Richardt, Chr. Studenter-Jubilæum.

Studenter-Jubilæum. (1859.)

Hvor denne Flok var ung og kjæk!
Vor Hu og Tanke, hvor forvoven!
Os indjog Stormen ingen Skræk,
thi vi var unge Træer i Skoven.
Vi fandt at Verden var saa smuk
vi kjendte lidt til Savn og Suk,
kun lidt til Øxens bratte Hug,
kun lidt til Vinternattens Øde.

En slog i Præstegaarden Rod,
til Linde-Ly for trætte Sjæle;
som Birkeris en Anden stod,
og vilde helst blandt Smaabørn dvæle;
for Syg og Svag gav nogle Læ,
En blev vel kun et Hængetræ;
En knejser over Folk og Fæ
og skjød ivejret som en Poppel.

112

Ja vi blev planted' dygtigt om,
og maatte kjønt for Blæsten neje;
saa mange Veje som til Rom,
saa mange vare vore Veje;
hin unge frodige Allee
har mistet baade To og Tre;
dem skal vi aldrig mere see:
De grønnes i de Dødes Have.

Men mange Andre savnes her,
dem binder Hjemmets Vedbend-Ranke:
Med disse Planteskolens Træer
vi samles vil i Sind og Tanke;
gid paa et solbeskinnet Sted,
med nok af Lys og Luft og Fred,
og med en Smule Fugtighed,
de trives; de og deres Poder!