Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1865-08-23)

Ernst Trier til Marie.
København, 23. avgust 1865.

… Hvor det er en underlig by, denne København; hver dag med sine ny indtryk. Man føres ind i de forunderligste forhold. I går morges kom den kone til mig fra Bergen, om hvem jeg fortalte, da jeg fortalte dig M.s sørgelige historie. Hun vilde nu selv tale med mig og forklare mig sagen, og så fortalte hun mig sit hele rædsomme ægteskabs forhold, et formeligt Helvede, der nu til sidst er endt med, at manden næsten kastede hende ud af huset. Se dette fik jeg i går på fastende hjærte. I dag, da jeg gik fra mit morgenbad og kommer ned gennem Kirsebærgangen, kommer jeg lige tids nok til at hindre et menneske i at hænge sig. Det var underligt nok, han tumlede ned af træet, hvori han vilde hænge sig, da jeg kom til; og da jeg greb ham ved armen, kastede han strikken ud i vandet. Det var en ung, 20årig urtekræmmersvend. Jeg gik længe og talte med ham, og ganske åbenhjærtig fortalte han, at det var hans faders hårde adfærd imod ham, der havde ledet ham til denne afskyelige leg med døden. Han var nemlig forelsket i en pige, som faderen ikke vil have, at han må få, og så havde det givet anledning til en hel historie. Nu er han i dag rejst til Frederiksværk, hvor der er tilbudt ham en plads. Jeg var bagefter henne hos hans fader, en grov værtshusholder, for at lægge et godt ord ind for ham. Hvad det nu fører til, ved jeg ikke.

(Den 26. — Lørdag.)

… Du kan tænke dig, hvor jeg er glad ved, at du har havt sådan en mageløs dejlig dag ^*)Brevet herom må være gået tabt, i hvert fald findes det ikke mellem de øvrige.! Hvem der dog havde været med! Alt hvad du skrev om, var jeg så inderlig glad ved. Det er dog så yndigt, at Ludvig Helvegs er så venlige imod dig. Hils dem endelig rigtig meget fra mig! — Men når jeg så samler alt sammen og ser, at nu deler du glæde sammen med mig i at høre, hvad der kan komme for sådan en dag, da — ja da må jeg takke den Gud, der med sin ånd baner sig så forunderligt vej til hjærterne! Ja, Marie, ham skal vi rigtig takke! — Da jeg læste, hvad du skrev om Mads Melbys skælmske øjne, måtte jeg briste i latter …

s. 87Glahn var her da — hvor savnede jeg dig, og hvor vilde du have været glad ved ham! Du bliver da aldeles indtaget i ham, når du en gang lærer ham at kende. Han kom her i tirsdags. Fritz og Ida var her om aftenen. Det var så morsomt at have ham her oppe hos mig. Han lå inde i min sæng. Han gjorde sig det rigtig bekvæmt her; og hvor var det morsomt at se ham vandre omkring med min slobrok på og med en lang pibe i munden. Onsdag formiddag var han hele tiden ude i byen men var her atter til middag. Om eftermiddagen kom Bågø, og det gjorde ham rigtig godt at få talt med Glahn. Om aftenen kom en af Glahns »gamle drenge« lieutenant Galster, og vi havde da en mageløs dejlig aften. Vi kom ind i en lang, dyb og meget alvorlig samtale, der var så dejlig, at moder helt glemte trætheden og forbavset opdagede at klokken var 11½. Vi fortsatte så endda heroppe længe efter, og Glahn sagde, at det næsten var den bedste aften, han havde havt på hele sin rejse. Det vilde falde mig svært i korthed at sige dig, hvad vi talte om — for hvad talte vi ikke om? Mest måske om tidens store bevægede spørgsmål, og om Grundtvigs stilling til dem. Det, der glædede os bægge så meget, var, at vi mødtes i langt større enighed, end vi havde væntet. Det var rigtig yndigt. — Om torsdagen var vi igen den meste del af tiden sammen; jeg fik ham fortalt meget om dig og skal nu hilse dig så mange gange og sige, at han tit har tænkt på at skrive til dig, og at han vist nu en gang gør alvor deraf. Han rejste kl. 5 om eftermiddagen — og hvem kom her så om aftenen! Frede [Boisen] og Karen. De har holdt et formelig fyrsteligt bryllup …

Nu kom moder og bad mig køre en sporvognstur med hende. Hun havde fået lov dertil …