Abel, Marie BREV TIL: Trier, Ernst Johannes FRA: Abel, Marie (1867-03-24)

Marie til Ernst Trier.
Dalum, 24. marts 1867.

... Ja, nu er der så lyst første gang for os. Carstensen. det skikkelige menneske, gjorde det så hjærteligt og kønt og bad sluttelig en bøn for os.

Det var så underligt at høre: »Der lyses til ægteskab første gang for theologisk kandidat Ernst Johannes Trier, forstander for folkehøjskolen iVallekilde på Sjælland, og jomfru Nathalia Marie Abel i Dalum præstegård.«

Jeg syntes slet ikke, det var mig. Jeg har overhovedet meget svært ved at sætte mig ind i, at jeg så snart skal rejse herhjemme fra for bestandig; tænk, der er jo nu snart kun fire uger til . . .

Vil Du sige Julie Melby tak for hendes venlighed og tilbud om brudekransen; men min søster Sofie har allerede for lang tid siden forbeholdt sig ret til at måtte binde mig min brudekrans.

Nu på fredag kommer så hele Askov til Asperup, bliver der til mandag morgen, tager med toget til Odense, derfra ud til Kold, hvor de hører foredrag, og så samme eftermiddag ud til Solevad, hvor de skal blive et par dage. Jeg må se at komme ud til banegården mandag morgen.

Jeg skal hilse dig så meget fra en lærer Jørgensen (fra Ryslinge); han er lærer ved Clausens skole. Han sagde, at du havde været hans lærer på Blågård.

Jeg skal hilse dig fra moder . . . Jeg har i dag læst højt for hende den lille fortælling af Anton Nielsen: »Om Hans, der kom på højskolen,« og jeg skal hilse dig og sige, at efter at hun nu har hørt den, har hun fået en mageløs respekt for højskolerne: sådan trode hun nemlig ikke, det gik til, og hun syntes, at forstanderen lignede dig så udmærket . . .