Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1865-04-09)

Ernst Trier til Marie.
København, 9. april 1865.

... I torsdags var jeg på Marienlyst til kl. 10 fmdg.; dernæst løb jeg ærinder til kl. 1 — mest i anledning af højskolen; ... om aftenen var jeg hos Grundtvig. I fredags læste jeg hos Balle til kl. 10½, så forberedte jeg mig til mine timer og var på seminariet fra kl. 5 til 9, hvor jeg sluttelig om aftenen holdt et foredrag over nordisk mythologi ... og gik så op til Vinding *). I går morges var jeg først ude at opsøge en seminarist Thomsen, ham jeg skal have til medlærer ved højskolen, og med ham blev jeg ikke færdig før kl. 1 ... Kl. 6 kom en anden af seminaristerne, Søren Rasmussen ... siden Dinesen, Moe, Tanggård o. fl. Dinesen sad hos mig til kl. 12.

Jeg begynder nu at håbe, at du kan komme herover til påsken, hvad jeg så uhyre meget har ønsket måtte ske ...

I dag har jeg havt sådan en dejlig dag; den begyndte rigtignok med den græsselige hovedpine, men så gik jeg ind og tog mig et styrtebad, ... og så gik jeg op til Køster og fik aftalt med ham, at jeg skulde prædike for ham til aftensang på fredag i Vartov. Da jeg kom hjem, var Thomsen der.

Grundtvig holdt sådan en dejlig prædiken i dag; den var så usædvanlig jævn, at jeg rigtig vilde have ønsket, du havde hørt den, for den vilde du have forstået og fået glæde af.

Da jeg kom hjem fra kirke, faldt jeg i søvn og slap derved fra hovedpinen. — Så kom Termansen ... han er dog en mageløs mand, så høj i sin tale og så dyb i sin tanke, så hjærtelig og skøn. Vi gennemgik sammen et langt digt af Grundtvig og fik os en rigtig rar samtale.

På onsdag begynder jeg min påskeferie. Jeg skal holde et foredrag kl. 1½, så er jeg færdig, men vil da se at få min prædiken udarbejdet samme eftermiddag.

Hvilket yndigt forårsvejr i dag! Det er egentlig kedeligt, at du skal rejse bort fra løvspringet, den skønneste tid på landet — men dog — måtte du nu blot kommet