Efter Stormen.

✂ Nu ligger Du ramt, Du stolte Bøg!
og husvild flagrer den flinke Gjøg,
som før sad lunt inden Grene;
nu ligger Du ramt, med spaltet Bryst!
Før Stormen skover sin gule Høst,
den mejede Dig alen.

✂ Jeg saae Dig i Maj, da Du sprang ud,
med flimrende Dun og lyse Skud,
som Frosten ej kunde slukke ;
ved Kveld var Bladet i Knop indsvøbt,
om Natten blev det i Duggen døbt,
ved Morgen sprang det af Vugge.

✂ En eneste Nat gjorde Knop til Blad,
en eneste Nat har nu splintret ad
35 din lodne, mægtige Stamme!
Din Krone slæber i Slud og Støv,
og Hjorten vrager dit runkne Løv,
Du er dømt til Baal og Flamme.

✂ Men naar til Vinter vort Arnested
Du giver Tunger at tale med,
som højt for Stormene lue:
Da skal Du selv, mit eget Træ,
min Vandrings Hvile, mit Sommerlæ,
jage Vinteren af min Stue!