Richardt, Chr. Danmarks Frihed.

Danmarks Frihed. (Den 5. Juni 1860.)

Frihed! Du Nordens kjække Mø,
badet i Blod, kun ej i Taarer,
født paa den grønne, gyngende Sø,
og med Malm i de svulmende Aarer:
20 Solbrun om Kinden,
vild som en Bjørn og let som Hinden,
sad Du ved Strand med Muslingkrans,
og sang Takten til Sværdenes Dans,
og lod Lokkerne flagre for Vinden.

Munkene traadte Kirkesti,
snart kunde Kæmpen Korset finde;
da var din Enevælde forbi,
Du blev buret i Klosteret inde.
Brynjen Du sprængte,
Sløret Du tog og Spydet slængte;
flittig Du bandt din Rosenkrans,
og dit Øje fik mildere Glans;
men paa henfarne Tider Du tænkte.

Tugtet og tæmmet fløj Du ud;
det var et Skjær af Fremtids Morgen,
Borgherren tog Dig til sin Brud,
Du blev Frue, men Frue paa Borgen!
Forrest af Alle
red Du i Skovens lyse Sale,
jog med din Falk ved det blaanende Hav;
men en Hyttedør var Dig for lav,
og en Borgermands Trapper for smalle.

Vingede Frihed! Lange Aar
pynted man Dig med Fløjl og Flitter;
Terne Du var i Kongens Gaard,
men en Fange bag gyldene Gitter.
21 Lønlig og stille
sneg Du Dig til de Unges Gilde, nynned ved Strand din Barndoms Sang: Da sprang Kongsporten op, saa det klang gjennem Krigslarmens Dønninger vilde.

Gjenfødte Frihed! Du som nys
vaagned ved Danmarks Moderhjerte,
vaktes som Rosen ved Vaarsolens Kys,
kom og deel hendes Fryd, hendes Smerte,
styrk hende atter!
Tag hendes Aag, naar Byrden matter!
Læg dine unge Skuldre til!
Da forynges og sejre hun vil,
hun og Du, hendes gjenfundne Datter!