Richardt, Chr. Mod Efteraar

III. Mod Efteraar.

Roser og Liljer, vi maa skilles ad,
Storken er rejst, og Nattefrosten kommer!
Var det en Fugl der fløj! Ak nej, et Blad, -
saa er det Efteraar, - Farvel, o Sommer!

Skovenes Løvtag rasler Gravgrønt ned,
Søjlernes Hang har sørgelige Flænger;
i Brombærkrattet Ræven lusker vred,
nu er dens Forgaard ikke sikker længer.

Marken er tom paa Sæd som Eng paa Hø,
i stive Stubbe ingen Blomst sig dølger;
den ligner Bunden af en tørret Sø, -
hvor er de svajende Vippers fulde Bølger!

- Jorden er træt og efter Hvile læng's,
træt som en Moder, naar mod Kveld det stunder;
alle sine Smaafolk har hun faa't til Sengs, -
endnu en lille Stund, og selv hun blunder;

333

svøber sig i sin hvide Nattedragt,
og sanker Kræfter til igjen at føde.
Mens Stormen plyndrer hendes Tronsengs Pragt,
drømmer hun sødt om Sol og Roser røde.