Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1866-04-26)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 26. april 1866.

… I dag skriver jeg til dig blot for at bede dig hjælpe mig med flere sager, og jeg må skrive i en rasende fart; — du kan tro, det er travle dage for mig …

Sig til fader, at jeg nu har brugt over 300 rdlr. … og Jeg er nu i stor pengeforlegenhed; jeg har måttet låne både hos pastor Bonnevie og hos Peder Frederiksen, og nu forestår store udbetalinger igen — til kørsler og til elevernes værter. Mind ham om, at han har lovet mig 500 rdlr. for over en måned siden …jeg må endelig have de 100, så snart som muligt. Sig ham så også, at jeg er inderlig bedrøvet over, at det varer så længe, inden tømmeret kommer herud; vi vænter kun på det for at kunne begynde. For hver dag, der går, får jeg en dårligere bygning til efteråret. Ja, gid dog, at Termansen og Dinesen vilde komme herud på lørdag. Sig til dem, at på søndag lægger vi den første sten til den ny bygning. Det var så yndigt, om de kunde være med dertil …

Jeg vil helst tage herfra den 16. el. 17. maj til København og derfra til Dalum den 18. el. 19., blive dér til d. 22. og så atter rejse her hjem. Jeg vil trænge meget til hvile, når skolen holder op; men jeg vil ganske sikkert ingen hvile få, om jeg straks derefter rejser til København; derfor vil jeg gærne vænte lidt …