Et romersk Æsel.

✂ I Orangelundens dæmrende Skygger
staar et graahærdet Æsel og tygger;
og han gnaver og gnaver og gnaver,
og falder saa imellem i Staver.
95 Det er fælt at skulle med Kaal til Rom,
Herregud hvad man saa maa traske om!
Fra Bageren til Kræmmeren, fra Kræmmeren til Bageren,
og jeg skal nu altid være Drageren.
Det er et Jav, hvormed Intet kan lignes,
og igaar skulde jeg ovenikjøbet velsignes:
Det dejligste Grønfo'er fik jeg om Panden,
men det var for Øjet og ikke for Tanden;
Munken det Skarn slog mig Vand i Næsen,
og Drengene lo ad mit gnavne Væsen,
men jeg var jo baade sulten og slunken -
jeg skal nok ved Lejlighed sparke Munken.

✂ Og han tygger og tygger og tygger,
og faar philosophiske Nykker.
Eet er der, jeg altid spekulerer paa,
det er det, hvordan man kunde slippe for at gaa,
for det er saa behageligt at staa stille!
Jeg kan huske, dengang jeg var ganske lille,
var jeg paa Ridt med en Fyr, som kom
for at see, om der ogsaa var Æsler i Rom;
han paastod, at Jorden gaar virkelig rundt,
og ymtede Noget om Galilæi,
men Philosophi er min Herre et Fæ i;
og da jeg gjør Holdt og lytter og hører,
- jeg har altid havt ganske ualmindelige Ører -
slaar min Herre løs, og det gjorde ondt,
saa jeg tabte Contenancen,
og den fremmede Herre tabte Balancen.
96 Men det har jeg tænkt paa mange Gange,
især naar min Herre sulter og spæger mig.
For hvis det er sandt, at Jorden bevæger sig,
saa kunde man jo staa ganske stille
og blot saa lempelig flytte Hovene,
og alligevel komme, hvorhen man vilde,
og komme der saa temmelig sovende!
Det er min kjære, stadige Tanke -
men min Herre, han skal alletider banke