Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1866-05-04)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 4. maj 1866.

… Nu er da dette forunderlige halvår gået. Jeg har i disse dage vandret om som i en døs. Undertiden har jeg syntes, jeg var som en bue, der længe har været spændt og nu på en gang slappes. Først nu mærker jeg, hvor træt jeg har været. Jeg har havt uhyre godt af at gå sådan omkring og drive; jeg har ikke bestilt andet end gjort mine regnskaber i orden og skrevet kontrakten med Dandanell af …

Hvor underlige dage!

Lad mig endnu en gang gå dem igennem. Sjældent er et foredrag bleven fulgt med mere opmærksomhed end det, hvori jeg i fredags gennemgik Grundtvigs liv; langt ud på aftenen sluttede jeg til sidst af med at tale om »Grundtvig-ianerne« og påviste, at al den tale om dem som et eget parti med et eget til dels skjult partimål egentlig var usand. I kirkelig henseende arbejder de netop på, at der aldeles ikke skal blive tale om »Grundtvig-ianere«, men kun om kristne; de arbejder netop på at rive skillerummene ned mellem alle troende og døbte, af hvad slags de end er. Men derimod murer de stærkt på et gærde mellem tro og vantro.

Og lige så i folkelig henseende, også her går arbejdet ud på, at der ikke bliver tale om »Grundtvig-ianere«, men kun om Danskere, også her vil de rive skillerummene ned mellem danske folk, de som standsvæsen og fremmed opdragelse har stillet op. Og alt dette sker ved at fremme en ægte dansk oplysning for alle danske, en oplysning, der som Hejmdal på Bifrøst skal vogte adgangen til Asernes hjem.

Dette var allerede som en slags afskedsforedrag, hvori jeg for en del gjorde rede for arbejdet. Samme aften fik jeg Thomsen af sted til Ubberupgård efter Holm, som nok havde i sinde at svigte os. Hele næste formiddag måtte jeg da selv tage undervisningen og sluttede da Danmarks-historien af med at fortælle om s. 175det Slesvig-Holsten-ske oprør og krigen derefter. Ved middagstid kom Thomsen tilbage medførende Holm, som så måtte holde for lige til aften med nivellering. Så kom Anton Nielsen, og jeg holdt da mit sidste foredrag over Ragnaroksmythen, fornyelsen, således at jeg forklarede den ved nu til slutning at give en oversigt over både Danmarks- og verdenshistorien.

Det var så underligt næste dag for sidste gang at samles i kirken. Næsten alle de troende blandt karlene gik til sammen til Herrens bord. Sluttelig sang vi: »Så vil vi nu sige hverandre farvel«. Imidlertid var der kommen en hel mængde gæster, og vi spiste så sammen til middag; jeg fik talt med nogle af forældrene men var glad, da Anton Nielsen kl. 2 læste en ny historie højt, så jeg kunde gå ind, sove lidt og samle mine tanker. Så kl. hen imod 5 stillede vi ude i gården, og med danebrogsfanen i spidsen gik vi syngende ud ad vejen til min lod. Her gik det helt højtideligt til, mere end jeg havde beregnet. En hel mængde mennesker havde samlet sig om den udgravede grund. Ved indgangen til byggepladsen kom Dandanell og hjulmanden os imøde og gik foran os ben til det sted, hvor vi skulde stå; én af eleverne plantede Danebrog på jordvolden. Så sang vi en sang af Anton Nielsen, hvorefter jeg gik ned og væltede den første sten ned til bygningen. Derefter holdt jeg en tale, hvori jeg sammenlignede denne ene sten til bygningen i forhold til alle de andre, der skulde til — med denne lille skole i forhold til al den oplysningsgerning, der skulde til her i Danmark. Vi trængte til mange flere skoler og langt vægtigere end denne, før kransen kunde hejses på den danske skole. Dernæst gjorde jeg opmærksom på, at den egentlige, første sten til denne bygning var lagt ved dette halve års skolegerning, hvortil jeg så øjensynlig havde havt Vorherres hjælp. Jeg bad da ham fremdeles tage skolen i sin hånd og rejse bygningen. Atter sang vi, og så talte Hoff om det gode håb, der hørte til for at dette oplysnings arbejde kunde lykkes; men mærkesmanden herfor, ham der ret egentligt havde givet grundtegningen til denne som til de andre højskoler, det var Grundtvig. Derpå fulgte et dygtigt hurra for ham og atter en sang. Så udbragte Anton Nielsen et hurra for mig men med så store ord, at jeg måtte nedlægge indsigelse og henvende opmærksomheden på fædrelandet; og med et s. 176dygtigt hurra for Danmark gik vi så atter fra byggepladsen.

Det var bleven aften, inden vi kom tilbage, og der fulgte jo med en hel hob af vore venner, der nu gærne vilde tage afsked med eleverne (hjulmandens, smeddens, Tranbergs, præstegårdsfolkene o. s.v.). Jeg havde ladet hente lidt punsch, og nu kom der jo en række af taler. Det, der imidlertid var det ejendommelige ved denne aftens skåltaler, var det, at eleverne nu fik munden på gang; navnlig talte Jørgen Sørensen udmærket og viste, at der en gang kan blive en hel taler af ham. Han udbragte min skål, og Peter Olsen udbragte Hoffs. Så holdt til sidst Tranberg en ganske fortrinlig tale om kæmpevisen: »Og hør du usle gangerpilt«. Han ønskede, at de alle måtte blive sådanne gangerpilte, som, når de først havde fået sådan en rigtig stærk kærlighed, en kærlighed til livet — ikke igen lod sig lokke fra den af noget, men som gangerpilten bestandig svarer: »Guldborgen og den grønne skov, dem får jeg, om jeg kan; men jeg vil ha’ den jomfru fin, jeg med guldterning vandt!«

Så brød vi endelig op, kl. var da ti, og gæsterne skiltes. Så blev bordene gjort ryddelige som sædvanlig, og jeg var nu ene med karlene som ellers; kun Anton Nielsen blev. Han talte så til dem hjærteligt og varmt, som han plejer, og derpå gav han dem alle et eksemplar af sin lille ny bog »Om Hans, der kom på højskolen«. Den er helliget vor skole (jeg skal tage den med mig, når jeg kommer). Så sagde jeg karlene farvel. Jeg mindede dem om den første time, vi havde sammen, — om kærlighedsbåndet mellem alle, der åbner hjærtet for samme ånd; jeg lagde dem endnu en gang på sinde, at alt, hvad de her havde fået, var kun en begyndelse, bad dem aldrig blære sig eller lade sig opblæse af oplysningen, bad dem aldrig blive løse eftersnakkere, men virkelige frimænd, befalede dem så Gud i vold og sagde farvel … Vi sang så »Det er så yndigt at følges ad«. Thomsen sagde så et par ord; men han kunde næsten ikke tale for bevægelse. Sidst sang vi: »Nødig sige vi farvel«, og så — skiltes vi. Den samme aften rejste Fynboerne, Rasmus Olsen, Nørgård og Niels Andersen. En for én kom de grædende ind til mig. Hvor kan jeg beskrive dig disse sidste, underlige afskedsøjeblikke denne og den følgende dag, da de således én for én s. 177kom ind til mig! Alle de gode ord, jeg fik, med tak for vinteren! Der var flere, der var så trange om hjærtet ved at skulle ud igen herfra, især var der én; han kastede sig hulkende ind til mig; han har et dårligt hjem, stakkel. Det var drøjt, uhyre drøjt, at tage afsked, langt værre, end jeg havde troet. Det var, som om hjærtet skulde slides i stykker … Tænk dig sådan en hård karl som H … da han kom herind til mig, brast han i gråd som et lille barn.

Midt under dette havde jeg en ubehagelig historie med en anden karls fader, der blev vred, fordi jeg sagde ham, at jeg havde været misfornøjet med hans søn …; men samtidig hermed hændte den mærkværdige ting, at der ligesom gik hul på sønnen, så han gav sig til at græde og sagde: »Bare jeg dog havde fået talt med Dem noget før, så kunde alt være bleven godt.« Han tilføjede, at han vilde snart igen komme herind og tale med mig; så skal vi se, hvad det kan blive til.

Kl. 12½ rejste jeg med Hoff til Holbæk. Hoff skulde over til Jylland for at se til sin søster. Tranberg tog også bort — og snart var der ganske stille i Vallekilde.

I Holbæk talte jeg med amtmanden og fik mine 300 rdlr. udbetalt ^*)Statsunderstøttelsen.. Sent på aftenen kom jeg atter herhjem; men — ikke én eneste venlig karl til at tage imod mig; de sidste, Peder Olsen og Jørgen Madsen, var nemlig tagen ned til Anton Nielsen for at blive dér i nogle dage.

Ellers har jeg kun havt det dårligt i disse dage; det var en sand lykke for mig, at jeg ikke kom til København lige straks; jeg har været så nervøs angreben; den svære afsked i forbindelse med det overvættes arbejde i de sidste dage har vel voldet det. Jeg har puslet lidt med regnskaberne, har været ovre i præstegården, i skolen o. s. v. — Her hos Peder Frederiksen er kommen en helt ny tjænerbesætning, deriblandt Kristen Olsen, en næsten farlig opvakt, fattig dreng, der allerede for et år siden har begyndt at lægge alle sine spareskillinger til side til at komme på højskolen for. Han hænger forunderligt ved mig; om aftenen lister han sig hen til min dør for at sige mig god nat; i dag kom han ind med en »skollekage«, han selv havde s. 178lavet til mig. I det hele er folk mageløs gode imod mig. Sidste dag gav frøken Regine mig en yndig blomstrende reseda i urtepotte, og lidt efter kom Peder Frederiksens småpiger med en dejlig krans af tusindfryd til mig; den havde de bunden ude på engen. Den ene af dem, Line, har havt strubehoste, så lægen aldeles opgav hende; men mærkværdig nok kom hun sig igen.

Nu er Peder Olsen og Jørgen Madsen atter kommen tilbage. Vi har så ryddet alt bort af skolestuen, og nu er der så tomt og fælt derinde. Vi har begyndt at læse bibelhistorie, og de er nu i fuldt arbejde … I dag skal jeg ud til Anders Olsen; han har bedt mig komme for at få fat på en elev dernede … Sig til Frits, at nu har vi selv købt frø til haven, så han skal intet sende …