Stormfloden.
Indledning til en Forestilling for de Vandlidte.
1872.

✂ Du Hav, der som med Sang og Spil
din Byrde bar,
der vugged Snækken myg og mild
og nynned Vuggesang dertil,
303 Du blev med Et en Kæmpe vild,
som Tænder skar,
og som med Fraaden om din Mund
skød op fra Dybets dunkle Grund,
og knuste Skibes Bov og Bund
som Glar.

✂ Er Du vort blanke Styrkebaand,
vort Skjold i Nød?
det Hav, der sang for Absalon,
til Svantevit gik op i Spaan,
det moderlige Hav, hvis Haand
gav Dansken Brød?
Har Du ej saaet en Kummerssæd,
gjort arm saa mangen ruggrøn Bred,
og var ej Rædsel i dit Fjed
og Død!

✂ - O larm ej, knur ej, skam ej ud
det sortblaa Hav!
Thi Storm og Bølger er kun Bud,
de lystre kun al Livets Gud,
og os det er, han sender Bud
om Død og Grav:
»Vaagn op, I Trygge, vaag og bed!«
det raaber gjennem Stormen vred
hans faderlige Kjærlighed
fra Hav.

✂ Kom Østresalt, vor Ungdoms Ven,
Du stolte, fri,
304 favn Danmark moderligt igjen,
rul Velstand ind til kjække Mænd,
men lær dem ej at skumme hen
i Raseri!
Nej lær os, Bølger, Bryst ved Bryst
at bære vore Byrder trøst,
og hjælpes ad i Nød og Lyst
som I!