Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1865-01-05)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 5. jan. 1865.

... Tak da for disse dage! Med Guds hjælp skal hvert af vore foreløbige møder i trolovelsestiden føre os nærmere og nærmere til hinanden, indtil den dag kommer, da vi rækker hinanden hånden på kirkegulvet; og med Guds hjælp skal hvert af vore foreløbige møder styrke os i kristentroen, så den ret må bo og bygge herinde i vore hjærter, at den ægte kærlighed kan have sin rod deri. Lad os da, mens vi er skilte, bede Vorherre bevare os i sin nåde, bøje vort øre til hans ord, at det må gå os til hjærtet, da skal vi dag for dag mere og mere erfare, at han i os »lyser op og renser ud, til vi står for lysets Gud i snehvide klæder!« Lad dette være vor fornemste tanke, ja vor tanke tidligt og sént. Lad intet rive os derfra, ti da har vi lykken med os og evigheden for os. Det give Gud! ...

Jeg er så i Vallekilde, sér du, hos den kære pastor Hoff med hans venlige, kærlige hustru — én af disse rigtige præstefruer: yndige, milde, gæstfri og inderligt knyttede til deres mænds gerning. — Men du skulde nok vide lidt i sammenhæng om min rejse:

På dampskibet traf jeg Peder Nielsen af Lykkesborg og Andresen, der tog med mig fra Slagelse til Kulby, hvor den ypperlige Lars Dinesen tog imod mig. Vi havde en dejlig aften hos ham i hans moders lille bondegård og krøb så til sidst sammen i en stor dynesæng.

Næste dag kørte vi med en lærer og en flink bonde af Dinesens venner i det mest henrivende vejr gennem de dejlige egne hertil. Her traf vi så i løbet af dagen mange folk, både lægfolk og andre. Jeg kan vanskelig ramse dem alle op men vil kun fremhæve: Den meget mærkelige pastor Vilhelm Beck, lærer Tranberg og skrædder Jens Pedersen, en slags lægprædikant (hvem jeg traf i sommer mellem soldaterne). Jeg nævner kun disse tre, fordi jeg i dem har funden (mere end vunden) s. 28tre mer eller mindre betydelige støtter for vor højskoleplan. Vi talte den meste tid af dagen derom, og alle fik jeg til at blive enig med mig i alle henseender.

Om aftenen kl. 6 var her gudstjæneste i den fra julen endnu smukt pyntede kirke, og den var propfuld, skønt det kun fra den foregående dag var bleven bekendtgjort. Beck og Hoff talte bægge udmærket — især den sidste. Jeg sad just på slutningen og tænkte på dig, hvad du vel vilde synes om den slags fri gudstjæneste. Da sang menigheden i det samme: »Alt står i Guds faderhånd, hvad han vil, det gør hans ånd«. — Ja Gud ske lov! det er jo ånden, der skal vejlede os i alle dele. —

I går var det et rædsomt vejr med snefog og storm, så jeg ikke kunde komme videre, hvad jeg dog gærne havde villet, til et møde nemlig ved Kallundborg, hvor højskolesagen skulde have været bragt for. Men det var måske i grunden godt; jeg fik da talt og aftalt meget med Hoff og Tranberg. Denne sidste skal være en meget praktisk mand og gør et meget støt indtryk, sådan fast og rolig.

Vi traskede i det grulige vejr til nabobyen for at se på lejligheden i en gård og, som sagt: jeg fik mig sat ind i en mængde forhold, hvortil jeg hårdt trængte. Baron Zytphen Adeler kan jeg intet vænte af uden måske modstand.

Endnu kan jeg intet sige om, hvor jeg kan komme til at begynde. Imidlertid betragter jeg det som afgjort, at jeg i al fald har fodfæste på denne egn, og nu har vi jo tiden for os til at samle elever, til at leje lokale, at sørge for indkvarteringsrum til eleverne, at få fat i en andenlærer og — at få de fornødne penge på benene.

Nu tør jeg ikke tage mere tid til at skrive til dig men må kun, inden jeg rejser, have talt om endnu en sag med Hoff. Jeg kunde ikke før nu få brev af sted til dig, ellers havde jeg skrevet et par ord til dig i går. Men vi er her langt fra det nærmeste brevsamlingssted.

Jeg agter nu i dag over Holbæk at rejse hjem ...