Abel, Marie BREV TIL: Trier, Ernst Johannes FRA: Abel, Marie (1866-05-31)

Marie til Ernst Trier.
Dalum, 31. maj 1866.

... I dag sidder jeg her ganske alene i den yndigste ro. Den eneste lyd, jeg hører, er drossel- og nattergalesangen i haven; her er så stille, ganske stille. — Man kan dog ikke ønske sig en skønnere plet på jorden at bo på end netop her. Men denne årstid er nu også den skønneste: Frugttræerne i fuldt flor, syrener og guldregn i færd med at springe ud, engen som et eneste stort dejligt blomstertæppe, og skoven så lysegrøn og løvrig. Og dog — er jeg så glad ved atter at skulle forlade al denne herlighed for at rejse til Jylland, oven i købet hvor vi har en meget bar og fattig natur; forskellen er, at her findes der rigdom udenfor og fattigdom inde; men dér findes der fattigdom udenfor, men rigdom inde. —

Er det dog ikke mærkværdigt med fader! nu læste du jo selv hans to breve til mig i København om Kold; og nu kommer han sandelig forleden dag ganske af sig selv og tilbyder mig, at jeg må selv vælge, enten jeg helst vil gå over til Kolds hver dag, eller jeg vil til Askov; jeg måtte gøre, ganske som jeg selv vilde. Jeg valgte jo Askov, som du alt ved . . . men jeg sagde til ham, at jeg nok kunde have lyst til at gå derover på højskolen en dag for rigtig at se mig om oppe og nede. Dertil svarede han, at det måtte jeg så gærne, og han spurgte oven i købet selv Sofie ^*)Marie Abels lidt ældre søster., om hun s. 185ikke kunde have lyst til at se den, for så kunde hun jo følge med.

Sofie havde stor lyst, og i går formiddags kl. 9½ gik vi to så derover. Vi traf Kold nede i stuen; foredraget var endnu ikke begyndt. Jeg bad ham, om vi måtte høre det, og det måtte vi med største fornøjelse. Han gav sig så i snak med Sofie, og hun er aldeles forbavset over ham. Han talte med hende om forstandsmennesker og hjsertemennesker; han sagde, at det danske folk var så afgjort et hjærteligt folkefærd, hvorimod det tyske var et afgjort forstands-folk. Det var det gale af det, sagde han, at for det meste lod folk enten hjærtet alene eller forstanden alene råde, og de skulde dog så gærne følges ad; eller også satte de forstanden så højt over følelsen, at denne slet ikke kunde nå at følge med men blev helt overset.

Et menneske kan, sagde han videre, så dejligt føle for sig selv; men hjælpe andre med at føle, det går ikke. Således fortalte han om et ganske morsomt tilfælde, han havde havt dagen før : En af hans tjæneste-piger var kommen ind i stuen til ham og havde sagt: »Hør, Kold, der er en mand derude i køkkenet, som er sendt herhen fra en anden mand for at spørge, om jeg vil giftes og have en gård; hvad råder De mig nu til at svare ham?« »Jeg råder Dem,« sagde Kold, »til at bede manden sige ham, at han må selv komme herhen. Og når han så kommer, så skal De se på ham; og føler De så, at han gør et godt indtryk på Dem, ja så skal De tage ham.« »Ja men, Kold, jeg vilde meget heller have, om De vilde se på ham, når han kommer, og se, hvorledes De synes om ham; og siger så De, at De tror, han er rar, så tager jeg ham.«

»Nej, nej,« sagde Kold, »det kan jeg ikke gå ind på, ti jeg kan ikke føle for Dem, det må De selv gøre, De må jo huske på, at De ser med ganske andre øjne på ham, end jeg gør; se De er en kvinde og oven i købet den kvinde, som han begærer til ægte.«

Pigen havde så også givet ham ret, og nu væntede hun hver dag sin frier. —

Vi var så med til foredraget, som var rigtig rart, det var bibelhistorie: Abraham, Isak, Jakob og Rebækka. Men det bliver for vidtløftigt for mig her at gen-s. 186give. — Sangen gik kun dårligt, syntes jeg, søvnigt og slæbende; der var intet liv i den.

Efter foredraget gik Marie og Johanne med os rundt omkring oppe og nede. Jeg var da også henne at kige ned i salttønderne og meltønderne; og derefter forsvandt mit hoved i en uhyre gryde, som stod over ilden med sød suppe i. Fru Lebæk lovede mig, at hvis jeg en gang vilde komme derover, så skulde hun sætte mig ind i adskillige ting.

Sofie morede sig udmærket ved at se og høre på alt; men hvad der især forbavsede hende, det var Kold selv; han er rigtignok også en meget mærkelig mand.

I dag er fader kørt til Ravnebjærg til et møde; Sofie er kørt til Årslev, hvor der er et indre-missionsmøde, og hvor flere præster skal tale og blandt dem Clausen i Ryslinge. Ham vilde Sofie gærne høre. Moder tog i går til Fåborg, så du ser, jeg er nu alene her i huset . . .

Jeg blev så overrasket ved at se, at du har fået tilmældt 5 elever til næste vinter, det var mange. Nu har du vel så en 7—8 sikre, ikke sandt! og det allerede så tidligt.

Å, hvor stille og velsignet er dog her! Ja du har ret i det at kalde det »det skovkransede Dalum«. Vi bor som midt i den friske blomstrende skov . . .