Sophia-Moskeen.

✂ Halv gjemt bag Gravkapeller, Kræmmerbure,
lig Egestammen mellem Krat og Kravl,
sig løfte tungt Moskeens gamle Mure,
med Stræbepillers Værn mod Tidens Fure,
med brede, graaligrøde Marmortavl;
men højt mod Himlens Blaa fra hver en Gavl
opstige Minareterne de ranke,
som mod Guds Throne Hjertets stille Tanke.

✂ Derinde flokke sig til fromme Bønner,
paa Maatten, over Marmorgulvet spændt,
Profetens brune, turbanklædte Sønner;
og under Hvalvet hen en Mumlen dønner,
mens hvert et Aasyn er mod Mekka vendt;
og med Koranens Forskrift nøje kjendt,
de toe sig, bøje sig, til Jorden falde,
ret som et Vindpust svajede dem Alle.

✂ Men, vandrer Øjet om, med Straalen følger
op over Silkehang og Søjlehal,
ja som fra Havsens Bund til Kuplens Bølger,
til disse Hvalv, hvis Støttepunkt sig dølger, -
og atter sænker sig med Buens Fald:
da skimter Du bag Kalkens tynde Skal,
tæt under Bedenischens glatte Karme
en Christus-Skikkelse med aabne Arme.

✂ Der staarhan, Hyrden! paa sin Hjord han kalder,
thi dette Tempel, det har ham hørt til;
74 et Kors har blinket over disse Haller,
en Psalme brust fra disse gyldne Traller,
og denne Altartomt har havt sin Ild;
her, hvor en Dervischs Klage fraader vild,
her svang Chrysostomos sin stærke Svøbe,
og her lod Nordens Væringer sig døbe.

✂ Men Løgn skød op bag disse Mure stærke,
om Kejserkirkens møre Helgenbeen;
og Lasten bolede med Korsets Mærke,
og ingen Sang af Troens Morgenlærke
sig løfted over Hellas' Tempelsteen;
det var som disse Søjler fra Athen
kun svampet Visdom frem paa Læben kaldte,
saa Christus taug, og kun »Sophia« talte.

✂ Og derfor maatte Kalkekosten væde
det pestbefængte, døde Marmorbrud,
og Mahmuds Ganger Kirkegulvet træde,
og toes i Blod et smittet Altarklæde,
og hvert et Afgudsbilled kastes ud;
»slet ingen Gud der er foruden Gud!«
Den Lovsang maatte frem i disse Haller;
men hist i Koret Christus staar og kalder.