Pigen fra Libanon.
En Erindring fra Saida.*)

✂ Blege Pige fra Habeya,
Cederbjergets ranke Datter,
hvorfor bragte Du mig Blomster,
hvorfor bringer Du dem atter?

✂ Mener Du der hører Roser
til Tschibukens Rosenstamme,
er den ikke noksom smykket
med sin tætte Sølvtraadsramme ?

✂ Jeg er kommen hid med Storken,
fjernt fra Nordens grønne Moser,
jeg er kun en fremmed Franker, -
hvorfor bringer Du mig Roser?

✂ »Ingen Franker er mig fremmed!«
Saa med Ord og Tegn hun talte,
mens en tung Erindrings Veemod
sig i hendes Aasyn malte.

✂ »Saidas Haver er saa grønne,
Saidas Vande er saa blanke,
Saidas Døttre er saa gode, -
men til Bjerget gaar min Tanke.

✂ »Der var svalt i Somrens Hede
under Figentræets Skygge,
der var friske Fald fra Fjeldet,
der var Fred og der var Lykke!

✂ »I min Faders stille Bolig,
under Fyrresøjlens Ranker,
væved jeg med Guld og Silke,
spandt imens saa glade Tanker.

✂ »Kirken med dens lille Klokke
saae jeg fra mit Vindves Gitter
Korset skygged over Døren,
vi var Alle Maroniter.

✂ »Fredsomt var der i vor Landsby.
Men tilvejrs, paa Bjergets Side,
hang en Rede fuld af Ørne,
Det var Bruser, skal I vide, -

✂ »Vore gamle Arvefjender!
Altid Ca'in imod Abel,
altid rede til at svinge
over os den krumme Sabel.

✂ »Og Damascus var i Oprør;
hver en christen Sjæl blev fældet,
hver som ej Koranen kyssed, -
da slog Ørnen ned fra Fjeldet.

✂ »Nu er Taarens Leje tørret,
som i Tørke Bjergets Aarer;
men jeg kjender vel en Pige,
der har været glad ved Taarer, -

✂ »Ej for Sløret, de rev af mig,
ej for Vævens brudte Traade,
men for Fader og for Broder,
hvem de myrded uden Naade.

✂ »Hvorfor har dog Herren givet
Staalet Evne til at dræbe
dem, der holdt sig til hans Sandhed,
hvem hans Ære laa paa Læbe!

✂ »Micha'l, han min stærke Broder,
var vort Skjold mod Fjeldets Ravne,
men med Dolken i sit Hjerte
gik han til sin hellige Navne.

✂ »Turban myldred frem ved Turban,
der var Tyrker med i Flokken,
ind de stormed, hvor min Fader
læned sig mod Væverstokken.

✂ »Høj han stod, med sine Arme
korsed' over Oldingbrystet,
mens de plyndred Skjæggets Sølvhaar,
og med Haansord sig forlysted.

✂ »»Vil Du sværge til Profeten,
sværge til den grønne Fane?««
Aldrig! - og en tyrkisk Klinge
blev min gamle Faders Bane.

✂ »Hvor var jeg i al den Vaande,
da det var en Lyst at lide -
ak, med skummel Ild i Øjet,
tvang en Druser mig tilside.

✂ »Da, - da klang et Skud fra Kløften,
- atter et - og mange, mange -
hvilken Stund! De vilde Blodmænd
blev for Frankerbøssen bange.

✂ »Der var gaaet Bud til Safed
og til Saida og til Kysten;
da den første Kugle hvinte,
kjendte de den alt paa Røsten.

✂ »O hvad græsselige Eder,
o hvad Raseri iblandt dem,
o hvad blodig Hævn paa Vore, --
mens de sikkre Kugler fandt dem!

✂ »Snart de kun paa Flugten tænkte,
hver i Hast sin Ganger finder,
Byttet vil dog ej de miste:
Sølv og Guld, og unge Kvinder.

✂ »Og fra Pælen de os slæbe,
hvor som Lam de lod os tøjre,
frygtelige Stund - da ramte
der et Hugg min Ransmands Højre.

✂ »Jeg var fri; men min Befrier,
han var stedt i Dødsens Fare!
Sabler lyned; men Sankt Micha'l
har den Stærke villet spare.

✂ »O jeg seer ham end, med Fezzen
over Lokkerne de sorte,
med det brune Vaabenbælte,
med den røde Frankerskjorte!

✂ »Haanden rakte han imod mig,
Medynk lyste ham af Øjet,
der gik Stjerner op omkring mig,
da mod mig han ned sig bøjed.

✂ »Og fra Kilden han mig læsked,
læsked meer med Ord og Tale,
mandig, ja som Cederfjeldet,
mild som vore grønne Dale.

✂ »Nu er han bag salten Vove,
Christ ham lønne i sit Rige!
Naar jeg tæller Rosenkransen,
tæller jeg for ham tillige.

✂ »- Derfor rakte jeg Dig Blomster,
gjem dem, tag dem med til Hjemmet;
er Du og en fremmed Franker,
ingen Franker er mig fremmed.«