Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1837-01-23/1893-12-29)

Mandag formiddag.

Hvor det dog har været uhyre svært at tage afsked! I går efter kirken, hvor næsten alle eleverne var til alters, kom allerede adskillige fremmede. Anton Nielsen læste kl. 2 en ny historie højt, kl. 5 gik vi ud på min lod og lagde grundstenen til den ny skolebygning, kl. 8 fik vi os et lille glas punsch og holdt taler til kl. 10, så var jeg atter alene en timestid med mine karle som den første dag, og så græd vi, ja — som små børn. De, der rejste i går, kom ind til mig én for én, alle grædende, især var Fynboerne aldeles opløste. Da kl. var 1, kørte hjulmanden dem på vej med mine heste — — langt ind mellem bankerne lød i den stille midnatsstund det sidste farvel. — Nu om lidt skal jeg sige farvel til de sidste; det falder mig så tungt — …

Nu går 7 af eleverne herfra arm i arm, de synger på vejen: »Nødig sige vi farvel!« …