Skjærsommer.
✂
Der græd to Elskende i Himmelborgen;
han hedder Aften, hun den lyse Morgen.
✂
Tidt bejled han til Nattens skjønne Datter;
men Mulmet svarte ham med Skoggerlatter.
✂
Tungsindig Aften har saa stærke Tanker,
thi fra sin skjære Brud saa fjernt han vanker.
✂
Han klager for sin lille Tjenerinde;
Hun bringer Bud imellem Ham og Hende.
✂
- Ung Morgen kaster sig i Dagens Arme;
o smelt min Moder i din Medynks Varme!
✂
Og Dagen løfter hende paa sin Skulder,
og Natten viger og sit Aasyn skjuler.
✂
Og Timen nærmer sig, den kommer, kommer;
den favre Stund, den kalde vi Skjærsommer.
✂
Da favnes Kveld og Gry i sagte Gløden,
og Aftenrøden kysser Morgenrøden.
✂
Og Havet jubler højt, han tør det vide,
thi ham de begge hvisked deres Kvide.
✂
Og Bølgens Larmen vækker Fuglesangen,
og Kilden sladdrer til hver Blomst i Vangen.
✂
Og Jorden vaagner i sin Rosenvrimmel
og seer det Rosengry paa Nattens Himmel;
✂
Og i sin Undren kan hun ikke sove,
thi deres Taarer faldt i hendes Skove.
✂
- Men Natten truer dem med mørke Blikke;
snart kun et Haandtryk Han tør Hende skikke.
✂
Saa maa de skilles. Naar de skilles bange,
da tie Lundens Nattergalesange.