Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1865-09-18)

Ernst Trier til Marie.
Sønder-Jærnløse, 18. septbr. 1865.

… Det er sandelig helt vanskeligt at få skrevet til dig i disse dage … Mit tøj kan først på lørdag komme til Vallekilde, og det er rasende kedeligt; du kan jo forestille dig, i hvilken grad jeg nu trænger til at komme til ro … Da jeg nu så, at jeg dog ikke kunde komme så vidt i Vallekilde hele denne uge, bestemte jeg mig til straks at rejse de steder hen, hvor jeg væntedes, og hvorfra jeg kan vænte elever. — Men først dog, hvilken dejlig aften havde jeg ikke i fredags. Hoff og jeg havde været ude at spadsere; vi spiste så til aften, hans kone gik derefter med os ned til en bonde, så kom vi igen lidt over 8, og da — var posten kommen. Og sådan en forunderlig dejlig post! Ikke alene mældtes der mig to ny elever — fra Ubby og Sæby, men den bragte også brev fra moder — læs nu selv og sig mig: er det ikke forunderligt at være omsluttet af sådan en varm moderkærlighed! Er det dog ikke yndigt! — Så var der dette lange brev fra Herman Anker, som jeg nu også sender dig …

Så tog jeg lørdag middag sammen med Tranberg fra Vallekilde til Tvede kro et par mil herfra. Der dannedes just en lærerforening, lovene blev drøftede o. s. v., og så til slutning holdt jeg et langt foredrag om de forskellige dannelsesretninger, der virkelig blev fulgt med megen interesse … Bag efter spiste vi sammen og fik en bolle punsch. Der blev mange skåler drukket, også min da. Både Tranberg og jeg talte. Om aftenen kørte jeg hen til en meget begavet og udviklet lærer Jessen, formanden for lærerforeningen. Jeg kender ham allerede fra København. Han følger Grundtvig i skolesagen, men dog kun til dels. Her er ellers ingen vækkelse af nogen slags, så jeg føler mig noget ene. Vi gik da i kirke; pastor G . … holdt en kort tale … den gik ud på, at Gud ingen underværker gør nu — og så var vi jo snart færdige med ham. G. kunde derfor med ro tale om os mennesker, der skulde være s. 98taknemmelige, fordi vi for det første skulde påskønne og for det andet påskønne og for det tredje påskønne, hvad vi har — Han ser alt andet end venligt til højskolen, det lod han mig bagefter ingenlunde behageligt mærke.

I går aftes var her så møde i skolen, men det var jeg meget misfornøjet med. Der var kommen en mængde koner; men de trode nok, der skulde være gudelig forsamling, for de mødte med salmebøger, og da de mærkede, at det ikke hang således sammen, gik de deres vej igen og vakte derved megen forstyrrelse. Mændene blev dog alle og hørte også godt efter; men jeg var nu en gang bleven forstyrret og kunde ikke mere komme i stemning, kunde derfor heller ikke tale godt, indlod mig på ting, som folk her ikke godt kunde fatte. Jessen var også kommen ud af stemning og kunde ikke hjælpe mig, så det gik trægt, og jeg var rigtig »kev i ’et«. Bondevennerne passer nu også på mig i disse egne .og er ikke rigtig glade ved min optræden. De havde deres udsending herhenne, som nu vel skal aflægge rapport — alt dette bidrog heller ikke til at gøre mødet bedre. Så er jeg desuden forkølet i disse dage, er hæs, taler med en del besvær og kan slet ikke synge. — Nå, jeg har også lært en del af dette uheld. — Og så med alt det fik jeg dog i går atter mældt to elever, én fra Kvandløse og en fra Kvarmløse, helt oppe imod Roskilde amt.

Nu i dag har jeg været i Jessens skole, skal nu om lidt spise, så op til præsten et besøg, så køre til Ondløse og derfra vil jeg så i aften eller i morgen tidlig se at nå til Skamstrup. Derfra vil jeg se at komme til et missionsmøde på Conradineslyst, og der vænter jeg at Hoff har brev med fra dig til mig! …

Og nu om din kirkegang …jeg tror, jeg vil råde dig til at gå hveranden el. måske hver tredje søndag i kirke hjemme for ikke at støde din fader; ti det bør du så vidt mulig søge at undgå. Jeg vil give dig det råd at se at nyde godt af de oplæste stykker, bønnerne og velsignelsen … Men så til gengæld derfor skal du holde bestemt på at have lov til at gå ind til Odense i kirke hver anden el. tredje søndag, at du dér kan få næring for dit unge kristenliv. Husk, at det er for livet i Vorherre, det, som han har givet os at våge over som vort allerbedste eje, det er for dets skyld og for hans skyld, at hans gerning i s. 99os kan få god pleje og fremgang. Så må vi udsætte os for noget besvær; … det er i grunden let at bære altsammen, når vi har billedet af hans altopofrende kærlighed levende for os, alt det, som han har ofret, lidt og stridt for os, og når vi mærker, at livet med al dets forunderlige glæde og styrke daglig trives i os. Og det at samles med kristne brødre og søstre til virkelig menigheds forsamling for med hinanden i fællesskab at bekende hans navn og lovsynge hans nåde, og dernæst virkelig at høre Guds-ordet forkyndt, det er for alle kristne en stærk trang, … og vi må gøre alt for at tilfredsstille denne; ti deri har Herren selv givet os et stort og dejligt styrkemiddel i vort daglige liv …