Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1867-03-25)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 25. marts 1867.

... Ja vist tænkte jeg på dig i går, min ven. — Her havde vi besøg af Anton Nielsens fader, en yndig gammel mand, kan du tro; men hvad mon han tænkte s. 293om mig, da jeg, allerbedst som vi talte sammen, faldt i tanker og slet ikke mere kunde følge samtalens gang. Det var, som hørte jeg klokkeringning højt oppe fra, som hørte jeg dér ægteskabstillysningen — uvilkårlig bøjede jeg mit hoved og bad Vorherre lyse for os. Nu — tænkte jeg — nu lyses der til vort ægteskab i Dalum gamle klosterkirke, og derinde sidder nu Marie — underlig til mode — og lytter dertil. Her i Vallekilde var også sidst-tjæneste i går, og der var også ægteskabstillysning. Det var så sært for mig at høre på. Ja, Vorherre lyse for os to, så vort ægteskab må blive til ære og til gavn for Gud og mennesker! Ak, om jeg havde ferie! Tanken om brylluppet forstyrrer mig nu så ofte på skolen, der dog nu kræver al min tanke; men jeg glæder mig til de få dage i påsken. Bare der så ingen vilde komme på besøg! Jeg trænger til ro — og det bliver svært, at du ikke skal lære eleverne at kende nøjere. Mon vi nogen sinde igen får et så udmærket hold! . . .

— Ja, vort lille folk er for tiden så omflydt af ondskab ... vi er som kommen ud på det dybe vand, hvor ingen kan bunde. Vor fane er plantet som i et mudder af vrøvl og forviklinger, og selv om vi endnu kan synge: »End Danebrog vajer, og Danmark står i aftenrød«, så må vi være forberedt på, at den tid kan komme, da alt håb for Danmark kan synes udslukt. Jeg er i al fald forberedt derpå; og når vi ser, hvor blindt vort folk selv kan være for sit eget bedste, da forstår vi, at det vist ikke kan være anderledes, end at vi endnu kommer til at gå meget igennem. Men at det danske hjærte da vil længes efter oprejsning, og at vor redning da vil blive Guds hjælp, givet på vidunderlig måde, det tror jeg også. Men det gælder da om, at vi vil have flaget helt til tops og ikke standse ét eller andet sted på halvvejen, ti kun, som vi længes, kan Gud hjælpe. Dog, det tror jeg, at også vi skal opleve en sådan dag, da vi skal komme på fode igen, da vi skal se alt blive godt — se Vorherres milde ansigt igen smile til vort folk. — Men kanske vil det dog tage lang tid, før vort folkelivs kræfter — slappede i vrøvleriet — atter kan folde sig ud . . . Både du og jeg har bygget vor fremtid på dette Danmarks håb — svigter det, ja da kommer vi i nød . . . men Danmarks håb kan ikke glippe, det er godt at bygge på det og på »Danmarks lykke« . . .

s. 294Om pigerne: Vi gik meget længe og væntede på besked fra Sines fader, om hun måtte blive her; men endelig viser det sig, at det kan ikke ske. Dette er meget slemt; ti hun er vor bedste pige, det er hende, der holder hovedet oppe på dem alle dernede i køkkenet; hun har i grunden alle de egenskaber, der hører til for at være her: en fin kvindelig følelse, der gør, at hun kommer til at stå i det rette forhold til eleverne. Det gør mig meget ondt for dig, men — oprigtig talt — mest for madam Storm, der under de tit svære tider har havt sin opmuntring i Sine. Madam Storm lever et rigt indre liv, og det forstår Sine; . . . madam Storm formelig elsker hende, du skulde se dem kaste forelskede blikke til hinanden.

Ane er også en udmærket pige, ja fortrinlig, dygtig og kærlig, hun lever også et rigt indre liv; men — hun har — ikke gået i friskole og været på højskole, sådan som Sine — du forstår forskellen . . . Nu efter lange forhandlinger med madam Storm og pigerne bestemte vi os til ikke at fæste nogen ny pige til sommer men lade stå til, kun har jeg skrevet til Sines fader og bedt, om hun dog ikke måtte blive her maj måned over. Vi gør da regning på, at én og anden lille håndsrækning vil vi nok kunne få af eleverne, når de først er bleven kendt i huset . . . især er der da to, som udtrykkelig har tilbudt sig dertil, nemlig Søren Hansens kæreste og Bentsens søster. Og til august vil vi jo ikke have arbejde nok til tre piger alligevel.