Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1864-10-27)

Ernst Trier til Marie.
København, 27. oktbr. 1864.

... I mandags holdt jeg gudstjæneste ude på Frederiksberg lazareth kl. 6. Er det ikke underligt, at atter denne aften var der en mand (aspirant Hoff) der lige lå og droges med døden; jeg måtte dog ikke komme ind til ham, fordi man mente, at han allerede var uden bevidsthed, og fordi han intet ønske selv havde ytret; men jeg bad for ham i bønnen.

Jeg talte over de ord af epistlen fra den foregående dag: »Jeg er sikker på, at han, som begyndte den gode gerning i eder, vil fuldende den til vor herres Jesus Kristi dag« ...

Der var mange til gudstjænesten, og jeg fik så mange taksigelser derfor ... Men jeg selv — nej, jeg var slet s. 9ikke til freds og syntes, jeg vilde have talt langt mere og bedre; men takke må jeg dog Herren, at han lader mig tale og i ydmyghed glæde mig over, at han i sin mageløse nåde bruger mig skrøbelige, syndige menneske til sin tjæneste til forkyndelsen af hans ord; og netop jo mere jeg er mig min egen skrøbelighed bevidst, forbavses jeg over, at han hjælper mig til gerningen, så jeg ikke kan hovmode mig deraf. Så lærer jeg da for hver gang mere og mere, at den bedste forberedelse er den ydmyge bøn om hans nådige hjælp til at føre ordet, og at det er godt at måtte give ham æren ...

Du spørger, om du skal følge din faders råd og vænte med at begynde på at sy på dit udstyr. Jeg synes ja; det er det bedste at gøre ganske, som din fader finder det rigtigst. Jeg kan jo umuligt sige noget om, når jeg kan byde dig bryllup, da jeg endnu hverken har noget eller udsigt til noget, hvorpå vi kan gifte os. Og vilde jeg derfor nu råde dig til straks at tage fat på udstyret, da vilde jeg derved kun påtage mig en forpligtelse til snart at holde bryllup, hvad jeg ikke tør. Et halvt års varsel skal jeg nok altid give dig, så er der jo god tid til den ting. Men når din fader tror, at det vil vare 4 år — siger og skriver fire år — da tror jeg dog, han tager fejl. Jeg har det på følelsen, at det bliver før; jeg længes så meget efter den dag, at jeg vil gøre alt mit til at vi kan sætte bo, vi to ... Vi vil bede Herren hjælpe os dertil. Gud ske lov — det står i hans, i Guds, faderhånd! Men småt ser det ud for mig endnu med arbejde. Tangs tilbud afslog jeg jo ... og jeg er meget glad over, at du er enig med mig deri. Fader var også meget ivrig for, at jeg skulde sige nej, Og nu skal du bare høre! Vi sidder og taler om, at jeg var meget begærlig efter timer; så siger fader: »Jeg har timer og en elev til dig«. — »Hvem er den elev?« spurgte jeg. — »Du selv,« svarede han, »du skal læse tre timer med dig selv hver dag, så vil jeg give dig 24 skilling for timen« ...

Er det ikke mageløst kærligt. Han havde hørt, at feltprovsten havde rådet mig til at leve i ro og flittig studere i den første tid.

Altså nu tager jeg mig god tid til at studere for det første, samtidig med at jeg begynder mine få timer på seminariet. Og da jeg nu derhos skal vedblive at prædike på lazarethet og er bleven genvalgt på sidste gene-s. 10ralforsamling til »bestyrer af det theologiske samfund«, får jeg nok at gøre.

... Jeg har nu ganske opgivet aftenskolen i Brøndby, ... jeg har havt et par lange samtaler derom med pastor Busck. Skolevæsenet dér er endnu ikke ordnet, ... men Busck håber, at sogneforstanderskabet selv opretter en friskole, som da Bentsen ^*)Andreas Bentsen, daværende seminarist fra Blågård, senere Triers medhjælper ved folkehøjskolen i Vallekilde. skal have, og jeg har lovet da at hjælpe til med indretningen; en skole for ældre skulde da sættes i forbindelse dermed, som også Bentsen skulde have, og hvor jeg også har lovet at hjælpe til ...