig, ... da det også vedrører dig ikke så lidt.
Du lever formodentlig endnu bestandig i den tanke, at jeg arbejder på at få en drengeskole i stand på Frederiksberg; du har måske endnu for dig billedet, som jeg udkastede det i et af mine breve, og din forestillingsævne har måske endnu mere udmalet det. Men ... hvad synes du: Jeg har nu så godt som opgivet denne plan. — Tror du da, jeg letsindigt løber fra det ene til det andet? Nej, kære ven, dog ikke således. Men noget endnu bedre — ja langt skønnere lader det til, vil tilbyde sig for mig.
Dog for at du kan forstå mig, lad mig da gå historisk til værks.
Du ved, at jeg hele efteråret igennem har søgt at finde den hylde, jeg rigtig passede til, og lejlighed til at gifte mig. Jeg skal ærlig bekende, at skønt jeg ikke har skrevet derom før, har jeg dog havt ikke så få skrupler i disse henseender. Min længsel efter brylluppet, frygtede jeg for, skulde let få mig til at slå af på mit „ideal“ eller rettere — for at skrive dansk — på det, der er mine ønskers mål, på den stilling i livet, hvori jeg kunde virke bedst i Vorherres tjæneste. Ti det er en bekendt sag, at det at have et stort åndeligt mål sjældent giver os det bedste levebrød. Og jeg har altid havt en rædsel for „levebrøds-mændene“, d.v.s. for selv at blive en sådan, og har jeg forstået dig ret, min egen, kære ven, så er vi nok så ganske enige heri. Da jeg gjorde Tang mine to tilbud, da — med skam må jeg tilstå det — var det for et nogenlunde sikkert levebrøds skyld, af utålmodighed efter at kunne gifte mig. — Marie, Marie, vi skal takke Gud for, at jeg fik afslag! jeg er så overbevist om, at det var bleven til vor ulykke — ja ganske vist. Jeg har allerede flere gange skreven det til dig og gentager det nu: Gud ske lov, at jeg ikke bandt mig ....
Den forknythed, hvoraf jeg i den tid led, stod i for-s. 20bindelse med dette. Det var den faste tro, der manglede mig i de dage, derfor følte jeg mig mat, kendte mig næsten ikke selv; der var ingen flugt i mine tanker og ønsker, og — jeg gyste tilbage. — Gud være takket! — han hjalp mig ud derover og styrkede mig.
Og dog — meget af den utålmodighed, ængstelige utålmodighed, jeg havde fået over mig, gik ikke sådan med et slag bort, den gik kun lidt efter lidt over, ja først nu ganske. Jeg vil bane mig selv en vej, bryde mig selv en bane, — således sagde jeg til mig selv, og således siger jeg endnu.
Tanken om en drengeskole, ved du, allerede i fjor sysselsatte mig meget, og jeg havde planen næsten helt færdig, da underhandlingerne med Tang den gang forhindrede mig i at udføre den. Det var den, jeg atter greb — og med utidig hastighed. Frederiksberg havde jeg udset mig. Da hørte jeg andre tænkte på samme sted. Min utålmodige fader skyndede på mig — jeg satte mig straks — uden at tænke rigtig efter — i bevægelse, gjorde det med glæde også. Der var to ting, der drev mig: tanken om en uafhængig stilling og tanken om at kunne byde dig, min ven, et hjem.
Men vanskelighederne klarede sig nu også snart for mig, men derom gad jeg ikke skrive til dig; jeg håbede bestandig at kunne rydde dem af vejen. Jeg havde ikke betænkt, at min skoleplan nu var et år gammel, og at jeg i dette år havde udviklet mig så meget, at jeg i enkelthederne ikke mere kunde følge den. Men jeg så også, at når jeg vilde gennemføre mine tanker om en ret skole, da vilde det næsten blive umuligt for mig at få børn til skolen, således, at den kunde give mig mit levebrød. Noget måtte jeg altid læmpe mig. Men nu har jeg lagt mærke til, at når man først begynder at læmpe sig noget, da driver forholdene en let til at læmpe sig mere og mere, — jeg kan opvise flere exempler —, og da har man svigtet sit ideal, det er ude med én.
Dette blev mig dag for dag mere klart; jeg talte og derom med den prægtige Nobel og bemærkede da blandt andet: »Ja så længe Grundtvig lever, går det nok, for han vil holde på mig, men så er jeg angst for, at jeg ikke har karakterstyrke nok til at holde et sådant tryk ud.«
Dette er hovedvanskeligheden, men dertil kommer nu, at jeg så, at jeg ikke vilde kunne binde mig til børn-s. 21ene alene, jeg måtte også have noget at gøre med de voksne enten seminarister eller studenter; for min lyst til at virke på de voksne er altfor stor, til at jeg ganske kan slippe den. Min kærlighed til videnskabelige sysler er også for stor, til at jeg helt kan høre op dermed.
Men hvor skulde jeg få kræfter og tid dertil!
Og slipper jeg først min egentlige kærlighed, da får jeg den aldrig mere igen, da har jeg gjort mig selv udulig dertil. Det har voldt mig megen bekymring, især når jeg da tillige skulde binde mig til denne tumlende by her med dens idelige ny indtryk. Jeg blev angst, når jeg tænkte derpå.
Men imidlertid — jeg havde begyndt og vilde fare fort. Jeg travede og traskede om på Frederiksberg og så på lejligheder og talte allerede med forældre, talte med mennesker, jeg mulig kunde få til lærere, og havde for resten godt af derved at tvinges til at færdes meget omkring .... En dag havde jeg sikkert lejet lejlighed, om jeg havde truffet manden hjemme — nu ser jeg en forunderlig Guds styrelse der i. Jeg standsedes.
Ja forunderligt blev jeg standset, og takke må jeg Vorherre, der førte mig. —
Jeg havde under alt dette ikke fået tid til at tale med Grundtvig. Da kom jeg en dag til at tale lidt med ham, og jeg havde så godt deraf. Men to dage derefter kom jeg atter derind. Jeg kom der, morsomt nok, for at høre, om jeg ikke kunde få lejlighed der, jeg stod ellers lige i begreb med at leje en anden. Jeg kom i tale med fru Grundtvig om min skoleplan; flere ting, jeg sagde, kunde hun ikke gå ind på, og vi blev da enige om at gå ind til Grundtvig og høre hans mening. Og da — nej, den samtale vil jeg vist aldrig glemme — da løftede han mig så forunderligt op. Det var, som om jeg kom hjem, kom til mig selv; mine skønneste ungdomsdrømme stod atter for mig. Jeg fik atter mod og lyst. Han gjorde mig opmærksom på, at jeg aldrig måtte tro, jeg fik stor indflydelse ved sådan drengeskole; det var mellem de voksne, vi skulde arbejde, sagde han. Han talte om min virksomhed ved seminariet og mente, at jeg havde vist, at jeg på voksne kunde have indflydelse. Folkehøjskolerne og gerningen dér pegede han på for mig; dér skulde der arbejdes, om Danmark kunde få en fremtid, og de, der kunde arbejde dér, skulde gøre det, og overlade børneskolen til andre ....
s. 22Min gamle kærlighed til disse skoler vågnede i mig på ny!! Næst efter præstegerningen har jeg aldrig kunnet tænke mig en bedre. Grundtvig viste mig, at man godt kunde arbejde år af sit liv ved dem også selvstændig, selv om man dog havde i sinde senere at vie sig til præstegerningen, når lejlighed dertil gaves. Dette havde jeg aldrig før tænkt mig; jeg havde ofte ønsket at komme som lærer til en folkehøjskole men altid som andenlærer; du ved jo, at jeg skrev derom til Frede Boisen men fik afslag.
Jeg fortalte nu Grundtvig om Frede Boisen, at han havde dette efterår igennem søgt efter et sted i det nordvestlige Sjælland til dér at oprette en folkehøjskole, men at han nu havde opgivet denne egn og besluttet sig til at begynde på Møen, hvortil hans fader indtrængende havde opfordret ham. Det mente nu Grundtvig, han ikke skulde have gjort. »Dér er netop stedet, hvor vi så hårdt trænger til en skole«, og han vilde ønske, sagde han, at nu enten Schrøder — hvis det ikke lykkedes ham at få begyndt i det sydlige Jylland — eller én af de andre unge vilde tage fat i den egn, som Frede havde forladt.
Da slog det mig: det kan du jo selv gøre!! Jeg var som et andet menneske, da jeg gik hjem, så glad og opmuntret. Jeg tænkte efter og blev bestyrket deri mer og mer.
Den første, til hvem jeg talte derom, var moder, og til min store forbavselse gjorde hun alt for end mere at opmuntre mig dertil. Det, syntes hun, var noget, der for tiden var værd at tage fat på. Hun syntes, at vi nu netop her i Danmark ikke måtte lægge hænderne i skødet. Hun sagde mig også, at det i løbet af de sidste uger var bleven hende klart, at jeg aldrig vilde kunne trives her i København, jeg måtte ud på landet. Og .... at nu kunde hun sige mig, hvad hun ikke før havde kunnet, at det hastværk med at få skolen i gang på Frederiksberg meget havde mishaget hende; det forekom hende usundt.
Det næste, jeg havde at gøre, var at sætte alt i bero med skolen paa Frederiksberg.
Jeg havde derpå en samtale med den mageløse Nobel — ham skyldte jeg først at tale med. Han tilskyndede mig også og var slet ikke vred, fordi jeg til ingen nytte havde gjort ham så megen ulejlighed.
Så talte jeg med min broder Frits og Bågø derom. s. 23Det var forunderlig rørende for mig, da Frits med det samme slog öjnene ned og sagde: »Så bliver det altså nok enden derpå, at du vil forlade os her i København. Men det er jo aldeles klart, at du slet ikke skal betænke dig — kan du få en højskole i gang, skal du naturligvis det, det er jo langt bedre; dér er intet valg.«
Så kom Frede Boisen hertil. Også han rådede mig stærkt dertil. Han mente, jeg Var vel skikket dertil, han fortalte mig om tilstandene i nordvest-Sjælland og lovede mig, at alt det, han havde arbejdet dér, skulde stå til min rådighed ...
Pastor Hoff, en ganske udmærket mand, skrev ... for nylig til mig og bad mig dog endelig at få Frede til ikke at opgive den egn. Jeg véd altså, at når jeg nu vil skrive til ham og mælde mig selv, vil han anvende hele sin indflydelse — og den er stor derude — på at få sagen i gang.
Men nu mere: For et par dage siden kom Mouritzen til mig, og da han hører noget om mine tanker, bliver han sjæleglad. »Men«, siger han, »har De talt med Lars Dinesen derom«. »Nej.« — Lars Dinesen er en ung Bonde fra den egn, tidligere elev på Grundtvigs højskole, meget begavet, medlem af rigsrådet (den yngste dér). Så blev da aftalen, at denne skulde komme til mig i går aftes. Men han kunde ikke komme.
I hans sted kom derimod Peder Nielsen fra Lykkesborg, fynsk bonde, rig mand, medlem af rigsrådet (landstinget). Han bor sammen med Dinesen. Med ham talte jeg meget derom, og han fortalte mig, at Dinesen nok tænkte på selv at ville hjælpe til med hele indretningen, hvis jeg vilde bestyre en sådan skole — altså han vilde tage pengevæsenet — hvortil jeg slet ikke duer — på sig.
Dinesen har nu lovet mig at komme herud på lørdag.
Ligeledes har Jensen (tidligere førstelærer på Hindholm højskole, nu præst og medlem af rigsrådet) også lovet mig at komme herud. Han har megen erfaring i disse sager ...
Og endnu ét: Peder Nielsen af Lykkesborg lod sig forstå med, at skulde det ikke lykkes for mig at få sagen i gang på Sjælland, var han ikke uvillig til at se at få en skole i gang på sin egen gård i Fyn.
(Efter tebordet).
Mens vi sad ved tebordet, kom Jensen fra Hindholm. s. 24Jeg har nu fået rigtig godt talt med ham om sagen og er meget glad derved ...
En ting har rigtig slået mig atter nu ved denne lejlighed: Hvor tåbeligt det er for os at gøre os bekymringer om, hvad vi skal spise, og hvad vi skal iføre os. Lad hedningerne sørge derfor. Som kristne bøjer vi knæ for Gud fader og beder ham om vort daglige brød. Det vil han sikkert give os — ja også os to — når vi trøstig går vejen og gør uden betænkning det bedste, vi véd, tager den gerning op, der mest behager ham. Så bort da med alle disse tåbelige bekymringer! Jeg har nu intet hastværk mere, er glad og tillidsfuld derved. O, Gud ske lov for alle ting! Hele denne sag med højskolen har jeg grebet ganske rolig an og vænter, hvad tiden vil bringe ...
Således, min kære Marie, har jeg omtrent selv tænkt mig sagen; men kære, kære pige lad mig også høre din mening, dit svar!
Jeg vil nødig udmale videre for dig, hvorledes jeg har tænkt mig skolen indrettet. Hør blot lidt om den udvortes stilling, at du kan have noget, hvori din fantasi kan gribe: Man kan tænke sig meget forskellig indretning — helst så’ jeg det således, at en mand som Dinesen byggede gården og tog sig af den som sin ejendom. Så kunde jeg flytte til ham næste efterår, og vi prøvede da den vinter, og jeg fik min bestemte løn. Gik så skolen, kunde vi allerede næste vinter eller måske allerede sommeren forinden tænke på bryllup. Vi fik da en lille bolig frit. Skolen drives kun 5—6 vintermåneder; i sommerens løb kunde jeg have andre ting for, mest studere.
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 9. dcbr. 1864.
... Det kom mig aldeles uvæntet! — Jeg som trode, du var aldeles optaget af din drengeskole på Frederiksberg; men jeg vil skynde mig at sige dig, at jeg blev ... glad ved den forandrede bestemmelse, du havde taget . ... Jeg har været ængstelig for, hvorledes jeg landsbybarn, som er vokset op på landet og aldrig har været i en by længere ad gangen end 14 dage, hvorledes jeg vilde kunne trives rigtigt i København; men så tænkte jeg igen, at jeg ikke for alt i verden vilde sætte mig med et ord imod en plan, som lod til at forvolde dig ... glæde. Og jeg vidste jo, at hvor du var, kunde jeg s. 25også være, og måtte jeg også være. Men ellers er mit svar på dit spørgsmål ganske, som du havde tænkt dig det: Ja, jeg følger dig med den største tillid, hvor du fører mig hen, og jeg takker Gud af mit ganske hjærte, fordi jeg kan gøre det ...
I dette øjeblik kommer moder ind af døren og siger, at jeg skal skrive dig til, at hun er så fornøjet over, at auditøren rejser i morgen, fordi at så kan du få dit eget værelse i julen, når du kommer; det værelse, som candidat Trier havde i den mindeværdige tid, da han var indkvarteret her i præstegården. — Ja, hvor jeg længes efter jul ...
Ernst Trier til Marie.
Ikke dagtegnet.
... I aften eller i morgen forestår mig den vanskelige ting at få talt med fader om højskolesagen. Ellers havde jeg derom en mageløs samtale i går med Dinesen — fra kl. 9 til 12. Muligvis vil vi to om et årstid kunne slå os således sammen, at han overtager alt det udvortes ved sagen, i al fald er han meget ivrig der for og skal nu i næste uge atter have en samtale med et andet medlem af rigsrådet herom. Men en ting, som du vist bliver meget ked af, står i forbindelse hermed, og herpå må jeg forberede dig: det bliver mig meget vigtigt at være i juleferien en dag på Kolds højskole, mens den er i gang, at jeg kan høre på undervisningen. ... Dog, herom må vi tales ved, og bedrøver jeg dig hermed, da sig mig det ...
Jeg har ellers havt en dejlig søndag i dag ...
Efterskrift kl. 10½: Du kan ikke tro, hvor mageløs glad jeg er. Tænk dig: nu fik jeg talt med fader om højskoleplanen, og til min store forbavselse syntes han udmærket derom, og straks i sin ivrighed skyndede han på mig alt, hvad han kunde. Da han gik ud af døren, sagde han: »God lykke, kære Ernst, god lykke!« Jeg er uhyre glad derved. Det er mig en stor sten fra hjærtet. Jeg vilde så nødig gøre ham imod. Du skulde bare have set, hvor glad han var over min plan. Og det har jo stor betydning for vor fremtid på grund af det vigtige pengespørgsmål. Nu kan jeg være vis på, at han hjælper mig med råd og dåd på det allerbedste. — Gud fader hjælpe os frem! Det er dog den himmelske fadervilje, det kommer an på. Dog er jeg vis på at gå hans ærinde derved. Simon Peter havde fisket s. 26forgæves den hele nat, da han på egen hånd kastede garnet ud. Men da han på Herrens ord kastede det ud, se da fik han så meget, at han måtte kalde to venner til hjælp. Når blot vi to går Herrens ærinde og i tro gør hans gerning, den der er ham velbehagelig, da skal vi måske også opleve den glæde at måtte kalde to venner til hjælp til arbejdet.
Jeg er så glad og så fortrøstningsfuld i aften ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 14. dcbr. 1864.
... Jeg finder det så aldeles rimeligt, at det kunde aldrig falde mig ind at have noget derimod [at Trier besøgte Kold].... Hvorledes går det ellers med planen.... Hvor det glæder mig, at din fader synes om din plan, hvem skulde have troet det; jeg tænkte, at han meget vanskeligt vilde kunne sætte sig ind i den tanke, at du ikke skulde blive i København ...
Ernst Trier til Marie.
København, 16. dcbr. 1864.
... Jeg er uhyre træt efter en lang dag. Aftenen har jeg tilbragt hos Grundtvig med mine studenter ...
Jeg agter så på tirsdag morgen (d. 20.) kl. 7 at rejse herfra og håber da, at jeg kl. 6 aften må se dig glad og fornøjet. Jeg har fået fri så tidligt for at kunne være på Kolds højskole et par dage, mens den endnu er i gang. 3—4 timer og måske mere skulde jeg gærne være der både onsdag og torsdag. Forbered de andre derpå, at de ikke bliver kede af mig derfor. Hvad dig angår, da skrev du jo, at du intet havde derimod. Jeg er meget spændt på at se indretningen. Jeg har tænkt på at være der den ene dag fra morgen til middag og den anden fra middag til aften, ... så megen tid kommer vi for vor fremtids skyld til at ofre af vort samvær, hvortil jeg dog længes hver time. Ja, det bliver et offer, men det må bringes.
Jeg agter at blive til mandag d. 2. jan. for så at rejse — til Slagelse, hvor Dinesen vil hente mig med vogn. Jeg skal da overnatte hos ham (2 mil fra Slagelse) og næste morgen køre til Vallekilde til pastor Hoff (4 mil) for på stedet selv at se til at få sagen lidt i gang. Måske kan jeg tillige dér få et møde i stand med pastor Vilhelm Beck og en bonde, rigsdagsmand fra Odsherred. ... Den næste dag skulde jeg så — rimeligvis over s. 27Skamstrup til Sorø og derfra hjem for at være i rette tid igen ved seminariet.
Jeg har i disse dage atter fået 2 timer privat, så jeg tjæner nu 25 rdlr. *) om måneden. Dette til oplysning for din fader.
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 5. jan. 1865.
... Tak da for disse dage! Med Guds hjælp skal hvert af vore foreløbige møder i trolovelsestiden føre os nærmere og nærmere til hinanden, indtil den dag kommer, da vi rækker hinanden hånden på kirkegulvet; og med Guds hjælp skal hvert af vore foreløbige møder styrke os i kristentroen, så den ret må bo og bygge herinde i vore hjærter, at den ægte kærlighed kan have sin rod deri. Lad os da, mens vi er skilte, bede Vorherre bevare os i sin nåde, bøje vort øre til hans ord, at det må gå os til hjærtet, da skal vi dag for dag mere og mere erfare, at han i os »lyser op og renser ud, til vi står for lysets Gud i snehvide klæder!« Lad dette være vor fornemste tanke, ja vor tanke tidligt og sént. Lad intet rive os derfra, ti da har vi lykken med os og evigheden for os. Det give Gud! ...
Jeg er så i Vallekilde, sér du, hos den kære pastor Hoff med hans venlige, kærlige hustru — én af disse rigtige præstefruer: yndige, milde, gæstfri og inderligt knyttede til deres mænds gerning. — Men du skulde nok vide lidt i sammenhæng om min rejse:
På dampskibet traf jeg Peder Nielsen af Lykkesborg og Andresen, der tog med mig fra Slagelse til Kulby, hvor den ypperlige Lars Dinesen tog imod mig. Vi havde en dejlig aften hos ham i hans moders lille bondegård og krøb så til sidst sammen i en stor dynesæng.
Næste dag kørte vi med en lærer og en flink bonde af Dinesens venner i det mest henrivende vejr gennem de dejlige egne hertil. Her traf vi så i løbet af dagen mange folk, både lægfolk og andre. Jeg kan vanskelig ramse dem alle op men vil kun fremhæve: Den meget mærkelige pastor Vilhelm Beck, lærer Tranberg og skrædder Jens Pedersen, en slags lægprædikant (hvem jeg traf i sommer mellem soldaterne). Jeg nævner kun disse tre, fordi jeg i dem har funden (mere end vunden) s. 28tre mer eller mindre betydelige støtter for vor højskoleplan. Vi talte den meste tid af dagen derom, og alle fik jeg til at blive enig med mig i alle henseender.
Om aftenen kl. 6 var her gudstjæneste i den fra julen endnu smukt pyntede kirke, og den var propfuld, skønt det kun fra den foregående dag var bleven bekendtgjort. Beck og Hoff talte bægge udmærket — især den sidste. Jeg sad just på slutningen og tænkte på dig, hvad du vel vilde synes om den slags fri gudstjæneste. Da sang menigheden i det samme: »Alt står i Guds faderhånd, hvad han vil, det gør hans ånd«. — Ja Gud ske lov! det er jo ånden, der skal vejlede os i alle dele. —
I går var det et rædsomt vejr med snefog og storm, så jeg ikke kunde komme videre, hvad jeg dog gærne havde villet, til et møde nemlig ved Kallundborg, hvor højskolesagen skulde have været bragt for. Men det var måske i grunden godt; jeg fik da talt og aftalt meget med Hoff og Tranberg. Denne sidste skal være en meget praktisk mand og gør et meget støt indtryk, sådan fast og rolig.
Vi traskede i det grulige vejr til nabobyen for at se på lejligheden i en gård og, som sagt: jeg fik mig sat ind i en mængde forhold, hvortil jeg hårdt trængte. Baron Zytphen Adeler kan jeg intet vænte af uden måske modstand.
Endnu kan jeg intet sige om, hvor jeg kan komme til at begynde. Imidlertid betragter jeg det som afgjort, at jeg i al fald har fodfæste på denne egn, og nu har vi jo tiden for os til at samle elever, til at leje lokale, at sørge for indkvarteringsrum til eleverne, at få fat i en andenlærer og — at få de fornødne penge på benene.
Nu tør jeg ikke tage mere tid til at skrive til dig men må kun, inden jeg rejser, have talt om endnu en sag med Hoff. Jeg kunde ikke før nu få brev af sted til dig, ellers havde jeg skrevet et par ord til dig i går. Men vi er her langt fra det nærmeste brevsamlingssted.
Jeg agter nu i dag over Holbæk at rejse hjem ...
Ernst Trier til Marie.
København, 6. jan. 1865.
Så kom jeg da i aftes kl. 10½ hjem igen, traf moder nok så rask, blot noget forkølet, fik talt lidt med hende, pakket ud, læst nogle breve — og så til ro.
I morges, da jeg vågnede, blev jeg behagelig over-s. 29rasket ved at finde et brev fra dig. Tusind tak derfor! ... Fader tog mig på sængen, og lidt efter kom også min broder Frits ... Jeg måtte omsider skynde mig for at blive forberedt til mine timer på seminariet ... Fra skomager Mouritsen skal jeg hilse dig; han fortalte mig, at fru Grundtvig har været meget syg og er det endnu; brystet er angrebet på hende. I dag har hun dog været oppe en halv time. Gud bevare hende for den gamle! ...
Ude i Vallekilde har fru Hoff en mængde sjældne håndtegninger af afdøde Lundby. Jeg gjorde narrestreger med, at jeg agtede at stjæle en af dem. — Da jeg så senere pakkede min tornyster, fandt jeg, at de havde lagt én derned i al hemmelighed (en morsom karikatur) og skrevet uden på den: »Tyvekoster fra Vallekilde«. Var det ikke venligt af dem?
Jeg er i aften så træt og har sådan hovedpine, at jeg må standse. Jeg kan ikke mer....
Ernst Trier til Marie.
København, 8. jan. 1865.
... Du kan tro, vi havde en mageløs dejlig søndag i Vartov i dag. Den gamle holdt sådan en vidunderlig dyb og indholdsrig prædiken om forholdet mellem lærdom og tro. Det var rigtignok en af de svære prædikener, men jeg forstod den dog rigtig godt i dag. Netop for mig, der går med tanken om at rejse en højskole, havde den meget stor betydning, da den meget klart stillede mig for øje, i hvilket forhold jeg derved træder til Vorherre og hans rige her på jorden, og det er jo dette, jeg altid så gærne vilde have for øje, ja stedse i al min færd at gavne dette, at kunne arbejde med middelbart eller umiddelbart i den store saliggørelsens gerning her på jorden, at vi »gennem de fagre riger på jorden må gå til Paradis med sang«. Og denne prædiken var så styrkende og opmuntrende, at jeg ret er så inderlig glad derved i dag.
Gud bevare den gamle præst for os!
Så hændte der en mærkelig ting i kirken i dag: Enkedronningen går ellers altid i Lyngby til Herrens bord i al stilhed — etiketten byder ellers, at alle kongelige går på en gang og for sig selv. Men i dag brød hun ganske med den tossede kinesiske etikette og hofskik. Hun havde mod dertil, den elskelige dronning! Ganske alene, uden så meget som en eneste hofdame, knælede s. 30hun ned i dag mellem alle de andre og nød sammen med dem Herrens legeme og blod. Ved siden af hende lå en ung pige, der er i huset hos Tang, bag ved hende stod nogle af de brave seminarister og en bondepige, tæt derved så man den gamle, udmærkede skrædder Vinther med sin gamle kone, og ved dem igen Karl Ploug med sin kone, Ludvig Schrøder med sin kone o. s. v. Du sér, der var folk af alle slags. Det var et glædeligt syn, må du tro! ...
Frits og Ida har fået nogle dejlige breve fra flere lazareth-folk nu til julen. Frits har læst dem for mig i dag.
Jeg er nu atter i den gamle tommerum, har atter begyndt på seminariet og har travlt med Holberg. Gid jeg havde dig her, så skulde jeg fortælle dig det med det samme; det kunde vist more dig at få lidt at høre om ham.
Med hensyn til min overstandne rejse må jeg jo, hvad mine fremtidsplaner angår, være meget vel til freds, da jeg nu kan sige, at jeg har fodfæste dér i Nordsjælland. Det var virkelig et par dejlige dage, jeg tilbragte hos Hoffs. Gid jeg nu havde underretning, sådan sikker besked blot om nogle elever. — Der er nok én fra lazarethet, der har talt til Frits om at ville mælde sig. Og gid det måtte lykkes Tranberg og Hoff at finde en skikkelig bolig til mig for den første vinter. Det vil jo komme til at koste gruligt med penge i den første tid. Nu skal jeg se at sætte mig lidt i forbindelse med forskellige pengefolk....
Ernst Trier til Marie.
København, 13. jan. 1865.
... I går kom den slemme hovedpine over mig, og jeg havde det rigtig dårligt ... Jeg skal nok have sådan en tur, hver gang jeg kommer hjem fra landet. Jeg var så rask, følte mig så uhyre stærk og frisk. Det jublede formelig i mig derved. Så blev jeg kry deraf og uforsigtig, passede ikke ordentlig på med sængetiden og spadséren — og så kom det lidt efter lidt, til det i går brød så voldsomt ud. Jeg er i dag endnu meget mat derefter og i grunden rigtig bedrøvet over, at jeg stadig, når jeg tror mig mest sikker og føler mig mest rask, da skal få det således, som jeg nu havde det i går, og jeg har da intet andet at ty til end at bede Vorherre forbarme sig og i sin nåde se til mig. Og, s. 31kære Marie, kan du da hjælpe mig med at bede til ham! Mindst piner det mig, at mit legeme ikke befinder sig vel sådan en dag, men mest dette, at jeg altid åndeligt angribes med det samme, føler mig så åndelig mat ... Dog nu håber jeg, at jeg skal være rask igen, når jeg atter har fået mig vænnet til Københavnerlivet og Københavner-luften. — Nej jeg duer aldeles ikke til at leve i København og vil aldrig kunne trives her, skønt jeg får meget kært at sige far vel til, når jeg en gang drager herfra. Tænk dig blot at skulle skilles fra moder! og skønt mit ophold på landet, til jeg bliver gift, vist ofte vil lade mig føle savnet, så er jeg dog så glad så glad ved tanken om, at jeg har bestemt mig til at tage herfra. Det lader nu virkelig til at skulle ordne sig for mig ude i Vallekilde hurtigere, end jeg havde tænkt. Jeg har havt brev fra Hoff, hvori han fortæller mig, at han står i underhandling med en bonde om hans storstue. Han har en sådan, 8 alen lang og 7½ alen bred, temmelig høj og med små vinduer til bægge sider, så jeg kan få lufttræk. Til storstuen hører en forstue, et kammer og endelig en god, møbleret stue, hvor jeg selv kan bo. For alt dette tillige med rengøring og opvartning skulde jeg give 40 rdlr. for det halve år. Og det bedste er endda, at den ligger lige ved siden af præstegården, så jeg vilde jo uhyre gærne have den. Jeg har talt med Dinesen derom, og han mener, at alt er så fortræffeligt, som jeg vil kunne ønske det. Til eleverne håber Hoff også nu i byen at kunne skaffe fornødne opholdssteder for 42 rdlr., så det lader alt til at gå godt. Gud give, det må komme i stand! Jeg længes rigtig efter at kunne begynde derude. Det er så underligt: nu da jeg ikke skal blive ved på seminariet, har mit arbejde dér tabt meget af sin tiltrækningskraft for mig. Jeg har ellers nu begyndt at læse bibelhistorie hos grosserer Balle med tre pæne små piger; det tror jeg nok vil blive fornøjeligt....
Gid, ja gid jeg inden ret lang tid kunde byde dig bryllup; men desværre, det er der vist ikke at tænke på, og jeg er helt bedrøvet derover; men det lader sig vist ikke gøre. Det går ikke an at begynde vort ægteskab hovedkulds og letsindigt, så vi selv straks udsætter os for alskens næringssorger....
Ser du ikke ud til Helwegs’? *)
s. 32I går var jeg hos Nørregård *) til et lille selskab i anledning af hans fødselsdag. Hovedpinen var da nogenlunde drevet over, og skønt jeg var alt andet end oplagt, havde jeg det dog så godt dér hos den rare, velsignede Nørregård. Hvor jeg glæder mig til, at du skal lære ham at kende.
I onsdags talte jeg atter på lazarethet ... Det var rart for mig atter at komme derud. Bagefter gik jeg til Grundtvig og fik talt en del med ham. Når man sådan er hjemme hos ham, mærker man ret på hans affældige legeme, hvor gammel han er. Hans kone er nu i bedring.
I tirsdags aftes var Dinesen herude ..
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 15. jan. 1865.
... Misforstå mig ikke, min kære ven, som om jeg i fjærneste måde vil opfordre dig til at påskynde vort bryllup, for at jeg kunde drage ind i vort ny hjem, når vi skulde bryde op herfra. Det har jeg aldrig tænkt på. Jeg mener kun, at det vil være smærteligt at forlade Dalum på anden måde end som din kone, når den tid en gang kommer, da du kan komme og hente mig. For da, behøver jeg vist ikke at sige dig, med hvor-meget lettere et hjærte jeg kunde tage afsked med mit kære hjem og alle dets minder ...
Fra dem alle her skal jeg hilse så meget, som også fra feltprovsten (Højer-Møller); i dag er det hans bryllupsdag og hans lille datters fødselsdag.
Hvor jeg dog er glad, fordi du er så til freds med dine planers fremgang ...
Ernst Trier til Marie.
København, 17. jan. 1865.
... Sådan lidt tummelumsk i hovedet er jeg efter nu i to dage at have slidt i mine bøger og studeret Holberg. Jeg har i dag holdt et foredrag på seminariet over Holbergs komedier; det har taget mig en uhyre tid op; men jeg tror også, det lykkedes nogenlunde for mig. Tang ... roste mig ...
Ernst Trier til Marie.
København, 18. jan. 1865.
... Også i aften er jeg dygtig træt efter at have besørget min lazarethgudstjæneste. Det er for resten slemt nok, at så mange af dem har fået tilbagefald; på mange af dem er sårene brudt op på ny. Jeg talte i aftes over ordene af Rom. 12. cap.: »Vær glade i håbet, tålmodige i trængsel, udholdende i bønnen« — og lagde dem det på sinde, hvorledes vi i den bøn, Jesus selv lærte os, Fader vor, har udtrykt alt det, vi kan håbe os til usigelig glæde; og da han, Vorherre, selv har sagt: »alt, hvad I beder om i mit navn, det skal I få«, så skér det, når vi nu beder den bøn i Jesu navn i fuld tro på, at han selv har lært os den og givet os lov at bede den og at kalde hans himmelske fader for vor fader, at da udspringer det håb, der ene kan gøre os »tålmodige i al trængsel«, fordi det har sin gode grund og er som trinene på den stige, Jakob så mellem himmel og jord, og ad hvilken Guds engle gik op og ned, og hvor ad vi dag for dag nærmer os himlen mer og mer. Så er der da i sandhed slet intet kristeligt håb, hvor der ingen kristen-bøn er, og troen vil lidt efter lidt dø hen, og det ny udslettes i os, om vi ikke søger Herren i bønnen, der da bliver for vort åndelige liv, hvad åndedrættet er for det legemlige.
Således omtrent talte jeg.
Er det for resten ikke morsomt, at det lader til, at det bliver nogle af de sårede fra lazarethet, der først vil mælde sig som elever til min højskole. I lørdags var her én og i søndags en anden og talte med mig derom, bægge to Jyder. Den ene af dem måtte imidlertid først tale med sine forældre, den anden havde endnu ikke ganske bestemt sig, om han overhovedet vil på højskole. —
I søndags morges kom Moe, en Nordmand her. Vi gik så i kirke og hørte sådan en yndig lille prædiken af Grundtvig om det kristelige ægteskab. Den må jeg se at få til dig. Efter gudstjænesten kom Eskildsen, en fra lazarethet for at tale med mig om min højskole. Så kom Octavius Hansen *), aldeles optaget af politiken, meget forbitret på regeringen og især på professor-partiet, der i denne tid gør fælles sag med regeringen for at berøve os vor grundlov af 5. juni 1849 og så-s. 34ledes tilintetgøre hele Frederik den syvendes gerning. Han vilde have en politisk forening i gang mellem Grundtvig-ianerne og de egentlige grundlovsvenner, og jeg har måttet love at skaffe et lille møde i stand mellem ham og hans venner og adskillige grundtvigske rigsdagsmænd, som jeg kender.
Efter ham kom Bågø, han spiste hos os til middag, og vi fik talt noget om religionsundervisningen i børneskolerne. Han har nemlig nu overtaget hele religionsundervisningen i Tangs børneskole og vilde tale med mig derom ... Så kom Andersen, en fynsk student, så Otto og Villiam Jakobsen *), så Nørregård med kone og flere. Disse blev hos os til aften.
Du kan selv se, at den dag fik jeg talt meget med gode venner. Det var en dejlig dag for resten, og jeg vilde givet meget til, at du kunde have været her ...
I mandags og tirsdags kilede jeg så løs på literatur-historien (Holberg). I dag har jeg havt lazarethet at passe; i morgen skal jeg til Brøndby at holde foredrag; på fredag i theologisk samfund, og på lørdag skal jeg i musikforeningen til stor concert. —
... At få vort ny hjem i stand, det sysselsætter stadigt min tanke i ledige stunder; det er bleven min »kære stadige tanke«. Jeg udmaler mig i min fantasi min fremtidige virkomhed og min tilkommende bolig; jeg indretter alting — i tankerne begribeligvis — til de mindste enkeltheder aldeles mageløst. I denne tid indretter jeg således badekammer, maler vægge, køber bøger o. s. v. Det er så dejligt, at man i tankernes verden aldeles ikke behøver penge, disse dumme penge. Også dig udmaler jeg mig som en yndig, sød, alvorlig, lille husfrue, der rigtig sætter kronen på det hele ved »kvindens stille færd«; hvorledes eleverne er henrykte over dig og smiler venlig til dig, når du om formiddagen kommer med dit sytøj ind på skolen og hører til eller en gang om aftenen byder dem over til dig. Og sådan bliver du min egen kærlige ven, min glæde, den, der i inderlig kærlighed deler alt med mig og vederkvæger og opmuntrer ... Ja:
Gud fader os bevare ...
hans hellige engleskare
en skanse om os slå ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 21. jan. 1865.
... Du må endelig en gang fortælle mig, hvorledes egnen er deroppe, hvor vor højskole skal ligge.
... Ja du har sandelig ret, min kære fæstemand, når du kalder dig selv sangvinsk-colerisk. Det er min store frygt, at du skal blive skuffet ved virkeligheden [med hensyn til mig] ... dog, det kan jo være, at jeg inden den tid vil være en adstadig mø oppe i de tredive, som forlængst har trådt sine børnesko; hvis da faders spådom går i opfyldelse. Han mente nemlig i går, at dersom vi to kunde blive gifte om 16—17 år, så måtte vi være glade ... ja fader er morsom! ... Jeg fortalte ham da, ... at vi rimeligvis vilde få bryllup om et par år, dersom højskolen kom i stand. »Jo vist,« sagde han, »du skal ikke tro, at Trier ... går hen og gifter sig på en højskole, der kunde han jo risikere, at alle eleverne kunde forlade ham, og han og du stå på marken.« Jeg tav stille men tænkte rigtignok ved mig selv, at det dog nok alligevel var din mening....
Ernst Trier til Marie.
København, 23. jan.
*) 1865.
... Jeg har sådan en trang til at skrive i dag ... men ikke tid. Jeg skal nemlig gøre mig færdig til mit literaturhistoriske foredrag i morgen ...
I morges fik jeg skønne gaver — alle sammen til vort udstyr, f. ex. et lille rundt bord med mahogniplade ... og Holbergs Danmarks-historie i tre bind, originaludgaven, og Evalds skrifter — altsammen af fader og moder. Du undrer dig måske, at jeg siger, at det er til vort udstyr; men du må betænke, at der er adskillige bøger, der ligefrem hører til ens udstyr, når man vil have højskole. — Af Frits fik jeg Holbergs levned af Smith. (Jeg er overhovedet helt optaget af Holberg i denne tid ...
Med hensyn til Vallekilde da ligger det mellem bakker og dale og mellem dale og bakker ... Det er en frodig, dejlig egn. Lige neden for byen er en lille vig af Lammefjorden [Svinningevejle], som desværre nu er inddæmmet, så der om sommeren er eng, om vinteren sø. Lidt længere ude er fjorden, og til den anden side Kattegat. Vallekilde ligger ikke langt fra Vejrhøj, s. 36et af Sjællands højeste punkter, og godt en halv mil fra Dragsholm med sine skove ...
... I går havde jeg atter brev fra Hoff i Vallekilde; jeg tænker ikke, der skal være noget til hinder for, at jeg får den gård til leje, som jeg så meget ønsker ...
Ernst Trier til Marie.
København, 26. jan. 1865.
... I dag har jeg første gang været ude på Marielyst (den såkaldte Grundtvigs højskole). Jeg gik derud i et mageløst vintervejr; og den lille smule friske landluft gjorde mig så inderlig godt. Det er cand. Grove, der forestår højskolen. Ham hørte jeg fortælle fædrelandshistorie, og det gjorde han virkelig godt. Han fortalte meget simpelt og jævnt, og jeg kan slutte fra mig selv, at det må have tiltalt eleverne, ti mig morede det rigtigt at høre på. Bag efter lærte jeg dem et par ny sange, så drak jeg kaffe nede hos hans kone og vandrede derpå til seminariet. Det var rart for mig at være derude. De har det så yndigt og så smagfuldt indrettet. Jeg kom jo til at tænke på mit tilkommende hjem derved, og — du véd jo, at jeg er »sangviniker« eller lad mig skrive dansk: at jeg sér på fremtiden med håb, har måske en tilbøjelighed til at oversé vanskelighederne, lethed til at kunne forestille mig det skønne, som den kan bringe med sig. Det hører således med til min natur og har ofte hjulpet mig fremad. Den egenskab vil jeg vanskelig kunne undvære. Du må derfor ikke undre dig over, at jeg — samtidig med at jeg arbejder på at få højskolen i gang, anskuer mig den helt færdig allerede ...
Jeg har nu havt brev igen fra Hoff ... Han mente allerede, at han kunde have sendt mig lejekontrakten sidst, men så kom Peder Frederiksen — således hedder manden, som jeg vil leje af — ... og syntes, at jeg hellere skulde leje af hans svoger ... som bor lidt derfra. Imidlertid ... har jeg dog ikke lyst til at gå ind derpå. Hoff mener for resten, at jeg bør snart gøre en rejse derud igen og vilde helst have, at jeg skulde komme straks. Det kan jeg imidlertid ikke nu. Måske jeg kan til fastelavn, men nødigt gør jeg det, ti det koster jo mange penge, og nu må jeg spare af al magt. Det er også en besværlig rejse ved vintertid.
I aften kommer Dinesen herud, så skal jeg tale med ham derom; jeg bliver dog vist nødt dertil. Så må jeg s. 37nok. holde nogle forsamlinger med bønderne med det samme.
På en anden måde arbejder jeg også for skolen allerede nu, nemlig ved at samle bøger dertil. Således er i denne tid udkommen en lille ganske udmærket bog af Termansen: »Mindeblade fra Danmarks trængselsår«. Den koster en mark, men køber man 100 expl., får man dem for 8 skilling stk. Nu har jeg sat mig for at sælge 50 expl., så har jeg de andre 50 frit til skolen. Frits og moder hjælper mig med handelen. Jeg har allerede solgt de 25. Men under alt dette er det mig en nødvendighed at anskue mig skolen i fuld gang, at tænke mig min fremtidige bolig. Ja om disse to ting samler sig alle mine tanker: min fremtidige virksomhed og min fremtidige ægtestand. Du må tro, at jeg ofrer mange tanker derpå i dagens løb. Og således kommer jeg til at tænke mig dig som en stille alvorlig husfrue — ti, kære Marie, »stilheden« er mest fremtrædende i hele dit væsen, er netop dig ejendommelig, ligesom uro i væsen, stærk tale og gebærde er mig ejendommelig. Og denne stilhed i dit væsen er det netop, jeg elsker; den gør mig glad. Og alvorlig vil du sikkert også blive, da du som min hustru, ja som en ægte hustru vil komme til at have del i al min gerning, ti den vil og må blive alvorlig — hvad dog slet ikke udelukker munterhed, spøg og gammen. Tværtimod, disse må altid her i Danmark passe med alvoren, om vi ellers skal kunne bære den efter det gamle ord: »alvor og gammen kan godt sammen«. Ja alvorlig vil min gerning blive, ti den skal jo gå ud på at vække de slumrende kræfter og danne dem i det danske folk og at vække mennesker op af syndesøvnen til omvendelse, at de dog må tage imod Vorherres nåde, som kalder os til hellighed. Ja, min kære Marie, når du ret betænker, hvor megen ligegyldighed for vort folks, det danske folks sag, der er på den ene side, og hvor megen mangel på virkelig kristentro, der er på den anden, døm så selv, min ven! hvor megen alvor vil den da ikke føre med sig, den gerning, der går ud på vækkelse og oplysning i det åndelige. Men også: Hvilken glædelig gerning! Kan der vel tænkes nogen dejligere! — Altså, jeg tænker mig dig som en stille, alvorlig, lille husfrue, der kærligt vil tage del i al din mands gerning og vil gøre dit til, at hans hjem bliver yndigt og godt for ham at være i og tækkeligt for hvem, der s. 38kommer til os; så selve vort husliv må komme til at bære præg både af det danske folkeliv og — ja Vorherre hjælpe os dertil i sin nåde! — af det kristne trosliv, så det dog først og fremmest må blive Vorherre — ja ham, den kære herre i himlen, hvem vi skylder alt — til velbehag; så han ret egentlig bygger huset for os og værner om os. Da vil vort lille hus komme til at genlyde af takkesange til ham i det høje. Min kære Marie, ja således går mine tanker; derom beder jeg Vorherre, at han i tide vil lære os det ved sin ånd, så vi både kan begynde og ende til hans ære og hans velbehag. Og, kære Marie, lad os sammen bægge to bøje vore knæ for ham, bede til ham, så godt vi kan, for den sag. Det er en alvorlig sag. Men kan og vil vi bægge i fællesskab virkelig i troen bede derom til ham, ja bede i Jesu navn til hans himmelske fader, ja da, kære Marie, står og det ord fast, han sagde til sine apostle: »Hvor to af eder på jorden er enige i at bede om nogen ting, skal det times eder fra min fader i himlene«.
... Ja hvor din faders bemærkning er morsom. Efter den tankegang kunde en købmand da aldrig gifte sig, ti han udsætter sig jo for at miste alt hver dag.
Jeg har sådan glæde af min gerning på seminariet, men derom mere en anden gang.
I aften vænter jeg Octavius Hansen, Termansen, Dinesen, Jensen fra Hindholm og kone samt Frede Bojsen til en lille politisk samtale, som Octavius har ønsket sig med disse folk ...
Ernst Trier til Marie.
København, 31. jan. 1865.
... Så ønsker jeg da til lykke! *) Gud velsigne og bevare dig, så du må vokse som i alder så og i Guds nåde i livet, han har skænket os ved sin søn, vokse i troen, håbet og kærligheden! Det er det bedste ønske, jeg véd at sende dig, et ønske, hvortil jeg håber Vorherre selv siger ja og amen, så »han, der har begyndt den gode gerning i dig, må fuldende den til Vorherres Jesu Kristi dag!« ... Ja Guds ord, som hver kristen har fået det, det er den kilde, hvoraf der altid flyder liv, så holder vi med hjærtet fast derpå, glæder os derover og tror derpå, da kan vi deraf øse liv, ja saligt s. 39liv, da bliver det os en næring, hvoraf vi vokser ... Ja gærne vilde jeg strø blomster på din vej og fæste Psyches sommerfuglevinger til dine skuldre og således følges med dig på åndens flugt mod det høje, — altid opad, altid fremad ...
De to bøger, jeg blandt andet sender dig, sætter jeg selv megen pris på [Termansens mindeblade og Fengers salmebog] ... Salmebogen er den bedste, tror jeg, vi nogensinde har havt her i Danmark, en forunderlig dybt gennemtænkt og godt ordnet samling. Det er den, jeg bruger for min egen person, og som, jeg håber, med tiden skal blive vort huses til brug ved vor husandagt. Derfor vilde jeg også gærne, du skulde gøre dig kendt med den. Jeg bruger selv gærne enten lørdag aften eller søndag morgen at læse evangeliet og epistlen igennem for den uge og da læse en eller flere af de dertil hørende salmer. De er jo, som du ser, ordnede efter søndags-evangelierne og -epistlerne, så der er nogle til hver uge. Således har jeg fået denne salmebog så inderlig kær. Det vil den imidlertid først ret kunne blive dig, når du kommer til at bruge den, d. e. synge den sammen med troende mennesker i menigheden. Det er rigtig sådan en fælles-sangbog, giver kun det udtryk, vi som kristne er fælles om ... Nu går jeg og længes efter forår, marts måned, der skal bringe mig dig herover ...
Ernst Trier til Marie.
København, 1. febr. 1865.
... Jeg har i denne morgenstund rigtig været bedrøvet for de politiske forholds skyld ... På den ene side står 1) regeringen og dens venner, de reaktionære, de der vil gå krebsegang, 2) de såkaldte national-liberale d. e. Halls og Lehmanns parti, de, der holder på embedsmændenes myndighed. Disse to partier er enige om, at nu skal rigsråd og rigsdag enes om en ny forfatning. På den anden side står 1) Grundtvig-ianerne og 2) bondevennerne, der vil, at vi skal holde på det forbehold, der blev taget 1855, og gå tilbage til den forfatning, Frederik VII gav os, vor gamle grundlov af 5. juni 1849.
Du kan let slutte dig til, at jeg selv efter hele min tænkemåde er meget ivrig for det sidste. Og når jeg forleden skrev til dig om, at Octavius Hansen i denne tid er meget oppe, da er det for det samme. Han er s. 40her aldeles enig med mig — eller rettere: jeg er aldeles enig med ham. ... I torsdags i forrige uge havde vi en hel interessant politisk samtale herude. Her var Octavius, Termansen, Dinesen, pastor Jensen (medlemmer af folketinget), Ludvig Schrøder og Frede Boisen (der kom kørende — lige fra Norge. Han havde fået en dejlig lille vogn af sin svigermoder og en dejlig hest af sin kæreste. Fra Frederikshald havde han kørt et stykke med jærnbanen ind i Sverige, men derfra kørte han så med egen vogn alene lige hertil). Han holdt nu heruden for og kaldte på os. at vi kunde se, hvorledes han var kommen ... Du skulde den aften navnlig have hørt Termansens tale, den var dejlig; moder var helt henrykt over ham ...
Jeg betragter det som en velfærdssag af yderste vigtighed for Danmark, at vi beholder vor gamle grundlov: 1) Den måde, hvorpå den søges os berøvet, er egentlig et bedrageri, og det vil føre sine grulige følger med sig om ikke andet så derved, at den del af folket, der bliver bedraget, vil forbitres i højeste grad derved; og det med rette; der vil komme en spaltning, som er rædsom blot at tænke på. — Og uretten bliver endnu større, når man hører modstandernes modgrunde. De siger nemlig, at hele denne fremgangsmåde (hvorved de søger at kuldkaste vor gamle grundlov) må følges, fordi at ellers kan bønderne let få alt for megen magt i landet. Og dette samtidig med, at de indrømmer, at bønderne ikke har gjort skade endnu. Tænk dig altså: Af angst for, at bønderne skal vokse op til så megen magt, at de andre stænder ikke kan holde dem stangen, begår man ... den store uret, at lade den største del af bønderne være uden den stilling i landet, som de ønsker for sig selv ... Ja det er skammeligt at tænke på! Og dette netop nu, da bønderne på enhver måde søger at arbejde sig opad, at tilvende sig dannelse og oplysning.
2) Man siger nok, at man kun vil forandre valgloven; men bagved stikker der sikkert langt mere. De egentlige vigtige friheder, som man foreløbig lader stå urørte (trosfrihed o. s. v.), dem vil man sikkert til livs, dem er det, man vil af med. Men for at kunne gøre det ad lovens vej må man have en dertil mere villig forsamling, end rigsdagen nu er.
Men er disse friheder os først berøvede, så farvel alt håb om fremskridt for det første i Danmark, ja så s. 41farvel alt håb om danskhedens sejr for det første; da har vore frihedsfjender vundet sejr.
Du kan også gærne mærke dig, at alle frihedsfjender tillige er meget forbitrede på vor tale om danskheden.
3) Og nu til sidst: så vil man give os en forfatning, hvorefter der vil være tre ligestillede magter: kongen, landstinget og folketinget, som da altid vil komme til at ligge i hårene på hinanden. Vi vil komme til at leve i evindelig ufred — og så, når vi er gjort led og ked af det hele, kan man tilintetgøre den hele forfatning. Du vil måske indvende: Men skulde sådanne kloge folk som Hall f. ex. da ikke se dette? Jo vist gør de det, men de håber at kunne beherske stillingen og derved forhindre en sådan ulykke. Men jeg stoler ikke på de folks dygtighed i handling, hvor skarpt tænkende og godt talende de end kan være. Du sér altså, vi står virkelig ved en meget farlig overgang. Jeg er i disse dage meget bedrøvet over den måde, hvorpå striden føres. Den føres med den voldsomste lidenskab, og navnlig har bondevennerne i disse dage anvendt et fægterkneb, som jeg aldeles ikke ynder, og som er mislykket; jeg frygter, det skader sagen. Jeg synes heller ikke rigtig om Birkedals optræden i forgårs — og er bedrøvet derover ...
Som sagt, hele denne sag er mig en hjærtesag, og så må du, synes jeg, have del deri.
Gud forbarme sig over vort lille, sønderrevne fædreland! —
Du spurgte mig ellers ud om højskolen i dit sidste brev. Jeg agter at flytte til Vallekilde til 1. septbr. for at kunne virke for sagen på selve stedet. 1. nvbr. skulde skolen begynde og vare til 1. maj. Men allerede før den tid må jeg vist gøre nogle smårejser derud for at ordne flere sager. Således må jeg vist nu til fastelavn derud for at afgøre sagen om lejligheder og holde en forsamling med bønderne i byen. Jeg har nemlig senere havt brev fra Hoff, og derefter har jeg taget denne beslutning. Fader vil til Skamstrup, så kan jeg følges med ham, og han hjælper mig med rejseomkostningerne. Du spørger om bygningen. Ak, kære Marie, det har lange udsigter. Først må jeg have prøvet en vinter, så må jeg dernæst se at rejse kapital, og så kan jeg tænke på at bygge og holde bryllup. Mit håb — men vel at mærke: det er kun et håb — er, at det kan ske til foråret 1866. Dog, hvormeget kan ikke forandres inden s. 42den tid! — »Hvormange elever?« spørger du. Kære Marie, det kan jeg umuligt svare på endnu og kan intet sige derom før hen mod efteråret, når sagen er bleven gjort kendt mellem bønderne. Blot så meget: der viser sig stadig tegn til, at bønderne har lyst derpå, og at der allerede er tale om 4. Det kan jo være, at jeg må nøjes med at begynde med en halv snes. Sådan har de andre højskoler begyndt.
Hvis du en anden gang igen hører folk rive ned på vore soldater, da fortæl, at Max Muller ofte har udtalt sig til mig i store lovtaler over vore soldater ... »Havde Tyskerne duet til noget«, sagde han også en gang, »da havde de taget os som en sveske ovre i Jylland. Men de duer ikke« ... Er det takken for alt, hvad vore trofaste, brave, udholdende soldater har lidt, at man nu lader hånt om dem ...
I morgen skal jeg til Brøndby at holde foredrag. Jeg vil tale om Ansgar. På fredag skal her være Ansgarsfest (1000 år siden hans død). Det skal være en stor missionsfest og skal — morsomt nok — holdes i Kasino; blandt andre skal også Grundtvig tale.
I aften har jeg talt på lazarethet over de ord: »Kærlighed er lovens fylde«. En af de sårede forærede mig sit billede. Han blev såret i fjor den 3. febr....
Ernst Trier til Marie.
København, 6. febr. 1865.
.... I dag var jeg til en meget smuk lille sørgefest. Det er jo i dag et år siden slaget ved Sankelmark sø. — Ak, Marie, Marie, hvilke tunge minder! Det er så underligt, jeg har i disse dage ligesom gennemlevet så meget af stemningen fra forrige år. Jeg har om natten vågnet med den, og den har bragt tanken tilbage til den rædsomt bitre ulykke. — Nå, ved Sankelmark faldt jo Jens Paludan Muller (du véd nok, ham fra vort »lille theologicum«). Han bode i den sidste tid på Borchs collegium, og dér havde de nu rejst ham en rigtig smuk mindesten, en gråstensblok med indskriften: Jens Paludan Muller. — Falden 6. febr. 1864. Indad. Fremad. Opad! — Det er en virkelig udmærket træffende indskrift. Stenen står ude i haven, hvor Jens så ofte sad og læste. Så blev der sunget (gem sangen godt til mig igen), og en af kandidaterne talte, og sluttelig talte digteren Frederik Paludan Müller. Det hele var meget smukt og meget ejendommeligt.
s. 43Var det ellers ikke kedeligt, at Max Muller kunde ikke komme med derhen. Jeg var hos ham i morges for at bede ham derom; men han har dårlige hænder; dem fik han i fjor på tilbagetoget fra Danevirke. Det var en slags frost, og nu er det igen galt med dem.
I går var det både Octavius Hansens og Bågøs fødselsdag. Fra kirken (hvor Grundtvig holdt en aldeles mageløs storslået og mægtig prædiken) gik jeg til Bågø. Til middag var jeg hos Hansens. Der var rigtig rart derude ... Du kan ellers tro, vi politiserede på kraft.
Natten mellem lørdag og søndag tilbragte jeg mest med at arbejde og mindst med at sove. Jeg skrev lige til kl. 3. Jeg udarbejdede en lille skildring af kong Frederik VII, et lille stykke, som skal bruges til en Danmarkshistorie, som Tang udgiver. Det var en dejlig nat, jeg har virkelig ikke længe været så glad ved noget arbejde og så aldeles optaget deraf ...
Ved Ansgars-festen havde alle Grundtvigs venner den store glæde, at selv hans fjender den dag var helt forbavsede over, hvor udmærket den tale var, han holdt, og at han 81 år gammel kan tale således. Ja, den tale var fortrinlig.
Så fik vi ovenpå en hel ladning ord — ja andet kan jeg ikke kalde det ...
Om eftermiddagen havde jeg besøg blandt andet af en ung Bornholmer, der går ude på seminariet; han havde hørt, at jeg vilde have en højskole, og han havde da sådan lyst til at være dér. Han blev rigtignok lang i ansigtet, da han hørte, at jeg først vilde begynde til november; men det er dog muligt, han vænter så længe. Er det ikke morsomt! I det hele taget får jeg ofte tegn på, at eleverne derude holder mere af mig, end jeg selv har været tilbøjelig til at tro; jeg har i den senere tid fået flere virkelig smukke ytringer af hengivenhed.
Om aftenen mindedes vi Ansgar i theologisk samfund, hvor der blev holdt to taler om ham. Den ene — af gamle Fenger — var ganske dejlig. Torsdag, din fødselsdag, var jeg ude i Brøndbyvester. Det var et rædsomt vejr; der var ikke tale om at komme hjem den aften; stærkt snefog både fra neden og fra oven. Jeg talte derude om Ansgar. Jeg holdt selv således én tale om ham, hørte fire taler, læste to afhandlinger, én levnedstegning og ét langt digt. Altsammen nu i disse dage ...
Ernst Trier til Marie.
København, 17. febr. 1865.
... I går aftes var jeg med mine fem studenterelever hos Grundtvig. Vi havde det prægtigt, og jeg lærte overmåde meget ved at høre ham gennemgå 7. og 8. kap. af Johannes evangelium. Nu i aften skal jeg til forhandling i theologisk samfund om Kristi genkomst og tusendårsriget ...
Det er nu bestemt efter et brev, jeg fik i går, at jeg sammen med fader rejser til Skamstrup lørdag d. 4. marts og derfra straks videre til Vallekilde for at ordne alt med hensyn til højskolen: skolerum, underskrive leje-aftalen, samles med bønderne dér og i Værslev om sagen o. s. v. Jeg skal så atter tirsdag d. 7. være i Skamstrup for at rejse hjem med fader.
Min kære Marie, jeg er så meget spændt på atter at høre fra dig og erfare, om du ikke bliver ked deraf for din rejses skyld herind. Jeg kan kun sige: Jeg må nu derud; det dårlige vejr har hidtil hindret mig deri, og nu på næste lørdag (fastelavn) vil fader ikke rejse, og jeg har lovet at følges med ham, så vil han betale rejsen ...
Jeg var ude hos Grundtvig forrige torsdag; så livlig og så åndfuld og til dels endog munter har jeg ikke set ham efter 5. febr. i fjor. Han var aldeles den gamle Grundtvig igen, og jeg havde ganske særdeles meget udbytte af at tale med ham den aften. Vi fik talt om irvingianismen og om udgivelsen af flere bøger — til dels lærde sager. Du skulde bare se og høre ham, når han således er i sit es. Da sprudler det af vid og ånd. Det var en af de gladeste aftner, jeg længe har havt ...
I søndags til middag var her Georgia Birkedal (Albert Langes kæreste), Nørregård og hans kone. Georgia talte om, hvorledes det skulde gå til ved deres bryllup, og om vi fik lov til at komme med. — Ud på eftermiddagen kom nogle elever og så Svejstrup og Bågø.... Vi havde virkelig en prægtig dag, og navnlig ved bordet en uhyre morsom samtale om skolevæsenet; vi befandt os så vel, at Bågø og Svejstrup blev her næsten til kl. halv to. Mange hilsener fra dem alle til dig ...
... Nu stop for i dag! Jeg skal læse ikke lidt igennem, før jeg skal ud til Grundtvig ...
s. 45I går på lazarethet talte jeg om den tre og tyvende af kong Davids salmer ...
Ernst Trier til Marie.
København, 26. febr. 1865.
... I dag har jeg atter havt et rart brev fra Hoff; jeg håber nu på lørdag at kunne rejse derud og rejse hjem tirsdag otte dage. Der er bleven mig tilbudt endnu en tredje gård. Jeg skal om mandagen til gårdejer Holm, en ung, rig Grundtvig-ianer; hos ham skal jeg da overnatte den sidste nat, og holde forsamling dér med bønderne.
Mine søndagsgæster, deriblandt Balle *) er nu gået ... Jeg har ellers i dag havt særlig stor glæde af Balle; det er dog et yndigt menneske. Jeg har også i dag havt stor glæde af at få et langt brev fra Thomas Rørdam i Stege. Det første efter vor forlovelse. Deri er kærlig hilsen til dig. ... I fredags var jeg for første gang i diskussionsforeningen på seminariet, det gik nok så rart. I torsdags var jeg i Brøndbyvester; det var den sidste gang for denne vinter. De forsikrede mig alle derude, at jeg ikke før havde talt så godt, som den aften.
Jeg talte om københavnske mindesmærker og minder: Barnekov, stormen på København 1659, slaget den 2. april, Oehlenschlæger, Ingemann og Grundtvig.
I onsdags var jeg som sædvanlig på lazarethet og talte om det ordsprog: »Gode ord læger vennesår«, som jeg så tydede om Vorherres ord, der ret egentlig er de »gode ord«.
Der er flere derude, som slet ikke har det godt i denne tid; navnlig gør det mig meget ondt for to, i hvis sår der er gået brand.
Det lader ellers til, at i hvert fald én af dem nu sikkert har bestemt sig til at tage til min højskole til efteråret. Det vilde være prægtigt, da jeg holder så meget af dette menneske. Han hedder Anders Jensen og er fra Århus-egnen.
Du kan ellers tro, jeg læser flittigt nu; i denne tid sysselsætter jeg mig med Ewald og Oehlenschlæger; om den første skal jeg holde foredrag på seminariet, og om den sidste skrive et stykke til Tangs Danmarkshistorie.
s. 46I denne tid samler man ind herovre til enkedronningens 50 års jubilæum. Man vil give hende en bygning til hendes asylskole. Det er mest fine folk, som står i spidsen derfor.
Fra Vartov-menigheden får hun en bibel til 300 rdlr. med kostbare original-tegninger, Frits er en af de 12, som står derfor ... Den yndige enkedronning, hun fortjæner rigtignok, at vi gør noget for at glæde hende i hendes alderdom.
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 28. febr. 1865.
... Vort selskab i fredags gik rigtig godt af. Her var folk fra Stenløse, Vissenbjærg og Odense; blandt de sidste var feltprovsten og hans kone, og jeg manøvrerede således, at jeg ved aftensbordet kom til at sidde imellem de to ... Feltprovsten spurgte så deltagende til dig og drak din skål med mig, og så sagde han: »Havde vi nu blot havt ham her i aften, vor kære feltdegn; ikke sandt, frøken Marie«? Jeg gav ham af ganske hjærte ret. For resten så jeg ikke stort mere til feltprovsten den øvrige del af aftenen ...
I søndags fik jeg såmænd gamle Grundtvigs portrait foræret. Fader havde købt det til mig af en omvankende kræmmer. Det ligner godt men er noget medtaget ...
Ernst Trier til Marie.
København, 5. marts 1865.
... Imorgen tidlig skal jeg rejse [til Vallekilde] ... Gid det nu må gå godt, og jeg må have lykke til at tale skolens sag godt! Jeg glæder mig til denne første begyndelse. Ja, gid der må være lykke ved! Den skole er min daglige, kære tanke, mit fremtidshåb. Det er mærkeligt og morsomt, i hvilken grad fader glæder sig til denne rejse. Han føler, han trænger til en lille hvile, og så siger han, at han glæder sig så meget til at få talt med mig på rejsen ... Jeg har i denne uge slet ikke havt det godt, efter i lang tid at have været så rask som, jeg ikke mindes det, siden min barndom. Jeg har kunnet arbejde om natten, har kunnet læse om morgenen uden først at spadsere og har kunnet undvære styrtebad. Men så har jeg nok også brugt alle disse fordele alt for voldsomt. Jeg har i lang tid først gået til sængs kl. mellem 1 og 2, og jeg har næsten helt s. 47undladt at røre mig legemligt, har slet ikke havt adspredelse men næsten uafladelig hængt i bøgerne, eller dog, når jeg har været ude, ladet tankerne bevæge sig i den samme kreds. Og det er bleven for meget af det gode ... I onsdags, da jeg kom fra lazarethet, var jeg meget træt; jeg havde været meget bevæget ved at tale den aften; det var den næstsidste gang. Jeg gav en kort oversigt over det kristne levnedsløb, som jeg lagde dem på sinde at følge. — Jeg var, som sagt, meget bevæget selv og længtes efter at være i ro bagefter; men så havde Poul Svejstrup bedt mig til sig; det var hans fødselsdag, og han havde nogle unge hos sig i den anledning, og det havde jeg ikke nænnet at sige nej til. Så kom jeg atter sent i sæng, og denne overgang fra den alvorlige gudstjæneste til det muntre lille lag, fra de stakkels sårede til den lystige ungdom, var mig næsten for stærk. I går havde jeg det da så dårligt, måtte holde inde med læsningen og i stedet tage styrtebad. Og du ved jo nok, at med dette legemlige ildebefindende hos mig følger altid et åndeligt, som er mig langt pinligere, og som berøver mig min frimodighed. Da er bønnen i Jesu navn min eneste trøst, min eneste tilflugt. Gud være evig lovet for den! ... Med den vender kraften og modet og glæden tilbage. Den svigter aldrig. Det er det dejlige, at Guds ånd med vor ånd vidner, at vi er Guds børn så mange, som tror på ordet og er døbte dertil, og at vi dermed har børneret og børnekår i Guds faderrige. —
Du kan tro, det morede mig mageløst, at din fader har givet dig Grundtvigs billede. Det er egentlig smukt af ham, og jeg er virkelig næsten rørt derover. Kunde det gå an, skulde du takke ham fra mig, men det går nok aldrig an ...
Når du ser feltprovsten og Ludvig Helweg, må du hilse meget fra mig. Sig da til Helweg, at nu har jeg fået »Nytårsmorgen« af Grundtvig til ham, så den må han ikke selv købe sig; ved lejlighed skal han få den over. Og spørg ham fra mig, om ikke den danske forening i Odense skulde være til sinds at samle sammen 8 rdlr. 2 mark til at sende 100 expl. af Termansens »Mindeblade« over til de danske Sønderjyder. Når man tager 100, får man dem nemlig for halv pris. Jeg skal da give ham anvisning på Sønderjyder her ved seminariet (navnlig en ganske udmærket fra Sundeved), der vil kunne få dem anbragte på passende steder. — s. 48Spørg ham, hvad han synes om Køsters ny visebog ... Til feltprovsten vil jeg selv skrive, når du kommer herover til København ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 6. marts 1865.
... I morges kom Peder med dit brev ... I dag er du altså i Vallekilde. Gud give, det nu må lykkes dig at fremme sagen! Du kan tro, jeg følger dig i tankerne på din rejse og beder til, at du må få held af den ... Hvor det er kedeligt, at du ikke er rigtig rask nu til rejsen ... Forleden aften havde jeg en lille ærgrelse: Her var en fremmed dame, som ikke bestilte andet end at rive så frygtelig ned på alt det, som, jeg véd, er dig så helligt og mig med. Således fortalte hun de styggeste historier om Grundtvig, bagtalte den kære afdøde konge, Fr. d. syvende, som jeg nu på ingen måde kan tåle, der bliver rørt ved ... Hun kaldte ham blandt andet ond og gerrig ... Jeg sagde længe ikke et ord; ... først da hun personlig henvendte sig til mig og vilde til at opvarte med flere historier om Grundtvig, bad jeg hende rigtignok så eftertrykkeligt om at holde inde, så jeg ikke hørte hende nævne hans navn mere den aften ...
Fra Poul Rasmussen *) kan jeg hilse dig; han var herude forleden dag at betale sin tiende. Vognen holdt netop for døren og skulde til byen. Så kørte han med derind. Han nikkede nok så smilende til mig, som sad ved vinduet. Han er en smuk gammel mand ...
Nu længes jeg meget efter brev fra dig igen for at høre, hvorledes din rejse er gået af ...
Ernst Trier til Marie.
København, 8. marts 1865.
... I går aftes kom jeg meget træt hjem fra rejsen, og i dag har jeg havt uhyre travlt med at udrette ærinder for Vallekildenserne; derefter holdt jeg gudstjæneste på lazarethet, og først for lidt siden gik Lars Dinesen fra mig. Nu er klokken snart 12 ... I morgen skriver jeg til dig ... Jeg er så uhyre glad for min rejse ...
D. 9. marts ... I lørdags rejste jeg da vel indpakket s. 49af sted med fader. I Sorø hentede Borup *) os, det var et dejligt vejr men en bidende kulde, og fader fik at mærke, hvad det vil sige at køre flere mil på en åben vogn.
I Skamstrup blev jeg kun i to timer; en gårdmand fra Hørve (annex til Vallekilde) en venlig, rar mand var kommen hen at hente mig, og kl. 5½ nåde jeg til Vallekilde, hvor jeg blev modtaget med åbne arme af den velsignede Hoff og hans yndige kone. Straks den samme eftermiddag gik vi ind i nabogården til Peder Frederiksen for at se på lejligheden. Senere på dagen fik jeg talt med Tranberg, den udmærkede lærer her i byen.
Næste formiddag fortsatte vi forhandlingerne, ... og jeg har nu lejet en skolestue, 8 al. på den ene led og 7½ på den anden med 4 fag vinduer, således at der kan blive gennemtræk. Den er pæn tapetseret, lys og venlig. Ved siden af denne er en lille stue på ét fag, hvor jeg kan sætte en del ting. Udenfor den er en stor forstue, hvortil støder en pæn lille stue på 2 fag, hvor jeg selv skal bo. For disse 3 stuer skal jeg give 45 rdlr. Manden vil rimeligvis overtage den hele brændsellevering for 40 rdlr. Så vil Peder Frederiksens kone påtage sig bespisningen af alle elever til 35 rdlr. for hver. De skal have kaffe og brød om morgenen, middagsmad, mellemmad og grød om aftenen. De fleste af eleverne vil kunne komme til at bo i denne samme gård for 5 rdlr. Skulde der ikke kunne blive plads til alle, vil 2 kunne få plads i præstegården, 4 i skolelærergården, 2 hos Kristen Hansen o. s. v.; og disse gårde ligger i en kreds rundt om. Jeg vil altså selv kunne beholde de 20 rdlr. af hver elev. Er det hele ikke mærkværdig heldigt! Langt over forvæntning! Du kan tro, jeg var glad, da alt lykkedes så godt, — ja vi må virkelig være glade derover!
Så fik jeg også aftalt med Tranberg, at han vil komme over på min skole og give en time dér hver aften. Han skal være vor juridiske professor; — også Hoff lovede mig at komme jævnligt og deltage i undervisningen.
Jeg hørte derefter Hoff prædike — prægtigt! — vi spiste til middag, og kl. 5 var der da møde om højskolen omme i skolen. Det var et rædsomt vejr med regn s. 50og sne og storm; men dog var skolen aldeles fyldt, der var endog kommen folk nogle mile borte fra nemlig inde fra Odsherred, deriblandt en fortræffelig mand, lærer Rosendal. Jeg talte så skolens sag og besvarede de spørgsmål, der stilledes til mig; men jeg var egentlig dårlig oplagt og slet forberedt og fik derfor ikke talt så godt, som jeg ellers kunde have gjort, og var egentlig derfor lidt forknyt. Men de andre trøstede mig på det bedste og mente, at mine ord havde gjort indtryk på folk. Så meget blev mig dog klart: der er god stemning for sagen, og Vallekilde-bønderne betragter denne sag som deres egen, én der vil »hæve deres by«, som én af dem sagde.
Der blev også talt til mig om flere elever, uden at noget bestemt dog endnu kunde afgøres.
Om aftenen var der nogle fremmede i præstegården.
Næste dag blev den endelige aftale truffen med Peder Frederiksen; der var meget at afgøre. Så kørte Hoff og jeg til Værslev skole. Der bor en ældre, prægtig lærer, Blegvad, også Grundtvig-ianer, hvem jeg havde megen glæde af at tale med.
Nu kom lidt efter lidt skolens venner på Kallundborgegnen, næsten alle Grundtvig-ianere: Holm fra Ubberupgård, pastor Mohr fra Værslev, Vilhelm Beck i Udby, forpagter Burchardi, Boesen, Lavetz, Lund og nogle lærere. Og dér i skolen holdt jeg da det andet møde. Jeg var godt oplagt og talte godt, og bagefter fik vi en livlig samtale i gang. Der var vel ikke så mange bønder til stede her som i Vallekilde; men også her viste sig stor interesse for sagen.
Vi tog alle (d. e. de ovenfor nævnte) hjem med Holm til Ubberupgård, hvor hans moder og søster var i besøg. Det er meget rige folk, og dér tilbragte vi en mageløs aften; skolens skål blev drukket, og jeg blev der om natten. Lige til kl. 2 sad Holm, hans moder, søster og jeg og talte sammen.
Næste dag kom der vogn fra Boesen, og den kørte mig lige til Skamstrup, hvor jeg atter kun blev nogle timer, så rejste fader og jeg igen til Sorø.
I Sorø gik jeg straks op til fru Ingemann. Det var forunderligt atter at komme ind på det gamle, kære sted.
Fru Ingemann er nu gammel, døv, svagsynet, hvidhåret; men dog alligevel kender man straks igen »Lucie, svøbt i skønheds rosenklæde«. Hun var så uhyre s. 51venlig og gav mig ét af Ingemanns egne håndskrifter. Og da jeg så rykkede ud med mit egentlige ærinde at få et digt, et hidtil utrykt, af Ingemann, til en »nytårsgave«, hvortil jeg vil samle, og som skulde kunne give et par hundrede dalers indtægt til højskolen, sagde hun først, at nu var alt trykt, bagefter huskede hun dog på, at hun havde endnu nogle enkelte, men som egentlig først skulde trykkes efter hendes død, da hun var omtalt deri. Et af disse fik jeg dog, en dejlig sang om døden, skreven kort før hans død. — Så fik jeg lige hilst på pastor Glahn og kørte så hjem med fader. Han er meget oprømt efter rejsen, der har gjort ham meget godt. Men var den ikke også prægtig, og må vi dog ikke takke Gud for den.
Herhjemme stod alting vel til. Foruden et brev fra dig lå her også et længe væntet brev fra Arvesen, uhyre morsomt med hilsen til dig.
Jeg har ellers havt travlt hele formiddagen med at tale med folk om en folketingsmand til Odsherred. Man skal have omvalg derude og er ikke til freds med ham, der har stillet sig.
I går aftes talte jeg så for sidste gang på lazarethet. Nu på lørdag skal det ophæves. Det gjorde mig egentlig ondt, at du ikke for inden var kommen hertil, og navnlig vilde jeg gærne havt dig med netop i går aftes. Jeg talte om, hvorledes de sårede var bleven bårne herop på kongens slot og bad dem deri se et billede på, hvorledes vi alle, såret i hjærtet ved synden, bæres op på den store konges slot, d. e. Vorherres Jesu Kristi menighed for dér at få lægedom. Jeg fortalte dem om en drøm, som Marie Birkedal har havt for nylig. Hun drømte, at pastor Brandts nylig afdøde kone kom til hende i stråleglans med tre blomster; disse bad hun hende give Brandt og bede ham plante dem i hendes bed. Når de truede med at visne, skulde hun blot bede »Fadervor«, da vilde de blomstre op på ny. Dette tydede jeg således, at de tre blomster, det var tro, håb og kærlighed, og plantede i vort hjærtebed vil de altid blomstre, trives og vokse, så længe bønnen i Jesu navn til den himmelske fader lyder derover.
Så sagde jeg alle de kære folk farvel, og til slutning sang vi: »Det er så yndigt at følges ad«.
Andresen og Dinesen var hos mig i går aftes ...
Ernst Trier til Marie.
København, 16. marts 1865.
... I mandags hørte jeg en dejlig koncert i musikforeningen; — skade, at du ikke var med! — I går aftes var jeg hos Grundtvig, og i tirsdags sad jeg lige fra kl. 5 til 10 og talte med Ludvig Schrøder om højskolesagen og havde rigtig nytte deraf. Han er prægtig at tale med derom ... På søndag kommer Holm fra Ubberupgård herind; jeg vilde så gærne, at du skulde have truffet ham. — Nu skal jeg ud på seminariet ...
Ernst Trier til Marie.
København, 19. marts 1865.
... Efter gudstjænesten i dag blev handskemager Larsens søn begravet, tænk dig, hvor tungt, hans ældste søn, kun 21 år, hans stolthed, hans glæde. Det var så underligt at være med til denne sørgehøjtid i kirken i dag, i grunden skønt. Det gik slet ikke til som ved de almindelige stive og kolde begravelser. Dér stod kisten, midt i den menighed, i hvilken han både er bleven døbt og konfirmeret. Kirken var helt fuld, og det var ikke disse almindelige sørgesange, der lød, det var påskesalmerne om Herren, der stod op og lever, og om, hvorledes han vil opvække sine. — Ja dejligt må det være at have bevaret troen, stridt striden trofast til ende, så opstandelseshåbet og — glæden lyser igennem dødens sorg og højlydt råber. »Død, hvor er din bråd, Helvede, hvor er din sejr«! Der er for mig noget mageløst opløftende i at stå ved et sådant, troende menneskes kiste. —
I nat havde jeg sådan en underlig drøm. Jeg drømte, at jeg oplevede dommedag. Jeg sad med fader og moder, og så på en gang råbte de: »Se, nu skrider jorden under os«! og i det jeg så ud af vinduet, så jeg ud over et stort landskab, der begyndte at synke ned i et stort svælg. Vi løb ud af huset. Jeg følte en forunderlig blanding af rædsel og fortrøstning, som jeg jo vidste, at dommedag er de kristnes forløsningsdag, så vi synger: »Ej mer jeg gruer for dommedag; jeg véd, min dommer har ført min sag og fra sig selv den vunden« — og som jeg også vidste, at denne dag er sat som den store glædesdag for dem, der hører Herren til ... Men da kom spørgsmålet pludselig op i mig: Kan du nu også møde for Vorherre, kan du stå for hans domstol, har du grebet nåden? Det var som alt blev mørkt om s. 53mig og jeg vågnede helt forskrækket op. Var det ikke en underlig drøm? ... Så meget véd jeg, at jeg kan have nytte af den, når jeg foreholder mig det spørgsmål: Er du rede til at møde din Herre, ikke ræddes men glædes ved mødet. Ja tænk dig en gang at kunne stå frelst for hans åsyn og frelst stamme takken ud til ham, der gav sig selv hen for os. Ja, kære Marie, det er vejen: dagligt at leve livet i hans ord, så det slår rod i vort hjærte, dybt inde og vokser sin guddommelige vækst og avler håbet og bærer sin guddommelige frugt. Så vokser glæden alt her med livet, det evige liv, som vi mærker begynder i os, åndens forskud på himmeriges glæde. Hvor vil det da juble i os: »Ej mér du gruer for dommedag«. Lad os bede Vorherre ydmygt i nåde, ja i sin forunderlige store nåde at se til os og bevare os, Marie! at vi kan mødes hos ham, frelste; — tænk dig engang! —
Til middag i dag har Holm fra Ubberupgård og Bågø været her; i eftermiddag kom Nørregård, hans kone og svigerinde og Andresen ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 21. marts 1865.
... For lidt siden fik jeg dit brev af 19. Det var et rigtig rart brev; inderlig tak derfor ...
Det var da en forunderlig drøm, du har havt ... ja det er i sandhed et stort spørgsmål, man må gøre sig selv, om man er beredt til at møde for Vorherres domstol ... Hvor er det velsignet at tale om disse ting, som jeg så ofte før har tænkt på i stilhed, men som ellers ingen nogen sinde før har talt med mig om. Ak, Ernst, kan det undre dig, at da der endelig kom et menneske, som talte til mig på en mild og kærlig måde om disse ting, et menneske, som vakte alle de bedste følelser i mig, de som ellers ingen havde brudt sig om — kan det undre dig, at jeg kom til at elske dette menneske af hele mit hjærte! Jeg tænker ofte på, hvor forladt og ensomt jeg i grunden har gået omkring, før jeg lærte dig at kende, for jeg turde jo aldrig tale med nogen om, hvad jeg tænkte, da jeg havde en sand rædsel for at blive kaldt »rørende«. Se, derfor beholdt jeg mine tanker for mig selv; det er ordentlig en hel lettelse at vide, at der nu er én, som jeg trøstig kan meddele mig til uden at frygte for spot, og du skal få at se, at min nuværende mangel på ævne til at udtale mig, og s. 54som kun er en følge af de mange års tavshed, nok forsvinder i tidens løb. — En ting, som jeg også så tit tænker på, og som jeg beder Vorherre så inderligt hjælpe mig til, det er, at jeg dog nogenlunde må kunde følge dig, ... at jeg må kunne fyldestgøre dig, så du ikke skal føle alt for mange savn, når vi to en gang bliver ene; ja, Gud give det! ...
Ernst Trier til Marie.
København, 24. marts 1865.
... På mandag holdes for sidste gang i år møde i »Dansk samfund« på Borchs collegium. — Jeg har nu begyndt at holde en række foredrag over Danmarkshistorie for kvinder. Jeg sagde en aften ude hos Busch i Brøndby, at jeg gærne vilde, ... og så fik de lavet det i stand. Jeg har 10 tilhørerinder ude hos conferentsrådinde Bech på Østerbro. Jeg skal holde 12 foredrag; derfor får jeg 20 rdlr. Jeg begyndte nu i onsdags. Der var da to af Buschs døtre, fru Busch, den gamle conferentsrådinde og frk. Beate Clausen; de andre kendte jeg ikke ... Jeg tænker for resten, at jeg får sådant et hold til ... Nobels døtre vil nok stå i spidsen derfor ...
I aftes har jeg endvidere begyndt nogle foredrag i discussionsforeningen på Blågård seminarium over nordiske gude- og heltesagn ...
Rigtig tak for det brev, jeg fik fra dig i dag. Men netop den slags breve gør, at jeg længes så meget mere efter ... at kunne tale med dig. Det er sådan noget halvt noget, dette skriveri ... Jeg længes efter, at vi skal få vort eget hus, for at vi dér kan indrette vort daglige husliv efter vort hjærtelag, så vi sammen kunde tjæne Vorherre og daglig mindes ham ... og hans guddommelige menneskeliv med glæde. Hver gang du fortæller mig om dit tidligere liv, er det mig så underligt, hvorledes du har måttet gå så ene om. Nej, det er vist, du må have lov til at lade dit hjærte slå ... og for hver gang du lader mig fornemme slagene, gør du din fæstemand sjæleglad.
I går var jeg hele eftermiddagen på Marienlyst; det er en stor glæde for mig at komme derud og færdes i højskoleluften.
I forgårs havde Balle og jeg et rigtig dejligt besøg hos Grundtvig. Han var den aften så prægtig, og vi havde bægge stort udbytte af at tale med ham. Derefter gik jeg til Nobels; der var Frits og Ida og land-s. 55skabsmaler Kyhn, og vi tilbragte en rigtig rar aften sammen ...
Ernst Trier til Marie.
København, 30. marts 1865.
... I tirsdags gik jeg efter mit foredrag på seminariet ud i Rosenvænget til orlogskapitain Wulf, spiste der til middag med Octavius Hansen og blev der om aftenen. Jeg skal hilse dig meget fra dem. — I aftes havde jeg det dejligt i al ro sammen med Bågø ude hos Nørregårds; det er så dejligt at være sammen med de to gamle, kære venner ...
Hvad der ellers opfylder min tanke meget i denne tid er ministerkrisen; det er græsselig sørgeligt, at hele denne historie med Heltzen skulde indtræde nu i denne tid under forfatningsspørgsmålet. Det gør det hele så forvirret, at man næppe mere kan hitte rede deri. Her hersker i almindelighed en uhyre forbitrelse mod Heltzen, og dog lader det til, at han kommer til at gå af med sejren. Bondevennernes hele stilling er vistnok også meget mislig for tiden; og hvad skal de gøre. Det lader jo næsten til, at afgørelsen kommer til at hvile i deres hånd. Jeg frygter for, at hele denne historie også let kommer til at skade vor i forvejen vanskelige stilling til udlandet. Gud forbarme sig over det lille, skrøbelige Danmark ...
Ernst Trier til Marie.
København, 1. april 1865.
... I aften læste jeg for sidste gang med mine studenter, de 4 af dem skal nu op til filologisk examen, så de må holde op. Så kom Octavius, Villiam og Ida Wulf, og de blev hos os hele aftenen ...
Ernst Trier til Marie.
København, 2. april 1865.
... I dag holdt Grundtvig sådan en mageløs dejlig prædiken så jeg ikke længe har hørt magen. Bare du dog havde hørt den! den vilde vist også have tiltalt dig meget. Han sammenlignede vor fælles tro, som vi bekender den ved dåben, med Marie, Herrens moder, der kun sagde: »Mig ske, som du vil!« til det ord, der lød til hende ... Således gælder det om også for os at sige ja til det ord, Herren taler til os. — Jeg har ikke længe været så glad i troen som i dag, og jeg kunde s. 56rigtig takke Vorherre for nåden, for lyset og livet, som han har givet os. Ja, kære Marie, hvor det er forunderligt at tænke på at være et Guds barn — nåde og lykke over al beskrivelse stor! Ubegribeligt, at vi — syndere, som vi er, — således kan tages til nåde, at vi kan få del i al Herrens usigelige velsignelse. Kære Marie, vi kan dog aldrig takke nok, ti skønnere lod kan ikke tænkes, end når vi for Herrens trone helt kan få vort tungebånd løst til det store halleluja. Og så er nok også helt vort hjærtebånd løst; men alt som disse bånd løses, kan vi også her få at prøve lidt af takkesangens fryd ...
Ernst Trier til Marie.
København, 5. april 1865.
... I morgen kl. 8 skal jeg ud til Marienlyst ... dernæst på seminariet ... Jeg vil så uhyre gærne have dig herind til påske, for at du en gang dog kunde prøve, hvorledes det er at holde påskefest i Vartov-menigheden. Jeg burde vist egentlig tage til Vallekilde i påsken, men for din skyld sagde jeg mig det fra. Vi får at se, hvorledes det går.
I går kom Henrik Scharling *) og Henr. Hertz **) hos os til aften, og lidt senere kom 3 elever fra Marienlyst, de sad hos mig lige til kl. 12. — I morges blev jeg vakt af en tyk Jyde, der vilde tale med mig om en af seminaristerne, der er forlovet med hans datter. Og så holdt jeg i dag mit sidste foredrag for de unge damer. Jeg var, ærlig talt, helt misfornøjet med mig selv i dag — jeg var kedelig. Det er så underligt, hvor forskellig men kan være oplagt. I dag altså dårlig oplagt, i går derimod var jeg sådan oppe, da jeg holdt foredrag på seminariet.
Jeg blev næsten helt forskrækket, da jeg over dit sidste brev så’ — ikke som sædvanlig: »kære Ernst«, men »kære Trier«.
... Det lyder så fremmed dette »Trier«; det er jo dog ikke mit døbenavn, det navn, hvormed jeg er nævnt over dåben. Derfor er navnet Ernst mig kært, skønt det ellers er grimt ...
Ernst Trier til Marie.
København, 9. april 1865.
... I torsdags var jeg på Marienlyst til kl. 10 fmdg.; dernæst løb jeg ærinder til kl. 1 — mest i anledning af højskolen; ... om aftenen var jeg hos Grundtvig. I fredags læste jeg hos Balle til kl. 10½, så forberedte jeg mig til mine timer og var på seminariet fra kl. 5 til 9, hvor jeg sluttelig om aftenen holdt et foredrag over nordisk mythologi ... og gik så op til Vinding *). I går morges var jeg først ude at opsøge en seminarist Thomsen, ham jeg skal have til medlærer ved højskolen, og med ham blev jeg ikke færdig før kl. 1 ... Kl. 6 kom en anden af seminaristerne, Søren Rasmussen ... siden Dinesen, Moe, Tanggård o. fl. Dinesen sad hos mig til kl. 12.
Jeg begynder nu at håbe, at du kan komme herover til påsken, hvad jeg så uhyre meget har ønsket måtte ske ...
I dag har jeg havt sådan en dejlig dag; den begyndte rigtignok med den græsselige hovedpine, men så gik jeg ind og tog mig et styrtebad, ... og så gik jeg op til Køster og fik aftalt med ham, at jeg skulde prædike for ham til aftensang på fredag i Vartov. Da jeg kom hjem, var Thomsen der.
Grundtvig holdt sådan en dejlig prædiken i dag; den var så usædvanlig jævn, at jeg rigtig vilde have ønsket, du havde hørt den, for den vilde du have forstået og fået glæde af.
Da jeg kom hjem fra kirke, faldt jeg i søvn og slap derved fra hovedpinen. — Så kom Termansen ... han er dog en mageløs mand, så høj i sin tale og så dyb i sin tanke, så hjærtelig og skøn. Vi gennemgik sammen et langt digt af Grundtvig og fik os en rigtig rar samtale.
På onsdag begynder jeg min påskeferie. Jeg skal holde et foredrag kl. 1½, så er jeg færdig, men vil da se at få min prædiken udarbejdet samme eftermiddag.
Hvilket yndigt forårsvejr i dag! Det er egentlig kedeligt, at du skal rejse bort fra løvspringet, den skønneste tid på landet — men dog — måtte du nu blot kommet
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 10. april 1865.
... Så lader det da virkelig til at skulle blive til alvor, at vi atter skal ses ..., og, min kære ven, dette er det sidste brev, jeg skriver, før jeg selv kommer. Du har kun at afhente mig på banegården onsdag aften. Tænk, hvilken glæde atter at ses!
Nu skulde du ellers blot se, hvorledes her ser ud: Hele engen lige over for haven står under vand, det ser ud som en eneste stor sø. Vandet står så højt, at næsten det halve af den nederste græsplaine står under, så at man slet ikke kan gå på den nederste gang ved stakittet.
I går vandrede jeg for første gang siden januar op til »Maries kilde«. Den løber stærkt. Hen til vort lysthus kunde jeg endnu ikke komme for fugtighed ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 1. juni 1865.
... Så skal jeg da sende dig min første hilsen herfra, hvor solen skinner så yndigt nu ind i Hoffs lille venlige stue, og hvor jeg kun savner min egen, kære, lille pige, med hvem jeg nu har været vant til at færdes tidligt og sent i næsten to måneder. Ja, kære Marie, det var en dejlig tid, vi fik at leve sammen i for deri at vokse mere og mere sammen; og med tak til den Gud, der så forunderligt lod os mødes og så forunderlig nå digt har ført os, skal vi se tilbage til den forløbne tid, og med frimodighed skal vi se fremtiden i møde. Det er din drøm, kære Marie, der står for mig; ja, det skal vi håbe, at vi skal leve evigt med hinanden ikke som de, der mener, at nogen jordisk kærlighed kan holde evigheden ud, men som de, for hvem livslyset stråler, det lys, som Vorherre har tændt for os i sit ord til os, det der skaber livet, det evige ny guddommelige menneskeliv; for det er Vorherres eget liv, og det skal nok vare evigheden ud. Lad os da takke, fordi vi mødtes dér, takke, fordi Herren gjorde begyndelsen med os, og »han, der har begyndt den gode gerning i os, vil visselig også fuldføre den til Vorherres Jesu Kristi dag« ... Om ikke på anden måde, Marie, skal vi føle os hinanden nær hver gang, vi bekender troen og beder bønnen, så mødes vi sammen i Guds hånd, og der er dejligt at være ... Vi skal lære ved både at være sammen og ved at være adskilte, det er jeg s. 59overbevist om, og det skal råde bod på savnet, som vi føler ved at være skilte fra hinanden.
Hvor er det dog yndigt stille og dejligt at være på landet og at indånde den rene friske luft! Det samme siger vist også du; du er vist nu i færd med at vandre rundt i haven ... Men nu lider tiden, jeg må skynde mig, ti om lidt skal jeg op til baronen på Adelersborg. Bare det besøg må løbe godt af!
I Roskilde mødtes jeg med pastor H., ... der lige 8 dage i forvejen var falden igennem ved valget, — lynende gal i hovedet på bondevennerne. Det var en underlig modsætning til lige at have sagt dig farvel. Så kørte jeg hertil, sov — naturligvis — tre timer i vognen og kom til dette for mig så kære sted kl. 5. Hoff tog imod mig i Svinninge. Vi havde jo meget at tale om. Om aftenen var her sangmøde til indøvelse af sange til grundlovsfesten. Jeg ledede øvelserne ...
Nu på morgenstunden har jeg fået talt med og truffet aftale med lærer Tranberg. Jeg kommer da kun til at prædike til førsttjæneste i Skamstrup og skal så være her til grundlovsfest bagefter. Tranberg talte også med mig om en rejse tredje pinsedag til lærermødet i Ringsted ...
Jeg længes nu meget efter at høre fra dig, navnlig hvordan det dog gik dig over Bæltet i det rædsomme vejr. Jeg gyste ved at tænke på dig.
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 3. juni 1865.
... Inden jeg nu om lidt forlader Vallekilde, skal du dog høre lidt fra mig ...
På farten har jeg været hele tiden. I torsdags var jeg hos baronen på Adelersborg. Han lever dér som en lille konge. Jeg syntes meget bedre om ham denne gang end forrige. Han var mere jævn og ligefrem ... Vi var i begyndelsen udmærket enige i alt, hvad vi fandt, der var galt i samfundsforholdene her i Danmark, men mindre enige i, hvad der bør sættes i stedet. — Og Grundtvig-ianerne! dem kan han ikke med. Dog tror jeg ... han vil se venligt til skolen. Han bad mig også meget venligt at besøge sig, når jeg flyttede herud, og lovede mig, at jeg med eleverne må komme op at se hans samlinger. Han er mellem bønderne en yndet mand, fordi han stiller sig på 5. juni grundloven i forfatningsstriden.
s. 60I går havde jeg et møde inde i Odsherred, og det var jeg meget glad ved. Det var i Høve hos laerer Rosendal — en prægtig mand med en yndig kone.
Der var ikke mange bønder, men prægtige folk, og jeg har endnu ikke talt så godt og endnu ikke mærket så god tilslutning til sagen som dér. En elev blev mig mældt, og jeg vænter sikkert i alt fald én til derinde fra. Vi sad i to timer i en god samtale efter min tale.
Nu om lidt skal jeg rejse til Holbæk; derfra til Kvandløse. I morgen og på mandag i Skamstrup o. s. v.
Nu, kære Marie, vil jeg ønske os en rigtig glædelig pinsefest, at vi må lære at takke Vorherre, som sendte os sin egen, kærligheds og sandheds ånd; han som er vor sjælesørger, vor gode trøstermand, der binder os sammen i troen ... Ja, han være også din sjælesørger!
Mandag morgen, tænker jeg mig, at du er midt i den glade menighedskreds i Odense, medens jeg prædiker i Skamstrup, så mødes vi i tankerne.
Nu kom Hoff og jog på mig. Farvel da! ...
Ernst Trier til Marie.
Udby, 8. Juni 1865.
... Nej, hvor har jeg dog fartet om! I mandags (anden pinsedag) prædikede jeg i bægge kirker for Borup, tog så til festen på Vejrhøj og kom da tidsnok. Jeg talte om vore gamle danske minder. Så var jeg dagen efter til et stort vennemøde på Konradineslyst og tog derfra hertil, hvor jeg havde møde med bønderne. Det gik rigtig godt. Herfra tager jeg i dag til Lars Dinesen og derfra hjem fredag morgen ...
Ernst Trier til Marie.
København, 9. juni 1865.
(Rejsebeskrivelse) ... Altså: I Svinninge tog Hoff imod mig. Tornysteren fik jeg på nakken, og vi gik over engene til Vallekilde. Allerede den dag så jeg mange venlige ansigter blandt bønderne dér. Klokken blev nu 6, og vi fik os lidt té, mens samtalen i sandhed gik lysteligt. Jeg så også inden for til Peder Frederiksens. Her var storstuen bleven pyntet i anledning af mit komme. — Fru Hoff er dog en sød lille kone; og så synes jeg, hun ligner dig i så mange ting; ... jeg tror bestemt, I må kunne komme udmærket ud af det sammen.
s. 61Næste morgen vandrede Tranberg og jeg af sted over bankerne (med den dejligste udsigt over havet) til Adelersborg. Tranberg gik ind til sekretairen (hvorfor ikke »skriveren«), mens jeg gik op på gården, en vældig gammel borg ... Jeg gik til én dør — ingen kom — nok én — heller ingen. Så kom jeg endelig til en tredje: »Hvem dér?« »En fremmed!« »Vil De vænte til tjæneren kommer!« Men der kom ingen tjæner. Så blev jeg gal i kalotten og gik atter ned til skriveren og krævede adgang til baronen. Kort efter blev jeg da ført op i stuen, og »han selv« kom ... Jeg var omtrent to timer hos ham. Det er en underlig mand, han har dog vist hjærte ... men lader sig vist påvirke af ethvert indtryk. Jeg forbavsede ham åbenbart med forskellige af mine udtalelser og morede ham kendeligt, men det bliver dérved; han kan ikke lide Grundtvig-ianerne; og mine tanker om en folkelig oplysning finder han meget smukke men — håbløse. Jeg vandt ham dog, tror jeg, og han bad mig atter besøge sig. Jeg fik også lov til at lade skolen nyde godt af hans samlinger, og vi fik lov til at komme op på gården, og det er godt, for der skal være et udmærket agerbrug.
Om aftenen havde jeg et møde med bønderne i Hørve (naboby til Vallekilde); men det var jeg for resten ikke til freds med. Der var ikke »liv i kludene« den aften.
Om fredagen fik jeg atter gjort et besøg hos Peder Frederiksen, og så efter middag fik jeg præstens vogn at låne og kørte af sted ind i Odsherred. Det er en dejlig vej, og er man kommen forbi Fårevejle kirke, der ligger på en lille klint ud mod stranden [Lammefjorden], går det hele vejen opad mellem store, stolte bakker, og på en gang har man så havet med den prægtige Sejrøbugt lige under sig, og kort efter har man nået Høve, én af byerne, der hører til Asnæs sogn.
I denne by bor en fortræffelig skolelærer Rosendal ... Det er en kraftig mand, tidligere lærer i Sønderjylland. Dérovre hørte han til de såkaldte »klosterbrødre« (således kaldte man de vestslesvigske Grundtvig-ianere på grund af nogle udtalelser, de en gang kom med på et møde i Løgumkloster).
I skolen fik han sådan medlidenhed med en lille skipperpige på 7 år, fordi hun var så forkuet og så langt tilbage. Han fik hende til at fatte mod, og så gik det godt. Han var lærer for hende, til hun var 12 år, og forlov-s. 62ede sig med hende, da hun manglede en måned i 15 år. Hendes fader vilde stene ham ud af landet derfor; men da han lærte ham at kende, slog han sig til tåls, og da hun var 17 år, holdt de bryllup, og 20 år gl. havde hun to dejlige børn. Nu var hun 22 år.
I vinter blev hun imidlertid meget syg; brystet var angrebet, og lægerne erklærede hende for uhelbredelig. Hver dag væntede de, at døden skulde skille dem ad, og i deres samtaler var der ligesom en bestandig afsked. Da drømte hun en nat, at hun stod foran en uhyre stor og stejl trappe. Ved foden af den så hun Vorherre Jesus. Hun gik hen til ham og slyngede armene om hans knæ og lå sådan en stund. Da gik han op ad trappen, og da han var et stykke oppe, sagde han: »Kom med!« »Hvordan skal jeg det, det er umuligt for mig med mit syge bryst,« sagde hun. »Når jeg går foran, så kan du,« svarede han. Og i det samme var det, som om sygdommen var hævet, brystet var ganske let, og hun ilede rask efter ham. —
Kort efter lå hun en nat vågen; ved hendes side lå hendes lille dreng også vågen. Pludselig siger han: »Moder, vil du have, at den gode mand må stå dér og se på dig med de dejlige øjne?« Moderen sagde, at hun så ingen, og da drengen nu rejste sig op, så han heller ingen. Han beskrev da for hende den gode mand, der havde set på hende med sådanne dejlige øjne, at han ikke kunde sige det. Senere blev drengen bestandig ved at tale om den gode mand og spørge, om han ikke snart kom igen. Aftenen efter havde han skyndt sig i sæng for atter at se ham, og næste morgen græd han, fordi manden ikke havde været der.
Omsider en aften blev Rosendals kone så dårlig, at de trode, at nu var det på det sidste. De lod da gå bud efter Hoff fra Vallekilde; han kom og gav dem sakramentet; — men fra den stund kom hun sig kendelig dag for dag og er næsten helt rask nu. Men den alvorlige tid har jo over hele det lille hjem efterladt sådant et yndigt præg, så, du kan tro, jeg var glad ved at være hos de folk.
Ud på aftenen skulde vi da have møde med bønderne i skolen. Der var kun meget få — og dog er dette møde det, jeg endnu har havt mest glæde af, og som jeg vænter mig mest af. Det er en ganske ejendommelig slags bønder disse »Odsinger«; de har hørt til det gamle krongods og har derfor nu i 60 år været selvejere, fri s. 63og kraftige folk, der véd, hvad de vil. Da jeg havde talt, tog bønderne selv ordet, den ene efter den anden, hvorved det viste sig, at de er sig folkeoplysningens vigtighed godt bevidste. De betragter derfor ikke højskolen som min, men som deres ... Rosendal var meget glad ved det hele. Så kørte jeg da hjem sent på aftenen til Vallekilde ...
Lørdag middag tog jeg med postvognen til Holbæk, dér traf jeg atter Skovsbo og Claudine, og der holdt Bentsen med en lille énspændervogn for at køre mig ud til sit hjem i Kvandløse. Dér er hans fader skolelærer; og nabobyens lærer Jessen, der er en meget begavet mand, havde også indfundet sig.
Om aftenen var der da møde i skolen. Også hér havde kun få indfunden sig, men atter hér havde jeg et godt møde. Det var de bedste bønder, der var mødt, blev der mig sagt, og Bentsen har forsikret mig, at jeg har gjort indtryk på disse folk. Bagefter havde der været jeremiade over, at den og den ikke også var kommen med; — når de bare havde vidst, at det var sådan noget o. s. v.
Til slutning sang vi, og jeg fortalte noget for dem.
Det var nogle meget prægtige folk. Der udspandt sig en livlig samtale, der varede i to timer, hvor jeg for en stor del tav og lod bønderne tale; og navnlig morede jeg mig en gang kostelig over at høre dem meget alvorligt drøfte det spørgsmål, hvorledes man skulde bære sig ad, om én af eleverne havde — fnat!
Dér så jeg da også den anden af de tilmældte elever. Hans fader hedder rigtignok Thor og han Niels Thorsen; men kæmpekræfter så det just ikke ud til, der var i ham, men han så skikkelig og rar ud.
Søndag morgen kørte Bentsen mig over til Skamstrup, hvor jeg da traf svoger Borup og lovede ham at prædike til bægge tjænester næste dag (anden pinsedag).
Mandag prædikede jeg altså over evangeliet: »Således elskede Gud verden, at han hengav sin énbårne søn, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have det evige liv«.
Jeg talte mest om betydningen af at vedkende sig sin synd (og om det vanskelige deri) for at kunne længes efter evangeliet, der giver os syndernes forladelse.
Fra Frydendal kirke (annex til Sk.) kørte jeg lige til Vejrhøj. Der afholdtes grundlovsfesten på en del af »bjærget«, som hedder Kulås, i en dejlig skov.
s. 64Jeg kom lige tidsnok. Hoffs svoger, Cramer, inspectør på Adelersborg, besteg talerstolen lige overfor den store forsamling (omtr. 2000), der mest bestod af bønder; men der var dog også mange »pæne folks pæne børn«. Han udbragte et leve for kongen. Så kom »baronen« (Zytphen Adeler) og udbragte med en fin lille tale et leve for den uforandrede grundlov af 5. juni.
Derefter talte Hoff, aldeles fortrinligt, om vor ulykke, som var den, at folkeånden var vegen fra os, dog burde vi vænte, at den vilde vende tilbage; og vort arbejde skulde gå ud på, at den kunde komme.
Så talte Tranberg med et leve for de tro Sønderjyder; der var meget godt i den tale, men også meget, som jeg stærkt misbilligede. Han var ikke fri for undertiden at kildre lidenskaben noget.
Derefter fik jeg ordet. Jeg talte om, at »så længe der er liv, er der håb,« men også, at »så længe der er håb, er der liv.« Til at støtte vort håb, at vi deraf kunde få mod til at leve en fremtid, skulde vi drage vore gamle minder frem, og jeg tog da mindet om Skjold og Niels Ebbesen frem for at vise, at Vorherre i den værste fare kunde sende os mænd, der kunde frelse os. Hvorefter jeg udbragte et leve for de danske minder.
Jeg er overbevist om, at jeg talte godt den dag, og jeg véd også, at det har gjort indtryk.
Endelig talte en forpagter (?) for enigheden. Hvortil Hoff bemærkede, at det var skønt nok, når vi blot vidste, hvorom vi skulde være enige, og han mente da, at vi nu burde være enige om at elske friheden.
Så var den alvorlige del af festen forbi.
Bagefter var der fællesspisning i et telt, og der opstod en yderst pudsig ordstrid mellem forpagter (?) og en ... skolelærer S. ... (der vilde stå på alle mulige standpunkter) på den ene side og bondevennerne med Hans Jensen i Kundby og en ... lærer H. ... i spidsen på den anden side. Flere taler blev holdt desårsag, men til sidst udbragte hr. lærer S. ... et leve for folkeoplysningen og bad mig tage mod denne skål. Talen var meget vrøvlet, så da jeg stod op bagefter, var det for atter at udbringe et leve for det samme, men nøjere bestemt som folkelig og fri.
Jeg indlod mig derimod aldeles ikke på at svare på nogle grinagtige finter mod Grundtvig-ianerne (f. ex.: »Denne retning, som, rent ud sagt, sætter de gamle s. 65guder og helte over Kristus og apostlene«), som hr. S. ... var kommen med.
Så drev man omkring i skoven til kl. 10, og så kørte jeg med Hoff hjem til Vallekilde.
Marie til Ernst Trier.
Dalum, første pinsedag 1865.
... Nu har vi altså nået den dejlige pinsefest, og jeg har helligholdt formiddagen med at have travlt i køkkenet og kunde ikke komme i kirke; men medens de andre var der, havde jeg en rar rolig time, som jeg benyttede til at få nogle smukke pinsesalmer læst i, du véd nok, dem, som står i Fengers salmebog ... Ernst, hvem der kunde have holdt pinsefest med dig, kunde have været ude i Lyngby i dag og hørt den rare, rare Peter Rørdam; ja den mand og det sted er bleven mig kære for hele livet siden den mindeværdige storebededag, den velsignede dag, som jeg så ofte takker Gud for. Det er dog forunderligt, kære ven, at der sådan lige med ét ligesom kan vågne et nyt liv inden i os, som kan gøre os så mageløs glade. Således gik det mig den dag. O, du véd ikke, hvor frygtelig bedrøvet og ilde til mode jeg følte mig, før vi gik ind i kirken, og så var det, at jeg fandt sådan en trøst i gudstjænesten. Det var så forunderligt; det var, som jeg var et helt andet menneske, da jeg igen forlod kirken. Ja, jeg har rigtignok grund til at takke Gud! — I morgen kan jeg desværre heller ikke få lejlighed til at komme til Odense i kirke, fordi jeg »har uge«; men nu må jeg vænte, til de 14 dage er omme ... så kan jeg bedre. ... To mere forskellige partier end dem, jeg nu står midt imellem, kan man ikke tænke sig; men jeg må jo finde mig i at blive draget snart til den ene og snart til den anden side, indtil den tid kommer, da jeg kan få lov til ganske at gå over til den ene af siderne, og det bliver, Gud ske lov! til den, som min hu ganske står til. —
Hurra for Termansen! Jeg så i avisen i går, at han er bleven valgt, og det uagtet han jo havde to modkandidater. Hør, vil du gøre mig den tjæneste, kære Ernst, i dit næste brev at forklare mig nøjagtigt, hvad forskel der egentlig er mellem bondevennerne og eder. Jeg ved jo, at de er imod Grundtvig-ianerne, og du har vist også forklaret mig det; men jeg kan ikke huske det ... Jeg traf ikke Helvegs hjemme i fredags ...
Ernst Trier til Marie.
København, 10. juni 1865.
... Jeg havde sådan glædet mig til at skrive fortsættelsen af min rejsebeskrivelse i dag; men nu duer jeg slet ikke dertil; jeg har rigtig havt det dårligt i dag, og jeg vil så ikke gøre det, for at det ikke skal blive kedeligt for dig at læse ... Det er så underligt, at hver gang jeg kommer hjem fra en rejse, skal jeg befinde mig så ilde. Det er, som om der er smitsot i den københavnske luft. Ja Marie, komme på landet dertil står min hu. Hvor jeg dog længes efter den tid, da vi to kan komme til dér at flytte sammen. Gud fader føre os dertil efter sin vilje! ...
Ernst Trier til Marie.
København, 11. juni 1865.
... Det var egentlig lidt trist med kirkegangen i dag; ti Grundtvig er syg, og Køster måtte prædike for ham. Det er vist alderdommen, der gør sig gældende. I fredags talte han ikke et ord men lå stille hen. I dag er han dog oppe og efter sigende bedre. Ærgrelse over den måde, hvorpå det »national-liberale parti« har misbrugt hans navn ved løgnagtigt at sige, at han var enig med dem, skal meget have fremkaldt dårligheden. I dag står der i den anledning en lille artikel i »Dansk kirketidende«; jeg skal skrive den af og sende dig den, når jeg kommer så vidt, at jeg kan få svaret på dit spørgsmål om forskellen mellem bondevennerne og Grundtvig-ianerne ... Det var et stort savn i dag ikke at få den gamle at høre; ... havde jeg vidst det forud, havde jeg vist taget ud til Lyngby [til Peter Rørdam] ...
Ernst Trier til Marie.
[Ikke dagtegnet.]
... Bondevennerne er et politisk parti, der har til formål at arbejde på bondestandens voksende politiske indflydelse og fremvækst i materielt velvære. Som parti har de altid holdt trop med hinanden, d. e.: de følger deres førere i alle sager, selv om den enkelte i dette eller hint tilfælde ikke er enig med vedkommende fører.
Dernæst bruger de som ethvert andet parti rask væk de midler, som tilbyder sig, enten de så egentlig billiger dem eller ikke og går altid ud fra den sætning, at »den s. 67ene hånd vasker den anden«. F. ex. når ved lejlighed det reaktionære parti siger: Vi vil hjælpe eder til at opnå eders formål, når I så igen vil hjælpe os til at opnå vort, så siger man ja dertil uden videre, selv om man egentlig er aldeles ligegyldig for eller endog misbilliger, hvad dette parti kræver til gengæld.
Blandt bondevennerne har der imidlertid i tidens løb dannet sig to afskygninger, som man vel må adskille. Den ene er Gert Winthers, der mest har hjemme på enkelte steder i Jylland navnlig i Århus-egnen ... De hævder kun det materielles betydning, men underkender alt åndeligt. Tankegangen blev især kendelig under krigen, da det alle vegne blandt disse folk lød: »Vi bryder os aldeles ikke om fædreland eller modersmål, når vi blot kan redde studene«. Det er vel egentlig om dem, at den jyske talemåde har dannet sig, at det første og store bud er dette: Du skal elske dine penge over alt andet; og det andet er ligesom dette: Du skal elske dine bæster som dig selv. De kan derfor også godt være til vens med hjemmetyskeriet.
Den anden afskygning og den mest betydelige — især på Fyn og Sjælland — er J. A. Hansens. Disse folk har åndeligt præg og åndelige interesser men har deres værste fejl i deres raseri mod alt, hvad der ikke huer dem selv. I deres bestræbelser er der ofte meget sundt og godt, ligesom også fædrelandskærlighed hævdes imellem dem, hvad der også viste sig i krigens tid.
Du vil heraf se, at når bondevennerne taler om »frihed«, så menes i almindelighed kun disse eller hine enkeltmænds magt og myndighed og indflydelse.
Grundtvig-ianerne har aldrig opstillet sig selv som et politisk parti med dette eller hint partiformål. En anden sag er det selvfølgeligt, at da der er mange Grundtvig-ianere på rigsdagen, at disse da ofte har været enige om, hvad der lå for. Et ganske bestemt vidnesbyrd herfor kan jeg nævne for dig: I går kom der nemlig en indbydelse til et nyt ugeblad, underskreven af Grundtvig, Carlsen og Høgsbro, og deri hedder det om det påtænkte ugeblad: »Det skal søge at vinde indgang hos folk af alle stænder og i alle egne af landet ved en alvorlig bestræbelse for at se på det heles og ikke på de enkelte klassers eller steders bedste, for at iagttage en rolig og sandhedskærlig holdning selv lige overfor modstandere og især for at undgå enhver ensidig partifarve og ikkun have udviklingen af det s. 68ægte danske folkeliv for øje«. Der har du Grundtvigianernes program!
Når nu for tiden Grundtvig-ianerne holder på bevarelsen af 5. juni grundlovens valglov, da er det aldeles ikke, fordi de er bleven bondevenner, d. e.: har sluttet sig til dette parti, men fordi de mener, at det netop er den eneste vej til at samle os sammen til et enigt, dansk folk ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum
14. juni 1865.
... Hvor det må være kedeligt for dig, at »den gamle« nu er syg ... Jeg har kun været i kirke én gang, siden jeg kom hjem ...; nu på søndag kan jeg heller ikke komme til byen *), fordi det er Sofies fødselsdag; men så på næste søndag, håber jeg, det vil lykkes for mig. Jeg har formelig en vis skræk for at gå over i kirken her nu, da jeg er bleven bedre vant ovre hos dig. Det er mig som om mit hjærte isner og bliver ganske koldt, når jeg kommer ind i vor store kirke og ser 6 eller 7 mennesker sidde dér og sé i deres salmebøger uden — naturligvis — at synge med. Nej et hyggeligt, skønt menighedsliv, som jeg kom ind i alle steder derovre, det er dejligt; dér føler jeg mig så mageløs lykkelig og vel. — Kære Ernst! Er det urigtigt af mig, at jeg således kan lade mig påvirke af de ydre forhold? er det urigtigt, at jeg ikke kan finde mig opbygget rigtigt ved en gudstjæneste, fordi kirken er tom?? ...
Den lille fru W. har været i København i pinsen. Hun tog derover ene og alene for at få gamle Grundtvig at se en gang, før han døde. Det var heldigt for hende, at han ikke var syg den gang. Hun så’ så langt efter dig i Vartov; men du var jo borte den gang. — Nu har jeg begyndt igen med mit fiskeri nede ved grotten. Du kender jo nok min fiskerdragt ...
Ernst Trier til Marie.
København, 14. juni 1865.
... Nu, kære Marie, læs medfølgende brev fra Georgia Birkedal **) og vis så din fader det! jeg har også havt brev igen fra Albert Lange ***), hvor han giver s. 69mig lov til at vise din fader det brev, han skrev til mig om brylluppet. Det sender jeg dig da med. Og så gør du alt, hvad du kan for at få lov til at komme med. Kan du ikke, hvis det kniber, få fat i feltprovsten? Men husk nu på, at jeg må jo snart have svar til Birkedals, så skriv mig i hvert fald til med omgående post, hvad din fader siger dertil. Bare han dog vil give dig lov. ... Og husk så, at du er indbudt til brylluppet som brudepige ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 16. juni 1865.
... Fader har ikke det mindste imod, at jeg følger med dig til frk. Birkedals bryllup!!! det måtte jeg gærne, når jeg selv havde lyst ...
Jeg kan ikke lade være med at fortælle dig et lille brudstykke af en samtale, som igår blev ført mellem min »veninde« J.... og mig. Hun spurgte mig nemlig, om jeg ikke var ked af, at du vilde have den skole i gang. Hun syntes, det måtte blive så kedeligt for mig, når vi blev gifte at se hver dag på alle de skoledrenge. Da jeg sagde hende, at det ikke var drenge men voksne mennesker, som skulde være på skolen, svarede hun dertil: »Nå, ja det er en anden sag, så kan det blive ganske morsomt for dig, for blandt dem får du naturligvis mange courtiseurer«. Hvad synes du, min kære ven, om sådan en opfattelse, dels af en kones stilling og pligter og dels af en højskole. Rigtignok blev hun lidt lang i ansigtet, da hun hørte, at det var bønderkarle og ikke unge modejunkere. Uf! ...
Ernst Trier til Marie.
København, 17. juni 1865.
... Det var da prægtigt, at du fik lov til at komme med til brylluppet — Hurra! — Dejligt! — Jeg ser dig allerede som brudepige! Nej, hvem skulde dog for et år siden tænkt sig dig som Georgia Birkedals brudepige, da Birkedals navn endog næsten var smuglergods i eders hus! Nå, det er jo fortræffeligt altsammen ...
Jeg har i dag fra kl. 10 været ude på Marienlyst [højskole] med Thomsen. Fra ham skal jeg hilse dig mange gange ...
Ernst Trier til Marie.
København, 18. juni 1865.
... I dag har jeg begyndt min søndag, som jeg kan det bedst; jeg vilde ønske, jeg havde dig med, jeg har havt sådan en yndig morgenstund, hvor jeg rigtig har kunnet glæde mig ved nåden, den forunderlig store, forbarmende nåde, som er bleven os til del! Jeg har sunget med mig selv en lille salme af Ingemann. Den har grebet mig stærkt. Jeg fandt den første gang i går i Barnekows samling. Så har jeg i dag læst sådan et dejligt stykke i Birkedals daglige husandagt. — Det er rigtig så bedrøveligt, at Grundtvig er syg endnu; dog er han langt bedre men kan ikke endnu prædike. Jeg vil i dag i kirke på Kristianshavn og besøge den menighed derude (Peder Fengers), som jeg hørte til, før jeg sluttede mig til Vartov-menigheden.
Stakkels lille Marie, som slet ikke i disse søndage kan nyde godt af nogen gudstjæneste i en kristen menighed! Jeg blev ligesom lidt forundret over det spørgsmål i dit næstsidste brev, om der er noget galt i, at du ikke kan finde dig til rette i den næsten tomme kirke. Nej, kære Marie, det kan jeg ikke indse! Lad os dog en gang betænke, hvad hele vor offentlige gudstjæneste forudsætter! Den forudsætter en virkelig troende menighed, der samler sig til bøn og med sang om Herrens ord og sakramenter; men når der ingen menighed er, der beder og synger — så bliver gudstjænesten med dens orgelspil, dens messe, dens oplæsninger o. s. v. en form kun uden indhold, og det må hos et sandt menneske virke uhyggeligt; og det er i grunden kun tegn på en død tankegang, om man tager det for gode varer. Jeg følte det så uhyre stærkt, da jeg sidste gang prædikede i F. ... Jeg havde sådan en lyst til at slå hele denne form i stykker og sætte mig jævnt ned mellem de 6—7 mennesker, der var, og tale med dem og til dem.
Men så, kære Marie, ligger der én ting endnu dybere: Hvorfor har de kristne altid forsamlet sig, selv i de tider, hvor der ingen »officiel gudstjæneste« var i fælles sammenkomster? Jo, fordi vi som kristne aldeles ikke er éne om livet; men hvad vi har, det har vi i fællesskab. Vi kan end ikke bede i vort eget navn, på egen hånd og alene til Gud; men må altid sige »Vor fader, d. e. Vorherres Jesu Kristi og vor, den kristne menigheds fader. Som kristne er vi ikke enkeltmænd; men s. 71vi er et samfund (en menighed) med fællesskab om alle vore livsgoder. Sådan har Vorherre Jesus selv ordnet det, og vi kan kun sige tak dertil; ti derved bliver der først glæde i troslivet. Uden kærlighed er der ingen glæde; men hvor der er kærlighed, dér er der også samfund, fællesskab med menighedsliv. Hvor der altså intet menighedsliv er ... der har troen endnu ikke fæstet rod, og der er vi med vor tro som mellem fremmede; og det gør et smærteligt indtryk på os ... dels fordi, vi ikke ser livet i Vorherre gøre sig gældende omkring os og dels fordi, at vi, der har lært at bede til Vor fader, føler trang til at samles med andre i fælles bøn og sang. Vi savner det, ti i det fællesskab er for os lagt en forunderlig styrkelse og befæstelse i vort trosliv ... Og når der så bydes os en gudstjæneste, der kun forestiller en menighedsforsamling, men som i virkeligheden slet ikke er det, da vender vi os bedrøvede bort fra denne tomme skal, der intet har at give os af kærnens sødme og næring.
Det eneste, der i så tilfælde kan råde bod på dette uhyggelige, er, om vi får en virkelig god prædiken at høre, en virkelig forkyndelse med glødende tunge af Guds-ordet (al anden prædiken er kun tom menneskevisdom). Men er der en sådan forkyndelse, da kan vi også nok finde os i en tom kirke for en tid; ti da vil den ganske sikkert også efterhånden samle om sig en menighed med et godt menighedsliv. — Kære Marie, nu da dette liv også rører sig i dig, så kan gudstjænesten i Dalum ikke længer tiltale dig, det kan ikke være anderledes. Men derfor: når du kan, ty da til det sted, hvor der virkelig samles en kristen menighed, selv om den prædiken, du dér får at høre, ikke tiltaler dig! ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 20. juni 1865.
... Nu i dette øjeblik er det netop ét år siden, vi to så hinanden første gang ... Ja netop et år siden, jeg stod i salsvinduet og så feltdegnen komme ind af porten med en flaskekurv i den ene hånd og en hel mængde salmebøger under den anden arm. Den gang anede jeg rigtignok ikke, hvormegen indflydelse denne samme feltdegn skulde komme til at få på mit liv; jeg anede ikke den gang, at han skulde blive min egen kære, kære fæstemand ... Jeg glæder mig til den 13., s. 72kan du tro; hvor kan vi have det rart sammen her; her er så velsignet om sommeren, især om aftenen ved solnedgang. Forleden aften rode jeg mig en tur ganske alene ned ad åen gennem de blomstrende, duftende enge helt ned forbi »Paradiset« til den hvide bro. Det var en mageløs aften; de små nattergale ... sad i buskadset langs åen og klukkede. Der kan være en ro og fred udbredt over naturen, som er aldeles vederkvægende. Ja, min ven, jeg siger ligesom du: landet; at leve på landet dertil står min hu!
Der er for resten noget, som jeg vil bede dig om i dag, min egen ven, og dog er jeg næsten bange for, at jeg forlanger for meget af dig; lov mig, at du vil afslå min bøn, dersom den bedrøver dig: Vi skal jo nu efter gammel skik til Herrens bord; det bliver altså, mens du er her, og nu er det min bøn til dig, om du vil følge med os, med mig til Herrens bord i år; gamle Grundtvig er jo dog syg og kan ikke tage dig til alters, førend du rejser, og hos ham plejer du jo ellers altid at gå ...
Ernst Trier til Marie.
København, 25. juni 1865.
... En underlig forstyrret uge er gået, siden jeg sidst fik skrevet til dig; jeg har næsten ikke havt ro nogen sinde. Men nu kender du jo hele dette københavnske rumleri ... En rigtig rar søndag morgen har jeg nu havt — men jeg erfarer jo atter i dag som dagligt, at »det ikke er godt for manden at være ene«, og at han trænger til en »medhjælp«. Jeg er for resten rigtig ked af, at Grundtvig ikke prædiker i dag endnu; jeg længes nu sådan efter atter at høre ham; han har dog været så rask i denne uge, at han havde troet, han skulde kommet til at prædike; men i fredags havde han det atter mindre godt, og vi må i dag igen høre Køster. Peder Fenger prædiker heller ikke i dag, ellers havde jeg gået ud på Kristianshavn i dag ligesom forrige søndag. Jeg fortryder nu, at jeg ikke i tide bestemte mig til at tage til Lyngby.
Klokken 3: Da alt kom til alt, var jeg dog nok så glad ved, at jeg blev her i byen. Jeg var rigtig så glad ved atter at være i Vartov-menigheden, — og jeg har i dag havt sådan mageløs velsignelse af min kirkegang. Køsters prædiken var virkelig god — men det var ikke den, der gjorde mig så godt; jeg fornam det s. 73rigtig så stærkt, at det er menighedslivet og menighedens gudstjæneste, det gælder om, og hvor kom det mig ikke yndigt i møde i dag! Jeg har ikke længe været så glad, som da jeg til sidst med hele menigheden kunde synge: »Fremad derfor; ingen svige; glæden bor i Himmerige!« —
Jeg har i dag flere gange tænkt på, hvorledes mon du har det; i dag vilde du jo ind til Odense til kirke!
Kære Marie! Jeg kan endnu ikke bestemt svare dig på dit spørgsmål med hensyn til altergangen. Det har bragt en hel del uro ind i mig, og jeg har endnu i denne uge ikke havt ro nok over mig, i mig og om mig til rigtig at kunne træffe bestemmelse og klare den ting. Du véd jo selv, hvor uhyre gærne jeg vilde til Herrens bord sammen med dig; — men jeg er og må være ængstelig for at denne min lyst og min længsel skal få mig til at gøre noget, jeg dog vil fortryde, og, kære ven, husk, hvor alvorlig en sag det er. Jeg skal sige dig, hvad jeg frygter. Jeg frygter for, at disse for mig så helt uvante fremmede forhold, hvorunder jeg vil komme til at nyde Herrens legeme og blod, vil kun altfor meget bortdrage min opmærksomhed fra selve Herren og mit forhold til ham; jeg frygter for således ikke inderligt nok at kunne modtage den store gave, for at komme til at tænke mere på de andre end på mig selv, — og det vilde være rædsomt, så vilde jeg jo fristes til at forspilde mig Herrens nåde! Og så selskabet bagefter! Du er nu en gang vant dertil — men jeg — jeg frygter, at jeg vilde blive gnaven, bitter og ukærlig, så bør jeg dog vist hellere lade være! Dertil kommer nu, at jeg efterhånden har vænnet mig til at bestemme mig lige i det sidste øjeblik, når jeg er rigtig godt oplagt, og denne gang trænger jeg vist mere til at tage øjeblikket i agt end nogen sinde før. Jeg véd nok, at du vil vanskelig kunne forstå dette,... men du må i dette stykke blot tage mig på ordet. — Derfor, når jeg en af disse søndage føler mig draget, da er det et stort spørgsmål, om jeg da tør for min samvittigheds skyld opsætte at komme til Herrens bord, hvorefter jeg nu alt så længe har følt længsel. Jeg har tidligere i mit liv erfaret det skadelige i at opsætte, hvor og når Herrens ånd drager én ... Men lad mig nu endelig høre din mening igen.
Grundtvig kommer sig nu således, at han vel atter s. 74kan prædike næste søndag, så jeg vistnok godt kan komme til alters hos ham; og det vilde jeg jo gærne ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 25. juni 1865.
... I dag har jeg havt sådan en mageløs dejlig dag og er så glad derover, at jeg ikke kan lade være at meddele dig lidt derom. Kl. 7 i morges vandrede jeg nemlig ind til Odense og fulgte med den gamle frk. L. hen i hospitalskirken. Vi fik en god plads, da vi kom tidligt. L. gik til alters; og så fik vi en god og smuk prædiken, som rigtig tiltalte mig. Vi havde jo i dag evangeliet om kongen, som gjorde sin søns bryllup ...
Under prædikenen så jeg nok vor fælles ven Morten Bredsdorff, som sad henne i kirken, og da vi skulde gå ud, gik jeg hen til ham og hilste på ham; da vi var komne ud i gården, spurgte han mig, om jeg havde talt med Birkedal, — Bredsdorff vidste ikke, at jeg aldrig havde set B. — Jeg sagde nej; ja så skulde han snart forestille mig for ham. Altså blev jeg dér første gang forestillet for Birkedal, som jeg så ofte havde ønsket at se. Jeg fulgte med ind i præstegården på anmodning af Helveg og fruen og havde en udmærket behagelig formiddag derinde. Jeg kom til at sidde ved siden af Birkedal ved frokostbordet, og du kan tro, jeg hørte godt efter, hvad han, pastor Helveg og lærer Lifoli talte om. Birkedal var så uhyre munter og kom med den ene fortælling efter den anden. Der var også en pastor Storm, som er huslærer i Ryslinge. Han bad mig hilse dig så meget, når jeg skrev ... Fra alle de andre skulde jeg også hilse dig meget, især fra Birkedal, som glædede sig til at træffe dig den 14. juli. — Jeg vil spørge dig, min kære Ernst, om du er enig med mig i, at vi kører herfra om morgenen den 14. (faders vogn står naturligvis til vor tjæneste), og så synes jeg, vi skal køre hjem igen om natten og ikke blive til næste dag. Synes du ikke også det? —
— Ja, denne dag har været dejlig. — ...
Ernst Trier til Marie.
København, 27. juni 1865.
... Du kan tro, jeg blev rigtig glad ved i dag at få dit brev! Hvor det dog er dejligt, at du har havt sådan en glad søndag! ... Så kom du da en gang til at synes om den prægtige Ludvig Helveg; det vil s. 75skaffe dig megen glæde og megen gavn for livet, håber jeg. Og så, hvor det var morsomt, at du skulde træffe Birkedal! Ja er han ikke prægtig! ...
Ellers er jeg ikke så lidt bedrøvet over, hvad jeg nu i dag har hørt om Grundtvigs helbredstilstand. Det flyder ikke mere af benene på ham, og så er der vistnok stor fare for hans liv. Han sidder ganske stille hen uden lidelse; han kan også gå lidt om i haven men er uhyre træt og mat. Han kan nok tage sig sammen en stund til en samtale, således har Carlsen havt en meget vigtig samtale med ham, og i lørdags modtog han besøg af to engelske præster; — men så synker han sammen bagefter igen. Han taler meget lidt. — Jeg sender dig hermed et dejligt digt af ham, det sidste, han vist har skrevet. —
Du ved jo, at nu er det 50 år, siden at enkedronning Karoline Amalie holdt bryllup. I den anledning, véd du nok, gives der hende penge til asylskolebygningen; grundstenen dertil skal lægges den 15. i næste måned. Det er kedeligt nok, for dertil vilde jeg gærne have været med. Så har Vartov-menigheden samlet sammen til en kostbar bibel med originaltegninger af Lorentz Frølich. Foran i denne bibel har Grundtvig skrevet dette digt; han har dog i forrige uge selv kunnet skrive det ind i bogen ... Gud holde sin hånd over vor gamle biskop, og hans vilje ske! Det vil blive uhyre tungt at skulle miste ham og undvære ham! Ikke mere at få ham at høre i kirken og ikke tiere at have de mageløse timer ude hos ham!
Octavius Hansens moder er da endelig død i går. Jeg havde et lille brev fra Octavius derom, du kan nu selv læse det.
Fra [min broder] Fritz havde vi brev i dag, han rejste i onsdags til Norge til Arvesens *) bryllup; det skulde have været i går men er bleven opsat til på onsdag. Fritz er da rejst en lille udflugt op til Lillehammer imens. På onsdag skal så Arvesens venner her samles ude hos Nørregård (endogså fader vil med), for at vi kan drikke hans skål. Jeg tænker, at Bjørnstjærne Bjørnson kommer med; han er hernede i denne tid. Jeg gjorde et rigtig rart lille besøg hos ham i lørdags. — I det hele taget var jeg meget på færde i s. 76forrige uge. Om onsdagen havde vi et meget rart lille afskedsgilde i Søndermarken for de seminarister, der har taget examen. I torsdags var jeg hele dagen på Marienlyst med Thomsen (hilsen til dig derfra). I fredags aftes var jeg hos Nørregård og i [lørdags hos Vanscher. Videbæk er her nemlig i byen, og det var rart atter at træffe ham. Og så glemmer jeg, at da jeg kom fra Marienlyst, var jeg om aftenen hos Emil Hartmann *) sammen med Octavius Hansen og Ida V. Du kan tro, de bor mageløst smukt ... I dag har jeg holdt mit slutningsforedrag ude på Østerbro. — Fra stiftsprovst Glahn har jeg havt brev tillige med en anbefaling ... jeg vil nemlig søge om understøttelse af det klassenske fideicommis til højskolen **). —
Ja ... hvad skal vi gøre ved brylluppet i Ryslinge? Skal vi tage hjem straks efter eller ikke? Jeg skal sige dig, at jeg har en lumsk anelse om, at der bliver også andendags bryllup ligesom ved Ankers bryllup, og dér var andendagen egentlig den bedste; og så vil Lange vist gærne, at vi skal blive der; men dette lader sig måske næppe gøre for heste og vogns skyld. Jeg vil imidlertid forhøre mig nu lidt i tide hos Albert. Han skrev, at han vilde blive til den 21....
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 29. juni 1865.
... Du kan tro, jeg blev bange forleden aften, kære Ernst; jeg havde nemlig væntet brev fra dig i flere s. 77dage ... og så så’ jeg en aldeles fremmed udskrift på det. Det var mig ikke mulig straks at åbne det. således rystede mine hænder. Hvad er det dog for en ny skrift, du har begyndt med, min ven, lærer du at skrive? ...
Forleden aften, da jeg efter spisetid kom ned i haven, sad der nogle damer oppe på terrassen; jeg kunde se, de nikkede så venligt til mig. Da jeg kom nærmere, kunde jeg kende, at det var fru Helveg, fru Hejberg og nogle flere. De kom mig i møde, og fru Helveg bad mig om at gå ind og tage noget tøj på og følge med dem ned i skoven og spise til aften. Rigtignok var det hendes søster, som gjorde gildet, men hun vidste godt, at jeg vilde være velkommen. Som du vel kan begribe, var jeg ikke sen med at komme ind og få en hat på og så af sted op til dem igen. Imidlertid var hele selskabet bleven samlet, og da var der ikke mindre end mellem 30 og 40 mennesker, deriblandt tre brødre Helveg, en Glahn fra Sorø med datter og så Morten Bredsdorff. Ved bordet gik det meget gemytligt til, og da vi var færdige med at spise, sang vi flere viser efter Boisens og Køsters visebøger. Jeg tænkte på, hvor morsomt det kunde være, om du nu pludselig kom og så mig sidde der midt iblandt lutter Grundtvig-ianere ... Med hensyn til min bøn til dig om at gå til alters sammen med mig, da er jeg meget glad over, at du sådan ligefrem afslog mig den ... for jeg havde allerede fortrudt, at jeg havde bedt dig derom. Du har ganske ret ...
Ernst Trier til Marie.
København, 1. juli 1865.
... I dag er fru Hansen [Octavius Hansens moder] bleven begraven ude i Gentofte, og dertil måtte jeg tage ud. Det var helt gribende at se den gamle Hansen i dag så nedbøjet og bedrøvet, som han er. Der var pyntet så smukt i kirken, der blev holdt en fransk tale, hvoraf jeg mestendels kun begreb, at hun var »une mère avec tendresse«, og så en dansk tale bagefter. Den lød i mine øren som »vov, vov« — ...
Ernst Trier til Marie.
København, 2. juli 1865.
... Hvor jeg dog er ked af, at jeg ikke i dag kan komme til at skrive rigtig ordentlig til dig, som jeg s. 78dog havde lyst til. I morges havde jeg nemlig sådan en rigtig slem hovedpine, at det virkelig ikke var mig mulig at skrive. Jeg måtte, da jeg havde taget mig et bad, pænt lægge mig på sofaen ... Jeg gik så i kirke, og jeg må virkelig sige dig: du kan ikke tro, hvilken virkelig udmærket prædiken vi fik i dag af Køster; jeg var helt forbavset derover; den var så mageløs hjærtelig og jævn og god — ganske som en prædiken skal være; jeg var rigtig glad derved. —
Efter kirken måtte jeg hen på telegrafstationen for at telegrafere til Arvesen. Jeg har da vel husket at skrive til dig, at da hverken fader eller jeg kunde rejse, så rejste Fritz i forrige uge til brylluppet. Vi har havt strålende breve fra ham. Hans italienske ogschweitziske rejse lader til at være intet for ham i sammenligning med denne Norges-rejse. Vennerne deroppe gør nu også stor stads af ham. Arvesens bryllup skulde nu ellers have været forrige søndag, da kom der telegram fra Fritz, at det var udsat til onsdag. Vi, d. e. Arvesens venner, skulde have været samlede hos Nørregård om søndag aften; men nu opsatte vi vort lille gilde til onsdag. Da kommer der sandelig atter telegram: brylluppet er atter udsat; men nu gad vi hernede ikke længer opsætte at komme sammen, og vi havde da rigtig en rar aften hos Nørregård, hvor Bjørnson — som i vinter er bleven aldeles henrykt over Anker og Arvesen for deres højskoles skyld — var med. Han er jo uhyre morsom at være sammen med. Nu endelig i går kom der atter telegram fra Fritz, at brylluppet står i dag (ak, hvem der dog var med dér!). Jeg skal nu efter aftale besørge telegram derop fra hans danske venner; i aften kommer Otto Jakobsen og Emma og Nørregård og Bågø ... for at vi kan drikke de nygiftes skål. — Da jeg nu kom hjem, var Korsholm her, min kæreste elev fra seminariet. Han har nu taget examen og kom for at sige mig farvel ... Nu endelig sidder Bågø ved mit bord og skriver, mens jeg står ved pulten og skriver til dig ...
Nu på onsdag morgen rejser jeg til Vallekilde for derfra at tage — om torsdagen til Høve, hvor der skal holdes en lille folkefest, hvorved jeg skal tale kl. 2. Jeg rejser så atter hjem om fredagen ... Gud ske lov: med Grundtvig er det — mærkelig nok — atter bedre. Han fik til sidst en blodbyld på det ene bén, og det hjalp.
s. 79Ja vist lærer jeg at skrive, og nu skulde jeg jo vise dig mine fine kunster og anede ikke, at det skulde give anledning til sådan forskrækkelse. Kan du ikke nok se fremskridt ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 6. juli 1865.
... Du kan rigtignok tro, jeg kan se, at din skrift bliver bedre; hos hvem lærer du at skrive? ...
I dag læste jeg i Dagbladet, at cand. theol. E. Trier havde bekendtgjort i Nykøbing avis, at han vilde begynde en højskole i Vallekilde, og så lægger redaktøren til: »så vidt skønnes i Grundtvig-iansk stil«. Den bemærkning kunde han gærne have sparet. Hør, kan du ikke lade mig få den bekendtgørelse at se, kære Ernst; det vilde jeg gærne. Når klokken er 2 i dag, skal jeg nok tænke på dig, da er det jo, du skal tale ved folkefesten. Er det i anledning af den 6. juli, der er fest? ...
Jeg vil da håbe, du bliver hos mig en hel måned, når du nu kommer på torsdag ... vi skal da følges ad ned til Asperup [til pastor Melbye] ...
Du kan tro, her er mageløs smukt nu, ... og jeg glæder mig til at vise dig rundt på torsdag aften, når blot vejret vil blive godt. Det er så morsomt med »lille Lars«, vor havemand, for hver gang han ser mig i denne tid, så lover han mig, at når han kommer, så skal her ... være så kønt, så det er en lyst, både i anlægget og i haven, for »han er nu sådan så ligefrem til at snakke med småfolk«, og derfor kan Lars godt lide dig ...
Ernst Trier til Marie.
København, 8. juli 1865.
... Der er en ting, der forstyrrer mig [i brevskrivningen] virkelig pinligt, og det er, at jeg nu hver dag får skrivekunstens regler foredragne for mig af min skrivelærer, så jeg kommer uafladelig til at tænke på bogstaverne, disse tossede bogstaver, som aldrig kan blive runde og pæne nok, i stedet for ene og alene at tænke på ordene. — Nej, hvor jeg nu længes efter torsdag! Jeg går om og er ængstelig for, at der skal støde ét eller andet uformodet til, så at jeg ikke skal kunne komme af sted — sådan længes jeg nu efter at være vel borte fra denne uhyggelige store by s. 80med dens uafladelige tummel og stadige vrøvl og ovre i det stille Dalum ...
Jeg har vel uhyre travlt i disse dage, men dog har jeg slet ikke den gode følelse deraf; ti jeg har intet ordentligt samlet arbejde. Jeg har nu udarbejdet et lille stykke om Oehlenschlæger, men det er kedeligt nok, at jeg ikke kan vise dig det, da jeg har måttet aflevere det til Tang. Nogle andre lignende småarbejder ser jeg nu desværre nok, at jeg ikke kan få færdige her i byen; dem må jeg så gøre færdige ovre hos dig i ferien ...
Jeg rejste så i onsdags morges herfra lige til Vallekilde, hvor jeg traf Hoff og hans kone, kærlige og venlige som sædvanlig (hilsen til dig). Om torsdagen kørte vi så til Høve skov, 2 mil derfra inde i Odsherred. Det var en lille granskov lige ude ved stranden. Efterhånden samledes folk, og det viste sig imod forvæntning, at der indfandt sig overmåde mange. Kort efter, at jeg var kommen, kom én af bønderne fra Asnæs hen til mig og mældte sin søn til skolen. Han tillige med en anden af samme by, der også er mig tilmældt, fulgte senere ud på aftenen omkring med mig; det morede mig svært således at gå om med mine tilkommende elever. Kl. 4 begyndte så den alvorlige del af festen. Lærer Rosendal fra Høve udbragte et leve for kongen, mindede dernæst om Fredericia-slaget og udbragte så et leve for vore soldater. Derpå fik jeg ordet. Jeg talte om ulykkerne, der havde ramt os i fjor men som dog ikke kunde berøve os kærligheden til fædrelandet men meget mere måtte styrke os deri; og idet jeg anvendte en lille fortælling fra Fredericias belejring 1849, hvori jeg lod vort fremtidshåb spejle sig, udbragte jeg et leve for Danmark. Derefter talte Hoff om det danske folkeliv og udbragte et leve derfor, og Tranberg (ganske udmærket) et leve for de trofaste Sønderjyder. Vi gik så til bords i et telt, hvor der endnu blev holdt adskillige små taler af Hoff, Tranberg, Rosendal og mig. Skolens skål blev da også drukket, og blandt mine taler skal jeg pænt gøre dig opmærksom på, at jeg udbragte en skål for den danske kvinde. Der var virkelig over hele festen udbredt en fortrinlig stemning. Så skiltes jeg da om aftenen fra Vallekilde-folkene og tog hjem med Rosendal for næste morgen tidlig at køre til Nykøbing s. 81og derfra med dampskibet at tage til Roskilde og så hjem med godstoget.
Det var nu det. —
Herhjemme traf jeg nu Fritz, der dagen i forvejen var kommen hjem fra sin norske rejse, aldeles optagen af denne; om aftenen sent kom han herover og fortalte mig om den, og i eftermiddag har han lovet at fortsætte ...
I dag har moder fået lov til at tage lidt ud, dog er det næppe tegn på nogen særdeles bedring med hendes helbred ... Hun tog da ind til bedstefader, som rigtig har det snavs af podagra ...
Ernst Trier til Marie.
Glud, 16. avgust 1865.
... Se nu må vi altså atter til at tage fat på pennen for at kunne meddele os til hinanden ... jeg sidder ikke længere lige overfor dig på »kildebænken«, i »hytten« eller ét af de andre kære og yndige steder i det yndige Dalum; jeg sidder i en gammel, gammel bondegård hos Thomsens forældre, hvor der for resten er så mageløst hyggeligt. — Men jeg får nok lade være for denne gang at anstille videre betragtninger over den ting; ... ti jeg har kun lidt tid at skrive i. Lovise skal nemlig begraves i dag og om lidt skal Thomsen og jeg af sted, da der er en lang vej dertil. *)
Fra Dalum kom jeg jo først temmelig sent i mandags. Da jeg nåde Sanderum, traf jeg Rasmus — Povl Rasmussens søn — han kørte mig til Ravnebjærg, hvorefter jeg senere kørte et stykke hen ad landevejen med en tørvevogn og endelig med Gyntelberg til Middelfart ... Så kom jeg til Fredericia kl. 3, fik badet, spist, set mig lidt om og gik så til Valeurs, hvor jeg blev modtaget med formelig udsøgt venlighed, så det gjorde mig meget ondt, både at jeg ikke kunde blive der natten over, og at jeg i det hele taget var så dårlig oplagt ... De kørte mig til Treide, hvor jeg kom lidt over kl. 8. I det mest forunderlig dejlige vejr havde jeg en aldeles mageløs båd-sejlads over fjorden. Du kan næppe forestille dig, hvor dejligt.
Jeg overnattede i et lidet bondehus og vandrede i går morges videre. Undervejs fik jeg fat i en af mine s. 82forrige elever, hvis fader kørte mig et stykke på vej, så gik vi videre til Skjolde.
Uheldigvis var Thomsen imidlertid kørt efter mig til Rosenvold. Vi gik altså fejl af hinanden, og han traf mig først langt ud på dagen i Skjolde.
Jeg tog ind til skolelæreren, og dér kom Bågø over til mig ... Ved det alter, hvor hendes ja til Bågø skulde have lydt, står nu hendes lig. Gud fader trøste og styrke de kære mennesker ... Fritz og Ida kommer til begravelsen i dag ...
Din hilsen til Bågø har jeg bragt ham; han hilser dig igen ...
(I Skjolde præstegård.)
En forunderlig dag! ... Sidst talte jeg. Bågø havde selv bedt mig om at sige et farvel fra vennerne. Det gjorde jeg, idet jeg knyttede det til de ord:
»Ja det lyder lydt herinde
med en liflig klang:
Kristi venner ingen sinde
sees sidste gang.
I den store morgenrøde
samles ven med ven.
I det store vennemøde
skal vi sees igen.«
Altså, vi siger »farvel så længe«; men dette så længe skal vi så også hjælpes med at bære ved — i det vi lader sorgen frit løb — altid dog at mindes, at det er Gud fader, der skilte de to ad. Sorgen må ikke gøre os bitter ...
Bågø og jeg har fået talt så godt sammen i dag ...
Ernst Trier til Marie.
København, 20. avgust 1865.
... Da jeg havde skrevet til dig i Skjolde den forunderlige uforglemmelige begravelsesdag, sad jeg en stund og talte rigtig så dejligt med Fog. Det er så godt at komme til at tale alene med ham, så åbner der sig for én et mærkeligt dybt og rigt hjærte. Ja således sad vi længe og talte sammen; han kom til sidst til at græde. Jeg fik også talt en stund med Bågø. Han og Fog gik så en stund over på kirkegården til Lovises grav, og det var allerede aften, før jeg fik sagt dem farvel. Bågø og Lovises broder fulgte mig på vej. De var alle så mageløs kærlige imod mig ...,
Så kom jeg da atter ned til den venlige bondegård s. 83i Glud hos Thomsens, og næste dag gik vi rundt til nogle af bønderne. Jeg kunde have lyst til at fortælle dig om hver enkelt af disse besøg, men så blev jeg nok aldrig færdig med at skrive. Fra en af disse gårde, tror jeg ganske sikkert, at jeg får en elev; men endelig bestemt blev det nu ikke den gang, for Jyderne skal jo nu give sig god tid til al ting. I en af gårdene var vi inde hos den Rasmus Nielsen, om hvem jeg vist har fortalt dig. Det var den soldat af 20. regiment, som jeg holdt så meget af fra i fjor. Han selv har sådan en stor lyst til at komme til skolen; men hans fader er så meget derimod. Thomsens gamle fader gik med derned for at overtale ham. Du skulde bare have hørt de to gamle Jyder snakke sammen. Det var kosteligt, og til sidst, tror jeg virkelig, at det lykkedes os at få bugt med den gamle, så hvis han nu blot bliver rask til vinteren, lader han nok Rasmus komme, og det skulde rigtignok glæde mig overmåde meget.
Om aftenen holdt jeg dernæst et møde i skolen, hvor hele stuen var propfuld. Der udtalte jeg mig om skolesagen. Nu får vi se, hvad der kommer ud deraf.
Næste morgen tidlig kørte Thomsen og hans broder mig ned til fjorden, og med en lille båd satte han og jeg over den i det mest henrivende vejr. Hvor er der dog dejligt! Jeg tænkte på dig, om jeg dog havde havt dig med, at du kunde have set noget af al den herlighed. Jeg sagde så her Thomsen farvel, lod øjet endnu en gang søge over til Skjolde, og så — op ad bakkerne!
Et lille stykke kom jeg til at køre med en arbejdsvogn, ellers var det lidt drøjt at gå med den tunge oppakning i den trykkende tordenluft. Hen ad middag nåde jeg til Vedslet, hvor jeg søgte Anders Jensen op. Jeg var rigtig så glad ved atter at træffe ham. Jeg havde frygtet for, at meget af den åndelige påvirkning, han havde fået herovre, skulde have mistet sin kraft i de døde omgivelser; men det er langtfra tilfældet. Han er snarere bleven stærkere og søger af al magt »at tale folk til live«, og det lader til, at han har åbne ører og hjærter i sit hjem. Han er nu fast besluttet på at tage til højskolen til vinter.
Ud på eftermiddagen kørte han og hans broder mig så to mil derfra til Jegstrup, til Anders Sørensen, du kan nok huske den unge nygifte mand, der har været elev på Grundtvigs højskole. Han var henne hos mig en dag i foråret tillige med sin kone, kort efter at du s. 84var kommen herind. Både han og hans kone bad mig flere gange om at hilse dig. Det var prægtigt at besøge ham og se ham færdes strålende glad i sin ny endnu ikke ganske færdige gård og se hans iver i hans land-mandsbedrift og dog tillige hele tiden fornemme det åndelige liv røre sig stærkt under alt dette.
Der blev jeg så natten over, og næste morgen kørte han mig til Århus, hvor jeg lige fik talt med Peder Thomsen — og hvem træffer jeg så på dampskibet? frøken P.! propfuld af Kold’ske smuler —
Det var et herligt vejr, men blæste en del, så der var megen søgang …
Lidt efter at vi var ankommen til Korsør, kom også Vejledamperen med Bågø, hans moder og Fritz … En bedrøvelig jærnbanekørsel …
Jeg traf moder raskere, end jeg havde væntet, skønt meget bleg; men det kommer vist mest af, at hun har taget sig Lovises død så nær. Fader traf jeg derimod syg. Han har kolerine i meget høj grad … Jeg skal hilse dig rigtig meget fra dem bægge to. Jeg har nu i dag fået talt meget med moder om dit ophold her til vinter. Jeg har sagt hende dine bekymringer og hørt mig nøje for og kan forsikre dig om, at hun er rigtig glad ved, at du kan komme hertil, og at hun kan leve sammen med dig til vinter. Endnu i aftes, da jeg sagde hende godnat, sagde hun: »Hils nu lille Marie rigtig fra mig og sig hende, at når hun blot har lyst til at være hos mig til vinter, så tænker jeg nok, vi skal få det rigtig rart sammen« … Jeg er så glad ved at tænke på dit ophold her til vinteren … Jeg fryder mig sådan rigtig ved tanken om, at mine gamle stuer da skal være dine …
Heroppe lå dit yndige lille brev. Tusind tak derfor … Ja, vi er kommen hinanden meget nærmere i sommer. Gud ske tak for det altsammen! Han føjer det forunderligt! Han bøje os stedse nærmere og nærmere til hinanden i inderlig kærlighed på den fælles kristelige tros grund! Han styrke og bevare os i livet, det evige liv, som han lod oprinde også for os! Og han stadfæste ordet, som kom til dig i drømme om at »leve til evig ja til evig tid«! Jeg har havt så meget at sige dig, men jeg tror dog, jeg fik dig sagt, omtrent hvad jeg vilde, da vi sad på vor stub derude i Hunderup skov den sidste søndag formiddag. Har du været der siden? …
s. 85Det var underligt atter at komme i Vartov i dag — ubeskrivelig dejligt! Om den dejlige prædiken skal jeg ikke skrive videre, da jeg næsten antager, at den bliver trykt på grund af dens ejendommelige indhold, og så skal jeg sende dig den. Ellers skal jeg se at få en afskrift af den til dig. — Det var så underligt at lægge mærke til i dag, hvor dog kærligheden i menighedslivet gør sig gældende: Du skulde have set og mærket, hvor forunderligt ligesom alle tog del i Bågøs sorg; det var ikke i dag de vante glade blik; der er sikkert i dag gået mangen en bøn til Vorherre for ham. Ja, kære Marie, lad også os blive ved med at bede Vorherre holde ham oppe i hans store sorg! Det er så yndigt for mig at vide, at du gør det også. — Det var så underligt med salmerne i dag, for de passede sådan til ham … især det vers:
»Herren han er dog sine tro,
også når de mistvi’le;
roser han lod på torne gro,
lærte os så at smile.«
… Tænk dig ellers: nu er Grundtvig så rask, at han endog er gået til Skibsteds på Gammel Kongevej …
Efter kirketid havde jeg den glæde at træffe Thomas Rørdam og hans kone. Han er nu kommen hjem fra badet i Ems og lod virkelig til at være meget bedre, dog må han endnu til vinter til Italien. De fulgte med hjem til frokost tillige med Dam og hans kone, og vi tilbragte da sammen en dejlig formiddag. Til middag var Fritz og Ida her. De gik igen lige efter bordet, for Bågø vilde være alene hos dem i eftermiddag …
I morgen forestår mig ellers en stor glæde: Glahn kommer hertil i morgen aften og vil bo her hos mig tirsdag over. Hvor vil jeg dog savne dig! Og hvad vilde jeg dog give til, at du blot en time måtte være sammen med ham!
Jeg har nok glemt at fortælle dig, at i Jylland havde jeg brev fra Octavius Hansen om, at nu til oktober skal han have bryllup, og så bad han mig til bryllup med. Det bliver et meget stille bryllup; jeg er vist den eneste fremmede, der kommer med …
Ernst Trier til Marie.
København, 23. avgust 1865.
… Hvor det er en underlig by, denne København; hver dag med sine ny indtryk. Man føres ind i de forunderligste forhold. I går morges kom den kone til mig fra Bergen, om hvem jeg fortalte, da jeg fortalte dig M.s sørgelige historie. Hun vilde nu selv tale med mig og forklare mig sagen, og så fortalte hun mig sit hele rædsomme ægteskabs forhold, et formeligt Helvede, der nu til sidst er endt med, at manden næsten kastede hende ud af huset. Se dette fik jeg i går på fastende hjærte. I dag, da jeg gik fra mit morgenbad og kommer ned gennem Kirsebærgangen, kommer jeg lige tids nok til at hindre et menneske i at hænge sig. Det var underligt nok, han tumlede ned af træet, hvori han vilde hænge sig, da jeg kom til; og da jeg greb ham ved armen, kastede han strikken ud i vandet. Det var en ung, 20årig urtekræmmersvend. Jeg gik længe og talte med ham, og ganske åbenhjærtig fortalte han, at det var hans faders hårde adfærd imod ham, der havde ledet ham til denne afskyelige leg med døden. Han var nemlig forelsket i en pige, som faderen ikke vil have, at han må få, og så havde det givet anledning til en hel historie. Nu er han i dag rejst til Frederiksværk, hvor der er tilbudt ham en plads. Jeg var bagefter henne hos hans fader, en grov værtshusholder, for at lægge et godt ord ind for ham. Hvad det nu fører til, ved jeg ikke.
(Den 26. — Lørdag.)
… Du kan tænke dig, hvor jeg er glad ved, at du har havt sådan en mageløs dejlig dag *)! Hvem der dog havde været med! Alt hvad du skrev om, var jeg så inderlig glad ved. Det er dog så yndigt, at Ludvig Helvegs er så venlige imod dig. Hils dem endelig rigtig meget fra mig! — Men når jeg så samler alt sammen og ser, at nu deler du glæde sammen med mig i at høre, hvad der kan komme for sådan en dag, da — ja da må jeg takke den Gud, der med sin ånd baner sig så forunderligt vej til hjærterne! Ja, Marie, ham skal vi rigtig takke! — Da jeg læste, hvad du skrev om Mads Melbys skælmske øjne, måtte jeg briste i latter …
s. 87Glahn var her da — hvor savnede jeg dig, og hvor vilde du have været glad ved ham! Du bliver da aldeles indtaget i ham, når du en gang lærer ham at kende. Han kom her i tirsdags. Fritz og Ida var her om aftenen. Det var så morsomt at have ham her oppe hos mig. Han lå inde i min sæng. Han gjorde sig det rigtig bekvæmt her; og hvor var det morsomt at se ham vandre omkring med min slobrok på og med en lang pibe i munden. Onsdag formiddag var han hele tiden ude i byen men var her atter til middag. Om eftermiddagen kom Bågø, og det gjorde ham rigtig godt at få talt med Glahn. Om aftenen kom en af Glahns »gamle drenge« lieutenant Galster, og vi havde da en mageløs dejlig aften. Vi kom ind i en lang, dyb og meget alvorlig samtale, der var så dejlig, at moder helt glemte trætheden og forbavset opdagede at klokken var 11½. Vi fortsatte så endda heroppe længe efter, og Glahn sagde, at det næsten var den bedste aften, han havde havt på hele sin rejse. Det vilde falde mig svært i korthed at sige dig, hvad vi talte om — for hvad talte vi ikke om? Mest måske om tidens store bevægede spørgsmål, og om Grundtvigs stilling til dem. Det, der glædede os bægge så meget, var, at vi mødtes i langt større enighed, end vi havde væntet. Det var rigtig yndigt. — Om torsdagen var vi igen den meste del af tiden sammen; jeg fik ham fortalt meget om dig og skal nu hilse dig så mange gange og sige, at han tit har tænkt på at skrive til dig, og at han vist nu en gang gør alvor deraf. Han rejste kl. 5 om eftermiddagen — og hvem kom her så om aftenen! Frede [Boisen] og Karen. De har holdt et formelig fyrsteligt bryllup …
Nu kom moder og bad mig køre en sporvognstur med hende. Hun havde fået lov dertil …
Ernst Trier til Marie.
København, 27. avgust 1865.
… Ja jeg blev afbrudt i går [i brevskriveriet]; men nu skal jeg også hilse dig fra moder og sige, at jeg virkelig havde gjort hende en stor glæde ved at tage med hende … Og du kan tro, det fornøjede også mig uhyre meget således en gang at køre ganske ene med lille moder helt ude på Frederiksberg. Hun var så fornøjet hele tiden; i Frederiksberg have fik jeg hende sat på en bænk ikke langt fra indgangen, hvor vi kunde s. 88sidde ganske ene. Jeg fik så lavet hende en skammel af vissent løv og stene, og så sad vi der en timestid. — Den søde moder! Det er så dejligt, når man sådan en gang imellem kan have hende i ro for sig selv, så er det forbavsende at lægge mærke til, hvor ungdommelig hun egentlig er. Hun har det godt i dag.
Nu i dag er det da søndag igen — den dejlige dag, og så har vi endda det dejlige evangelium om tolderen og farisæeren. Hvor mon du er i dag. Mon du og Fanny Gad virkelig tager mod til eder og lister ind til Hospitalskirken [til Helveg] …
Nu, som sagt, det er i dag søndag; jeg har søgt at gøre det lidt festligt for mig. Her foran på bordet står mit lille glas fyldt med vilde blomster. Dem plukkede jeg i går ude på glaciet. Du skulde bare se, hvor nydelige de er, og vide, hvor glad jeg kan være ved sådan en smule blomster. De forstyrrer mig næsten i at skrive, for jeg må en gang i mellem se op på dem — og så tænker jeg på: om vi nu en gang får vort eget lille hjem, hvor skal vi da se at gøre os gode venner med disse småblomster og byde dem tit og ofte til gæst hos os …
Ernst Trier til Marie.
Kobenhavn, 28. avgust 1865.
… Om lidt skal jeg ind til bedstefader *) for at få et anbefalingsbrev fra ham til det Klassen’ske fideicommis … Jeg har ellers travlt i disse dage med at købe ind til min lille stue i Vallekilde; fader giver mig det altsammen; er det ikke smukt af ham; jeg får alt så udmærket … Frede og Karen var her ude igen i går aftes …
Ernst Trier til Marie.
Lyngby, 2. septbr. 1865.
… I dag tog jeg med jærnbanen herud, hvor jeg straks gik hen til Peter Rørdam; han var rigtig så rar. Han lagde sin prædiken lidt til side (det er jo lørdag i dag), og vi fik da talt lidt sammen, mest om — dig! Jeg fortalte ham om »store bededag« og om din drøm, og det fornøjede ham jo rigtig at høre noget om. Så fik jeg lige sagt goddag til hans syge kone — hvor s. 89hun dog ser ud! grulige dødstræk, i ansigtet. Jeg véd jo også af hendes læge, at nu går det mod enden; men — liv og død ligger jo, Gud være lovet, i den store faderhånd! Han holde den over hende! Rørdam skal ofte være meget nedbøjet; i dag var han dog nok så oprømt, og hun er nok også i disse dage bedre. —
Så gik jeg derfra op på slottet, hvor jeg først måtte vænte en time på frøken Rosen, kammerfrøkenen, der netop var i færd med at læse højt for enkedronningen. Endelig kom hun. Hun mældte mig så, at dronningen lod mig vide, at hun nok vilde tage imod mig, skønt hun stod lige i begreb med at køre ud, og jeg blev da stedet for hende i et slags kabinet. Hun spurgte mig straks ud om skolen og talte med mig om, hvad jeg nu egentlig agtede at udrette. »Tror De ikke, at det vil være slemt for Dem, når De nu får elever, som ikke er troende, vil De ikke stå fare for at forveksle oplysningen med saligheden?« spurgte hun blandt andet. Jeg kom nu frem med mit ærinde at bede hende om bøger til skolen, og det lovede hun mig. »Guds velsignelse til Deres gerning!« var hendes sidste ord til mig.
Derefter gik jeg ned igen til Rørdam, der endelig vil have, at jeg skal blive her til middag. Jeg har nu siddet og snakket en stund med den prægtige frøken Carlsen og fru Rørdam og sidder nu på gæstgivergården for at skrive til dig … Jeg skal hilse dig meget fra Rørdam. —
Hvor det var underligt at gå omkring der i skoven i dag. Store bededagsminderne kom atter frem, de dejlige minder om den stund, da vi to mødtes allerbedst …
Det er nu et år siden, vi to taltes ved i skoven og på åen, mens de andre »tænkte«. Vi brugte rigtignok tiden bedre! Jeg havde stor lyst til at sende dig »extra-breve« i denne tid, men det bliver der desværre ikke tid til, før jeg kommer til Vallekilde — jeg agter at rejse derud den 11. septbr.
I aften kommer Slesvigerne — hvor det bliver underligt at møde dem her. — På onsdag begynder det kirkelige vennemøde, der varer til lørdag. Du ser jeg bliver meget optaget.
Gæster fra Slesvig får vi ingen af, ti moder har det rigtig snavs; hun gik og blev dårligere dag for dag i hele denne uge, og til sidst slog der sig kolerine til hendes s. 90gamle onde, så nu ligger hun til sængs på tredje dag. Hun har rigtig været dårlig og er det endnu …
Til brudegave til Octavius Hansen har jeg bestemt en albumsmappe, og jeg vil så bede dig sy broderiet dertil på de to sider … Den skal så fyldes med gode fotografier efter gode malerier, raderinger og håndtegninger, så tænker jeg, at vi får en smuk brudegave ud deraf.
Husk, at på den 14. septbr. skal det kirkehistoriske selskabs møde være i Odense. Forsøm nu endelig ikke i tide at få truffet aftale derom med Helvegs! Jeg er så angst for, at der skal komme noget i vejen for din deltagelse deri …
I går havde jeg sådan en dejlig dag. Jeg fik om formiddagen mældt vor 12. elev, Søren Hansen fra Torslunde, én af invaliderne fra Frederiksberg lazareth. Så var jeg til middag hos Vindings sammen med professor Hartmann og Fritz Hartmann og om aftenen hos Nørregårds; bægge steder havde jeg det så prægtigt. Mange hilsener til dig. —
Se så, nu må jeg ned til Rørdams igen …
Ernst Trier til Marie.
København, 7. septbr, 1865.
… Nogle så bevægede dage, som disse i denne uge, mindes jeg næsten ikke at have oplevet; det skulde da være i septbr. 1859. Det forekommer mig som en uhyre lang tid, siden jeg sidst skrev til dig, og dog — når jeg nu besinder mig derpå er det jo ikke længer siden end i lørdags, da jeg sad ude i gæstgivergården i Lyngby og skrev. Det kommer vel deraf, at jeg har oplevet så meget. Hver dag har jeg havt sådan lyst til at skrive til dig om alt dette og dele det med dig, uden at jeg dog har kunnet komme dertil. Ja, at jeg i dette øjeblik finder mig alene her i min stue … er aldeles forbavsende. Det hænger da også således sammen, at da vi havde spist til middag … — Tranberg fra Vallekilde er hos os — så erklærede jeg, at nu kunde jeg ikke mer, og gik så op … og lagde mig på en sofa. Tranberg gik også op og lagde sig. Da jeg vågnede var klokken 7 og Tranberg var gået til aftenmødet, — hvor jeg også skulde have været med … Nu lader jeg møde være møde! …
I lørdags aftes kom Sønderjyderne. Det var mageløst skønt. Vi kunde ingen have her, fordi moder var s. 91syg, og Ida rejste i mandags til Skjolde, hvor hun bliver i 14 dage. Fritz og jeg havde dog havt travlt med at anbringe nogle af vennerne hos Nørregårds; det var Poulsens kæreste og hendes familie (den Poulsen, som besøgte mig aftenen efter Mines bryllup ovre i møllen). Nørregårds har været aldeles henrykt over disse sine gæster.
Hvor var det underligt om søndagen at se i Vartov kirke alle disse Sønderjyder, som slutter sig til Grundtvig. Forunderlig vemodigt og dog så glædeligt! Om aftenen var der fest for dem ude hos Grundtvig, og der talte han så dejligt til dem. Det var en dejlig aften.
Hele mandagen måtte jeg bruge til ærinder og besøg, min rejse står jo nu nær for. Om aftenen landede jeg hos Plums; (Octavius havde været hos os til middag). Ellen var syg og lå til sængs af forkølelse. Det var en forunderlig aften, jeg der tilbragte ved hendes sæng i ivrig samtale med hende og hendes mand om sand kristendom og kristendommens sandhed. Mange hilsener fra dem!
Tirsdag morgen fik jeg besøg fra landet (Vallekildeegnen), og kl. 10½ kom Hoff med kone — fra jærnbanen — og Tranberg og mange andre landboere, som jeg kendte. Tranberg bor her hos os.
Kl. 2½ samledes de alle her hos os, og så kørte vi til den store fest for Sønderjyderne på Klampenborg. Ubeskriveligt! Det lange uoverskuelige folketog gennem Dyrehaven — de mange tusender samlede om stenen i nærheden af Eremitagen — og så her høre Grundtvig, der nylig havde rejst sig fra dødslejet, stå dér for kraftigt og stærkt at udtale det danske folks håb — og så spisningen i teltet. Ja du forestiller dig næppe, hvad det vil sige, at 4,000 mennesker spiser sammen. For at du kan få en lille forestilling om teltets størrelse, vil jeg bare fortælle dig, at fader har leveret tømmer for 200 rdlr. (400 kroner) alene til bordben. Og så den umådelige jubel og henrykkelse, denne glæde over at være samlede igen med dem, som røverne har vristet fra os— — —
Så kom onsdagen. Besøg uafbrudt af venner fra landet, nu samlede til det kirkelige vennemøde … så den mægtige gudstjæneste i den propfulde Vartov kirke. Så atter besøg uafladeligt til kl. 4 — deriblandt af Povl Rasmussen og hans kone. Så den forunderlig dejlige tur til og dejlige aften på Marienlyst. Der talte s. 92navnlig Fritz Boisen fra Stege og især Termansen aldeles ubeskrivelig dejligt. Herfra kom jeg hjem kl. 1 i nat.
I dag igen besøg fra Morgenstunden af, deriblandt især af pastor Teilmann og pastor Kragh. Så det store møde på Ravnsborg kl. 2½, hvor Grundtvig, Boisen, Busch med flere andre talte, og hvor også enkedronningen var til stede. Senere lang samtale i hjemmet med Grove om højskolen.
Kan du forstå, at det hele er ved at løbe rundt for mig … I morgen mindes du vel Grundtvigs fødselsdag! Kan du huske i fjor, da vi drak chocolade i den anledning. Vi skal alle ud til ham i morgen aften …
Ernst Trier til Marie.
København, 10. septbr. 1865.
… En forunderlig dejlig dag har jeg havt; ti du må vide, min ven, i dag har jeg fået mit længe nærede ønske opfyldt: jeg har været gæst ved Vorherres bord. Det blev undet mig arme synder i dag at smage den uendelige kærligheds sødme, at modtage det Herrens legeme, som han ofrede for os, og det Herrens blod, som han i sin ubegribelige kærlighed lod flyde for os, for at vi nu helt kan få del i ham og være fuldstændigt med ham. Han er oprejst ved Guds højre hånd, og nu vil han oprejse os med. Ja således giver han da sit eget allerhelligste legeme og blod for os, at vi skal have »livet i os selv«, således som han har det, ja skal leve til evig tid. Og del i de helliges samfund og fællesskab får vi derved, vi stakkels fattige syndere. Det samfund, hvis hoved han er, den hellige, Vorherre selv … Tænk hvilket mageløst selskab. — Ja Marie, det er forunderligt at være med ved det store gæstebud i Herrens menighed, hvor vi får mad og drikke til evigt liv; at være Herrens gæst og af hans mund få bekræftelsen på alle vore synders forladelse. Den ubeskrivelige glæde! Og du Marie, du min sjæls bedste veninde, mit hjærtes fortrolige, du ved jo, hvorledes jeg gennem hele sommeren har længtes efter at få så megen indre og ydre ro hos mig, at jeg kunde møde ved nadverbordet; søndag gik efter søndag — jeg kunde ikke! Endnu forrige søndag og forrige onsdag havde jeg bestemt mig, men — nej. Du kan vide, hvor glad jeg er i dag. — Så skulde jeg dog komme dertil, inden jeg skulde forlade den vel-s. 93signede Vartov-menighed. Det var så dejligt at mødes dér ved Herrens bord med Nørregård og hans kone, Schrøder og Charlotte, Hoff og hans kone, Teilmann og hans kone, handskemager Larsen o. s. v. Der var i dag ikke mindre end 6 præster med, deriblandt også Kofod. Og så bagefter få det skønne »til lykke og velsignelse!« af alle de kære mennesker og ligesom bæres frem af alle dem, der nu sagde mig farvel. Ja, ti næste gang jeg møder i Vartov-menigheden skal jeg jo — efter mit håb — møde der som gæst. Hvor det bliver underligt! Det var så vemodigt i dag at skulle sige farvel til den menighed, hvor jeg har havt mine allerbedste timer, »når under sang med det vingede ord sjælen af by over stjærnerne for«. Takke må jeg Herren, der lod mig færdes i de 6 ungdomsår på et så velsignet sted. Nu skal jeg ud, bort herfra. Gud give mig lykke til at bringe med mig det gode, som jeg fik herinde!«
Også mit barndomshjem skal jeg nu sige farvel. Jeg kunde ikke blive færdig med at ordne mine sager, så jeg kommer vel først til at rejse på onsdag. Farvel skal jeg sige til disse to stuer med alle de mange minder, … men først skal jeg lave dem om til et hjem for dig, lille søde veninde, dit vinterhjem. — Og farvel skal jeg sige til far og mor — det bliver svært — men ét ved jeg så sikkert: jeg må bort nu; der er ikke mer plads for mig i barndoms- og ungdomshjemmet, for jeg skal og må nu ud til min manddomsgerning! Og farvel skal jeg sige til mine ungdomsvenner, de prægtige, kære venner. Ja der bliver meget at sige farvel til — men det synger i mig:
»Derfor kun fremad i Jesu navn,
så går det og hjemad tillige,
da er hver glæde og hvert et savn
et trin på vor himmelstige …«
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 10. septbr. 1865.
… Nu er vi jo atter nået til den 11. septbr., ja, hvor det dog er underligt at tænke sig, at det er et helt år siden! … Hvem der dog havde været med i København under Slesvigernes besøg! jeg ved ikke, hvad jeg vilde have givet for at have været med; det må have været mageløst! Her har vi jo havt besøg af kongefamilien. I torsdags morges kom her bud ned s. 94fra kammerherreinden med to adgangsbilletter til perronen ved banegården i Odense, … men jeg foretrak at køre med fader til Holmstrup, hvor han skulde tale til kongen … Deroppe var der rejst en meget smuk æresport; og efter at vi så havde fået de kongelige vel af sted efter Middelfart, kørte vi ind til byen, hvor jeg blev til lørdag; jeg var så heldig hvert øjeblik at løbe på de kongelige, så nu kan jeg dem udenad og er ked og led af det hele væsen … I går formiddags gik jeg hen til Helvegs og fik lidt nærmere besked om mødet på onsdag og torsdag. De sagde mig, at man måtte løse adgangsbillet til 1 rdlr., når man ikke var medlem. Nu gælder det, om fader vil give mig billet, ellers må jeg pænt blive hjemme. Dog det, håber jeg, nok han gør, ellers bliver jeg unægtelig slemt skuffet. For resten kan jeg ikke sige dig, hvor underligt det er for mig i denne tid og navnlig i disse dage at gå omkring her i haven og skoven; alt minder mig så levende om dig og den mindeværdige tid i fjor. Jeg synes slet ikke, jeg er den samme, som jeg var den gang; jeg synes, jeg har fået så meget at tænke på, og det er lutter ny tanker, som aldrig har opstået hos mig før … men som jeg har lært at kende ved dig og gennem dig. Og nu føler jeg sådan en trang til at takke først Gud og dernæst dig … for det år, som er gået siden vor forlovelse … dig som har … søgt at åbne mine øjne for ting, som indtil da har været skjult for mig … Der er ellers en ting, som jeg gærne vil spørge dig til råds om: Som du véd, bryder jeg mig ikke stort om at gå i kirke her hjemme, jeg kan ikke gå der med lyst; men på den anden side, kan jeg mærke, det støder fader, når jeg ikke gør det. Skal jeg nu for ikke at støde fader alligevel gå i kirke hér, eller skal jeg lade tingen gå sin gang? Svar mig herpå, hvad du finder rigtigst …
Ernst Trier til Marie.
Hos Vagners
11. septbr. 1865.
… Efter hvad jeg i dag har fået at vide, vil medfølgende lap papir kunne hjælpe dig til adgang til mødet … Se nu ellers til at få at vide, hvor billetterne afhentes. Kan du ikke få Helvegs til at besørge det for dig. Ja, se nu endelig at komme med …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 14. septbr. 1865.
… Morgenhilsen fra vort håbs fremtidshjem, »Det velsignede Vallekilde« *).
Der er så meget, hvorom jeg vilde skrive til dig, men jeg er endnu så ør i hovedet efter alt, hvad jeg i disse dage har oplevet… Rædsom tummel og travlhed de sidste dage; men så til sidst kl. 6 tirsdag eftermiddag var jeg færdig med indpakningen, og da flyttede jeg klaveret ind i den blå stue og lavede den i stand, så den kunde stå færdig, til du kommer og skal bo deroppe. —
Jeg gik så ud til Grundtvig og havde dér et yndigt lille afskedsbesøg, så ind til bedstefader, sagde ham farvel og så hjem. Der var foruden Fritz tillige Octavius og Ida Vulf, August Vinding og Clara, Nørregård og hans kone, Otto Jakobsen og Emma og så Bågø … En underlig vemodig aften var det! Ved bordet talte jeg til fader og moder, sagde dem tak og ønskede dem en mild livsaften; de græd bægge meget. — Så talte Nørregård til mig og jeg svarede med tak til alle mine venner. Så sang vi: »Nødig sige vi farvel« og så talte Fritz om dig, yndigt og kærligt, og jeg svarede, hvorpå endelig Bågø talte, mageløst yndigt til mig om min lille blå »kvist«, der var bleven så grøn en gren at sidde på for vennerne. Vi sang derefter: »Så vil vi nu sige hverandre farvel«, og det var underligt for mig at se tårerne hos mine venner. Du véd ikke, hvor de var kærlige imod mig! En efter én sagde jeg dem farvel og til sidst ude på trappen — Bågø … Jeg ved jo også godt, at jeg er hans bedste ven, og at jeg nu forlader ham, netop som han trænger mest til mig. —
Næste morgen — farvel til den grædende moder — ja hvor var det dog tungt at sige hende farvel! Gud styrke og bevare hende, syg og lidende, som hun er!
— Farvel til fader, den grædende Fritz, den forunderlig kærlige broder — til Nørregård, der var på banegården — til flere af mine elever — og så af sted »med damp og med vind til vinge«. —
Farvel, mit gamle, kære hjem! med de gamle forældre, de trofaste venner og de glade minder. Farvel!
s. 96Og nu: her er mildt og stille og yndigt i Vallekilde, hvor jeg kan begynde at samle tankerne på ny og lave mit fremtidshjem i stand. Vorherre give lykke!
Først om nogle dage får jeg mit tøj hertil; foreløbig bor jeg hos Hoffs …
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 15. septbr. 1865.
… Modtag da for første gang min hilsen i Vallekilde. »Det velsignede Vallekilde!« Ja, kære ven, Gud give dig held og lykke til din gerning, at det må gå godt for dig. Det er der ingen, der kan bede hjærteligere til end jeg … Jeg kan så levende sætte mig ind i, hvad det vil sige at skilles fra det, som du skilles fra; for der er ikke mange mennesker, som har havt sådant et hjem og sådanne venner som du …
Du spørger, hvordan fader syntes om din fader *); og det glæder mig at kunne sige, at han så ganske faldt i alles smag og ikke mindst i faders … Fader og han stemte overens i alt muligt, når jeg undtager én ting, og det var, at din fader talte vor sag meget ivrigt, hvorimod min fader holdt på, at vi måtte ikke gifte os, før du havde fået en kongelig ansættelse med så eller så meget om året. Det morede mig så kosteligt at høre de to gamle disputere ivrigt om den sag: det vil dog sige: din fader meget ivrigt, og min fader ganske roligt og bestemt. —
Det kirkehistoriske møde (i Odense) måtte jeg så give afkald på, desværre; du véd ikke, hvor det var mig en stor skuffelse. Om onsdag morgen gik jeg ind til fader og bad ham om tilladelse til at gå; jeg bad ham rigtig indstændigt derom; men fik et rundt afslag; det vilde han ikke have. Om eftermiddagen kom dit lille brev, hvori du sendte mig . . , billet; det, vidste jeg, kom, men det nyttede altsammen intet; jeg skulde blive hjemme. Altså hørte jeg ikke det mindste til det hele. Men så tænkte jeg på, at nu måtte jeg heller ikke være unøjsom; nu havde fader givet mig lov til at komme så mange steder hen med dig i sommerferien, og så tog jeg den beslutning at bide min lille skuffelse i mig, sætte et mildt ansigt op, og så sang s. 97og spillede jeg for fader hele mørkningen i stedet for.
I dag har jeg været inde i byen hos Helvegs; jeg har mange hilsener til dig … Hoyen havde holdt sådant et udmærket foredrag … Helveg og Rørdam havde også talt godt …
Ernst Trier til Marie.
Sønder-Jærnløse, 18. septbr. 1865.
… Det er sandelig helt vanskeligt at få skrevet til dig i disse dage … Mit tøj kan først på lørdag komme til Vallekilde, og det er rasende kedeligt; du kan jo forestille dig, i hvilken grad jeg nu trænger til at komme til ro … Da jeg nu så, at jeg dog ikke kunde komme så vidt i Vallekilde hele denne uge, bestemte jeg mig til straks at rejse de steder hen, hvor jeg væntedes, og hvorfra jeg kan vænte elever. — Men først dog, hvilken dejlig aften havde jeg ikke i fredags. Hoff og jeg havde været ude at spadsere; vi spiste så til aften, hans kone gik derefter med os ned til en bonde, så kom vi igen lidt over 8, og da — var posten kommen. Og sådan en forunderlig dejlig post! Ikke alene mældtes der mig to ny elever — fra Ubby og Sæby, men den bragte også brev fra moder — læs nu selv og sig mig: er det ikke forunderligt at være omsluttet af sådan en varm moderkærlighed! Er det dog ikke yndigt! — Så var der dette lange brev fra Herman Anker, som jeg nu også sender dig …
Så tog jeg lørdag middag sammen med Tranberg fra Vallekilde til Tvede kro et par mil herfra. Der dannedes just en lærerforening, lovene blev drøftede o. s. v., og så til slutning holdt jeg et langt foredrag om de forskellige dannelsesretninger, der virkelig blev fulgt med megen interesse … Bag efter spiste vi sammen og fik en bolle punsch. Der blev mange skåler drukket, også min da. Både Tranberg og jeg talte. Om aftenen kørte jeg hen til en meget begavet og udviklet lærer Jessen, formanden for lærerforeningen. Jeg kender ham allerede fra København. Han følger Grundtvig i skolesagen, men dog kun til dels. Her er ellers ingen vækkelse af nogen slags, så jeg føler mig noget ene. Vi gik da i kirke; pastor G . … holdt en kort tale … den gik ud på, at Gud ingen underværker gør nu — og så var vi jo snart færdige med ham. G. kunde derfor med ro tale om os mennesker, der skulde være s. 98taknemmelige, fordi vi for det første skulde påskønne og for det andet påskønne og for det tredje påskønne, hvad vi har — Han ser alt andet end venligt til højskolen, det lod han mig bagefter ingenlunde behageligt mærke.
I går aftes var her så møde i skolen, men det var jeg meget misfornøjet med. Der var kommen en mængde koner; men de trode nok, der skulde være gudelig forsamling, for de mødte med salmebøger, og da de mærkede, at det ikke hang således sammen, gik de deres vej igen og vakte derved megen forstyrrelse. Mændene blev dog alle og hørte også godt efter; men jeg var nu en gang bleven forstyrret og kunde ikke mere komme i stemning, kunde derfor heller ikke tale godt, indlod mig på ting, som folk her ikke godt kunde fatte. Jessen var også kommen ud af stemning og kunde ikke hjælpe mig, så det gik trægt, og jeg var rigtig »kev i ’et«. Bondevennerne passer nu også på mig i disse egne .og er ikke rigtig glade ved min optræden. De havde deres udsending herhenne, som nu vel skal aflægge rapport — alt dette bidrog heller ikke til at gøre mødet bedre. Så er jeg desuden forkølet i disse dage, er hæs, taler med en del besvær og kan slet ikke synge. — Nå, jeg har også lært en del af dette uheld. — Og så med alt det fik jeg dog i går atter mældt to elever, én fra Kvandløse og en fra Kvarmløse, helt oppe imod Roskilde amt.
Nu i dag har jeg været i Jessens skole, skal nu om lidt spise, så op til præsten et besøg, så køre til Ondløse og derfra vil jeg så i aften eller i morgen tidlig se at nå til Skamstrup. Derfra vil jeg se at komme til et missionsmøde på Conradineslyst, og der vænter jeg at Hoff har brev med fra dig til mig! …
Og nu om din kirkegang …jeg tror, jeg vil råde dig til at gå hveranden el. måske hver tredje søndag i kirke hjemme for ikke at støde din fader; ti det bør du så vidt mulig søge at undgå. Jeg vil give dig det råd at se at nyde godt af de oplæste stykker, bønnerne og velsignelsen … Men så til gengæld derfor skal du holde bestemt på at have lov til at gå ind til Odense i kirke hver anden el. tredje søndag, at du dér kan få næring for dit unge kristenliv. Husk, at det er for livet i Vorherre, det, som han har givet os at våge over som vort allerbedste eje, det er for dets skyld og for hans skyld, at hans gerning i s. 99os kan få god pleje og fremgang. Så må vi udsætte os for noget besvær; … det er i grunden let at bære altsammen, når vi har billedet af hans altopofrende kærlighed levende for os, alt det, som han har ofret, lidt og stridt for os, og når vi mærker, at livet med al dets forunderlige glæde og styrke daglig trives i os. Og det at samles med kristne brødre og søstre til virkelig menigheds forsamling for med hinanden i fællesskab at bekende hans navn og lovsynge hans nåde, og dernæst virkelig at høre Guds-ordet forkyndt, det er for alle kristne en stærk trang, … og vi må gøre alt for at tilfredsstille denne; ti deri har Herren selv givet os et stort og dejligt styrkemiddel i vort daglige liv …
Ernst Trier til Marie.
Gunderslovholm, 22. septbr. 1865.
… Uhyre træt er jeg af rejsen i dag … Du skal dog i al fald vide, hvor jeg er henne.
Ja, hvor er jeg egentlig? hele denne rejse er så rig på vekslende indtryk, at den næsten forekommer mig som et æventyr.
I aften da! Et stort pragtfuldt værelse på en af Sjællands største herregårde, med stor tronsæng, forgyldt foroven og forgyldte tapeter, og midt i al den herlighed ligger min fattige tornyster. Med den på ryggen kom jeg hertil, så »fuldmægtigen« tog mig for en håndværkssvend. Ejeren er en Neergård, søn af »kammerherreinden«, som, du ved, jeg kender.
Og i aftes på denne tid sad jeg i en lille bondegård tæt ved Rønnebæk hos Niels Jensen, vistnok Sjællands mest oplyste bonde. Der var fattigt og småt, men hvor var der hyggeligt. Og som vi så sad dér, manden, konen, døtrene og de to dejlige sønner, smukke opvakte karle, så kom salmebøgerne frem og vi sang med hinanden:
»Min Jesus lad mit hjærte få
en sådan smag på dig,
at nat og dag du være må
min sjæl umistelig!«
Og talen gik så yndig. — Hér kom i aften kortene på bordet — kortspil! — og talen forstummede næsten. Dér trykkede de alle min hånd, da jeg skulde gå, og Niels Jensen sagde: »Er det ikke underlig, kun så kort tid har vi været sammen, og dog er s. 100det, som om vi kendtes godt ved og havde været kendte længe« — og hér bukkede jeg pænt for damerne og herrerne for at blive lyst op ad den store, brede trappe med marmorvæggene. I går aftes gik jeg under den store, blå himmel med de mange stjærnelys hjem til Brandts *) hyggelige præstegård for der i morges at vækkes ved, at 3—4 småbørn jublede over deres yngste, lille, søde broder — »søde Gunnar« — som de alle sammen vilde have hen hos sig i sængen. Og jeg var glad, for jeg havde fået Niels Jensens ældste søn Jakob indmældt som elev, den 17. altså og vistnok den bedste.
Så i forgårs aftes! da sad jeg sammen med Peter Rørdam, Brandt, Niels Jensen, Jens Olsen og grev Moltke på en anden herregård, Conradineslyst, hos to gamle, usigelig venlige, troende komtesser Moltke; der havde været et stort missionsmøde ude i skoven om dagen, hvor Beck, Rørdam, Niels Jensen og Brandt havde talt udmærket, og derfor var vi alle glade. Hoff havde dér bragt mig brev fra dig …
Natten forud lå jeg i Skamstrup og atter den foregående hos Rørdam i Ondløse (Peter Rørdams ældre broder). Men i morgen nat håber jeg for første gang at sove i min egen sæng i Vallekilde. Jeg er så træt, at jeg næsten ikke kan skrive mere …
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 26. septbr. 1865.
… I middags fulgte jeg min broder Emil på jærnbanen, og da jeg gik hjem derfra, mødte jeg pastor Storm; jeg talte med ham om Birkedals afskedigelse. Han sagde, at det var noget, som Birkedal havde været aldeles forberedt på vilde komme; men hvad siger du egentlig dertil, kære Ernst? Er det dog ikke gruligt, dersom han nu skulde gå hen at dø — hans helbred er jo ikke godt længer — hvad skulde der dog så blive af hans store familie. Jeg synes nu også … at han talte for skarpt. Rigtignok sagde han jo kun højt, hvad så mangen én går og tænker; men til hvad gavn sagde han det; kunde det endda have gjort nogen nytte; men det gør det jo ikke … Jeg vil så gærne s. 101have din mening at vide om denne sag i det hele taget …
Ernst Trier til Marie.
Ubby, 27. septbr. 1865.
… Atter på rejse — desværre — men det må gøres; kun på den måde kan jeg håbe at drive skolen op. Men det kniber; jeg længes så uhyre efter ro nu. Lad mig nu først da fortælle dig lidt om, hvor jeg har været henne, siden jeg sidst skrev til dig … Fra Gundersløvholm blev jeg kørt med godsejerens vogn til Sorø, hvor jeg spiste frokost hos apotheker Glahn; derfra kørte jeg så et stykke med en bonde og gik da videre til Døjringe til en bonde, som hedder Jens Eliassen, en ganske prægtig mand, som jeg lærte at kende i fjor ved hæren, og stor glæde havde jeg af det besøg. Han kørte mig til Munkebjærgby til skolelærer Anton Nielsen, den bekendte forfatter, der giver os skildringer af de sjællandske bønder. Jeg vilde kun have bleven der kort; men så vel befandt jeg mig dér, at jeg blev der natten over. Så kørte jeg da tidlig søndag morgen derfra og havde nu næsten fem mil til Vallekilde. Jeg måtte gå det sidste stykke vej men nåde dog tidlig nok til at komme til gudstjænesten. Dejlig gudstjæneste! Forunderlig dejlig! Ja yndig var min første kirkegang som Vallekilder, min indtrædelse i Vallekilde menighed. Gud være takket derfor!
Efter kirken var jeg hos Tranberg sammen med lærer Blegvad fra Værslev og en kolportør Knud Hansen; vi havde det rigtig rart. Ud på aftenen endelig kunde jeg så komme over i min egen bopæl, hvor jeg begyndte at pakke mine sager ud, for at jeg i al fald dog kunde komme til at ligge i min egen sæng i nat. Hele den næste dag gik hen med udpakning og opstilling; det var en uhyggelig dag med alt dette roderi, og det var så vemodigt for mig at se alle mine gamle sager i den fremmede bolig — tanken om hjemmet, det gamle hjem med de skønne minder, trådte så levende frem for mig, så da jeg endelig om natten kl. 1 var færdig, var jeg ikke fri for at være lidt forknyt; ti efter alt det forudgående følte jeg mig så ensom. — Men da jeg næste dag sad ved skrivebordet i min virkelig hyggelige, lille stue, og solen skinnede ind til mig gennem træerne, var jeg atter nok så kvik og takke-s. 102de glad Gud, der havde ført mig så vidt, at jeg nu kunde begynde at sætte eget hjem. — Jeg fik lige skrevet nogle breve, så måtte jeg af sted igen med Hoff til et missionsmøde i Høve skov inde i Odsherred. Der talte først Beck — men jeg syntes slet ikke om hans tale i går. Men så kom Hoff og vendte blad som sædvanlig så usigelig dejligt. Derefter talte jeg som en slags fortsættelse til Hoffs tale om glæden under den kristnes kampliv, og endelig talte kolportør Knud Hansen, det var meget godt, men det blev for meget. Med Beck kørte jeg hertil, hvor vi først kom kl. mellem 1 og 2, og først henad kl. 3 kom jeg i sæng. Her er rart at være. I eftermiddag vænter jeg hertil nogle af mine elever og Holm fra Ubberupgården. I morgen skal jeg til grev Moltke på Nørager, i overmorgen til Værslev og vænter da på lørdag atter at kunne være hjemme …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 4. oktbr. 1865.
… Hvad Birkedal angår, da er jeg aldeles enig med dig i, hvad du skriver. Jeg kan heller ikke indse, at han har gjort noget gavn ved sin ytring. Havde han det, fik det være, hvad det var. Min kærlighed til ham (personligt) og min agtelse for ham kan denne historie ikke rokke men kun styrke; ti han har jo gjort det i den tro, at det gjorde gavn, og så hører der et forunderlig stort mod og stort hjærte til at gøre det, han har gjort. Jeg talte med ham nogle dage derefter, og da var han allerede beredt på sin afsked, og du kan bare tænke dig, han fortalte, at da formanden kaldte ham til orden og vilde hindre ham i at sige mere, da skyndte han sig at få sagt de skæbnesvangre ord (Karl XV’s navn), mens klokken ringede, skønt han i det øjeblik var sig det godt bevidst, at det netop var dem, der vilde koste ham hans embede, »for det skulde siges« — sagde han. Der er noget virkelig beundringsværdigt i et sådant mod; det er rigtignok anderledes, end da Madvig og Clausen i sin tid nedlagde deres rigsdagsmandsmandater for ikke at miste deres embeder. Man kan da se, at der er alvor og sandhed i Birkedal. — Hvad hans familie angår, da er jeg ikke videre ængstelig for den; den må — om ikke andet — de troende i Danmark sørge for, ellers s. 103var der ingen sandhed i vor tale og sang om kristeligt fællesskab og broderskab …
Derimod gør det mig uhyre ondt for hans menighed, der vil komme til at føle et stort savn, når de skal miste ham. —
Om nu regeringen har handlet klogt eller ej, ved jeg ikke. Jeg havde brev fra Octavius Hansen, han er meget forbitret derover, og jeg ved ikke, om du har lagt mærke til, hvorledes folketinget gav sin stemning til kende i denne sag: dagen efter valgte det Birkedal til viceformand! Så meget er mig klart, at vil regeringen blive ved på den måde, da vil det let føre til et folkekirkeligt brud; ti når den kristne menighed skal berøves sine præster — og det præster, der har virket som Birkedal — af politiske grunde, uden at det er tilladt at holde dem ved egne midler, da vil tilstanden let blive utålelig. Og derfor kan denne historie let bære meget store følger i sit skød. For resten hvor må det være pinligt for dig at høre alt, hvad der i den anledning bliver sagt …
I går skrev jeg 6 forretningsbreve (skolesager). På fredag må jeg atter ud på rejser — først ind i Odsherred og så til København, hvor jeg har uhyre meget at besørge, så du må endelig ikke vænte ordentligt brev, før jeg kommer hjem igen …
Så skulde du høre lidt om, hvordan jeg har havt det siden sidst. Jeg skrev jo til dig fra Ubby, hvor jeg var hos Beck. Dagen efter gjorde jeg en mageløs dejlig lille udflugt til grev Moltke på Nørager. Mage til grevefamilie finder man vist næppe i Danmark. Både det kristne trosliv og det danske folkeliv toner en så herligt i møde. Grevinden er dejlig at se til og endnu dejligere at tale med og så yndige børn! Om aftenen måtte jeg synge med dem, og du skulde have set en lille dreng på 5 år! Hele den lange sang om Herrens indtog kunde han udenad, og så sang han den med en ivrighed, der var mageløs. Om eftermiddagen gik jeg en lang tur med greven, han vilde vise mig en smuk udsigt. Og så har disse mennesker en sådan kærlighed til højskolen! Jeg ved ikke, om jeg skrev til dig, at det er greven, som giver 30 rdlr. til Jakob Nielsen, for at han kan komme der. Han tilbød at give det samme til en anden næste år og sagde, at skulde jeg trænge til hjælp, så skulde jeg komme til ham. Et par gange sagde han: »De ved ikke, hvor s. 104det har rørt mig med den skole.« De bad mig også så meget om at komme igen: »vi trænger så meget til omgang med troende mennesker«, sagde de bægge.
Den næste dag gik jeg fra Ubby med en af eleverne til Frankerup og havde et yndigt besøg hos en af elevernes forældre. Det var småfolk (8 tdr. land); og de har kun den ene søn, som nu er 27 år; bægge er de svagelige, og dog sender de ham af sted. I begyndelsen havde de nægtet ham det; men så en aftenstund, da de talte derom igen, sagde sønnen: »Ja, kan I ikke undvære mig, så får jeg jo blive hjemme, men I gør mig rigtig så meget imod« — og så gik han ind i stuen ved siden af og kom til at græde. Da sagde faderen: »Nej hør mor, — Jørgen har jo aldrig gjort os noget imod, så er det vel Vorherre, der vil det, siden han har sådan lyst, og så hjælper han os nok«. Og så fik Jørgen lov til at rejse. Så gik vi hen til en anden gård, og der kom en musikanter, som hed Mads, og indmældte sig til skolen; og så gik vi til en tredje gård, og der mældte faderen sin søn Hans Peder. Se det blev 19.
Om aftenen kom jeg til den ganske udmærkede lærer Blegvad i Værslev, en mærkelig mand, der har en forbavsende indflydelse dér på egnen. Der var også den prægtige Burchardi *) og flere andre. Natten efter lå jeg hos Burchardi på Birkindegård, og næste morgen gik vi ned til en bondegård, og dér fik jeg atter en elev. Derfra til Ubberupgård til Holm. Dér blev det aftalt, at han, Burchardi og Hoff slår sig sammen om at holde den rare skræddersvend Jens Pedersen, 35 år gammel, på skolen. Og således har jeg da nu i alt indmældt 21 elever.
Holm kørte mig til Viskinde til pastor Rask, hos hvem jeg gjorde et besøg og så — hjem (lørdag aften). Her lå — breve!
Om søndagen var her konfirmation; men dog fik jeg puslet lidt ved min stue, og endelig i mandags fik jeg den helt færdig, og nu har jeg min lille hyggelige stue i orden. Uden for vinduet står det store Pæretræ; og gennem grenene kan jeg titte ud til bakkerne med Særslev by. Ved vinduet står mit skrivebord, bægge boghylderne til venstre; pulten, sængen og ko-s. 105modeskabet til højre. Jeg har været optaget af at sørge for elevernes nattely i disse dage …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 9. oktbr. 1865.
… Nu om lidt skal Hoff og jeg køre en tur ind i Odsherred for skolens skyld. Du aner ikke, hvor meget arbejde og hvor mange besværligheder det fører med sig at få sådan en skole i gang fra bar bund. Tænk dig nu blot: Jeg skal gøre aftale med 7 forskellige bønder om natteherberg til eleverne, gøre aftale med forskellige håndværkere om at lave borde, bænke og sænge; at få kakkelovn og persienner sat op; få gjort aftale med alle de forskellige elever om deres rejser hertil, få skrevet omkring i verden for at få bøger, jordglober, landkort o. s. v., o. s. v. …
— Hvis regeringen i sit had til Birkedal bliver ved at forfølge ham og forbyde ham nogen sinde mer at holde gudstjæneste, da bliver Birkedal jo nødt til at træde ud [af folkekirken], og det kunde da ske, at mange gik med ham. Jeg trøster mig dog til, at vi er et fredeligt folk, så vi nok skal bevares fra slige brud, der kan føre så megen sorg med sig …
Ernst Trier til Marie.
København, 13. oktbr. 1865.
… I mandags tog jeg så ind til Odsherred, hvor jeg blev til onsdag middag; jeg havde en rigtig rar rejse, skønt jeg på vejen blev stærkt forkølet. Tirsdag aften havde jeg navnlig en dejlig stund i en lille bondegård. I går, torsdag, rejste jeg så hertil med aftentoget, men først nu i dag kl. 6 har jeg fået en ensom time; ellers har jeg så travlt med at få sendt de mange sager til Vallekilde. Jeg har også måttet tale længe med Thomsen og har havt besøg af Nørregård, Bruhn og nogle seminarister. Altså: jeg er atter på rejse…
Sørgelige tidender har ellers mødt mig herinde: Octavius’ svigermoder er så syg, at der ikke kan holdes bryllup. Og så — Kristian Sjerbek *) min kære ven er død for nogle dage siden i Rom; du véd næppe, hvor s. 106det går mig til hjaerte. Jeg holdt så uhyre meget af ham. Han er rimeligvis død af overanstraengelse. Min kære ven død! Vistnok samme nat drømte jeg uafladelig om ham. — Gud ske lov, han trode på Vorherre! —
Så hører jeg, at kongen ikke har villet tage imod den deputation fra Ryslinge, der vilde bede ham om, at Birkedal måtte få lov til at holde eftermiddagsgudstjæneste i Ryslinge kirke … Nå, »Gud fader i himlen, han lever«, deri får al vor trøst hvile, og i hans hænder tør vi betro vor sag.
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 16. oktbr. 1865.
… Nu er Hertel kommen her til byen og skal … være lærer ved Helvegs skole. Dér er nok Morten Bredsdorff også. I dag hørte jeg, at det er bleven tilbudt Birkedal, at han med familie kunde bo på Boltinggård … i nærheden af Ryslinge. Gården ejes af en Langkilde. Det kunde være rart for ham at blive derhenne; fru Birkedal skal især være så forknyt ved tanken om at skulle forlade Ryslinge. Lille Uffe, som er herude hos Vebers, er også så ked af det…
Ernst Trier til Marie.
København, 17. oktbr. 1865.
… Jeg befinder mig i det rædsomste hurlumhej — ærinder og besøg fra morgen til aften — slet ikke andet. Jeg er så træt og ked af det, så det er en gru. Du må endelig ikke være ked af, at mine breve bliver derefter.
Og dog, midt under alt vrøvlet med indkøb af gardiner og stenolie, cigarer og papir, tavler og lamper, lygter og grifler, bøger og jærnkæder, stålpenne og dynedun o. s. v., o. s. v. — har jeg dog havt nogle rare dage og timer. Søndagen var dejlig med Grundtvigs prædiken, og om aftenen var her mange rare mennesker.
I går aftes var jeg hos Grundtvig — prægtigt! i dag var jeg hos Hartmann, hvor lige det udførlige brev om Sjerbeks død kom. Gud ske lov, han døde yndigt i Karls arme, mens han bad »Fader-vor« for ham …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 24. oktbr. 1895.
… Jeg skriver i grunden kun for at fortælle dig, at nu er jeg atter hjemme! — i mit lille yndige, fredelige hjem, og nu håber jeg, at jeg skal kunne blive her for det første … I aftes vilde jeg have skrevet … men var så træt, at jeg havde formelig ondt i øjnene deraf; så gik jeg en stund og rodede med mine bøger, til jeg næsten ravede i sæng af træthed. Det var også en grulig trættende Københavns-rejse; jeg blev næsten overanstrængt, og da jeg så kom hjem, var her uhyre meget at gøre. Jeg skulde pakke et helt fragtlæs ud (kakkelovn, bøger, papir, gardiner o. s. v.), få orden på det alt, gøre aftale med håndværksfolkene, tale om elever (nu har jeg 25) med folk, der kom til mig desangående, så først i aftes kom jeg igen i sæng i ordentlig tid (i den sidste tid er klokken gærne bleven 1—2). I dag er jeg for første gang i lang tid atter mig selv igen …
Du skulde ellers bare se, hvilket smukt billede af kong Frederik VII (en kultegning af Ley til 15 rdlr.), som gamle general Bruhn har givet skolen. Er det ikke nydeligt af ham! Grundtvig har givet skolen 10 exempl. af Snorro og 10 af Sakso (til en værdi af 40 rdlr.); er det ikke smukt! …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 26. oktbr. 1865.
… Hvor det alt er underligt; nu først blev jeg færdig med at bringe i orden efter min sidste Københavns-rejse; nu er det sent, og jeg er meget træt. Men først må jeg have skrevet til dig … Jeg er til mode som den, der er kommen hjem fra en lang rejse; han er træt og længes efter at komme til ro … Det hele her er mangen gang for mig som en drøm. Se dig en gang omkring! Kun disse gardiner — som, jeg håber, skal forsvinde til jul — minder om, at denne stue for kort tid siden var Peder Frederiksens »aftrædelsesværelse« — Nej nu er det sandelig mit studerekammer. Det kan du se på skrivebordet her ved vinduerne, de tætpakkede boghylder og skrivepulten. Her er så hyggeligt, at alle, som kommer til mig, forbavses derover. Sofa har jeg rigtignok ingen af, men jeg har aldrig endnu savnet den; og i gyngestolen sidder jeg s. 108næsten aldrig. Jeg har ligesom vænnet mig til en helt ny måde at leve på.
Og gå så med mig ind i skolestuerne! Hvem skulde ane, at det var endnu for en uge siden Peder Frederiksens storstue. — Nej du, hvor er det dog underligt at gå omkring og lave til og indrette og indrette og lave til, at jeg kan tage imod eleverne, når de nu om få dage forhåbentlig kommer — jeg skal tage imod mine egne drenge! Marie! Så er jeg kommen så vidt da! Alt slid og slæb, som jeg har havt nok af og ikke er færdig med endnu — ti i overmorgen vænter jeg et helt fragtlæs herud med sænge, bøger og andre sager — alt det er mig intet imod den glæde, jeg føler ved tanken derom! Så kan jeg komme til at græde af glæde — og når jeg har en rolig stund, da må jeg takke Gud, der så forunderligt har lavet det alt for mig. Tænk dig Marie, for et år siden, da begyndte jeg først at tænke på lidt af alt dette — og nu!
I går aftes var her en gårdmand fra Ubby med sin søn og en til, Mads, musikanteren, der bægge skal på skolen, og besøgte mig. De havde med en karl, der lige er sluppen af soldatertrøjen. Han indmældte sig også, så nu er der 26. Jeg havde stor glæde af at tale med dem. Og så fik jeg brev om én til; men jeg vil nødigt, at han skal komme, da han kun er 16 år, så jeg tænker ikke, det bliver til noget med ham. Det kniber nu svært med plads, men det går vel nok.
Den 27. oktbr. Min Københavns-rejse: Jeg kom derind torsdag den 12., sent om aftenen; alt var lukket; man havde ikke væntet mig, det var helt uhyggeligt, et varsel om det, denne rejse skulde bringe mig. Det var en stor glæde for mig næste dag at se fader og moder; moder så virkelig forbavsende rask ud. Men så begyndte straks jageriet. Peder Frederiksen, som også var i byen og på sin vogn skulde have adskillige sager ud med, indfandt sig tillige med Thomsen — og så begyndte det — huj hej — af sted — til jærnstøber, bogbinder, gartner o. s. v., og så var næsten intet endda i orden. Peder Frederiksen fik egentlig kun ud med to store, dejlige globusser (over en alen i gennemsnit) som Octavius har lånt (d. e. omtrent givet) skolen. Det er meget kostbare varer, en stor pryd og til megen nytte for skolen. I det hele taget: det er mageløst, hvor han (Octavius) år for år bliver mere og mere kærlig imod mig.
s. 109Så kom Nørregård, og det var jo yndigt at se ham; men næppe har vi begyndt at tale sammen, før han siger: „og du har vel hørt, at Sjerbek er død«. Det havde jeg ikke, et lille brev fra Vinding derom havde ikke nået mig. Midt i al denne hurlumhej skulde jeg da få efterretningen om dette for mig så smertefulde dødsfald. — Nu nar jeg stillet hans billede op under roser og resedaer, som Tranbergs kone bragte mig herover i går (man kæler for mig herude, i forgårs kom der en hel kurv med æbler og valnødder fra fru Hoff og hendes søster). —
Nu skal jeg fortælle dig lidt om Sjerbek:
Jeg lærte ham at kende 1856 hos Hartmanns men kun meget flygtigt, traf ham så 1857 på Himmelbjærget … Kort efter faldt han i en langvarig mavesygdom, og under den blev han kristelig vakt, og deri havde jeg sikkert megen del. Fra den tid var vi njærtensvenner, og som han fulgte mig aldeles i den kristelige udvikling, så han fulgte med fra Blædel til Fenger og fra Fenger til Grundtvig, således ledede han mig frem i kunstens verden, og i et par år så vi bogstavelig hinanden daglig; han bode den gang lige tæt ved, og det var stadig om kristendom og om kunst, at vore samtaler drejede sig. Du kan ikke tro, hvor han var en forunderlig dyb natur, mageløs kærlig og højsindet, henrykt for alt, hvad der er dansk også i sin kunst; en ægte kunstnersjæl, ejendommelig i sin opfattelse af livet. Jeg holdt uhyre meget af ham. —
Hans forældre havde en forunderlig måde at tage hans kunstnerlyst på, hvad jeg vist har fortalt dig. Han måtte slide og slæbe; ti da hans moder blev enke, vilde han aldrig falde hende til byrde … han undværede heller sin middagsmad … Sidste aften, jeg var hos ham, var Bågø med; han havde da fået noget spansk vin af sin moder, og så sad vi tre så hyggeligt sammen, lige til kl. var to om natten — og nu er han borte … Jeg havde så ofte glædet mig til, at Sjerbek skulde komme hjem igen! Han har nu længe været syg i Rom, hvor han har fået dårlig føde; han måtte tage på landet i nogle dage, kom atter tilbage; men da sagde lægen Karl Hartmann ham, hvordan det hængte sammen, og et par dage efter kom døden. Kort før var Ravnkilde hos ham og læste for ham i bibelen; han bad da selv højt og lydeligt sit »Fader vor«. Så gik Ravnkilde, Karl Hartmann kom, og i hans s. 110arme døde han, mens Karl bad bønnen for ham. — Dejligt er det stedse at se, at Gud kommer dem til hjælp, der hører ham til, i den sidste og hårdeste strid. — Det er mit håb, at vi skal ses igen i Guds rige. Vennerne går forud, Marie! Hvilket møde det skal blive! Farvel så længe, du kære Sjerbek! —
Om du dog havde kendt ham, Marie! …
Lørdag aften var jeg hos Frits og Ida … og om søndagen havde jeg en dejlig dag med gudstjæneste i Vartov. Om Aftenen var jeg hos Termansen, en mageløs mand. Dinesen, Andresen, Svejstrup, Hertel, Bågø, Nørregård med kone, Bentsen og Thomsen var der. Da havde vi det rigtig rart. Om mandagen havde jeg en dejlig aften hos Grundtvigs. Du kan tro, at jeg ordentlig pumpede den gamle! Først måtte han frem med sine anskuelser om undervisning i modersmålet og jordbeskrivelse for Thomsen, som var med, og så fik jeg ham til at forklare, hvad jeg en gang har hørt ham ytre, at der ikke er andet dansk i Danmarks riges grundlov end navnet. Det var uhyre morsomt at høre på, og endelig efter tebordet fik jeg ham til at holde et helt foredrag om »gudsbilledet«; og så gav han mig de 10 exempl. af Snorro og Sakso. Men det var næsten også det sidste fornøjelige, jeg havde i København; ti vel havde jeg den glæde, at Octavius, der må gå og vænte efter bryllup — stakkel! var hos os en middag; men det var så kort; og vel var jeg bedt til Nørregårds og til Groves; men da var jeg allerede overtræt. Ellers var det kun ærinder og atter ærinder, køben og vrævlen om køb — hu ha … Med mor fik jeg næsten slet ikke talt, pirrelig og gnaven blev jeg til sidst — og så alt det københavnske vrævl; det er dog en letsindig by. Rædsom træt forlod jeg byen — jeg var kommen så stærk og munter derind. På vejen, i Holbæk, fik jeg gjort besøg hos kammerherre Pløyen, amtmanden, Skovsbo’s svigerfader Det havde Skovsbo bedt mig så meget om …
Endelig kom jeg da hjem igen til »det velsignede Vallekilde«. Her har jeg også havt travlt … Det er farligt, så mange småting man skal sørge for; men her kan man tage for sig en ting ad gangen, og her er jeg rask, glad og fornøjet; og så er det så yndigt at se alt dette efterhånden blive til … Men hvor kommer pengene fra? — Fra det klassenske fideicommis fik jeg afslag på gråt papir rent ud. — Men så skrev s. 111jeg til fader — og med den mest mageløse redebonhed og iver har han taget sig af mine sager. »Jeg hjælper dig så gærne, kom dog bare til mig«, har han gentagne gange skrevet og sagt til mig. Og der vil såmænd komme til at gå 4—500 rdlr. med til min egen og skolens forsyning. Og så kommer jeg endda meget til at mangle bøger. Fra enkedronningen har jeg intet hørt endnu, og jeg er i grunden i stor forlegenhed. — Skulde du ikke have lyst til at gå ind til Odense og spørge Helveg, om han ikke véd nogen, der har overflødige exemplarer af Flors håndbog i den danske literatur; den er til al uheld udsolgt. — Og skulde du ikke selv have lyst til at låne skolen »Oehlenschlægers digterværker« og din »Valdemar d. store« og hvad du ellers har af Ingemann, som du vil af med. Send det til min fader, så sørger han for, at det kommer med fragtmanden herud. —
Skulde du træffe Helveg, så hils ham så mange gange fra mig og sig ham, at jeg længes meget efter at tale med ham især om Birkedal — kan du slet ikke komme ind til Hospitalskirken. Ser du Hertel, så hils også ham og fru Heins! …
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 28. oktbr. 1865.
… Hvad synes du om medfølgende lagkage? Den har min søster Sofie bagt, at du kan have den at traktere folk med på onsdag — snuskagerne har moder lavet. Jeg ved af et brev fra din moder, at din fader, Borup og Frits vil komme ud til dig på onsdag, og så syntes vi, at du skulde have lidt at opvarte dem med. —
Hvor det er underligt at tænke sig, at du begynder skolen på onsdag! hvor jeg vil tænke på dig den dag, min kære Ernst, dit fremtidshåb hviler jo dog på, om det vil gå eller ikke. Gud give dig held og velsignelse til din gerning; det er et stort og ansvarsfuldt foretagende, du begynder; men det er tillige sådan et dejligt foretagende … Ja Gud velsigne dig og din gerning! …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 28. oktbr. 1865.
… Tirsdag morgen kl. 5 (31 oktbr.) vænter jeg Fynboerne og Jyderne; om aftenen nogle Sjællændere til-s. 112lige med nogle af vore gæster; onsdag morgen resten af elever og gæster. De første skal så bringes i deres kvarter; de komme dels til at bo her (8) og dels i fem omkringliggende gårde. — Så kl. 1 har jeg i sinde at kimemed vor ny skoleklokke, og da skal skolen indvies. Termansen skulde gøre det for mig, men nu i går fik jeg brev om, at rimeligvis bliver afstemningen i forfatningssagen netop den dag i rigsrådet, og så kan han ikke komme — er det ikke rædsom kedeligt! Her holdtes i den anledning almindelig veklage i går! Kl. 4 skal vi have gilde for 80 personer i almueskolen. Hoff og jeg har slået os sammen derom, og så vænter jeg sikkert brev fra dig den dag …
Jeg har meget at bestille … besørge indbydelse til vore gæster, sørge for natteherberg til dem og delvis for deres bespisning; jeg skal forberede mig til 4 officielle taler på indvielsesdagen og træffe aftale om hele indretningen den dag; jeg skal lave timetabel til skolen og forud forberede mig til mine foredrag de første dage på skolen o. s. v. …
Fra 1ste nvbr. vil jeg bede dig skrive uden på brevene: Vallekilde højskole, da skolen får sin egen posttaske …
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 29. oktbr. 1865.
… Når du åbner dette brev, da er det onsdag, og da er du omgiven af mange venner og bekendte og elever, som optager dine tanker; men du kan dog nok få tid til … at læse mit lille brev, som skal bringe dig hilsen …
I dag har jeg havt sådan en dejlig dag. I morges stod jeg tidlig op … for at nå at komme tidsnok ind til Odense til gudstjæneste, hvilket da også lykkedes. Vi fik en rigtig rar prædiken og bagefter fulgte jeg med ind i præstegården og blev der et par timerstid. Det er dog mageløst, hvor alle de mennesker er venlige mod mig, navnlig Helveg og hans kone; mange venlige hilsener til dig. Dersom det bliver muligt for dig, skriv så lidt til mig på torsdag og fortæl mig, hvorledes det gik ved festen; jeg længes efter at høre det. Jeg synes, det er så underligt, at jeg skal være her, og at jeg ikke kan være sammen med dig på en dag som den …
Mine bøger overlader jeg dig så inderlig gærne. Du s. 113har endogså glædet mig meget ved at give mig anledning til at give en lille bitte skærv til højskolen …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 29. oktbr. 1865.
… Jeg er så glad i aften, ti for lidt siden kom posten og bragte mig brev fra dig … Øjeblikkene er nu kostbare for mig; om lidt skal jeg hen til to gårde for at få sænge stillet op til de første elever, som jeg vænter i morgen tidlig; men jeg måtte skrive til dig, søde Marie … Tak til din moder og din søster, men gildet bliver stort: vi vænter 80 gæster. Hoff og jeg … har købt 4 lispund kød! — Hvor jeg savner dig, Marie, du hørte jo her til … Men det er så yndigt for mig at vide, at du beder Vorherre hjælpe os.—
A Marie, jeg er så glad i aften; nu er skolestuen næsten færdig, og den er virkelig så mageløs smuk … Du skulde se den med det smukke billede af Frederik VII og skjoldet med det danske våben og så de store globusser! — Og nu Marie, i går mældte sig atter en elev! Nu kan jeg ikke have flere. Vore bedste forhåbninger er opfyldte. Marie, hvordan skal jeg kunne takke Gud værdigt nok! Jeg er så glad! Og Termansen kommer! Han den ypperste og ædleste bonde i Danmark skal indvie min skole! Brandt fra Rønnebæk og Nørregård har skrevet sange for os …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 2. nvbr. 1865.
… Så er da skolen begyndt — det er virkelig sket — herinde ved siden af sidder 29 karle — det er mine elever. — »Farvel alle sammen«, hører jeg Frits sige; han er den sidste af vore gæster, og lige nu rejser han. Så — nu hører jeg Thomsen holde en lille tale til ham. — »Farvel«, nu går han. — »Farvel Per Frederiksen«! — Uh, han skal have brevet med. —
Smedden er i færd med at sætte vor ny klokke op, han kimer og kimer. —
Ja — Marie! kunde dog papiret tale! …
Forunderligt er det alt sammen.— —
I går morges var jeg oppe kl. 6; — allerede dagen forud var 11 elever komne. Det første, jeg mødte, var brevet fra dig … min bedste ven! og du skulde ikke være her! Tak for det yndige brev! Jeg gik ud med s. 114det på kæmpehøjen, dér læste jeg det i ensomhed. Tak Marie!
Så begyndte den ene vogn at rumle ind efter den anden, og sådan blev det ved til kl. 12. Så fik vi eleverne i kvarter; men midt i alt dette kom en vogn med to elever, der ikke var indmældte, men endelig vilde med. Den ene af dem er vist sådan et yndigt menneske.
Så kom fader med svoger Borup — mageløst at tage imod dem her! Så kom Frits og Bågø, Termansen og Dinesen, Grove og — mange andre gæster. Uafladelig var der folk hos mig, navnlig fædrene for at betale.
Vejret var dejligt, og kl. 1 samledes folk så i haven om flagstangen. Jeg talte kort, og Danebrog hejsedes ved vor ny skole.
Vi sang så: »Hil dig vor fane« — og derefter Nørregårds sang (mærket J. N.). Så talte Termansen, ubeskrivelig dejligt, du skulde have hørt og set ham. Alle var aldeles henrykte.
Derefter talte Hoff, og så gik vi — det begyndte nemlig at regne — ind i skolen, hvor Niels Jensen, Stenstrup, talte kort — og så bød jeg eleverne velkommen og indviede skolen med bøn. —
Stort gilde! — Tak din moder og søster! —
Så nu kalder man på mig. Jeg skal ind at sælge papir og bøger. — Farvel, Marie! …
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 4. nvbr. 1865.
… Ja, vore bedste forhåbninger er nu bleven opfyldte! og det så hurtigt. Jeg kan næsten ikke tænke mig det, at du nu har skolen i gang, og at dine planer nu er virkeliggjorte. Og så tænke sig 29 elever; det er dog mageløst. Der er jo næsten aldrig nogen anden, der har havt så mange at begynde med.
Det morer mig så meget, hver gang jeg kan komme og fortælle fader, at der har mældt sig flere elever, for han har åbenbart tænkt sig hele denne høj skoleplan kun som et tomt hjærnespind af dig, og som aldrig vilde blive til virkelighed. Nu da han ser, at det går så godt, nu bliver han helt forbavset. Det er sandt, han bad mig spørge dig, når jeg skrev, om du skal lønne lærerne af de 20 rdlr., som tilfalder dig af hver elev, eller om de var udelukkende til dig.
s. 115Så én ting til: hvorfor lod du ikke mig have den fornøjelse og glæde at sy det ny Danebrog, som blev hejst over din skole! Hvem var nærmere dertil end »forstanderens kæreste« ? Det var sandt at sige ikke noget øjeblik faldet mig ind, før jeg i dag i dit brev læste, at Danebrog blev hejset over skolen, men da gjorde det mig ondt, at det ikke var mine hænder, som havde syet det kære flag, som første gang skulde vaje over din skole. Dér havde jeg havt et værdigt sendebud, med hvilket jeg kunde have sendt alle mine hilsener og tanker op til dig; men — gjort gerning står ikke til at ændre! — Hvem har syet det? …
Nu længes jeg så meget efter dit brev på tirsdag for at høre lidt mere om gildet; vil du ikke nok sende mig Nørregårds sang. Hvor var det dejligt, at Termansen kom! …
Hvem har lavet det danske skjold til dig? Fortæl, fortæl, kære Ernst, alt, glem intet, du véd jo, hvor meget det interesserer mig.
I dette øjeblik kom der et dejligt langt brev til mig fra din fader, hvori han giver mig en beskrivelse af festen … Han er aldeles henrykt over sin rejse …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 5. nvbr. 1865.
… Nu sad nys hos mig Pér Olsen, en af mine karle, et forunderlig yndigt menneske; vi var kommen fra skolestuen, hvor vi (det er jo søndag) sad sammen og røg tobak efter middagen. Jeg havde taget ind til dem hver et æble af dem, du har sendt mig. Så måtte jeg hente dit billede og vise dem det. Det gik så fra mand til mand, og da jeg så sagde, at nu skulde jeg ind at skrive til dig, så lød det rundt omkring fra: »Så hils hende fra os og tak for æblerne!« Ja Marie, hvordan skal jeg kunne beskrive for dig, hvor underlig jeg er til mode, hvor glad jeg er! Det er, som om jeg i alle øjeblikke, hvor jeg er ene, hører: »Fald ned for alle sjæles Gud!« … Ja jeg er glad, uhyre glad; og rask og stærk føler jeg mig. Og jeg er så taknemmelig mod den Gud i himlene, der har ført alle disse mennesker her til huse. —
Se, lille Marie, dette er både begyndelsen og enden, og andet kan jeg egentlig ikke skrive! Hvad det dog bliver for en fryd at få dig hertil. Og du selv, hvor . . vilde du fryde dig over mine karle! Du skulde s. 116bare se, hvor de ser rare ud! Både Hoff, Thomsen og Tranberg er enige med mig i, at det er forbavsende, i hvilken grad de allerede nu er gået ind på den tone, her er slået an. Og så ser de så glade ud; hvert øjeblik hører man dem synge de ny sange, som jeg selv har lært dem. Nu kan jeg høre, at én sidder og læser højt for de andre derinde. Et par af dem har jeg måttet hjælpe med breve, og hvad handlede de om? — »Vi er så glade«. Det var nu heller ikke muligt andet, end at den indvielse måtte gøre indtryk på dem … Termansens navn er på alles læber!
Nej, hvor skulde du dog have været her den dag! se den ene vogn komme efter den anden! Det, der greb mig mest i den henseende, det var, da fader kom — jeg skulde første gang byde ham velkommen i mit eget hjem! Og således har jeg aldrig set fader og aldrig troet, han kunde være! Han førte sig med en ganske ejendommelig gammelmands-værdighed, som klædte ham yndigt og greb alle, og så var han så stille og så dybt bevæget hele dagen.
Og så da Frits kom! kom med Bågø. Frits var prægtig herude. Og så Termansen, den mageløse mand! Han kom med Dinesen og Grove. Og så alle eleverne med deres forældre og søskende; og Burchardi, Rosendal, Bentsen, Jessen o. s. v., o. s. v. Her var vel 150 mennesker.
Kl. 1 var vi samlede ude i haven. Vejret havde hele dagen været yndigt. Flaget hejsedes, og jeg talte; men den tale skal jeg nu have ordentlig nedskrevet og sendt til »Dansk kirketidende« eller »Kirkeligt folkeblad«. Så længe må du vænte — også på Termansens og de andre taler! Ja vænt nu bare, så skal du få dem så meget bedre!
Da jeg havde talt, sang vi: »Hil dig vor fane!« og derefter Nørregårds sang (hvorunder står mærket »J. N.«), og så stod Termansen der støttende sig til flagstangen og talte så ubeskrivelig dejligt … Bagefter sang vi den dejlige sang af Brandt. Så talte Hoff, meget bevæget, om at »kærlighed i pagt med ånden, den får altid overhånden«.
Det begyndte nu at regne lidt, og under sangen: »I alle de riger og lande« gik vi da ind i skolestuen. Dér talte først Niels Jensen fra Stenstrup om fuglevisen, og så sang vi »Velkommen«. Den sang har Olav Arvesen skreven til indvielsen af højskolen på Hamar. s. 117Jeg forandrede blot lidt ved den, så kunde vi nok bruge den her.
Jeg talte så igen og — jeg tror, godt. Jeg bød eleverne velkommen, jeg var selv meget bevæget derved, det véd jeg i al fald, og så bad jeg Vorherre give sin velsignelse. Til sidst sang vi: »Hvad solskin er for det sorte muld«.
Jeg hvilte mig så ud herinde en halv times tid ved at tale med fader, og så kl. 4 samledes vi igen alle ude i gården; og nu kom egentlig det smukkeste øjeblik, da Hoff overrakte eleverne en køn Danebrogsfane, som fru Hoff havde syet til dem. Hoff talte så yndigt — og så gik vi med fanen i spidsen over til almueskolen. Nå hvor den strålede! Kvinderne (fruerne Hoff, Tranberg og Kramer; frøknerne Mathiesen, Marschner og fiere bønderkoner) havde pyntet den. Vimpler og flag havde de fået fra Adelersborg, og — tænk dig — baronen havde skrevet til sin inspektør, at der den dag skulde flages på Adelersborg til ære for skolen. Min egen skole var også pyntet: frøken Bonnevie havde bundet en krans om den yderste dør, og en bondepige kom så kønt og bad mig, om hun måtte smykke den inderste, og derover var så anbragt mine egne små flag. —
I skolen holdt vi altså gilde. Det gik helt pænt til. Jeg førte Termansen op til højbords; lige overfor sad fader og pastor Bonnevie. Foran mig på bordet stod din søsters kage — (nydeligt af hende!). Vi var over 80 til bords. Hoff og jeg gjorde gildet; men fader havde givet 25 flasker vin til, pastor Bonnevie to store stege, fru Tranberg to kager, frøken Bonnevie kager, Hoff desuden æbler og moder småkager.
Vi fik først lamme- og oksesteg med kartofler og så kagerne.
Jeg bød gæsterne velkommen — underligt, kan du tro, at være vært første gang for så stort et selskab! Så talte Termansen for fædrelandet og Burchardi ypperligt for skolen, så jeg for Grundtvig og for Termansen; så Grove fortrinligt for modersmålet, så Hoff for fader, hvorfor fader takkede, virkelig så udmærket; jeg havde aldrig troet, at fader kunde tale så godt — han endte med en skål for dig! Den skål blev drukket under stor jubel. Men så kom det allerbedste, en tale af Termansen for fru Hoff, — herlig! Jeg takkede så Hoff og talte derpå for Grove og Grundtvigs høj-s. 118skole. Så talte Frits rigtig kønt for moder, og Grove talte til eleverne; derpå fulgte en skål for Termansen og Dinesen som rigsdagsmænd. Dinesen takkede og talte atter til eleverne. En af dem vilde takke, men — det var uheldigt. Så fulgte endnu flere skåler, jeg takkede f. e. alle dem, der havde hjulpet mig. Vi blev siddende ved bordet til kl. var 8. Så gik vi atter herover, hvor lamperne imidlertid var bleven tændte, og bordene stillet op; og så rejste den ene efter den anden, til sidst var kun Frits og Niels Jensen tilbage. —
Næste morgen kl. 8 ringede jeg eleverne sammen og sagde dem besked om hele vort skoleliv, at det måtte bygges på et kærligheds samliv. Thomsen begyndte så at undervise, og derefter holdt jeg mit første foredrag. Niels Jensen rejste om morgenen og Frits om aftenen, og — nu, ja nu er skolen i gang.
Eleverne har allerede travlt med mange slags ting, og vi er allerede godt kendte. Thomsen er så glad, at det er en fornøjelse at se. Du skulde se os spise sammen, det vilde more dig!
Men nu må jeg stoppe; jeg må ind til dem om lidt, det har jeg lovet!
Marie, jeg er så glad!! …
Fra eleverne på blågård fik jeg en dejlig gave: »Danmark i hedenold« og »Islændernes færd ude og hjemme« (bægge af N. M. Pedersen) tillige med medfølgende brev …
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 8. nvbr. 1865.
… Hvor det er underligt i dag i alle bladene at se dit navn og højskolens indvielse; du bliver jo formelig en hel bekendt personlighed ved denne lejlighed. Det ærgrer mig, at jeg ikke kunde finde på at sy et flag og sende eder derover …, men nu vil jeg i det mindste have lov til at sy det Danebrog, som skal hejses på den rigtige højskole, dersom den da nogensinde bliver bygget. —
I morgen sender jeg dig nogle bøger; men jeg sender dem lige til dig, da jeg ikke kan indse det hensigtsmæssige i først at sende dem til din fader. Medfølgende tre exempl. af »Flors håndbog« er en gave fra fader, som jeg skulde bede dig ikke at forsmå …
Efter at du havde skrevet til mig om at forhøre i Odense, om ingen havde overflødige exempl. af den s. 119bog, var jeg først hos Helveg og dernæst hos Henriksen *); men ingen af dem vidste af nogen at sige; så gik jeg hen til en antikvar; men han havde heller ingen. Endelig fik jeg da disse tre opspurgt hos en boghandler, og her har du dem samt alle de bøger af mine, som kan være dig til nytte. Du har vist nu meget travlt, kære Ernst, men det er jo noget for dig; du skal jo være i idel virksomhed for at befinde dig vel. Det vil blive morsomt at mødes med dig til jul…
I dag har jeg været inde i Odense; jeg talte da med Bredsdorff og fik ham sagt, at jeg ikke kunde komme med om torsdagen til sangøvelser. Jeg véd ikke, om jeg har fortalt dig, at Helvegs var så venlige at bede mig om at deltage i nogle sangprøver, som Bredsdorff skulde holde hver torsdag aften hos dem … Jeg havde sådan stor lyst; men jeg fik ikke lov. Jeg var hos Henriksens; de bad mig til skolebal … men det vil jeg ikke; jeg har ingen lyst … Hils så dine karle, de prægtige fyre!! … Tusend tak for brevet og alle sangene; lad mig endelig også få talerne! …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 11. nvbr. 1865.
… Jeg er så glad over, at jeg har fået dit billede hængt op her lige over mit skrivebord — én af eleverne har lånt mig en ramme — … og så kan jeg ikke blive træt af at se på de yndige roser, som jeg har stående på bordet foran mig i et blomsterglas.— — —
Se nu bryder resten af karleflokken op derinde; det er sent på aftenen, skal jeg sige dig, og hvad giver de sig så til at synge? — »Så vil vi nu sige hverandre farvel« ! — Ja Marie, sådan er tonen ved skolen bleven, — så forunderlig kærlig og alvorlig og dog så ungdommelig frisk og glad. Ja, det er virkelig sandt — vi må rigtig takke Gud derfor! Ak, om du dog var her og kunde tage dél i alt dette!! Jo mere jeg tænker på dig, des klarere bliver det mig, at du netop vil være godt skikket til at være her. Om det dog måtte lykkes, at vi tilsammen måtte kunne fæste bo her! Men foreløbig må vi nøjes med, om du til vinter kunde gøre os et lille besøg … Du må komme herover og ordentlig se til os! Hoffs vil så gærne huse dig. Og så skal du se vore karle! Gid jeg kunde fortælle dig lidt om s. 120dem allesammen, give dig sådan en skildring af dem lige fra den høje, alvorlige og dygtige Jakob Nielsen og ned til den mageløs fornøjelige og livlige Anders Knudsen, ham du en gang »så i mørke« ovre i Asperup præstegård; han er alles yndling; de kappes om at … være gode venner med ham; det er næsten helt rørende at se. Min udprægede yndling er dog en Sjællænder, som hedder Per Olsen *), et af de mest forunderligt dybe og hjærtelige mennesker, jeg endnu har truffet. Han er kun 21 år gammel. Først for nogen tid siden er han fra at være en slem spotter bleven en troende kristen. Han er pietistisk vakt; men nu i færd med at ryste pietismens lænker af sig. »Der var i lang tid som en røst inden i ham, der sagde: »Du skal på skole og så ud til hedningerne«! Således sagde han en dag til mig. Så tænkte han på at drage til København på missionsskole og til Indien som missionær. »Men det var ikke det, jeg skulde«. Så blev han formelig tigget og bedt om at tage tilTømmerup som tjænestekarl hos en mand, der vilde have ham blot for hans kristendoms skyld, og efter lang tids betænkning tog han så derimod. Fra andre véd jeg, at han som simpel karl har virket dér til megen velsignelse, ja han blev ligefrem lånt ud til andre gårde, fordi man dér gærne vilde have ham for hans kristenlivs skyld.
Nu er han i stærk overgang. Betydningen af det folkelige og menneskelige begynder at gå stærkt op for ham; og med hele sin sjæls dybe alvor har han kastet sig derover. Du skulde se ham sidde og lytte med disse tindrende blå øjne. — Så er han så stille og ydmyg. Du kan nok tænke dig, at både Hoff og jeg har vor opmærksomhed henvendt på ham. Han mangler jo oplysning men griber derfor nu begærlig efter den. Jeg er meget spændt på, om han også er udholdende, hvorledes han vil udvikle sig, om han vil kunne tilegne sig, hvad her bydes ham, da det jo er meget forskelligt fra, hvad han er vant til. —
Hans broder, der er yngre, er her også. Også han er et yndigt menneske og langt videre end broderen, men ikke så dygtig eller begavet. Ser man på ham, står hele hans ansigt i et smil.
Og så er her denne prægtige Anders Jensen, min s. 121gamle ven fra lazarethet og Kristen Madsen og — nej stop, du kender dem jo ikke.
— Her er også nogle, der er grulig langt tilbage og meget ringe begavede; — men nu får vi se, måske kan de også komme med.
Marie, det er dog et forunderlig skønt liv at føre her ved skolen! Jeg er så glad derved. Det går langt bedre, end jeg havde væntet! — Til moder skriver jeg hver dag nogle dagbogsblade, dem har jeg bedt hende sende dig for at bøde på brevene, du får fra mig; du må endelig tage til takke og levende sætte dig ind i, hvormeget her er for mig at gøre især i begyndelsen … I morgen skal jeg til Birkindegård for sammen med Hoff at stå fadder til Burchardis barn …
Søndag morgen: Nu har jeg holdt »ottesang« med karlene, og nu læste … jeg dine breve igennem. — Danebrogsfiaget? Jeg brugte dertil et gammelt, som jeg havde; men det viste sig, da det blev hejset, at det var for lidet, og Frits sagde derfor straks: »Ida skal nok give dig et andet«; men nu efter modtagelsen af dit brev har jeg skrevet derind, at det må hun på ingen måde gøre, for d u vil gøre det. Nu har jeg bedet karlene give mig en tegning med opgivelse af mål, hvorefter du så kan lave det, og så — ja hvor skal det blive morsomt at have et Danebrog, som du har syet og virket med dine egne, kærlige hænder … Tusend tak for dine bøger; vi skal læse dem med fornøjelse! Og tak din fader; det var smukt af ham! Giv ham nu pænt brevet, som hermed følger! Kurven til din moder kommer i denne uge. — Det er så mageløs glædeligt for mig at se dig sådan tage del i alt …
Ja du kan tro, jeg glæder mig til at se dig i julen og endnu mere til at få dig herud. Og moder glæder sig også til at få dig til sig i vinter. Jeg tager mig fri fra den 23. til den 31. dcbr …
Talerne er endnu ikke bleven opskrevne og trykte; så snart de bliver det, skal du få dem! — …
Jeg får 20 rdlr. af hver elev. D. e. 20 × 29 = 580 rdlr.
Deraf følgende udgifter: 200 rdlr. til Thomsen, 40 rdlr. til Tranberg, 130 rdlr. til Per Frederiksen (for kost, brændsel og bopæl), 20 rdlr. til lys og endelig 10 rdlr. til uforudsete udgifter. Jeg har altså selv særdeles god indtægt i vinter; men det er jo kun et halvt år …
For fremtiden skal du på brevene hertil skrive »Vallekilde højskole«, ti nu får skolen sin egen s. 122posttaske … Skjoldet, du spørger om, har jeg ladet lave efter en tegning af Hilker. Det er af blik og forgyldt, og Tanggård har for intet malet det under Kyhns vejledning … Så nu skal jeg køre. Farvel, farvel!
Samme dags aften: Efter at jeg i dag har tilbragt en dejlig dag på Birkindegård, kom jeg hjem nu kl. 10, og her lå hele bogpakken fra dig — tusend tak derfor! — I dag fik jeg af Burchardi 4 exemplarer af Bojsens bibelske visebog, og så lå her brev fra Peter Rørdam, hvori han mælder mig, at enkedronningen sender os 10 exempl. af Barfods fortællinger af fædrelandets historie; hvert exemplar koster 3 rdlr. Vi er altså i dag bleven rigt begavede. Tillige har Termansen nu sendt mig sin tale, så nu kan vi snart få trykningen påbegyndt. Foreløbig vil jeg henvise dig til en rigtig god og meget udførlig beretning, som har stået i »Dansk folketidende« (læs også dér stykket om ministerskiftet). Gå ind til Helvegs og lån bladet dér; jeg kan ikke sende det, da det her må ligge fremme til elevernes brug. Godnat!« …
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 16. nvbr. 1865.
… Tusend tak, fordi du sørgede for, at jeg kom til at sy eders Danebrog! Hvor jeg glæder mig til det arbejde! Nu på løverdag skal jeg til byen, og så skal jeg have tøjet købt efter det mål, du sendte mig, og så skal jeg til at sy. Husk så på, at ved hvert et sting, jeg syr, så tænker jeg rigtig kærligt på Vallekilde højskole, dens elever og — dens forstander!! Vil du have, at jeg skal sende flaget straks, eller kan det vænte til jul, så kan jeg tage det med til København og give dig det dér. Her hjemme går alt ved det gamle … hver aften efter bordet må jeg sidde og spille l’hombre med de to gamle; det er ikke med det mest morsomme! … Min plan om et ophold hos Wissenbergs nu i slagtetiden røg da i lyset, såsom de har slagtet netop i denne uge, da jeg ikke kunde være hjemmefra. Men jeg tænker nok, at jeg lærer at lave pølser endda.
Blot jeg dog nu kunde komme ud til Vallekilde, mens jeg er i København! hvor det kunde være morsomt at se eder i eders virksomhed, og hvis vejret så var smukt, så skulde du give dine karle fri en dag, og så skulde vi alle sammen følges ad ud til Vejrhøj; og s. 123deroppe skulde vi synge mange sange, og vi skulde have Danebrog med, det Danebrog, som jeg havde syet … Hvor det vil blive underligt første gang at se Vallekilde, »det velsignede Vallekilde«!
Fra fader skal jeg hilse; det glæder ham, at bøgerne kom til pas; kan du bruge alle dem, jeg sendte? Hvor det er godt med den gode tone, som allerede er kommen ind blandt eleverne; ja hvor det må være en yndig virksomhed for dig, min kære Ernst! …
Hvad siger du til ministerskiftet og grundlovssagen og til Henrik Scharlings stykke i »Fædrelandet« om Birkedal? …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 19. nvbr. 1865.
… Ja hvor er det dog et underligt rigt liv, vi fører! Og hvor vil du blive glad over vore karle. Sidste aften sagde den alvorlige, sindige Jyde Anders Jensen: »Hvor det dog er sært, at vi er kommen til at leve så godt sammen allerede; sidste dag gik vi så mænd nogle stykker og talte sammen om, at vi slet ikke vidste, hvordan vi skulde bære os ad med atter en gang at skilles, så kær har vi allerede fået hinanden«! …
Har Henrik Scharling skrevet om Birkedal? det har jeg slet ikke hørt noget om! Vi lever jo så underlig udenfor den store udvortes bevægede verden; men desto mere glæder vi os over det store i den indvortes verden.
Ministerskiftet! Naturligvis, det må enhver dansk mand og kvinde tage del i, og jeg mener da, at vi først og fremmest må være glade over, at vi endelig blev af med de gamle ministre, til hvis navne der kun knytter sig skam for Danmark lige fra 1850—52 og til 64—65, som havde så travlt med at få denne sørgelige fred i stand med Tyskland og så travlt med at røre ved vor gamle grundlov og derved sætte denne grænseløse splid i folket, og som nu til sidst har fyldt bægeret ved at nægte de fynske bønder adgang til deres konge, hvad næsten er uhørt i Danmarks historie men forresten kun vidner om en dårlig samvittighed … Vi må altså ønske os til lykke med at være blevne af med dem, så meget mere som kongen her i dette ønske … er enig med sit folk.
Om de ny ministre véd man jo endnu intet; de må først handle. Man må jo her høre sig for hos kyndige s. 124folk, og jeg ser da, at både Termansen og Octavius Hansen ser dem med glæde i møde, mens bondevennerne er rasende, fordi de påstår, at de er tagne ved næsen af dem, da ingen af deres parti er kommen med ind, hvad der skal være blevet dem lovet. Er det sandt, da er det jo meget slemt, da uordholdne mænd i alle sager er upålidelige. Men det må tiden vise, og foreløbig falder én ting glædeligt i øjnene: vi har hidtil nemlig altid ment, at latinsk studium og tysk tænkning skulde være forskolen for vore statsmænd, så vi har stadig hentet dem fra studerekamrene. Se, nu har vi da brudt med denne fordom og hentet folk, der har havt en virkelighedens forskole — ikke ved at tænke sig til, hvorledes det skulde være eller læse derom — men i erfaringen fra deres store gårde, hvor de i det mindre har været vant til at styre og råde. Det er dog ganske sikkert et fremskridt. —
Grundlovens skæbne er da nu afgjort i det ene råd — vel bedre, end man skulde have væntet men dog bedrøveligt. Den gamle grundlov er sønderrevet og lemlæstet. Og nu skal sagen til rigsdagen, og er nu bondevennerne vrede, kan der jo endnu gøres kvalm dér; det kan måske føre til ny — mindre væsentlige forandringer i ministeriet, f. ex. at Fonnesbech træder ud og giver plads for … Carlsen eller Zytphen Adeler —, og det vilde jeg ønske; men bedrøveligt er det, at vi ikke kan komme til ro og fasthed en gang …
Jo, alle bøgerne var meget velkomne, og Oehlenschlæger er allerede i brug.
Jeg er så glad over, at du kommer til at sy vort flag; gem det for resten helst til julen.
Og jeg er så glad over, at du ikke gør krav på lange breve. Du kan tro, det kniber med brevskrivningen; jeg har så mange forretningsbreve at skrive. Du kan tro, at sådan en skole giver meget at bestille …
I går kom Anton Nielsen, den bekendte forfatter af »Fra landet« hertil. Han blev her i nat og rejste først i eftermiddags. Han tog min tid. I går aftes læste han for os en helt ny og ganske fortrinlig fortælling, hvori alvor og gammen gik så godt sammen. Det var til almindelig glæde. Fra præste- og skolegård var alle herhenne at høre. Det var prægtigt. Han er en elskelig mand.
I dag var her tillige besøg fra Nekselø og nogle s. 125slægtninge af én af eleverne. I det hele har jeg havt en rigtig rar dag. Hoffs prædiken var også så udmærket i dag. I eftermiddag har jeg med 9 elever været i besøg hos en af gårdmændene i Hørve; det havde de bedt mig om, at de kunde blive kendt med ham. Det er i det hele taget så rart for os, at beboerne herude ser så venligt til os og så gærne vil tage mod vore karle. Nu må jeg lidt ind til dem, det har jeg lovet. Nogle er for resten ude i dag i besøg. I denne uge har jeg kunnet få tid til at skrive dagbogsblade … Vidste du bare, hvor glad og lykkelig og taknemmelig jeg føler mig mod den Gud, hvis »miskundhed hver morgen er ny over os«, og hvis velsignelse jeg daglig så forunderligt mærker …
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 22. nvbr. 1865.
… I dag har jeg fuldført arbejdet på Danebrog, og nu vil jeg håbe, det kan vinde dit og dine karles bifald. Du skrev, at jeg kunde tage det med til jul; men jeg foretrækker at sende det nu, fordi … jeg til julen får nok endda at pakke ind … Lad mig så vide, om eleverne synes om flaget, og om du er til freds med det. Det har været mig en stor glæde at sy det. —
Her sender jeg dig så det stykke af Henrik Scharling om Birkedal; — fy! — nu kan jeg ikke lide ham mer, hvor han skriver spydigt og stygt; men for resten er det dog udmærket, som Birkedal i »En meddelelsen har gendrevet hans beskyldninger. Den har du da vel læst. Ja, Gud véd, hvad det egentlig bliver til med hele denne Birkedal-ske sag. Hvad synes du? … Hertel *) har jeg hverken hørt eller set det mindste til endnu, hvorover jeg er meget fornærmet; jeg synes, dog gærne han kunde komme ud at se til mig …
Jeg læste den anden dag i en avis, at højskolen på Askov var bleven åbnet med 30 elever, og at pastor Melby, Asperup, havde holdt tale dér. Han havde bragt sin søn derover som elev; jeg synes, lige så godt han kunde have sendt ham over til din skole som til Schrøders (!!!)
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 26. nvbr. 1865.
… I dag, da vi havde spist til middag, samledes vi ude i gården alle sammen, og Anders Jensen råbte da: »Træd an — ret — med roder til højre bryd af!« og så gik vi ud af porten ud på vejen og svingede derfra med sang — ind i haven. Pastor, fru og frøken Bonnevie, Hoff, Tranberg og Per Frederiksen med deres koner var med. Vi samledes omkring flagstangen og sang »Frem bønder, frem på valen.« Derefter talte jeg omtrent således:
Når jeg i dag har bedt Dem atter at samles om denne flagstang, hvor vi første gang samledes, da skolen blev indviet, så er det, fordi jeg har en hilsen at bringe Dem fra min fæstemø. Hun har været så bedrøvet over, at hun ikke kom til at sy det flag, der skulde vaje over vor skole og altid påminde os om, at når vi efterhånden lærer at elske vort fædreland mere og mere, og når vi bliver os det rigtigt bevidst, hvad det er at være dansk, så vi lærer at øve også en god gerning i det danske folk, da har vor skole båret en af sine bedste frugter. Men da hun nu hørte, at vort flag egentlig var for lille, så har hun sendt os dette dejlige, store flag, og idet hun nu gennem mig sender eder det som gave, beder hun eder om at tage kærligt derimod. I kan nok forstå, at det for mig har en ganske særegen betydning, at den kvinde, som står mig nærmest i livet, har sendt mig dette flag. Ti idet vi får vor egen kvinde, mærker vi først, at kvinden er hjærtet for os; og når hun taler til os, da er det hjærtet, der taler. Nu behøver jeg ikke mere at sige, jeg håber, vi skal komme til at leve rigtig godt og kærligt sammen; ti vi er kommen til at leve således; og derfor vil det sikkert også for eder have stor betydning, at netop hun sendte os det. Det er hjærtet, der påminder eder om aldrig at slippe den danske sag; men holde trofast ud for den og altid være rede både overfor vrede fjender og overfor folk imellem os selv, der ser surt til det danske, at vedkende eder det. — Så lad da flaget gå op! —
Og så gik flaget til tops — vinden bredte det ud, et nidobbelt hurra rungede ordentlig gennem luften, og vi istemte derpå sangen: »Hil dig vor fane«. Så udbragte Tranberg et leve for »hende, der har givet os flaget«. — Atter nidobbelt hurra. Nu gik vi alle atter s. 127ind i gården, og her kom Jakob Nielsen og bad mig hilse dig fra alle eleverne og takke dig mange gange.
Ja, Marie, du kan tro, du har gjort mig en mageløs stor glæde. Flaget er jo ganske udmærket — prægtigt! Jeg var nær ved at tabe næse og mund, da jeg så, hvor smukt det var; det er i dag bleven almindelig beundret! Det så også stolt ud, da det i dag vajede over vor skole. Det er også så morsomt at se elevernes glæde derover; den ene efter den anden er kommen og har sagt: »Har De nu også hilst Deres kæreste fra os! — Hils også fra mig!« o. s. v. Især en ting morede mig før. Véd du, at vi har fået 2 ny elever? Har du set det af mine dagbogsblade til moder? Den ene er en gårdmandssøn her fra byen; … han er forskrækkelig glad ved nu at være kommen her. Han kom før og sagde: »Hils hende fra mig, for jeg er Deres ny elev!« Den anden er Anton Nielsens karl; men om ham kan du se, hvad der står i brevet fra Anton Nielsen. Jeg har sendt det til moder, at hun kan sende det til dig. — Og nu, kan du tænke dig, nu kom i går en mageløs flink karl fra Føllesløv; han formelig tiggede mig for at komme med, så nu er der 31; men nu siger jeg også nej, hvis der skulde komme flere. Jeg vænter mig meget af denne sidste karl…
Hertel, han er sig selv lig! Jeg kan se ham hver dag i Odense gå omkring og tænke på, at nu skal han dog engang ud til Dalum, og så bliver det dog alligevel ikke til noget. Kan du huske min tale til ham i Nærå? Du må dog ikke dømme ham hårdt, men blive dit venskab tro; du kan være vis på, det er ikke mangel på hjærte, men en rædsom sendrægtighed, som alle hans venner kender, hvorfor han idelig får skrup af os. Han sukker selv derved og lider derunder.
Med hensyn til Mads Melby vilde det forekomme mig underligt, om han havde sendt os sin søn herover; ti 1) Schrøder er mere øvet og bedre lærer end jeg; 2) Melby har kendt Schrøder meget længere og bedre, end han har kendt mig, og 3) han havde talt med Schrøder om sin søn, før han vidste nogen ordentlig besked om min skole. Fra Melby har jeg ellers havt et prægtigt brev med mange hilsener til dig. De har væntet dig i efteråret. —
Stakkels Henrik Scharling!! … Hans stykke er jo formelig onskabsfuldt. Birkedals meddelelse er prægtig, synes jeg.
s. 128Har du set, at oberst Tscherning har foreslået rigsdagen at sætte hele det forrige og det nuværende ministerium under rigsretlig tiltale? …
Du kan nok se, at jeg har måttet skynde mig at skrive det sidste. Jeg har nemlig lovet at læse lidt højt for eleverne.
Så farvel da …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 2. dcbr. 1865.
… Nu har jeg lige holdt morgenbøn eller »ottesang«, hvad du vil kalde det. Jeg har i dag talt over de ord af epistelen: »Se natten er forgangen, og dagen er kommen nær, derfor lad os aflægge mørkets gerninger og iføre os lysets våben« — og nu har jeg sat mig inde i skolestuen for dér er så lunt, medens der er koldt i min stue — så nu kommer karlene, der har spist deres morgenmad — nu skal én af dem diktere mig, det blev vi enige om, og hvad skal jeg så skrive til dig: »En flittig hilsen« — ja, mere blev det ikke til. — Så nu sætter de sig ind i den lille stue at læse en af Anton Nielsens fortællinger højt. Vi er kun få i dag; ikke mindre end 13 er i dag rejst hjem »en lille overgang«.
… Om jeg dog havde dig her til hverdag og kunde fortælle dig om alt. Vi fører virkelig et rigt liv herovre, og det er undertiden så bedrøveligt for mig at tænke på, at du skal gå så ene omkring — nej, Marie, du er ikke ene! Du tror jo på Vorherre, og så sandt du har hans ord i dit hjærte, er også han og hans ånd hos dig. Nej, du er ikke ene, og Guds ånd det er den store, den eneste rigtige sjælesørger … han vil være hos dig som lærer og som hjælper, så du trofast kan holde ud …
— Jeg skal nu fortælle dig en lille historie her fra skolen … Sidste morgen mærkede jeg at J. … var så bedrøvet og græd under morgensangen Jeg kaldte ham ind til mig og spurgte, hvad der var i vejen. Han vilde ikke ud med det; men endelig kom det; han trode ikke at R. … mér holdt af ham »sådan rigtig«. Om eftermiddagen kom han atter ind til mig for at bede mig skrive sig for. Men idet han skulde gå, kastede han et brev på bordet og skyndte sig i en fart ud af døren. Det var et brev til R., som han havde skrevet tidligere, og hvori han klagede sin nød over, at R. s. 129ikke mere var hans ven som i de første dage, de blev kendt her. Dette brev havde han dog aldrig fået R. sendt. Også til mig var der brev, og deri klagede han nøjere sin nød: »nu er jeg bleven så træt deraf«, endte brevet omtrent.
Jeg gik så ud og kaldte R. ind til mig. »Hør nu, R.«, sagde jeg, »De var så bedrøvet i forrige uge … kan og vil De sige mig, hvad det var, der den gang trykkede Dem; jeg spørger ikke af nysgerrighed.« Han så længe ned for sig, endelig sagde han: »J. er ofte så bedrøvet, og det kan jego ikke tåle at se på.« »Hvorfor er han bedrøvet?« »A, han vil ikke rigtig tro mig, og dog holder jeg så meget af ham.« »Har De da aldrig sagt ham dette?« »Nej, for når han er sådan, kan jeg ikke komme ud af at sige et eneste ord, og nu er jeg bleven så træt deraf.« »Sig det da lige ud til J.« »A, nu kan De jo gøre det for mig.« Så kaldte jeg om aftenen J. ind og sagde ham dette og skændte lidt på ham for hans mistro. »Så gå nu hjem (R. og han bor sammen) og tal med R. og vær glad!«
Næste dag strålede de bægge som to nyslagne toskillinger, og så skrev J. sådan en yndig lille stil om »Våren«, som har glædet os alle så meget … Den endte med to små, men smukke vers til melodien: »Julen har englelyd« …
Se så, nu må jeg stoppe, for nu skal jeg til kirke, og så skal jeg straks derefter køre til Skamstrup; én af bønderne kører for mig. Lev vel! …
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 4. dcbr. 1865.
… Tak, du kære ven, for dine breve … Tak, fordi du så kærligt tænker på mig i min ensomhed; ja ene er jeg på én måde men — Gud være lovet — ikke på en anden måde. Havde jeg ikke troen at trøste mig ved, så var jeg ulykkelig. Jeg tænker så ofte på, hvor forunderligt det dog er gået mig; sådan som jeg var for et par år siden, og så som jeg nu er. Jeg synes ikke, jeg er det samme menneske. Den gang havde jeg altid en underlig uro over mig; jeg vaklede frem og tilbage, vidste ikke en gang besked med, hvad jeg trode; ingen talte til mig, og jeg talte til ingen. Nu derimod forstår jeg ganske anderledes mig selv … der er kommen ro over mig, og er jeg bedrøvet, så kan jeg blive glad igen ved blot rigtig at tænke s. 130på, hvormeget jeg har at trøste mig ved. Ja, hvor Vorherre dog har været forunderlig nådig imod mig, kun kan jeg ikke lade være at grunde over, hvor dog så megen nåde kan blive mig til del …
Nu er der ikke stort mere end 14 dage til jul, så ses vi jo igen med Guds hjælp. Jeg havde ikke tænkt at rejse herfra endnu, men nu forleden dag fik vi brev fra min broder Emil i Nyborg. Han vilde gærne, at jeg indrettede min rejse således, at jeg kunde blive én dag over i Nyborg og … så holde hans lille barn over dåben; men det vil jeg dog så grulig nødig, ja rigtignok meget nødig; nu har vi dog ikke hørt noget siden, så det kan jo være det driver over …
Forleden aften, da vi sad og drak te, kom … Hertel; han havde samme morgen fået et brev fra dig, hvori du havde skændt på ham, og han fandt det da rådeligst snarest muligt at begive sig herud. Vi fik for resten kun talt meget lidt sammen, da han kørte meget tidlig hjem med pastor Lund, som også var her den aften. I dag var jeg inde hos Henriksens; de er dog mageløs venlige imod mig … de bad mig ud til sig på onsdag aften, da skal der være ungt selskab og nok også lidt dans. Den indbydelse tog jeg imod …
Hils nu alle karlene, men især ham, som bad dig hilse mig, fordi han var din »ny elev« …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 10. dcbr. 1865.
… Jeg er i dag bleven noget træt, fordi vi har havt så mange gæster. Allerede i går middags kom Burchardi — men derom har jeg jo skrevet i mine »dagbogsblade«. Tænk, i morges sov vi alle over os her i huset, så vi fik lidt sent begyndt. Jeg talte i dag over de ord: »Antager eder hverandre, ligesom Kristus har taget sig af eder.« Jeg gik derpå en tur med Rosendal og Søren Rasmussen fra Frankerup, sad så en stund og talte med dem, fik derpå talt med Burchardi om mange ting angående fremtiden. Han og Holm på Ubberupgård vil tage 4 af vore folk i agerdyrkningslære til sommer, og der er allerede rift om de pladser.
Efter middag kom en af elevernes forældre, … og vi fik alle en ganske fortrinlig samtale i gang, og den varede lige til vi skulde i kirke (»sidste-tjæneste«). s. 131Da vi var kommen hjem, sad jeg og snakkede med eleverne, til jeg blev dygtig træt, så gik jeg ind og lagde mig lidt på sængen, og nu — skriver jeg …
Det er mig en rén lyst at læse dine breve; ja det kan jeg forstå, at vi er to rigtig lykkelige, to som Vorherre har været mageløs nådig og god …
Men, kære Marie, i én ting forstår jeg dig aldeles ikke: Hvad i al verden kan dog gøre, at du så nødig vil holde Emils barn … over dåben. Det må jo være yndigt for dig at kunne tage det lille barn på dine arme og gå hen til Vorherre Jesus med det og sige til ham: »Se, her er et lille menneskebarn, der som alle vi andre er kommen dødfødt til verden, så det har ikke livet i sig for syndens skyld. Tag du det, tilgiv synden, ånd med din ånd derover, så et nyt menneske skabes, og der bliver da deraf ikke alene min broders barn men et Guds barn.« Jeg synes det må være dejligt for dig at bekende troen for den lille, der ikke selv kan det. Men du kan det jo — og yndigt for dig at love, at du vil tage dig af dets kristelige opdragelse, om forældrene skulde dø.
Ja sådan står det for mig …
I aften har jeg fået sådan et godt brev fra Anton Nielsen. Jeg sender dig det hermed …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro
*), 4. jan. 1866.
… Hvor det er underligt i dag at sidde her i denne stue og skrive til dig; det er første gang, jeg nogen sinde skriver til dig herfra byen. I det hele taget kan jeg ikke sige dig, hvor det forekommer mig forunderligt at være her, uden at du også er her. Jeg synes hele dagen, at jeg ligesom vænter, at du skal komme, som du plejer. Og nu vil jeg da sige dig tak for julen.
Nu skal jeg fortælle dig, hvordan det er gået mig, siden du rejste: Da kl. var halv et, gik jeg over til Vinding **) og fik min første time. Jeg fik nogle gruelig kedelige fingerøvelser for; dem skal jeg sidde og øve mig på to timer daglig; men jeg kan godt indse nødvendigheden deraf, og derfor gør jeg det nøjagtigt, s. 132som han har sagt. Jeg havde et stærkt regnvejr at gå i, så jeg kom dygtig våd hjem. Da vi havde spist til middag, gik jeg herop i mit jomfrubur og øvede mig og skrev hjem.
I dag har jeg været hos Thielemanns og fået besked om, hvor jeg skal lære skræddersyning. Alt blev aftalt, og jeg begynder i morgen; det er hos en dame, som bor i Kirkestræde ved Amagertorv.
Da jeg gik hjem fra Thielemann, mødte jeg på gaden frøken Larsen (fra Grundtvigs). Hun fortalte mig meget ivrigt, at hun og frøken Reetz netop var på vej ind til mig for at bede mig komme derud i aften, da Barfods også kom der. Det var jo mageløs venligt af dem at bede mig med, så jeg sagde tak, især da jeg virkelig havde lyst dertil; jeg befandt mig så godt derude sidste gang …
Den 5. Januar.
Jeg havde rigtig en yndig og morsom aften ude hos Grundtvigs. Din fader fulgte mig derud. Der var tre af Barfods døtre og en frøken Ostenfeldt og fru Høgsbro. Samtalen gik meget livligt; vi kom op at tvistes om adskilligt, for det første om musik og for det andet om lange forlovelser. Det var så kosteligt at se fru Grundtvig, så ivrigt hun talte imod de lange forlovelser; hun syntes, det var rigtigst at gifte sig straks …
Dernæst opstod en meget heftig og morsom trætte, hvori alle medlemmer tog del, men delt i to temmelig ulige parter. På den ene side stod lille Agathe Gothe Birkedal Barfod ganske alene, og på den anden side alle vi andre. Talen var om musik, og så sagde Agathe, at der kunde ligge så megen ånd i musikken. Dette, påstod vi andre, var umuligt, når der ikke fulgte ord med; i musikken alene kunde der ikke ligge ånd; det ord var altfor stort til at kunne bruges dér. For at der kan være tale om ånd, må der nødvendigvis være ord; derimod, blev der sagt, kan der i musikken naturligvis være meget udtryk. Denne sidste bemærkning skyndte én sig at gribe og lave en vittighed af; jo vist, man trykkede jo virkelig også tonerne frem af tangenterne.
Den gamle biskop var meget forkølet og var ikke med til bords.
Da jeg skulde hjem, fulgtes jeg med fru Høgsbro s. 133til Frederiksberg allé og kom så ind i en omnibus hjem …
I aften er det altså, at juletræet tændes ude hos eder; hvem der kunde være med! Jeg skal nok tænke flittigt på eder! …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 4. jan. 1866.
… Nu har jeg lige fået lidt ro på skolen, Anton Nielsen er gået ud med hele kommersen … Ja, det var underligt igen at rumle af sted alene. Jeg har fornemmelsen, som om jeg blev afbrudt lige midt i en samtale, vi så dejligt fik begyndt… Men i Guds hånd står vor sag, og »af Guds nåde til Guds ære, evig glade vi skal være i Vorherres Jesu navn«. Han lede vore hjærter som vandbække! Ja Gud være takket for alt! Det er den glade slutning på al vor sang.
Herude blev jeg modtaget usigelig kærligt, men derom mere næste gang …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 7. jan. 1866.
… Nu sidder jeg da rigtig i ro på min lille hyggelige, mig så inderlig kære stue; foran mig står de yndigste blomster, du skulde bare se hvilke dejlige, blomstrende gyldenlak. Og dit billede hænger her lige over bordet i sin pæne ny ramme. Se nu skal denne aftenstund være dig helliget. Pastor Bonnevie *) bad mig så pænt om at være i præstegården i aften. »Nej,« sagde jeg, »jeg synes, jeg kan høre Marie sige: den tid tager du fra mig« … men hvor savner jeg nu den levende, mundtlige tale … jeg kan ikke rigtig få ro på mig igen, således som jeg plejer … godt var det, at Anton Nielsen var her og hjalp mig med skolegerningen, ellers véd jeg ikke, hvordan det skulde have gået mig … Jeg tør jo nu tale mere frit ud; ja min ven, lad intet binde munden på os! Og dog — undertiden må jeg tie; undertiden går der gennem mig en sådan svær kamp; det gælder da mit forhold til Vorherre, min salighedssag. Da er det, som om de onde ånder stormer løs på mig og vil rive mig bort fra ham, der har givet mig livet, det evige liv, Vorherre og frelser. Da bliver det så tungt for mig altsammen og s. 134så mørkt om mig; og da må jeg tie. Den kamp kan jeg kun ene kæmpe ud. Men jeg skal nok altid da give dig et lille nys derom, så når jeg siger, at »jeg har det dårligt,« da kan du forstå mig … Sådan indre kamp véd jeg jo følger med kristenlivet, og under den vokser vi, om den end er hård. Vorherre har jo selv lært os, at vejen til Himmerig er trang. Jeg havde sådan en slem dyst i går; men så gjorde gudstjænesten mig så usigelig godt, og jeg kunde atter rigtig med hjærtet synge: »Af Guds nåde til Guds ære, evig glade vi skal være i Vorherres Jesu navn«. Derfor talte jeg også i morges over de ord: »De er døde, som stod barnet efter livet« — og jeg talte med glæde derom; og derfor gjorde dit brev i går aftes mig så glad … Jeg håber, at du også her kan blive »min medhjælp«, når vi beder og synger sammen … tak for al din kærlighed!
Nu skal jeg atter i morgen til rigtig at tage fat på at arbejde med mine karle, der i år er endnu — synes jeg — næsten mere kærlige imod mig end i fjor. Til det arbejde glæder jeg mig meget. — … Hu ha, det bliver drøjt at skulle sidde og spille fingerøvelser to timer om dagen; men det må vel til; og jeg tænker, det skal føre til mange fornøjelige timer for os bægge to. Fortæl mig også, hvor ofte du skal sy om ugen, at jeg rigtig kan følge med, hvorledes har du det. Fortæl mig også, hvorledes du synes om August [Winding]. Hils ham og Klara indtrængende fra mig, spørg om melodierne til Kösters visebog, og spørg både ham og Klara, om de ingen melodier har fået til mig fra Emil [Hartmann] og »gamle Hartmann«. Sig dem, at jeg trænger så hårdt dertil.
Jeg vilde så gærne, at du skulde se ind til Vanchers, Vagners og Vulfs. — Jeg kan næppe beskrive dig, hvor det har fornøjet mig, at du har været hos Grundtvigs den aften, og at du befandt dig så vel derude. Du må vist have fået en høj stjærne hos dem. Du skal også have tak, at du skrev så udførligt derom …
Med hensyn til eders spørgsmål om de lange forlovelser, da hylder jeg her den Herman von Bremenfeldt’ske visdom og siger, at I har ret bægge to, og så skal jeg for resten bemærke, at det dag for dag bliver mig klarere, at vi to må endelig se at få bryllup endnu i år; og du kan tro, at nu ser jeg mig allerede ivrigt om efter byggeplads. Jeg har allerede havt s. 135samtaler med Hoff, Tranberg og Per Frederiksen om den sag. »Jeg har ikke ro på mig,« sagde Hoff i dag, »før jeg ser dem begynde at hugge tømmeret til.« Det gamle spørgsmål om »gård eller hus« er atter dukket frem; men jeg vil ikke skrive noget videre derom i aften, da jeg endnu langt fra er på det rene med den sag; dog vil jeg blot sige så meget som, at jeg tror det bliver blot til — et hus uden jord eller — i al fald — med ganske lidt jord til. Dette er mindre voveligt, langt lettere at få i stand og vil blive langt bedre for dig.
Du kan nu meddele fader dette.
Så har jeg havt brev fra Viggo Neergård, hvori han meddeler mig, at hans moder vil låne mig 1000 rdlr. Det må du også fortælle fader. Er det ikke dejligt!
Alt dette væsen fylder ellers mine tanker en del — men jeg har nu sådan et godt håb om, at vi endnu i år skal holde bryllup, og du kan sige fru Grundtvig, at jeg af visse grunde i denne tid sværmer for korte forlovelser.
Så var der eders ordveksel om musikken! Ja naturligvis har I ret: Ordet er åndens egentlige udtryk og bærer … Musikken er stemningens sprog …
Så skal du gøre mig den tjæneste at bringe medfølgende sang af Anton Nielsen ud til Grundtvig og vise ham den. Hils så ham og de andre dér så meget fra mig. Den anden sang om juletræet er af Alida, tænk dig en ganske jævn bondepige herude fra. Grundtvig kender hende nok. Desværre fik vi først sangen i dag, så vi fik den ikke sunget ved juletræet …
Hils moder og fader tusinde gange fra mig og Frits og Ida! — fortæl mig, hvorledes de har det — og Bågø! fortæl mig om ham … Bed Bågø, om han en aften vil læse højt ovre hos Frits og Ida »De fine og de grove« og »Ole Ligeglads svigersøn« af Anton Nielsen. De står i »Ny fortællinger af Anton Nielsen« og er nu lige udkomne. Så får du dem så rart at høre …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 10. jan. 1866.
… For første gang i mit liv mærker jeg nu rigtig, hvad det vil sige at have travlt og at måtte tage tiden i agt; og jeg må nu sige dig, at først i denne sidste tid har jeg lært at forstå dig, når du ikke altid kunde få tid at skrive til mig, når du havde lyst …
s. 136Og du som gjorde dig alle de skrupler om, hvorvidt jeg vilde kunne finde mig i det og i det. Når du talte om alt det, har jeg aldrig været ængstelig. Jeg føler mig så overbevist om, at man næsten kan finde sig i alt, når man kun er to om at bære det; to som først og fremmest tror på Vorherre, og som dernæst elsker hinanden. Tror ikke også du, kære ven, at to sådanne mennesker vil kunne bære meget uden at bukke under. Tit når du sådan sad og gjorde dig betænkeligheder over mig, så tænkte jeg ved mig selv: han aner bestemt ikke, hvormeget jeg holder af ham; ti gjorde han det, så måtte han også vide, hvormeget jeg kunde finde mig i for hans skyld. …
Du spørger mig, om jeg ikke også synes, at — fordi vi er voksede i gensidig kærlighed, så kræver vi også mere af hinanden. Vidste jeg blot, hvad du egentlig mener dermed, for det forekommer mig, at man da kræver mindre af hinanden; men jeg misforstår dig måske …
Og så en ting til, som jeg har tænkt meget over; Ernst, når du sådan en dag »har det dårligt«, er du så ganske vis på, at du må være alene, og at du må tie? Tror du slet ikke, at man — eller rettere at jeg kunde hjælpe dig det allermindste med at bære den byrde, som tynger dig i sådanne mørke øjeblikke — hvor jeg vilde ønske, at jeg kunde, for det er dog egentlig den tungeste og hårdeste kamp et menneske kan stedes i. …
Hvor det dog glædede mig at læse om, hvor mageløs kærligt de har modtaget dig derude … Jeg kunde ikke lade være at få tårer i øjnene, da jeg læste om al den kærlighed. Og så juletræet! ja hvem der dog havde været med! Hils endelig Hoffs og karlene og hjulmandens og — ja dem allesammen; jeg synes, jeg kender dem så godt, skønt jeg jo aldrig har set dem.
Du vilde gærne vide, hvorledes min dag går: … Om morgenen kl. 97« går jeg i syskole henne på Amagertorv hos en jomfru Birk, en meget net pige; derfra går jeg kl. 12 her hjem og øver mig en time fra 1 til 2, så går jeg ned i køkkenet og ser på, hvordan maden bliver lavet og hjælper til undertiden. Efter middagsbordet skriver jeg gærne breve til kl. 5, øver mig igen en time og går så ned i stuen, hvor jeg tilbringer den øvrige del af aftenen; dog bruger jeg gær-s. 137ne en timestid til at skrive ind i min kogebog efter din moders opskrift.
Således går den ene dag efter den anden, og du ser, at jeg har min tid godt besat.
Ja det er gruelig kedeligt at spille femtonige øvelser og etuder to timer om dagen, især da det er forbudt mig at spille nogle af mine egne stykker, dem må jeg slet ikke røre. …
I tirsdags aftes var jeg så for første gang i »Dansk samfund«; men det vil jeg helst forbigå i tavshed, til næste gang jeg har været der, kun vil jeg nævne, at Køster talte den aften. Jeg så fiere bekendte, deriblandt Lars Dinesen, Morten Jensen og Gregersen fra Odense. Du, hvor er det en grim buste, der står oppe i den sal.
Bågø har jeg kun set et lille glimt af, siden han kom hjem … Har du set, at nu har Johannes Clausen *) fået Ryslinge sognekald. …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 14. jan. 1866.
… Vil du så se at skaffe mig underretning om, hvad Grundtvig synes om Anton Nielsens sang; og hvad siger han til, at Clausen er bleven præst i Ryslinge. Herude ymtes der om, at Cl. og Birkedal skal være bleven enige, så at Birkedal skal have lov af Cl. til frit at bruge Ryslinge kirke. Er dette ikke tilfældet, da forstår jeg sandelig aldeles ikke Cl. og er smækvred på ham. Vi er meget nysgerrige herude angående denne sag … Hils også fru Grundtvig meget fra mig, og hils de andre men især den gamle. —
Du må endelig purre i Vinding for at skaffe mig melodier til Kösters visebog. Bed ham endelig om en til nr. 8; sig, at vi sukker efter brugelige melodier. Spørg også Clara, om hun har husket at tale med sin fader og broder derom. Og så: spørg Frits, om han ikke kan skaffe mig at vide, hvorfor jeg monstro ikke har hørt fra Nørregård til svar på et brev, jeg sendte ham i julen om pengelån hos hans svigermoder …
Hvor det er underligt for mig at tænke dig i mit gamle hjem … Hils min kære, gamle mor og far og glem endelig ikke Frits og Ida og Bågø, lad mig vide, hvordan han har det …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 17. jan. 1866.
… Det, du skrev om et hus uden jord eller en gård med jord, er jo af den slags ting, som jeg ikke forstår mig synderligt på; efter min forstand forekommer det mig rigtignok at være for stor en plan den med gården; den med huset synes jeg meget snarere, jeg kunde tænke mig virkeliggjort …
Jeg befinder mig udmærket her i dit gamle hjem, jeg føler mig så fri imod hvad jeg er vant til … Og dine kære, gamle forældre véd ikke, hvor gode de vil være imod mig; de er rigtignok mageløs kærlige, og Frits, ja han fortjæner sandelig også et godt skudsmål; han er altid så venlig og så kærlig imod mig. Bågø har jeg ikke set det mindste til, siden jeg sidst skrev, så ham kan jeg intet fortælle dig om. Derimod så jeg i søndags Nørregård og hans kone i kirken, og jeg hilste også på dem.
Hvor er det ellers underligt at være i Vartov alene uden dig; — endskønt, man kan umulig føle sig ene dér. 1 søndags havde vi sådan en mageløs dejlig gudstjæneste derinde; og jeg må sige dig, at endnu har jeg aldrig forstået Grundtvig så godt som den dag. Han talte om ægteskabet, og vi sang den dejlige bryllups-salme: »Det er så yndigt at følges ad«.
I aftes var jeg så for anden gang i dansk samfund … Køster talte … og en rigsdagsmand Olesen …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 21. jan. 1866.
… Du skulde bare se, sådan et nydeligt vejr vi har i dag! Solen stråler på den blå himmel, der spejler sig i vandet her ret lige nedenfor vinduerne; for nu er fjorden gået ind over »Vejlen«, og vi har den nu næsten lige op til Vallekilde by. Danebrog herudenfor — som er oppe hver søndag — ser også så dejligt ud. — Jeg har nu lige holdt ottesang og talt over de ord af Paulus: »Lad dig ikke overvinde af det onde; men overvind det onde med det gode!« Og jeg talte da om ham, der i sandhed måtte siges at have overvundet alt ondt med det gode, det bedste af alt: sin uendelige kærlighed, den hvormed han gav sig selv hen til en løsepenge for de mange — og ham, i hvis fodspor vi er kaldede til at vandre.
Hør, nu ringer kirkeklokken! Hør, hvor fuldt det s. 139lyder ud over dalen; den »kalder sjælen til sin hvile ind« — og sjælen svarer: »Op til Guds hus vi gå og banker dristig på; luk op, det er vor bøn; vi leder om Guds søn!« Ja, kom Marie, så skal vi to tage hinanden ved hånd og vandre sammen efter kirkeklokkens lyd hen til den levende Guds stad … hvor det er godt at følges ad, når det er vejen. — »Gå som under grønne lind til Vorherres glæde ind«, — gå på troens den klippefaste bund, omhvælvede af håbets grønne løv, i kærlighedens den skønne, varme sommerdag. — Underligt nok, nu dukker på én gang op for mig i erindringen din drøm om lyset, der skulde brænde til evig tid …
Så nu ringer det sammen. —
Sent på aftenen: Jeg fik ikke skrevet videre, straks da jeg kom fra kirke; ti da kom der bud til mig, at Anders Jensen (den sårede) var bleven meget syg. Jeg måtte da ud til hjulmandens at se til ham. Jeg fandt ham i stærk feber med idelige opkastninger. Og af sted måtte jeg da fra gård til gård for at få fat på en vogn, der kunde jage efter læge. Denne kom ud på eftermiddagen og beroligede os nogenlunde. Det er da heldigvis ingen smitsom feber, og det er jo godt, at han bor hos sådanne udmærkede folk som hjulmandens. De plejer ham på det omhyggeligste med virkelig mageløs omhu.
Så måtte jeg af sted til forsamlingen i aften; den holdtes langt herfra på et dejligt sted helt nede ved stranden hos en smed. Der var propfuldt af folk.
Først talte jeg over de ord: »Guds nåde er mig nok; hans kraft fuldkommes i min skrøbelighed«, og derefter talte Hoff om nådens virkninger, og endelig talte — ganske kort — en ung bonde.
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 21. jan. 1866.
… Da jeg kom hjem, lå her brev fra din fader for sig og din moder for sig med lykønskning til min fødselsdag. Din fader skriver, at han mener nok, at når jeg har været her et par år, kan jeg måske håbe, at blive katechet (!) — og så kan jeg have udsigt til, at vor forbindelse gøres mulig derved, at jeg så kan få løn nok til at leve af.
Når jeg nu svarer ham, vil jeg åbent og ærlig fortælle ham, at nu tænker jeg på at bygge og sætte s. 140mig fast her, og at jeg har udsigt til at kunne leve af skolen.
Din moder skriver, at hun har sendt en hel kasse fuld af godter til mig og skriver mig rigtig så kærligt til. Hun er et meget kærligt menneske …
Har du været ude hos Grundtvigs, og hvad syntes han om Anton Nielsens sang?
Har du intet svar fået fra Vinding om sangene? …
Har du været hos Vagners? Hvis ikke, så skaf mig derfra at vide Ludvig Schrøders adresse! …
Læste du de to prædikener af Grundtvig igennem? Jeg synes, at onsdagsprædikenen er så mageløs dejlig og så uhyre jævn og let at forstå …
Jeg skrev intet til dig sidst om »hus« eller »gård«, fordi jeg slet ikke har bestemt mig, og fordi jeg skrev til fader vidtløftig derom. Og jeg fik fra fader et ganske udmærket brev til svar derpå, rigtig så prægtigt. Tak ham foreløbig derfor rigtig kærligt og sig, at jeg vistnok i morgen skriver svar. Han kan jo så fortælle dig lidt om sagen. Gid den dog snart var afgjort! For resten glædede det mig så meget, at du skrev derom, som du gjorde. Jeg tænker nu også ligesom du. at man har allerbedst af at begynde småt, i stedet for at fare op som en løve og så måske falde ned som et lam! — Hvor det dog er yndigt for mig, at du finder dig så vel til pas hjemme; ja Gud ské tak for det! Og hvor det dog er godt for mig at tænke mig dig færdes der hos de gamle! og hvor var det dog dejligt, at du befinder dig så vel i mit åndelige — gamle hjem Vartovmenigheden! Gud give dig mange glade søndage der! — Hvorledes mon du har havt det i dag; her var alt så rart, og Hoff var rigtig oppe. — Han er dog et yndigt menneske. —
I onsdags var jeg oppe hos baronen på Adelersborg. … Han er i denne tid propfuld af politik. Tilsyneladende kom vi nu meget godt ud af det sammen, ja, vi var så mænd nær ved at drukne i lutter enighed, men … Han agiterer voldsomt herude i denne tid for sin »10de oktoberforening«, d. e. »foreningen mellem de store og små bønder«, og der blæser en strygende … vind i den anledning herude. De stakkels bønder! Den ene trækker dem i øster og den anden i vester! —
Johannes Clausen, Ryslinge! —Ja, Bech fortalte hele historien. Ministeren har først havt fat i Bech, at han s. 141skulde søge det [Ryslinge sognekald]; men han sagde nej. Så gik han til Clausen. Det er uhyre klogt gjort af regeringen; da Bech og Clausen hidtil har stået i spidsen for det eneste kristelige livsrøre udenfor det, der er udgået fra Grundtvig og hans venner. Ved således at få en af dem til Ryslinge, kaster den en brand ind imellem selve de troende. Bech skrev til Clausen: Søg det ikke, før du har talt med selve Birkedal, og du og han er bleven enige om at arbejde sammen. Clausen går ind derpå og rejser til Ryslinge. Fru Birkedal siger ham lige ud, at det vil være … af ham, hvis han søger det; og Birkedal siger lige ud: Nej, vi kan ikke arbejde sammen, for vi er bægge to skrøbelige. Så rejser Clausen hjem, bestemt på ikke at søge det; men får bagefter brev fra ministeren, … og så søger han det og får det … Han har skrevet til Birkedal og tilbudt ham at blive boende i præstegården, hvortil Bech meget rigtig har bemærket, … at det skulde han ikke have gjort, men derimod tilbudt Birkedal fri afbenyttelse af kirken på hans, Clausens navn, så kunde han måske derved vænte igen at bringe ro til veje … Gud holde sin hånd over den danske menighed!
Jeg har ellers, kan du tro, daglig glæde af skolen. Per Olsen er fortræffelig, en kilde til megen glæde for Hoff og mig …
Stop lidt, du skulde da vide, hvad jeg vilde på Adelersborg. Jeg vilde takke baronen for indbydelse til et stort gilde i julen og bede ham om tilladelse til, at skolen måtte komme op at se indretningerne på hans gård. —
Jeg har fået en virkelig mageløs kærlig udstyret kasse med det dejligste bagværk fra din moder, — en helt stor kage med mit navn på og mange småkager, kringler og pebernødder i masser …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 30. jan. 1866.
… Se nu er efterhånden alt bleven stille her på skolen, nu kan jeg begynde at samle mine tanker … og sende dig min lykønskning *) … ja du, der sådan kom herud **), jeg så det: så varm så varm; du der s. 142kan forstå mit liv, min manddomsgerning og dele den med mig … Ja, jeg har jo sagt dig det; men lad mig nu også skrive det til dig: Det var mig en mageløs stor glæde at se dig herude, se dig så venligt hilse på min gerning her; jeg fik dobbelt mod på fremtiden og håb om, at den skal lykkes. Og derfor skal du nu rigtig have tak … Og så fremad på ny! Det gamle år skal lære os med frimodighed at se det ny i møde … Gud give da dig … et nyt år med vækst i tro, i håb og i kærlighed. Og når du nu får dette brev, skal du vide, at jeg da i bønnen træder frem for Vorherre og beder ham i sin nåde give dig det bedste af alt …
Næste morgen: … Nu har jeg været inde at for tælle fædrelandshistorie for karlene; min stemme begynder atter at blive klar igen; men jeg har dog ikke endnu kunnet synge — hvad jeg ellers meget længes efter:
»Fuldkarsk jeg kom til at mæle,
med sang jeg kom igen. —
Godmorgen, danske sjæle!
Jeg er blandt mine mænd.«
… Du må nu ikke tage mig ilde op, at dette brev bliver så kort; men da du var rejst, lå der masser af sager og væntede på mig. Jeg har været nær ved at drukne deri. Og så i går kom Burchardi og to mænd fra Samsø. De tog min tid … Hils nu meget derhjemme og sig fader, at jeg tænker at kunne skrive til ham i dag …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 2. febr. 1866.
… Allerførst tusende tak for de dage, jeg tilbragte ude i Vallekilde! Jeg tror, det vil være mig umuligt rigtigt at beskrive dig, hvormegen glæde jeg havde af det besøg. Jeg tror, aldrig jeg i den grad har følt mig på min rette hylde, som imellem eder dér ude; det står så klart for mig, at netop det liv egnede sig ganske for mig. Da jeg tog her fra byen, var jeg egentlig fuld af så mange bekymringer og betænkeligheder, og nu da jeg vender tilbage, er jeg fuld af glæde og frejdigt mod. Du har ganske ret i hvad du sagde, at de mennesker, som ikke selv lever med i det liv, de kan slet ingen mening have om, hvorledes det er …
I aftes ude hos Grundtvigs mente damerne, at vi mennesker skulde altid ydmyges ved sorg og mod-s. 143gang, for ved medgang bliver vi hovmodige. Jeg påstod, at der gaves mennesker, som netop bliver allermest ydmyge ved megen medgang, når de ret kan se, hvor lidt de fortjæner det. Det, mente de andre, dog var så sjældent tilfældet, at man gærne kunde sige, at det aldrig skete. Hvad siger du? …
I tirsdags aftes talte Termansen i »dansk samfund«; jeg kunde godt lide ham, men han var slet ikke, som jeg havde tænkt mig ham. Jeg havde troet, at han var meget mere fremtrædende, end han var; han er jo tværtimod uhyre tilbageholden og beskeden. Frøken Pio havde bud til mig fra fru Grundtvig, om jeg vilde komme ud til dem torsdag aften for at være sammen med Termansen; jeg var så også derude, men uheldigvis kom Termansen ikke. Han var bleven forhindret. Derimod var der en mand, som hed Jens Jørgensen. Han kendte godt dig og bad mig hilse dig, når jeg skrev. For resten har jeg aldrig set den gamle så rask og oprømt som i aftes; man kunde se hans øjne hele tiden!
Efter bordet sad vi alle inde hos ham, og Jens Jørgensen bad ham da bl. and. forklare, hvorledes det kunde være, at han havde hørt nogle sige, at troen fødtes ved dåben, altså at troen måtte komme efter dåben; men så vilde han gærne vide, hvorledes det da kunde være, at man ved dåben først blev spurgt, om man tror, hvorefter først dåben følger. Dertil svarede Grundtvig, at det var ikke troen men håbet, der fødtes i dåben …
Nu er kl. 11½ …; her har været fremmede i aften: Nørregård nemlig og hans kone og Bågø og Frits og Ida. Jeg er glad ved at have været lidt sammen med Nørregård, så jeg kunde lære ham lidt bedre at kende. Jeg synes allerede så godt om ham. Han er stråleglad over sin højskoleplan, og du kan snart vænte ham ud til dig. Vi er budne hen til dem på onsdag aften. Bågø har det vist fremdeles ikke godt; han så så nedbøjet ud; det er så tungt at se på ham.
Vi havde det ellers meget rart sammen, kun savnede jeg dig … Tænk, i dag blev din fæstemø 21 år gammel! Hvilken ærværdig alder!! …
Hils endelig alle karlene og alle i præstegården! …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 4. febr. 1866.
… I formiddags har jeg skrevet til Octavius Hansen og Bågø, der bægge holder fødselsdag i morgen; og efter middagen tænkte jeg lidt på, hvad jeg skulde sige ved forsamlingen i aften. Jeg lider ellers i denne tid meget af træthed og en hæshed, som dog nu efterhånden bedres. Tale kan jeg nu igen nok så flinkt, hvorimod jeg endnu kun meget lidt kan synge … Hele forrige uge måtte jeg smøres med varm olje, når jeg kom i sæng, kom så ikke til at gå mine morgenvandringer og fik heller ikke mine bade …
I aftes holdtes så forsamling i Vejleby tæt ved Hørve. Det var i en gård, og det var meget heldigt, for der var strømmet svært mange mennesker sammen. Jeg talte først om tro, håb og kærlighed, så talte Hoff bagefter, mageløst dejligt, om glæden.
Jeg kom sent derfra; ti Alida og hendes kæreste var kommen dertil fra Kundby (PA mil). Alida er den mærkelige bondepige, der, som jeg har fortalt dig, skriver de smukke vers, et mærkeligt menneske med en oplysning og dannelse, som omtrent er enestående mellem bønderpigerne. Derhos har hun et rigt trosliv. Hun er forlovet med en ung bondekarl, som jeg hidtil ikke har kendt, men som Hoff holder uhyre meget af og roser særdeles.
Ved at tale med dem får Hoff og jeg til vor store forbavselse at vide, at de tænker på at holde bryllup nu til foråret. De vil nedsætte sig som husfolk i Gislinge. Men da vi fik talt lidt med dem, foreslog jeg dem — og Hoff stemmede i med, da han anså min plan for særdeles gavnlig for skolen — at de skulde bosætte sig hos mig ved skolen. Jeg skulde da indrette en lille lejlighed til dem, og Anders (således hedder kæresten) skulde så gøre karlearbejdet ved skolen samt bære vand o. s. v. Men i den tid, der bliver til overs, kunde han lave træsko, som han ellers vil. Alida derimod kunde overtage hele skolehandelen, som jeg nu selv har men meget nødig vil beholde (stilebøger, tobak og sligt), og så kunde hun for resten fortsætte med sin syning, hvormed hun ellers vilde ernære sig.
Således var jeg hjulpen med en pålidelig karl; og det vilde være en stor ting for dig i mangfoldige tilfælde at kunne have et så udmærket menneske som Alida at ty til. Kunde denne plan derfor lykkes, vilde s. 145jeg anse det for en stor ting. Alida og Anders vil gærne hertil; men desværre står de allerede i underhandling om et hus; den kan dog rimeligvis endnu afbrydes. Nu får vi se! Det var dejligt, om det kunde ske.
Da jeg endelig kom hjem fra forsamlingen, var én af eleverne bleven syg — ham med det krusede hår. Han havde bedt mig om at se til sig. Jeg tror dog, kun det er forkølelse. Men nu er jeg også træt …
Mandag morgen: Jeg har i dag taget det over tvært og været ovre hos lægen i Snertinge for at spørge ham til råds ang. min hæshed — om jeg atter måtte begynde mine bade. Det gav han mig lov til…
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 5. febr. 1866.
… Nu har jeg holdt mit eftermiddagsforedrag over Ygdrasils ask. Du skulde bare have set Per Olsens glæde derover; det var dog så kønt at se. Ja bare jeg havde [dig] herude, der er hver dag sådan lidt at bemærke. — Anders Knudsen! hvor er dog det lille menneske mærkeligt! I går gik han såmænd og morede sig med at følge den gamle hjulmand omkring på besøg, før vi holdt forsamling. Det kom Anders Jensen stråleglad og fortalte mig.
Så Grundtvigs kvinder kunde ikke give dig ret i, at glæden kan ydmyge os; det var dog mærkværdigt! det kan jeg nu så godt gøre. Jeg ved nok, at da jeg fik skolen i gang så glædeligt, da følte jeg mig så lille bitte overfor al den store nåde. Og jeg ved også det, at når troens glæde ret bliver levende i os, da ydmyges vi dybt, for da ved vi, at vi intet af alt dette fortjæner. Det må vel være således, at både sorg og glæde kan både ydmyge og hovmode os — for sorg kan såmænd godt gøre et menneske hovmodigt og trodsigt — det gælder om, hvorledes vi tager derimod, og derfor bruger Vorherre det, alt som vi trænger dertil; men jeg synes dog, at den ydmygelse, der kommer med glæden, er næsten den allerdybeste. Og det, du skrev derom, kan jeg så mageløst godt forstå, så deri smelter vi rigtig godt sammen.
Hvordan fandt du dig ellers til pas den aften ude hos Grundtvigs? derom skrev du slet intet til mig. Det var dog kedeligt, at Termansen ikke kom; hvordan synes du om hans tale i »Dansk samfund«, og s. 146hvad talte han om? Så du blev så forbavset over, at Termansen er så stilfærdig; ja det er han rigtignok. Det er hans dybe hjærtelighed, der er hans styrke. Synes du ikke, Grundtvig er ypperlig, når han sådan »er oppe« ? Det, han sagde om dåben, forstår jeg nok.
Du kan ikke tro, hvor det glæder mig, at du kommer derud; det er det sted, hvor jeg fandt min allerbedste glæde, mens jeg var i København, og ofte min eneste oplivelse. Og det er det sted, hvor jeg mest har ønsket, at du måtte komme; men jeg har tænkt, at det kunde vel ikke ske — og nu — hvor forunderligt og hvor mageløst! Du kan tro, jeg er så glad derover.
(Mens jeg sidder og skriver dette, leger alle småpigerne »fest« herinde hos Peder Frederiksens. Først synger de: »I alle de riger og lande«, og så råber de af fuld hals hurra) …
Nu … må jeg slutte. Jeg er bleven afbrudt af besøg o. s.v., og nu skal jeg ud at tale med nogle bønder om køb af jord til at bygge på …
Fru Hoff sagde om dig, da du var rejst: »Jeg har intet at sige imod hende; hun er i alle henseender efter mit hjærte« …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 8. febr. 1866.
… Nu var netop din moder og jeg kommen til at sidde så hyggeligt sammen nede i stuen med vort arbejde; din moder havde fået sin stol trukket hen foran mig, og vi sad og talte om gammelt og nyt. Hun fortalte om din barndom og ungdom; det véd hun, at hun altid kan more mig med, og så — klingeling — den afskylige klokke! … der kom fremmede … Så tog jeg anledning til at trække mig tilbage til mine egne gemakker for at skrive dette brev til dig … Den plan, som du skrev til mig ang. Alida og hendes mand, synes jeg udmærket godt om. Kun, frygter jeg, det kan være vanskeligt for dig at få dem indrettet en bolig; ti jeg synes ikke så godt om, at de skulde bo i selve skolebygningen. Kunde de få et lille hus i nærheden, det kunde være bedre. Hvordan har du tænkt dig det?
… Grunden, hvorfor jeg ikke havde skrevet til dig, hvad Termansen talte om i »Dansk samfund«, var, at jeg egentlig ikke forstod det; han talte noget tungt, s. 147syntes jeg. Det var ellers om de tre nordiske skjalde: Ingemann, Oehlenschlæger og Grundtvig. Nu i tirsdags talte han igen; men da var jeg der ikke. Jeg var heller ikke i musikforeningen, fordi jeg var så forkølet og befandt mig ikke vel.
… I aftes var så dine forældre og jeg hos Nørregårds. Dér fik vi sådan dejlig musik af gamle Nørregård og hans to sønner: violin, violoncel og fortepiano. Nørregård bad mig hilse dig og sige, at han snart skrev til dig. Jeg kommer til at holde mere og mere af ham, jo oftere jeg ser ham. Octavius [Hansen] og Ida var her også; der er jo så småt tale om, at hun skal rejse med »gamle Hansen« til udlandet … Da han hørte, at Nørregård nu også tænkte på at oprette en højskole, havde han spurgt Nørregård, om den skulde være i samme ånd som Ernst Triers. Og da Nørregård så svarede ja, havde han jo væntet at se ham blive vred, men nej! slet ikke, han havde tvært imod meget roligt spurgt, om man egentlig så nogle frugter af disse højskoler. Nørregård nævnede da: Lars Dinesen, og Hansen kunde jo rigtignok ikke nægte, at det var en ret mærkelig mand.
Nu rejser din fader da heldigvis snart ud til dig; gid det nu kunde føre til et resultat [ang. køb af jord til skolen] ja Gud give det! …
Ernst Trier til Marie.
Valleküde, 11. febr. 1866.
… Lige fra fader kom hertil, har jeg levet mellem regnestykker — å Marie, du aner vist ikke, hvor det arbejde piner mig; og det har da også voldt mig så stærk en hovedpine, som jeg ikke har haft siden jul — hu ha —. Nu er fader gået ind i præstegården for at tale med godsinspektør Cramer om mursten; men da jeg ikke synes, at du skal være ganske uden det vante brev på tirsdag morgen, så skriver jeg dig disse linier til.
Desværre er der ikke kommet noget endeligt ud af vore forhandlinger. Jeg har jo rigtignok nu så nogenlunde sikret mig en byggeplads; men jeg vilde — efter nøje drøftelse — så gærne have i al fald 20 tdr. Id. dertil; men derom vides intet endnu. Jeg havde håbet så vist på et sted her tæt ved; men det håb glippede for mig; jeg tænker, enden bliver, at jeg må nøjes med byggegrund uden jord til, og at jeg så kommer s. 148til at bygge bag ved hjulmandens hus, hvor vi i al fald vil få en udmærket udsigt.
Nu må jeg ind til fader, ellers bliver det galt.
… I aftes fik jeg ellers to sådanne gode breve fra Octavius og Nørregård, fulde af kærlighed. Octavius tilsiger mig i det mindste 1000 rdlr. i lån, og Nørregård mener ligeledes også at kunne skaffe mig 1000 rdl. For resten skrev Nørregård så yndigt om dig, hvor godt han synes om dig, og hvor glad han er over dig. Han mælder sig til at komme herud til mig. — Hils Moder! …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 13. febr. 1866.
… Ligesom jeg i dag skulde i lag med at skrive til dig, kom Thomsen og bad mig øjeblikkelig at komme ned til en mand i byen for om muligt at afslutte en handel. Det må være straks, så nu må du endelig ikke blive ked af …, at vor brevveksel i disse for mig uhyre byrdefulde og kedsommelige handelssager sådan går i stykker; vær tålmodig med mig … Jeg har så meget at gøre, at Hoff i dag har måttet tage undervisningen på skolen for mig …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 14. febr. 1866.
… Jeg gik i formiddags og længtes sådan efter, at din fader skulde komme hjem for i det mindste at få lidt at høre om dig, og nu har jeg da også hørt en del. Din fader er dog mageløs kærlig og opofrende imod dig, og han er meget glad over at have været hos dig; han befandt sig så vel derude. Så bliver altså det endelige resultat, at du skal bygge dig et hus uden jord til; jeg synes, det er så godt, at der er bleven taget en beslutning; og jeg for min part tror, at dette vil blive det rareste. »Men I bliver ikke gift til efteråret«, siger din fader med stor bestemthed. Og da din moder spurgte, hvorfor? så viste hovedgrunden sig at være den, at din fader ikke antog, at min fader vilde give sit samtykke dertil, førend han så, hvorledes det vilde blive ved med at gå med skolen. Men da jeg hørte det, tænkte jeg rigtignok ved mig selv, at dersom det var den eneste hindring, så blev vi så mænd nok gifte til efteråret; men nu får vi se; måske det også kan være godt, at det trækker ud til foråret eller til næste efterår.
s. 149Nu skal du ellers høre noget, som jeg oplevede i aftes i »Dansk samfund«, og som har ærgret mig hele dagen i dag; ja, jeg ærgrede mig endogså sådan over det, at jeg i morges lovede mig selv ikke mere at sætte mine fødder dér; dog, det løfte bryder jeg rimeligvis næste tirsdag. Nu skal du høre: Lige da frk. Larsen og jeg havde fået os sat på vore pladser i aftes og begyndte at se os om, faldt vore øjne straks på et meget smukt, ganske ungt menneske, som så’ så forunderlig ud, at man straks måtte lægge mærke til ham. Han var temmelig høj og rank og bar sit hår i lange, tykke brune lokker, som faldt ham helt ned over halsen; hans ansigt var fint og meget smukt, og hans øjne store og brune. Når så dertil føjes, at han manglede den højre arm, så tror jeg nok, du har fået et temmelig tro billede af vor helt, som for resten var ukendt af os alle.
Efter at Køster havde talt længe og — kedeligt, trådte Birkedal, som er her i byen i denne tid, frem og talte ganske mageløs dejligt om Slesvig og Sønderjyderne. Hvor den mand dog forstår at gribe lige omkring ens hjærte! Han talte om, at uagtet det så ud, som om Slesvig var revet fra Danmark, så havde dette måske dog aldrig været så langt fra at være tilfældet som netop nu; vel var jordbunden revet fra os; men den jordbund, som var meget bedre, hjærternes jordbund, den hørte nu mer end nogen sinde til gamle Danmark. Han talte kun kort men — dejligt. Da han havde holdt op, så man pludselig det før omtalte unge menneske bane sig vej hen til Birkedal og trykke ham i hånden og sige ham tak. Derpå trådte han frem for bordenden og bad om lov til at tale et par ord; rigtignok var det første gang han nogen sinde talte for en forsamling, og han havde derfor ikke ordet i sin magt; men han håbede at man vilde bære over med ham og tillade ham som en sønderjysk bondeknøs fra Sundeved at takke »den danske martyr« pastor Birkedal, for hvad han havde sagt. Først talte han nu prægtigt om sine landsmænd og deres uforanderlige kærlighed til moderlandet Danmark; men så gik han over til at tale om kongen, og så lige med ét siger han: »Ja, det siger jeg højt og tydeligt, og det ved jeg, at mine landsmænd alle sammen tænker, at Kristian IX er en Tysker så ægte som nogen«. Nu var der adskillige, som hyssede; men så blev han først rigtig heftig; hans kinder s. 150blussede, og hans øjne lynede; mens han råbte, idet han slog i bordet: »Jeg behøver ikke at stå kongen af Danmark til ansvar for, hvad jeg siger, ti han har givet mig bort tillige med mine landsmænd; han har overgivet os til Tyskerne, og vi tilhører ikke mere ham, derfor gentager jeg endnu en gang: Kristian IX er tysk, helt igennem, fra hoved til fod«. — Du kan tro, det kogte i mig; at tænke sig at sådan en dreng turde vove at træde op i en så stor forsamling og udtale slige ord. Dog var det ikke det. der ærgrede mig mest; nej det var det, at ikke en eneste af alle de ældre mænd, der var til stede, stod frem og gav den kåde dreng over næsen, f. ex. Birkedal eller Termansen eller Køster. Han måtte jo tro, at de billigede hans adfærd, og det var dog langtfra tilfældet, især var Termansen vred over det; men da jeg spurgte, hvorfor han dog ikke havde givet den unge fusentast en irettesættelse, svarede han, at det var, fordi han slet ikke kendte ham. Det fandt jeg var en dårlig grund og ønskede sådan, at du havde været der, min ven, du havde bestemt ikke dyet dig, og jeg skulde have gjort alt mit for at ægge dig …
I søndags havde vi det rigtig rart her; til middag var her Frits og Ida og Bågø; men så om aftenen kom Bruun og Else, Andresen og Svejstrup og en fru Boisen med søn. Efter middagsbordet gik Frits, Ida, Bågø og jeg herop på min stue, og dér fik vi Bågø til at læse en lille fortælling højt for os …
Forleden dag havde jeg brev fra moder, og deri fortæller hun, at derovre på Fyn går det rygte, at Johannes Clausen [Ryslinge] skal have fået så mange skændebreve fra forskellige Grundtvig-ianere; men det allergroveste skal han have fået fra Anton Nielsen, og det har cand. Ernst Trier dikteret. — Hvad synes du? hvor folk kan fortælle! — At tænke sig, at du skulde have dikteret Anton Nielsen, hvad han skulde skrive til Clausen!! …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 14. febr. 1866.
… Hvor jeg ofte i disse dage har længtes efter dig, blot en lille samtale; du kan tro, at disse dage er ikke lette for mig at komme over. Og hvad der til med trykker mig, er den tanke, at du må gå og vænte brev fra mig … Hvad er det da, der optager mig?
s. 151Jeg fik i forgårs bud, at en mand her i byen vilde sælge (han bor lige overfor hjulmandens hus). Thomsen og jeg vandrede derud; men tilbuddet forekom mig for dyrt. Da vi kom hjem, sad Tranberg og jeg en hel lang aften og regnede, og jeg kom dertil, at — jeg måtte afslå tilbuddet. Det drejede sig om en lille gård med 28 tdr. Id.
Men så i går morges kommer Thomsen og fortæller mig om et tilbud, Kristen Hansen (ham du besøgte med fru Hoff nede i byen) vilde gøre mig, hvis jeg vilde købe. Han vilde nemlig i så tilfælde overtage hele gårdens drift. — Atter to lange forhandlinger, atter regne, og endelig for første gang stod jeg overfor et tilbud, der virkelig var mig tjænligt og udmærket endog. Han vilde betale alle renter af kapitalen, skatter, afgifter, aftægt o. s. v., så vilde han sørge for mine kørsler og desuden påtage sig at levere til gængse priser af fødevarer alt det, jeg forlangte, også mælk. Alt bragt ind i huset.
Hoff, Tranberg og Thomsen strålede af glæde derved. — Atter vandring til manden, af hvem jeg skulde købe — og så endelig i dag får jeg at vide, at manden har bestemt sig om, så nu vil han slet ikke sælge. Jeg skal dog endnu en gang derud.
Du kan tro, dette er i høj grad trættende; men jeg er dog, Gud ske lov, nu rolig ved det alt. Det var jeg ikke, da fader var her; nu har jeg atter vundet frimodigheden eller rettere fået den af Vorherre; det er jeg vis på. Det gjorde mig så godt, at jeg i mandags kom til at tale ved forsamlingen i Hørve; ti dér talte jeg om regnestykkerne og bekymringerne og om modgiften derimod, som vi har i en levende tro. Jeg har heller ikke grund til at være mismodig; ti en byggeplads har jeg nu i al fald sikret mig på hjulmandens lod. Underligt er det med denne fattige mand, der éne vil gøre et offer for mig. Yndigt at se, hvor meget folk bliver anderledes, når de kommer til troen. Gud ske lov.
Ellers har jeg nu atter skolen i sin vante gang; jeg har i dag havt en rigtig god morgentime med karlene.
Nu lidt forretninger:
Læs følgende op for Frits:
1) Han må endelig svare mig om så blot med et par ord, og enten han endnu kan give bestemt besked eller ej, om han tror, at han kan skaffe mig 1000 rdlr. til låns.
s. 1522) kan han ikke skaffe mig at vide, om jeg så kan få 1000 rdlr. fra Nørregårds svigermoder …
3) hvis jeg kan få 1000 rdlr. hos Frede Boisen til næste år, tror Frits da, at jeg i år kan få disse penge til låns hos Bågø.
4) skal de karle, der var til session sidste efterår, ind til april, el. hvornår? … det er for Peder Olsens skyld. Af svaret afhænger nemligt, om han kan blive her hos mig i sommer.
Nå, og så må du endelig hjælpe mig med én ting til, og det er at gå ud til Octavius Hansen endnu i morgen og sige ham, hvor travlt jeg har fået, takke ham for hans brev og bede ham undskylde mig, at jeg endnu ikke har svaret. Dermed hjælper du mig virkelig noget i disse dages travlhed …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 16. febr. 1866.
… Til Octavius går jeg i morgen.
I aftes var jeg bedt sammen med Termansen hos Grundtvigs; jeg havde det rigtig rart og fulgtes med Termansen hjem; i aften kommer han og henter mig til Høgsbro’s. Høgsbro var i aftes hos Grundtvigs … Hvad bliver det til med Alida? …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 18. febr. 1866.
… Atter i dag er jeg stedt som i går morges, da jeg skrev til moder — tiden er gået.
Der er i dag lignende forhold for hånden med køb og salg. — Det falder mig uhyre svært det hele. — Jeg må derfor holde op med at skrive, ligesom jeg har begyndt … I stor hast — skrevet lige midt i en handel …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 20. febr. 1866.
… Nej jeg havde dog aldrig troet, jeg skulde komme til at opleve den slags forunderlige ting, som jeg har oplevet her i denne tid. Det har været uhyre drøjt for mig, og jeg trænger til stor overbærenhed fra dig med hensyn til min brevskrivning; jeg forsikrer dig: jeg har næsten ikke havt et øjebliks ro — jo i går aftes; men da måtte jeg skrive til Bågø, som har s. 153måttet vænte længe nok på et svar, som er ham meget magtpåliggende angående hans fremtid. Da jeg var færdig med hans brev, kunde jeg for træthed ikke mere …
Jeg kan godt forstå, at du lovede dig selv ikke mere at gå i »dansk samfund«; men — det vilde glæde mig, om du — hvad du jo også selv tror — vilde bryde løftet alligevel.
… Med Alida er aftale truffet; men derom mere næste gang; det skal du have ordentlig vidtløftigt; de bliver vore »husmænd«. Jeg er meget til freds dermed, og tror sikkert, at du også vil bliVe det.
Om byggeplads er ellers intet afgjort endnu; dog synes jeg, det nu begynder at klare sig lidt. Jeg vænter svar fra baronen i aften. Daglig bestormes jeg om køb og salg; det tager en masse tid; jeg har næsten aldrig ro. Jeg har nu selv vunden nogen forstand på disse sager. Når alt er i stand — men heller ikke før — skal du få en vidtløftig fortælling om alt dette, og du vil forbavses.
Hils fader tusende gange og tak for brevet; i går kom tegningen fra Kold *); i aften sender jeg den til fader.
Hils Frits, at han endelig snart må svare mig og skaffe mig oplysning fra Nørregård …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 22. febr. 1866.
… I fredags aftes kom Termansen og Dinesen og hentede mig, og vi fulgtes ad til Høgsbro’s, hvor vi havde sådan en rar aften; hvor Termansen dog er et herligt menneske; om aftenen, da han kom hjem, lå der brev til ham, at hans moder var død. Det er dog et ganske mærkeligt træf, at Jens Jørgensen og Termansen bægge mistede deres sønner på samme tid og nu også deres mødre oven i købet på samme dag, tror jeg.
I lørdags aftes var jeg ovre hos Frits og Ida og havde det så dejligt, for tænk dig: Birkedal var der; jeg passede at komme til at sidde ved siden af ham ved bordet, og fik talt lidt med ham; han var så mild og venlig.
Søndag morgen gik jeg som sædvanlig hen til Vartov; Birkedal var til alters. Efter kirken var jeg sammen s. 154med ham og flere hos Otto [Jakobsen] og Emma. Men den dag var Birkedal lidt vemodig stemt ved tanken om, at i dag holdt Clausen sin første prædiken i Ryslinge kirke. Om aftenen var her kun Frits, Ida og Bågø. Han havde det den aften det bedste, jeg har set længe.
I mandags aftes var jeg henne at høre »Faust«, som jeg så længe havde ønsket; jeg morede mig godt, kun var jeg ked af, at ingen var med mig; jeg kan så dårlig undvære nogen at meddele mig til.
Tirsdag aften var der festmåltid henne hos Birkedal i Vingård sstræde, hvor Frits havde indbudt mig til at følge med. Der var vel godt et par hundrede mennesker. Jeg var så heldig at komme til at sidde ved samme bord som Birkedal, omtrent lige over for ham. Der blev holdt mange taler og sunget sange imellem hver. Først talte Peder Fenger, så Birkedal, så doktor Blicher fra Middelfart, så Hostrup (udmærket), så Fr. Barfod, så Birkedal igen, så Schørring, så Hammerich og så Koster. Vi skiltes først, da klokken var over 12. Det var en rigtig aften.
I går morges gik jeg i kirke; jeg vil ikke forsømme fasteprædikenerne; der var så rart derhenne i går; men den gamle var ikke rask; han så også meget dårlig ud.
I aftes var jeg til bal henne på »Skydebanen«, først var der koncert; men den var der ikke stort ved; så begyndte dansen, og jeg kan ikke sige dig, hvor jeg morede mig … men balsnak keder dig vist, du bryder dig jo ikke om den slags fornøjelser …
I dag har hjulmanden og Erik Eriksen fra Vallekilde været her til middag. Hjulmanden er dog så rar; jeg sendte en hel del hilsener med til dig og karlene …
Lars Dinesen er syg og ligger hjemme hos sin moder.
Hils nu alle karlene og i præstegården og Nørregård …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 25. febr. 1866.
… Se nu er Nørregård rejst, vel indsvøbt i min lammeskindspels ad Slagelse til; og 6 andre gæster, som jeg i dag har — nogle for resten ganske fortrinlige folk fra Ubby-menigheden — de er gået ind at besøge Hoff, så nu har jeg lidt ro.
Og sådan et prægtigt brev jeg da fik fra dig. Hvor s. 155det dog er underligt Marie, at dit ophold i København skal blive netop, som jeg mest ønskede mig det! Det er jo aldeles, som om du lever mit ungdomsliv om igen; vi får jo historie til fælles. Jeg tænker, det skal blive ganske særdeles nyttigt og yndigt for hele vort fremtidsliv; nu kan vi tale sammen om så mange, glæde os sammen over så meget, vi ikke har kunnet før. Det er dog så herligt! — Det har rigtig været dejligt for dig at være så meget sammen med Birkedal. Og så synes jeg også, det er morsomt, at du sådan bliver kendt med Termansen; det har jeg ønsket så meget; men især at du kommer så tit hos Grundtvigs.
Og så ballet! Tror du, jeg vilde blive ked af at læse derom? du kan tro nej! … Jeg er så glad, så glad over, at du om også sent får en ungdom. Du ved, at jeg har ofte følt mig trykket ved tanken om, at jeg slet ikke kunde føre dig ud, hvor du på den vis rigtig kunde slå dig løs. Jeg er tidlig bleven stille af mig, og livets alvor har tidlig trådt mig i møde; men så er det så mageløs godt, at du fra andre sider føres ud i munterheden; ti du skulde jo blive min medhjælp, og jo mere ungdomsfriskhed du har, des bedre for mig; for så får jeg jo med deraf. Da jeg læste dit brev, syntes jeg, at jeg levede en del af min egen ungdom om igen:
»Din ungdom jeg min anden ungdom skylder; —
du er en Ydun — gid jeg var en Brage!« …
Du fik jo talt med hjulmanden, og nu ved du da, hvorledes mine sager står. Hvor er denne væntetid pinagtig for mig!! Men jeg får jo være tålmodig! Ak det er så nemt sagt, men så vanskeligt at opfylde … Jeg skal nu atter til i denne uge at have lange kedelige forhandlinger med Erik Eriksen og hjulmanden, om hvor højt vi tør gå i prisen, og skulde så baronen forlange derover, da — ja — da ser jeg ingen udvej mere til at kunne blive her i Vallekilde. Måske kan jeg da komme til Hørve; men det er ikke meget rimeligt; og da må jeg sige farvel til denne yndige plet, til den lille velsignede menighed, til — ja det bliver det værste — til Hoff. Det vil blive uhyre drøjt, og jeg kan dårligt med at tænke derpå. Nej, jeg kan kun bede Gud fader lede alt efter sin vilje. Nu får vi se, jeg kan ikke tænke mig, at det skal gå sådan, men tror bestandig, at der nok på en eller anden måde s. 156vil vise sig en udvej. Bed sammen med os herude! vi vil så nødig skilles ad!
— I onsdags havde vi et rigtig rart besøg af pastor Mohr fra Værslev, som er født på Island. Han fortalte fortrinligt både om formiddagen og eftermiddagen om Island — til stor glæde for karlene. Han var kendelig så glad ved skolen, som jeg endnu kun har set få være det. Da han gik, spurgte han, om vi havde en bøsse til skolen her, for han vilde endelig give bidrag dertil; og da så Hoff fortalte ham om den påtænkte forening, vilde han straks være med dér og udbetalte straks 2 rdlr.
Dagen derpå fik jeg sådan et yndigt lille brev fra moder; … og deri fortalte hun mig, at Nørregård vilde komme herud … Du kan nok vide, at det var mig en stor glæde at få en af mine gamle venner at se her. Det var blot kedeligt, at han skulde komme, lige mens det kedelige vrøvleri om byggeplads står på. Jeg fik et værelse til ham nede hos Lars Andersen, og således havde jeg ham i ro næsten hele tiden. Om fredagen fortalte han en saga for eleverne; det syntes de godt om.
I går var det Tranbergs fødselsdag. Jeg havde om morgenen holdt — sådan et virkelig godt (!) — foredrag om aser og jætter. Vi vandrede derpå over til Tranberg, og dér gav eleverne ham en stor, smuk tobakspibe. Derpå gik vi alle over i præstegården, hvor klaveret var flyttet ind i storstuen, og dér spillede Nørregård for os.
Om eftermiddagen kørte jeg over til Svinninge, dér har dannet sig en forening af bønder, hvor der første gang skulde tales. Dertil var jeg indbudt. Jeg talte om bondens stilling i fortid og nutid … Da jeg kom tilbage, var alle her samlede i almueskolen. Tranberg havde holdt sit aftenforedrag dér, og nu var der dækket bord. Dér havde vi et rigtig rart lille gilde.
Hils nu fader! Tak ham tusende gange … for alt hvad han sendte; det kom vel herud og kom så udmærket til pas. Ti lige den foregående dag havde jeg havt den kedsommelighed, at Peder Frederiksens kone havde taget sig så grulig nær og grædt og grædt over, at der aftenen forud havde været noget i vejen med maden, så karlene havde klaget til mig. Nu klaredes hendes ansigt op …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 28. febr. 1866.
… Når du nu blot vilde komme til et resultat, angående alt dette byggevaesen … Du kommer da vel ikke til at forlade Vallekilde — å nej, det vilde dog gøre mig grulig ondf … Hvordan det så går, så synes jeg, at der nødvendigvis snart må ske noget afgørende; for tiden går jo, nu har vi marts for døren, og bygningen skulde jo dog gærne begyndes i april for at blive så tør, at du uden skade for dit helbred kan opholde dig i den til næste vinter og eleverne ligeså. Du er vel nødt til at bygge i sommer, der er vel ingen som vil påtage sig elevernes bespisning til vinteren? … Har der aldrig været tale om, at du kunde få lidt af præstegårdens jord? Dersom en præst vil, kan han jo godt afstå noget af sin jord, når han ansøger derom hos kultusministeren; har der aldrig været tale om, at Bonnevie vilde lade dig få en byggeplads? …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 3. marts 1866.
… Du har undertiden spurgt mig, om jeg ikke trode, at fader kunde finde på at sætte sig imod vort bryllup, når du nu endelig havde fået bygningen rejst og kom og forlangte mig. Dertil har jeg hidtil svaret nej, det trode jeg ikke; men nu — ja nu véd jeg sandelig ikke, hvad jeg skal sige dertil; at dømme efter de sidste breve hjemmefra, ser det ikke ud til, at fader vil tillade, at vi gifter os på den højskole. Han betragter jo det hele som en ungdommelig flyvegrille af dig, »som han nok opgiver, når nogle år er gået, for så vil han sagtens til at tænke på at gifte sig, hvilket der jo ikke kan være tale om, så længe han bliver ved den højskole«.
Der ser du, min kære ven, hvilke udsigter vi har; nu gælder det ikke at tabe modet … Jeg har en følelse af, at vi gærne kan få en del at gennemgå, før vi »får hinanden«; ti jeg tror, oprigtigt talt, at fader vil blive os en hård knude at løse. — Hans største ønske er, at du skulde søge et kateketembede, så har I da fri bolig og det daglige brød« … Vi må være tålmodige og lægge alt i Guds hånd …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 5. marts 1866.
… I lørdags kom her to mærkværdige breve til mig: Det første et fornyet tilbud fra Holm, Ubberupgård, om byggeplads dér, hvis jeg ikke kunde blive her i Vallekilde; det andet et mageløs venligt tilbud fra comtesse Moltke om byggeplads på Konradineslyst. Jeg måtte ind med dette til Hoff, og vi bestemte os straks til at rejse de tre mil ned til Konradineslyst. Vi kom der sent om aftenen, og jeg kan ikke beskrive dig, hvor vel vi blev modtagne af de to gamle komtesser. Jeg forhandlede så med dem til gudstjænesten, der blev holdt i deres lille sygehjem, hvor både Hoff og jeg talte. Så kørte vi til Nørager, og de tog med til deres broder greven. Atter glimrende modtagelse; og tilbud har de gjort mig så glimrende, at selv Hoff mente, at jeg burde tage imod dem, og dog — dog vakler jeg! Skal jeg da virkelig bort herfra, bort fra »det velsignede Vallekilde«! Marie, det vil blive mig en hjærtesorg! Mens de i går overøste mig med godhed, kom jeg til at græde ved tanken derom, så jeg måtte gå ind i en anden stue. — Og vil samme velsignelse følge gerningen dér som her?
Og nu i morges, kan du tænke dig, får jeg brev fra Anton Nielsen; han beder mig tage til Munkebjærgby; han vil afstå mig jord af skolelodden o. s. v.
Det gør jo godt således at blive overøst med venlighed. Og dog — »sidder hjærtet mig i halsen«! … Jeg tænker stærkt på i morgen at få en vogn til Roskilde og således over hals og hoved rejse til København for at tale med fader om den udvortes side af sagen og med Grundtvig om den åndelige … Det beror på, om der i dag kommer svar fra baronen eller ej. Kommer det, har jeg tænkt at rejse i morgen tidlig, så jeg kunde være i København kl. 5½. Sørg for, at jeg kan træffe både Frits, fader og Bågø hjemme, og at jeg næste dags morgen kan komme til Grundtvig; ti jeg må af sted igen kl. 12 middag. Kommer der intet svar fra baronen, kan det ikke hjælpe at rejse; men så skriver jeg igen i aften. Vænt mig derfor ikke for sikkert; det hele er så tvivlsomt …
Tak for dit lille brev! … dets indhold måtte vel gøre mig alvorlig; men dog var jeg vist meget mere forberedt derpå end du. Det er vor himmelske fader, der har ladet os mødes, i hans hånd ligger vel-s. 159signelsen; han slutter ægtepagten mellem os i rette tid …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 11. marts 1866.
… Nu er sagen da omtrent ordnet herude, så jeg får 10 tdr. land hos Erik Eriksen og 1 td. land hos hjulmanden; så bytter jeg om bagefter, hjulmandens med en af de andre. Købet er så billigt (2,300 rdlr.), at alle folk korser sig derover og synes, at Erik ikke er rigtig i hovedet, siden han har villet sælge mig det så billigt — — ja, jeg har allerede begyndt at lide under nogen misundelse! —
Nu gælder det om to ting 1) at jeg på en skikkelig måde kan få 10 tdr. Id. til, og 2) at jeg får valgt en god byggeplads på den købte jord. Men i den henseende ophober der sig ny vanskeligheder. Det sted, hvor skolen vil ligge bedst, har nemlig den mangel, at der ingen vej går dertil og — nej lad mig skåne dig for vrøvleriet …
Stor hjælp har jeg havt af Frits og Octavius. Du skulde have set Octavius herude! han var ufortrøden, prægtig, ja udmærket. Det var morsomt at se, hvor det i grunden morede ham for første gang på egen hånd at skulle klare nogle sært indviklede købeforhold. Og så fik han åbenbart rigtig kærlighed til skolen, var rigtig rar mellem karlene og holdt et særdeles godt foredrag for dem i lørdags aftes.
Frits er som fisken i vandet herude — nu er han inde at lære karlene at — regne!
Jeg er dygtig træt, men har ikke fået furer i panden trods alle disse indviklede forhandlinger. Hør nu, hvorledes dagen i går gik: … Først »ottesang« som sædvanlig; så kom Dandanell (bygmesteren). Han tog med os andre til Hørve kirke. Lige derfra kørte Octavius til Svinninge, vi hjem for at spise til middag. Så forhandling med Dandanell og Frits om bygningen lige til kl. 47a. — Jeg kunde ikke en gang komme med Frits ind at spise til middag i præstegården. — Så en lang kedelig undersøgelse af lodden for at bestemme byggeplads. Så kl. 6 kunde jeg ikke mere på grund af træthed, hvorfor jeg fik mig en »lille skraber«. Så ud til forsamling hos hjulmandens, hvor jeg talte om kristeligt at ville skyde genvej. Her sad Alida og Anders væntende på at få talt med mig, og først s. 160kl. 9½ nåde jeg at komme ind i præstegården, hvor jeg havde været indbudt både fredag, lørdag og i går, uden at det havde været mig mulig at få et øjeblik til overs. Da jeg så kom hjem derfra, var jeg rigtig nok så gennemtræt, at jeg var lige ved at opgive ævret. Når nu Frits kommer tilbage til København i morgen aften, så må du spørge ham dygtig ud om alt, hvad du vil have at vide.
Tak fader for hans små breve! sig ham, at jeg nok skal være pæn imod Koch, hvis han kommer.
Midt under alt dette herude, har jeg havt besøg af vore bønder og har virkelig fået holdt mine foredrag ordentlig …
Når jeg tænker tilbage på forrige uge, står det hele for mig næsten som en drøm. Hvor kom jeg dog hovedkulds af sted fra byen, og hvor var det dog kedeligt næsten ikke at få dig sagt farvel en gang; men jeg fik dig dog set ind i øjet og fik talt så meget med dig, at jeg kunde mærke, du har det godt, og det gjorde mig så glad … Og nu vil vi frimodig se fremtiden i møde og lade ham, som har rådet for os hidtil, blive ved at gøre det; for så meget er vist, at forunderligt har han sørget for os! …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 13. marts 1866.
… Der er en ting, som jeg har tænkt så meget på i den senere tid, og som jeg så uhyre gærne vilde; men jeg ved ikke rigtig, om det kan lade sig gøre; jeg vilde nemlig så gærne gå til Herrens bord en gang i Vartov, helst en gang i påsken; det er blevet til et inderligt ønske hos mig; helst vilde jeg naturligvis gå der sammen med dig eller dog i al fald have dig med i kirken. Jeg har tænkt på dem derhjemme. Men er det dog ikke synd at lade sig afholde fra at gå, når man har mest lyst og trang, blot fordi det én gang er vedtaget som en gammel skik, at vi derhjemme skal følges ad … én gang om året… Lad mig høre din mening …, og mon du vil gå med mig.
Jeg vilde også så gærne have, at du skulde prædike i Vartov langfredag; og det vilde din moder også. Tror du, at du kan det? Endelig havde jeg også sådan lyst til, at du skulde tale tirsdag aften i »Dansk samfund«. Du kunde jo fortælle en sagastump; det gør du så godt, og jeg er så vis på, at folk vilde blive glade ved s. 161det … Det kunde være en hel vederkvægelse at få et frisk pust fra Vallekilde …
Jeg har bedt din fader sende dig et exemplar af »Fædrelandet« tillige med »Illustreret tidende«; jeg vil nemlig så gærne, at du skal læse et stykke af Birkedal med overskrift: »Et alvorligt spørgsmål«, så skal du se, hvor det er udmærket skrevet, og det er ganske som talt ud af ens hjærte … Det er så forfriskende, når én en gang tager bladet fra munden, og det er dog den rene sandhed hvert ord, han skriver; men dygtig skarpt naturligvis. Det værste er, at det blad, hvori stykket står, naturligvis aldrig kommer for den unge prinsesses øjne; det skal de nok vogte sig for — og heller ikke for kongens eller dronningens. —
I søndags prædikede Grundtvig så dejligt og så forståligt, så at jeg rigtigt kunde have godt deraf. Jeg er så glad, når jeg sådan en gang kan forstå ham, for jeg kan jo ikke fragå, at det er de allerfærreste gange, at det er tilfældet. I går fik jeg at vide, at det var fru Grundtvigs fødselsdag; jeg tog så derud og traf adskillige bekendte derude. Den gamle var så venlig og mild.
Ja, kære ven, hvor var det en hovedkulds tur, du var herinde i forrige uge! og dog var jeg så glad, at jeg fik dig at se; jeg havde troet at skulle se dig forknyt og træt; men i det sted synes jeg, at det var længe siden, jeg havde set dig så frimodig og glad.
På torsdag er Frits, Ida og jeg indbudte til Nørregårds … Det er deres bryllupsdag den dag … Nu er det jo afgjort, at Bågø følger med Nørregård til Jylland; det er meget godt …
Husk, når du kommer herind at tage Holger Danskesangene med til mig; jeg vil så gærne låne dem …
Ønsk Peder Frederiksen og hans kone til lykke fra os med deres lille søn! …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 15. marts 1866.
… Jeg er så glad over, at du … selv ønsker så meget at gå til Herrens bord nu i påsken. Jeg ønsker det samme og vil være så glad ved at gå sammen med dig op til det bord, hvori vi først for alvor lærer hvad kristenkærlighed har at sige. Jeg er så aldeles enig med dig i alt hvad du skriver derom, og jeg har blot én ting at føje til: Når først det s. 162går os, som du skriver, at vi føler stærk trang dertil, da skal og må intet — slet intet holde os tilbage; ti da er det sikkert Herrens ånd, der banker på hos os, vil tage os ved hånden og vil føre os til det, som er vor saligheds lykke. Vil vi da af ængstelse for dette eller hint menneskes vrede alligevel sige nej, da står vi Guds kærligheds magt imod for en menneskelig kærligheds skyld; ja da kaster vi vrag på Guds godhed, og da vil det gå tilbage med os i vort liv; ti da har vi vist den hånd bort, der ene og alene kan føre os trygt hjem til den himmelske bolig. Derfor: kun du selv kan her råde; … og du kan være fuldkommen vis på, at det er ingen synd at gå til Herrens bord, når du drages dertil, altså lader Guds ånd råde i stedet for at ville byde over ham, byde ham at hjælpe os, når vi måtte behage at finde en stund, som falder os bekvæm. Nej, hellere gøre det brud på gammel skik i vort fædrenehus, der er blevet os et snørliv, der kan true med at kvæle vort liv … Så længe du uden at føle det kunde bøje dig ind under den gamle skik, ja da kunde det lade sig gøre; men kræver dit liv nu en anden skik, da følg du den roligt og vær sikker på, at da gør du Gud til behag; og han skal nok hjælpe dig ud over alle vanskeligheder …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 18. marts 1866.
… Nu er jeg endelig kommen hjem fra forsamlingen i Vejleby. Der var propfuldt i aften; ja, så mange, tror jeg, har der endnu ikke været med. Jeg talte om verset:
»På vort eget nat og dag
stirrer vi med velbehag,
det forstyrrer freden:
lad os Jesum én og hver
som vort liv og lys få kær;
det gør enigheden«.
… Så tog det jo en del tid at få sagt farvel og godnat; men endelig fik jeg da Hoff under armen og vandrede hjemad. Hele vejen gik vi og talte så rart sammen om mine ungdomsvenner og om — dig … Hoff bad mig hilse dig og gav mig et trofast håndtryk til dig.
s. 163Da jeg kom hjem … fik jeg snakket lidt med mine rare karle og jeg giver mig nu til at skrive til dig.
Jeg er for resten træt i aften; men det er ikke noget nyt … Jeg har i hele den sidste uge været mer end almindelig træt om aftenen …
»Hjulmanden« her er for resten en mærkværdig mand! Han tænker såmænd meget mere på mine sager, end jeg selv gør det, og slider utrættelig for mig, ja — det gør da Hoff også; sidste nat sov han næsten ikke, fordi han lå og tænkte på mine sager …
Hvor er det dog underligt nu selv at skulle bygge hus — jeg er så ked af slet ikke at kunne komme til at tale med dig om bygningen, som du dog skal have dél i så vel som jeg. Jeg bad i mit sidste brev Frits tale med dig om den; måske der kunde være ét eller andet, du kunde have at bemærke. Jeg tænker jo ellers nok, du skal blive til freds, især da jeg synes at kunne få sådan et yndigt lille fruerbur til dig med egen nedgang til haven. Bygningen kommer til at ligge — ikke oppe på Tingbjærget men lige syd for, skjult fra vejen. Den store bakke skærmer den da aldeles for norden- og til dels vestenvinden. Men øst- og sydsolen får vi lige fra første hånd — med omtrent samme udsigt, som jeg nu har fra mine vinduer. Blot to minutters vandring vil føre os op på Tinghøj med egnens skønneste udsigt.
Det bliver vist ellers lidt småt med kun ti tdr. 1d. Derpå kan man dårlig holde heste og således ikke godt drive jorden selv; … og dernæst vil det knibe for mig med kørslerne. Der er intet spørgsmål om, at kunde jeg få ti tdr. Id. til, vilde jeg stå mig godt derved, jeg vilde kun få 100—120 rdlr. mere i årlig udgift (renter af købesummen) men 4—500 rdlr. mere i indtægt, og så kunde jeg selv holde heste.
Vi er nu i fuldt arbejde … med at lave vej op til stedet og med at grave store kampesten op af jorden. De skal skydes og hugges til grundsten. Jeg håber dernæst hver dag at kunne begynde at grave brønd og hente mursten. I dag har jeg fået tilsagn fra tre bønder i Fårevejle sogn, 1½ mil herfra, om hjælp med kørselen (fortæl fader og Frits det). Arbejdere får jeg dels blandt husmændene her, og dels må Dandanell (bygmesteren) sørge for dem … Kørslerne må jeg dels bede bønderne om, dels leje til. I dag skriver jeg til alle oldermændene i de nærmeste byer om at s. 164sammenkalde bymændene til møder. Dér skal jeg så rundt, tale min sag og bede om hjælp til kørslerne. — Du kan se, jeg har bægge hænder fulde af arbejde …
Hvis Køster vil have mig til at prædike én af de dage, da Grundtvig ikke selv prædiker, skal jeg gærne gøre det. Tal med Otto [Jakobsen] derom! I »Dansk samfund« får jeg jo slet ikke lejlighed til at komme, da jeg må rejse fra København tirsdag morgen.
Det er skade, at jeg ikke har fået Birkedals stykke herud; jeg har kun læst en kort gengivelse deraf i »Dansk folketidende« …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 24. marts 1866.
… Jeg kan ikke modstå lysten til at sende dig endnu en lille hilsen, førend vi ses, idet Bågø nu rejser ud til dig; og så vil jeg med det samme sige dig, at jeg på dine vegne har lovet Køster, at du vil prædike langfredag til aftensang. Jeg synes, denne var den bedste dag; men Køster tilbød ellers både langfredag, påskedag og anden påskedag. Men da vi vel så følges ad til Herrens bord påskedag, og da anden påskedag er den sidste dag, du er her, så valgte jeg langfredag; var det ikke rigtigt? Jeg skal hilse dig så meget fra din fader; nu har han det meget bedre igen. I går var han første gang nede på kontoret, og i dag er han dernede hele formiddagen …
Alt dette med bygningsvæsenet står i grunden for mig som en drøm. Jeg kan slet ikke rigtig fatte, at det virkelig er alvor. Jeg vil nu skrive lidt til fader om alt dette; for det er dog så sært, at han slet ikke véd en smule besked med det hele; jeg har nemlig aldrig videre berørt dine planer til dem derhjemme, når jeg har skrevet; nu synes jeg, som sagt, det er på tiden.
Jeg vil så ikke skrive mere nu, da du får Bågø ud hos dig …
Lad mig vide, om du så kan prædike på fredag; du må endelig gøre det, for jeg har lovet Køster det …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde
26. marts 1866.
… I lørdags forberedte jeg mig til min prædiken, og så prædikede jeg da i går både i Vallekilde og Hørve.
Bågø kom først i går eftermiddags, med ham talte jeg hele tiden, du kan ikke tænke dig, hvor jeg er glad over ham. Det er dog yndigt igen at have sin egen gamle ungdomsven hos sig!!!
— Nu har jeg i dag på morgenstunden sværtet Kristian den anden og malet Gustav Vasa luerød, dernæst svaret Dandanell på et brev, jeg fik fra ham i dag. Deri dænger han dig til med ros og ønsker mig til lykke med sådan en fæstemø …
— På onsdag aften kl. 10½ — om Gud vil — ses vi og tales ved.
Jeg er ellers — vil jeg i tide sige dig overanstrængt nu og trænger hårdt til ro i København … Du må love mig en masse tålmodighed, som du straks giver mig ind med skeer, når jeg kommer …
Jeg har vistnok skrevet til dig, at jeg ikke vilde prædike samme dag som Grundtvig; Grundtvig holder aldrig altergang 1. påskedag.
Forhør dig nu om, hvilke dage Grundtvig ikke prædiker, og bed så Køster, om jeg da må prædike en af de dage … Forhør dig med det samme om, hvilke dage Grundtvig holder altergang …
Hils nu fader, Frits og moder! Sig dem, at jeg orker ikke at skrive til dem. Gør endelig fader begribeligt, at jeg ikke har kunnet overkomme at skrive til ham.
Gud fader give os så et rigtig glædeligt gensyn og en ægte livsalig påskefest! …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 4. april 1866.
… Atter sidder jeg herude i Vallekilde i den lille lune stue, mens solen fortæller forårshistorier der uden for. På bordet står blomstrende krokus, som lille Kirsten har sat herind.
I øsende regnvejr kom vi herud; vi kørte i lukket vogn til Holbæk og derfra i åben vogn og kom således hertil kl. 4. — Så yndig en modtagelse, som jeg dog har fået her!! Anton Nielsen var jo nu også lige ved hånden. Hoff kom herind, og hjulmanden kom også og mældte mig, hvorledes mine sager står.
s. 166Om højskoleforeningen bestemtes intet endnu — sig det til fader og moder — her var nemlig kun Anton Nielsen, så her kunde intet bestemmes. Desværre har nu også Hoff så uhyre travlt i denne uge på grund af konfirmationen.
I dag har jeg nu skolen i gang igen …
Vær nu endelig frimodig, lille Marie, og glem ikke, om du bliver tung, da at bede Vorherre styrke dig — glem det ikke — og så: »se frem, men ej tilbage!« og lad så »kærligheden gøre alting let«. Når jeg ser dig stråle af glæde, da bliver også jeg glad. Om vi nu på søndag glade måtte mødes her!!
Den bedste tid, jeg havde i København denne gang, var i mandags eftermiddag, da du, moder og jeg sad ene sammen … om man således ofte kunde sidde i ro sammen, da var det en fryd at komme derind; men det er så lidt af den slags rolige glæde, der bliver mig til del. — Dog hvorom alting er: kan vi bægge være »glade i Herren«, da er vor bane let og vort liv livsaligt; og da skal uro og travlhed aldrig kunne forstyrre vor lykke.
Hils så min moder! Sig hende fra mig de bedste og kærligste ord, du kan; sig hende, jeg hænger ved hende med hele min sjæl …
Sørg endelig for at få mine blå briller med ud til Skamstrup.
Gå endelig ud til Hartmann, at du kan få melodierne med ud på søndag …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 15. april 1866.
… Nej, det er aldeles mageløst! Jeg har en nyhed at fortælle dig, som rigtignok er én af de største, jeg længe har hørt; to forlovelser. For det første — ja hvem tror du? — Kold! … Jo, Kold har såmænd forlovet sig med én af sine elever fra forrige sommer. Hvad synes du! Han, som altid sagde, at en kone var en luksusgenstand, som han ikke havde råd til at holde …
Den anden forlovelse er mellem Kolds søster og én af lærerne; jeg ved ikke hvem …
Da jeg kom herhjem, lå der brev til mig hjemme fra, hvori de skrev, at fader rimeligvis ikke kunde komme herover og hente mig, da vi nu har fået en s. 167kapellan, en Carstensen, som skal ordineres den 2. maj. Og fader kan da ikke rejse bort, så længe han endnu er så fremmed for alt. Men så skriver moder, om det ikke var muligt, at du kunde følge lidt med mig hjem … Efter hvad jeg kender til fader, så tror jeg rigtignok, at enten må du eller din fader nu tale med ham angående det meget drøftede spørgsmål. Det går ikke an at lade sagen falde, når man har med fader at bestille; han må idelig mindes, om man vil håbe at nå målet. Og jeg synes nu, at det var rimeligst, om du talte med ham. Dog, lad os nu først se, om han ikke kommer herind alligevel. Skulde dette imidlertid ikke ske, kan du da ikke rejse med mig hjem i pinseferien? …
Kilden, hvorfra min nyhed om Kolds forlovelse stammer, er Jakob Køster, som lige er kommen derovre fra, så det må da være sandt …
Der var dog så yndigt inde i Vartov i dag! Jeg talte i dag med Termansen og Dinesen. De lovede at gøre alt for at komme ud til dig snart …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 16. april 1866.
… På mit bord står de dejligste forårsblomster fra skov og have. Dem har Sofie sat ind. Ja, en hel kop med violer står her. Vaskerkonen Signe har også bragt mig violer i dag. Mens jeg skriver, går hun og pusler med at bringe orden i stuen og i mit linnedskab, hvor der var en rædsom uorden.
I lørdags havde vi besøg af tre rigtig rare gårdmænd fra østeregnen. De blev her natten over.
I går, da jeg tog til Hørve kirke, mødte jeg Just fra København agende i en extravogn. Jeg satte mig uden videre op hos ham og kørte de 2½ mil med ind til Kelstrup til den syge elev Niels Pedersen (ham med det krøllede hår). Han er nu atter lidt i bedring efter et tilbagefald. Tænk, de havde givet ham ærter!
Ole Peder kørte mig tilbage til Vindekilde, hvorfra jeg til fods kom til Hørve kl. 7½, netop tidsnok til at tale ved forsamlingen hos smeden. Hoff talte så mageløs dejligt. Han er ellers ligesom jeg aldeles udaset.
Da jeg så kom hjem, lå her brev til mig fra søster Marie, fuldt af ængstelse over mine planers forvovenhed. Hun fortæller mig, at hovedbygningen på en herre-s. 168gård her nær ved er at få til leje. Du skal dog ikke tale herom til andre.
Fortæl fader og Frits, at i går er der kommen udmærket vand i min brønd. Åren giver så rigeligt, at på en nat kom der 40 store spande vand.
… Jeg er så glad ved tanken om, at om end alle andre vilde vende mig ryggen og spotte med min »dumdristighed«, så vil du dog — elske mig.
Tak for al din kærlighed. Glade skal vi holde sammen og holde hovedet oppe, så vi altid kan se mod hinanden. Himlenes herre, der af sin store nåde er bleven vor fader, han styrke os til alt godt! …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 22. april 1866.
… Jeg kan ikke slutte denne yndige dag, uden at jeg må have talt et par ord med min kære Ernst. Ja, denne dag har rigtignok været god for mig; jeg gik nemlig i formiddags til Herrens bord, og jeg har været så glad derved. Det var for mig, som om det var første gang i mit liv, jeg var til alters. Først i dag mærkede jeg ret tydeligt, hvor lidt min altergang egentlig har havt at betyde for mig til forn. Ernst, hvor skal jeg kunne beskrive for dig, hvor velsignet det var for mig i dag at være gæst ved Herrens bord. Ak, jeg kan kun ikke fatte, hvorledes jeg er værdig til en så stor nåde; jeg som er så fuld af synd. —
Og så har jeg aldrig endnu hørt Grundtvig tale så forunderlig skønt som i dag; og han var selv så grebet deraf, talte så indtrængende. Det var egentlig mærkeligt nok: ét sted i prædikenen var som talt netop til mig. Han talte om, at et menneskes tro så ofte kunde blive angrebet; det skete ofte, at ens venner ja endogså ens pårørende kunde spotte ens tro ved at gøre den latterlig, og så var det så grulig svært især for kvinder og børn at være standhaftige og ikke vige . . Jeg giver Grundtvig ganske ret heri; men jeg tror egentlig, han har uret, når han siger, at det især er kvinderne, som har ondt ved at være standhaftige; jeg har den tro, at en kvinde ofte kan være mere standhaftig i slige tilfælde end en mand … Nørregård og hans kone og svigerinde, Hertel, Mouritzen og hans kone gik også i dag til Herrens bord.
På vejen hjem fra kirke fulgtes jeg med Anton Nielsen og hans kone. Jeg var meget glad ved at få ham s. 169at se; men det var kun sådan et lille glimt, og din broder Frits talte med ham hele tiden.
Til middag var her Bågø, Dinesen, Svejstrup samt Frits og Ida og i aften også Termansen. Dinesen og Termansen lovede, at de vilde gøre al deres flid for at komme ud til dig på løverdag; men de vidste ikke, om det kunde lykkes dem …
Det er sandelig intet under, at du er træt; hvor gør det mig ondt for dig, at du nu snart skal skilles fra alle dine rare karle; det bliver vist drøjt for eder.
Det er sandt, kære Ernst, gør mig den tjæneste at forklare de to sidste vers af nr. 18 i Kösters sangbog »Fremtidsmålet« for hjulmandens kone. Hun bad nemlig mig om at gøre det den aften oppe på skolen. Men da begyndte Hoff lige at tale, og senere glemte jeg det.
Husk du det; og hils så de rare mennesker så meget fra mig; det gør dog så ubeskrivelig godt at møde sådanne venlige ansigter og milde øjne, som man møder dér, både når man kommer til, og når man rejser fra Vallekilde; det er, som om der lægger sig en mild varme om éns hjærte derved. Véd du, at da vi ved afrejsen holdt udenfor hjulmandens for at sige dem farvel, kom datteren ud og rakte mig et lille kræmmerhus fuldt af — duftende violer. Jeg blev så glad derved, at jeg ikke kunde være bleven gladere ved den værdifuldeste gave, for med blomsterne fulgte et par milde blå øjne, som så rigtig kærligt på mig. Jeg syntes, det var sådan et godt varsel om, at til næste år behøver violerne ikke at blive plukkede af og lagt i kræmmerhus for at glæde mig, for så er jeg derude hos dem, og så står de og nikker til mig i græsset …
Du kan tro, du vilde have godt af at gøre en lille rejse med mig over til Fyn for at adsprede dig lidt nu ovenpå skolearbejdet; … jeg vilde dog helst, det skulde være i pinseferien, således at vi kunde holde pinse sammen i Dalum … Mon du kommer herind på onsdag …
Jeg skal hilse dig fra din fader og sige, at det kan ikke betale sig at sende et skib op til dig alene med tømmeret; det øvrige må med samtidig, snedkerarbejde o. s. v. Så snart som muligt, skal det dog nok blive sendt af sted, vel om en 14 dages tid. Det er for resten det samme skib, som er bleven fragtet til Frede s. 170Boisen; nu skal det først ned til ham og derefter op til dig; jeg skulde sige, at du må give tid (»Giv tid, giv tid!«), det kan ikke ske før … Din fader har været en lille tur i Sverige, og han lader til at være opmuntret af den. De har ellers så travlt nede på tømmerpladsen i disse dage; man kan næsten ikke få Frits i tale.
Du har slet ikke skrevet hvad du synes om Kolds forlovelse; jeg trode, du vilde blive så forundret over den. Hvor det dog er utåleligt, som folk sådan kan vrøvle om ting, der ikke kan ændres …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 26. april 1866.
… I dag skriver jeg til dig blot for at bede dig hjælpe mig med flere sager, og jeg må skrive i en rasende fart; — du kan tro, det er travle dage for mig …
Sig til fader, at jeg nu har brugt over 300 rdlr. … og Jeg er nu i stor pengeforlegenhed; jeg har måttet låne både hos pastor Bonnevie og hos Peder Frederiksen, og nu forestår store udbetalinger igen — til kørsler og til elevernes værter. Mind ham om, at han har lovet mig 500 rdlr. for over en måned siden …jeg må endelig have de 100, så snart som muligt. Sig ham så også, at jeg er inderlig bedrøvet over, at det varer så længe, inden tømmeret kommer herud; vi vænter kun på det for at kunne begynde. For hver dag, der går, får jeg en dårligere bygning til efteråret. Ja, gid dog, at Termansen og Dinesen vilde komme herud på lørdag. Sig til dem, at på søndag lægger vi den første sten til den ny bygning. Det var så yndigt, om de kunde være med dertil …
Jeg vil helst tage herfra den 16. el. 17. maj til København og derfra til Dalum den 18. el. 19., blive dér til d. 22. og så atter rejse her hjem. Jeg vil trænge meget til hvile, når skolen holder op; men jeg vil ganske sikkert ingen hvile få, om jeg straks derefter rejser til København; derfor vil jeg gærne vænte lidt …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 24. april 1866.
… Den sidste uge har været svært stræng for mig, det kan jeg ikke nægte. Jeg har været så uhyre anstrængt; nu nærmer vi os jo slutningen, og alt sættes s. 171i bevægelse, for at vi kan blive færdige med det — og det — og det … Og så fik jeg brev fra søster Marie i Skamstrup, hvori hun skildrede mig … mit hele foretagendes vovelighed og fortalte, at Aggersvold, en stor smuk herregårdsbygning her lige tæt ved Hjembæk, 1 mil herfra, er at få til leje for 2—300 rdlr. om året. Hun vilde da, at jeg skulde tage over og leje den og afbryde mit byggeforetagende. Nu er det ganske vist, at jeg meget har ønsket, at jeg kunde få en bygning til leje i stedet for at bygge — men nu — nu er det for sent. Og jeg må vist være glad, at det er for sent, så jeg undgår fristelsen til at tage derover; ti det vilde ingenlunde være gavnligt for en højskole at bo under tag med — for det første en forpagter, af hvem jeg navnlig for mælkens skyld vilde blive aldeles afhængig, og hvem man jo i forvejen aldeles ikke ved noget om, hvorvidt jeg vil kunne enes med ham eller ej. Men dernæst har han jo sine måske 20 karle og 20 piger, og man ved jo nok, hvilket liv der i reglen føres på de store gårde. Det vilde være vanskeligt for mig at holde karleskole sådan et sted, og aldeles umuligt, ja, ligefrem upassende at holde pigehøjskole dér.
Vel slap jeg i øjeblikket for at bygge, slap for at udsætte mig for tab så meget som nu i tilfælde af dødsfald eller almindelige store folkeulykker — ja, det er vist. Men ellers blev den aarlige udgift 200 rdlr. lige så stor som nu, og med 300 rdlr. større end nu. Og så skulde jeg vel overtage den store kostbare have, den jeg enten måtte lade forfalde eller sætte store penge til på. Her har jeg dog udsigt til ved Ankers og andres hjælp efterhånden at bedre mine kår ved afdrag på gæld. Og her vil jeg kunne bidrage til grundlæggelsen af en fast højskole. Derovre skulde jeg desuden være uden Hoff og Tranberg og Vallekildelivet. Selv med hensyn til de kære penge vilde det være galt, da jeg vilde blive nødt til at holde en lærer til. — Ja, dette brev satte mig i stor bevægelse, og jeg tænkte endog på for en sikkerheds skyld at tage derover. Men nej, Hoff fik mig både trøstet og styrket; vi havde en dejlig aften sammen …
Jeg har i ugens løb havt det bedre, endog havt et par gode læsedage; men i går tog jeg mig for helt at hvile ud, derfor må du tage til takke med disse linier … jeg kan ikke overkomme brevskriveri, dertil er s. 172jeg for anstrængt i disse dage … Bed fader endelig selv sørge for skibet og gøre det snart; nu vænter vi kun på tømmeret for at kunne begynde bygningen. Bed ham, at det dog må ske snart, ellers får jeg en fugtig bolig til efteråret …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 27. april 1866.
… I dag har din fader og jeg været ude i Nyhavn og talt med en skipper, som skal op til dig med noget tømmer. Det var sådan en rar mand at sé på, og da jeg spurgte ham, hvad hans skib hed, så sagde han: »Det hedder Marie«. Det tog jeg for et godt varsel, at det første tømmer til din bygning bliver dig bragt af en Marie. Ti det er jo dog navnet på den, som hver dag fra morgen til aften ofrer dig sine bedste og kærligste tanker. Ja, dersom tanker kunde hjælpe dig, så havde du såmænd ingen mangel på hjælp; men uagtet de ikke kan hjælpe dig, så skal du dog alligevel vide det: du er i mine tanker, hvor jeg så end færdes …
Jeg skal hilse dig fra din moder og sige dig, at hun fandt eders billede (elevbilledet) meget godt; hun syntes kun, at du så »så bøs« ud, som om du havde i sinde at prygle løs på alle dine karle. Jeg var uheldigvis ikke hjemme, da Jerndorff var her, så jeg fik det ikke at se … Hils nu dem alle derude, og sig alle dine rare karle et rigtig kærligt farvel fra din Marie …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 29. april 1866.
… Hvor det falder hårdt i dag at skulle sige alle de kære farvel. Hjærtet sidder mig sådan i halsen. Du må ikke i dag tage mig ilde op, at jeg skriver så kort; men jeg vil så gærne bruge al den tid, der er til overs til at tale lidt med hver enkelt. I går formiddags kom Holm fra Ubberupgård. Han lærte dem nivellering i går eftermiddags, og det morede dem svært. I aftes kom Anton Nielsen; og så holdt jeg da mit sidste foredrag om Ragnarok og fornyelsen, hvorved jeg fik lejlighed til endnu en gang at kaste et blik både over Danmarks- og verdenshistorien. Det var så underligt at slutte af. Så fik jeg talt lidt med karlene. Holm, Hoff og Tranberg var også herovre. Til sent ud på natten sad jeg så og talte med C …, en af de s. 173elever, jeg ikke har været til freds med. I morges har jeg havt sådan rare samtaler med to af de andre. Ja, du kan tro, jeg har ordentlig brugt mig i disse dage. I fredags prædikede jeg for pastor Funder i Bjærgsted og Brejninge, kom så hjem kl. 4, sov lidt, og så — her var temmelig mange besøgende den aften — holdt jeg foredrag om Grundtvig først fra kl. 5 til 7 og så fra 7½ til 9. Jeg vil nok være dygtig træt nu, når disse dage er forbi …
Termansen og Dinesen de kom da ikke; det har rigtig gjort mig så ondt …
Mandag formiddag.
Hvor det dog har været uhyre svært at tage afsked! I går efter kirken, hvor næsten alle eleverne var til alters, kom allerede adskillige fremmede. Anton Nielsen læste kl. 2 en ny historie højt, kl. 5 gik vi ud på min lod og lagde grundstenen til den ny skolebygning, kl. 8 fik vi os et lille glas punsch og holdt taler til kl. 10, så var jeg atter alene en timestid med mine karle som den første dag, og så græd vi, ja — som små børn. De, der rejste i går, kom ind til mig én for én, alle grædende, især var Fynboerne aldeles opløste. Da kl. var 1, kørte hjulmanden dem på vej med mine heste — — langt ind mellem bankerne lød i den stille midnatsstund det sidste farvel. — Nu om lidt skal jeg sige farvel til de sidste; det falder mig så tungt — …
Nu går 7 af eleverne herfra arm i arm, de synger på vejen: »Nødig sige vi farvel!« …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 2. maj 1866.
… Din fader har bedt mig spørge dig, om der var noget — stykgods el. lign., du vilde have med skipperen ud; han sejler rimeligvis sidst i denne uge … Efter hvad jeg har hørt, tror jeg, én af karlene her fra tømmerpladsen følger med derud for at være til stede ved udlosningen af tømmeret … Så skulde jeg ligeledes spørge dig fra din fader, om du helst vilde, at skipperen lagde til ved Adelersborg eller ved Drags-mølle, for det var vist manden ligegyldigt … Nu har jeg fået eders billede foræret af Jerndorff, og det er jeg meget glad ved. Jeg finder det så udmærket, kun er det jo kedeligt, at Thomsen er bleven så dunkel; s. 174og du ser så træt ud derpå og så alvorlig … Tak for dit lille brev; jo du kan tro, jeg kan godt føle med dig, hvor tungt det måtte falde dig at tage afsked med alle de kære mennesker, hvoraf de fleste var voksede så fast til dit hjærte …
I dette øjeblik kom Thomsen og Anders Jensen; så nu må jeg ned og høre lidt af dem …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 4. maj 1866.
… Nu er da dette forunderlige halvår gået. Jeg har i disse dage vandret om som i en døs. Undertiden har jeg syntes, jeg var som en bue, der længe har været spændt og nu på en gang slappes. Først nu mærker jeg, hvor træt jeg har været. Jeg har havt uhyre godt af at gå sådan omkring og drive; jeg har ikke bestilt andet end gjort mine regnskaber i orden og skrevet kontrakten med Dandanell af …
Hvor underlige dage!
Lad mig endnu en gang gå dem igennem. Sjældent er et foredrag bleven fulgt med mere opmærksomhed end det, hvori jeg i fredags gennemgik Grundtvigs liv; langt ud på aftenen sluttede jeg til sidst af med at tale om »Grundtvig-ianerne« og påviste, at al den tale om dem som et eget parti med et eget til dels skjult partimål egentlig var usand. I kirkelig henseende arbejder de netop på, at der aldeles ikke skal blive tale om »Grundtvig-ianere«, men kun om kristne; de arbejder netop på at rive skillerummene ned mellem alle troende og døbte, af hvad slags de end er. Men derimod murer de stærkt på et gærde mellem tro og vantro.
Og lige så i folkelig henseende, også her går arbejdet ud på, at der ikke bliver tale om »Grundtvig-ianere«, men kun om Danskere, også her vil de rive skillerummene ned mellem danske folk, de som standsvæsen og fremmed opdragelse har stillet op. Og alt dette sker ved at fremme en ægte dansk oplysning for alle danske, en oplysning, der som Hejmdal på Bifrøst skal vogte adgangen til Asernes hjem.
Dette var allerede som en slags afskedsforedrag, hvori jeg for en del gjorde rede for arbejdet. Samme aften fik jeg Thomsen af sted til Ubberupgård efter Holm, som nok havde i sinde at svigte os. Hele næste formiddag måtte jeg da selv tage undervisningen og sluttede da Danmarks-historien af med at fortælle om s. 175det Slesvig-Holsten-ske oprør og krigen derefter. Ved middagstid kom Thomsen tilbage medførende Holm, som så måtte holde for lige til aften med nivellering. Så kom Anton Nielsen, og jeg holdt da mit sidste foredrag over Ragnaroksmythen, fornyelsen, således at jeg forklarede den ved nu til slutning at give en oversigt over både Danmarks- og verdenshistorien.
Det var så underligt næste dag for sidste gang at samles i kirken. Næsten alle de troende blandt karlene gik til sammen til Herrens bord. Sluttelig sang vi: »Så vil vi nu sige hverandre farvel«. Imidlertid var der kommen en hel mængde gæster, og vi spiste så sammen til middag; jeg fik talt med nogle af forældrene men var glad, da Anton Nielsen kl. 2 læste en ny historie højt, så jeg kunde gå ind, sove lidt og samle mine tanker. Så kl. hen imod 5 stillede vi ude i gården, og med danebrogsfanen i spidsen gik vi syngende ud ad vejen til min lod. Her gik det helt højtideligt til, mere end jeg havde beregnet. En hel mængde mennesker havde samlet sig om den udgravede grund. Ved indgangen til byggepladsen kom Dandanell og hjulmanden os imøde og gik foran os ben til det sted, hvor vi skulde stå; én af eleverne plantede Danebrog på jordvolden. Så sang vi en sang af Anton Nielsen, hvorefter jeg gik ned og væltede den første sten ned til bygningen. Derefter holdt jeg en tale, hvori jeg sammenlignede denne ene sten til bygningen i forhold til alle de andre, der skulde til — med denne lille skole i forhold til al den oplysningsgerning, der skulde til her i Danmark. Vi trængte til mange flere skoler og langt vægtigere end denne, før kransen kunde hejses på den danske skole. Dernæst gjorde jeg opmærksom på, at den egentlige, første sten til denne bygning var lagt ved dette halve års skolegerning, hvortil jeg så øjensynlig havde havt Vorherres hjælp. Jeg bad da ham fremdeles tage skolen i sin hånd og rejse bygningen. Atter sang vi, og så talte Hoff om det gode håb, der hørte til for at dette oplysnings arbejde kunde lykkes; men mærkesmanden herfor, ham der ret egentligt havde givet grundtegningen til denne som til de andre højskoler, det var Grundtvig. Derpå fulgte et dygtigt hurra for ham og atter en sang. Så udbragte Anton Nielsen et hurra for mig men med så store ord, at jeg måtte nedlægge indsigelse og henvende opmærksomheden på fædrelandet; og med et s. 176dygtigt hurra for Danmark gik vi så atter fra byggepladsen.
Det var bleven aften, inden vi kom tilbage, og der fulgte jo med en hel hob af vore venner, der nu gærne vilde tage afsked med eleverne (hjulmandens, smeddens, Tranbergs, præstegårdsfolkene o. s.v.). Jeg havde ladet hente lidt punsch, og nu kom der jo en række af taler. Det, der imidlertid var det ejendommelige ved denne aftens skåltaler, var det, at eleverne nu fik munden på gang; navnlig talte Jørgen Sørensen udmærket og viste, at der en gang kan blive en hel taler af ham. Han udbragte min skål, og Peter Olsen udbragte Hoffs. Så holdt til sidst Tranberg en ganske fortrinlig tale om kæmpevisen: »Og hør du usle gangerpilt«. Han ønskede, at de alle måtte blive sådanne gangerpilte, som, når de først havde fået sådan en rigtig stærk kærlighed, en kærlighed til livet — ikke igen lod sig lokke fra den af noget, men som gangerpilten bestandig svarer: »Guldborgen og den grønne skov, dem får jeg, om jeg kan; men jeg vil ha’ den jomfru fin, jeg med guldterning vandt!«
Så brød vi endelig op, kl. var da ti, og gæsterne skiltes. Så blev bordene gjort ryddelige som sædvanlig, og jeg var nu ene med karlene som ellers; kun Anton Nielsen blev. Han talte så til dem hjærteligt og varmt, som han plejer, og derpå gav han dem alle et eksemplar af sin lille ny bog »Om Hans, der kom på højskolen«. Den er helliget vor skole (jeg skal tage den med mig, når jeg kommer). Så sagde jeg karlene farvel. Jeg mindede dem om den første time, vi havde sammen, — om kærlighedsbåndet mellem alle, der åbner hjærtet for samme ånd; jeg lagde dem endnu en gang på sinde, at alt, hvad de her havde fået, var kun en begyndelse, bad dem aldrig blære sig eller lade sig opblæse af oplysningen, bad dem aldrig blive løse eftersnakkere, men virkelige frimænd, befalede dem så Gud i vold og sagde farvel … Vi sang så »Det er så yndigt at følges ad«. Thomsen sagde så et par ord; men han kunde næsten ikke tale for bevægelse. Sidst sang vi: »Nødig sige vi farvel«, og så — skiltes vi. Den samme aften rejste Fynboerne, Rasmus Olsen, Nørgård og Niels Andersen. En for én kom de grædende ind til mig. Hvor kan jeg beskrive dig disse sidste, underlige afskedsøjeblikke denne og den følgende dag, da de således én for én s. 177kom ind til mig! Alle de gode ord, jeg fik, med tak for vinteren! Der var flere, der var så trange om hjærtet ved at skulle ud igen herfra, især var der én; han kastede sig hulkende ind til mig; han har et dårligt hjem, stakkel. Det var drøjt, uhyre drøjt, at tage afsked, langt værre, end jeg havde troet. Det var, som om hjærtet skulde slides i stykker … Tænk dig sådan en hård karl som H … da han kom herind til mig, brast han i gråd som et lille barn.
Midt under dette havde jeg en ubehagelig historie med en anden karls fader, der blev vred, fordi jeg sagde ham, at jeg havde været misfornøjet med hans søn …; men samtidig hermed hændte den mærkværdige ting, at der ligesom gik hul på sønnen, så han gav sig til at græde og sagde: »Bare jeg dog havde fået talt med Dem noget før, så kunde alt være bleven godt.« Han tilføjede, at han vilde snart igen komme herind og tale med mig; så skal vi se, hvad det kan blive til.
Kl. 12½ rejste jeg med Hoff til Holbæk. Hoff skulde over til Jylland for at se til sin søster. Tranberg tog også bort — og snart var der ganske stille i Vallekilde.
I Holbæk talte jeg med amtmanden og fik mine 300 rdlr. udbetalt *). Sent på aftenen kom jeg atter herhjem; men — ikke én eneste venlig karl til at tage imod mig; de sidste, Peder Olsen og Jørgen Madsen, var nemlig tagen ned til Anton Nielsen for at blive dér i nogle dage.
Ellers har jeg kun havt det dårligt i disse dage; det var en sand lykke for mig, at jeg ikke kom til København lige straks; jeg har været så nervøs angreben; den svære afsked i forbindelse med det overvættes arbejde i de sidste dage har vel voldet det. Jeg har puslet lidt med regnskaberne, har været ovre i præstegården, i skolen o. s. v. — Her hos Peder Frederiksen er kommen en helt ny tjænerbesætning, deriblandt Kristen Olsen, en næsten farlig opvakt, fattig dreng, der allerede for et år siden har begyndt at lægge alle sine spareskillinger til side til at komme på højskolen for. Han hænger forunderligt ved mig; om aftenen lister han sig hen til min dør for at sige mig god nat; i dag kom han ind med en »skollekage«, han selv havde s. 178lavet til mig. I det hele er folk mageløs gode imod mig. Sidste dag gav frøken Regine mig en yndig blomstrende reseda i urtepotte, og lidt efter kom Peder Frederiksens småpiger med en dejlig krans af tusindfryd til mig; den havde de bunden ude på engen. Den ene af dem, Line, har havt strubehoste, så lægen aldeles opgav hende; men mærkværdig nok kom hun sig igen.
Nu er Peder Olsen og Jørgen Madsen atter kommen tilbage. Vi har så ryddet alt bort af skolestuen, og nu er der så tomt og fælt derinde. Vi har begyndt at læse bibelhistorie, og de er nu i fuldt arbejde … I dag skal jeg ud til Anders Olsen; han har bedt mig komme for at få fat på en elev dernede … Sig til Frits, at nu har vi selv købt frø til haven, så han skal intet sende …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 6. maj 1866.
… I dette øjeblik sidder den rare, yndige pastor Hoff oppe på mit værelse ved mit skrivebord og skriver et par ord til sin kone … Forleden dag kom Køster hen til mig på gaden og spurgte mig, om jeg ikke vidste, hvorledes du var fornøjet med de melodier fra gamle Hartmann, da det interesserede denne at få det at vide; han havde nok endnu ikke hørt fra dig desangående … Køster sagde, at der var også andre, som havde bedt Hartmann om de samme melodier; men han havde sagt, at han vilde ikke lade dem komme videre omkring, førend han havde hørt, hvorledes du syntes om dem. Skriv derfor ufortøvet til ham, min kære ven … Dine forældre hilser dig tusinde gange; hvor de dog holder af dig! Jeg er så glad ved, at Hoff er her i dag til middag. Bågø er her også …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 7. maj 1866.
… I lørdags gik jeg herfra til Anders Olsen (4 mil). Han havde bedt mig så meget derom for derudefra at få en elev til næste vinter. Så blev jeg dér natten over, og næste dag kørte han mig til Buerup til en af de andre elever, som uheldigvis var borte. Derfra gik jeg til Nørager, hvor jeg blev mageløs ven-s. 179lig modtaget … Om eftermiddagen var jeg på Konradineslyst hos de to udmærkede comtesser. Med dem traf jeg aftale om Anders Jensen. Han vil rigtig nok få det mageløst; det var rørende at se deres glæde over at kunne pleje *) ham og have ham hos dem. Han får sin egen stue o. s. v. Nu må du endelig bede Frits sørge for, at Anders Jensen får indlagte brev snarest muligt … ti han skulde nu snart komme. Jeg talte så i går aftes på gården, tog derefter tilbage til Nørager, lå der om natten, og forsynet med flere gode ting kørte jeg så med grevens vogn derfra i morges og er nu atter hjemme …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 7. maj 1866.
… Jeg synes dog, Hoff skal have et brev med hjem til dig; jeg skal i aften være sammen med ham hos Frits … Jeg fik forleden dag et brev fra fader, som ganske tilintetgjorde alle mine planer angående al den kundskab, jeg havde håbet at kunne få i sommer ved af og til at gå over på Kolds højskole og se lidt til dér i køkkenet; der er jo intet spørgsmål om, at jeg vilde have havt stor nytte deraf; men nu skal du høre, hvad fader skrev … Først fortæller han, at han glæder sig til, ikke alene at jeg kommer; men at også du kommer med; »dog du må — for ikke at volde vor kære, unge ven skuffelse — sige ham, at så længe du er i mit hus, vil ikke for dit vedkommende den allerfjærneste nærmelse til den koldske commers på Hjallese mark finde sted« … Stakkels, gamle fader; man kan ikke andet end have medlidenhed med ham … Jeg vil derfor bede dig om, min egen, kære ven, at du lader være med, når vi nu kommer til Dalum, at anmode mig om at følge med dig til Kold, for nu ved du jo, hvad jeg må svare … hvor meget han end gør mig uret … så er han dog min egen, kære, kære, gamle fader, som jeg holder så ubeskrivelig meget af …
Ernst, hvem der dog måtte være fri! hvem der dog måtte få lov til at være sig selv! …
Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 12. maj 1866.
… Lægger du mærke til den dato, som står over mit brev! Jeg har i dag tænkt så meget over den yndige dag i fjor, som vi tilbragte derude i Lyngby, og som jeg aldrig i mit liv skal glemme. I år har den 12. maj unægtelig ikke været så behagelig, for jeg har tilbragt den største del af dagen med at gøre afskedsbesøg, og det er jo ikke morsomt. I torsdags aftes (Kristi-himmelfartsdag) var jeg ude hos Grundtvigs, og så sagde jeg farvel dér med det samme. Den gamle var noget træt fra om formiddagen, og det var sandelig intet under; ti han havde den dag først skriftetale og prædiken, så barnedåb — to børn — så altergang og til sidst bryllupstale (Larsens datter med en forpagter Nissen fra Jylland). Forleden aften talte jeg for første gang et par ord med Grundtvig; jeg takkede ret af hjærtens grund for i vinter. Han spurgte mig, om jeg nu skulde tilbage til mine skove og bad mig hilse dig. Jeg viste ham billedet af eder; men han kunde ikke rigtig få fat på det; han trode f. eks. hele tiden, at Jørgen Sørensen det var dig; men det var da også begyndt at skumre den gang, og han ser jo ikke godt. — Ja i morgen skal jeg jo altså for sidste gang ned i det velsignede lille Vartov. Nej Ernst, jeg véd slet ikke, hvorledes jeg skal bære mig ad med at undvære det; det vil blive et gruligt savn for mig. Og hvem véd, det bliver måske også sidste gang, jeg kommer til at høre den gamle, kære mand med de hvide hår og de forunderlig milde øjne; det véd jo kun Gud … Nu vænter jeg blot brev fra dig med besked om, når du kommer hertil. Din fader vil have brev med til dig, og indlagte brev skal jeg give dig fra Frits. Hils alle i præstegården, især Hoff …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 14. maj 1866.
… Om Gud vil, skal vi atter ses i morgen aften. Jeg kan ikke komme til at skrive videre til dig; ti nu er skipperen kommen i går aftes, og det har givet mig voldsomt at bestille med at skaffe vogne, jævne veje o. s. v. Bare dog han og Henrik var kommen en dag før, så havde jeg allerede i dag rejst til København. Nu må jeg passe at tage tiden i agt derinde … jeg skal tale med Villiam om enkedronningen og s. 181om muligt med Dinesen, med boghandler og bogbinder, og jeg skal træffe Thomsen og Anders Larsen. Ellers vilde jeg give meget til at kunne være i fuldkommen ro hjemme. Jeg er nu bedre, både i mave og hoved, og håber, at jeg efterhånden, som jeg får mig hvilet ud, ganske skal komme til kræfter igen …
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 27. maj 1866.
… I morges blev der kaldt på mig kl. 5, og så arbejdede jeg på min prædiken til kl. 7½; til den tid begynder gudstjænesten her allerede om sommeren. Jeg prædikede da først i Vallekilde. Der var sådan stor altergang i dag … Jeg prædikede, som jeg fortalte dig, jeg havde i sinde; kan du huske, da vi sad på stubben under de yndige træer; kan du huske det. — Jeg kom særlig til at ivre imod dette altid at spørge efter guld og sølv og ivre for dette at prøve selv hvilken rigdom, Vorherre giver os. Straks jeg var færdig, måtte jeg af sted til Hørve; der var så hyggeligt, en rigtig yndig forsamling af troende folk. Min prædiken blev dér en formaning til at give rum for glæden og taksigelsen over al den rigdom, Vorherre øser ud over os.
Da jeg kom hjem, havde jeg et lille middagsselskab: Jørgen Madsen og Peder Olsen, der nu skal ind at være soldat og — ak — skal rejse i morgen, Jørgen Sørensen, der maler og tapetserer i præstegården i disse dage, og hans forældre og Jens Peter Andersen, der i dag har været her i besøg. Det var så hyggeligt, kan du tro, at sidde i denne lille kreds. Ud på eftermiddagen gik de ind i præstegården, men næppe havde jeg fået sovet en halv time, så kom den blinde Jens Dyrholm; det er for resten mærkelig nok at tale med denne mand, der nu i 25 år har rejst om i landet som lægprædikant … Da Jens Peter Andersen senere skulde sige farvel, kom han — underlig nok — til at græde igen. Han og Peder Olsen mældte mig for resten 4 elever til næste vinter.
Jeg vil nu fortælle dig lidt baglæns: I går eftermiddags forberedte jeg mig til min prædiken; … i går formiddags havde jeg meget travlt med aftaler med Dandanell og med at skrive til fader derom … I fredags tog jeg om morgenen fra Anton Nielsens med Anders Jensen og indsatte ham i alle hans ny rettig-s. 182heder på Konradineslyst, hvorefter komtesserne kørte mig herhjem. I torsdags kom jeg til Anton Nielsen kl. 4; men da Anders Jensen først kom ud på aftenen, måtte jeg pænt vænte og blive natten over dér. Dér fik jeg en elev.
Her er ellers yndigt nu i Vallekilde; pæretræet uden for vinduet er så dejligt; jeg er så glad over mit lille fredelige hjem.
Med bygningen går det nok så godt; nu er de snart færdige med grunden og med kælderen. — Nu skal jeg over til forsamlingen, som Jens Dyrholm holder i aften i skolen.
Mandag: Det var nu lidt fra i går, at du kunde sætte dig lidt ind i mine forhold; men nu glider tankerne tilbage til det skovkransede Dalum; hvor vi dog havde en yndig ferie sammen. Det er virkelig også forunderligt, at netop denne gang, da jeg egentlig var alt andet end glad ved at rejse til Dalum, skulde jeg få det så godt ovre hos jer, som jeg aldrig før har havt det; og at der så skulde komme en så udmærket ende på den historie. Ja det er rigtignok forunderligt, og jeg véd kun at takke Vorherre for det alt sammen. Jeg har nu skrevet til Schrøder og har nu også i sinde at skrive til Charlotte *); men foreløbig længes jeg nu rigtignok efter at høre om, hvorledes du kan komme til derovre i Askov. Jeg bad Schrøder svare mig straks. Du må nu endelig … skrive til mig, lige så snart du får brev derovre fra. I det hele længes jeg nu efter at høre …, hvorledes din fader er til sinds, om han nu ikke fortryder, at han har givet dig rejsetilladelse … Det er så underligt for mig nu at tænke mig dig igen derovre på Fyn … Bare, bare, bare der nu snart må komme svar fra Schrøder, og du snart kunde komme derover, så at du kan nytte tiden så godt som muligt. — Masser af hilsener til dig fra vennerne her, både i præstegård og i bøndergårde … Almindelig glæde naturligvis over, at du skal være højskole-elev … I dag har jeg fået undervisning i fåreklipning og uldens tilberedelse af Peter Frederiksen; — du kan se, jeg tænker på fremtiden!
Peder Olsen skal nu rejse om nogle timer. Han er og bliver dog den, jeg har fået kærest. I aftes fik vi talt længe sammen; hvor er han dog så skøn, når s. 183man sådan sidder ene med ham! Ja rigtig så skøn! . . . Der er nu flere ting, jeg skal have ordnet for ham . . .
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 28. maj 1866.
... I går fik jeg indlagte brev fra fru Schrøder . . . Som du kan se deraf, anbefaler hun mig hellere at tage til Kolds, da hun tror, at jeg der kan lære mere end hos hende af madlavningen, og det kan hun jo også have ret i; men på den anden side så tror jeg, det vilde være gavnligere for mig at komme til Askov i enhver anden henseende end netop madlavningen; tror du ikke også. For du må nemlig vide, at nu har den gamle fader sagt til mig, at jeg må selv vælge, enten jeg vil gå over til Kolds eller jeg vil til Askov . . .
Jeg traf nu straks mit valg, nemlig Askov; men — dersom du synes, jeg kunde have mere nytte af at gå over til Kold, så gør jeg det. Svar mig herpå med omgående post . . . Jeg vil nu så gærne se at benytte tiden lidt snart, for ellers løber den fra mig . . . Jeg har besluttet at rejse herfra mandag morgen den 4. juni. Der bliver vel intet af planen om at følge mig derover!? —
... I går morges gik jeg til Odense i kirke, og havde det så dejligt dér; det var dog så mageløs yndigt at høre alle de smukke Vartov-salmer igen . . . Efter gudstjænesten var jeg inde i præstegården; der var mange i går, og iblandt andre en avditør Dahlerup fra Fredericia og en Lollesgård, som bor uden for Fredericia. De bad mig spørge dig, om du ikke kendte én, som kunde egne sig til at være højskoleforstander, da de så gærne vilde have en højskole i gang derovre . . ., der trængtes så hårdt til en sådan. Dersom du skulde kende én, vil du skrive til Helveg om ham . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 31. maj 1866.
... I går var jeg i Københavner-selskab på en skovtur, hvortil jeg var indbudt af læge Harpøth. Sént kom jeg hjem og fik da dit brev . . .
Forbavset blev jeg i høj grad over din fader; han er dog forunderlig . . . Men alt overvejet råder jeg dig til at tage til Askov; . . . lad det nu blive ved, at du rejser derover. Når bønderne herovre sætter s. 184hestene i bevægelse og skal til at køre, så mumler de mellem tænderne: »i Guds navn da«. Lad os to sige det højt og lydt: I Guds navn! Bed ham i Jesu navn velsigne din rejse til ægte gavn. Tager du hans velsignelse med, ja da må rejsen lykkes. Lad os for alvor bede ham derom! Gud fader bevare dig! det er en alvorlig rejse, du går til; efter min mening mere alvorlig og betydningsfuld end nogen, du hidtil har gjort. Hvor vilde jeg gærne rejse med! Men jeg kan ikke. Det er jo grundlovsfest på tirsdag, og dér har jeg lovet at tale, og næsten alle vore elever vil samles her den dag. Hoff og jeg har endog fået en meget varm og indstændig anmodning om at tage til Samsø og tale dér ved afsløringen af Frederik den syvendes mindesmærke, der skal finde sted den dag . . .
Du skriver vel selv til Askov, at du kommer . . .
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 31. maj 1866.
... I dag sidder jeg her ganske alene i den yndigste ro. Den eneste lyd, jeg hører, er drossel- og nattergalesangen i haven; her er så stille, ganske stille. — Man kan dog ikke ønske sig en skønnere plet på jorden at bo på end netop her. Men denne årstid er nu også den skønneste: Frugttræerne i fuldt flor, syrener og guldregn i færd med at springe ud, engen som et eneste stort dejligt blomstertæppe, og skoven så lysegrøn og løvrig. Og dog — er jeg så glad ved atter at skulle forlade al denne herlighed for at rejse til Jylland, oven i købet hvor vi har en meget bar og fattig natur; forskellen er, at her findes der rigdom udenfor og fattigdom inde; men dér findes der fattigdom udenfor, men rigdom inde. —
Er det dog ikke mærkværdigt med fader! nu læste du jo selv hans to breve til mig i København om Kold; og nu kommer han sandelig forleden dag ganske af sig selv og tilbyder mig, at jeg må selv vælge, enten jeg helst vil gå over til Kolds hver dag, eller jeg vil til Askov; jeg måtte gøre, ganske som jeg selv vilde. Jeg valgte jo Askov, som du alt ved . . . men jeg sagde til ham, at jeg nok kunde have lyst til at gå derover på højskolen en dag for rigtig at se mig om oppe og nede. Dertil svarede han, at det måtte jeg så gærne, og han spurgte oven i købet selv Sofie *), om hun s. 185ikke kunde have lyst til at se den, for så kunde hun jo følge med.
Sofie havde stor lyst, og i går formiddags kl. 9½ gik vi to så derover. Vi traf Kold nede i stuen; foredraget var endnu ikke begyndt. Jeg bad ham, om vi måtte høre det, og det måtte vi med største fornøjelse. Han gav sig så i snak med Sofie, og hun er aldeles forbavset over ham. Han talte med hende om forstandsmennesker og hjsertemennesker; han sagde, at det danske folk var så afgjort et hjærteligt folkefærd, hvorimod det tyske var et afgjort forstands-folk. Det var det gale af det, sagde han, at for det meste lod folk enten hjærtet alene eller forstanden alene råde, og de skulde dog så gærne følges ad; eller også satte de forstanden så højt over følelsen, at denne slet ikke kunde nå at følge med men blev helt overset.
Et menneske kan, sagde han videre, så dejligt føle for sig selv; men hjælpe andre med at føle, det går ikke. Således fortalte han om et ganske morsomt tilfælde, han havde havt dagen før : En af hans tjæneste-piger var kommen ind i stuen til ham og havde sagt: »Hør, Kold, der er en mand derude i køkkenet, som er sendt herhen fra en anden mand for at spørge, om jeg vil giftes og have en gård; hvad råder De mig nu til at svare ham?« »Jeg råder Dem,« sagde Kold, »til at bede manden sige ham, at han må selv komme herhen. Og når han så kommer, så skal De se på ham; og føler De så, at han gør et godt indtryk på Dem, ja så skal De tage ham.« »Ja men, Kold, jeg vilde meget heller have, om De vilde se på ham, når han kommer, og se, hvorledes De synes om ham; og siger så De, at De tror, han er rar, så tager jeg ham.«
»Nej, nej,« sagde Kold, »det kan jeg ikke gå ind på, ti jeg kan ikke føle for Dem, det må De selv gøre, De må jo huske på, at De ser med ganske andre øjne på ham, end jeg gør; se De er en kvinde og oven i købet den kvinde, som han begærer til ægte.«
Pigen havde så også givet ham ret, og nu væntede hun hver dag sin frier. —
Vi var så med til foredraget, som var rigtig rart, det var bibelhistorie: Abraham, Isak, Jakob og Rebækka. Men det bliver for vidtløftigt for mig her at gen-s. 186give. — Sangen gik kun dårligt, syntes jeg, søvnigt og slæbende; der var intet liv i den.
Efter foredraget gik Marie og Johanne med os rundt omkring oppe og nede. Jeg var da også henne at kige ned i salttønderne og meltønderne; og derefter forsvandt mit hoved i en uhyre gryde, som stod over ilden med sød suppe i. Fru Lebæk lovede mig, at hvis jeg en gang vilde komme derover, så skulde hun sætte mig ind i adskillige ting.
Sofie morede sig udmærket ved at se og høre på alt; men hvad der især forbavsede hende, det var Kold selv; han er rigtignok også en meget mærkelig mand.
I dag er fader kørt til Ravnebjærg til et møde; Sofie er kørt til Årslev, hvor der er et indre-missionsmøde, og hvor flere præster skal tale og blandt dem Clausen i Ryslinge. Ham vilde Sofie gærne høre. Moder tog i går til Fåborg, så du ser, jeg er nu alene her i huset . . .
Jeg blev så overrasket ved at se, at du har fået tilmældt 5 elever til næste vinter, det var mange. Nu har du vel så en 7—8 sikre, ikke sandt! og det allerede så tidligt.
Å, hvor stille og velsignet er dog her! Ja du har ret i det at kalde det »det skovkransede Dalum«. Vi bor som midt i den friske blomstrende skov . . .
Marie til Ernst Trier.
Askov, 6. juni 1866.
. . . Ja, nu er jeg altså kommen på højskole; her sidder jeg i skolestuen, og rundt omkring mig sidder pigerne og taler og synger og lér, så du må meget undskylde, om dette brev bliver lidt usammenhængende; ti førend jeg vænner mig til det, har jeg ondt ved at skrive, hvor der ikke er ro.
I mandags middag tog jeg altså med toget fra Odense; i Middelfart tog Johannes Schrøder imod mig; han sagde mig, at den gamle etatsråd Flor også var med toget og vilde med til Askov — så nu kunde vi følges ad. Det gjorde vi så, og om aftenen kl. 8½ ankom vi hertil. Jeg bor i en stor gård et kvarters gang fra skolen sammen med to jyske bønderpiger og Anna Vagner.
Det første, jeg tog mig for her på skolen, var at hjælpe til med at lave Danebrogs-sløjfer til en grund-s. 187lovsfest, som skulde være her i nærheden i går eftermiddags. Vi lavede 1700 sløjfer, og jeg tror nok, de fleste blev solgt. Kl. 2 gik vi alle derned (til festpladsen); Termansen, Tjellesen og Peter Larsen Dons var med, Af talerne må jeg især fremhæve Termansen; han talte mageløs dejligt; han tog desværre tidligt hjem og var ikke med til bords. Fru Schrøder er dog en sød kone, og Schrøder tror jeg også nok, at jeg kommer til at synes godt om. Pigerne er rigtig rare og flinke alle sammen, og jeg er glad ved at være imellem dem. Så nu slår kl. 10, nu kommer Schrøder og holder foredrag, derfor farvel! . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 7. juni 1866.
. . . Din fæstemand fik dygtig travlt allerede i mandags; da kom skibet atter med ting til bygningen, og de fleste folk var til valg. Det kneb for mig; og først om aftenen meget sent kom jeg hjem efter at have faret rundt til lands og til vands — ja oven i købet været i vandet. I tirsdags gik al min tid til grundlovsfesten, og i går kom sandelig fader herud om morgenen. Jeg har nu stået på pinde for ham hele tiden siden. Men nu . . . fik jeg dog lidt fri, mens han er inde at spise hos Peder Frederiksens . . . Men du, hvordan lever du i Askov? Marie, jeg er så mageløs nysgerrig; du må nu endelig skrive snart til mig og fortælle mig alting . . . Gud give dig megen glæde, lykke og gavn af dit ophold derovre. Hils Termansen mange gange fra mig, ham ser du nok derovre . . . Tusend tak for dit lille yndige brev — dit sidste fra Dalums rolige skove med nattergalesangen . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 8. juni 1866.
... I dag har jeg plukket den første gren af eget træ til at pynte min stue med; det var af en gammel simpel, men yndig hvidtjørn, der vokser på mit gærde. Og i dag har jeg for første gang selv købt mig et par dyr, et par kønne små gedekid. Jeg fik dem af en af byens husmænd og trak selv af sted med dem. Først tog jeg dem herind og derpå ind i præstegården for at vise dem frem. De var så inderlig forbavsede over at komme således ud i den ny og store verden; hidtil har de kun kendt et lille stykke grønjord overfor s. 188gadekæret og så deres lille lukaf i husmandens fattige hus og hans lille stue, hvor de ofte til stor fryd for hans lille 4-årige pige Karen Marie hoppede rundt fra stol til stol. Hun var nu sådan rigtig gode venner med de to lam, hun bragte dem til tider udsøgte retter, skarntyde, brændenælder og andet skrup. Da jeg skulde trække af med dem, kom hun ud for at tage afsked med dem; hun bøjede sig ned over dem og kyssede dem lige på snuden; men ellers var hun slet ikke så skrækkelig bedrøvet; ti hun havde fået lov af sin moder til at gå ud på Triers lod og sige goddag til dem . . . Endelig fik jeg dem da ud til hjulmandens, han skal sørge for dem i sommer og vise dem ud på mit dejlige frodige gærde; — men til næste år tænker jeg, at husets frue skal glæde sig over dem, når de er bleven store, smukke og hæderlige geder, der hver giver 3 potter mælk om dagen.
. . . Sæden og græsset på min lod står ellers simpelt, dog håber jeg at kunne høste så meget, at jeg til vinter kan holde en ko. Til 1. oktbr. lejer jeg vist jorden ud til Erik Eriksen; han skal have de 9 tdr. ld. i 6 år og give mig 16 rdl. for td, og så forpligte sig til at levere mig den mælk, jeg skal bruge, til 3 skilling potten (sødmælk). Så har jeg en td. ld. tilbage til bygning og have.
Jeg begynder nu at træffe forberedelser til vinteren; jeg har således aftalt at af købe alle Peter Frederiksens spædkalve for 2 mark stykket; Mads fisker har lovet at skaffe mig vildgæs til 4 mark; dem vil jeg have for fjærenes skyld — om gæssene kan spises, véd jeg ikke endnu. På den måde får jeg efterhånden fyld til dynerne i vore gæstesænge. Af samme grund skal jeg nu også snart i lag med en af elevernes forældre, der har så mange tamme gæs. Men indtil vi på den måde får samlet fyld, må vi hjælpe os med lån, og det kan vi få i præstegården. Det bliver morsomt således selv at samle sig fjer og dun . . . ja, morsomt således at tage sig småfuglene til forbillede, når de samler til rede.
Min daglige morgenvandring er nu ud til min byggeplads! det morer mig uhyre meget at komme derud. Nu er kælderen snart færdig; den er ganske som Kolds af størrelse og inddeling, men mine vinduer er lidt højere, og så — se det er min stolthed — er kælderen sat af lutter kampesten og det tre alen ned i s. 189jorden. Du kan tro, vi får forsvarlige vægge der, 5/4 alen tykke for neden og 1 alen for oven. Vinduerne sættes ind i røde murstensrammer; det vil komme til at se ret ejendommeligt ud i den grå kampestens-masse; om det just vil komme til at se smukt ud, kan jeg ikke sige endnu, men det kan jo nok være. Hele grunden til beboelseslejligheden er nu færdig; det morer mig kosteligt at spanke op og ned i vort køkken og bryggers: så tænker jeg mig dig løbe ned ad trappen. Bagerovnen kommer til at ligge i udhuset lige bag ved Alidas køkken; det — fortæller man — skal være så rart at have bagerovnen borte fra køkken og bryggers.
Tømrerne hugger nu også rask løs på bjælkerne; det er også morsomt at se på. Blandt tømrerne er en af mine egne folk, Christen Larsen, den lille knop — kan du huske ham? på billedet står han lige ved siden af Thomsen. Han er så glad ved at arbejde på den bygning, og det er dejligt for mig at se ham arbejde dér og at have ham her med det samme, især nu da Jørgen Sørensen er bleven færdig med sit arbejde som maler inde i præstegården.
Skibet er nu atter herude med døre og karme, brædder og tagsten — og 20 skaller (?), 26 træbakker, 20 øse-kejser og 10 trug — alt finlap-arbejde, som far har købt til vor husholdning. Vi bliver nok godt forsynede. Så var der også 3 favne birkebrænde med, og i disse dage har Cramer lovet at skaffe mig 10 læs tørv. Ja du kan tro, jeg nu bliver øvet i de udvortes sager — efter at jeg hele mit liv igennem kun har øvet mig i åndelige færdigheder. Men det er måske en god hvile for min ånd; jeg er i denne sommer sådan et stykke brakjord. Men ofte længes jeg dog hen imod min egentlige gerning, den, for hvis skyld jeg kun sætter mig ind i alle disse sager. Og sådan som sidste søndag da havde jeg det rigtig rart, da jeg kunde rive mig næsten ganske løs: Om morgenen færdes en stund på fjorden med Frederik bødker, gå i kirke, og så om aftenen samles med vore rare folk til forsamling under åben himmel uden for Ole Rasmussens gård i Vejleby. Da Hoff havde talt, fortalte jeg, at nu i denne tid første gang i mit liv havde jeg underskrevet to »kontrakter«, og jeg havde endda en tredje liggende til underskrift. Jeg gjorde dem opmærksom på, hvormeget der er at bemærke ved sådanne overenskomst-s. 190er efter loven; den ene påtager sig nogle, den anden andre forpligtelser, og opfyldes de ikke, anklages man for retten, og så vanker der straf. Hver lille omstændighed skal nøje overvejes og skrives op med sort på hvidt, og der står det så. Ja, så lidt kan menneskene stole på hinanden, at de er nødt til at have sådanne »kontrakter«. Et ord fra mand til mand er ikke nok, og dog er ordet givet os mennesker til deri at bære frem hvad hjærte og hoved har inde og åbenbare det. Vi bruger nu ofte ordet netop til at skjule alt dette med: løgnen er trængt ind i verden fra den dag, da løgnens fader lærte menneskene at synde. Og synden har sønderrevet den grundpagt, der skulde være mellem mund og hjærte. Så nu må vi selv lave anden slags pagt eller »kontrakter«. Og så har man også vænnet sig til at se forholdet mellem Gud og mennesker, som man har det mellem mennesker indbyrdes, som sådan en slags kontraktforhold, hvor mennesker forpligter sig til at gøre dette og lade være at gøre hint; mens Gud så forpligter sig til at give det lykke og fred. Ja selve evangeliet har man villet lave om til sådan en kontrakt. Men evangeliet er netop en ny pagt, som hviler på grundforholdet mellem mund og hjærte, en mundtlig aftale, der gøres ved dåben, hvor Gud tilbyder os livet, om vi vil tro på ham, en kærligheds pagt, der ingenlunde trænger til sort på hvidt, så lidt som bejleren, der af sin elskede får et ja, trænger dertil. — Ja sådan omtrent talte jeg.
— I tirsdags holdt vi grundlovsfest på Kulås. Der var en svær mængde mennesker. Først udbragte vor rigsdagsmand Jens Rasmussen overmåde godt et leve for kongen i det håb, at han aldrig vilde sætte sig imod folkets ønske. Så talte Tranberg for grundloven; men han talte desværre dårligt; Hoff og jeg har ærgret os derover . . . Hoff talte så mageløs dejligt for fædrelandet, om den sygdom, det havde lidt af, at trolden kastede søvn over folkets bedste mænd, for så ved nattetid at dræbe dem, ligesom der fortælles om trolden Grændel, indtil Bjuvulf, helten vågner og befrier folket. — Endelig udbragte jeg et leve for modersmålet; man siger, at jeg den dag var heldig, og det tror jeg også selv. Jeg talte om, at så længe vi kunde bevare det, var vi et dansk folk; men til at bevare det kræves, at vi elsker det, og vi lærer mer s. 191og mer at elske det ved bedre og bedre at bruge det navnlig til oplysning, en oplysning på modersmålet, der lærer os vore egne kræfter at kende således, at der ligger et højt og lydt »fremad« deri. Og så lærer vi også at ære det, så vi ikke slavisk bøjer os for de fremmede sprog, som om det kun var muligt derigennem at nå frem. —
Hver dag læser jeg nu med Jørgen Madsen — mest bibelhistorie; jeg har stor glæde af ham.
Mit gamle, kære klaver står nu i Peder Frederiksens storstue, vor forrige skolestue. Derfra lader jeg nu de gamle sange lyde — en underlig genklang fra den dejlige vinter. Imellem ser eleverne til mig, ved grundlovsfesten var omtrent halvdelen samlede; det var så morsomt at stå der midt i deres klynge, mens vi sang. Bagefter satte vi os sammen oppe på en høj med dejlig udsigt over stranden — det var prægtigt. I det hele var det en stor fornøjelse for mig den dag at være med til fest. Da jeg i fjor var der, var jeg så ganske ukendt — i år så jeg kendte og venlige ansigter rundt omkring. Og så fik jeg oven i købet den dag indmældt tre elever til vinterskolen.
I aftes, da jeg kom hjem, havde lille Kristen Olsen, der nu tjæner for dreng her, sat en hel bunke blomster ind til mig i en papæske.
På kakkelovnen vrimler det med blomster: guldregn, rødtjørn og syrener; dem har de i går sendt mig fra præstegården. — Hvem der dog kunde tegne og male! I aftes da jeg gik til Skippinge, så jeg en lille 10 års pige, fattig, pjaltet, men yndig og med en dejlig stor krans af kornblomster om håret. Foran det lille, fattige, skæve, lerklinede hus sad hun. Hvad mon hun sad og drømte om dér . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 9. juni 1866.
. . . Nej, hvor det dog var mageløs morsomt i går at få brev frå dig. Nu er du jo ordentlig bleven højskoleelev. Det gør mig så godt, når jeg tænker derpå. Jeg kom sådan til at lé over, at du ikke kunde skrive for tummel og over, at »nu kommer Schrøder og holder foredrag — nu kan jeg ikke mer«. Gud give dog, du må befinde dig rigtig vel derovre ! — Ja, hvem der kunde smutte over til dig og se dig færdes i alt dette! Jeg længes sådan derefter; men endnu lader s. 192det sig ikke gøre. Jeg har alt for travlt, må du vide, med udskibning og terminsforretninger. Jeg skal nu have udbetalt 2,300 rdlr., og papirerne dertil skal være i orden. Dette er altsammen nyt for mig . . . Og så alle disse mange forklaringer, de vil have i København . . . Jeg måtte i forrige uge skrive 12 ark fulde deraf ... og jeg skulde have regnskaberne i orden. Jeg er for resten godt, meget godt til freds med udfaldet af dem. Vi havde den gang endnu ikke brugt fuldt 600 rdlr. til grunden og kørsel af kalk, grus, sten o. s. v. .. .
Så, nu kom Peder Frederiksen og tog en hel hob tid fra mig. Han skal ud at købe svin og måtte derfor gøre regnskab med mig, da han skulde have penge . . .
Hils Schrøders så mange gange! Sig dem, at jeg kan dog ikke begribe, hvorfor jeg slet ikke ser noget til Johannes Schrøder. Han sagde til mig på Fyn, at han om få dage vilde komme. Skaf mig besked derom . . .
Hvor der dog må have været dejligt ved eders grundlovsfest! den har da været meget bedre end vor. Vi har så uhyre få kræfter at råde over ved sådanne lejligheder. Der er os Vallekilde-folk og — ellers ingen.
Så, nu er da krigen brudt ud. Jeg synes, det er som en dom over røverne; nu stævnes de for retten. Efter almindelig rettergang sker det jo, at når tyvene dømmes, så må de udlevere tyvekosterne til den rette ejermand. Skulde det komme til at gælde her! Skulde vi nu få Sønderjylland tilbage! Jeg tør næppe tænke derpå. Gud fader bevare vort lille fædreland! det er alt hvad jeg tør sige. — Ynkeligt går vi jo og raver i det; se, hvilke ynkelige folketingsvalg! Ak — vor gamle valglov, den går nok i vasken nu! . . .
Ja, Gud bevare os alle; han bevare også vort fremtidshåb i sin kærligheds hånd, så er det godt gemt...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 11. juni 1866.
. . . Jeg er så glad over, at det tegner til, at du vil komme til at befinde dig rigtig vel derovre. Gud give det dog! Og gid du rigtig må få gavn deraf! . . .
Hør, må jeg ikke nu . . . være fri for at skrive uden s. 193på brevene til dig den ækle, tyske »frøken«-titel, og bare skrive slet og ret på dansk, »Til Marie Abel«.
Hvad mon der går af Johannes Schrøder; spørg Ludvig derom! Jeg vilde dog så gærne tale med ham nu, for der er atter forespørgsler her om højskoleforstandere. Det ene sted behøvedes han ikke før til næste år.
Sig Nutzhorn, at Vindings udsætning af nr. 8 (i Køsters sangbog) skal han få i næste brev til dig. —
. . . Næsten daglig kommer her folk og taler til mig om piger, der gærne vil tjæne hos mig; men jeg svarer intet og vil i al fald vænte til avg. med at bestemme mig. Ti det kunde jo dog godt hænde — og gid det skete — at du i Askov lærte en rigtig god pige at kende, som du kom til rigtig at holde af, og som vi da kunde bruge. Derfor vil jeg have talt med dig først, når jeg nu, som jeg håber, en gang kommer over til dig i Askov.
Anton Nielsen har søgt Fårevejle blot for at være i nærheden af os, skønt dette embede er mindre end det, han har; men bønderne har ikke villet indstille ham. Det er et sørgeligt vidnesbyrd om, hvor lidt de endnu vèd at skønne på en mand, der — som han — ganske arbejder for dem. Meget dertil har også virket, at provsten derinde har gjort alt for at hindre hans valg, fordi han er Grundtvig-ianer . . . Jeg er imidlertid glad over én ting, og det er, at den eneste sogneforstander, der var ivrig for ham, det er den mand, der i vinter havde en søn her hos mig. Så får vi altså ikke Anton Nielsen herop. —
I går var Anders Jensen her. Komtesserne på Kon-radineslyst havde straks ladet ham køre herop, da han blot havde ytret ønsket om snart at se mig. De er mageløs gode imod ham. Det var så rart at se ham igen. Således kan jeg dog stadig have nogle af mine gamle karle hos mig om søndagen; det er så dejligt. Kristen Larsen spiste også hos mig i går og to mænd fra Nekselø og jomfruen fra skolen på Konradineslyst. Efter en rar dag kom et voldsomt tordenvejr, så jeg kom først i sæng kl. 1 og er noget dvask i dag . . . Hils nu derovre så mange gange og glem ikke Termansen! . . .
Marie til Ernst Trier.
Askov, 12. juni 1866.
. . . Nu vil jeg skynde mig at benytte tiden, inden kl. bliver 10, til at skrive til dig. Rigtignok kommer Schrøder om lidt og synger morgensang med os; men når vi har sunget den, går han igen, og så kan jeg fortsætte . . .
Jeg har det rigtig godt og er så glad, så glad. Ja, du kan tro, vi har det rart her. Om morgenen kl. 8 synger vi morgensang, skriver så til kl. 10, så kommer Schrøder og holder foredrag til kl. 12. Så spiser vi til middag, og jeg læser eller spiller til kl. 2, så kommer Nutzhorn og har fædrelandsbeskrivelse med os og sang; vi synger to- og trestemmige sange, og det morer os meget. Jeg er »delt« således, at til tostemmige sange synger jeg første stemme; men til de trestemmige går jeg over på anden stemme.
Kl. 4 spiser vi mellemmad, og kl. 5 kommer Fenger og har botanik med os, og det er dog så morsomt. Hvor han dog også er en rar én; han er rigtignok vor yndling allesammen. Mon du kender ham, Rasmus Fenger. Han fortæller så jævnt og så rart, og det morer os så meget at lære alle de blomster og græsarter at kende. Af og til tager han os alle sammen med ned i Estrup-skovene for rigtig at vise os de store træer og deres ejendommeligheder. Vi var således dernede i fredags eftermiddag i det mest mageløse vejr; og da vi var færdige med at se os om, lejrede vi os midt inde i den dejlige skov, på en åben plads. Her satte Fenger sig lige i midten, tog en bog op af sin lomme og spurgte os, om han måtte læse et digt for os; det hed «Morgenvandring« af Oehlenschlæger. Du kan da begribe, at jeg blev fornøjet, da det jo netop var det digt, du talte til mig om den dag nede i Hunderup skov. Ja, jeg lyttede godt efter. Derefter sang vi og gik så hjemad, arm i arm, med Fenger i spidsen. Det var en dejlig tur.
Ellers, når vi er hjemme, så kommer Schrøder over kl. 7 og læser højt for os i »Optrin af Nordens kæmpeliv« af Grundtvig. Vi hører i denne tid om Sigurd og Gudrun og Brynhild og sværdet Gram, og alt det. Det er meget spændende, og jeg tror, endnu aldrig jeg har hørt nogen læse så godt højt som Schrøder; i det hele taget er han jo en udmærket lærer . . .
s. 195Charlotte Schrøder er rigtig venlig og sød; vi blev dus forleden dag, hun sagde det selv til mig . . .
Grethe Knudsen er min yndling blandt eleverne; ved siden af hende har jeg valgt min plads; og med hende deler jeg skuffe og ser i bog sammen. Hun er en yndig og sød pige; det er påfaldende, hvor hun ligner sin broder Anders. Hun kom før og bad mig, om jeg endelig vilde hilse dig så meget . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 17. juni 1866.
. . . Jeg tror næppe jeg kan beskrive dig, hvor glad du har gjort mig ved dit sidste brev . . . Nej, hvor er det dog morsomt alt sammen! At du virkelig således skulde blive højskoleelev og så aldeles leve dig ind deri —, nej, det er mageløst! . . . Hvis det blot på nogen måde kan lade sig gøre, kan du være rolig for, at jeg nok skal komme derover; jo før, des bedre! — Men . . . endnu ser jeg slet ingen udvej dertil; . . . I dag har jeg prædiket her; i morges, da jeg kørte til Hørve, tænkte jeg ved mig selv: så, nu går vist Marie ... til Skrave kirke, og hun bliver naturligvis underlig til mode ved at komme på sønderjysk grund og mageløs glad ved Svejstrup. — Lad mig vide, om mine tanker var rigtige.
Hoff har i dag havt pastor Ravn til alters i Hjembæk kirke og prædikede så dér og i Svinninge. Havde jeg ikke af den grund skullet prædike i dag, så havde jeg vist allerede rejst herfra i morges eller i aftes. I forgårs blev jeg nemlig færdig med mine foreløbige terminsforretninger (d. e. forhandlinger med Cramer, underskrift af gældsbreve og købekontrakt og alt hvad dermed følger).
På tirsdag skal der være det store missionsmøde på Konradineslyst, hvortil jeg har lovet at komme. Men dér — ved du jo nok — har jeg i sommer fået Anders Jensen anbragt; og han var her forrige søndag og fortalte mig, hvor vanskeligt meget forekom ham med at undervise småpigerne dernede, og jeg lovede da at komme nogle dage i forvejen for at hjælpe ham lidt til rette. Til mødet væntes også pastor Brandt fra Rønnebæk, og det løfte har jeg da givet allerede for to tre uger siden, at rejse hjem med ham og derfra først se lidt til den syge Jakob Nielsen, og dernæst se at få talt med én dernede fra, der nok tænker at s. 196tage her til skolen til vinter. Jeg havde i sinde at slå mig til ro nogle dage dernede; men nu er der indtruffet noget, som gør, at jeg må ile her tilbage igen: Fru Bonnevie er nemlig død i forgårs nat . . . I søndags var hun til Herrens bord ovre i kirken — dagen efter fik hun en heftig mavebetændelse, og — som sagt — i forgårs nat sov hun ganske rolig hen. Det er, som om mildheden og stilheden aldrig skal brydes derinde i den præstegård. Hun vidste besked med, at hun skulde dø, talte med dem derom, navnlig med Hoff, om han trode, hun var beredt dertil. Gamle Bonnevie er jo meget nedbøjet, dog — det første han gjorde, da hun udåndede — de var alle samlede om sængen — det var at takke Gud for hendes liv og — hendes død . . . På tirsdag skal hun begraves, og jeg må da se at være hjemme igen til den tid. Det er vist også godt af andre grunde, at jeg til den tid kommer hjem; ti Cramer kommer da tilbage, og så får jeg en hel mængde pengesager at afgøre med ham. Købekontrakt, skøde, panteobligationer, assurance, udbetalinger o. s. v. . . .
Til samme tid skal jeg igen have hentet mursten og må dertil skaffe villighedskørsler; og jeg har fået brev fra fader, at de nu har begyndt at lade det sidste skib, så det kan vel væntes herud i slutningen af ugen . . . Jeg må også have gjort aftale med Dandanell om vor egentlige beboelseslejlighed. Jeg kan endnu slet ikke komme på det rene med vinduerne; først efterhånden, som vi får det bygget, opdager jeg mange fejl ... og jeg må da stadig træffe aftale om forandringer . . . Du kan tro, der er ikke så lidt at gøre med det byggeri. Morsomt er det imidlertid at se det hele skride frem. Hele kælderlejligheden er nu færdig, d. v. s. bjælkelaget er lagt, og jeg fryder mig rigtig over en sådan dejlig spisestue, vi får.
De har også begyndt at mure stuelejligheden og at sætte vinduerne op. Med hensyn til »fruerburet« har vi havt lange forhandlinger, ligeså om havetrappen, og breve er vekslede med Frits derom; men endda er vi ikke kommen på det rene med den ting . . . Jeg vil nu skrive ind til Kyhn derom og æske hans mening. Som jeg foreløbig har indrettet det, får du en lille svale (altan) ud mod syd . . . Endelig bestemmelse skal der nu træffes om alt dette i slutningen af denne uge.
Så må jeg også have sørget for tørv og for nogle s. 197lam; disse må jeg i sommer have på græs, for så til efteråret at kunne slagte dem; og så må jeg nu endelig også se at få de lange forhandlinger med Erik om forpagtningen bragt til en ende . . .
Og så læser jeg daglig med Jørgen Madsen . . .
Stor glæde har jeg af, at Johannes Schrøder nu er kommen hertil; det er et prægtigt menneske, og sådan rigtig rar at få en samtale med, hvortil jeg jo ofte kan trænge. Han bor sammen med Jørgen Madsen, og når jeg læser med ham, er Johannes Schrøder med, og det er en hel opmuntring for mig.
I onsdags var jeg ovre i Skamstrup om eftermiddagen. Min søster fyldte år den dag. Jeg havde rigtig megen glæde af den rejse; de var så rare derovre og så venlige imod mig. Marie sagde, at hun tog sine ord tilbage igen med hensyn til bespisningen af eleverne; hun kan godt indse, at det er det rigtige, således som vi har tænkt at indrette os.
. . . Mit forhold til skolerådet må jeg, efter Lars Dinesens råd, have klaret inden sommerferien; så jeg tror næppe, jeg kan komme over til dig før i de sidste dage af juli; men så vilde jeg rigtignok også gærne være der mere end én eller to dage.
I én henseende har jeg ellers i denne uge havt det bedre end længe. Jeg har nemlig taget mig mere tid og ro til åndeligt arbejde, åndelig syssel — det som dog egentlig er min opgave, min livsgerning. Underligt, hvor alle folk gærne vil gøre mig til et »nyttigt« menneske, »nyttigt« til pengeforetagender, til jorddrift, havevæsen, byggeri, husholdningsvæsen o. s. v. Min græsselige mangel på indsigt i alle disse forhold har pint mig svært; og derfor har jeg i dette forår kun lagt mig derefter og stræbt at blive således et »nyttigt« menneske; og jeg har virkelig gjort fremskridt. Men jeg kan ikke beskrive dig, hvor jeg så til sidst kom til at længes efter det, der dog egentlig er mit, det, hvormed jeg skal være nyttig i verden. I denne uge har jeg derfor ladet regnskaber være regnskaber, husholdning være husholdning, kun puslet med det nødvendige ved byggeriet og terminsforretningerne, og så i stedet læst bibelhistorie og — poesi. Tre dejlige aftener har jeg haft med Jørgen Madsen og Schrøder; vi har læst sammen »Richard II« af Shakespeare. Det var en rén nydelse. Og så har jeg taget mig tid til samtaler om andet end om »flæsket«. I går havde jeg s. 198glæde af at give mig hen til min prædiken. Dette åndelige vindpust har gjort mig virkelig godt.
Og hvor har dit brev gjort mig godt . . . Ja, til daglig tier Ludvig [Schrøder]; tænker, læser og samler ind til sine foredrag. Men dygtig og rig i sine tanker det er han . . . Jeg gad nok hørt hans foredrag, for de må vist være udmærkede. Fortæl mig lidt om dem og hvad han tager frem for jer.
. . . Nu er da krigsbulderet begyndt dernede sydpå *). Koleraen drager med. Det er et uvejr med torden, lynild og kvalm luft. Gud holde sin hånd over vort lille Danmark, det fredelige land, at det må være for os som Gosens land for Israels børn under Ægyptens landeplager; og at vi, som Israel efter plagernes ophør, må få vort fædreland ubeskåret tilbage!
Alle, som kan, må i Jesu navn bede for vort folk om nåde! . . .
Marie til Ernst Trier.
Askov, 18. juni 1866.
... Se endelig nu at komme herover; på mandag kommer Ludvig Vagner, og det kunde jo være rart, om du også kunde træffe ham her; på tirsdag rejser Rasmus Fenger til Århus og bliver borte i flere dage, og så kunde du få hans værelse. Du ser altså, at det var den allerbelejligste tid nu, så du må endelig komme, om du kan! . . .
Den lille Jens Schrøder har kighoste i denne tid og er som følge deraf ikke rask; hans moder har også hoste; i det hele taget er der mærkelig nok mange her, som har ondt i halsen . . .
I går morges spadserede vi til Skr ave kirke — 1½ mil — for at høre pastor Svejstrup. Han talte dej ligt; men vi var bleven så trætte og forasede, at vi næsten ikke kunde have godt af det . . . vi måtte næsten løbe for at komme tidsnok . . . Jeg kørte hjem med fru og frøken Vagner. — Det er dog så besynderligt at tænke sig, at vi var i Preussen, huske — men det varer vel heller ikke længe — at det skal hedde således . . .
Hils nu endelig Hoff, fru Hoff især, og alle andre venner . . .
Marie til Ernst Trier.
Askov, 21. juni 1866.
. . . Ja, du kan rigtignok stole på, at Schrøders foredrag er værd at høre; de er dejlige! I de sidste dage har han talt om kong Hading og Hardgrippe; hvorledes Hading som dreng havde Brage til fosterfader, som yngling red på Sleipner under Odins kappe over de rullende bølger og som mand blev under Frejas kåbe ført gennem underverdenen . . . Alt dette véd du jo nok selv, men du véd ikke, hvor dejligt Schrøder udviklede det for os. Det var yndigt! Men jeg vil nu ikke begynde på at fortælle dig det, for jeg føler, at det formår jeg ikke; jeg kan kun føle det hos mig selv. I dag har han talt om kong Skjold og Frode Fredegod . . .
Jeg har været nede hos Jens Ebbesens for at være med at slagte og behandle en lille kalv; jeg så på, at de skar den op, fordi jeg vilde vide, hvor de forskellige dele af dyret sidder . . . Jeg tager også undervisning dernede i den ædle malkekunst. Der er en af køerne, »Langhorn«, som er let at malke, den er bleven overladt til mig således, at hver gang jeg har tid og lyst, så malker jeg min Langhorn. Konen dernede siger, at det vil være godt for mig at kunne malke, dersom jeg nogen sinde selv får køer . . . Schrøders har i sommer en ko, som græsses på Nutzhorns lod, også den malker jeg undertiden . . .
Her er en Filipine Larsen, søster til den Karoline Larsen, som var hos Grundtvigs. Hun er usædvanlig godt begavet; for resten ligner hun sin søster meget både i det ydre og i væsen. Hun og Georgia la Cour er aldeles uadskillelige. Jeg driller dem ved at kalde dem »Klister og Malle« . . . Lille Grethe Knudsen er og bliver ellers min yndling . . .
Her er på skolen en pige, som hedder Karen Jørgensen; hun har i to år været på Kolds højskole og er i alle henseender et dygtigt menneske. Hende kunde jeg have sådan lyst til at få over til Vallekilde, hvis hun blot vilde; men for resten råder Schrøder os fra at tage en jysk pige over til Sjælland. Han synes bestemt, at vi hellere skal tage én fra selve stedet eller da i det mindste én fra Sjælland, for han siger, at hver del af landet har sin skik . . . Jeg vilde ellers ønske, at du i dette øjeblik kunde stå her ved siden af mig for at høre, hvad ro jeg har til at skrive: Her s. 200ved det bord, hvor jeg sidder, bliver der ført en højrøstet disput om, hvorvidt Rodgar, Halvdan den højes søn, var en svag mand eller ikke, og ved de andre borde bliver der sunget; jeg kan bogstavelig næsten ikke høre ørenlyd; men alligevel : Hurra for friheden ! . . .
Når vi nu har spist, vil jeg ned i Estrup skov og hente friske egegrene til Fr. VII’s billede. Schrøder har netop det samme billede af ham som du.
Her er nogle gardiner, som jeg så godt kan lide, at jeg vil have et mønster af dem, og hvis du så synes om dem, vil jeg have dem i vore skolestuer . . . Alle pigerne her længes efter dit komme og glæder sig til, at du skal fortælle for dem, så du må være beredt på at blive opfordret. . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 26. juni 1866.
. . . Jeg vil bare sige dig, at jeg er aldeles henrykt over dit brev fra i går . . . Jeg synes alting, du skriver, er så fornøjeligt . . . hvor jeg længes efter at komme og se dig derovre i Askov, skønt — jeg ser det nu godt, det lader sig slet ikke gøre at komme før i slutningen af næste måned. Nu kommer skibet en gang i denne uge, og så må jeg være her næste uge over for at give besked om indretningen af vor lejlighed, og atter den næste uge skal vi vist have rejsegilde.
Jeg har fået et menneske, jeg skal tage mig af . . . Han har været stærkt anfægtet og meget tungsindig, ja, nær ved vanvid. Han har bedt os her i Vallekilde så meget om, at vi vilde tage os af ham, og det har vi lovet. Han vil gærne her på skolen til vinter; men jeg må først have ham på prøve i sommer. Han kom i går, og allerede i dag har Hoff hjulpet mig så godt med ham . . . |
Det er så udmærket godt gjort af dig, at du også er med ved malkning og slagtning; trøst dig med . . . at du vil få meget gavn deraf senere . . . og du vil ikke let få sådan lejlighed dertil som i Askov, hvor du har frihed . . . du vil endog i åndelig henseende have godt af at vænne dig til at tage hånd i med i alting, selv om det ikke er så tiltalende f. ex. at se en kos indvolde. Det vil rive en skillemur ned mellem dig og småfolk, som nu en gang sysler med sådanne ting; og det vil skaffe dig agtelse i dit hus. Det er i alle henseender uhyre godt . . . Ved samme lejlighed får s. 201du også adgang til en langt mere fri samtale og frit samkvem med vore bønder . . . Vi skal lære af Paulus, der blev Jøderne en Jøde og Grækerne en Græker for at vinde alle. Vi, der vil opdrage, d. e. drage folk op til åndens verden, må ikke være for fine til at lede efter dem i kostalden eller ved slagterbænken, i mælkekælder eller i køkken, når de muger i stalden, eller når de fodrer svinene, sår sin mark eller høster den i sit ansigts sved. Vi skal søge dem der, hvor de er at finde. Og er det sandt, at bonden for hans eget suk, når han gik bag ploven — som det hedder i sangen — knap hørte fuglesangen fra oven, så lad os gå ud på marken med ham, følge ham bag ploven og lytte til det dybe suk. Fornemmer han da, at vi hører det, så skal vi også nok få ham med til at lytte til og høre på fuglesangen fra oven, mærke det friske pust fra åndens verden, der tørrer sveden af hans pande. Derfor hader jeg al slags fornemhed; ti det er i grunden ukærlighed . . . Og vi har ikke skade deraf, langtfra! Bønderne har en sund sans for meget, som forfinelsen har slebet bort hos os. Dertil hører da også den ting, at »lediggang er Fandens hovedpude«. Det er en falsk forestilling, at kvinden i sin barndom skal opdrages til i sin ungdom kun at sidde til stads og så bagefter lade en amme sørge for sit barns opdragelse og i sit hus lade sig beherske af sine tjænestepiger. Og det er en falsk forestilling, som forfinelsen og den uægte dannelse har skabt, at manden kun elsker og ynder de fine fingre, den skære hvide hud . . . men ikke hjærtet, det dybe kvindehjærte . . . der vil dele hans sorg og hans glæde som hans arbejde . . . Bliv kun ikke træt . . .
Vi er desværre bleven afhængige af galoscher, parapluier, vogne, heste, karle, piger — ja, der er efterhånden bleven et helt vognmandslæs af ting, hvoraf både du og jeg er bleven afhængig; vi kan ikke bevæge os så frit, som vi ofte ønskede; vi må give afkald på mangen stor glæde, fordi vi er afhængige af alt dette —; midt i vort »herskabsliv« er vi bleven slaver. Det er den sørgelige sandhed. Men endnu er der tid for os! og derfor: Bliv ved! Jeg kan tale med af erfaring. Da jeg første gang rejste til Norge, var jeg en stakkels slave af alt dette; så da jeg rigtig skulde nyde rejsen med Albert Lange, kunde jeg det ikke; og det blev en formelig plage for ham; . . . men så s. 202lærte jeg af erfaring — Lange næsten påtvang mig den udmærkede erfaring . . . og jeg blev fri, kunde frit bevæge mig og frit glæde mig . . . ja det er godt at være uafhængig og sige: »Hurra for friheden!«
Hele den falske dannelse, vi lider af, påstår jo, at den vil frigøre os . . . men netop fordi den er falsk, bedrager den os, den gør os netop til slaver. Derfor hader jeg denne trældom under fremmede skikke og moder med hensyn til det udvortes, men dog endnu mere trældommen under fremmede tanker, fremmede sprog, fremmed åndsretning; det er denne falske nutids-dannelse, der stikker i det altsammen. Der er ingen sandhed deri . . . ti sandheden skal netop gøre os fri . . . At få del i Jesus ved dåb og tro, det er at få del i sandheden, i hans sande, ægte menneskeliv, frigjort for syndens fordrejelse . . . Derfor, vil vi være fri — og uden frihed dør både ånd og hjærte —, da går vi til frihedens kilde: sandheden i alle forhold, og da lærer vi at leve vort eget liv . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 27. juni 1866.
. . . Nu har jeg været en lille timestid inde hos Hoff for at tale lidt med ham, vandre om i haven, plukke roser, spise jordbær o. s. v.
... I aftes var jeg ude i Nordstranden og badede — dejligt derude! Jeg var i vandet, mens solen ildrød gik ned mellem Nekselø ogSejrø; og mens jeg vandrede hjem, steg Jupiter dejligt op på den modsatte side af himlen. . .
Schrøders betænkelighed ved at vi fik en jysk pige til Sjælland ! Ja vist, det er måske en ulæmpe; men det er da kun en af de små . . . og jeg vænter jo stadig på at få elever fra hele landet. Jeg har talt med Jørgen Madsen derom, og han siger også, at den forskel er ikke noget at tage hensyn til. Og hvad skulde så Grove og Kold gøre . . . Nej, der er noget ganske andet, det gælder om, nemlig 1) om hun er et rart og troende menneske, omgængelig, klog og sindig . . . og først og sidst, at hun er dig til behag. Derfor har jeg sat et stort håb til, at du fra Askov skulde få et menneske, du selv har valgt. 2) At hun er dygtig og har nogen erfaring i den slags husholdning, og jeg skal ikke nægte, at jeg finder det ganske mageløst, at hun i to år har været hos Kold. Den bedste af den slags husholdninger. 3) At hun har kærlighed til højskolelivet s. 203og derfor véd, hvor nøje alt må regnes ud, for at det kan svare regning, at hun altså vil arbejde for os som for sig selv. Er dette i orden, kommer vi nok over, at hun er fra Jylland . . . Du gør mig derfor en stor tjæneste ved at tale med hende om at tage herover til mig . . . trøst hende med, at Hoff, Tranberg og Thomsen er Jyder!! Indled underhandlinger med hende således, at jeg bagefter kan få den ting i orden, når jeg kommer derover. Jeg har talt med Hoff og hans kone derom og læst hvad du skrev derom, og de siger som jeg . . .
Marie til Ernst Trier.
Askov, 1. juli 1866.
. . . Nu for øjeblikket er jeg ganske ene her i skolestuen; næsten alle de andre elever er i Skrave; det tordner og regner derudenfor, så det er en gru; de stakler får rigtignok en våd trøje, før de kommer hjem . . . Jeg var selv nede i Skodborghus efter dit brev i tirsdags aftes . . . En af eleverne var med mig der nede . . .
Jeg er som sædvanlig rigtig glad ved at være her og glæder mig mageløst ved at høre Schrøders foredrag, de er dog udmærkede! . . . Charlotte Schrøder har fået en lille pige . . .
Jeg har talt lidt med Karen Jørgensen om at rejse til Sjælland, men hun har intet bestemt sagt endnu. Vilde du ikke gærne have hende? Tror du ikke, at hjulmandens datter vilde hjælpe os som anden pige . . . hende syntes jeg så godt om. Jeg kan ikke glemme det venlige ansigt, hvormed hun rakte mig en buket violer, den gang jeg kørte forbi huset . . .
Jeg tror, at når du kommer herover, vil Schrøder tale med dig om, at du ikke skulde begynde med at holde pigeskole straks, når vi bliver gifte; du skulde snarere se at få karle til næste sommer, således som der undertiden er på Hindholm. Han mener for det første, at det vilde være bedre for mig at begynde med en karleskole, for den vilde ikke optage mig så meget, og så kunde jeg bedre have tid til at være i køkkenet og i det hele at sætte mig ind i husvæsenet. Havde vi pigeskole, vilde jeg være bundet til den og kunde vanskelig forlade den. Ligeledes siger han, at når vi sådan straks begynder med en pigeskole, som aldeles vilde optage mig den hele dag, så forsvandt s. 204»idyllen« af vort ægteskab, og v1 vilde mange gange komme til at føle et savn ved ikke at kunne få lov til at leve mere for og med hinanden. Hvad dette sidste angår, da tror jeg nu nok, vi kunde finde os deri og . . . endda få talt sammen; men jeg skal ikke nægte, at . . . jeg vist kunde få bedre lejlighed til at sætte mig ind i husvæsenet. Her er Charlotte Schrøder aldeles optaget af skolen. Hun kommer her ind om morgenen, og bliver til middag, kommer så igen efter middag og bliver her hele eftermiddagen til aften. Hun må være her for at hjælpe pigerne med deres arbejde. Men nu kan vi jo tale om sagen, når du kommer herover . . . Jeg føler mig i mange henseender endnu så udygtig til at påtage mig det store ansvar, især når jeg sér på Charlotte S. — Hvem der dog lignede hende!!
. . . I denne tid har Schrøder fortalt os om Bjovulfsagnet, om Vermund og Uffe, om Rolf Krake og om Amlet, som vovede det dristige spil
»at være som en slange snild,
enfoldig som en due«.
Det er for resten morsomt nok, at når jeg nu hører Schrøder fortælle om disse gamle sagn, så dukker det ene op i mig efter det andet, som jeg kan huske dem fra min barndom . . . Vor gamle lærerinde . . . hun læste såmænd Sakso højt for os i vor tegnetime, kan jeg huske, og deraf er der meget, som har fæstet rod i min hukommelse, og som nu bliver dejlig opfrisket.
I hvor glad jeg kan være ved at høre alt dette, så tænker jeg dog ofte på, hvor yndigt det kunde have været, dersom du havde været den, der første gang fortalte mig derom. Jeg synes, det er så underligt, at . . . jeg skal høre det af en anden. Men jeg kan på den anden side heller ikke sige andet end: siden jeg nu en gang skal høre det af en fremmed, så kunde jeg ikke have haft større glæde af at høre nogen anden end Schrøder, ti: holde dejlige foredrag det kan han sandelig, og uagtet han tilsyneladende er så tilbageholden, så tror jeg dog, at han må have megen følelse, for han kan undertiden fortælle noget på en sådan måde, at tårerne kommer op i øjnene på mange af os. Og så høre ham læse højt! Hvor det dog er mageløst dejligt! Jo, som højskoleforstander har han rigtignok min dybeste agtelse . . .
I dette øjeblik kom alle pigerne kørende hjem fra Skrave, så våde som druknede mus . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 1. juli 1866.
. . . Jeg har ikke havt det så godt i denne uge. Du véd jo, at jeg sommetider har sådanne svære åndelige tryk og bliver tung. Således har jeg havt det de sidste dage; men så i dag, da regnen lavede sig til derude, kom jeg så stærkt til at græde, græde min sorg ud for Vorherre over, at jeg er sådan et sært, ulydigt barn, der, overvældet af hans rige nåde, dog er så urolig i sindet, langt fra kan holde ud i kampen under hans korsbanner men tit svigter. Så havde jeg i dag sådan en yndig morgenstund, hvor jeg atter kunde synge af hjærtens grund og prise Vorherre for hans forunderlige barmhjærtighed og langmodighed. Han være takket derfor! Der var også så yndigt i kirken i dag. Hoff talte så dejligt, som jeg ikke længe har hørt ham tale . . .
Jeg længes så meget efter besked fra dig angående den jyske pige, om vi kan få hende . . . Jeg vilde så gærne, at det blev dig, der kom til at vælge, da du dog i tiden får at gøre med pigerne, og da du har mere blik for den slags ting end jeg . . .
Med bygningen, synes jeg, det går lidt småt, dog er nu vinduerne sat op i skolestuerne. Jeg vandrer daglig nogle gange derud; og jeg glæder mig over den dejlige udsigt, vi får. Fra vore vinduer vil vi kunne se Kundby, Svinninge, Bjærgby, Skamstrup, Hjembæk og Særslev kirker. Men meget vil vi komme til at savne træer derude; haven kan vi ikke få i stand før om to år, da jorden dertil først skal brakkes og renses næste sommer. Så må vi nøjes med træplantningen og med — kartofler. Jeg vil prøve på at få nogle lidt større træer fra præstegården. Når det bliver frostvejr til vinter, og jorden fryser fast om rødderne, så flytter vi dem. Vi skal da prøve, om de vil gro herude hos os, at vi dog snart kan få lidt skygge.
Jeg har på en auktion købt et hus i Brejninge. Det er på ti fag — godt egetømmer, og kostede 120 rdlr. Det skal så rives ned og flyttes hertil. Der skal Alida bo. Jeg vil sætte røde sten deri; det, tror jeg, vil se smukt ud til egestolperne og til den gule skolebygning. Dér kan vi så indrette huggehus, gæstestald, svinesti, plads til et par køer og geder, tørve-, brænde- og hønsehus og — bagerovn. Til det indvendige har jeg alt rede, s. 206så jeg tænker, det kan komme op i en fart, og så vil Alida og Anders straks holde bryllup.
I denne tid har jeg købt 25 læs tørv . . . fra tre forskellige steder; jeg vil så prøve, fra hvilket sted man får de bedste. Det er kedeligt, at al brændsel herude er så dyrt. Med faders skib får jeg derfor denne gang 10 favne birkebrænde og nogen kul; men det forslår ikke. Der kommer også støbegods og tømmer. Det bliver vist så sidste gang. Jeg får dygtig travlt, ti i denne tid er hjulmanden inde i Odsherred på noget arbejde.
Bønderne hjælper mig godt med at få mine ting gemt og er som oftest elskværdige imod mig.
Den 5. juli skal der være folkefest i Odsherred, der kommer jeg nok til at tale.
Hvad der naturligvis stærkt optager os her, er krigen; denne forunderlig voldsomme krig. Gud bevare dog vort lille fædreland! — Herhjemme fra hører vi kun om forlovelser ved hoffet og — folkepartiets store nederlag ved valgene — ak! — og, jo det er jo sandt, om den store sejr, som den ædle hingst »Vizir« har vundet, da »endelig rytter og hingst standsede ved tronens fod«, som det så skønt hedder i Berlingske . . .
Midt i ugen havde jeg sådan rart besøg af [søster] Marie og Borup; de var så kærlige og rare.
Hils nu Schrøder og hans kone, jeg håber da, hun har det godt.
. . . Du skulde se sådanne yndige roser, som jeg stadig forsynes med af Tranbergs, Hoffs, og af en bondekone . . .
Marie til Ernst Trier.
Askov, 5. juli 1866.
. . . I mandags var jeg og én af de andre elever til chocoladegilde hos en rig bonde her i nærheden, hvor der var fødselsdag; det var nogle meget skikkelige mennesker; men . . . dér morede jeg mig ikke videre. Men så i tirsdags var vi alle sammen til barselgilde hos en mand nede i Roy, 1¾ mil herfra, og dér havde vi det rigtig rart. Kl. var 9 om morgenen, da vi kørte og gik til kirken, hvor alle gæsterne samledes og overværede dåben, som blev foretagen af en provst Skous-bo . . .; pastor Kofod . . . holdt den lille dreng over dåben. Mellem fadderne var Schrøder, Nutzhorn, Fenger og Termansen.
s. 207Da højtideligheden var forbi, blev vi fordelte på 20 vogne og kørte til gildesgården, en halv mils vej derfra. Dér var midt i gården rejst et stort, smukt telt og dækket borde.
Ved bordet talte først Kofod og udbragte barnets skål. Derefter talte Termansen så mageløs dejligt; han tog de tre sidste vers af nr. 58 i Boisens visebog: »I Danmark er jeg født og båren«. Vi havde netop sunget dem et øjeblik i forvejen . . . Han sagde blandt andet, at han egentlig aldrig ret havde kunnet forstå de to linier: »og dér skal man finde de vises sten, i bølgerne blå en perle fuldrén«. Han vidste ikke rigtig, hvad Grundtvig havde ment dermed; men nu var han kommen i tanker om, at han vist mente øj et dermed . . . de blå øjne; man kunde dog aldrig finde mere fuldréne perler end et par strålende øjne.
Efter ham talte Schrøder også meget smukt og rart. Han viste forskellen mellem beskedenhed og ydmyghed . . . men jeg kan kun så dårligt gengive sådan noget, véd du nok.
Dernæst kom der en tale fra provsten . . .; men så rejste gamle Peder Larsen, Dons, sig. Han talte længe og meget bevæget; han var så stille og alvorlig den dag; men han var heller ikke rask. Et par andre taler blev endnu holdt . . .
Mellem retterne sang vi fra højskolen nogle af vore to- og trestemmige fædrelandssange. Vi sad henne ved et bord for os selv.
Efter bordet samledes alle vi elever i et stort lysthus i haven, og dér gik det atter løs med sangen, så vi til sidst havde samlet alle gæsterne om os.
Kl. 7 begyndte dansen inde i teltet; men så begyndte vi snart at længes efter at komme hjem. Jeg var så heldig at komme på en af de første vogne, men kom dog ikke hjem før kl. 1.
I går eftermiddags kom Termansen herhen for at sige os farvel, førend han rejste ind til København, hvad han gør på søndag. Er det ikke kedeligt, så får du ham ikke at se; han bad mig hilse dig så meget. Han talte til os, og var så bevæget og tung i sindet. Stakkels Termansen, nu skal han derover og plages igen, og så véd han dog forud, at han kæmper for en sag, som han ikke vinder. Vi sang for ham, og imens rullede tårerne ham ned over kinderne. Da vi holdt op, talte han så yndigt og hjærteligt til os; han var s. 208så glad ved at høre sangen. I 1848, da han blev indkaldt som soldat, var der kun én eneste sang, som de kunde have fornøjelse af at synge, og det var »Den tapre landsoldat« . . . Men nu glædede han sig ved at høre sangen lyde . . . Han syntes, det var rart at høre karlene synge, men han syntes, det var endnu rarere og yndigere at høre sådan en flok danske piger synge. Derfor takkede han os for sangen og bad os så til sidst synge: »Giv tid, giv tid!«
Efter at Schrøder så havde bragt ham et farvel fra os, gik han omkring og gav os alle hånden. Både han og vi græd. — Hvor jeg dog holder af den mand!
I mandags var Svejstrup her og Knudsen, som har været hos Kold; men da var jeg uheldigvis ikke hjemme.
Angående Karen Jørgensen så gør det mig ondt at måtte skrive, at hun ikke kan komme til os . . . Grunden er, at hun har lovet at komme hen til Peter Larsen, Dons, i vinter . . . Der er ingen anden her, som jeg kan tænke mig, kunde passe.
På tirsdag kommer frk. Pio herover tillige med en søster til Stine Poulsen, datter af Poul Rasmussen [Sanderum]. De bliver her i to dage.
Jeg fatter ikke, hvor tiden bliver af herovre, den flyver jo formelig bort, som om den havde vinger; men det véd jeg, at jeg ikke vilde have undværet denne tid for meget, meget godt. Hvor jeg suger næring til mig, det bedste, jeg kan. Det er dog så dejligt! . . .
Hvor jeg glæder mig til, at du kommer herover, hvor det skal blive fornøjeligt. Det eneste kedelige er, at når du kommer, så véd jeg, at der kun er otte dage, til jeg skal herfra.
. . . Krigen véd jeg ikke stort om, for jeg sér næsten aldrig aviserne, og Schrøder fortæller intet derom . . .
Marie til Ernst Trier.
Askov, 11. juli 1866.
. . . Jeg kunde ikke modstå lysten til at følge med de andre elever til Skrave kirke i søndags middag. Om halsen havde jeg et af de små danebrogsslips, som du nok véd, jeg ofte går med. Det gik nu meget godt; vi var i kirke og kom ud af kirken igen. Så kom der en jomfru Thomsen, som ejer en gård, der hedder Mikkelsborg — hen til os og bad os, om vi ikke vilde følge med hjem fra kirken og besøge hende alle s. 209sammen. Det havde vi nok lyst til og kom så til Mikkelsborg, som ligger mageløs dejligt, midt i en skov.
Da vi kom ind i gården, så vi nok, at der gik nogle tyske militære, og jeg kom i tanker om mit slips og spurgte jomfru Thomsen, om det var tilladt at bære de danske farver dér; hvortil hun svarede, at det var forbudt i Rødding, men ikke dér og heller ikke i Skrave. Jeg gik så trøstig frem med mit danebrogsbånd om halsen; jeg kunde nok se, at Tyskerne skottede vredt til mig, men det morede mig kun.
Vi lejrede os så på en grøn plæne i haven og sang den ene fædrelandssang efter den anden. Blandt andre også den, som har omkvædet: »Holger Danske han vandt sejr over Burmand« og »Danmarks rige i Højnorden« o. s. v.; men det har naturligvis tirret dem.
Da det blev aften, skulde vi hjem de 1½ mil og satte os i bevægelse ud af gården, med Nutzhorn i spidsen. Da vi havde gået et stykke hen ad vejen, så vi, at der kom en tysk officer bagefter os — en meget høj og meget mørk mand, en rigtig ægte Tysker at se på. Da han havde nået os, kommanderede han »Holdt!« og fo’r som en rasende lige løs på mig og satte mig en næve lige op til næsen og skældte mig så rasende ud, at jeg dog aldrig har tænkt mig noget så råt, fordi jeg vovede at gå med sådan noget skidt på som det, jeg havde om halsen; om jeg ikke vidste, at det var forbudt, og at jeg kunde komme i tugthuset i 7 år for slige »demonstrationer«, og om jeg straks »augenblicklich« vilde tage det skidt af; han skulde vise mig, at han var herre her — og en hel del andet.
Uagtet han hele tiden stod lige op ad mig med knyttet hånd foran mit ansigt og så værre ud end et vildt dyr, så var jeg mærkværdig nok slet ikke bange. Jeg så ham hele tiden ganske stift ind i øjnene, og sagde så til ham, at jeg ikke vidste, at det var forbudt hér at bære de danske farver. Og da han truede mig til at tage det af, sagde jeg: »Ja, det kan jeg jo godt gøre« . . .
Da vi i går fortalte det til Peder Larsen, Dons, sagde han til mig: »Det kan jeg lide Dem for; nu må da Tyskerne derovre betragte Dem som en ægte dansk kvinde« . . . Schrøder morede sig kosteligt over den historie, især kan han ikke lade være med at le, siger han, når han tænker på, hvis han skulde have været s. 210til at telegrafere til dig, at jeg sad i tugthuset i Rødding . . .
Ja, gamle Peder Larsen var her i går, og han talte så hjærteligt og så kønt til os. Jeg tror, han synes godt om mig ... og så steg jeg flere grader i hans agtelse forleden, da én af de andre piger fortalte ham, at jeg kunde malke. Det var noget, han kunde bruge . . . Han sagde særskilt et par ord til mig i går og ønskede for mig, at Vorherre vilde hjælpe mig, så at jeg kunde få ævne til at hjælpe dig med den smukke men ansvarsfulde gerning, som du havde valgt.
Vi har nu også i et par dage havt besøg af frk. Pio og Lovise Poulsen fra Sanderum. Alle vi piger aftalte så, at vi vilde slå os sammen og gøre et chocolade-gilde nede i skoven i går eftermiddags.
Dertil bød vi så med vore tre lærere, vore gæster og et par andre gode venner, så vi blev i alt nogle og tredive.
Nogle af pigerne gik så i forvejen derned, samlede sten sammen og lavede deraf et ildsted, samlede tørre kviste og gjorde ild på ude i skoven. Her kogte de så mælken og lavede chocoladen. Noget efter kom så alle vi andre. Fenger havde fanen med; den plantede vi i jorden og lejrede os derunder. Så spiste, drak og sang vi; Schrøder talte; atter sang, og så spredte vi os i skoven for at samle vilde jordbær og trække dem på strå.
På søndag er vi bedt ned til en bonde her i nærheden, som har en datter på skolen; og atter næste tirsdag skal vi til en fest hernede i skoven. Det er en bonde, der foranstalter festen på grund af hans årsdag, og han har så budt os med.
Så har vi kun en søndag til, og der er så småt tale om, at den sidste søndag, vi er her, skal Schrøders lille datter døbes, og at den gamle rare Fenger skal herover at døbe hende. Hvor det kan blive yndigt! Og til den tid vilde du jo så være her . . .
Forleden, da du skrev til mig, at du snart skulde have rejsegilde i Vallekilde, kom jeg i tanker om, at jeg vilde sy disse medfølgende små flag og vimpler til at sætte i kransen. Det så jeg et steds i København i vinter, og det så så godt ud med alle de vimpler i kransen. Med stort besvær fik jeg så lidt rødt og hvidt tøj skaffet til veje og begyndte så at klippe dem til en dag herinde på skolen. Så spurgte en af pigerne mig, s. 211hvad det skulde være til, og da jeg så havde sagt det, skulde du blot have hørt; den ene efter den anden kom løbende hen til mig og råbte: »lad mig få ét med«, »og lad også mig få ét«, »å, må jeg sy to«. »Nej«, råbte en anden, »ikke to, for så får vi jo ingen«. Og omsider stod næsten alle pigerne omkring mig og sloges om at få lov til at sy på flagene. Men da der ikke kunde blive mere end 12 flag i det hele og der er 22 piger, som alle vilde sy, så indrettede jeg det således, at nogle af dem syde hver det halve af et flag. Er det ikke venligt af dem, alle de rare piger; jeg holder så meget af dem alle.
Lille Grethe Fynbo og Grethe Sønderjyde har hver syet et af de største; de små er så syet af alle de andre. Jeg tænker, det skal bringe lykke over bygningen, når disse små vimpler og flag hæver sig over den, for de er syet af kærlige hænder. Hvem der dog kunde være i Vallekilde den dag . . .
Jeg sender dig her et lille brev, som jeg forleden dag fik fra fru Melby; er det ikke venligt af hende.
Og nu stop for i dag; klokken er snart 10, og så begynder Schrøder jo; han sidder for øjeblikket derhenne ved bordet i en lænestol, aldeles fordybet i »Sakso«. — Nu er den kære Charlotte Schrøder snart rask igen . . .
Hils Johannes Schrøder, Hoff, fru Hoff og William Holm! . . .
Ernst Trier til Marie.
Valleküde, 12. juli 1866.
. . . Det bedrøver mig, at Karen Jørgensen ikke vil tage til os . . . men hvem véd, måske vil både hun og Peder Larsen bringe højskolesagen det offer, for at hjælpe os to ukyndige mennesker på gled, så hun tager herover et år. Jeg kan dårligt opgive dette håb. Jeg véd ellers slet ingen udvej for denne første svære vinter, hvor det så meget mere gælder for mig om et heldigt udfald af husholdningen, som vort bryllup jo deraf er afhængigt. Men derom som om så meget andet, f. ex. om vi den første sommer skal have pigeskole, må vi helst tales ved. Om Gud vil, ses vi jo snart.
På onsdag håber jeg at kunne holde rejsegilde; murene til vor lejlighed og til skolestuerne er snart færdige. Du vil dog få en herlig udsigt fra »fruerburet« s. 212og dets lille svale. Efter rejsegildet har jeg endnu lidt at udrette, så tager jeg nogle dage ind til København, og derfra over til dig. Hurra!
Skulde der ikke være nogen derovre blandt jer, som kunde ønske en god og vistnok indbringende stilling som sygeplejerske og medhjælper ved sygehjemmet på Konradineslyst?
Maren Sofie [hjulmandens] kan ikke undværes hjemme.
. . . Jeg skal nu fortælle dig lidt om hvad jeg har bestilt i dag: Kl. lidt over 5 kom lille Kristen Olsen — Peder Frederiksens dreng—og vakte mig; det er hans daglige forretning. Jeg sov hårdt, ti i aftes havde jeg sent læst »Henrik den femte« af Shakespeare. Min kusk, hjulmandens søn Niels Peder, sendte jeg da med to tomme vogne (den ene Ole Madsens) og Jens Larsens kone ned til »søen« ved Dragsholm for at hente tørv til mig. Sættevognen skal Jens Larsens kone læsse, mens han kører den anden vogn hjem. Herhjemme vænter ham så Jakob Nielsens kone, som læsser en anden sættevogn af (lånt af Peder Frederiksen) og sætter tørven i stak. Altså tre mennesker og tre vogne i gang med tørven . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 13. juli 1866.
. . . I går havde jeg været ude for at skaffe mandskab, og frugterne deraf ses nu i dag. 7 mand var mødt hver med sin hjulbør og spade. I forgårs satte nemlig Dandanell grunden af til »Alidas hus«, som vi gærne kalder det, og i dag skal vi så begynde at udgrave grunden.
Inden jeg atter går, er 7 mand og 2 drenge i fuldt arbejde; de sidste med at flytte sand o. s. v. Vilde noget menneske for et år siden have fortalt mig, at jeg skulde komme ind i alt dette, så vilde jeg have svaret: »Du er vist ikke rigtig klog« . . .
I søndags fik jeg præstens lille vogn, spændte min ene hest for, og så kørte jeg og Johannes Schrøder ud på eftermiddagen af sted til Brejninge. Dèr skulde jeg træffe Dandanell . . . og se det hus, jeg havde købt. Jeg blev rigtignok forbavset over, at man kan få så meget for 106 rdlr. — udmærket egetømmer, døre, vinduer, tag, gulv, loftsbrædder, hylder, mursten o.s.v s. 213Jeg syntes, det var så morsomt således at vandre omkring i sit eget hus.
Jeg tog så ind til pastor Funder og gjorde dér et rart besøg; men efter tetid af sted igen. Klokken var bleven 10, før vi nåde Birkindegård. »Trier, Trier!« råbte Burchardi langt fra — omfavnelse — udråb igen — så ind til hans kone, og dér sad vi til kl. 1. Mærkværdige historier fortalte han os, om hvor forbitrede mange af Ubby-menigheden er blevne på »Grundtvigianerne« og dermed også på højskolen her. Han og Blegvad blev — billedlig talt — formelig overfaldne for nylig ved en begravelse. Det viser sig, at kun Becks personligt venlige forhold til »Grundtvig-ianerne« har været i stand til at dæmpe noget derpå . . .
Næste morgen gik jeg til Anders Jensen i Asminderup, fader til en af eleverne; jeg var med ude at se hans mark og fik talt rart med ham. Stor glæde havde jeg af sønnen, da han derefter fulgte med mig til kirke; hans broder, der så’ så prægtig ud, skal ind til mig enten den første eller den næste vinter.
I kirken, hvor Mohr prædikede, var rigtig rart.
Efter gudstjænesten traf jeg mange bekendte, deriblandt Holm fra Ubberupgård. Han indbød mig til aften sammen med alle de af mine elever, jeg måtte træffe den dag.
Med en hel flok af unge, ypperlige bønderkarle var jeg så i Kærby hos én, der væntelig kommer ind på skolen til vinter. De bad mig dog endelig klare for dem dette om »Grundtvig-ianerne«; det, der er så megen tale om. Det gjorde jeg ved at holde et lille foredrag for dem om Grundtvig i 1824—26 . . .
Ud på aftenen forlod jeg dem og gik tillige med mine fem gamle elever til Ubberupgård. Dér var Bur-chardis, Blegvads, Petersen o. fl. Naturligvis blev den stærke bevægelse dér på egnen meget drøftet og »hvad vi skulde gøre«.
Jeg satte mig bestemt imod alle slags store »møder«, hvori de er så stærke derude; jeg fik dem overbevist om det rigtige i en rolig, stille færd i tillid til, at sandheden nok selv kraftigt vil gøre sig gældende for de sandhedskærlige. — Jeg blev der om natten . . .
Fra Ubberupgård tog jeg ned til Søren Hansen i Tømmerup, hos hvem Peder Olsen har tjænt. Det er den første bonde, som af sig selv har bedt mig komme til sig, for om jeg ikke kunde gøre noget for oplys-s. 214ningen der på den egn. Det var en udmærket mand. Jeg måtte love ham at komme ud til ham næste søndag til en sammenkomst på hans gård om højskolen; og så — om mulig — dagen efter tage med ham ud på Røsnæs i samme øjemed.
Herfra tog jeg videre til Peder Andersen i Værslev, fader til én af eleverne. Der er vist ikke nogen af elevernes forældre — når vi da undtager Niels Jensen [Stenstrup] — der i samme grad som han har forstået min virksomhed og fået den kær. Også han bad mig tage til Røsnæs. Og det glæder mig naturligvis, at bønderne således nu selv begynder at kalde ad mig.
Derfra tog jeg til Peder Olsens stiffader . . . og derfra atter til Birkindegård . . . sent kom jeg hjem den aften; men næste morgen kom lille Kristen Olsen og purrede mig ud kl. 5 . . .
I går har jeg gennemgået lidelseshistorien for Jørgen Madsen og Johannes Schrøder . . .
Ernst Trier til Marie.
Tømmerup-Holme, 16. juli 1866.
. . . Ja her sidder jeg da nu i Søren Hansens storstue. Under de to små vinduer står der nogle uhyre store, malede kister; rundt om ved væggene står skabe og en sæng; men midt i denne stue sidder din fæstemand og skriver ved et pænt bord. — Hvor minder alt dette mig dog om mine forskellige kvarterer på Fyn under krigen! Siden den tid har jeg ikke siddet således som nu i en rigtig bondegård.
. . . Hos disse folk har Peter Olsen tjænt; det var dem, der kaldte ham til sig ligefrem for hans tros skyld; men som bagefter ikke rigtig kunde enes med ham for hans pietismes skyld. Men dog kom de til at holde så uhyre meget af ham og enes så godt med ham fra den tid, han kom på højskolen og dér først fik øjnene op for det egentlige menneskeliv.
Ved at se forandringen hos Peter Olsen og ved at tale med ham fik Søren Hansen rigtig højskolen kær, og nu er han den første bonde, der af sig selv har bedt mig komme og på hans gård holde en forsamling om — højskolen. Dette har været mig en stor glæde, og derfor tog jeg i går lidt efter middag hertil gården, som ligger kun en halv mils vej fra Kallundborg.
I aftes havde vi så et rart, lille møde her, mageløs s. 215hyggeligt — især fordi nogle unge piger viste en forbavsende deltagelse.
I dag vil de køre mig ud på Røsnæs, hvor jeg skal holde møde hos en af deres slægtninge.
Du må endelig tilgive mig, at mit brev kun bliver kort; jeg skal jo på rejsen bruge tiden til at tale med folk. Jeg har således allerede i dag været ovre på nabogården at tale med en gammel kone, hvis søn så uhyre gærne vilde på skolen; men hun synes så urimelig dårlig, hun kan undvære ham . . .
Jeg er så uhyre stolt af dig; og jeg synes, jeg kan se dig stå dér så rolig overfor den vrede Tysker; jeg tager det som et varsel om, at du også tør se den vrede tyskhed i øjnene . . .
Og alle pigerne, der vilde sy Danebrogs-vimpler til kransen på vor skole! Kan man tænke sig et dejligere varsel! Aldrig havde jeg tænkt at skulle komme til at bo i en bygning, som danske piger således havde hilst på! Og så det yndige varsel for et kærligt forhold til Askov højskole. Tak dem alle tusinde gange fra mig!
Og så nu på fredag aften, så runger der et hurra her, ja så råber vi hurra for pigerne i Askov! . . .Jeg har slet ikke før havt rigtigt mod på det rejsegilde; men nu har I derovre givet mig det; jeg håber, at jeg skal komme til at tale godt den aften. — Nu kommer Søren Hansen og siger, at vi skal køre, ellers kommer vi for sent til Røsnæs. — Hvor det er nogle herlige folk, jeg er hos her!
Hils Schrøders og hils dem alle! . . .
Marie til Ernst Trier.
Askov, 18. juli 1866.
. . . Jeg vilde så gærne, at du skulde have dette lille brev fra mig på fredag, siden jeg ikke selv kan være hos dig den dag.
Tak for dit lille brev; jeg var selv i Skodborghus efter det i aftes; men du skriver endnu ikke noget om, hvornår du kommer; det længes jeg så meget efter at få at vide . . . hver gang jeg får brev fra dig, spørger Schrøder mig stadig, hvornår du kommer, og jeg må bestandig svare: »Det véd jeg ikke«. Men nu skriver du vel nok selv til ham én af dagene, ikke sandt! . . .
Ja vel er jeg glad ved udflugterne her; men jeg er s. 216dog over dobbelt så glad ved at være herhjemme på skolen...
Jeg vil så hermed sende alle mine kærligste og bedste tanker til Vallekilde ... ja jeg er vis på, at jeg vil kunne mærke det på fredag aften, når du står og taler og udbringer dit hurra for pigerne i Askov... Hvor vil jeg bede inderlig til Vorherre, at han vil lægge sin velsignelse til værket, ja til hele din eller vor gerning, at den kan blive ham til ære og os til glæde... Nu kommer Schrøder; kl. er ti. Far vel!...
Efterskrift: Desværre, det er ganske sikkert, at vi ikke får Karen Jørgensen, dels fordi hun skal til Peder Larsen, og dels fordi hun ikke tør påtage sig ansvaret for sådan en stor husholdning. Hvad synes du! Når ikke en gang et menneske som hun tør, hvorledes skal det så gå mig?
I dette øjeblik sidder alle de andre piger og synger »Josef i fængsel«. — Husk nu at tage de noder med til mig, som du nok ved. Og så vil jeg også gærne have min »Bibelske sange« af Boisen. Den du fik af mig i vinter...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 19. juli 1866.
... Se nu kom alle flagene! Min hjærteligste hilsen til alle pigerne! I går fik jeg til bygningen sendt en yndig krans fra en bondepige, Rikke, der en tid lang har tjænt Peder Frederiksen. Det er herligt for mig, at kvinderne således hilser vor ny bygning.
Jeg er i dag nær ved at drukne i skriveri; men til Schrøder må jeg jo have skrevet. Om Gud vil, skal vi snart ses; men til hvilken dag, du? Jeg har været nær ved at bryde mit hoved itu derover. Moder har nemlig bedt mig så meget om at se til sig, fader ligeledes. Først i morgen får vi rejsegilde, og Frits bliver her til søndag. Hvad skal jeg dog gøre. Både tirsdag og torsdag går der dampskib til Kolding;... men hvis jeg nu vænter til torsdag, så kan jeg først fredag aften være hos dig... hvor var det dog kedeligt, at rejsegildet først blev så sent... Jeg har glædet mig så uhyre til denne rejse ... og jeg har så meget at tale med Schrøder om og endnu mere at tale med dig om — den tid! den tid!... Skriv med omgående post til København, at der kan ligge brev dér til mig...
Marie til Ernst Trier.
Askov, 19. juli 1866.
. . . Her har du så mit svar: Du har umulig kunnet længes mere efter at komme herover, end jeg har længtes efter, at du skulde komme, og dog — råder jeg dig til ikke at komme her før fredag, og det er for dine forældres skyld. Nu var du hos mig i pinsen og vil jo også være hos mig i sommerferien, så synes jeg, du skulde blive det par dage længere hos dine gamle forældre, navnlig for din moders skyld, din kærlige, søde moder. Synes du ikke selv, at jeg har ret...
I går var nogle af os i Holsted og besøgte en fætter af mig, lieutenant Mynster. Var det ikke pænt af ham, at den gang de fik at høre om rejsegildet, så lod de straks Danebrog hejse til ære for bygningen; jeg var så glad derved; jeg havde sådan ønsket at se Danebrog i går...
På fredag aften — hurra! ...jeg går ned og tager imod dig i Skodborghus. Hils alle de kære mennesker derovre, og tak din moder så meget for hendes brev...
Lev vel til vi ses! ...
Marie til Ernst Trier.
Askov, 1. august 1866.
... Det har været en uhyre drøj dag med at få sagt farvel til alle de kære piger, som nu skulde af sted; og dertil kom så, at Peder Larsen har sagt mig ganske bestemt, at han vilde ikke af med Karen; det var hans faste bestemmelse. Karen var selv meget ked deraf og sagde til mig, at hun vilde nu egentlig så gærne have været til os; men hun havde jo nu en gang givet ham sit løfte.... Det var meget kedeligt, og jeg kan ikke lade være med at være bedrøvet derover; men... Vorherre lader os nok finde en anden, som kan hjælpe os.
Peder Larsen bad mig hilse dig og rådede dig til at lade Kold anbefale dig én af de piger, som har været hos ham. Og så bad han mig sige dig, at det havde gjort ham så ondt, at han havde måttet bedrøve dig...
Nu ikke mere i dag; mit hjærte er så tungt, så tungt. Gud bevare os alle! Lev vel!...
s. 218Alle pigerne, som endnu er her tilbage, hilser dig så venligt...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 3. august 1866.
... Indlagte brev kom til Askov til dig i går morges; jeg sender det til Vallekilde, dér træffer det dig vel nok.
En forfærdelig drøj dag i går! men en meget heldig rejse; nu længes jeg kun efter dig... Per skal nu ud til Odense at hente mit tøj...
Ernst Trier til Marie.
Århus jærnbanegård, 27. august 1866.
... Så vidt er jeg kommen nu. Om ti minutter skal jeg af sted videre til Ålborg... Rigtig rare dage har jeg havt hos Jørgen Madsen, hos Thomsen, Bågø og hos Frits og Ida i Skjolde ... I Horsens var der intet brev til mig i aftes. Jeg vænter det da i Ålborg. — Jeg har rejst i nat fra Horsens hertil...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 27. august 1866.
... Ja, her sidder jeg altså igen med pennen i hånd for at skrive til dig... Du kan tro, her er bleven underlig stille og tomt for mig, efter at du er borte; men nu glæder jeg mig så meget til på onsdag; ti da kommer Georgia la Cour hertil og besøger mig. Jeg er så glad derover. I lørdags formiddags, da jeg stod derude i køkkenet midt i bagningen og var meget mismodig, da kom der et brev ind af døren til mig, og det var fra hende. Det mældte mig hendes komme. Hun skrev også, om jeg vilde hilse dig... Nu kan det nok være, at vi skal tale sammen om Askov, om vor kære, glade skoletid, og hvor skal vi synge igen!
Jeg sendte blomster til din moder i lørdags, de allersmukkeste jeg kunde finde og med dem et langt brev ...
I lørdags eftermiddags skrev jeg så til madam Storm og bad hende, om hun, så snart som hun kom, vilde tale med Bertha hos Bierfreunds og så, om hun vilde komme herud til mig.
Da brevet var færdigt, spadserede Emilie og jeg med det over til højskolen; og Kold lovede at besørge det til madam Storm. Med det samme gav vi Morten Jensen hans brev fra dig. Det skulde vi takke dig for.
s. 219I dag har jeg syltet ribs og kirsebær til dig, at du kan have lidt af sådant i huset til vinter. Jeg har bedt om, at jeg måtte gøre dette; for jeg syntes, det var så morsomt at lave syltetøj til dit hus.
Ernst Trier til Marie.
Ålborg, 30. august 1866.
... Jeg er nær ved heroppe at drukne i lutter venlige mennesker. Det er dog farligt, så mange gode venner her nu er samlet i denne by: Glahn, Dam, onkel Nansen, biskoppen, Levinsen, Hoffs søster, Barfod, Valeur (gift med Filipine Larsens søster) o. s. v.... Jeg er for resten dygtig træt af at rejse, og nu vil jeg hjem til Vallekilde. Jeg tager nu i aften syd på med posten til Århus og i morgen videre til Vallekilde. Jeg længes...
I går holdt jeg sammen med Glahn og Dam et møde i Hasseris skole. Gik rigtig godt! Jeg håber sikkert herfra at få i al fald én karl til vinter og én pige til sommer...
Nu beder Poul, om jeg vil hjælpe ham med hans latinske stil. — Glahn siger: Hils Marie meget og sig hende, at det gør mig så ondt, at jeg ikke endnu har set hende...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 31. august 1866.
... I formiddags var madam Storm her hos mig, og jeg fik talt godt med hende om mange ting. Hun bad mig skrive til dig, at hun havde været oppe hos Bertha ... og mdm. Storm havde så spurgt hende, om hun så trode, hun kunde følge med til Vallekilde, men dertil havde hun svaret..., at det kunde der slet ikke være tale om. Hun forekom mdm. Storm slet ikke at være, som du havde skildret hende...
Så havde mdm. Storm talt med Hanne ... og havde spurgt hende, om hun så skulde med til Vallekilde; men dertil havde Hanne svaret nej; Trier havde ganske vist talt med hende derom, men hun havde hverken mod eller lyst.
Det kunde jo så heller ikke nytte, om vi fik hende.
Nu sagde mdm. Storm, idet hun rejste hjem i dag, at hun straks, så snart hun kom hjem, vilde gå ud på Hindsholm og se til at få opspurgt nogen dér. Hun s. 220vilde så skrive til mig om det lykkedes, og hvis ikke, da vidste hun intet andet råd, end at du måtte se til at skaffe nogen af dem derovre på Sjælland.
Jeg kunde ellers meget godt lide hende, og vi var nu så mageløs enige i alle ting; kun var hun så ked af, at jeg ikke kunde være med fra begyndelsen af; hun vilde endelig have, at vi nu skulde holde bryllup før november. Det samme sagde også fru Leebæk til mig i aftes, da jeg var derovre...
Jeg stjal mig ellers over til Kolds i aftes tillige med Georgia. Jeg var bange for, at mdm. Storm skulde tage bort igen, uden at jeg fik talt med hende; og så var der også flere ting, jeg vilde tale med Kolds søster om. Jeg havde ikke sagt til fader, at jeg gik med, det havde andre gjort. Nu har han hele dagen i dag slet ikke villet tale til mig... men der er dog virkelig ingen nærmere til at hjælpe dig med alle sådanne småting end jeg. Og jeg har i sinde at gå derover en gang endnu for at se på noget dér, som mdm. Storm og jeg talte om. Jeg lagde ellers i går mærke til nogle spyttebakker, de havde derovre ... de er meget hensigtsmæssige, for de kan nemlig ikke vælte... fru Leebæk anbefalede dem også så meget; de havde prøvet så mange slags, sagde hun, men kun disse duede...
Georgia la Cour er for øjeblikket ovre i Sanderum hos Rasmus Poulsens. Jeg tog ikke med, dels fordi jeg har tandpine, og dels fordi jeg ikke yderligere vilde opbringe fader ved en anmodning af den natur.
Georgia bliver her til søndag morgen, så følges vi ad i hospitalskirken, og så rejser hun om middagen ned til Bubel og besøger lille Grethe, før hun tager tilbage til Jylland igen...
Nu har jeg begyndt ... at sy det første udstyr...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 3. septbr. 1866.
... Har du lagt mærke til, at der virkelig for ramme alvor står »Vallekilde« over brevet her... Mit første rolige øjeblik her vier jeg nu dig... Hør, fortæl mig nu næste gang noget nøjere, hvordan Georgias besøg spændte af fra ende til anden, rigtig vidtløftigt. Og vil du så skrive til Georgia og bede hende låne dig den oversættelse af Voluspå, som Nutzhorn har læmp et i stand efter Grundtvigs. Den har hun nok skrevet s. 221af; vil du så ikke tage en afskrift deraf til mig, så jeg kan have den til 1. novbr.
Det glæder mig meget, at mdm. Storm har været hos dig, og at du syntes godt om hende... jeg synes også, hun gør et rart og tilforladeligt indtryk, ikke sandt !
Pigerne! ja de kommer så mænd nok! Om ikke andet, så må Ane Sønderjyde se til at komme, og så må vi for resten hjælpe os med smeddens Ane, eller kanske hjulmanden vil afstå os Maren Sofie, imod at jeg så skaffer dem en mindre pige til hjælp. Det går nok!
— I torsdags aftes rev jeg mig så endelig løs fra vennerne i Ålborg. Glahn, Poul, Hugo, Dam, Valeur og Barfod fulgte mig af sted til posthuset. Under utallige håndtryk blev jeg puttet ind i æsken og rullede af. Glahns yndige lille frue og datteren Johanne viftede farvel fra vinduerne, og postkusken spillede »den tapre landsoldat«. Barfod hørte jeg ude på gaden synge til melodien: »Da Trier drog af sted, ja, da Trier drog af sted« — mer kunde jeg ikke høre, så jeg nåde i hvert fald ikke den gang »i krigen hen«, derimod faldt jeg kort efter i søvn og sov omtrent lige til Hobro. Det er kedeligt at rejse på den måde. I Århus gik jeg lige ned til dampskibsbroen; der var ikke tid til at besøge din søster Kamilla. Tænk dig, dampskibet gik lige her forbi Sejrøbugten kl. 2 i fredags; men jeg kunde naturligvis ikke komme ind; jeg måtte med til — Korsør (kl. 3), vænte der til kl. 7¼, så til Slagelse, kunde ikke om aftenen få vogn dér, måtte så ligge over dér, for næste dag — at bide i det sure æble og tage med til Roskilde, derfra atter med postvogn til Holbæk og herfra hjem ovenpå et læs lægter. Hu ha!...
Så far vel... Gud være hos dig og styrke dig!...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 4. septbr. 1866.
... Det var sådan en yndig aften, da jeg i lørdags på min hjemrejse nåde til Svinninge. Solen var allerede gået ned, da jeg over »Vejlen« gik her hjemad. Hvor var det mageløst : Der lå nu højskolebygningen lige for, og dér kirken. Jeg var virkelig atter hjemme!!! Jeg mødte ikke et menneske før tæt ved Eriks lod; dér kom en pige ned ad bakkerne, og hun sang:
s. 222»Vilde jeg af intet vide,
uden Kristi kærlighed,
da var mine kår så blide
som min Guds, der alting véd.«
Var det ikke en yndig hilsen at få? —
Jeg vandrede videre, og da jeg kom op til min egen lod hørte jeg en karl derinde synge: »I alle de riger og lande«. —Jo, jeg var hjemme, hjemme; det kunde jeg rigtignok mærke. Og det jublede i mig. Mine små gedekid hoppede mig i møde. Det var nu bleven sent, og jeg kom i mørke ind i skolebygningen. Derfra gik jeg ned til hjulmanden — stor glæde — kom så endelig herop og spiste til aften og derpå — ind til Hoffs. Ja, hvor var det dog mageløst at komme derind den aften; Hoff kastede sig om min hals og kyssede mig, mens Regine kom med den lille dreng for at vise mig ham.
Den næste dag så jeg fru Hoff, kærlig og god, og næsten helt rask igen.
Vi havde en dejlig søndag i kirken. Hoff holdt en udmærket prædiken. Her var besøg om eftermiddagen; men om aftenen tog jeg ned til Særslev til murmester Dandanell.
— Hvor gør det usigelig godt atter at være kommen hjem. Kunde jeg dog nu blot blive her i ro ! Men desværre, det er ikke muligt. Jeg skal jo på torsdag atter af sted; jeg må holde ud. Det falder mig ellers meget svært; ti jeg er bleven meget udmattet af rejsen, der jo også har været vel meget hovedkulds.
Så lidt om bygningen. På loftet mangler kun skillerummene til elevkamrene, så er alt færdigt dér. Bægge skolestuer og min stue mangler kun døre og ruder i vinduerne, så er de helt færdige. I samme stand bliver dagligstuen og fruerburet i dag. Loftet er lagt i hele det nederste stokværk, og... man har begyndt at pudse overalt. Spisestuen og kælderen er længst tilbage. Udhuset skal rejses på lørdag...
I går kom Anton Nielsen med Peter og Anders Jensen her et lille besøg på vejen ind til Odsherred. Efter at jeg havde fået mig en lille søvn, begyndte forhandlingen med Dandanell og Lars Pedersen. Det varede til kl. 9, hvorefter vi drak te, så kom Peter Larsen og Alida’s Anders. Han blev hos mig til kl. 1½ i nat.
I morges blev jeg af et bud vækket. Hoff var »meget dårlig«, hed det. Jeg kom skyndsomt derind; lægen s. 223var der, men det viste sig da, at det næppe er andet end en heftig forkølelse. Jeg blev siddende en stund inde hos ham ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 6. septbr. 1866.
... Se, nu er jeg atter rejsefærdig; jeg skal bare have skrevet lidt til dig og et par ord til Glahn og så — desværre — atter af sted! Hvor vil jeg dog nødig herfra igen! Jeg er nu lige netop begyndt at komme til kræfter igen på sjæl og legeme efter den besværlige rejse, og nu skal jeg på ny ind til hurlumhejen i København. Jeg har da atter kunnet leve med Vorherre, »vandre i ånden«. Dertil skal der altid et vist mål af ydre ro for mig. Gud ske lov da for disse dage, tilbragte — om end i travlhed så dog alligevel i ro her i det »velsignede Vallekilde«. Her har været meget for mig at ordne. Det vilde desværre ikke gå med hjulmanden og murerne. Det var på høje tid, jeg kom hjem. Nu har Anders, Alidas kæreste, tiltrådt sin tjæneste hos mig, han løser nu hjulmanden af. Men som sagt, der var vanskeligheder at overvinde; jeg er nu glad ved, at jeg har fået den ny ordning i stand ... Mange bestemmelser har der været at træffe nu om jordarbejde, pløjning, gærdesætning o. s. v.
Der er også meget vrøvleri med at få byggeriet til at gå raskere fra hånden — især udhuset. Hjulmanden har nu påtaget sig at lave sængene.
I går var jeg ovre i Brejninge for at træffe vor murmester Dandanell. På vejen hjem tog jeg ind hos en bonde, der har mældt sin søn her til skolen. Det bliver så nr. 12 ...
I dag har jeg fæstet Maren Sofie, hjulmandens datter; hun havde selv sådan lyst dertil, og forældrene har nu givet slip på hende. Hun skal have 20 rdlr. om halvåret. Jeg er meget glad ved denne ordning, men længes nu meget efter at høre hvad du mener derom. Jeg vil straks med et par ord berette det til mdm. Storm ... skriv også du til hende ... Jeg bliver i København til den 11. ... Hoff er nu i bedring. Han håber at kunne følge med til København i morgen ... Jeg skal så nu sende ulden over til dig ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 7. septbr. 1866.
... Jeg blev så forbavset ved af dit brev at se, at bygningen ikke er nærmere ved at være færdig; der er jo langt tilbage; og jeg som trode, at den skulde stå færdig til midten af denne måned.
Du vil gærne vide, hvorledes Georgias besøg her løb af. Ja, om onsdagen var jeg inde på banegården og hentede hende i den lukkede vogn ... Da vi så kom her hjem, kom moder og Sofie meget venligt ud og tog imod os, og jeg havde sørget for, at vi kom til at dele værelse sammen oven på. Næste dag var det, at vi var den ulykkelige tur ovre på højskolen, som endnu ikke er mig fuldstændig tilgivet ... Om lørdagen var vi i Odense. Kl. 10½ kom vi til fru Heins, hvor vi bad, om vi måtte komme med ind på hendes skole og overvære undervisningen. Dér var vi lige til kl. 4. Fru Heins læste en del højt for os efter bordet, deriblandt en lille historie af dig; den var hun meget glad ved; Georgia syntes også rigtig godt om den. Den er virkelig også god.
Var det ikke morsomt: Den gang fru Heins kom til det sted, hvor der står »den lille fugl var nær ved at blive bange«, så sagde hun: »Jeg vilde ønske, at Trier havde sat ordet »ræd« i stedet for »bange«, for det ord kan jeg så godt lide, og det er også mere dansk.« Jeg skyndte mig jo så at sige, at det var mig, som var skyld i, at der stod »bange«, og at du netop havde sat »ræd«, og så tilføjede jeg, at hun kunde jo godt forandre det, da det jo egentlig var forfatterens mening, at det skulde have været »ræd« ...
Søndag morgen gik vi i kirke i Odense, det var så dejligt den dag; jeg talte dér med frøken Bågø og Julie Fog. Georgia var også meget glad ved guds-tjænesten. Vi var igen inde hos fru Heins; og kl. 2 fulgte hun og hendes datter os til stationen, hvor vi fik Georgia af sted til Asperup ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 9. septbr. 1866.
... Jeg vilde gærne, at du kunde have dette brev på tirsdag morgen, så det kan bringe dig en rigtig kærlig hilsen fra mig på den dag ... Så er der altså nu gået to år siden ... de mærkelige dage, da du først kom her og bragte uro ind i mit hjærte ... Det s. 225er dog så forunderligt at tænke tilbage på disse to indholdsrige år. Jeg bliver så opfyldt af taknemmelighed imod Vorherre, at jeg ikke synes, at det er mig muligt at takke ham nok. Nu blot det sidste år — siden forrige 11. september, hvor har det været indholdsrigt: mit ophold i København i vinter, hvor jeg havde så mange dejlige timer, især i Vartov; og så i sommer i Askov, ja, det er dog det bedste minde fra hele året; jeg tror næsten ikke nogen fatter, hvilken glæde de to måneder voldte mig. Og jeg havde også gavn af at være der ...
Du skal rigtig have tak for bogen »Bjuvulfsdrapen«-den skal jeg rigtig nyde i min ensomhed, for nu bliv; er jeg alene med bægge de gamle i over en måned-I hele den tid vil jeg ikke en eneste gang kunne kom. me til Odense til kirke ...
Her sender jeg dig mdm. Storms brev ... nu gælder det kun, om Maren Sofie kan brygge og bage ...; mdm. Storm sagde til mig, at det var den første betingelse, at hun måtte have en pige, som rigtig til gavns forstod sig på de ting. Det er sært nok, at hun ikke skriver noget om lønnen, hun har fæstet den anden pige på ...
Dersom Maren Sofie nu blot kan udfylde pladsen, så er jeg meget glad ved, at du har fæstet hende, for jeg kunde så godt lide hende ...
Ernst Trier til Marie.
København, 10. septbr. 1866.
... Hvilken uro og hvilke bevægede dage herinde. ... Det er forfærdeligt, så det kniber med tiden for mig i dette efterår. Det trykker mig svært, og dog er jeg så taknemmelig for disse dage her i København.
I fredags gik jeg ærinder og var lidt ude hos Grundtvig; der var så rart; i lørdags atter ud i ærinder hele dagen — fælt; men så hvilken herlig søndag med den dejlige gudstjæneste. Så var jeg med Peter Olsen ude at se til de elever, der har mældt sig fra Husum, ¾ mil fra København; så var jeg et lille besøg hos bedstefader, hvor de andre var til middag, — så ud til Grundtvig, hvor der var en stor og mageløs fest med taler af Melby, Brandt og Schrøder, så hen til Frits med Schrøder, Borch, Peter Olsen og fl. Og nu i dag det herlige vennemøde med taler af Grundtvig, Brandt, Busch, Birkedal og Helveg.
s. 226I eftermiddag har jeg haft besøg af Hoff, Fr. Møller og pastor Frandsen. Grethes broder, Rasmus Knudsen bor hos mig.
Onsdag morgen rejser jeg herfra til Vallekilde igen.
Hilsener til dig fra en mængde mennesker, kendte og ukendte, navnlig Schrøder ...
Jeg kommer ellers lige fra Octavius Hansen og Ida. Det er dog mageløst, så venlige de var imod mig. For at fornøje mig havde de i aften indbudt Nørregård, Bågø og Frede Boisen ...
En elev er mældt til her fra egnen. Nr. 13. Men en stor glæde har jeg ellers haft derved, at Melbys avlskarl Jørgen har indmældt sig ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 11. septbr. 1866.
... Poul Rasmussens datter Laura (fra Sanderum) har været her for at mælde sig som tjænestepige hos dig i vinter, dersom du ikke allerede havde fået en; hun vilde gærne tjæne som køkkenpige, da hun ikke turde påtage sig at brygge og bage til så mange mennesker ... Nu skriver jeg også dette til mdm. Storm i dag, blot for at hun kan vide det, og så vil jeg høre hendes mening, da hun kender Laura fra Kolds.
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 13. septbr. 1866.
... Jeg må have opsættelsesfrist til i overmorgen før jeg kan give dig svar for imidlertid at få talt med hjulmandens, for vil de meget nødig af med Maren Sofie, så kunde vi jo nu godt tage Laura ... Yndigt for os er det i al fald, at Laura gærne vilde til os, at vi altså nyder så megen tillid hos så ypperlige folk.
Du kan tro, Marie, at slutningsgildet ved vennemødet var udmærket. Det var Barfods sølvbryllupsdag den dag, og vi sang: »Det er så yndigt at følges ad«. Men da hans skål blev drukket, samledes en hel del om mig og drak vor skål. Det var Frits, Ida, Hoff, Nørregård m. fl.
Hvor var det mageløst dér at se flere hundrede mennesker og alle glade, ikke et eneste surt ansigt. Tusender af hilsener til dig stormede løs på mig. »Men hvorfor er Marie her dog ikke«, lød det rundt omkring. Jeg skal nævne dig navnene på et par af dem, der sendte hilsener til dig: Schrøder, Anna Vagner, Peter s. 227Larsen Skræppenborg, Melby, Helveg, Bågø, Nørregård, Dam, Birkedal, Fr. Bruhn o. s. v. ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 15. septbr. 1866.
.... Her sender jeg dig et brev fra Georgia, som du må læse, er det ikke et rart brev! Jeg blev så glad ved det ... Hvilken mængde dejlige hilsener i dit brev! ... Og min egen, kære forstander Ludvig Schrøder! fortæl mig endelig, så meget du véd om ham !
Som du vel har set af bladene, havde vi besøg af Sønderjyder her i byen lørdag, søndag og mandag. Jeg så kun lidt til dem, kun om søndagen, da jeg fulgte Sofie ud på banegården, fik vi set og talt med nogle af de kære mennesker. Jeg gav mig i snak med to bondemænd, som så’ så rare ud. De fortalte mig, at de var fra Als, Nordborg-egnen; Højer-Møller havde været deres præst.
Om eftermiddagen, da jeg var alene hjemme, havde jeg besøg af min trofaste velynder Emil Baumgarten; han var her ude i haven med et par Slesvigere, og så vilde han med det samme ind og ønske mig velkommen hjem ...
Hele dagen igennem sidder jeg alene her i salen og syr. En gang imellem kommer fader ned og ryger sin pibe. Det er dog rart alligevel for mig at mærke, at de to gamle holder så meget af mig. Og det mærker jeg først rigtig nu, da jeg er alene med dem.
På onsdag skal Carstensen ordineres, og på søndag indsættes her i kirkerne ...
Hils nu Hoffs og andre venner, og lad mig også vide, hvordan det går med bygningerne ...
Har du set, at Plum skal følge med Dagmar til Rusland som hendes livlæge? ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 16. septbr. 1866.
... Jeg burde egentlig i dag have rejst ind til Odsherred; men jeg bliver hjemme og skriver brev til dig ... Det er ellers underligt nok: at da jeg var yngre, kunde det være mig en sådan fryd at skrive breve til dem, jeg elskede. Jeg tænker her især på min brevveksling med Herman Anker. Nu falder derimod brevskriveriet så svært. Den gang syntes jeg, at jeg s. 228var den, til hvem jeg skrev, ganske nær. Nu forekommer det mig næsten, at jeg ved brevskriveriet føler afstanden dobbelt stor og føler dobbelt savnet af den menneskelige tale i al fald, når jeg skriver til dig ... Især siden vort samvær sidste sommer er du kommen til at stå mig nærmere end før ... Husker du Odins samtale med Frigga, den gang han skulde ud at slås med Vaftrudner. Han må først spørge Frigga til råds, ligesom have hende med sig, når han skal ud i kampen. Denne mythe står bestandig for mig, når jeg tænker på min kamp for vor skole. Det var jo også en åndelig kamp, som Odin den gang gik til, og ganske sikkert den samme, som vi nu står i. Men også jeg synes da at kunne høre dig tale til mig med Friggas ord og sige:
»Nu velsignet,
og så velkommen,
far vel så længe!
Dig ånden styrke
som arilds-guden
til Thurs at trykke
med tungemål!
... Hvor var det dog et yndigt brev fra Georgia la Cour ... det er dejligt, at der nu er én, der kan tiltale dig med det fortrolige »du«. Så er du da nu ikke mere ene i pigekredsen; du har rigtige venner dér. Hvor hun har opfattet din stilling i dit hjem rigtigt! Ja — »giv tid kun og tål«! om Gud vil, skal der snart oprinde en rigtig forårstid for os, hvor isen skal smelte, hvor alle knopperne springer ud, og fuglene synger, mens jeg fører dig som min unge brud hjem til det lyse og varme Vallekilde. Jeg er jo alt i færd med at bygge reden. Hør nu: På loftet mangler kun skillerummene. I vor beboelseslejlighed og i skolen er man i færd med at lægge de sidste gulve, sætte glas i ruderne og hænge dørene. Tænk, i aftes overraktes mig den første nøgle, nøglen til døren mellem min stue og skolestuen. Endnu mangler hér kun pudsningen om vinduer og døre og så fodpanelet og et par smårum at gøre i stand.
Neden under mangler stuerne kun det sidste puds; og i kælderen er man nu i færd med pudsningen af loftet.
Til udhusene er murene nu om et par dage færdige ...
s. 229Desværre har jeg næsten hver dag en hovedpinetur, så jeg længes meget efter min styrtebadsindret-ning. Det er vel sagtens dels en følge af overanstræng-else på mine rejser og dels mange ærgrelser med byggeriet ...
Endelig har jeg nu fået Anders (Alidas mand) indsat i sin ny værdighed; hjulmanden står på værkstedet og er i færd med at lave sængesteder til mig ... Der har ellers været så mange småting i vejen herude på byggepladsen, mens jeg har været borte. Hvor det ene menneske dog kan få lyst til således at gå det andet i vejen ...
Med hensyn til pigespørgsmålet, da må det nu blive sådan, at vi beholder Maren Sofie. Hun kan både brygge og bage, og du har ret: Vi kan ikke undvære én, der er i besiddelse af disse færdigheder. Hun er desuden et rart og pålideligt menneske; vi må være glade ved hende. Jeg havde jo også fæstet hende, før du skrev om Poul Rasmussens datter ... Jeg ved også, at Maren Sofie glæder sig så meget til at komme til at tjæne os ... Altså, vi lader det da blive derved. Men skriv nu endelig til Poul Rasmussen og Laura, og sig dem, at jeg i forvejen havde fæstet Maren Sofie.
Det går endnu lidt småt med at få elever ... Sidste onsdag rejste jeg fra København, og næste dag tog jeg sammen med Hoff, Tranberg, Kristen Larsen, Peter Frederiksen og Kristen Hansen til Ubberupgården, hvor der var stor forsamling i Holms smukt prydede gård.
Dér talte først Birkedal, overmåde dejligt, så Peter Nielsen, Lykkesborg og pastor Konradsen fra Salling m. fl....
Dér traf jeg en mængde bekendte og blev dér stærkt bestyrket i, at præsterne dér på egnen formelig forfølger os Vallekilde-folk, navnlig mig og eleven Peder Olsen, der omtales som et stakkels, fra troen falden, menneske. Adskillige skammelige røvei historier er sat i omløb om os, f. eks. at jeg rejser omkring og formaner folk til at tage til gilde. Det er intet under at folk således skræmmes bort fra os. Et par rare karle var der således, som sikkert havde sagt, at de trode nok, at de kunde komme, men nu kom den ene og sagde, at han kunde ikke få lov af sin moder; og den anden sagde, at hans fader var så stærkt der-s. 230imod. En tredje havde ligefrem ladet sig afskrække af rygterne.
Imidlertid fik jeg dog samme dag talt rent ud af posen med Vilhelm Beck, som var til stede den dag. Næste dag skulde han holde møde på Konradineslyst. Beck bifalder naturligvis langt fra hans folks adfærd; men nu får vi se, om han har mod til at træde op derimod; og, om han nu har det, hvorvidt det da vil batte noget overfor hans folk. Jeg tror det nu næppe.
Peder Nielsen fra Lykkesborg blev så glad, da han hørte om alle disse historier og al den modstand: »Det er det bedste varsel for Deres skole,« sagde han, »sådan er det gået Kold, og sådan går det med alt godt, der skal frem.« —
Dagen efter holdt Hoff og jeg et møde i Tudse, desværre syntes jeg, at hverken Hoff eller jeg talte synderlig godt den dag.
Dér traf jeg ellers én af de gamle elever, Niels Thorsen, der så gærne atter vilde på skolen ...
Endelig har vi også fået en drøj modstander i »10de oktober-foreningen« med Zytphen-Adeler og J. A. Hansen i spidsen. Det hedder sig dér, at bønderne må vogte sig for »Grundtvig-ianerne«, der uden videre bliver slået sammen med »Skandinaverne«. Det hele er politisk spil ... På det politiske område holder Hoff og jeg os tilbage; men dér er Tranberg ... fortræffelig. I lørdags stod et hovedslag inde i Odsher red, hvor Tranberg tvang J. A. Hansen til at tage adskillige ting tilbage.
Der er altså strid og kamp nok, og Grundtvig havde sikkert ret, da han på vennemødet udpegede den kommende tid som en prøvelsens tid for ham og hans venner ... Men kampen er jo nødvendig, og kan vi kun stille os under Vorherres banner, da — lystigt fremad til sejr!
— I går fik jeg da brev om en elev til fra Sydsjælland, og jeg har også fået vished om én fra Odsherred. Det bliver den sekstende. Når jeg da betænker, at nu har det allerede vist sig, at omtrent en snes, hvorom man har sagt mig, at de vilde til skolen, de bliver borte, og at jeg dog desuagtet nu har så mange, så synes jeg — alt betænkt — dog, at mine sager står så nogenlunde. I fjor havde jeg da ikke flere på denne tid.
s. 231Det dejlige vennemøde! men derom må jeg opgive at skrive.
I morgen rejser Hoff og jeg til Munkebjærgby, hvor jeg skal holde møde med bønderne. Næste dag til Samsø, hvorfra jeg så vænter at komme tilbage fredag eller lørdag.
Hvor jeg nu er træt og ked af det rejsevæsen; men under de nærværende forhold er det dobbelt nødvendigt ...
Far vel Marie ... bed for mig i dine stille timer, i det rolige Dalum; mens jeg farer omkring i idelig uro ... Vorherre bevare os! ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 22. septbr. 1866.
... Nu antager jeg da, at jeg roligt kan skrive til dig igen til Vallekilde, for du mente jo at komme hjem fra Samsø senest i dag. Nu kan du sandelig også nok trænge til at hvile lidt ... sådan som du har måttet fare omkring.
Det var underligt nok, at du skrev det om Odin og Frigga; dersom du vidste, hvormange gange de ord var på mine læber, da du var her, ja endnu den dag, da du rejste fra mig og sagde mig farvel her udenfor havestuedøren, havde jeg sådan lyst til at sige de ord til dig ... Nej, du kan være vis på, at jeg skal ikke glemme Friggas hilsen; dertil har bl. a. Schrøder gentaget den altfor tit til os i sommer.
At folk dog kan finde fornøjelse i at digte sådanne røverhistorier for at skade andre mennesker ... men Vorherre han véd jo, at det er usandt, hvad de således fortæller, så han hjælper dig nok, når vi ydmygt beder ham derom ... Det gjorde sådan et indtryk på mig, hvad du en gang læste for mig om apostlene, der var glade ved og betragtede det som en nåde, at de måtte lide for Jesu skyld. Det tænker jeg nu så ofte på ...
Jeg er endnu ene herhjemme med de gamle, og jeg er glad ved at være så meget alene ...
I onsdags blev Carstensen ordineret, og i morgen skal provst Struer indsætte ham ...
Jeg talte forleden med Reinholdt Hertel og Agathe Birkedal, de skulde over til Moldrup for at besøge den gamle Hertel endnu en gang, førend han bliver afsat. Slesvig-Holstenerne har nemlig i sinde at af-s. 232sætte ham fra hans embede på grund af hans altfor danske udtalelser. Jeg kunde for resten næsten ikke kende Hertel igen, så mager var han bleven ...
Madam Storm skrev også, at hun helst vilde have, det skulde blive med pigerne, som det nu var, så nu har jeg sendt Laura Poulsen afbud ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 23. septbr. 1866.
... Her ligger foran mig en hel bunke breve, som gærne skulde besvares — mest om elever og lign. ... men jeg skal først have dig fortalt om den sidste uge, som i mange måder har været rigtig rar og forfriskende for mig, så jeg er så glad i dag. Det er nu også en yndig søndag med solskin og med mildt vejr. I dette øjeblik er jeg lige kommen hjem fra kirke ... Der er i dag meget, som minder mig om septbr. og oktbr. måneder i fjor, da jeg flyttede herud, før alt det jeg i vinter og i sommer kom til at opleve. Jeg har som en følelse, at nu skal jeg atter begynde, og det synger i mig ved tanken derom. —
I tirsdags tog Hoff og jeg sammen til Munkebjærg-by; på vejen var vi et lille rart besøg inde hos søster Marie i Skamstrup. Vi kom til Munkebjærgby kl. 6½; Danebrog vajede, og udenfor huset stod en hel flok bønderkarle med Anton Nielsen i spidsen. De svang med huerne. Flokken havde været samlet lige siden kl. 4, og Anton Nielsen havde læst højt for dem. Vi skyndte os ind, og lige kommen af vognen efter 4—5 miles kørsel, måtte jeg til at tale. Men Hoff sagde, at jeg endda gjorde det meget godt. Lidt efter talte jeg nok en gang: så talte Hoff, Anton Nielsen, dennes gamle fader, så lærer Lund og til sidst, rigtig kønt, Anders Jensen. Straks efter mældte en elev sig, — desværre kun 16—17 år. Lidt efter kom én til, 28 år gl. (Det var nr. 17 og 18).
Vi blev der om natten; men næste dag gik det af sted med dampskib fra Korsør til Samsø. Dårligt vejr. Hoff blev syg — jeg holdt mig.
På Samsø holdt vogn efter os, og nu begyndte et mærkværdigt Samsø-tog, der nok fortjænte at beskrives i en hel lille fortælling. Hos den lille mageløse farver Lund i øens hovedstad Tranebjærg bode Hoff; jeg hos Morten Jørgen, en fortrinlig mand, svoger til Lund. Disse bønder, snart landmænd, snart skip-s. 233pere og snart igen købmænd er nogle ejendommelige folk.
Til middag var vi hos pastor Husum, hvis kone er søster til Birkedal; om aftenen besøgte jeg Søren Holm, en troende mand. Han var ovre hos mig i vinter sammen med nogle yndige søstre og en rar broder.
Næste dag — hvor hyggeligt i det herlige vejr at vandre omkring i Morten Jørgens smukke have. Lidt efter middag tog vi til Pillemark; dér holdt landøkonomisk selskab et møde. I dette selskab er næsten alle øens gårdmænd medlemmer. Man var omtrent færdig med forhandlingerne, da vi kom; folk samledes udenfor huset på en åben plads omringet af pilehegn. Her var også oprejst en talerstol, og om den stod en stor mængde mennesker.
Selskabets formand forestillede os nu først for forsamlingen, hvorefter Hoff talte om menighedens stilling til folkekirken, og derefter holdt jeg et temmelig langt foredrag om den fri skole i Danmark. Jeg tror, at jeg sjælden har talt så godt som den dag. Nu takkede købmand Rasmussen Hoff og mig, og derefter var der spisning — et gilde, hvor Hoff og jeg var forsamlingens gæster. — Masser af taler. —
Næste dag skulde vi have rejst, men det stormede sådan, at vi ikke kunde komme ud med båden til dampskibet. Jeg tilbragte en stor del af dagen hos en troende mand, hvis søn havde været elev hos Kold; men om aftenen var jeg til forsamling hos Søren Holm i Brundby, hvor først Hoff talte og så jeg, derefter atter Hoff og så atter jeg. Der mældte sig Søren Holms broder til skolen (nr. 19), og så skal vi endvidere se, hvordan det går med en til, en ganske herlig mand, 24 år gl., men som imidlertid er gift. Han vil endelig herover, men vil have sin kone med. Om det lykkes, véd jeg ikke endnu.
Efter dette tog vi kl. 10 om aftenen til købmand Rasmussen og næste morgen tidlig af sted i en dæks-båd. Her på dækket lå vi, Hoff og jeg jævne hinanden. Det blæste en »halv storm«. Hu ha! Først kastede Hoff op og så jeg, så Hoff igen og så atter jeg — —. Forkomne af kulde, våde og trætte kom vi endelig ved middagstid til Kallundborg og derfra med en bonde til Ubberupgård, hvor vi traf Burchardi.
Sent i aftes kom jeg endelig hjem og fandt liggende her 7 breve, som jeg nu skal have besvaret. I det s. 234ene brev mældes mig to elever, en fra Syvendekøb og en fra Bennebo; og i et andet af brevene — fra »Deres ukendte ven P. Nielsen« indmældes der også to elever, bægge fra Skudderløse v. Næstved (altså nr. 20—23). Er det dog ikke underligt, hvor eleverne kommer spredt hertil i år!
Men nu i aften skal jeg atter af sted, denne gang til Odsherred og derfra — om Gud vil — til København, hvor jeg vel omtrent bliver ugen ud ...
Med bygningen går det nu rask fremad; Jørgen Sørensen er herinde nu at male for mig ...
Gud bevare os alle! ...
Hjælp mig med mod og håb og først og sidst med bøn ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 26. septbr. 1866.
... Se, her sender jeg dig nogle nødder, som jeg for størstedelen selv har gået og plukket; jeg vil ønske, de må smage dig godt! Tag nogen med ud til Hoff...
Tak din fader for hans brev, ja, og tak også din moder. Ak Ernst! hvilken grulig sorg dog med Karen Boisens død! Hvor det dog er forunderligt ... Ak, den søde Karen ...
Ernst Trier til Marie.
København (uden dagtegn).
... Her sidder jeg ved siden af Peter Olsen, der hilser. Jeg havde forleden brev fra Jørgen Madsen, der bad mig så meget om at hilse dig.
Jeg har en underlig følelse af ligesom at være i fangenskab herinde i København; jeg tæller timerne, til jeg atter kan rejse herfra; jeg har næsten kun levet på gaderne herinde, og nu er jeg dertil bleven så forkølet — hu ha! Men jeg må jo se at holde ud.
Jeg sidder og skriver dette brev ved et bord, som jeg har købt for to rdlr. ved en auktion herinde. Jeg bestiller i det hele ikke andet her end løbe rundt og gøre indkøb.
Jeg kom hertil så sjæleglad i onsdags aftes. Jeg havde haft en dejlig rejse inde i Odsherred, hvor jeg fik fire ny elever — altså nu 27. Rejsen hertil med dampskibet var også god, og så — modtager jeg den rædsomme tidende om Karen Boisens død. Ak, Marie, jeg synes næsten ikke, jeg tør tænke derpå ...
s. 235I aftes var jeg en rar aften til afsked hos Bågø.
Hvor jeg længes efter Vallekilde! men desværre, jeg er ikke endnu færdig herinde ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 29. septbr. 1866.
... Her skynder jeg mig at sende dig madam Storms brev; jeg fik det i aftes. Hun mælder deri sin ankomst til Vallekilde; ... men er bygningen så vidt færdig, at den kan tage imod hende? Det må du vist lade hende vide inden næste lørdag. Hendes og pigens rejse derover kommer du vel til at betale.
Så sender jeg dig den ønskede »Vøluspå«. Georgia har selv skrevet den af til mig; hun skriver lidt utydeligt; men jeg håber nok, du kan læse det. Jeg må ærlig tilstå, at jeg næsten ikke forstår et eneste ord af bogens indhold ... 7 elever! det var rigtignok en god tilvækst ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 3. oktbr. 1866.
... Jeg er så bange for, at du skal blive forlegen for sængklæder til pigerne; og jeg har derfor bedt moder og fader, om jeg ikke måtte hjælpe dig ved at sende dig klæder til en dobbeltsæng. Det fik jeg lov til, og det er jeg så glad ved; og jeg tænker også, at du vil fornøje dig derover. Det er sådan nogen gode sængklæder. Jeg sender dem herfra i morgen ... Med sendingen vil jeg lade følge den sukkerskål og flødekande, som din broder Frits gav mig til min fødselsdag ... det kunde jo være, at du fik brug for dem i vinter ...
Jeg kan ikke sige dig, hvor jeg dog er glad for de 27 elever; jeg havde ikke turdet håbe, at du så tidligt var nået dette tal. Vi kan måske håbe, at der kan komme flere endnu inden skolens indvielse, som, din moder skrev, var bestemt til den 23. oktbr. ...
Hvor det dog kan gøre mig ondt, at jeg ikke kan hjælpe dig den mindste smule med alle de indkøb; jeg vilde dog så gærne hjælpe dig, og jeg var da også den nærmeste til det ... Jeg kan kun bede Vorherre, at han vil hjælpe dig over alle vanskeligheder; men selv vil jeg tænke så kærligt og så godt på dig ...
Lad mig så vide noget om madam Storms ankomst og om byggeriet ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 6. oktbr. 1866.
... Hvor jeg dog længes efter en gang igen at komme til at skrive til dig. Jeg har været nær ved at slide mig op i disse sidste uger ... Nu om lidt skal jeg til Kallundborg at hente madam Storm, der foreløbig kommer til at bo hos lærer Tranbergs; pigen derimod hos Peder Frederiksens. Jeg er ellers uhyre glad over, at de kommer så tidligt.
Tusend tak for nødderne; de skal gemmes til jul. Når du imellem fra dit arbejde har lidt til overs af tid og stof, kan du da ikke lave lidt til juletræet hellig-trekongers aften.
29 elever er nu indmældt.
Med byggeriet går det — fremad.
Men Marie dog — har jeg virkelig glemt at skrive det til dig, at skolen skal begynde den 23. oktbr., det er for at den kan holde op til påske — at vi kan holde bryllup i påsken!! Det synes jeg dog så bestemt, at vi havde talt om ...
Ganske udmærket gjort af dig at skaffe os sæng-klæder til pigerne ... Tak for »Vøluspå«! Jeg må standse nu ... Hils og tak for sængklæderne! ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 8. oktbr. 1866.
... Jeg skriver egentlig kun til dig i dag for at du dog ikke forgæves skal vænte på brev. Da jeg sidste gang skrev til dig, glædede jeg mig sådan ved tanken om, at næste gang skulde jeg skrive til Marie i ro; men se nu i dag! Marie, Marie, jeg er så træt! Den fæle Københavns-rejse tog en mængde af mine kræfter; den sidste dag, jeg var derinde, gik jeg ud om morgenen kl. 7 og kom først hjem igen kl. 7 aften. Det var rædsomt. Jeg rejste derfra tirsdag middag kl. 12. Fra Roskilde kom jeg op at age hos en bonde til Hvalsø. Derfra gik jeg til Kvarmløse og tog ind hos Jens Mortensen, hvor jeg havde en rar aften. Næste dag kørte han mig til Tølløse, hvor jeg var rigtig glad ved at træffe Søren Andersen. Han kørte mig til Kvandløse, og derfra kørte gamle Bentsen mig igen til Holbæk. Dér måtte jeg gå og vænte på blikkenslageren til langt ud på aftenen; ham skulde jeg nemlig træffe aftale med om lamperne. Først kl. 1 om natten nåde jeg her hjem med en mand fra Snertinge. Her var næste dag s. 237uhyre meget for mig at ordne. Fredag rejste jeg til Skamstrup, hvor jeg havde en hyggelig dag; det var fornøjeligt at se Mads og Marie, et rigtig prægtigt par. Først sent ud på natten kom jeg hjem.
Lørdag tog jeg så til Kallundborg, udrettede et par ærinder undervejs derud og var der til kl. 5½. Ved den tid kom dampskibet med madam Storm og Sine. Vi var inde at få lidt aftensmad hos Burchardi på Birkindegård og nåde så hjem til kl. 1 om natten; men jeg kom ikke i sæng før kl. 2½.
I går satte jeg dem så ind i adskillige af vore forhold; her var for resten fremmede hele dagen — mange at tale med — og meget at ordne. Madam Storm er dygtig spændt — nervøs eller hvad du vil kalde det — i dag, og det er såmænd heller intet under, når man sådan kommer til et helt nyt bart hus. Uheldigvis bliver bryggers, køkken og kælder først færdig på torsdag. I dag gik hun nu for lidt siden fra mig for at børste kakkelovne og ophænge nogle gardiner derude.
Vi ligger endnu i et rædsomt roderi med de mange håndværksfolk : 7 murere, 5 tømrere og 1 snedker, foruden adskillige håndlangere. I eftermiddag skal madam Storm ud at gøre sig kendt med slagteren og så købe smør ind. Hendes rejse har jeg naturligvis betalt. Sine er en ganske yndig pige, som går så stille og rolig omkring ...
Tusend tak for sængklæderne! Gid de nu snart måtte komme ...
I aften har to elever mældt sig fra skolen; den ene skal have bryllup, den andens grund kendes ikke; men så har jeg fået indmældt en til fra Ålborg — i alt altså 28 ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 14. oktbr. 1866.
... I dag, søndag, var jeg i kirke i Odense; jeg måtte derud; Ernst, du véd ikke, hvor jeg trængte dertil, og hvilken mageløs glæde jeg så også havde deraf ...
I morgen sender jeg en kurv af sted til dig med syltetøj og med to bøger, som, jeg tænker, du kan bruge ...
Har du ingen ny elever fået siden? Blot du endda måtte få lige så mange som ifjor. Jeg kan ikke fragå, s. 238at jeg havde gået så småt og håbet på 40 ... Hils madam Storm! ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 14. oktbr. 1866.
... Se, nu er det dygtig sént; der kommer ingen nu og spørger om, hvad de skal gøre med det og med det; her er ganske stille ... Jeg kommer inde fra Hoffs; deres lille dreng er i dag bleven døbt og kaldt med det yndige navn Johannes, som jo betyder: Gud er nådig. Hoffs kone hedder Elisabeth ligesom præstekvinden, Zacharias’ hustru ... så det passer altså godt, at den lille person fik dette navn. Jeg stod fadder, så nu får du pænt skrive lille Johannes Hoff på listen over vore gudbørn. Hoff prædikede så dejligt, og der var i det hele taget så mageløs rart i kirken i dag. I aften har en lille kreds været samlet inde hos Hoffs. Drengen vokser nu lidt og trives godt ...
Det har helt igennem været en fornøjelig dag denne. Det er, som om det nu efterhånden klares altsammen.
I går fik jeg indmældt to elever til; det var dog med nogen blandet glæde, jeg modtog dem; ti de er lige fra Århus-egnen, ikke langt fra Nørregård [i Testrup]. Jeg havde egentlig ønsket, at de havde taget til ham; men jeg kan se, det er for Anders Jensens skyld, de vil hertil, og der er intet for mig derved at gøre.
Men nu i dag har jeg modtaget indmældelse af tre elever — med ublandet glæde. De er alle tre fra Odsherred. Er det dog ikke mærkeligt, nu er der ikke færre end 11 derfra. »Sagde jeg det ikke nok«, sagde Grundtvig, da jeg i København fortalte ham, at jeg havde 8 fra Odsherred, »der må komme noget godt fra Odsherred«. Ja, efterat man både i Kallundborg-egnen og østerpå har vendt sig aldeles bort fra skolen, må det jo være mig dobbelt glædeligt. Og hvad der i politisk henseende er sket i Odsherred, er også meget glædeligt og meget mærkeligt: Du har vel lagt mærke til, at baron Zytphen Adeler er falden igennem derinde ved valget, skønt han ... havde sikret sig sine fæstebønder, og skønt han havde Nykøbing borgere på sin side. Det er det egentlige Odsherred, der har kastet ham og dermed erklæret sig bestemt imod den afskyelige oktoberforening og J. A. Hansens tyranni. Ja, det er endnu mere et nederlag for J. A. Hansen end for baronen, da hin har gjort alt for at sætte dennes valg s. 239igennem. Så er der dog i al fald én valgkreds, hvor man ikke blindt hen følger partiførerne, Gud ske lov! men de sidste valg viser jo da, at dette også gælder andre steder. Læg mærke til valgene denne gang. De er flere steder mærkelige, blandt andet derved, at Grundtvigs venner alle vegne har vundet sejr, hvor de har stillet sig: f. ex. Carlsen, Jens Jørgensen, Schjørring og Kristen Larsen. Her i Odsherred er baronen egentlig bleven fældet af lærerne Tranberg og Rosendal; det har han selv indrømmet til Peder Frederiksen ...
Jeg har nu 33 elever. Gud være takket derfor! To af de ny elever — fra Odsherred var her i dag. Den ene var en søn af en meget anset mand i den nordlige del af herredet. Han så’ så prægtig ud ...
Gud i vold! ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 17. oktbr. 1866.
... Hermed en prøve på gardiner til vor dagligstue ... Hvad synes du derom? ... Jeg skal nu lige køre af sted til Anders’ og Alidas bryllup. I går måtte jeg til Nørager. Jørgen Madsen er nu kommen og hjælper mig mageløst, så jeg har det nu bedre. Men gid — gid du var her! Dog, giv tid! i dag begynder vi på brylluperne, vort kommer vel også en dag ...
Det var så morsomt i dag at være derude ved bygningen; alt dér går med liv og lyst. Der er 10 træarbejdere, 8 murere, en blikkenslager med dreng, en pottemager til at sætte fajanceovnen op, 10 jordarbejdere, en maler med dreng, en pige til at samle spåner og så madam Storm med Sine i færd med at slagte lam. Ja alt går udmærket; alle vegne travlhed! ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 19. oktbr. 1866.
... Gardintøjet, som du sendte, synes vi så udmærket godt om, det er både smukt og billigt ... Fortæl mig lidt om Alidas bryllup; bor de nu i det ny hus ? ... Hvor blev jeg forbavset i går, da jeg var ude på banegården; hvem skulde jeg da træffe dér andre end din medlærer Thomsen. Jeg blev så fornøjet over at se ham, og jeg fik sendt en frisk hilsen ... Hvordan bærer du dig ad med flag til din 21 alen høje s. 240flagstang, er det du fik af mig i fjor stort og godt nok? ... Ak, Ernst, hvem der nu kunde være med på tirsdag! —
Schrøder har 47 elever, det hørte Sofie i går i Skod-borghus. Nu har du jo 35, hurra, det vokser!
Det er så morsomt at mærke faders interesse; han spørger stadig snart om ét og snart om et andet, og — hvad synes du — han begynder virkelig at sætte sig ind i den mulighed, at vi fik bryllup til foråret, er det ikke et godt skridt fremad? ... Hvor det må være morsomt med alle de håndværksfolk ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 19. oktbr. 1866.
... Gardiner! hurra, madam Storm har lovet at låne mig sine i vinter, så kan vi få tid til at aftale den ting mundtlig siden ... Så er der dækketøj. Når her kommer folk som amtmanden, grev Moltke på Nørager, pastor Ravn eller lignende, må jeg jo kunne dække bord i vor dagligstue. Marie [søster] låner mig i vinter et spisebord. Men dertil må jeg jo have mindst to sæt dækketøj, således at det ene kan vaskes, mens det andet bruges. Jeg gik da hen til David Mendel og spurgte ham til råds. Han fortalte mig da, at der var en kollectør Mejers enke, som han kendte. Hun har sedler for håndværkerforeningens lotteri; ofte narrer folk hende, de tager sedler til første trækning, men lader hende så i stikken. Hun må da selv spille på resten, og blandt de sager, hun da kan træffe at vinde, er også dækketøj; og dette sælger hun da igen til halv pris.
Dér gik vi da hen, og der købte jeg 1) den dug, som du fik over. Den kostede med 12 servietter 13 rdlr., 2) den lille dug med 6 servietter til, den kostede 6 rdlr., og endelig 3) 18 små nydelige teservietter til 30 skilling stk. Synes du om dem, køb da ikke dækketøj i Odense; ti til næste trækning får hun nok flere, sagde hun ... Jeg har hidtil kun købt det højst nødvendige; men skønt jeg ikke er gift, må jeg jo allerede nu føre egen husholdning ... (Først afsendt i dag d. 20. oktbr.:) Mens vognen spændes for, kan jeg få lejlighed til at sende dig hilsen første gang fra mit ny hjem; — tårerne står mig i øjnene, mens jeg skriver det — af glæde ved tanken om, at du skal være dette hus’s frue!! ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 21. oktbr. 1866.
... Nu er her så stille, de er alle i kirke, og jeg er ganske alene hjemme. Jeg vilde så gærne, at du i år ligesom i fjor skulde have blot et par ord fra mig den dag, da din skole bliver indviet; sådan en lille hilsen, som skal lade dig mærke, at jeg er hos dig med alle mine bedste tanker, ak! desværre kun med tankerne; kunde jeg blot se dig så meget som en eneste time på tirsdag; ...jeg synes, det er så uretfærdigt, at så mange fremmede mennesker skal kunne være hos dig den dag; mens jeg, som dog af alle står dig nærmest — ikke kan være med. Men jeg må jo være tålmodig og ikke klage over noget, som én gang ikke kan være anderledes ... Når du nu får lidt tid til overs, lader du mig nok vide, hvorledes dagen gik ... I dag vil jeg kun sende dig min kærligste hilsen og lykønskning til den gerning, du nu igen skal begynde; Vorherre lægge sin velsignelse deri, og ... velsigne dig! ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 27. oktbr. 1866.
... Hvor det falder mig sært at have mit eget hjem uden at have dig med.
Jeg vilde ganske sikkert nu have været rigtig glad, om ikke den ulykke med Jørgen Madsen var hændt. Fader har vel skrevet til dig derom.
Det var jo i torsdags aftes. Min broder Frits og Hoff var hos mig; jeg skulde lige til at vise dem rundt i huset, da hører vi det rædsomste rabalder. Jeg fo’r ud. Der lå Jørgen ved foden af trappen og vred sig. Det øverste løb af trappen var endnu ikke sat op. Han var gået op på det øverste loft for at flytte nogle sænge og var derfra styrtet ned på trappen og rullet videre derfra ned på gulvet. Det er dog lidt bedre med ham nu. Ja, han optager mine tanker tidlig og sent, og jeg savner ham i hver en krog i huset. Gud fader bevare ham for os!
... Hvor jeg længes efter dig! ... I går vilde madam Storm endelig have mig til at trumfe brylluppet igennem til fastelavn; men hun véd jo ikke, hvor vi idelig går og nynner på »Giv tid!« Ja, »giv tid, og hvad du drømte skønt, du skal i sandhed skue!« ...
Jeg er bange for, at du er noget vred over ikke at s. 242høre mere fra mig, end du gør. Men, min ven! jeg stoler på, at du bærer over med mig; jeg er i denne tid nærved at slide mig op; jeg er ligefrem nødt til at tage mig den nødvendige hvile i stedet for at skrive brev. Dagene før skolens indvielse var rædsomme, især da den sidste. På indvielsesdagen var jeg vært for mindst 700 mennesker. Jørgens tilstand sætter mig desuden idelig i spænding, og jeg må hvert andet øjeblik ned til Peter Frederiksens for at se til ham. Dér flyttede vi ham nemlig ned straks den første dag. Hele Jørgens arbejde må jeg nu selv påtage mig; hver morgen må jeg rundt og se alting efter; ti her er endnu et gruligt roderi med håndværksfolk ...
Det lader ellers til, at vi har fået et rart hold elever hertil; skolen er nu i fuld gang, og daglig kommer vi mere og mere i orden. Madam Storm og Sine er aldeles mageløse. Førstnævnte styrer huset med en ro og sikkerhed og elskelighed, som jeg aldrig havde drømt om ved blot at tale med hende.
... Tak din fader for hans lille brev; det rørte mig at få det. — Så I flagede og drak chokolade den 23nde! ... Lev vel og Vorherre bevare os alle! ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 28. oktbr. 1866.
... Jeg tror, det vilde falde i god jord, om du selv skrev blot et par ord til fader som svar på hans brev; vil du ikke nok det »højstærede hr. Trier«! Hør Ernst, jeg har en tjæneste, jeg vil bede dig om. Jeg vil ikke bede fader, om jeg må komme til København i julen, og nu må du endelig gøre mig den tjæneste ikke at sige noget herimod, men lade det hele gå sin gang, hvem véd da! måske jeg så kan få lov til at komme derind i fastelavnen. ... Du kan tro, jeg vil nødig undvære at være sammen med dig i den dejlige juletid; men jeg tror, det er rigtigst, at vi bringer dette offer. ...
Sofie og jeg har nu begyndt at karte din uld, og så skal vi til at spinde den. Du lovede mig en gang en fortegnelse over alt, hvad du har købt, lad mig få den snart. ...
Fra feltprovsten *) skal jeg hilse dig meget; jeg havde brev fra ham forleden dag.
s. 243Det er muligt, at jeg tager til Fåborg i næste uge og bliver der i nogle dage ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 29. oktbr. 1866.
... Jørgen er i stadig bedring. Gud bevare ham! Jeg går bestandig i stor spænding; et eneste lille uheld kan jo bevirke et tilbagefald ...
Her begynder nu at komme orden i alting; og alt tegner til en god vinter med rare elever.
Hurra! Dine sængklæder kom endelig i går i god behold hertil.
Jeg længes efter brev fra dig. Sank gloende kul på mit krusede hoved! — Efter at have hvilt mig lidt i går er jeg ellers bedre til pas i dag. Forrige uge var grulig for mig med slid og slæb. Jeg skal nok skrive til din fader og moder snarest. Tusend tak! ...
Jeg skal nu sørge for at få gæstestuen lidt i orden, ti vi kan nok vænte Glahn herud.
Jeg er så rask. Vorherre bevare os alle! ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 4. novbr. 1866.
... Jeg har ligesom fået et knæk ved Jørgens fald; den voldsomme spænding, jeg måtte gå i samtidig med, at jeg måtte sætte skolen i trit, satte mig langt tilbage. Men det er næsten, som om jeg kommer mig nu samtidig med ham.
Tænk dig min forbavselse, da han i går kom vandrende herud; midt under mit foredrag ser jeg ham stå oppe i min stue, hvortil døren stod åben. Det var grulig forvovent af ham; men det har, Gud ske lov! ikke skadet ham. Dag for dag bliver han nu bedre. »Ja nu skal han være udskreven,« sagde lægen sidste dag. Underligt, således at få ham igen, rent som en nådegave fra Vorherre. Det er som et mirakel altsammen ... Jeg havde jo bygget styrelsen af hele mit vidtløftige husvæsen — hvad det ydre angår — på ham. Jeg måtte lære at bygge på noget andet. Det var vel ikke frit for, at Jørgen gik i alt for højtflyvende planer — deri er han nu standset. — Ja, Marie, det er underligt altsammen ...
Du må ikke tro ilde om madam Storm, fordi hun endnu ikke har svaret dig på dit brev; det går hende som mig; jeg synes næsten, hun tager sig for meget s. 244på. Hun er oppe kl. 6 og går daglig og slider til kl. 11. Hun ser ofte meget træt ud; men hun forsikrer mig, at hun er mageløs glad. Hun har nu i forrige uge havt uhyre travlt med atter at få et par stuer indrettet, og så har hun endda slagtet og saltet to svin på 14 lispund stk. Heller ikke pigerne har havt synderlig ro. Engang imellem, når jeg synes, det går for vidt, får jeg dem herop på min stue lidt om aftenen eller får dem til at høre et foredrag, og det er de altid meget glade ved. Jeg har nu også fået en pige fra et af nabohusene til at hjælpe dem med at vaske op; men det er endda strængt for dem ... Sine *) er i besiddelse af megen dannelse; hun er i mange henseender et sidestykke til lille Grethe ... Det er en hel fornøjelse at have et sådan menneske i huset...
Dag for dag kommer vi nu mere i orden; men du kan ikke forestille dig, hvor rædsomt vi har havt det med uhyggelighed og roderi. Tænk dig, lige til i forgårs har vi havt karlekammer i vor dagligstue. Det var jeg nødt til. Nu i går fik vi dagligstuen og gæstekamret i orden, og — tænk dig — i dag kommer Glahn ! Jeg glæder mig svært til hans komme.
Med skolen tegner det godt; det er forunderligt, hvor hyggelige og rare karlene er, og hvor de tager ved — navnlig med sangen. Jeg skal efterhånden, som jeg lærer dem bedre at kende, fortælle dig om dem ...
Det bedrøver mig så meget, at jeg ikke må bede dig om at komme til jul. Nej, min ven, det skal jeg heller ikke, hvor svært det end er; jeg har jo set, at du har en god takt i sligt. Men så må du sørge for at komme her til fastelavn! Det går ikke, at du vænter længer. Og tænk dig, om så isen skulde lægge til, og du ... da slet ikke skulde komme. Jeg må jo have gjort aftale med dig om mange tings indretning her i huset. For vort tilkommende ægteskabs skyld går det ikke an, at jeg alene skal råde med alt det, og ... det er jo dog for sent, når vi først er bleven gift, at du da måske bliver misfornøjet med mangfoldige af disse ting. Vi trænger jo så meget til at tales ved ... Nu i al fald: køb blot ikke for mange ting ind — helst ingen ting for det første ... lad os hellere lære at undvære ... Jeg skal nok efterhånd-s. 245en sende dig fortegnelse over, hvad vi har, og du vil forbavses over at se, hvor billigt man kan indrette sig.
Hils nu din fader og moder og sæt dem ind i min stilling ... Tænk med dine bedste tanker på mig! ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum
6. nvbr. 1866.
... For et øjeblik siden listede jeg mig ud af stuen og ned i moders værelse, og her sidder jeg da og skriver ... Jeg er i grunden så glad i dag, og nu skal du høre årsagen: ... Da jeg havde læst dit sidste brev igennem, opstod en kamp i mig om, hvad der var min pligt at gøre angående Københavns-rejsen. Ja Ernst, jeg forsikrer dig, at et øjeblik vidste jeg hverken ud eller ind; jeg syntes, min stilling var så vanskelig imellem fader på den ene side og dig på den anden. Jeg følte, at jeg havde store pligter mod jer bægge; men jeg vidste, som sagt, slet ikke, hvad jeg burde gøre. Jeg følte mig så ene og kom til at græde; men så fik jeg da ro til at bede rigtig inderlig til Vorherre, at han vilde hjælpe mig til at indse, hvad der var det rette.
Da jeg havde fattet mig lidt, gik jeg op i stuen igen. Dér var ingen andre end fader. Jeg trode nu, at vi som så ofte skulde til at tale om vind og vejr; men så på en gang siger han: »Hør Marie, har du lyst til at rejse til København i julen?« Jeg sagde naturligvis ja, og så vedblev han: »Ja så har jeg slet intet imod, at du rejser derover og er der i Triers ferie; for jeg kan jo nok begribe, at I kan have noget at tale om angående det ny hus’s indretning, især hvis I skal sammen til foråret.« —
Var det dog ikke forunderligt, Ernst; det var jo, som om Vorherre havde set rigtig mildt til mig, da jeg bad, og nu straks sendte mig hjælp og trøst.
Altså, nu mødes vi forhåbentlig i julen derinde hos dine forældre, hvor det kan blive dejligt, og hvor vi får meget at tale sammen om ...
Hvad fader angår, så tror jeg ikke, han mere vil gøre vanskeligheder ...; han går formelig og arrangerer flere ting i hovedet, hvordan vi skulde bære os ad med det ene og det andet til foråret, når jeg kommer til Vallekilde. Han har også spurgt ualmindelig meget til dig og skolen i dette efterår ... han vil dog gærne glæde os alligevel, og vi vil sandelig bære over s. 246med hans særheder. Jeg tænker så tit på, hvad Georgia la Cour skrev til mig, da hun havde været her, at jeg altid — overfor de gamle måtte huske på, at deres ungdom var på en anden tid end vor, og »hvad man således i ungdommen nemmer, det man i alderdommen ej glemmer«. Og nu vil min kære fæstemand også nok »styre sit urolige sind« og hjælpe mig hermed, ellers falder det mig for svært ...
Jeg sidder i denne tid og forfærdiger nogle småting til dine karle til julen; jeg skal lave 12 i alt. De andre må du så se at få samlet ind.
Gud ske lov, at Jørgen Madsen sådan kommer sig ... hils ham meget fra mig! Hils også de andre karle; jeg kan blive ganske bedrøvet, når jeg tænker på, at jeg slet ikke får dette hold elever at se. Jeg havde så megen glæde af turen sidste år ...
Hils madam Storm, pigerne og præstefolkene! ...
Ernst Trier til Marie.
Valleküde, 22. nvbr. 1866.
... Nu begynder jeg at komme lidt i de gamle skole-folder igen. Det er jo søndag i dag, og i morges talte jeg som sædvanlig til »ottesang«. Jeg talte over det ord: »Han, som har givet os forløsning, det er, vore synders forladelse«. Så kom hjulmanden, med hvem jeg i går havde gjort hele vort sommerregnskab op. Han var så glad nu, fortalte han. Jeg havde ellers sådan en hovedpine, at jeg helt måtte lade være at skrive og i det sted gå ud at røre mig lidt, noget, som jeg ellers kun sjældent får lejlighed til. Da jeg kom ned mod byen, så jeg, hvor Danebrog som sædvanlig vajede i Peder Frederiksens have. Da jeg nemlig skulde flytte derfra, kom Sofie (konen) ind til mig og bad, om de ikke måtte beholde flagstangen og det gamle flag — ikke det, du har syet —. Tårerne stod hende i øjnene med det samme. »Det vil dog være et minde,“ sagde hun; og jeg sagde naturligvis ja. Nu vajer det som sædvanlig hver søndag dernede ... Jeg kom så hjem igen til middag, gik derefter i kirke og tog så mod nogle fremmede fra Odsherred, der heldigvis fik nogle af vore smørsorger slukkede, idet de havde med sig 18 u smør til 2 mark pundet ... I aften skal der være forsamling i Hørve; vandet er atter kommen ind i vejlen — jo jeg mærker det: det er atter vinter, og jeg er atter i skolen ... hør, nu synger de s. 247derinde; det er en ny sang af Mads Hansen til den nordiske kvinde. — Nej dog, at du kommer til jul! A hvor jeg glæder mig ... hvor det skal blive dejligt at ses igen efter den lange, lange tid, der er gået ! Men det bedste af alt i dit brev er dog det, at... Vorherre sådan gav dig svar på din bøn. Marie, den ting skal ofte styrke os og bære os, når det kniber, og vi ellers ikke véd vore levende råd. Ja, da skal vi ty til ham, vor himmelske fader, der gør alt så vel for os ... Nu tror jeg, Vorherre vil hjælpe os til, at det bliver muligt for os at få bryllup til påske ... Vi kunde måske have trumfet vort bryllup igennem nu i efteråret; men godt, at vi ikke gjorde det. Du var da ikke kommen til Askov, og du skulde have delt med mig dette rædsomme efterår, om hvis uhygge — der nåde sit toppunkt, da Jørgen Madsen styrtede ned — du vistnok ingen forestilling gør dig ...
Det er ellers umuligt at sige noget bestemt [om brylluppet] før den halve skoletid er gået. Spørger nogen mig nu, om vi får bryllup til foråret, så svarer jeg derfor kun : »Ja, om alt går godt« ... kan jeg vel svare anderledes?
... Den dyreste ting i vort daglige behov er smør. Fordi vi ikke forud havde forsynet os, som vi skulde, har vi måttet give indtil 2 mark 6 skilling for pundet, skønt det ellers kun koster 2 mark; men vi var i forlegenhed og måtte da ty til hønsekræmmeren og til kroen, og dér er det så meget dyrere. Tænk dig, vi bruger 4 pund om dagen, så du kan selv regne tabet ud. Smørret er madam Storms daglige sorg: Det er ikke alene dyrt, men hvor skal vi få det? Dog, forleden dag kom Niels Madsens kone, Vejleby, og forærede os en hel krukke, og i dag kom en af eleverne, der havde været hjemme, og forærede os en lille bøtte. En anden elev, der også havde været hjemme, medbragte 18 pund til 2 mark pundet, og i går fik vi 24 pund fra Bjerresø til 2 mark 2 skilling pundet, og mere vænter jeg fra gode venner i Odsherred. I det hele er det rørende at se, hvor mangen kærligheds-gave, der kommer til os: Således sendte den gamle jomfru Skovgård, Konradineslyst, 5 rdlr. til højskole-samfundet, og — tænk dig: en husmand i Kundby sendte mig 1 rdlr. og dertil kålhoveder og gulerødder; forleden dag kom der fra én af elevernes fædre inde i Københavns-egnen to dejlige »sorte pølser« og to s. 248æbler til »min egen mund«« ... Og nu skal jeg bare fortælle dig, at madam Storm, dette forunderlig opofrende menneske, har lovet mig at blive her i al fald sommeren over. Det er en mageløs ting for os. Du vil ikke kunne undvære et sådant menneske; hun er i køkkenet næsten hele dagen; jeg må formelig jage hende herop en gang imellem at hvile sig. Og så forsikrer hun mig endda daglig, at hun trods alt det slid og slæb føler sig så mageløs glad og lykkelig. Men vi bliver nødt til at tage en pige til; hidtil har vi havt en husmandsdatter til at vaske op; men det kan ingen af os lide. Madam Storm skriver nok efter en af Sines veninder. Tænk, om jeg også skulde have givet madam Storm løn; hun måtte mindst have havt 100 rdlr. Dem kan vi nu spare.
Vor husstand med madam Storm, pigerne, Alida og Anders er for resten meget hyggelig. Glahn ... betegnede dem som »venlige husånder«, og det er de; de går glade, smilende og syngende om én hele dagen ...
Du må endelig se til at få din hjemrejse udsat til den 7. jan., så du kan rejse med mig herud til Vallekilde og være her vort julegilde over. Eleverne må se dig og du dem. Men endnu mere: Du må selv se huset her og selv se hvad her mangler. Du kan så rejse herfra over Skamstrup den 7. til Sorø og derfra til Odense. I al fald: tag med mig herud den 2. og bliv her til den 4. Du må, om det skal være, så heller vænte med rejsen til København til den 24. Må jeg ikke nok skrive til din fader derom? ...
Her var i alt indmældt 40 elever; men deraf udeblev to — den ene på grund af sygdomstilfælde, den anden uden grund (han tog nok til Marienlyst). Senere er der imidlertid kommen to rare Jens’er til, og i dag vænter jeg endnu én, en Jyde.
Her er 19 fra Holbæk amt; men af dem de 14 fra Odsherred. Her er 4 fripladser — de to fra højskole-samfundet, én fra Anton Nielsen og én fra grev Moltke (Nørager). Det er Jørgen Madsen.
... Tusend tak, at du tænker på karlene til julen; det har glædet mig så uhyre meget! Du har vel fået brev fra fru Hoff ...
Jeg er så glad over din faders venlighed ... Gud bevare os alle! ..
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 14. nvbr. 1866.
... Først må jeg skænde lidt på dig, Ernst, fordi du skriver, at en af grundene, hvorfor det var godt, at vi ikke fik bryllup nu i efteråret, det er, at jeg vilde have gået til grunde, dersom jeg skulde have delt dette efterår med dig ... Men hvordan vil det da gå, tror du, når der møder os de rigtig store, alvorlige prøvelser ... om jeg bukkede under for nogen uhygge ...
Jeg tror, ligesom du, at Vorherre vil hjælpe os til det [at få bryllup til foråret]. Jeg véd ikke, hvordan det kan være, men jeg synes, det er så forunderligt, at fader, som før har været så stiv, at han ikke en gang vilde høre tale om noget bryllup, at han nu er bleven så mild og blød. Nu finder han sig ikke alene i, at jeg taler om det; men han er aldrig alene med mig, uden at han selv fører talen hen derpå. Han betragter det næsten som en afgjort sag, at vi får bryllup til påske. Dette ser jeg på som et godt varsel for, at det også vil ske. Han var jo en af de største hindringer, som vi vilde være bange for, når tiden kom. Men ham har Vorherre nu således formildet. — Den kære, gamle fader, han er dog så rar og venlig i vinter.
Du spørger, om du må skrive til ham angående forlængelse af min julerejse; nej, min ven, det vil jeg bestemt fraråde dig; nej, lad så hellere mig se at få det sagt til ham i et belejligt øjeblik. Men det må da i hvert tilfælde være således, at jeg kun rejser ud med dig den 2. og bliver der til den 4. At blive eders julefest over kan der slet ikke være tale om. For resten vil jeg sige dig, at dersom det ikke lige frem er nødvendigt, da vil jeg helst undlade at rejse til Vallekilde i julen. Jeg vilde helst ikke se mit ny hjem, før jeg kunde blive der med det samme. Men tror du, det er nødvendigt, ja så er det jo en anden sag; dog, det kan vi nu tales nærmere ved om i julen.
... I mandags havde jeg besøg af pastor Storm. Han er hos Kold i vinter som en slags lærer. Han holder foredrag om fædrelandshistorie en time hver dag. Han blev her det meste af dagen, og det lod til, at han og kapellan Carstensen fandt smag i hinandens selskab ...
Pakken i mandags besørgede fader afsendt for mig, s. 250og nu går han stadig og spørger, om Trier har fået den pakke. Derfor må du endelig i næste brev huske at lade mig det vide.
... Jeg havde et rigtig rart brev forleden fra Hoff og hans kone; når du ser dem, sig dem så tak og sig, at de rigtig har fornøjet mig dermed.
... Er det virkelig sandt, Ernst, at madam Storm ikke vil have noget for at styre dit hus. Det lyder jo næsten utroligt. Er du nu også ganske sikker på, at du ikke tager fejl?
Der er adskillige ting, som jeg så gærne vilde vide, f. eks. om karlene selv reder deres sænge, således som jeg talte med madam Storm om, at jeg ønskede, det skulde være ...
Siden jeg i septbr. sagde kapellan Carstensen min mening om hans tyske sange, har han ikke en eneste gang sunget tysk, uagtet han flere gange af andre er bleven opfordret dertil ... Jeg har nu ofte stor fornøjelse af at synge sammen med ham, da han jo har en meget smuk stemme.
... Jeg sender dig de noder, som jeg skrev op til dig i Askov; men du kender dem vel allesammen. Tak for lånet af Bjovulf-drapen; men du skal ikke bryde dig om at sende mig fiere bøger; jeg har næsten aldrig tid til at læse, og sker det en enkelt gang, så har jeg fået »Danmarks rigskrønike« fra lejebibliotheket i Odense.
Hvor det er rørende med de mennesker, du skrev om, der sendte gaver til dig, som nu dem, der sendte dig to »sorte pølser og to æbler« inde fra Københavns-egnen — og gamle jomfru Skovgård, hvor er det yndigt !
Kold har 50 elever, men de vænter fiere længere hen. Nørregård og Bågø i Testrup har 21; men det har du måske set af bladene. Nå, det er da altid noget at begynde med. Mon vi ikke skulde træffe nogle af vore venner i København i julen; mon Ludvig Schrøder ikke kommer derind.
... Moder og Sofie sidder henne ved vinduet, og de beder mig hilse dig ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 18. nvbr. 1866.
... I dag har jeg været i Bregninge og Bjærgsted at prædike i stedet for pastor Funder. Det er jo egent-s. 251lig noget strængt, når man har arbejdet de 6 dage på skolen, da at skulle prædike den 7.; men det er dog også så dejligt at få lov til at være med til trindt omkring at aflægge vidnesbyrdet om Guds-ordet med nåde over nåde og med kraft til at redde os. Det var da også netop dette, jeg talte om i dag: det at blive reddet ud af den store syndflod.
Det var ellers et rædsomt vejr, da jeg kørte den to mil lange vej hjem. På hjemturen var jeg inde at hente to elever, som var i besøg hos den enes forældre.
Vi kom hjem kl. 5—6, fik lidt grynsuppe og æg ... og så fik Thomsen lyst til at læse lidt af »E bindstouw« højt; kvindfolkene kom herop — døren til skolestuen lader jeg da stå åben. Og vi havde det således nok så hyggeligt sammen et par timerstid. Så faldt jeg i søvn herinde på min sofa ... og sov et par timerstid. Nu føler jeg mig vederkvæget ovenpå ...
Jeg har siddet og regnet ud, hvormeget vi vilde spare ved at brygge selv, hvad vi forleden prøvede. Det er ikke lidt. — Ja, nu kom Weitemeyer og forstyrrede mig ... Du kan ellers ikke tro, hvor jeg har megen glæde af det lille rare, opvakte og dygtige menneske.
... Du véd vel nok, at jeg til skolens indvielse fik foræret et dejligt flag af frøknerne Nobel, Bremer o. fl., stort og mægtigt var det og af flagdug. Det, du gav i fjor, bruger jeg da, når det blæser så stærkt, at det store ikke kan være oppe; jeg vil så gærne have flag oppe hver søndag.
... Nej, madam Storm vil intet have; jeg måtte næsten påtvinge hende rejsepengene ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 18. nvbr. 1866.
... I går læste jeg beretningen om det sidste vennemøde, udgivet af Køster. Jeg var så glad ved at læse den, for jeg havde i grunden hørt så lidt om mødet, fordi alle mennesker sagde: »Ja, vi behøver jo ikke at fortælle Dem noget om vennemødet, da De naturligvis har det på første hånd fra Deres kæreste« ... Jeg tav stille men fik på den måde altså ikke noget at høre hverken fra den ene eller den anden ...
Noget af det, der i beretningen mest glædede mig at læse, var Kolds fortælling om sit levnedsløb. Hvor det dog var forunderligt! og så udmærket fortalt. Der var især en ting deri, som underlig slog mig, fordi jeg s. 252følte, det var gået mig på lignende måde som ham; det er dér, hvor han fortæller, at han følte sig så mismodig og bedrøvet, og at hans fader da køber et ur til 12 rdlr. og forærer ham. Han følte da så tydeligt, at der skulde noget andet til for at opmuntre ham; men den gang vidste han ikke, hvad det var.
Men så kom Peder Larsen og fortalte ham, at Gud elskede ham. Det havde han aldrig før tænkt på. Han havde hidtil altid tænkt sig Gud som en stræng dommer, en skolemester, der bestandig kun lurede på lejlighed til at give ham en »dygtig ørefigen« ... Da vågnede hans mod igen, ... ja, han blev så glad, at han »ikke vidste, hvilket ben han skulde stå på«, men måtte skynde sig ud at fortælle sine venner den mageløse nyhed ...
Jeg synes, hans beskrivelse af den glæde, han da følte, er så yndigt og naturligt fortalt, og jeg kunde så levende sætte mig i hans sted, fordi jeg netop selv har oplevet den samme glæde. Jeg har også en gang betragtet Vorherre som en stræng »politimester«, for hvem jeg ikke turde slå øjnene op, og som jeg gik af vejen for og følte en stor skræk for. Jeg var bange for, at han vogtede på et hvert af mine fejltrin for at kunne »give mig en anmærkning til på den sorte tavle«. Men så kom der en dag, da også jeg fik at vide, at Gud elskede mig, at jeg turde betragte ham som min fader, hvem jeg uden frygt kunde gå til uden at være bange for at blive stødt tilbage med kulde; men at jeg derimod turde bede til ham med håb om, at han vilde høre min bøn for Jesu skyld.
Jeg véd slet ikke, hvordan jeg skal kunne takke nok for al den nåde, som er vist imod mig; jeg synes, aldrig jeg vil kunne frembære min tak på den rette måde. Men Vorherre, som kan læse i hjærterne, han ser jo også ind i mit hjærte og ser, hvor fuldt det er af taknemmelighed imod ham ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 26. nvbr. 1866.
... Jeg er så uhyre ked af, at jeg ikke har fået skrevet noget ordentlig brev til dig. Det er gæster, der har sinket mig så meget. Først kom Hans Jensen fra Gudmandrup en dag. Han kom med en hare til mig. Det er en af de mest ansete Odsinger (folk fra Odsherred) — i al fald i politisk henseende. Det for-s. 253bavsede mig meget, at han sendte sin søn hertil allerede nu; hans besøg har glædet mig meget, og jeg synes særdeles godt om ham. Han er en jævn og ærlig mand men sén i sin tale og tanke som alle ægte Odsinger.
Dagen efter hans besøg, da jeg lige et øjeblik havde fået skaffet mig ro til at skrive, kom to bønder fra egnen ved København. Den ene har en dattersøn her på skolen. Det var ellers en fæl rå mand, som vel viste sig venlig og forekommende imod mig men dog var og blev fæl. Han stjal så meget af min kostbare tid. De to mænd blev her om natten, ligesom også Hans Jensen havde gjort. I gæstestuen står en stor dobbeltsængmedsængklæderne fra dig, desuden: rullegardiner for vinduerne, en rørstol og — intet andet...
Ak nej ! jeg fik dig nok ikke fortalt noget om vennemødet, skønt det i år tiltalte mig meget mere end de foregående. Kolds tale er udmærket at læse men — jeg forsikrer dig — intet imod at høre. Jeg har aldrig hørt mage. Den varede næsten 2½ time; men alle sad spændt og lyttede. En gang imellem var jeg nærved at briste af latter. Nej, hvor det var udmærket! Det er mig en stor glæde, at du sådan har bidt mærke i den tale. Jeg har læst den højt her på skolen, og man blev så henrykt over den, at 20 i dag har bedt mig om at skaffe dem bogen om vennemødet.
Har du hørt om Birkedals tale ved gildet efter vennemødet?
Jeg har i denne uge havt det meget bedre end i de foregående. Det er en gang imellem, som om det synger igennem mig af glæde og fryd ...
Tænk dig, jeg har glemt faders fødselsdag! Og jeg har endda netop havt breve fra ham så usigeligt kærlige, og jeg har netop i denne uge tænkt så meget på ham ... Er det ikke underligt! ... Jeg kan ikke komme ud af at huske.
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 2. dcbr. 1866.
... Tak for dit tilbud om, at jeg må få en hver-garnskjole af din uld! ... Det vil blive morsomt at gå med en kjole, som er virket af uld fra dine egne får, og som Sofie og jeg har kartet og hun spundet. For resten må jeg fortælle dig, at jeg ikke ganske har opgivet at lære at spinde. Jeg har tvært imod fået s. 254lov af moder, at jeg må øve mig på hendes uld ... Jeg har nemlig regnet ud, at når jeg nu kommer over til dig, så får jeg jo hvert år lidt uld af vore egne får; den vil jeg så karte, spinde og tvinde samt strikke strømper deraf til min ægteherre og til mig selv ... Jeg skal også prøve at malke dine kør, når jeg nu efter jul kommer ud til dig. Du véd jo nok, at jeg fik undervisning udi malkekunsten i sommer i Askov. Ja, i Askov lærte jeg mange gode ting! Du kan tro, jeg glæder mig til at komme ud og gennemse huset; nej, hvor det skal blive morsomt! Så glæder jeg mig også så meget til at se dine rare karle; du fortæller mig så lidt om dem, kære Ernst; har du nogen glæde af Jørgen Larsen fra Asperup? Hils dem fra mig alle sammen. Jeg har 20 småting med til dem, og så tænker jeg nok, vi får de øvrige 21 samlet sammen inde i København.
Jeg rejser herfra lørdag den 22. dcbr., mon vi træffes i Roskilde, eller kan du måske ikke komme af sted så tidlig. Svar mig herpå. Så antager jeg, at vi rejser ud til Vallekilde den 2. jan. og jeg bliver i præstegården til lørdag den 5. Du må så om, hvorledes du får mig til Skamstrup. Det kunde jo også være rart, om jeg derfra kunde komme med den vogn, der skal køre Borups drenge til Sorø ... Til fru Hoff skriver jeg snart, og så skal jeg nok selv bede hende, om jeg må være hos hende det par dage ...
Bring madam Storm en rigtig venlig hilsen, hvor det dog er mageløst af hende, at hun vil blive hos os i sommer; ja jeg kan ikke sige dig, hvor beroligende en tanke det er for mig at vide hende hos mig! Har du fået den ny pige?
Hvilken Dag kommer du til København? ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 4. dcbr. 1866.
... Atter i dag er jeg bleven forstyrret meget, men dog tror jeg, at du vil fornøje dig over at høre grunden dertil. Der kom nemlig to ny elever, én fra Sønderød lige tæt ved Nørager og én fra Jonstrup, så nu er her 44. Den sidste havde sin fader med, og med ham har jeg måttet tale i dag, og derved gik tiden ...
Det glæder mig så mageløst, at du kan sådan have fornøjelse af at gå i en klædning af vore egne fårs uld og virket med dine egne hænder ... Nu skal vi slagte s. 255to får; skindene af dem vil jeg bruge til deraf at lave en fodpose til dig; jeg har jo mine store støvler ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 5. dcbr. 1866.
... Skriv mig til, om du kommer til Roskilde med eftermiddags- eller med aftentoget, så skal jeg gøre hvad jeg kan for at rette mig derefter ...
Skolen kommer først i gang igen den 4. jan. ... og nu beder jeg dig: vænt herude den 6. over. Ti den 5. om aftenen skal vi have vor julefest, og dertil kommer sikkert Anton Nielsen. Men da det den 6. er en søndag, så rejser han vel først herfra igen om denne dags eftermiddag. Du kunde så med hans vogn blive kørt lige til Sorø og på vejen endda aflægge et besøg i Skamstrup; ti dér beder han. Så kan du være hjemme igen den 7. jan. kl. 2 ... Vi vil naturligvis alle have dobbelt glæde af vor julefest, når du kunde være med. Og da nu din fader selv så velvilligt har tilbudt dig den rejse, bed ham da forlænge den denne ene dag, bed ham gøre det som en tjæneste mod mig; gør ham opmærksom på, hvor meget der for os er at aftale og se efter her; jeg har jo opsat så mange ting med hensyn til indretningen, til du kom herud ... Og gør ham endvidere opmærksom på, at jeg så gærne vilde have, at du skulde se skolen én dag ordentlig i gang, inden du flytter herind ...
Vi har nu fået smeddens Ane til at tjæne os, — en ganske udmærket pige, med hvem madam Storm er særdeles vel til freds ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 9. dcbr. 1866.
... Jeg har ofte en voldsom hovedpine, så jeg kun til nød kan tale eller læse; men hvert bogstav, jeg skriver, volder mig megen smærte. At jeg alligevel er kommen sådan til kræfter, som jeg er, efter alt hvad jeg i dette forår har oplevet og gennemgået, det betragter jeg som en særegen og forunderlig Guds nådegave; jeg tror, han for skolens skyld har hjulpet mig.
Endnu kan der — navnlig om aftenen — somme tider komme over mig en så forunderlig træthed, som jeg kun en gang tidligere har følt. Den har gjort mig en del ængstelig. Tre—fire gange har det sket, at jeg har falden i søvn siddende opret i min stol, og først s. 256en timestid efter har jeg vågnet ... Mine bedste venner siger stadig til mig : »Spar Dem dog selv!« således skrev også Glahn til mig ... Jeg har da også tænkt: du må ikke friste Vorherre men må spare lidt på kræfterne ... Nu sidste søndag satte jeg mig således for at drive til gavns; jeg lukkede mig inde i flere timer og sov eller morede mig som et barn med at se billeder i »Ill. tidende«, gik rigtignok i kirke men hørte ikke et ord af prædikenen, begyndte at skrive til dig men — lod være igen ...
Jeg har nu ellers i denne uge havt det noget bedre — måske hænger det sammen med, at jeg nu har begyndt at tage styrtebade (dem vi nu har fået i orden), derved nødes jeg til hver dag at gå lidt, omtr. 20 minutter; ellers kom jeg slet ikke i luften; jeg kan ikke få tid dertil. I to uger var jeg slet ikke ude ... Ser du, Marie, jeg har 1) skolen at passe; jeg må hver dag dertil forberede mig, og så har jeg 2) husholdningen, dagligt skal der forhandles lidt med madam Storm, — i går f. ex. prøvede vi for første gang klipfisk. Det skulde undersøges, om det kunde betale sig. Så har jeg 3) jordens drift; den tager mig mere tid, end jeg havde troet. I denne uge har vi tærsket, og jeg har samtidig måttet sørge for urterne i haven. Så har jeg 4) endnu bestandig håndværksfolk, og 5) har jeg det indviklede regnskabsvæsen ... Det er jo nu termins-tid, hvor der skal betales renter. Forrige uge hjalp min broder Fritz mig med at få det vanskelige regnskab gjort op; ... men endnu er meget i uorden. Dette regnskabsvæsen tager mest på mig af alt og fører en masse skriveri med sig. Og hertil kommer så endelig 6) den vidtløftige men uundgålige brevveksling om eleverne, om pengesager, den ny visebog o. s. v. Den har lige til den sidste uge taget mig fra én til tre timer daglig.
... »Du skal give din broder, din bejler, din ven,
du skal give din brudgom, din mand!
Du skal give det bedste, det kæreste hen
for at frelse dit fædreneland!«
Nu vel, Marie, vær min »Frigga« da!
Det er sandt, at ved den gerning, jeg har viet mig til, må det komme til at gå ud over den omhu, vi ellers hellere end gærne vilde yde vor kvinde. Men kan der herved bidrages lidt »til at frelse vort fædreneland«, så »giv din brudgom hen« og tilgiv mig min s. 257mangelfulde brevskrivning. — I morges kl. 7 sang karlene nede i skolestuen — og det så det skingrede over hele huset — sangen om Frejas guldsmykke og sangen »Til Nordens kvinde« ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 16. dcbr. 1866.
... Nu er der kun nogle få dage, til vi skal ses i København ... jeg har nu i dag taget mig fri på skolen for at kunne få skrevet til dig ... Forrige uge var Tranberg bortrejst, og jeg måtte da tage hans timer.
I lørdags, da jeg kl. 6½ var færdig med mit foredrag, kom til vor store glæde Holm på Ubberupgården og Petersen fra Værslevgård. Det var anden gang, vi havde landmandsbesøg; ti for fjorten dage siden havde vi et mageløst besøg af Burchardi fra Birkindegård. Han er dog aldeles glimrende. Men, som sagt, nu i forgårs kom Holm og Petersen. Sidstnævnte holdt samme aften et kort lille foredrag om sædskiftet, og begyndte en forhandling om landvæsenet, hvor jeg — kan du tænke dig det — var forhandlingsleder. Så vidt har jeg nu drevet det som landmand. Eleverne var henrykte den aften over forhandlingerne.
Holm og Petersen blev her natten over, det hele var så hyggeligt og rart. Næste dag — efter morgensang og kirkegang — gik de ind til Hoff i præstegården. Derinde havde imidlertid samlet sig flere gæster: Holms prægtige moster frk. Buchholz, fru Boesen fra Petersminde med søster, nogle damer, jeg ikke kendte, og de to komtesser Moltke fra Konradineslyst. Hen over middag kom landmændene atter ud til mig for at hjælpe mig med at træffe bestemmelse om stedet for den ny kostald og møddingplads.
Kl. 4½ blev skolen oplyst i fuld glans, og nu rullede en vogn for døren med hele selskabet inde fra præstegården — komtesserne i spidsen. Vi viste dem nu hele huset rundt fra elevkammer til kælder. Vort »store gæstekammer« viste sig fortrinlig skikket til, at damer der kan »lægge tøjet fra sig« og pynte sig lidt foran spejlet.
Så gik vi »på skolen«; kvinderne i min stue (åben dør til skolestuen), komtesserne bænkedes her mellem nogle gårdmandskoner og mine piger, — og jeg holdt så foredrag om de to møder mellem døberen Johannes og Vorherre Jesus ... jeg var rigtig i ånde. Hoff s. 258talte lidt bagefter, og så sang og sang vi, drak derefter té, og kl. 8 tog vore gæster atter bort — åbenbart rigtig glade og godt til fredse.
Komtesserne lovede mig at give juletræet til skolen.
... Jeg blev ikke i år som i fjor straks henrykt ved mine elever. Det er i år først kommen sådan ganske langsomt; jeg har heller ikke kunnet være så meget imellem dem som i fjor. Men nu, min ven, nej hvilke dejlige karle dog! ikke én, der står imod, alle så fornøjelige. Vi havde et godt hold i fjor; men dette er dog bedre, tror jeg. Jeg har det nu som i fjor: når jeg en lille stund er borte fra dem, længes jeg efter dem, og det er mig en særdeles glæde at være imellem dem. Der er nu f. ex. Søren Hansen — nej, lad mig nu få lov til mundtlig at fortælle dig derom, når vi ses, det er dog langt bedre ...
Ja, Marie, i Guds faderhånd vil vi to betro vort ægteskabs lykke, han hjælpe os! derom vil vi bede ham; det er en stor nåde, om det skér. Hvorved har jeg fortjænt alt det gode, hvormed han har overøst mig.
Vort ægteskab! — Ja, nu i julen må vi træffe vor bestemmelse derom. Vorherre råde for resten! Jeg stemmer afgjort for bryllup 2. påskedag, et stille, roligt bryllup. Så kan vi atter holde festdag, når pigehøjskolen den 7. maj begynder. Sådan er mit håb.
Pigerne begynder allerede at mælde sig: I går var en gårdmand fra Bjerresø her og mældte én, frk. Buch-holz mældte to, én af de unge piger, som var her i går, sagde også, at hun vilde med, ... én af eleverne fra Frederiksborgegnen har mældt to, og flere er der tale om.
Fra Jylland får jeg da også én, og — du må sørge for Fynboerne!
... I går fik jeg virkelig sådan et rart lille brev fra din fader; for første gang venlig skrevet og med overskrift: »Kære hr. Trier!« Tak ham derfor! ...
Jeg kan ikke komme til Roskilde med eftermiddagstoget; men det er da også langt rarere at mødes med dig i København end på den fæle rumlende jærnbane. Jeg håber at komme med aftentoget lørdag. Den 2. jan. rejser vi så atter tilbage hertil; ... men vor julefest er bestemt til den 6.; det passer bedst for os i år; til et andet år kan vi så måske gøre det anderledes ...
s. 259Jeg har så meget at udrette inde i København denne gang; jeg vil ikke prædike derinde ...
Fra Frits får jeg nogen mageløse breve. Han var her i tre fire dage ... for at hjælpe mig med opgørelsen af mit regnskab ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 18. dcbr. 1866.
... Tak for dit brev, som jeg fik i dag! du skal nu også have et par ord fra mig, før vi ses i julen ...
Tusend tak for de breve af Schrøders, du sendte mig! ja hvor vil det blive fornøjeligt at træffe sammen med ham og Charlotte i julen! Det vil vække mange dejlige lyse sommerminder hos mig, og jeg bliver misundt af mange, kan du tro; alle pigerne fra i sommer ønsker sig nok i mit sted.
Ja gid vi kunde opnå at blive så elsket af vore elever, som Schrøder og Charlotte er det af deres ! ...
Hvor det er glædeligt, at der allerede begynder at mælde sig elever til sommeren; det er da i god tid og — et godt tegn; men det er vel under forudsætning af, at vi får bryllup til påske. Det lader jo da også på dit brev i dag, at du har godt håb om, at det kan ske ...
Når jeg tænker på sommeren, så kommer tankerne aldrig længere end til påsken; dér bliver de stående rådvilde som ved en korsvej og véd ikke, hvorhen de skal gå. Dér står nemlig en vejviser med tre arme; på den ene står der »Vallekilde«, på den anden »Askov« og på den tredje »Dalum«. Nu er det, at de — tankerne — ligesom uvilkårlig drages imod »Vallekilde«; men de véd alligevel ikke, om de tør vove at følge; derfor står de ganske stille ... Nu må du sige dem, hvor de skal gå hen!
Så lev da vel, til vi snart ses, og Vorherre hjælpe os til at mødes med et rigtig glad sind! ...
Marie til Ernst Trier.
Roskilde banegård, 7. jan 1867.
... Ja så vidt kom jeg da, men heller ikke videre. Jeg er så bange for, at du skal gå og være ængstelig for mig i det gruelige vejr, det har været og er. Der for vil jeg nu se at få dette brev med Holbæk-posten kl. 9½.
Da jeg kom til Holbæk, var alle de indvendige s. 260pladser optagne, så jeg måtte tage en udvendig plads. Men i det samme begyndte det at fyge og at blæse, så jeg turde ikke vove at give mig på vej med så lidt rejsetøj, så meget mere som jeg i går ikke følte mig rigtig rask. Jeg rådslog med den rare Anders, og han overvandt sin medfødte undselighed og bad et par herrer, om de ikke vilde bytte plads med mig og sætte sig uden på; men nej, de kunde ikke — et sørgeligt tidernes tegn. — Vi var i alt 18 rejsende, 16 herrer og 2 damer; men de 16 herrer sad inden i, de 2 kvinder uden på. Det kunde vist ikke have sket i de »gode gamle dage«.
Imidlertid var jeg dog så heldig, at jeg i Skomagerkroen kom ind i kaleschen. Jeg skal ikke nægte, at det var på høje tid; jeg havde begyndt at få sådanne underlige fornemmelser af kulde; og jeg vilde ikke have kunnet udholde at køre længere på den måde.
Inde i kaleschen sad en pakke eller rettere et menneske i form af en pakke, og da han begyndte at tale, viste det sig, at det var en rigsdagsmand ved navn Jens Rasmussen ude fra Odsherred. Han kendte dig og havde været med til skolens indvielse.
Endelig i et ganske forfærdeligt vejr nåde vi da her til Roskilde; vi fik straks at vide, at toget rimeligvis ikke vilde komme før kl. 12 i nat. Da kl. var 10½, kom der bud, at toget sad fast i sneen en fjærdingvej herfra, og at der måtte vogne og slæder ud efter de rejsende, samt at der intet tog vilde afgå til København før dag.
Jeg skyndte mig nu op for at få bestilt et værelse, men nej, det var der ikke tale om, de var alle optagne. Jeg løb så over på gæstgivergården »Løven«; men dér var de lige nær, så var der ikke andet for end at lægge sig med sit rejsetøj på i væntesalen på en sofa. Jeg måtte love for din lodne pelts; havde jeg ikke havt den, véd jeg virkelig ikke, hvordan jeg skulde have næret mig. Men jeg kan ikke lade være at tænke på den stakkels Anders; han har vist måttet fryse slemt på vejen hjem. Tror du, det var muligt at bevæge ham til at tage mod drikkepenge i Holbæk. Nej, han var urokkelig.
I dag til morgen har jeg været henne at telegrafere til din fader, for at de ikke skal være urolige for mig. Jeg har det meget godt, men ikke den mindste udsigt s. 261til at komme ind til København, da det fremdeles er et forrygende vejr ...
Hils nu alle de kære mennesker derude ... og tak for den yndige tid, jeg tilbragte hos jer ... Når du skriver til mig, lad mig så endelig vide, hvordan Anders har det ...
Marie til Ernst Trier.
Kobenhavn, 9. jan. 1867.
... Da jeg i forgårs havde fået dit brev besørget i en postkasse i Roskilde, satte jeg mig hen og grundede over, hvorledes jeg bedst skulde få ende på tiden. Der blev nemlig sagt, at vi ikke måtte vænte at komme af sted endnu den dag. Jeg skal ikke nægte, at jeg var noget mismodig ved tanken om at skulle tilbringe endnu en nat i væntesalen. Men se, når nøden er størst, er hjælpen nærmest: Ind ad døren triner en dame, som jeg havde talt med aftnen før, og som havde sagt, at hun kendte mig fra Vartov. Hun var en søster til pastor Tolstrups kone. Hun kom nu hen til mig, om jeg ikke vilde følge med hende hen til pastor Tolstrups og vænte der til toget skulde gå. Jeg tøvede naturligvis ikke med at tage imod tilbuddet, men fulgte hende. Hos disse rare mennesker var jeg så hele dagen og natten med. Jeg kom i en dejlig sæng og fik mig hvilet godt ud. Næste morgen fik vi at vide, at toget skulde gå kl. 9. Vi — jeg og en fru Larsen, som også havde fundet ly hos Tolstrups — skyndte os altså at sige farvel og komme hen til banegården. Men så blev tiden sat ud til kl. 11 og derefter til kl. 2, så til 4½, og således blev de ved at rykke afgangstiden frem, og lige vidt kom vi. Omsider, da klokken var 7½ aften, kom der bud ind i væntesalen, om de rejsende vilde indtage deres plads i vognene, da toget rimeligvis nu skulde gå. Vi satte os ind og væntede trøstig til kl. blev 11. Ved denne tid kom konduktøren og lod os vide, at nu havde snekasterne erklæret ikke at ville arbejde længere, så vi kunde ikke komme af sted før næste dag. Du kan vist begribe, at dette var muntert. Alle væntesalene var overfyldte af alle mulige slags mennesker, som var blevne sammenpakkede dér i løbet af de sidste tre døgn. Vi besluttede os derfor til at blive i vognen natten over. Men hu ha, det var en lang, lang nat! Vi kunde naturligvis ikke lukke et øje; men, takket være din lådne pelts, så frøs s. 262jeg dog ikke meget ... havde jeg ikke havt den på denne rejse, så véd jeg virkelig ikke, hvad der skulde blevet af mig; jeg havde frosset fordærvet. Det må trøste dig ved savnet af peltsen.
Endelig i morges kl. 9 kom vi da af sted. Men det første, jeg gjorde, da vi nåde ind til København, det var at lægge mig i sæng og sove et par timers tid. Det har styrket mig, så jeg nu omtrent er bleven mig selv igen. Nu vilde jeg blot ønske, at jeg også var over den sidste del af rejsen og sad vel hjemme i Dalum igen. Jeg har fået lidt skræk for at rejse nu ...
Hils nu præstegårdsfolkene fra mig; jeg skriver til dem. når jeg kommer hjem til Fyn. Hils også alle de kære mennesker hos dig selv. Ernst, jeg kan ikke beskrive dig, hvor det er yndigt for mig nu at tænke på livet derude hos dig, hvor alt ånder fred og lykke, glæde og tilfredshed. Gud ske lov for alt, hvad jeg så derude; vi kan dog aldrig takke ham nok for hans mageløse nåde imod os ...
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 10. jan. 1867.
Nej kære Marie dog! det var da en skrækkelig hjemfart ... Gid den nu ikke må have slemme følger for dig! Ja Vorherre bevare dig for os ... at du en gang frisk i sind og skind igen må holde dit indtog hos os!
Anders har det godt.
I dag sættes svalegangen op ... Herligt, at du fandt dig så vel her iblandt os. Gud bevare dig!
Rejsepeltsen har jeg ikke savnet.
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 13. jan. 1867.
... Nu — denne skal da, håber jeg, være den sidste omgang af vor brevveksling som forlovede. Så kan du binde brevpakken sammen; og så ombytter vi den skriftlige brevveksling med den mundtlige ordveksling.
Jeg var for lidt siden inde i »fruerburet«; der var store isblomster tegnede på ruden. Dem har frosten tegnet; de var iskolde, om end skønne at se til, som de glimrede i månelyset. Om Gud vil, den dag kommer nok, da dørene derind, som i vinter står lukkede, bliver åbnede også ud til »fruerburssvalen«, der nu s. 263står færdig; da skal der prydes med andre blomster — virkelige, varme og duftende. Kan du høre, hvor de synger nede i skolestuen:
»Så give Gud hin milde,
at ungersvendes tak
må kranse Vallekilde
for lyset, dér de drak!«
Ja, Gud give det! Hvor det dog er et herligt liv mellem de velsignede karle i »det velsignede Vallekilde«. Og om Gud vil, da skal den tid komme, da også pigerne drager ind til os, og Gud vil gøre den tid lige så glædelig, fyldig og god for os. Til den tid skal ikke pennen fremmane for dig minder fra det fjærne Vallekilde; men du skal selv være med. Vær da tålmodig —
»Giv tid, giv tid, den nynner glad
og ryster de små vinger.
Giv tid, og hver en kvist får blad —
giv tid, hver blomst udspringer!«
Ja vær også tålmodig med mig, selv om du kun får lidt at høre fra mig: Jeg havde i aftes gjort mig det rigtig så hyggeligt, stillet dit billede op foran mig på bordet; jeg skulde nu først have skrevet rigtig til dig og derefter til din fader og til Hartmann. Men ro og fred var her kun stakket. Først kom Jørgen Madsen om noget, så Søren Hansen, så Thomsen, og jeg fik ikke skrevet . . . Her er for mig i disse dage egentlig arbejde over magten. Hoff er stærkt forkølet og sængeliggende. I den anledning måtte jeg prædike for ham i går, og således kom jeg ikke til at skrive til dig i lørdags. Desuden har både Thomsen og jeg været meget misfornøjede med vor retskrivning og regning. Vi har måttet træffe en ny ordning; karlene blev delt i tre hold til retskrivning og i to til regning. Men dette har givet mig endnu mere at bestille; jeg har således selv overtaget retskrivningen med det ringeste hold.
Skolelærer Mathiesen fra Svinninge var hos mig i lørdags; han er en stakkels mand, der for nogen tid siden mistede sin kone; fra den tid af har han været i et skrækkeligt sindsoprør; han var bange for at miste sin forstand. Jeg sad en lang stund og talte med ham. Vi blev enige om, at han skulde komme herover hver lørdag og tage gymnastik med eleverne og så dertil holde nogle foredrag om havevæsen. De to ting har s. 264han tidligere havt på Hindholm højskole, hvor han var lærer. Det, håber jeg, skal blive godt; vi trænger til disse ting, og det kan, tænker jeg, også muntre ham op.
I fredags var lærer Leth fra Starreklinte heroppe med en del af sine aftenskole-elever. Han holder aftenskole for 22 voksne karle og mænd. Det var en meget fornøjelig aften, vi dér fik. Efter at jeg i dagens løb allerede havde holdt to foredrag, måtte jeg nu op med det tredje, som endda lykkedes mig rigtig godt, synes jeg; men så var jeg også i lørdags temmelig læns. Du kan tro, det kan tage på kræfterne, når man sådan har holdt sine foredrag om hverdagene, så også om søndagen skal prædike og det oven i købet to steder. Men det gik så godt i går, og dette var mig et slående vidnesbyrd om, hvordan Vorherre kan bruge vor skrøbelighed. Før jeg gik op på prædikestolen i Vallekilde, var jeg så mat og så sløv og ligegyldig; men jeg kom i ånde og mærkede det grant selv, at der var den vægt i mine ord, som ånden giver.
I går kom der brev om, at Thomsens moder var død efter de lange lidelser. Han er i nat rejst hjem; ja, min kære Marie, nu sidder jeg pænt i det. Weitemeyer kan jo nok hjælpe noget, men slemt er det nu, at også Hoff er syg. Det bliver en drøj uge, kan du tro, tilmed da der også er meget at gøre med pengesager og husvæsen netop i denne tid. Jeg håber dog, at Tranberg kan hjælpe lidt.
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 13. jan. 1867.
... I dag har alting gået bagvendt; ti tingen er, at Søren Hansen hjalp Thomsen i nat og fulgte ham på vej. Men Søren er jo ellers den, der om morgenen lægger i alle kakkelovnene og vækker hele huset. Derfor sov hele huset over sig, og alle vegne var der koldt. Jeg kunde heller ikke få styrtebad, og det trykker mig slemt i dag. Vi har nu til morgen måttet holde skole i spisestuen, mens skolestuerne bliver varmet op. Dette er så meget værre, som hele huset er skrækkelig forkølet; det er en hel omgangssyge her, ikke alene på skolen; men i præstegården og hos Tranbergs er det ligedan. Vi kan næsten ikke synge, sådan hæshed og hoste er her. Straks i morges måtte jeg putte en del ind i vor dagligstue, hvor, jeg tror, der s. 265er lunest. Før eftermiddag kommer vi i dag næppe i orden. Det har sinket mig meget, at jeg således selv har måttet passe kakkelovne. Vær tålmodig med mit brevskriveri!
. . . Tak for dine breve! Jeg er spændt på at høre, hvordan du har det . . . lad mig høre lidt om, hvordan det går! Det skulde være mageløst, om du slipper helskindet fra den rejse.
— Weitemeyer var her nu, ak, nu lader det til, at også han bliver dårlig; jeg får nok skrive til København efter hjælpetropper. Hvad siger du om at byde »hele skolen« forføje sig til sængs og dér at opvartes med hyldete og havresuppe, ja, så kunde jeg da nok ene bestride undervisningen uden medlærere . . . Gardiner, ja ... i indlagte brev ser du, at Octavius Hansen har fået en søn; jeg skriver nu til ham i den anledning, og lad mig da med det samme forhøre, hvor han har fået sine grå gardiner fra . . . Fik du købt noget dækketøj i København? . . .
Gud bevare dig Marie, og han se i nåde til os alle . . .
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 21. jan. 1867.
. . . Her sender jeg dig et brev fra Georgia la Cour; jeg fik det forleden dag. Er det ikke et yndigt brev? Jeg blev så glad ved det. Ja, hun er den eneste unge pige, som jeg ret af hjærtet kan kalde min veninde. Jeg har derfor også det ønske, at jeg kunde få hende med til vort bryllup; jeg vilde så inderlig gærne have den pige, som er den eneste, jeg nogensinde rigtig har kunnet slutte mig til — med på min glædesdag. Desværre kan hun vel næppe komme på den tid. Jeg skriver til hende nu i aften og sender hende mit billede, og så beder jeg hende med det samme tænke på det; du har vel ikke noget derimod, min kære ven. Når du har læst hendes brev, send mig det så tilbage.
Forleden dag sendte dine forældre mig en prøve af noget grønt uldent tøj til gardiner i dagligstuen; men jeg regnede ud, at gardinerne til denne ene stue vilde komme til at koste 26 rdlr., og det, fandt jeg, var for dyrt. De rådede mig ellers bægge meget til at tage det; men, som sagt, jeg vilde ikke . . .
Jeg spinder nu hver dag hør, for moder mener, at s. 266det er bedst for mig at lære på hør, så kommer ulden bagefter; det går meget godt; moder siger, at jeg vil snart komme efter det.
. . . Hvad synes du om min gamle mama, som sidder og strikker tæpper til mig; hun har også lovet at hjælpe mig med de lagener og dækketøj, som kan undværes her i huset. Er det ikke kønt af hende . . .
Jeg er stadig frisk som en fisk . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 27. jan. 1867.
. . . Nej, hvor dog det store flag bølger dejligt her uden for i det fine søndagsvejr. Jeg har nu holdt ottesang; jeg talte i dag over de første ord af epistelen: »betal ikke ondt med ondt!« Jeg vilde ønske, jeg i dag kunde få lejlighed til at skrive det ned til dig; men det bliver der næppe noget af; ti jeg har lovet Hoff, at jeg i aften vil holde bibelhistorisk foredrag for alle og enhver. Og nu kommer store Jørgen Larsen og Rasmus Nielsen; de vilde gærne følge Jens Jensen i Nybjærg hjem og vilde derfor sige mig farvel. Ligeledes kom også Christen Rasmussen og Lars Madsen, de vilde med Lars Olsen fra Høed; og Hans Larsen vilde hjem med Ludvig fra Odsherred; tre var der i går, som tog hjem til Odsherred; så der er i dag elleve borte ... de gjorde sig så inderlig lækre og lavede sig til at blive lidt hos mig; men jeg gjorde mig hård og bad dem pænt at gå, da jeg skulde skrive til dig . . .
Jeg har siddet en stund og faldet i tanker. Det er om moder, der er så bedrøvet, fordi hendes broder Ferdinands ældste lille dreng er død; og så gik mine tanker derop til Ålborg, hvor jeg syntes at se dem alle så bedrøvede; de som var så uhyre stolte og glade over deres to drenge. Det var mig også en fornøjelse at se dem, da jeg var i Ålborg i sommer. Jeg synes, jeg kan se Glahn komme ind til dem så mild og trøstende.
Men jeg véd jo ellers nok, at der er endnu en ting, som trykker moder endda meget mere; og det er fru Marstrands sygdom. Det var dog fortvivlet, om hun skulde gå bort — bort fra sin mand, der rimeligvis da vil synke sammen i det dybeste tungsind — og bort fra de mange små børn. Du véd ikke, i hvilken grad moder hænger ved dem; hun har jo også, s. 267mens Vilhelm Marstrand var ugift, været som en slags moder for ham, og ude hos os lærte han jo sin kone at kende.
Ja, alt dette faldt jeg i tanker over og tænkte så videre, at nu ser fremtiden så smilende ud for os to; Gud ske lov, at vi ikke kan se ind i fremtiden, godt derimod, at vi kan lægge os og alt vort ind i hans favn; han som trygt vil bære os gennem livet, hvad der så end måtte møde os, ja til sidst bære os også gennem »dødens skyggedale« . . .
Nu var Ane her; hun bad mig hilse dig. Hun er nu ganske rask. Det var — sagde hun — så yndigt at ligge syg her, for alle var så gode mod hende, og det var helt, som var hun hjemme. Undertiden er det mig næsten gådefuldt med de pigers glæde ved at være her, da de dog må slide så voldsomt. Du kan tænke dig, at da Ane den ene dag var så meget dårlig, trode hun, at hun skulde dø. Hun sagde da til Sine, at hun vilde så meget nødig flyttes hjem, for skulde hun dø, vilde hun så gærne dø her, da hun aldrig har været så glad, som mens hun har været her. Bare dog Sine kunde blive her; ti det er dog hende, der muntrer de andre op. Hun vil så gærne blive og har skrevet derom til sit hjem, men har endnu ingen besked fået derfra. Jeg må snart have den sag ordnet . . .
Nu er Ole Madsen her, min mageløse tømrer, nu må jeg bryde af; ti vi skal ned at vælge pladsen til vort udhus . . .
Efter middag: Det er en slem ting med det udhus; vi kan ikke blive enige om, hvor det skal ligge, eller hvordan vi skal vende og dreje det. Det er galt. Jeg er så glad over at have Ole Madsen og Mikkel Peter til det stykke arbejde . . . Ole er også snedker og kan vist godt lave os det spisebord . . . Han forlanger kun 24 skilling i dagløn, og så arbejder han, kan du tænke dig, fra om morgenen tidlig til om aftenen kl. 8—9, og så er han så uhyre rask til sit arbejde . . . Han har lavet en hel træbeklædning indvendig i kostalden, ja, som en hel hytte til køerne for at lune om dem. Stalden er nemlig så slet, at den slet ikke kan holde på varmen. I de hårde frostdage var der undertiden kun 0 eller 1 grad varme, så vi måtte give køerne dækkener på. Malkningen har også sat af fra s. 26818—19 til 14—16 kander mælk; men vi har dog havt nok til vort forbrug . . .
Alida og Anders har nu flyttet ind og har lavet sig to morsomme gammeldags bondestuer . . .
I denne uge har vi fået seks favne brænde fra skoven, og jeg har seks favne stående dér endnu ... de skal nu kløves op ... og stå til næste vinter, for at vi kan få noget rigtigt tørt ved, hvad vi i denne vinter så meget har savnet; men ellers må kul nok blive vor meste brændsel, det er forbavsende, hvormeget man derved kan spare . . .
Marie, hvor skal jeg dog kunne beskrive dig min glæde og forbavselse over din faders brev!! Det er jo mageløst! Jeg kan ikke forklare mig det hele anderledes, end at Vorherre har smeltet din faders hjærte helt igennem. Der var i brevet jo næsten ikke spor af hans sædvanlige stive tone. Ja, Gud være takket!
Ja, lille Marie, vi var jo i sin tid enige om, at vi ikke ved noget som helst middel vilde tiltvinge os et bryllup, som din fader ikke gærne gik ind på . . . jeg er overbevist om, at en jordisk fader har af den himmelske fået sin datters hånd at svare til og råde over, så han er ligesom hans tjæner; og så længe som din fader derfor så afgjort satte sig imod vort bryllup, kunde jeg ikke rigtig tro, at Gud vilde have det. Men nu, nu da din fader stiller sig således til sagen, så mener jeg, at vi frejdigt skal se den tid i møde og stole på, at det er Guds vilje, vi må komme sammen, og så siger vi trøstig: ja, i hans navn da.
Altså, lader Gud påsketiden oprinde for os bægge, Marie, da kommer jeg og fører dig bort — nej hjem; »fører dig«, som det så rigtigt hedder på vort hjærtelige mål. Ja, følg så med for med kvindens mildhed at brede hygge over vort hus; husk, at »aser og vaner gør ét i Nord; ånden og hjærtet tillige mon råde«.
Du skriver, at jeg i mit brev har været omstændelig; og dog forsømte jeg at omtale én ting deri, og det er, at jeg må bygge et udhus til sommer, og at jeg har tænkt dertil at benytte de penge, som måtte blive til overs fra vort udstyr . . .
Jeg har endnu ikke fået mit hovedregnskab fra min fader; men, efter hvad han har skrevet til mig, har han foreløbig opgjort det sådan, at jeg kommer til at s. 269skylde . . . 500 rdlr. *) mer end opgivet. . . Jeg begriber endnu intet af dette og var i førstningen, da jeg fik faders brev, derom lidt forknyt; men så huskede jeg på, hvor forunderlig jeg er bleven hjulpen over alt det andet og tænkte: Det kommer jeg vel også nok over. Jeg kom også til at tænke på den nødhjælp, jeg har i baghånden hos Anker **)), hos hvem jeg til juni termin . . . nok kan få 3—400 rdlr. Til den tid har jeg så måske også regeringens understøttelse . . .
Hermed følger nu en fortegnelse fra md. Storm over, hvad vi i en uge har brugt; efter denne må vi få et ikke ringe overskud ... så regnskabet ser jo godt ud . . .
Siden jeg ser, du sætter så megen pris på at få lidt af vort smør og øl, skal jeg lade Ole Madsen lave en lille kasse til en sådan forsendelse.
Min årsdag var ... en rar dag. Hvad synes du om mit ur? Du kan tro, jeg er rigtig glad derved; ti vi har trængt så meget til et sådant. Det er et dejligt stort ur til 22 rdlr.; det har nu fået sin plads over døren ind til min stue. —
Hvor er det et rædsomt vejr; nu spærres formodentlig jærnbanen igen, og du, stakkels Marie, skal gå og vænte på brev.
Det var rart, at du har begyndt at skrive lidt til hver enkelt elev til svar. Bliv endelig ved dermed.
Nødig vilde jeg, at vi allerede nu skulde bestemme dagen for brylluppet.
Ingen ny elever har mældt sig; men der ymtes om flere. Jo, Søren Hansens kæreste — det er en stor hemmelighed — med hende er der 9. Du må se at skaffe os nogle fra Fyn. —
Hvormeget mon der egentlig er sandt af det om Kold! — Stakkels Storm!
Blandt Anton Nielsens fortællinger vil jeg især anbefale dig til læsning »Ole Ligeglads svigersøn« . og »En moder«.
Nu skal jeg ned at skrive for i skønskrivning. V1 er ved Bogstavet F . . .
Nu mældtes der atter en pige — altså nr. 10. Det er en tjænestepige fra Vejleby; der er en boelsmand, der betaler for hende — er det ikke kønt! . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 1. febr. 1867.
. . . Hørt har jeg en lille fugl,
syngende på kviste,
at ej længe efter jul
komme skal det bedste:
Kyndelmissens lyse tid,
lysglans over al vor id.
Mørket må nu segne
alle vide vegne!
Forstår du det? Det skulde da egentlig være sørge ligt, om du — første gang jeg skrev et vers til dig — slet ikke forstod det, og derfor kommer nu forklaringen :
Den anden febr. er over hele vort land en noksom kendt dag under navn »kyndelmisse« eller, som det her siges, »kyrrelmos«. Det kommer af, at i pavedømmets tid brugte man den dag ... at tænde lys i kirkerne. Deraf navnet »missa candelabrum«; og dette pluddervælske gjorde man så til »kyndelmisse«.
Men hvad så med verset?
Jo, sér du ... jeg synes, det er nu, ligesom lysene tændes for os, en forberedelse til påsketiden, der skal bringe vort bryllup med sig.
Ja, således hilser jeg da din årsdag som en kyndelmissedag for os — med tændte lys, der har spredt glans over al vor id. Vi vidste før jo næsten ikke ud eller ind. »Skal jeg til Vallekilde eller Askov,« skrev du til mig kort før jul. Nu hedder det: Til Vallekilde!
Tænd lysene da på din årsdag i morgen!
Og gid den så må blive indgangen til et år, der fører brylluppet med sig og dermed bringer en stor glæde ind i vort liv! Og gid jeg så aldrig mere, når jeg skal hilse dig på den dag — skal bruge en så nedrig ting som pen og blæk eller noget så kedsommeligt som bogstaver . . .
Gud fader lyse sin fred over dig, Marie! Han lade året blive så lykkeligt for os, som han vil! og han lade dig leve Guds-børnenes glade liv!
Tak for dit brev, og tak fordi du sendte mig Georgias; det har rigtig fornøjet mig at læse det . . .
Nu får du vænte mere på tirsdag; du skal endnu have ti tirsdagsbreve . . .
I går havde jeg en dundrende hovedpine, som gjorde mig uskikket til næsten alt arbejde . . . Det eneste, jeg morede mig med, var at prøve på at lave en s. 271melodi til »Frem, bondemand, frem!« men jeg er bange for at den smager af pine. Ellers står det vel til herovre . . .
Så nu skal jeg til forretningsbreve . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 3. febr. 1867.
. . . Her er et brev til dig fra J. M. (en af eleverne). Han fortæller mig, at han deri har omtalt vor lange samtale forleden.
Jeg havde egentlig slet ikke tænkt at skrive til dig derom; skønt det er noget, der har optaget mig i høj grad . . . Sagen er den . . . J. M. har i denne vinter vist i høj grad dygtighed ... og er mig til uhyre megen hjælp; han og Weitemeyer hjælper mig i grunden meget . . . Men at jeg trænger til denne hjælp i forbindelse med, at jeg tidligere har forkælet J. M., det har gjort, at han til sidst blev både indbildsk og hoven og uafladelig kun snakkede om sig selv men overså alle andre.
Jeg måtte da efterhånden vænne mig til slet ikke at tage imod hjælp af ham. Det var jeg meget ked af, og da det endda ikke hjalp, så tog jeg mig for ordentlig at tale med ham derom. Og det har hjulpet mageløst, så jeg håber, der skal komme stor velsignelse ud af den samtale. Men det var drøjt at skulle sige ét i grunden så udmærket menneske som J. alt dette; men jeg synes, jeg var nødt dertil og er glad ved at have gjort det. Jeg kan nu atter være fri overfor ham som tidligere; og han siger selv, at han er glad derved. Det er mit lønlige håb, at han en gang bliver min bedste støtte her.
I går mindedes vi din fødselsdag her med flagning . . .
Jeg er dog så sjæleglad over, at du er så glad ved Georgia. Nej, vist har jeg ikke noget imod at se hende på vor bryllupsdag — og endnu hellere så jeg, om du fik hende til at besøge os til sommer; det vilde både du og hun kunne få megen glæde af . . .
Bare vi ellers måtte slippe for andre end vore nærmeste til vort bryllup, og at det måtte blive et stille bryllup.
Gardinerne? Ja, der ser du, de gamle derhjemme vil have det dyrere, end vi vil. Jeg holder nu aldeles bestemt på, at foreløbig indretter vi os kun sommer-s. 272gardiner til dagligstuen. — Hvor glæder det mig, at du har begyndt at spinde . . .
Jeg må nu lidt ned at se til folk på skolen . . .
Gud holde sin hånd over os alle! . . .
E. S. Vil du have noget imod at vor skænk (buffet) bliver lavet af fyrretræ og mahognimalet? . . . Skal vi have den af bøgetræ, bliver den ikke lidet dyrere, og efter snedkernes udsagn ikke nær så god, da man næsten ikke kan skaffe bøgetræ, der er tørt nok . . .
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 5. febr. 1867.
. . . Tak fordi du sendte mig et billede til Georgia, kære Ernst; jeg sendte hende mit forleden dag. Og tak for de pæne småting til mit skrivebord . . .
Fra pastor Helveg skal jeg hilse dig meget; jeg var derinde i fredags og fik talt lidt med ham; hans kone var ikke rask, så jeg blev der ikke ret længe. Jeg var også selv dårlig oplagt, da jeg lige havde hørt om Schmidt, Anderupgårds død . . .
Jeg har megen glæde af elevernes breve; men det er rigtignok ellers et kunststykke at besvare dem alle. Nu har jeg tre liggende ubesvarede . . .
Ernst Trier til Marie.
Ikke dagtegnet.
. . . Hvor er her meget for mig at gøre, da jeg nu laver til byggeri i sommer. Jeg har nu endelig fået fat på en stenkløver, og vi har allerede så småt begyndt at køre sten til; men det slemme føre hindrer os meget. Tegningen til de ny udhuse er ellers færdig og »approberet« . . . Nu skal kampestenene kløves og skydes og derefter køres hjem, og så skal der hentes mursten og læskes kalk. Disse forberedelser foretages allerede i vinter. Så kører vi brænde fra skoven, flytter jord, rørlægger haven og pløjer den, så vi til sommer kan så byg i den . . .
I går kom seks af eleverne og tilbød sig frivillig som hjælpere med at passe kør og heste. Er det ikke pænt? Mangen venlighed møder mig: Jørgensen har atter tilbudt mig halm, én af elevernes fædre bragte mig forleden nogle dejlige kartofler, en anden kom med smør og ost.
I tirsdags havde vi et dejligt besøg af op mod et halvt hundrede fremmede. Flere gange i løbet af s. 273dagen bespiste vi 44 mennesker. Kl. 2 fik de ribbenssteg, flæsk, smørrebrød med ost og endelig kaffe; senere kl. 6½ fik de risengrød og sylte. Det er mageløst at se madam Storm sådan en dag med pigerne, alle fornøjede, syngende og leende ved det svære arbejde lige til kl. 12 om natten . . .
Jeg har ellers følt mig meget anstrængt . . .
Jeg afsender en kurv til dig med servietterne og en prøve på vort øl . . .; smørret er ikke denne gang bleven godt, derfor sender jeg intet med . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 11. febr. 1867.
. . . Den forrige uge var mig uhyre stræng; for at blive færdig måtte jeg tage natten til hjælp; en nat sad jeg og arbejdede — mest med pengeregnskab — til kl. var 3½. Men følgen deraf blev, at jeg i går følte mig overtræt. Jeg har egentlig skrantet lidt i januar måned og er først nu atter så rask, at jeg igen kan begynde med styrtebad; du véd, hvor dårligt jeg kan undvære det. . .
I går tog jeg mig en lille køretur til Særslevgård og til Algistrup, hvor jeg havde ærinde. Det var første gang siden oktober, at jeg har tilladt mig selv en så liden adspredelse.
Jeg kom først hjem kl. 9. Hoff var herude; Thomsen gjorde nemlig et lille gilde for eleverne; men han var kedelig, Hoff og jeg var meget trætte, så havde Tranberg ikke været, så havde vistnok døsigheden og kedsommeligheden taget betænkelig overhånd.
Således fik jeg ikke skrevet i går, og nu i dag har jeg først måttet tage mig af vor syge Jørgen Nielsen, Anders Jensen (rosen i benet) og Weitemeyer . . . Schmidt er kommen sig og har rettet sig så vidunderligt; jeg er så glad derover . . . Tak din moder for hendes omhu for vort hus’ udstyrelse! . . . Hoff beder mig meget at hilse dig . . .
Du skriver i et af dine breve, at du synes, jeg har forandret mig; jeg er ikke længer din glade Ernst. Ja, min ven, det har jeg også, og selv føler jeg det måske mere end nogen anden. Havde du hørt mine foredrag i vinter, vilde du mer end én gang have hørt mig tale om overgangen fra ungdom til manddom med hentydning til mig selv og mine egne erfaringer i så henseende . . . Jeg er nu bleven 30 år. Ja vist har jeg for-s. 274andret mig; men er det underligt, efter alt hvad jeg har oplevet i de sidste år . . . Du kan vist næppe sætte dig ind i, hvad et arbejde, som det jeg har for, koster af åndeligt slid . . . Lad dette dog ikke blive forstået som en klage. Langt, langt fra! Jeg vilde ikke bytte med en sognepræsts magelige stilling, hvor han modtager sin fuldfærdige præstegård, med de dyrkede jorder, med tiender og offer, med præstepenge og småredsler, men for hvem alt er foreskrevet i forvejen, og som således sættes ind i et gammelt og længst fortrådt spor, ja så fortrådt, at nu ses det grant, at der må findes ny veje. Jeg vilde ikke bytte med rektoren ved latinskolen trods boligen med de store sale og de færdige schemaer for undervisningen. Nej, mit hjærte hopper i livet på mig af glæde over det virksomme liv; jeg har netop lyst til denne evindelige kamp og strid både inden i mig og uden om mig. Jeg har lyst til at være med at bane de ny veje for det vågnende folkeliv og det ny menighedsliv, lyst til at være med at bygge det ny hus op i »Danmark dejligst vang og vænge«, dér hvor vi må bære os ad som de gamle Israeliter, stå med murskeen i den ene hånd og sværdet i den anden. Det henriver og henrykker mig, og jeg har følt det så stærkt i denne tid, da jeg har talt om Valhal og om valkyrierne. Jo vist, også jeg føler mig mærket af valkyriens spydsod, også jeg vil gærne sætte mit liv ind i kampen, langt hellere vil jeg lade det dér end ende det i døsig ro og mag og — uden at have gjort noget gavn — at fare til den sortblå Hel.
Se alt dette forstår du nu godt, det er jeg sikker på. Men hvad du ikke endnu véd, det er, at det koster noget — ja meget. Nu føres kampen med ånd og ikke med hånd; men den håndgribelige kamp er langt lettere at forstå; lad mig da bruge billedet af den til at forklare mig. De gamle kæmper, de vilde ikke undvære sårene, de tog dem gærne; men — alligevel: sår er dog sår, og de brænder; kampen var lystelig, men den trættede; skønt Stærkodder ikke vilde have undværet kampen med Angantyr og hans brødre, sank han dog bagefter mat og næsten livløs om — i det øjeblik var det svært for ham. Du har ofte været med i bjælkestuen, når kæmperne sad på bænken derhjemme efter striden, mens Brage slog harpen; men endnu har du aldrig selv været ude på valpladsen, og du véd ikke hvad det dér koster. — — —
s. 275Tænk dig, Marie, nu havde jeg lige nær revet alt dette i stykker; men nej, det er dog skreven lige ud af mit hjærte, ja således føler og tænker jeg; dette er sandhed, det tilhører dig, og derfor skal du også have det. —
Jeg har også været bange for, at det kunde tages som en bebrejdelse; du kan jo ikke se, at jeg har skrevet dette med et glad og opklaret ansigt — ja, det kunde jeg jo for den sags skyld heller ikke selv se; men jeg kunde føle et glad hjærte slå imens. Jeg havde det så levende for mig, hvor nådig Vorherre har været os; og som vi hjærtelig mødtes i begyndelsen, således mødes vi nu i åndelig forståelse. Vi to kan aldrig takke nok, og vé os, om vi nogen sinde glemmer det og lader os glæden derover frarøve.
Nej, det skulde ikke være nogen bebrejdelse; men jeg skulde have fortsat således: Kære Marie, hvor kan det være anderledes; hvor skulde du have fået nogen forestilling om, hvad det koster ... du aner endnu ikke, hvad det vil sige at tage fat på noget så splinternyt . . . først i det sidste årstid har du fået begyndt at lægge dig efter en ny tankegang og en anden fremgangsmåde; også du vil få lært, at den, som virkelig vil arbejde for livets sag, kender ingen uovervindelige vanskeligheder ud over dem, som Vorherre sætter. Det driftige menneske prøver kampen med hindringen, men går aldrig på forhånd af vejen for den. . . . Nej, du kan umulig forestille dig, hvad det har kostet og endnu den dag i dag koster af arbejde, af tid og slid at drive denne skole frem. Prøv at tænke dig, hvad det vil sige, hvor ene jeg står her på stedet; i den daglige gerning har jeg kun Hoff, madam Storm og til dels Tranberg.
Jeg skal have alt dette indrettet af nyt og sat i gang; jeg skal skaffe elever, skaffe skolen venner, værne den mod tusende ondskabsfulde angreb, hvorom jeg sjælden har talt eller skrevet til dig for ikke at volde dig unødig sorg; jeg skal skaffe bolig — på én måde i fjor, på en anden i år; og jeg skal hertil skaffe penge uden selv egentlig at have nogen; jeg skal sætte mig ind i det for mig aldeles ukendte at styre med pengesager . . . jeg skal ordne og indrette et helt nyt og ejendommeligt slags husvæsen; jeg må lære at drive landbrug og skøtte kvæghold o. s. v. Ja, Vorherre har givet sin velsignelse, så det hidtil alt er lykkedes; men s. 276utrættelig flid og arbejde har det krævet; og tit og ofte har jeg været så træt, at jeg har syntes: nej, nu kan jeg ikke mer; jeg har følt mig så syg og afkræftet, at jeg kun har havt ét at bede om: Vorherre, styrk mig, for den gode sags skyld! Og det har han gjort, ja, gjort det vidunderligt. Ja, det har forbavset mange; ti de kendte ikke hemmeligheden, at det var Gud, der hjalp, ham, der så forunderlig gav velsignelsen. Din fader er bleven smeltet; ikke mindst har det slået ham. Han har antaget det for umuligt og har derfor anset mig for en vindhas — og det måtte han vel — indtil han så det alt for sine øjne helt færdigt. Men er det underligt, om jeg under alt dette har forandret mig, og kan du egentlig studse derved. »Vi bliver tidlig gamle, vi skolemestre,« sagde Schrøder til mig i sommer, og det føler jeg, han har ret i.
Ja, Marie, jeg er meget forandret; — langt mere alvorlig og dog langt mere glad end før; men der kommer over én noget skolemesteragtigt, som vist må støde selv éns aller kæreste. A Marie, aldrig har jeg som nu havt en sådan tillid til dig; jeg har hængt ved dig med glæde og godt håb — det har jeg skrevet til dig, og det har jeg fortalt dig, og atter skriver jeg det her. Det har fyldt mig med sådan mageløs glæde, at du fra i sommer af har forstået mig, ja, hvor kan jeg skildre dig den fryd, da jeg så dig i Askov! Og dog, Marie, der er endnu meget for dig at lære — først at du i de ny forhold kan have tillid til mig og til vort ægteskabs lykke, ja — det er vel egentlig tillid til Vorherre, og dernæst, at forstå, hvad det koster at arbejde alt dette ny frem. Men det lærer du først efterhånden ret ved at blive vidne dertil og ved selv at komme med i arbejdet. Og det sker først, når vi bliver gifte . . .
Ja, nu må jeg standse . . .
Marie til Ernst Trier.
Fåborg, 15. febr. 1867.
. . . Du har ret, hvor skulde jeg egentlig have lært det fra at indsé, hvor svært det er at sætte noget stort igennem, jeg har altid været vant til at se alt gå sin jævne, rolige, magelige gang uden nogen sinde at være kommen i berøring med mennesker, som således har måttet arbejde sig selv frem. Derfor forstår jeg sikkert heller ikke rigtig, hvad du egentlig vil s. 277sige, og jeg får vel heller ikke noget begreb derom, før vi bliver gifte; men det er der jo da heller ikke så længe til. Undertiden kan jeg blive helt ængstelig til mode ved at tænke på, om jeg nu også virkelig kan blive dig til nogen hjælp; jeg føler mig så udygtig til at skulle indtage pladsen som din hustru og som forstanderinde for en skole. Men så tænker jeg igen på, at der er én, som kan sé, hvor stor lyst og god vilje jeg har til at ville gøre det godt, og så håber jeg på, at han nok giver mig ævnen, når jeg rigtig beder ham derom . . .
Min svoger Bøttern og Mine beder mig hilse, det er så rart at se, de har det så godt. Jeg vilde lige herned til Fåborg et par dage, førend jeg skulde hjemmefra. Lille Victor er et dejligt lille smilende, sundt barn, som åbenbart er dødelig forelsket i sin tante Marie, så jeg vil ofre ham min meste tid . . .
Hils nu alle omkring dig! . . .
Øllet og servietterne, du sendte, kom forleden aften. Tak for bægge dele! Fader drak næsten alt øllet ene mand; han fandt, det smagte så dejligt; fortæl Ane det! . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 17. febr. 1867.
. . . De sidste dage har været travle og trættende — travle med de daglige fremmedbesøg, der har været; de tager mig så megen tid — og trættende med sygdom. Weitemeyer har havt bylder ... og Lars Pedersen har havt den ondartede halssyge; . . . jeg har måttet pensle ham, og det tager også tid . . .
I dag er luften så yndig; solen brød igennem tågen . . . mens lærken højt oppe slog sine triller. I kirken var der godt at være; dér var de bedste af vore karle og Thomsen og Anders og Alida og pastor Fr. Møller til alters.
Ja Fr. Møller, denne udmærkede mand, kom hertil i går og kom »bag på mig« i aftes, han bor for resten hos Hoff, hvis ungdomsven han er. I anledning af hans komme skal vi have forsamling herude hos os i aften kl. 7, og »hele præstegården« kommer da herud og drikker té i forvejen.
Weitemeyer og Lars Pedersen har været lidt oppe i dag. For lidt siden aflagde jeg et besøg i stalden og s. 278trakterede vore svin med rådne æbler og vore heste med gulerødder.
Siden min samtale med Jørgen Madsen er han bleven så elskværdig, så jeg ikke kan beskrive dig det, og han er mig nu atter til mageløs hjælp; ja, hvor er han dog dygtig. Han hjælper mig i denne tid med jordens behandling. Vi er i fuldt arbejde med at køre jord, bryde den op, sive jorden af o. s. v. . . . På skolen hjælper han mig også godt . . .
— Ja nu var L. O. her og tog min tid; han havde i går været ovre hos sin kæreste; hun var bleven så meget tungsindig, fordi hun ikke måtte få lov til at komme her til sommer. Hun græd så bitterlig, og jeg måtte love ham at tage til hendes hjem for at snakke med den gamle . . .
Gud bevare os alle! . . .
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 21. febr. 1867.
. . . Hverken min søster Camilla eller Albertine eller hendes mand kommer med til vort bryllup . . .; brudepiger vil jeg ingen have af, så du behøver ikke at frygte for den »hale«. Her kommer ikke et menneske udenfor familien undtagen Jane Valeur og måske Georgia la Cour; jeg véd dog ikke endnu, om hun kommer, gid hun vildel . . . Fader siger, at du kan godt vælge din fader og broder til forlovere, og de kunde så også godt være mine; det er tidsnok, at de afgiver deres attester, når de kommer herover til brylluppet . . . Madam Storm spurgte mig forleden, på hvilken dag, vi havde tænkt os, brylluppet skulde stå. Hun vilde nemlig gærne en lille tur til Fyn men vilde dog passe at være i Vallekilde, når vi kom derover. Jeg har ikke svaret hende endnu, men det bliver vel den 4de påskedag, om Gud vil, ikke sandt? Det synes jeg da, er den mest passende dag . . .
Farvel da, hils alle omkring dig! . . .
Ernst Trier til Marie.
Valleklide, 24. febr. 1867.
. . . Det er bleven sent, inden jeg i aften er kommen til skrivebordet; jeg har hele dagen lidt af tunghed i hovedet, ligefrem hovedpine; det er slet og ret en følge af det vedholdende svære arbejde. Da jeg til sidst ikke kunde komme ud af at bestille noget, tog s. 279jeg mig for at læse højt på skolen, det var slutningen af »En glad gut«. Den har moret både mig og eleverne og pigerne; du skulde bare have hørt, hvor hjærtelig de lo. Hovedpinen svandt da også bort, jeg er nu blot så uhyre træt. Det er da også en mageløs fortælling, åh som en frisk nordenvind! Og hvor tiltager vore karle dog dag for dag i elskværdighed! Bare du dog var her og kunde dele den daglige glæde med mig ved at mærke, hvorledes de bestandig bedre forstår mig, og hvor de udvikler sig under livets frugtbare åndepust! Det kan være tvivlsomt, om vi nogen sinde igen får et så yndigt hold elever . . .
Mine foredrag kræver meget arbejde i denne tid; men det morer mig og optager mine tanker særdeles meget. Jeg tager i denne tid middelalderens historie under ét — både Danmarks og den øvrige verdens; meget er gået op for mig selv under dette arbejde. Jeg skal nu have fat på Valdemarernes tid og på kæmpeviserne.
Når jeg sådan er glad over noget ved mit arbejde, så savner jeg dig at fortælle det til. — Jeg tror så sikkert, at mine foredrag i år er langt bedre end i fjor, og det er helt underligt for mig som nu i dag at modtage breve fra Brandt og Melby — to mænd, hvis dom jeg sætter megen pris på — bægge udtaler de sig så vel til freds med skolen . . .
Hvad mine pengesager angår, — ja indkøbet til huset har voldt mig særdeles meget bryderi men er lykkedes så udmærket, at Frits sagde: »Det er klart, at du virkelig har forstået dig på at få alt indrettet billigere, end vi andre har kunnet.« Da Glahn var herude, skulde du have hørt, hvor han roste mig derfor; og da Holm var her og havde set alting, udbrød han aldeles forbavset: »Men Trier, De er virkelig mageløs praktisk!« . . . Men du skulde også bare vide, hvad vi har måttet undvære og endnu undværer her i huset, og så alligevel at høre madam Storm sige: »Det må gå endda!« Ja min egen, lille, kære Marie! Du er jo endnu uerfaren med hensyn til penge . . . men jeg er sikker på, at du har en god vilje, og at du er enig med mig i, at i det skal vi sætte vor ære at kunne føre denne højskole igennem, skønt alle råber, at det kan ikke gå. Imidlertid, det har jo gået i vinter, og det har gået udmærket men kun derved, at vi har været meget nøjeseende med al udgift. Men dette s. 280kalder jeg ære — virkelig ære, mens der derimod ingen ære er i at have mahognimøbler, kage på bordet, steg i fad o. s. v. — som alle andre plejer. Nej, vi regner det til vor ære at sætte os ud over alt dette og vise, at det er langt mere magtpåliggende at arbejde noget godt frem i verden.
Men dette sker ikke, uden at vi må ofre alt det forkælede og forfinede liv, som vi bægge er opdragne i . . .
Lev vel, og Gud fader holde sin hånd over os! . . .
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 26. febr. 1867.
. . . Nej hvor jeg dog gærne vilde være med derovre nu og høre dine foredrag om Valdemarerne og om kæmpeviserne; ja gid jeg kunde sidde derovre i skolestuen med mit sytøj og høre med, men »giv tid, giv tid!« ja, hvor skal det blive yndigt til sommer da rigtig at kunne sidde i ro og høre på dig og synge med af hjærtens lyst uden at frygte for, at posttasken skal bringe mig et brev, som siger mig, at nu skal jeg komme hjem, skal rejse bort fra dig igen; nej til sommer må jeg blive hos dig altid uden at skilles fra dig igen, hvad der så ofte har voldt mig sorg . . .
Her sender jeg dig Georgia la Cours brev; desværre kan hun ikke komme til mit bryllup . . . Vil det være dig imod, at fader også indbyder din svoger Borups drenge med til vort bryllup . . . det bliver jo lige i påskeferien . . . Og så en ting til, før jeg slutter: Vedbliv for min skyld at være overbærende med fader, husk på, at jeg skylder ham meget, og det er jo ikke en smule anderledes for dig end for de andre svigersønner . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 26. febr. 1867.
. . . Bøgetræ til skænk og bord erklærer de sagkyndige for ikke at du det mindste; mahogni vilde blive 46 rdlr. dyrere — så vi får nok nøjes med fyrretræsmøbler, som sandelig også kan se meget pæne ud. Lad os også slå en streg over de to puffer til 10 rdlr., og lad alt sligt komme efterhånden, da vil vi få virkelig glæde deraf; nu kan der ingen glæde blive ved at pynte op med sager, vi skal tage på kredit.
Hvormeget vil hvide gardiner koste til dagligstuen?
s. 281Til brug i det store gæstekammer lader sig omlave det gamle bøgetræsbord.
Hermed følger madam Storms opskrift på, hvad vi allerede har af linned . . . Hvert år skal vi så have et lille stykke hør, og deraf skal vi hvert år virke os lidt nyt; vi kan i det hele bedre anskaffe alt lidt efter lidt end nu, hvor vi skal låne til alting . . . Du vil jo ikke være utålmodig, om vi således må lade enkelte småting komme først efterhånden . . . Rulle kommer du til at låne foreløbig, ligesom jeg har lånt høvlebænk . . . Du kommer også til at finde dig i, at maleren ikke kan blive færdig inden vort bryllup med alt det, der skal males . . . jeg tvivler på, at der vil være mere end to stuer færdig til vort bryllup. Jeg er ked af den tanke, at vi vil finde huset fuldt af håndværksfolk, når vi efter brylluppet kommer tilbage hertil. Godt er det, at det er uhyre rare folk allesammen . . .
Det bliver knapt med penge til sommer, hvor vi skal have huset malet, hvor vi skal have bygget et stort udhus, og hvor vi skal have anskaffet adskillige avisredskaber; mine gamle heste kan næppe gå mere end et årstid til o. s. v.
... Vi kan ikke få meget til stadshave ... vi må bruge hver plet til foderplanter, at jeg kan være i stand til at holde køerne i ordentlig stand, og det er meget dyrt at holde stadshave. I vinter har jeg hjulpet mig med at købe gulerødder til kvæget; men det er meget dyrt . . .
Ja, hvad vi har og får af udstyr er måske ikke halvdelen af, hvad der plejer at høre til; men vort hus og vor måde at indrette os på er heller ikke almindelig; vi må indrette os anderledes end andre . . .
Hvad dagen for vort bryllup angår, da ser jeg jo nok, at du helst vælger 4de påskedag, og jeg vil også meget ønske, at det måtte blive den dag, at jeg dog kunde få ro at hvile lidt ud først og tænke lidt efter før brylluppet. Nu skriver jeg ind til fader og Frits og beder dem om at være forlovere . . . men hvis de nu siger, at de ikke kan komme den dag, så må vi vist vælge en af selve påskedagene.
Jeg vil nu også skrive ind til moder og spørge hende, om hun ønsker, at vi lige efter brylluppet skal komme lidt ind til København til hende — jeg giver dig ret i, at om hun ønsker det, må vi ikke sige s. 282hende nej, skønt det bliver svært kun at have otte dage her i ro, før skolepigerne kommer. — Har jeg skrevet til dig, at der nu er indmældt 15?
Jeg er meget glad ved, at der ikke kommer mange til brylluppet; det er dejligt; men gid dog, at Georgia vilde komme; det var dog så herligt at have én med af vore egne foruden Frits, én der den dag vilde kunne forstå os. Bare vore Odense-venner vilde komme ud og synge for os i kirken — blot en eneste rigtig bryllupssalme. Jeg tror, jeg skriver et par ord derom til Helveg . . .
Jørgen Nielsen kommer sig nu efterhånden; Weitemeyer er ganske rask . . .
Forunderligt har Vorherre velsignet vort hus i dette år; madam Storm og Jørgen Madsen og jeg har ofte talt derom og forbavset os over, hvordan det egentlig kan være, at alt står så godt til, skønt vi synes ikke, vi kniber. Eleverne taler da også ofte om, at de lever udmærket og er godt til freds med alt i huset. Hoff siger stadig: »Det går ikke naturligt til derude«, og han har ret; ti det er Vorherre, der åbenbart lægger sin velsignelse og drøjelse i alt . . . Jeg har næsten altid havt penge mellem hænder, kun et par gange — især i dcbr. — har jeg sukkende måttet give den sidste skilling ud; men hver gang har jeg dagen efter fået penge ind igen ... du kan tro, det er dejligt således at kunne tage alt af Guds faderhånd. Jeg kan aldrig få ham takket nok. Derfor ser jeg også frejdig fremtiden i møde og slukker bekymringerne i Herrens bøn om det daglige brød; men derfor — forstår du nok — er jeg også bange for alle begæringer ud over »det daglige, det nødtørftige brød«, som en af evangelisterne forklarer det. Overfor bønderne lærer jeg daglig, hvorledes vor stand har forbrudt sig ved forfinelsen; de har modbydelighed ved os, når de da ikke selv er bleven fordærvede deraf. Eleverne fortæller mig ofte, at dér og dér tør de ikke komme; ti de føler sig ikke hjemme i de fine stuer og ved den fremmede bordskik . . . Tal en gang med Schrøder derom, og du vil høre, at han vil sige det selv samme. Han fortalte mig meget derom i sommer. Og læg mærke til, hvad Georgia skrev om »de fine stuer«. Derfor holder jeg her så meget igen. I går viste det sig, at ikke én af karlene forstår sig på havevæsen, og da jeg spurgte om grunden dertil, s. 283svarede Jørgen Larsen endelig langt om længe: »Vi bønder harmes over de fine præstegårdshaver, det jager os fra den sag.« Og dog er dette jo en sag af den største vigtighed, at vore bønder lægger sig efter dette.
Således gør forfinelsen ulykker. Min egen Marie, Gud hjælpe og styrke os dog til også ved vort exempel at leve ham til ære og andre til gavn, så vi ikke ved dette mammon gør os det bekvæmt for os selv, sidder selv behageligt ved de opdækkede borde i de fine stuer, og med de stadselige klæder, men at vi derimod ofrer vort tidligere liv, stikker ild på vor forfinede opdragelse og bruger det ækle mammon, således som Vorherre har rådet os, til nemlig dermed at »skaffe os venner i de evige boliger«.
Vi er vist kun skrøbelige her bægge to; men lad os åbne vore hjærter for Guds ånd, da vil han lede os, som hans vilje er.
Lad mig nu afslutte; måske kan disse bemærkninger hjælpe dig lidt til forståelse af de ledende grundtanker hos mig i den ting: Vi må aldrig give forargelse . . . dette er tingen; men det har mangfoldige af vore præster gjort. Deres levemåde svarede aldeles ikke til deres ord, således som de lød i deres prædiken. Og følgen var, at deres tilhørere forargede vendte sig bort fra dem; med sin sunde sans for det sande sagde menigmand: »Dette er der ingen sandhed i.«
Gud hjælpe os til at være sande i al vor færd . . .
Lørdag til mandag tager jeg i fastelavnsferien til Konradineslyst og Nørager og Skamstrup, hvor jeg har flere ærinder . . .
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 28. febr. 1867.
. . . Dit brev i dag har gjort mig så glad og så let til mode . . . Jeg synes så godt, jeg kan undvære de ting, som vi ikke kan få; ja lad os undvære det, Ernst; vi bliver nok lykkelige endda. I stedet for pufferne kan vi sætte to stole; lad du kun møblerne blive af fyrretræ, de holder nok . . . Du siger, at du først og fremmest vil lade sovekamret og min stue male — men skolestuerne da? Lad dem komme førend min stue. Det er så slemt, om pigerne skulde sidde og svine sig til, og det er vist heller ikke sundt med alt s. 284for frisk malerlugt i de stuer, hvor vi mest skal opholde os. Du skal ikke være ked af, at håndværksfolkene ikke bliver færdige til brylluppet; du skal se, det går nok alligevel. Hvad stadshaven angår ... ja om vi da blot får den lille hyggelige krog for enden af ladebygningen, så behøver vi ikke mer; men dér må vi se at få plantet nogle små træer og buske; mon et lille bøgetræ ikke skulde kunne trives dér! Tænk et eneste lille bøgetræ her fra mine kære, kære skove! Det var dog et forsøg værd! For resten trøster jeg mig så ved — ligesom jeg gjorde i Askov i sommer, hvor der heller ikke var det, der lignede træer omkring skolen — at der må da være skygge et sted ved bygningen; sådan en stor bygning som vor må da kunne kaste en god, bred skygge hen ad jorden, og så kan jeg jo sidde dér; i Askov havde jeg en høj træskammel, den tog jeg i den ene hånd og »Sakso« i den anden, og så gik jeg om i skyggen, og dér sad jeg så og læste, indtil vi skulde begynde igen inde i skolen; ja, hvor står den dog tydelig for mig den dejlige, lyse, velsignede sommertid!
Det glæder mig, at du er til freds med den foreslåde dag til brylluppet; jeg véd, at din fader selv har snakket om, at det skulde være den 4de påskedag, så der er vist ikke noget i vejen for, at han kan komme. Ja, min kære ven, jeg skal sige dig fra de gamle, at hvem af dine venner, der vil komme her og være med til vort bryllup, de skal være velkommen, det har jeg for længe siden skullet sige dig; men vi talte jo om en gang, at vi hellere slet ingen vilde bede med; ti der er jo så mange, og dem alle kan vi jo ikke have. Og selv om alle dine (vore) venner den dag kom, så kunde de og vi dog alligevel ikke være os selv på grund af forholdene her; lad os heller siden samles med dem enkeltvis i vort eget hjem, dér får vi først rigtig glæde af dem — ikke sandt, min egen ven! .
Og så hjælpe Vorherre mig til, at jeg må kunne rigtig følges med dig og blive enig med dig i at stræbe hen til et godt og glædeligt mål og ikke glemme »det ene fornødne« over den tomme ydre flitter, som verden stiller os for øje. Ja Gud give, at jeg i ordets bedste betydning må blive din medhjælp!
Lev nu vel ... og hils alle i og omkring skolen . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 7. marts 1867.
. . . Det er rigtignok sjælden, at du har gjort mig så glad som med dit sidste, lange brev ... og hvor det hjalp mig til at forstå dig . . . hvor det skal blive dejligt nu snart at kunne være sammen hver dag. Og selv om det bliver travle dage, sådan at vi kun ganske lidt får talt sammen, så ser vi dog hinanden, deler alt med hinanden og er sammen . . . ikke sandt, vi skal se vor bryllupsdag så frydefuldt i møde og trofaste og glade give hinanden hånd.
. . . Svar mig, synes du ikke nok, at det kan gå an, om jeg i al hemmelighed skrev et par ord til Ludvig Helveg og lod ham vide, at det var dog så yndigt, om nogle af vore venner var ude i kirken på vor bryllupsdag. Må jeg ikke skrive og sende dig først til gennemlæsning et sådant brev, for at jeg ingen dumheder skal komme til at gøre.
Fra nu af og til vort bryllup kommer du rimeligvis til at tage til takke med lutter små breve som i dag. Det bliver nu stedse mer og mer travlt herovre . . .
I søndags rejste jeg så til Konradineslyst — herlig modtagelse. Jeg fik gjort aftale angående en af eleverne om en tjæneste der nede. Jeg fik gjort aftale med hensyn til Anders Jensen, fik købt 9 tdr. gulerødder og fik løfte om at få deres lille rare gartner herop i hele næste uge til at hjælpe os med anlægget af vor have. Den næste dag prædikede pastor Busck på sygehjemmet, og om aftenen tog jeg til Nørager — å yndigt, dér fik jeg endelig ordnet Anders Jensens sager. Den næste dag gjorde jeg en forgæves rejse til Buerup til en gnaven gammel enke for at få hendes tilladelse til, at hendes datter, som er forlovet med en af karlene her, måtte komme herind på skolen til sommer. Derfra tog jeg om aftenen til Skamstrup — et rigtig rart besøg. Næste dag hjem.
Her var fremmede næsten hele dagen, og jeg fik knap ordnet, hvad jeg skulde. To ny elever til sommer er indmældte.
Senere om aftenen kom den rare Bentsen fra Brøndby; han indmældte sin søster — ganske sikkert den bedste elev, vi endnu har fået; hun vil sikkert blive dig til megen hjælp; det er den 18de — dejligt!
I går — travlhed fra morgenstunden, og ved mid-s. 286dagstid kom så greve, grevinde og to comtesser Moltke med to børn, huslærer, lærerinde og selskabsdame samt pastor Busck og kone. Jeg holdt foredrag om Hejmdal, »for han er så klog«; derefter talte Busck rart om at ære sin fader og sin moder, og så Hoff lidt om den danske menighed. Om eftermiddagen holdt de tre fine vogne for døren i vor lille gård, og så kørte gæsterne igen.
Så havde jeg derefter regnskab med eleverne og oplæsning på skolen, så jeg til sidst var så træt, at jeg næppe kunde hænge sammen.
I dag rejste lille Niels Olsen, hans bryst blev så dårligt, at jeg til sidst ikke turde beholde ham længer. Alle på skolen var samlede til afsked med ham. Hans fader — en rigtig rar mand — hentede ham.
Der er kommen hele fire prægtige breve til eleverne her fra eleverne på Ankers højskole oppe i Norge; der gik næsten en time med at få dem læst. . .
Tak for brevet fra Georgia, det gør mig ondt, at hun ikke kan komme. Du må svare tilbage, at så bør hun i al fald besøge os her i Vallekilde . . .
Søster Marie skriver i dag til mig, at fader og moder har testamenteret alt deres indbo til os efter deres død . . .
Her kommer stedse en mængde fremmede, det må vi belave os på. Nu på søndag aften f. ex. vil vi igen have alting optaget her, og måske kommer vi til at rede på gulvet. Til sommertiden kommer der kanske endnu flere. Jeg forstår i dette øjeblik ikke, hvordan det således skal gå til sommer med at skaffe sængklæder, når vi også får håndværksfolk; men det klarer sig vel. Jeg tror, vi skal anskaffe os jærnsænge, det har vist sig, at bønderne holder deraf, og får vi »finere« fremmede, sætter disse jo stor pris derpå. Skulde vi få mere end fire fremmede på én gang, så kommer vi til at flytte ud af vort sovekammer og overlade dem sængene . . .
Ja, kære Marie, kom kun med bøgetræet; det vil blive yndigt at have det her . . .
Det er så godt, at vi er enige om bryllupsdagen og om bryllupsgæsterne. Ja, jeg synes, det var rart, om svoger Borups drenge kom med . . .
Og så tusind tak for dit dejlige brev!
Lev vel! . . .
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 8. marts 1867.
. . . Du spørger mig, om du skal skrive et par ord til L. Helveg (om brylluppet); nej, min ven, det skal du ikke; for da jeg sidst talte med Elisabeth, fortalte hun mig, at det havde været på tale en aften henne i præstegården, at nogle af vore venner vilde gå herud i kirken og synge bryllupssangene med os; og Morten Bredsdorff havde sagt, at han i grunden så gærne vilde spille orglet den dag; men det kan ikke lade sig gøre for organistens skyld. Det værste er, at da brylluppet falder lige i påskeferien, så vil en del af vennerne være bortrejst i den tid.
Du ser altså, at du behøver ikke at skrive til Helveg; ti de, som kan komme, de kommer alligevel.
Jeg har så mange hilsener til dig fra Helvegs, Heibergs, Morten B., Heins o. s. v.; jeg var sammen med dem i aftes på en koncert i Odense. Efter koncerten blev der danset, og jeg fik mig en svingom med Bredsdorff o. fl. . . .
Jeg havde i dag brev fra din moder; hun var så tvivlrådig ang. det dækketøj, hun skulde skaffe mig . . .
Hurra for de 18 piger! Nej, hvor jeg skal blive en værdig højskolemadamme! . . .
Er din fader hos dig endnu, så hils ham tusinde gange fra mig.
Hvilke fine fremmede du dog havde forleden! . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 12. marts 1867.
... I lørdags morges kom fader. Jeg havde hele vinteren længtes efter ham; men at han nu kom netop den dag, blev mig et skår i glæden; ti samme dag kom også Anton Nielsen, som jeg ligeledes havde gået og længtes efter hele vinteren.
Fader vilde godt have forandret sin rejse derefter, men det strandede på søster Marie, idet hendes lille søn Johan har brækket et ben i underarmen og derfor skulde hentes hjem. Stakkels dreng, han har vist lidt meget; det er jo så smertefuldt sligt. Nu skulde vognen altså til Sorø efter ham, og fader måtte da tage med den og kunde således først nå at komme i lørdags — netop samme dag som Anton Nielsen. Heldigvis fik fader og jeg dog talt en del om pengesagerne før A. N. kom. Jeg havde fået Tranberg til at s. 288tage min eftermiddagstime, så jeg havde vist fader omkring her, før Anton Nielsen indtraf — mild, morsom og fornøjelig som sædvanlig.
Vi havde gjort alt muligt for at holde hans komme hemmeligt, at han kunde være lidt i ro den aften. Alligevel strømmede folk til, og endnu samme aften måtte han læse sin »Ole Ligeglad« højt.
Jeg havde fået et godt indfald: I det store gæstekammer havde vi indrettet »aftrædelsesværelse« til fader; vi lavede den ene sæng om til en sofa ved at flytte sængklæderne fra denne over i den anden sæng, lægge et pænt stukket tæppe over madrassen og ovenpå tæppet sofapuden. Foran denne »sofa« satte vi så et bord med madam Storms bordtæppe og på bordtæppet en blomstrende hyazinth og en tobaksdåse. Her gik så fader ind, når han trængte til at hvile sig, og dér spiste han. Det behagede ham meget.
Om natten lå han ene i dagligstuen, hvor vi havde flyttet en sæng ind til ham.
Han forsikrer, at han ikke længe har sovet så godt som dér.
Anton Nielsen og jeg fik talt godt sammen, men først, da vi kom i sæng. —
Næste dag strømmede det ind med fremmede hele dagen; deriblandt flere rigtig rare bønder fra Odsherred. Det gik rigtig godt med fader; om formiddagen fik jeg ham bort ned til Skippinge til en af kreditforeningens taxationsmænd; om eftermiddagen var han med i kirke, og det tiltalte ham; . . . der var nu også dejligt den dag i kirken. Senere læste Anton Nielsen en lille historie højt; men imens sov fader. Det var for resten den eneste tid hele dagen, jeg havde lidt fri, og jeg tog mig også en lille søvn . . .
Så rejste gæsterne langvejs fra, men i deres sted kom andre her fra nabolaget; og til sidst var der om aftenen vist et par hundrede mennesker samlet for at høre A. N. læse højt. De fleste var bønderfolk; men også dr. Lemvigh med frue var her. Det var en voldsom hurlumhej. —
Næste dag havde fader og jeg da travlt med at få truffet aftale om de mange ting; det gik hu — hej lige til middag — så rejste først fader og lidt efter Anton Nielsen, og så sank madam Storm og jeg sammen af træthed. Jeg kunde således af træthed ikke skrive til dig i aftes.
s. 289I dag er jeg dog atter ved kræfter og har holdt et langt foredrag på morgenstunden om Islands betydning for os som Sagas tempel og det gamle folkelivs gravhøj . . . Faders besøg løb i det hele godt af; han var åbenbart fornøjet her . . .
Gør mig en tjæneste: Gå ind til Odense og spørg Helveg fra mig, om han ikke i vinter vil besøge Vallekilde; det lovede han så småt — sig, at han da også må tale på Ubberupgård, hvor man længes efter ham. Min vogn skal nok hente ham i Slagelse. Plag ham nu lidt! . . .
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 14. marts 1867.
. . . Var det ikke morsomt: Jeg fik dit brev i går på vejen til Odense, det brev, hvori du beder mig gå ind til Helveg og plage ham lidt for at komme over til dig. Da jeg kom ind på bygaden, var det første menneske, jeg traf, netop Helveg. Jeg standsede ham naturligvis og rykkede frem med mit ærinde. Han sagde først, at det var sådan så pludselig at blive overfalden; men han lovede dog til sidst, at han skulde tænke på det . . .
Derefter var jeg oppe hos fru Heins, hvor jeg traf sammen med nogle af Kolds elever. De fortalte, at Kold havde indbudt alle elever og lærere på Askov til at besøge skolen, og at de kom — rimeligvis den 28. denne måned. Tænk dig, hvor det dog vil blive morsomt! For øjeblikket er der 78 elever hos Kold (han har haft 82), men når så Schrøder kommer med sine 66, nåda, hvilket liv! Jeg spekulerer stærkt på at komme til at følges med nogle fra Odense derud den dag; blot det kunde lade sig gøre! Tænk, at træffe sammen med vore »tre Aser«!
Melby skal også have indbudt dem til sig, så dertil tager de først.
Det var dog et voldsom stort selskab, I havde i søndags; jeg kan ikke tænke mig din fader midt i alt det; det må have været dobbelt besværligt for dig . . .
Julie Melby må gærne sende mig myrthekransen; det er meget venligt af hende at tænke derpå; derfor siger jeg hende tak.
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 18. marts 1867.
. . . Jeg har i den sidste uge lidt meget af — gigt. Hver gang jeg kommer lidt ud i luften, kommer det; det er for resten intet under, da jeg har måttet holde mig indendørs hele vinteren. Til næste vinter må jeg have en forandring, så jeg ikke får slet så meget at bestille som i vinter, og da er du jo også hos mig . . . Vorherre give os sin nåde, han føre os til møde, og han lægge vore hænder sammen ... da skal vi to bo under ét tag, i ét hjærtekammer med fælles åndens vinger til dermed at flyve ind i livet . . .
Min fader har lovet at sende dig mine forskellige attester til tillysningen ... Til brylluppet skulde jo også vore stuer her være i stand; men bare dog de kan komme i orden til dit komme; du må ikke blive ked af det, om det ikke lykkes. Ti min eneste sikre støtte, Ole Madsen, kunde nu ikke længer være her men rejste i går, mens snedkeren, der skulde lave skabet og skænken, er stukket af. Han er ulykkelig gift, og nu er han flygtet til København, det fik jeg at vide i går, da jeg — ked af at vænte på skabet — sendte bud efter ham. Jeg gik så til en anden snedker i Hørve; men han var desværre ikke hjemme; nu vænter jeg ham herop i dag. Et spisebord har jeg købt på en auktion for 10 rdlr., og jeg har skrevet til Tidemand i Holbæk om gardintøj til sovekamret . . . Maler Tanggård kommer nu, og jeg lader ham så først male sovekamret . . .
Bare Helveg så kunde komme herover; og hvem der dog kunde være med til mødet hos Kolds!
Du spørger, om vi beværtede alle de 200 gæster forrige søndag; nej, kære Marie, de fleste af dem var jo her fra sognet. Men vi var dog 62 til bords den dag, og så var der desuden flere, der måtte bydes kaffe og smørrebrød, særlig af dem langvejs fra.
Her er nu indmældt 19 piger til sommerskolen; men der kommer nok flere endnu. Hvad bliver det for resten til med Poul Rasmussens datter fra Sanderum? . . . Nej, hvor det kunde være morsomt at have i al fald én fynsk pige, og det oven i købet én af dine forrige kammerater.
Hør, Marie, min egen ven, giv mig lov til at skrive til Morten Bredsdorff om at spille orgelet for os, — vi får jo dog ellers så lidt af den slags glæde ved vort s. 291bryllup — å hvad — og lad mig få lov til at skrive et pænt brev til eders organist; han skal få sin betaling ligefuldt. Det er meget almindeligt i København, at man bærer sig således ad — især da i Vartov, når en god ven vil spille for én. Påskeferien ender jo 3die påskedag, så Bredsdorff er nok i Odense den 4de . . . Farvel far — vel! Gud bevare os! ...
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 19. marts 1867.
. . . Det er næsten komisk med min gamle fader; tror du nu, jeg har ro for ham, før jeg giver mit minde til, at der må blive lyst for os! Det, havde jeg aldrig troet, skulde ske, at fader nogen sinde skulde skynde på mig med tillysningen til mit ægteskab . . . Det er mig så meget imod at være altfor meget i forhånden med den slags ting, der kan dog så let komme noget i vejen . . . Jeg havde således tænkt, at det var tidsnok med lysningen den 31. marts; men som sagt, fader lader mig ikke have fred, før jeg har lovet ham, at det må ske nu på søndag. Altså, tænk på mig på søndag kl. 1 omtrent, ti da sidder jeg ovre i kirken og hører på, at der bliver »lyst til ægteskab første gang for« — os to, dig og mig Ernst, det vil lyde underligt!
Efter mit udtrykkelige ønske udelades »frøkentitlen« fra prædikestolen — jeg bliver kaldt jomfru . . .
Jeg synes ikke, du skal skrive til Bredsdorff om at spille; men jeg skal derimod gennem Elisabeth Heins se at få ham til at holde fast ved sit forsæt om at tilbyde sig; vi kommer vel så nok til rette med den blinde organist, når han ligefuldt får sin løn . . .
Hør, min ven, du glemmer da ikke af og til at skrive lidt til din moder; det må du ikke glemme — lad så hellere min moder undvære brev fra dig; din moder hænger ved dig med en ubeskrivelig kærlighed . . .
Nu nærmer tiden sig jo snart, da dine karle skal skilles igen . . . det vil blive en underlig bevæget tid for dig: at skulle skilles fra eleverne, holde bryllup og så begynde på en helt ny skole; godt at du får påskedagene i ro for dig selv. I den henseende er du bedre stillet end jeg, for i bryllupshuset er der alt andet end roligt, og det er for koldt endnu til at gå ud . . .
s. 292Ernst, hvordan det så går, så må vi et øjeblik op i vort lysthus på vor bryllupsdag; ikke sandt! . . .
Hils alle, men især madam Storm! Rejser hun så hjem i påsken? Bliver Sine hos os? . . .
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 24. marts 1867.
... Ja, nu er der så lyst første gang for os. Carstensen. det skikkelige menneske, gjorde det så hjærteligt og kønt og bad sluttelig en bøn for os.
Det var så underligt at høre: »Der lyses til ægteskab første gang for theologisk kandidat Ernst Johannes Trier, forstander for folkehøjskolen iVallekilde på Sjælland, og jomfru Nathalia Marie Abel i Dalum præstegård.«
Jeg syntes slet ikke, det var mig. Jeg har overhovedet meget svært ved at sætte mig ind i, at jeg så snart skal rejse herhjemme fra for bestandig; tænk, der er jo nu snart kun fire uger til . . .
Vil Du sige Julie Melby tak for hendes venlighed og tilbud om brudekransen; men min søster Sofie har allerede for lang tid siden forbeholdt sig ret til at måtte binde mig min brudekrans.
Nu på fredag kommer så hele Askov til Asperup, bliver der til mandag morgen, tager med toget til Odense, derfra ud til Kold, hvor de hører foredrag, og så samme eftermiddag ud til Solevad, hvor de skal blive et par dage. Jeg må se at komme ud til banegården mandag morgen.
Jeg skal hilse dig så meget fra en lærer Jørgensen (fra Ryslinge); han er lærer ved Clausens skole. Han sagde, at du havde været hans lærer på Blågård.
Jeg skal hilse dig fra moder . . . Jeg har i dag læst højt for hende den lille fortælling af Anton Nielsen: »Om Hans, der kom på højskolen,« og jeg skal hilse dig og sige, at efter at hun nu har hørt den, har hun fået en mageløs respekt for højskolerne: sådan trode hun nemlig ikke, det gik til, og hun syntes, at forstanderen lignede dig så udmærket . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 25. marts 1867.
... Ja vist tænkte jeg på dig i går, min ven. — Her havde vi besøg af Anton Nielsens fader, en yndig gammel mand, kan du tro; men hvad mon han tænkte s. 293om mig, da jeg, allerbedst som vi talte sammen, faldt i tanker og slet ikke mere kunde følge samtalens gang. Det var, som hørte jeg klokkeringning højt oppe fra, som hørte jeg dér ægteskabstillysningen — uvilkårlig bøjede jeg mit hoved og bad Vorherre lyse for os. Nu — tænkte jeg — nu lyses der til vort ægteskab i Dalum gamle klosterkirke, og derinde sidder nu Marie — underlig til mode — og lytter dertil. Her i Vallekilde var også sidst-tjæneste i går, og der var også ægteskabstillysning. Det var så sært for mig at høre på. Ja, Vorherre lyse for os to, så vort ægteskab må blive til ære og til gavn for Gud og mennesker! Ak, om jeg havde ferie! Tanken om brylluppet forstyrrer mig nu så ofte på skolen, der dog nu kræver al min tanke; men jeg glæder mig til de få dage i påsken. Bare der så ingen vilde komme på besøg! Jeg trænger til ro — og det bliver svært, at du ikke skal lære eleverne at kende nøjere. Mon vi nogen sinde igen får et så udmærket hold! . . .
— Ja, vort lille folk er for tiden så omflydt af ondskab ... vi er som kommen ud på det dybe vand, hvor ingen kan bunde. Vor fane er plantet som i et mudder af vrøvl og forviklinger, og selv om vi endnu kan synge: »End Danebrog vajer, og Danmark står i aftenrød«, så må vi være forberedt på, at den tid kan komme, da alt håb for Danmark kan synes udslukt. Jeg er i al fald forberedt derpå; og når vi ser, hvor blindt vort folk selv kan være for sit eget bedste, da forstår vi, at det vist ikke kan være anderledes, end at vi endnu kommer til at gå meget igennem. Men at det danske hjærte da vil længes efter oprejsning, og at vor redning da vil blive Guds hjælp, givet på vidunderlig måde, det tror jeg også. Men det gælder da om, at vi vil have flaget helt til tops og ikke standse ét eller andet sted på halvvejen, ti kun, som vi længes, kan Gud hjælpe. Dog, det tror jeg, at også vi skal opleve en sådan dag, da vi skal komme på fode igen, da vi skal se alt blive godt — se Vorherres milde ansigt igen smile til vort folk. — Men kanske vil det dog tage lang tid, før vort folkelivs kræfter — slappede i vrøvleriet — atter kan folde sig ud . . . Både du og jeg har bygget vor fremtid på dette Danmarks håb — svigter det, ja da kommer vi i nød . . . men Danmarks håb kan ikke glippe, det er godt at bygge på det og på »Danmarks lykke« . . .
s. 294Om pigerne: Vi gik meget længe og væntede på besked fra Sines fader, om hun måtte blive her; men endelig viser det sig, at det kan ikke ske. Dette er meget slemt; ti hun er vor bedste pige, det er hende, der holder hovedet oppe på dem alle dernede i køkkenet; hun har i grunden alle de egenskaber, der hører til for at være her: en fin kvindelig følelse, der gør, at hun kommer til at stå i det rette forhold til eleverne. Det gør mig meget ondt for dig, men — oprigtig talt — mest for madam Storm, der under de tit svære tider har havt sin opmuntring i Sine. Madam Storm lever et rigt indre liv, og det forstår Sine; . . . madam Storm formelig elsker hende, du skulde se dem kaste forelskede blikke til hinanden.
Ane er også en udmærket pige, ja fortrinlig, dygtig og kærlig, hun lever også et rigt indre liv; men — hun har — ikke gået i friskole og været på højskole, sådan som Sine — du forstår forskellen . . . Nu efter lange forhandlinger med madam Storm og pigerne bestemte vi os til ikke at fæste nogen ny pige til sommer men lade stå til, kun har jeg skrevet til Sines fader og bedt, om hun dog ikke måtte blive her maj måned over. Vi gør da regning på, at én og anden lille håndsrækning vil vi nok kunne få af eleverne, når de først er bleven kendt i huset . . . især er der da to, som udtrykkelig har tilbudt sig dertil, nemlig Søren Hansens kæreste og Bentsens søster. Og til august vil vi jo ikke have arbejde nok til tre piger alligevel.
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 26. marts 1867.
. . . Jeg kommer i dette øjeblik inde fra »Fruerstuen«, hvor Tanggård står og maler loftet. Jeg tror det bliver kønt . . . han vil gærne indrette det rigtig smukt og afpasse væggenes farve efter de møbler og gardiner, vi i forvejen har . . . send derfor snarest mulig gardiner og frynser . . . Tanggård er så ivrig for, at den stue skal blive rigtig smuk, og du kan ikke tro, hvor uhyre fornøjeligt det er hver dag at se det komme i stand; jeg må gærne derind hveranden time at se, hvordan det går. Det er så fornøjeligt!
. . . Hvad synes du så om vor ordning med pigerne: i håb om at få Sine igen til næste vinter fæster vi ingen ny pige for sommeren men slår os igennem med s. 295de to, vi har, for at vi ikke skal få forstyrret det rare forhold, som er i køkkenet. Både pigerne og madam Storm siger, at om sommeren kan det sagtens gå. . .
Vær ikke vred på mig, at jeg intet har skrevet til dig før om Weitemeyer. Fr. Trier har nemlig bedt mig om at beholde ham for hans helbreds skyld, og han skal da blive her sommeren over hos mig. Jeg har glemt at skrive det til dig; men vi finder vel nok en plads til ham. Ja, Marie, jeg håber, vi skal kunne skabe et rigtig yndigt hjem, d. e. gøre vort til, at der kan komme rigtig glade ansigter om os, at solen må skinne her — ikke sandt! . . . Jeg er så glad ved tanken om alt dette, som forestår . . .
Sidste dag fik jeg sådan et yndigt brev fra moder . . .
Min søde brud! sig til dit lysthus, at det må smykke sigo med grønne grene til vor bryllupsdag.
Åh, jeg er i dag så glad i håbet, at jeg må græde af glæde. Gud, lad din nådes sol lyse for os, at alt må lykkes! . . .
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 27. marts 1867.
. . . For en god halv time siden fik jeg dit brev, og nu har jeg allerede fået gardinerne og frynserne pakket ind og skrevet adresse på. Er det ikke »ekspedit«! . . . Pigerne: Jeg tror, I har handlet meget rigtigt ... da der jo må være betydelig mindre at bestille om sommeren . . . Gid blot, at vi atter kunde få Sine til vinter! . . . Der er vel ikke det allerringeste håb om, at den mageløse madam Storm vil blive til vinter. Nej, det vilde næsten også være en skam at vænte; men det véd jeg, at det vilde være mig en meget stor beroligelse og glæde, om hun blev; ligesom jeg heller ikke véd, hvorledes jeg skulde være til mode nu, dersom jeg ikke havde den tanke i baggrunden, at jeg beholder den rare kone hos mig i sommer. Hils hende rigtig venlig fra mig; hun véd ikke, hvor ofte jeg tænker med taknemmelighed og beundring på hende . . .
Ja, jeg håber også, at vi skal få lykke til at skabe et rigtig hyggeligt og velsignet hjem med solskin og smil og glade ansigter omkring. Vorherre give os sin velsignelse dertil!
. . . Hvor det vil blive underligt at mødes med dig dagen før vort bryllup! ja, for du må da love mig at komme om tirsdagen, ikke sandt! . . .
s. 296Det er egentlig sært, at jeg aldrig skriver noget til dig om det, som dog i så høj en grad beskæftiger mine tanker, nemlig Sønderjylland, eller rettere Sønderjyderne. Hvor jeg dog tænker meget på dem, de kære, ulykkelige brødre og søstre derovre! Hvad skal dog enden blive! Jeg øjner ingen frelse, og dog synes jeg, det er aldeles umuligt at opgive håbet om en genforening.
Hvad mon du tænker om den sag. — Ja, nu må jeg være tålmodig den månedstid til, så skal vi tale sammen om det og så meget andet.
Der er en anden ting, Ernst, som jeg så ofte har tænkt på, at jeg vilde bede dig om, når vi blev gift — blot du kan få tid — det er noget, som jeg længe har ønsket: nemlig at læse det ny testamente sammen med dig, da skulde du forklare mig, hvad jeg ikke forstår, og — det bliver vist meget, ti — ak, jeg har aldrig selv læst det helt igennem —jeg har læst romaner i stedet. Tror du, vi kan gøre det, hvad Ernst? for jeg vilde så gærne . . .
Hils alle på skolen og i præstegården! . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 30. marts 1867.
I dette øjeblik kom et helt læs fremmede — rare folk fra Odsherred. Hver dag i denne tid er her fremmede . . . Mit hjærte slår dine breve i møde — i går, lad mig tilstå min svaghed, måtte jeg græde af glæde ved brevet, du sendte mig, det var, som mit eget hjærte bankede deri . . . Marie, tror du, jeg kunde få større glæde end en gang at læse den hellige skrift sammen med dig! Jeg trænger selv sådan til en gang igen at gå den igennem. Om ikke til anden tid, så må vi til sommer kunne få ro dertil.
Og hvor trænger også jeg til at få talt ud med nogen om Sønderjylland. På skolen gør jeg det men med besvær; ti da er det som hjærtet sidder mig i halsen. Ja, snart skal vi to dele livet — tænk dig: snart! . . .
Tænk dig! i går havde jeg brev fra Ludvig Schrøder — ja virkelig fra »Hejmdal« selv, at han vil komme hertil den 10de april og blive her 3—4 dage. Det første, der gik igennem mig ved at læse hans brev, var rigtig glæde herover; det næste var et lille suk ved tanken om, at du ikke kan være med. Ja, det er bedrøvelig nok, men — ikke sandt — jeg er vis på, at du dog s. 297også er glad over, at han vil komme hertil og blive her så længe. Ti for det første vil det være mig til stor hjælp og til stort gavn for eleverne, og — for det andet — er det jo en slags anerkendelse af min gerning fra ham, som jeg dog egentlig anser for den dygtigste højskolelærer.
Ja, hvem der nu var med i Odense i disse dage! Eleverne her har skrevet et fælles brev og sendt det til Asperup, og — i fredags, da her var besøg af lærer Leth [Starreklinte] og hele hans aftenskole, — råbte vi et kraftigt hurra for Askoverne og Asperupperne . . .
Comtessernes gartner har været her i disse dage og hjulpet os med vort havevæsen, så vi kan få vor have i foreløbig stand og de to stykker land, hvorfra skolen skal forsynes. Vi får majroer i maj, grønne ærter til juni, og spidskål til juli. 15½ lispund dejligt kokød blev saltet i går; deraf kan du få en tunge til fint smørrebrød.
I dag er hele tre stenhuggere ankommen; de skal hugge sten til det ny udhus. Endvidere er der kommen en maler til foruden Tanggård, at vi dog om mulig også kunde få dagligstuen i stand til dit komme. Jeg synes, det vil blive så kedeligt for dig, når du skulde have malere dér, efter at du var kommen hertil . . .
Tanggård har den plan med »Fruerburet« at male nogle friser ved vinduet i stedet for de nedhængende gardiner, da »vinduet« jo ved sommertid skal være en dør, og jeg synes, det vil blive udmærket således; men jeg er bange for, at du ikke vil synes om det. Jeg kan jo nok nu sende dig hans tegning, og det gør jeg hermed; men du kan dog vist vanskelig dømme, før du ser stuen . . . derfor lad mig få lov til at opsætte alt dette til du kommer, så bliver det, som du vil have det . . .
Jeg har i dag meget at gøre: to malere og tre stenhuggere har jeg sat i arbejde og skal nu have hentet to grise og ud at købe to til. Så har jeg også to kreditforenings-taxationsmænd vandrende omkring her i huset; de skal både opvartes og have besked om mange ting. Endvidere er her et stort læs fremmede fra Kallundborg-egnen. Trods alt dette har jeg dog fået lejlighed til at holde et foredrag over reformationen i Danmark og har nu faret til at skrive brev til dig. Men jeg er så glad, og så går alting jo så let.
Vor rejseplan her tilbage fra brylluppet foreslår jeg s. 298således: Fra Dalum torsdag eftermiddag den 25. og så enten til Sorø, hvorfra vi da kan køre med min svoger Borup, der rimeligvis skal hjem til Skamstrup med det samme. Så kan vi fra Skamstrup køre hertil fredag formiddag — eller vi kan stige af i Slagelse torsdag aften, blive dér på en gæstgivergård om natten og rejse videre næste morgen hertil. Vi kan da være her en gang om eftermiddagen. I bægge tilfælde kommer vi hertil om dagen. Jeg stemmer for det første, hvis Borup da vil hjem den dag — i andet fald må vi tage den anden vej. Kører vi fra Korsør eller fra Kallundborg, kommer vi hertil i mørke og meget sent. Det, synes jeg, vilde være så kedeligt. Hvad mener du?
Jeg kan komme til Dalum tirsdag middag, håber jeg da — ved at overnatte i Roskilde. Eller skal jeg først komme om aftenen, hvad ser du helst? . . .
Ja, jeg har da håb om, at madam Storm nok vil blive her til næste vinter . . .
Jeg vilde ønske, jeg kunde få tid at skrive mere endnu — jeg oplever så meget smukt med de dejlige karle; men nej — nu kun farvel! . . .
E.skr. Jeg må nu op kl. 5 hver morgen og kommer ikke i sæng før kl. 12 i almindelighed, ellers kan jeg ikke nå alt, hvad her er at gøre; men det er da intet under, at jeg føler mig dårlig . . .
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 2. april 1867.
. . . Jeg finder Tanggårds tegning til »Fruerburet« ganske udmærket smuk; tænk, hvor det kunde være yndigt at have de grønne bøgegrene derinde i stuen . . . Men lad det nu for resten kun vænte med udsmykningen, til jeg kommer . . .
Men nu skal jeg skynde mig at fortælle dig noget om den yndige dag, jeg i går havde sammen med de kære på Askov: Forrige torsdag eftermiddag var jeg tilsagt at møde hos fru Heins for at træffe aftale med hende og de andre damer, som var trådt sammen for at beværte dem. Vi skulde hver især bidrage lidt efter ævne. Mit bidrag bestod i en skp. kartofler og en pot fløde, som jeg havde købt for mine lommepenge, og så et stort rugbrød, noget syltetøj og et helt læs grangrene heroppe fra anlægget til at pynte op med derude. De spiste i Morten Eskesens skole.
s. 299I går morges kørte jeg da til byen, og noget efter mødte jeg hele skaren med Danebrog i spidsen; de kom fra banegården, hvor Helveg havde taget imod dem.
Vi gik først hen i st. Knuds kirke, og der forklarede Helveg dem de forskellige seværdigheder og berettede om st. Knuds drab, så sang Nutzhorn en smuk sang med et kor af skolekarlene, hvorefter de spredtes rundt omkring i kirken. Jeg fik så lejlighed til at hilse på min egen »Hejmdal« og »Brage« og »Lother« — nej hvor var det fornøjeligt at se dem alle igen. Schrøder fortalte mig straks, at han rejste over til dig på onsdag; jeg er så glad ved det; sug nu til gavns honning af ham! Han indeholder ikke så lidt endda! Det lille suk — du skriver om — udeblev jo rigtignok heller ikke hos mig; men jeg kom til at tænke på, at det var lidt egenkærligt og unøjsomt af mig, nu kunde jeg jo have godt af ham i dag, hvor I må undvære ham.
Fra hellig Knuds kirke gik de ned til Frue-kirke og derfra til det oldnordiske musæum; men ingen af disse steder var jeg med, for vi måtte ned at se til bordet, at der kunde være dækket, til de kom tilbage. Dette skete kl. 12; 55 i tallet, hvorefter de bænkedes i de smukt pyntede stuer. I den ene af stuerne var der et meget stort Danebrogs-flag, hvorpå der hang et billede af Fr. d. 7de, omgivet af gran; på den anden væg hang de tre nordiske flag omkring gamle Grundtvigs billede — det samme, som du har i din skolestue. Den anden stue var smykket omtrent på samme vis. Da stegen var spist, begyndte pastor Helveg talernes række med at byde gæsterne velkommen; de var naturligvis velkommen alle, sagde han; men alligevel — særlig velkommen det skulde dog Sønderjyderne være. Og så talte han ret kønt om Sønderjylland (men dog ingen ting imod hvad Birkedal plejer at kunne tale derom). Derefter rejste »Hejmdal« sig og holdt en udmærket tale. Han begyndte med at oplyse os om, at de var bleven enige om at kalde dette deres tog omkring i landet for et »korstog«, et tog som skulde ske under korsets banner; og rundt omkring, hvor de kom, og hvor folk forsamledes for at høre, hvad lærerne havde at sige, var deres første opråb til dem, at de ligeledes skulde foretage sådanne korstog; men nu kom han til noget, som egentlig satte ham lidt i forlegen-s. 300hed. Han fortalte, at han en gang havde hørt tale om nogle små insekter, som kaldtes »mellemmadstyve«, og nu var det da, at han så nødig vilde, at han og hans karle skulde ligne disse mellemmadstyve; for de spiste blot folks gode mad men gav ingen ting til gengæld. Derfor var det da, at han i grunden havde krympet sig lidt ved at modtage tilbuddet om at blive beværtede af vennerne (det havde været hans hensigt at bestille mad på »dampkøkkenet«, men det var jo det, vi fandt altfor uhyggeligt); ti han vidste godt, at de ingen ting kunde give igen. Ude på landet var det en anden sag; ti dér kunde de nok yde lidt gengæld for gæstfriheden, de kunde således synge deres sange; men her i Odense, hvor der var musikforening og sangforeninger både efter Chevé- og — ikke Chevé-methoden, dér vilde det nok tage sig dårligt ud, om de vilde komme frem med deres sang; — altså han havde en vis uhyggelig fornemmelse af, at han og hans følgesvende passende kunde betegnes med benævnelsen »mellemmadstyve«, der nok kom her og spiste folks mad men ingen ting kunde byde igen. Dog vilde han nu alligevel takke så meget både for den og for den gode modtagelse.
Til sidst endte han så kønt med at sige, at det var jo dog kun som et billede på, at det allerbedste, vi mennesker fik, det måtte vi jo også tage imod uden at have det mindste at give igen.
Så talte Helveg og sagde bl. and., at han syntes slet ikke, de havde nogen grund til at blive flove.
Så talte Nutzhorn og Johannes Schrøder, så Fenger og to Sønderjyder og så en lille Fynbo, som udbragte en skål og et nidobbelt hurra for »den danske kvinde i almindelighed og for de kvinder, som her var værtinder i særdeleshed«.
Men så på en gang rejser formanden for eleverne sig op og siger, at i dag på jærnbanen havde han og hans kammerater fået sådant et rart brev fra eleverne på Vallekilde højskole, derfor vilde han bede de andre hjælpe sig med at råbe et kraftigt hurra for Vallekilde højskole, og så vilde han bede forstander Triers kæreste tage imod skålen for skolen. Jeg takkede og måtte jo klinke med de fleste.
Det blev derefter aftalt, at næste forår skulde Askov, Vallekilde og Dalum højskoler mødes i Odense, og s. 301efterhånden skulde vi således se at få flere »korstog«. i gang her i Danmark.
Efter at man havde sunget nogle sange og endnu flere havde talt, skiltes vi kl. 4, og nu vandrede Askoverne ud til Dalum højskole. — Uh, den Kold, ja han er og bliver dog en løjerlig tørv, en rigtig snegl!!! Tænk dig bare, at han lader alle sine 78 elever rejse i lørdags! Ja hvad synes du, ikke uden to dage før de andre kommer; nu kom de derud i en tom skole, og jeg véd, at Kolds elever så gærne vilde have bleven de par dage til; men da Kold ikke tilbød dem det, så undså de sig ved at bede ham derom. Ja, jeg hørte endogså, at Kold skulde have sagt, at han ikke kunde begribe, hvad det skulde til sådan at rejse landet rundt, og at han ikke brød sig det mindste om, at de skulde besøge ham! Hvad synes du? Det er såmænd meget muligt, at han ikke har villet holde et foredrag for dem. Tænk, det skulde have været os, som således kunde have væntet besøg fra Askov! Vi vilde have været anderledes glade! — Jeg fik da fat i Helveg og bad ham om at gøre Schrøder følgeskab; men jeg tror ikke, det bliver til noget, for nu er hans kone syg, og så rejser han vist ikke fra hende. —
Så, nu om noget andet, mine møbler! Din fader skriver, at han vil råde mig til at sende mine sager med banen til Nyborg og derfra med dampskibet »Randers« til Kallundborg, hvorfra du så måtte se at få dem hentet . . . »Randers« går hver lørdag . . . Hvad rejseplanen [for hjemturen] angår, da talte vi jo om at rejse en dag ind til din moder, før vi tog til Vallekilde, det har du vel ikke glemt; . . . det vilde være synd, synes jeg. Med Borups kan vi ikke komme hjem fra Sorø, da de vil besøge nogen på Fyn med det samme, de er herovre . . . Kom, hvis du kan, tirsdag middag, det vil jeg helst have, for jeg véd, at jeg vil komme til at længes efter dig især 1 de sidste dage, det vil blive en drøj tid for mig, dels bliver her så uhyggeligt inde i huset med al den travlhed, og — går jeg uden for, så løber det så underligt igennem mig, at nu skal jeg sige alle mine kære, kære steder farvel for bestandig, så synes jeg, de ryster på hovedet ad mig, de store, alvorlige bøgetræer, som om de vilde sige »Hvorfor rejser du nu bort fra os?« og så suser det så underligt i dem. Men så slår droslen oppe i træet, og jeg kan høre den svare: s. 302»Hvorfor hun rejser? Det gør hun naturligvis, fordi hun har en ven, som hun længes efter, og som nu kommer og henter hende hjem med sig; nu finder hun sig ikke længer fyldestgjort ved et gammelt, alvorligt bøgetræ som du.«
Og jeg giver droslen ret; det er dog ikke bøgetræerne, hvor smukke de end er . . . men frihed og liv, jeg trænger til . . .
Hold fast på madam Storm med bægge hænder. . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde
10. april 1867.
A, min kære Marie, hvor jeg dog er træt i dag og ked af det . . . det er da også en forskrækkelig tummel her har været i disse dage og sådan en forstyrrelse. Og hvem har voldt det? Fotografen . . . Der har været så mange ting i vejen, så jeg er bleven ked og led af ham. Han kom allerede i fredags og begyndte i lørdags men — endnu er vi ikke fri for ham. Heldigvis har han da nu brugt op alle sine kemikalier og rejser, håber jeg, i morgen tidligt.
I lørdags gik vi hele dagen og væntede på Anton Nielsen, han skulde »tages af« med os. Men han blev borte både lørdag og søndag, og så måtte vi til sidst »tages« uden ham om søndagen. Men så meget var der i vejen, at vi ikke blev færdige den dag, og — næste dag regnede det. Endelig i går kom slutningen; men nu var fotografen så misfornøjet med »pladen«, at han vilde tage os af en gang til i dag, og så blev det for sent for ham at rejse i dag.
Hvad alt dette har voldt os af forstyrrelse, kan jeg vanskelig beskrive dig; og dertil kom, at for at høre Anton Nielsen, som ikke kom, var en mængde mennesker strømmet sammen søndag aften, og dem måtte jeg så holde foredrag for.
Torsdag morgen: Se så, nu er Schrøder kommen, »Hejmdal« er på skolen! . . . eleverne synger, for nu skal han holde foredrag . . . Det er en stor glæde at have ham her og en stor lettelse for mig. Hilsen fra ham! . . .
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 10. april 1867.
. . . Hvad synes du om Fengers og Elisabeth Heins’ forlovelse? og hvad mon Schrøder synes om den . . . s. 303hils ham endelig tusinde gange! Hvem der blot nu i dag var i Vallekilde! hvor jeg misunder dig! Men lad mig nu holde op, for ellers kommer jeg vel for dybt ind i det . . .
Pas dog på, at du ikke helt slider dig op; det er da også forskrækkeligt, hvor du tager det ivrigt. Oppe kl. 4½, det er mer, end jeg driver det til . . .
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 13. april 1867.
. . . Hvilket vejr i dag med sne og regn og blæst! Jeg er så urolig for mit tøj, indtil jeg hører fra dig om møblerne er kommen velbeholdne til Vallekilde. Der er seks stykker i alt . . .
Hvordan gik det så med ansøgningen til regeringen? Det må du endelig fortælle, for fader bliver ved at spørge om, hvormeget du får i år, og jeg har hidtil glemt at spørge om det. Hjalp provst Magnussens anbefaling noget? . . .
Jeg er så bange for, at vort lysthus ikke når at få pyntet sig med grønne grene til vor bryllupsdag. Jeg har bragt det dit bud; men træerne rystede på hovedet og sagde: »For koldt, for koldt!« og nu i dag sner det.
Du kan ellers tro, jeg tænker meget på jer i disse dage; jeg havde da også det ud af at være på Askov, at jeg i år i tankerne rigtig kan være med i hvad der rører sig hos eleverne og hos dig i disse sidste dage; . . . alle ser så venligt og dog så vemodigt på hverandre ved tanken om den nære skilsmisse. Lov mig, Ernst, at når du er samlet med dem den sidste gang, du da bringer dem sådan en rigtig kærlig hilsen og farvel fra mig! På onsdag vil jeg stadig være hos jer; jeg ved jo også godt, at det for dig vil blive en meget svær dag . . . husk da, at der er én, der tænker på dig med alle sine bedste og kærligste tanker . . .
Jeg er så glad over, at du dog har de otte dage i ro, før du skal rejse; skriv en af de dage et sidste brev til mig ... et opmuntrende brev, det trænger jeg til; jeg kan ikke beskrive dig, hvor forunderligt det er for mig; og jeg bliver så ængstelig for, at jeg ikke nær kan fylde min plads . . .
s. 304Glem så ikke at hilse eleverne fra mig sidste gang, I er samlet! Og hils Schrøder! . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 14. april 1867.
... I dag har jeg rigtig taget »Fruerburet« i besiddelse, jeg har været her næsten hele dagen; men det er dog ikke på den fornøjeligste måde; ti jeg har været dårlig hele dagen. Dels har jeg fået megen kulde, jeg nyser og hoster, dels er det slet og ret træthed og overanstrængelse؛ i grunden er vi alle udslidte nu for denne vinter; det går både madam Storm og pigerne, som det går mig. I dag har jeg hvert øjeblik faldet i søvn og kan i grunden ikke andet end sove; jeg har rigtig været simpel. . . Jeg må hvile ud efter denne svære vinter, før pigeskolen skal begynde . . .
Også mor forstår, hvor hårdt jeg trænger til hvile; hun skrev for nylig et yndigt brev til mig derom; hun vil derfor heller ikke have besøg af os lige efter brylluppet men heller senere ... Vi kan da rejse lige til Vallekilde . . . være — ligesom Schrøder nys — i Slagelse med middagstoget og med vor egen vogn nå her til Vallekilde kl. 6—7 — altså endnu ved dagens lys . . . Hvis moder kommer med til brylluppet, da rejser vi først fra Dalum om fredagen; men hvis hun ikke kommer, da . . . om torsdag morgen . . .
Jeg har ondt ved at samle tankerne, mens jeg skriver dette . . .
Det var ellers nogle dejlige dage med Schrøder, og jeg er vis på, at han fandt sig rigtig vel til pas her; han ytrede da også sin tilfredshed ved flere lejligheder og var rigtig rar. Han holdt foredrag torsdag, fredag og lørdag formiddag om »det danske livshåb«. Og torsdag aften talte han — ganske glimrende — om Ydun.
Eleverne var henrykte over ham.
Mens han talte torsdag aften, kom Anton Nielsen; og de fulgtes ad herfra i går eftermiddags. Det fornøjede Schrøder meget at lære Anton Nielsen at kende. Jeg skal hilse dig fra ham. Han talte så småt om, at han sammen med Charlotte vilde besøge os i september.
I aftes meget sent kom så alle dine sager med min s. 305vogn fra dampskibet i Kallundborg. Nu har vi alt vort bohave her i huset; og i morgen bliver Tanggård færdig med at male dagligstuen, så er vore tre værelser i orden. Men det er rart, at vi kan vænte med at hænge gardiner og billeder op, til du kommer . . . ellers, tænker jeg, det øvrige skal være i orden til dit komme . . . Hoff er i færd med at sende eleverne bort lidt i aften; han er også udslidt nu, siger han . . .
Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 17. april 1867.
. . . Jeg er såfortumlet efter en mængde indtryk; . . . i morges modtog jeg et sørgeligt brev fra Frits: Grundtvig er så meget syg. — Der må være foregået noget særdeles mærkeligt i Vartov i søndags; men jeg kan ikke få rede derpå. Både Frits og Peder Olsen har skrevet — men forskelligt derom. Grundtvig er ikke altid ved samlingen; hans sår på benene har lukket sig; sygdommen har altså slået op; det tyder på det værste.
Gud holde sin hånd over vor gamle lærefader!
. . . Endnu er ikke alle rejst; her er endnu fire fremmede og én elev tilbage. — Her er så tomt i huset i dag — i går var vi 92 til middag . . .
Marie til Ernst Trier.
Dalum, 18. april 1867.
. . . Hvor jeg i dette øjeblik tydeligt husker, da jeg skrev til dig allerførste gang som forlovet; dette skulde jo så være sidste gang! Der ligger over 2½ år mellem den gang og nu. Hvor der er sket meget i den tid; det er så forunderligt, når jeg tænker med hvilke følelser og tanker jeg den gang skrev det første brev; jeg synes næsten ikke, jeg igen kan kende mig selv. Men det véd jeg, at jeg i dag er meget gladere ved at skrive, end jeg var det den gang.
Men ak, Ernst, hvor jeg bliver bedrøvet over hvad du skriver i dag, gamle Grundtvig er så syg. Gud give dog, at han ikke skal lide for meget, den gamle mand!
Jeg ser i avisen i dag, at han har indgivet sin ansøgning om afsked; hvor vil det dog blive et gruligt savn for alle hans tilhørere. Blot den lille Vartov-s. 306menighed ikke helt skal opløses. Hvem, tror du, skal træde i Grundtvigs sted? Helveg!? . . .
Af dit sidste brev kunde jeg rigtig mærke, hvor du var bundtræt . . . jeg undrer mig kun over, at du har kunnet holde ud, som du har. Nu tænker jeg mig, det må være en sand lise for dig at få ro i disse dage, uagtet jeg jo godt kan forstå, at du i den første tid har en vis uhyggelig følelse af tomhed . . .
Angående vor rejse herfra, da vil jeg gærne bede dig vænte her en dag over, således at vi først rejser herfra fredag morgen ... I går var jeg i byen at sige folk farvel; jeg var hos Helvegs; men traf ham desværre ikke hjemme. De spurgte, om de ikke så dig; kommer vi til Henriksens om torsdagen, kan du jo løbe derover; Elise Mejer er der i påsken, hvorover Bruhn er henrykt.
. . . Gid nu dette mit »sidste« brev må træffe dig ved godt mod. Altså ses vi forhåbentlig tirsdag middag; indtil da lev vel, min fæstemand, min brudgom, min egen, kære, kære ven!
Din Marie.
Ernst Trier til Marie.
Langfredag 1867.
Det er underligt at skrive til dig i aften, det skulde jo være den allersidste gang — og jeg vilde så gærne skrive rigtig fornøjeligt til dig. Jeg var da også så glad i går og så frimodig, som jeg i det yndige forårsvejr vandrede omkring, og som jeg gik og ordnede og puslede i vore stuer.
Men da kom der et lille sørgeligt brev fra Frits om Grundtvig, og nu i dag fik vi den fulde sandhed at vide ved brev både fra Otto Jakobsen og fra Frits og — forstille mig overfor dig, det kan jeg nu vanskelig — nej, det kan jeg slet ikke, og jeg vil det heller ikke. Marie, det er skrækkelige efterretninger, og jeg er uhyre betaget deraf.
Jeg skrev vistnok til dig, at sårene på Grundtvigs bén havde lukket sig, og sygdommen havde slået sig på hjærnen. Véd du rigtig, hvad det vil sige, Marie? Det vil sige slet og ret, at han blev vanvittig. — Ja du ser, at pennen kan næppe skrive det, men det er den skrækkelige sandhed. Hvad der egentlig skete i kirken i søndags er mig ikke rigtig klart endnu; der har vistnok allerede den gang været meget forvirret s. 307deri; men — underlig nok: de fleste har fået et forunderlig stort indtryk deraf. Således skrev Frits om den norske theolog Fasting, der er en modstander af Grundtvig, at han havde sagt til ham (Frits), at det var majestætisk stort. Han (Gr.) havde indbudt alle til alters, overskredet ritualet og talt forunderligt.
Dagen efter lod han rask; han dikterede selv sin begæring om afsked; men fra i tirsdags af har det skrækkelige vanvid rigtig vist sig, og — hvad der er end mere forfærdeligt: fru Grundtvig synes også helt at have tabt samlingen; efter brevene var der en frygtelig tilstand derude, da slet ingen stod for styret.
Hans vanvid viser sig f. ex. i, at han faldt på knæ for enkedronningen, da hun var ude at se til ham, og han sagde, at hun skulde blive moder til Holger Danske, eller som da han natten mellem onsdag og torsdag blev oppe for at vænte på Preusserne eller andet lignende sværmeri.
Bægge brevene røbede megen ængstelse for den dag, da han vilde holde sin afskedsprædiken; man vidste ikke, hvordan man skulde forhindre det. Man havde blandt andet henvendt sig til stiftsprovsten for at få ham til at lukke kirken; men da han så var ude hos Grundtvig, var denne ganske klar i øjeblikket, så stiftsprovsten erklærede, at han kunde intet galt mærke, og han kunde derfor intet gøre. Hvad det nu er bleven til, ved jeg ikke. Der blev sendt bud efter Gunni Busck, for at han skulde komme ind og ordne sagerne.
Lørdag morgen: Atter i dag et sørgeligt brev fra Frits. Man har vel fået kirken lukket, og Grundtvig suspenderet fra embedet; men ingen kan få magt med dem derude . . . det er som et skrækkeligt sværmeri har betaget fru Grundtvig og de unge piger i huset; jeg véd ikke, hvem disse er — kun Sofie Reedz har holdt sig, hun og frk. Pio rejser derfra i dag; Pio vil ikke være derude om dagen. Man vænter nu, at Carlsen skal komme; ti Busck kunde intet udrette. Carlsen vilde vist se at få Grundtvig ud på gamle Køgegård ... Ulykken er, at fru Grundtvig ikke har kunnet se, hvorledes det egentlig hængte sammen. Allerede i onsdags otte dage skal der have vist sig tegn til sindsforvirring.
Det hele er skrækkeligt. Det synes mig som en tugt, en s. 308Herrens tugt for det afguderi, der drives med Grundtvigs person. Det er en frygtelig tugt; men ydmygt må vi bøje os under den; ti da vil med Guds hjælp endnu meget godt kunne komme ud af denne påmindelse. — —
I morgen er det påske, Marie! Lad alt dette ikke hindre os i at istemme påskesangen frejdigt med hinanden! Ti Herren lever og hans pris skal aldrig forstumme i hans menighed! »Glædelig påskefest!« skal vi midt under sorgen tilråbe hinanden, og så skal vi tålmodig vænte på, hvordan han, der ved sin opstandelse viste, at han er herre over død og djævel, vil føre også dette ud til sin ære . . .
I morgen hører jeg næppe fra Frits. Ulykken er kommen over os som lyn fra klar himmel. —
Hvor var her yndigt forleden at gå omkring, alt så så venligt og så smilende ud — dog dette skal minde os om aldrig at bygge på dagen i morgen men tage den og alt af Guds faderhånd med tak! . . .
Nu på mandag rejser jeg; jeg vil ligge over i Roskilde for ikke at rejse om natten og dog kunne være hos dig tirsdag middag. Hvor skal det blive dejligt at ses, at mødes, at lægge hånd i hånd og så vandre tilsammen . . . »det er så yndigt at følges ad for dem, som gærne vil sammen være«! . . .
Hvad du skriver om rejsen tilbage, billiger jeg ganske. Lad os da gøre den aftale, at vi rejser fra Dalum fredag morgen.
Tænk dig at skulle følges ad hertil fredag aften! — I dag gør Rasmus i stand ved trappegangen, . . . Tanggård tager fat på den lille skolestue, Jørgen graver i haven, Anders og to husmænd pløjer bygjord og kører sten, mens Schmidt hjælper til rundt omkring. Det hele ser så fornøjeligt ud.
Jeg mener, vi vanskeligt kan sige nej til Henriksens indbydelse. —
Ja, du kan tro, at jeg var bundtræt, da skolen hørte op. Åh, jeg har så meget at fortælle dig om karlene i de sidste dage og om Schrøder — åh så meget, så meget! Men nej, nu skal jeg ikke sidde og skrive derom, nu vi så snart skal tales ved.
Du skrev forleden til mig: »Skriv et rigtig fornøjeligt brev til sidst!« — Alt dette med Grundtvigs sygdom er nu kommen, og det gør, at jeg ikke har kun-s. 309net gøre det. Men jeg vil dog sige dig, at i dag kan jeg mærke, at jeg allerede nu har fået hvilet godt ud.
Mit sidste ord til dig skal da være:
»Alt står i Guds faderhånd;
hvad han vil, det gør hans ånd.
Af Guds nåde til Guds ære
evig glade vi skal være
i Vorherres Jesu navn!«
Farvel da, søde, kære Marie — min brud!
Gud lade os mødes med glæde!
Din Ernst.