Richardt, Chr. Sommervise

II. Sommervise.

Naar Egene knoppes,
og Granerne duppes,
331 og Skræpperne kante den støvede Vej;
naar Frøen fortæller,
mens Guldregnen helder
sig over Syrenen i hviskende Leg,
da dages, da kommer
den danske Skjærsommer, -
Farvel og paa Gjensyn, Du liflige Maj!

Naar Rugen alt bølger,
og Kornblomsten dølger
sin blaa lille Kyse bag Gitter af Straa;
naar Føllene tumle,
mens Køerne gumle,
og Viben sig soler med Ungerne smaa,
da dages, da kommer
den danske Skjærsommer,
og derom alt fløjter den Nattergal graa.

Naar Skoven har Skygge,
og Bien gjør Lykke,
og Bøgen har mørknet sit lyseste Blad,
naar Roser udspringe
blandt Torne som stinge,
lig luende Elskov af truende Had,
da dages, da kommer
den danske Skjærsommer,
den er der, og gjør selv den Tungeste glad.

O fly ej for snarlig,
men bring os lidt varlig
fra Nætterne lyse til Tusmørkets Stund!
332 Vi vented saalænge
paa blommede Enge,
paa Duften fra Rosernes svulmende Mund, -
men bedst som Du kommer
Du favre Skjærsommer,
saa hastigt Du fly'r som et drømmerigt Blund!