Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1866-04-16)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 16. april 1866.

… På mit bord står de dejligste forårsblomster fra skov og have. Dem har Sofie sat ind. Ja, en hel kop med violer står her. Vaskerkonen Signe har også bragt mig violer i dag. Mens jeg skriver, går hun og pusler med at bringe orden i stuen og i mit linnedskab, hvor der var en rædsom uorden.

I lørdags havde vi besøg af tre rigtig rare gårdmænd fra østeregnen. De blev her natten over.

I går, da jeg tog til Hørve kirke, mødte jeg Just fra København agende i en extravogn. Jeg satte mig uden videre op hos ham og kørte de 2½ mil med ind til Kelstrup til den syge elev Niels Pedersen (ham med det krøllede hår). Han er nu atter lidt i bedring efter et tilbagefald. Tænk, de havde givet ham ærter!

Ole Peder kørte mig tilbage til Vindekilde, hvorfra jeg til fods kom til Hørve kl. 7½, netop tidsnok til at tale ved forsamlingen hos smeden. Hoff talte så mageløs dejligt. Han er ellers ligesom jeg aldeles udaset.

Da jeg så kom hjem, lå her brev til mig fra søster Marie, fuldt af ængstelse over mine planers forvovenhed. Hun fortæller mig, at hovedbygningen på en herre-s. 168gård her nær ved er at få til leje. Du skal dog ikke tale herom til andre.

Fortæl fader og Frits, at i går er der kommen udmærket vand i min brønd. Åren giver så rigeligt, at på en nat kom der 40 store spande vand.

… Jeg er så glad ved tanken om, at om end alle andre vilde vende mig ryggen og spotte med min »dumdristighed«, så vil du dog — elske mig.

Tak for al din kærlighed. Glade skal vi holde sammen og holde hovedet oppe, så vi altid kan se mod hinanden. Himlenes herre, der af sin store nåde er bleven vor fader, han styrke os til alt godt! …