Ved det døde Hav.

✂ Du døde Hav, hvi vinker Du
som Løn paa Dagens Møje?
75 Hvi kalder Du, hvi blinker Du
som Ørkenlandets Øje?
Hvormange Kilder Du har slugt,
og om Du blaaner nok saa smukt,
Du er dog Sodoms beeske Frugt,
som Ganen ej kan døje.

✂ Den lyse Himmel taager Du
bag dine Fjelde vilde,
kun Salt og Svovel koger Du,
og dræber Dalens Kilde;
saa Blomsten flyer dit golde Sand,
saa Fisken daaner i din Strand,
saa mødig Ganger ved dit Vand
sin Tørst tør ikke stille.

✂ Og dybt paa denne Kjedels Bund
sig Sodoms Grave dølge,
der fløjter ingen Fuglemund
med Vemodssuk i Følge;
lig de Fordømtes Taareflod,
kun født af Rædsel, ej af Bod,
gaar over Graven tung og mod
den bittersalte Bølge.

✂ O Verdens svigefulde Lyst,
hvad Attraa end Du vækker,
Du ligner denne falske Kyst
og som dens Vande gjækker!
Et Skjær af Himlen laaner Du,
men kun i Frastand blaaner Du:
76 Den, der vil lædskes haaner Du,
og Beeskhed kun ham rækker.

✂ Farvel, Farvel Du døde Hav,
saa skjønt, saa taust, saa øde, -
er jeg som Du en kalket Grav,
behold saa Du det Døde!
Hist under Moabs Fjeldekam
alt vinker Jordans Døbedam,
der skal min Længsel finde ham,
hvis Bad kan igjenføde.