Abel, Marie BREV TIL: Trier, Ernst Johannes FRA: Abel, Marie (1866-05-06)

Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 6. maj 1866.

… I dette øjeblik sidder den rare, yndige pastor Hoff oppe på mit værelse ved mit skrivebord og skriver et par ord til sin kone … Forleden dag kom Køster hen til mig på gaden og spurgte mig, om jeg ikke vidste, hvorledes du var fornøjet med de melodier fra gamle Hartmann, da det interesserede denne at få det at vide; han havde nok endnu ikke hørt fra dig desangående … Køster sagde, at der var også andre, som havde bedt Hartmann om de samme melodier; men han havde sagt, at han vilde ikke lade dem komme videre omkring, førend han havde hørt, hvorledes du syntes om dem. Skriv derfor ufortøvet til ham, min kære ven … Dine forældre hilser dig tusinde gange; hvor de dog holder af dig! Jeg er så glad ved, at Hoff er her i dag til middag. Bågø er her også …