Trier, Ernst Johannes BREV TIL: Abel, Marie FRA: Trier, Ernst Johannes (1866-09-03)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 3. septbr. 1866.

... Har du lagt mærke til, at der virkelig for ramme alvor står »Vallekilde« over brevet her... Mit første rolige øjeblik her vier jeg nu dig... Hør, fortæl mig nu næste gang noget nøjere, hvordan Georgias besøg spændte af fra ende til anden, rigtig vidtløftigt. Og vil du så skrive til Georgia og bede hende låne dig den oversættelse af Voluspå, som Nutzhorn har læmp et i stand efter Grundtvigs. Den har hun nok skrevet s. 221af; vil du så ikke tage en afskrift deraf til mig, så jeg kan have den til 1. novbr.

Det glæder mig meget, at mdm. Storm har været hos dig, og at du syntes godt om hende... jeg synes også, hun gør et rart og tilforladeligt indtryk, ikke sandt !

Pigerne! ja de kommer så mænd nok! Om ikke andet, så må Ane Sønderjyde se til at komme, og så må vi for resten hjælpe os med smeddens Ane, eller kanske hjulmanden vil afstå os Maren Sofie, imod at jeg så skaffer dem en mindre pige til hjælp. Det går nok!

— I torsdags aftes rev jeg mig så endelig løs fra vennerne i Ålborg. Glahn, Poul, Hugo, Dam, Valeur og Barfod fulgte mig af sted til posthuset. Under utallige håndtryk blev jeg puttet ind i æsken og rullede af. Glahns yndige lille frue og datteren Johanne viftede farvel fra vinduerne, og postkusken spillede »den tapre landsoldat«. Barfod hørte jeg ude på gaden synge til melodien: »Da Trier drog af sted, ja, da Trier drog af sted« — mer kunde jeg ikke høre, så jeg nåde i hvert fald ikke den gang »i krigen hen«, derimod faldt jeg kort efter i søvn og sov omtrent lige til Hobro. Det er kedeligt at rejse på den måde. I Århus gik jeg lige ned til dampskibsbroen; der var ikke tid til at besøge din søster Kamilla. Tænk dig, dampskibet gik lige her forbi Sejrøbugten kl. 2 i fredags; men jeg kunde naturligvis ikke komme ind; jeg måtte med til — Korsør (kl. 3), vænte der til kl. 7¼, så til Slagelse, kunde ikke om aftenen få vogn dér, måtte så ligge over dér, for næste dag — at bide i det sure æble og tage med til Roskilde, derfra atter med postvogn til Holbæk og herfra hjem ovenpå et læs lægter. Hu ha!...

Så far vel... Gud være hos dig og styrke dig!...