Richardt, Chr. Et Aar.

Et Aar.

Til Frederik den Syvendes Minde.
(I Studenterforeningen den 20 Decbr. 1863.)

I.

Kor.

Længe var der stridt og stræbt,
Labyrinthens Traad var fundet;
nu var Minotauros bundet,
bundet ja - om ikke dræbt.

Som en Ægeus Folket sad;
spejded paa de salte Vande,
stirred ud mod Slesvigs Strande,
vented Sønnens Komme glad.

See da kom de sorte Sejl!
græde maatte selv den Stærke;
det var Dødens visse Mærke,
Vi - ak vi tog ikke fejl.

Over Bølgefladen blank
Baaden gled med tause Aarer, -
ak, og i et Hav af Taarer
Folket, Danmark, Norden sank

158

Solo, Kvartet og Kor.

Underlig vild var hans Ungdomstid,
for Vinden svajed han hid og did.

»Et skjævnende Skud!« det var Verdens Dom -
»kommer der en Storm, den kaster ham om!«

Da hvined en Storm, gjennem Voldens Brøst, -
han stod saa rank, saa det var en Lyst!

- Sin Krone bar han saa stolt som Faa,
og den var ej let at bære paa.

Kongelig Sæd var hans Fædre-Arv:
Kraft fik han af Folkets egen Marv.

Paa Søen lærte han frejdigt Sind,
og saa at bie paa gunstig Vind.

Og var han en sjelden Fugl ved Hove,
saa fløj han desmeer i de grønne Skove.

Fri stander Kongen i Hallen høj:
bedre han lo, jo meer de løj.

»Friheden huer mig selv saa godt,
»det er bedst, jeg deler med Jer mit Slot!«

159

Saa deelte han ud med rundelig Haand,
løste Aarhundreders trange Baand.

- Trofast var han og Folket god,
trofast som Stammen mod sin Rod;

Og grov han gjerne i Myr og Kjær,
han sankede meer end rustne Sværd;

Taarnede trøstig Thyras Vold,
til i Skyggen af den hans Haand blev kold.

- Tak være Kong Fredrik for Alt hvad han gav!
Hans Grav skal os være en Valfartsgrav:

En krøblet Skare har han gjort stærk,
og det er et kraftigt Underværk!

Koral.

Kongers Konge! Du som gav
en Grundlov i vort Bryst,
der raaber gjennem Død og Grav
med Domsbasunens Røst;
for hvem en Kæmpegjerning
er tidt en Kæmpesynd, -
Du række ham en Drik
af din Naades dybe Brønd!

160

II.

Fra Dannevirke
til Roskild Kirke
gik Toget hen;
fra Roskild Kirke
til Dannevirke
det gaar igjen!
Fra stakket Hvile
til Kamp paany,
fra Sjælemesse
til Vaabengny.

Men naar det gjælder,
og Blodet vælder
om Thyras Vold,
og Kampen skummer,
og Faren trommer
paa Danmarks Skjold, -
da kommer Kongen
som Skansegjæst!
Først naar vi sejre,
kan ret vi fejre
hans Mindefest.

Mørke.
(Den 19 December 1863.)

Der var saa sort i Kirken om Kongens Sarkofag;
det var som Danmarks Lykke blev jordet idag.
161 Der var saa sort i Kirken og lige sort er her:
Mulm foruden Stjerner og Mørke fjernt og nær.

I Syd, af gridske Fjender en lynsvanger Sky; i Nord, hos vore Frænder kun Taage til Ly; i Øster og i Vester knagende, knugende Is - hvor skal dog vor lille Baad gaa fri for Forlis?

Opad er der Lysning og opad er der Haab!
Der sidder Lynets Herre, Han hører vore Raabl
Han kan Stormen stille og slukke Skyens Brand,
i Taagen tænde Stjerner og smelte Is til Vand!

Godt Mod!
(Nytaar 1864.)

Mit Folk, hvor var Du ofte
ved Undergangens Rand!
Alt i din Drengekofte
i Kejserens Ban!
Dit Herreskjold i Splinter
for Pantegrevens Klo!
Dit Rigsflag en Vinter
fast flænget i to!

Dog har Du tumlet Horset
paa Bretlands grønne Kyst;
dog har Du ristet Korset
paa Vendernes Bryst;
162 dog har Du bundet Norden
den treløbne Snor,
og skikket over Jorden
de vingede Ord!

Thi Thyra rejste Gjærdet
mod Saxernes Flok;
Niels Ebbesen svang Sværdet
over Grevens Sengestok;
og Snestormen vild,
den redte ej vor Grav;
og, regned det med Ild,
det rysted vi af.

Ja, haardt blev vi prøvet,
men kom dog i Ly;
hvergang vi var i Støvet,
sprang op vi paany;
af Pilens sejge Vaande
vi lærte den Konst -
saalænge vi kan aande,
tvinger I os omsonst.

Vor Tærskel I traadte -
det maa vel være saa;
den holstenske Maatte
faaer I tørre Jer paa;
men om I vil længer
end til Stuedøren gaa, -
før Skodden I sprænger,
skal drøje Slag I slaa.

163

Jert Mandtal som en Røver
I sætter Liden til;
men Gud kan gjøre Løver
af Lam, om han vil!
Han skærpe vor Lanse,
han tætte vor Vold,
han være selv vor Skanse,
Vor Skjærm og vort Skjold!

Efter Dannevirkes Rømning.
(Skrevet den 7 Februar 1864.)

Dannevirke kun et Skræmsel,
slænget hen til evig Glemsel!
Villig rømmet! Store Gud!
Ej paa een Nat Danmark fældes,
men paa een Nat Danmark ældes
ved et saadant Jammerbud.

Tause Malmens mange Munde,
som til Fjenden raabe kunde,
tause og med stungent Øje
ligge de paa Thyras Høje -
og naar næste Gang de sjunge,
tale de den tydske Tunge!

Høvdinger fra Sliens Vig,
hvilket Ansvar skal I bære!
Ej for høje Dynger Lig -
for det ene: Danmarks Ære!
164 Derfor Bitterhed, som saarer
derfor uforløste Taarer,
derfor Sorg foruden Mildhed,
derfor tung og trykket Stilhed.

Men for Alting, danske Mænd,
hun maa opstaa fra de Døde!
Vi maa kæmpe, vi maa bløde,
da hun rejser sig igjen!
Ingen Ro før Sløret lettes,
ingen Søvn, før Skammen tvættes!

Ikke klage, ikke klynke,
ikke lade Haanden synke!
Maaler Tabet uden Blinken!
Fylder Gabet uden Sinken!
Thi først nu er Faklen tændt.
Lyster Eder Fredens Hynder?
Nej - den Krig er ikke endt.
Nu, fra nu af den begynder!

Til Kamp!
(Marts 1864.)

Op Danske, slaar et ærligt Slag!
Det gjælder jo en ærlig Sag,
det gjælder Folk at være!
Frisk frem igjen! hold ud en Tørn!
Flæng Vingen paa den flakte Ørn,
og slaa for Ret og Ære!

165

Til Fjender kom en Fjende til,
men Vinterfjenden vige vil
med sine hvide Hære!
Lad Tydsken saa gaa samme Vej!
Sus som en Foraarsstorm og fej
ham ud bag Danmarks Gjærde!

Vaagn atter i os Kraftens Aand
fra Valdemar og Absalon,
som Tusinder opvejer!
Og Du vor Dannebroge god,
rødm ej af Skam, men rødm af Blod,
bær frem igjen til Sejer!

Ej fik vi Kamp med Goliath,
at Haanden skulde synke mat,
vort Mod vil Herren prøve;
drag ud med Ham Du lille Hær,
da har Du nok af Mænd og Sværd,
og kæmper som en Løve.

Krig og Fred.
(Marts 1864.)

Krig er Jammer, Krig er Nød,
en Smertens Braad for Mange,
Krig er Savn og Saar og Død
og tunge Klagesange;
Krigen er en Vej saa trang,
gaar dog opad mangen Gang.

166

Hvad er bedst, et døsigt Blund
med Fred til Hovedpude,
eller Dysten frejdig, sund
med Stormene derude!
Døden er os altid nær
mellem Bolstre, mellem Sværd.

Krig er Livets rette Spejl,
thi Liv er Kamp og Fare;
Skuden helst for fulde Sejl
maa Skjær og Grunde klare!
Krig er baade Død og Liv
med Bedrift til Tidsfordriv.

Krigen er et mægtigt Baand,
hvor Freden ofte skiller;
Krigen er en Tryllevaand,
som lokker Hjertets Kilder;
smedder af det samme Staal
Heltesværd og Offerskaal.

Ære dem som gav sit Blod!
Og Fred med dem som sove
Sejr for ærligt Mandemod!
Og Lykke dem som vove!
Daadløst Blund er Folkedød,
Krig er Fredens Moderskjød.

167

Slesvigs Besættelse.
(April 1864.)

Snart nærmer sig den lyse Vaar
med Solens blanke Lue;
hvor staar det til i Danmarks Gaard
og i vor Gjæstestue?
Ja, Storken faaer vel fyldt sit Fad,
naar han i Mosen spanker,
men Dansken koge maa sin Mad
paa ubesaaede Banker.

Af Gjæster er vel Stuen fuld,
men ikke af de bedste:
Det samme gridske Røverkuld,
som før os monne gjæste.
Vel slog vi for vor Dør en Bom,
som længe kunde knage;
men Røveren gik udenom,
og vi, vi gik tilbage.

Nu drikker han det danske Øl,
mens vi har Plads i Skuret;
af Stald han stjæler Bondens Føl,
hans Sul af Fadeburet.
Hvor Kongen drog sit sidste Suk,
der lækkrer han sig Ganen,
og gjør for Preusserprinsen Buk,
og svinger Ørnefanen.

Vi er alene, vi er Faa,
har ingen Hjælp ivente;
168 vi er kun nogle Spurve smaa,
og Fjenden er en Glente;
vor Nabo bag det salte Sund
kun sagte rører Trommen;
vor Gjenbo, med de mange Pund,
slaar højst et Slag paa Lommen.

Men vogt Dig, Røver! Er maaskee
vor Tid og Stund ej inde:
Om Gud saa vil, Du skal faae see,
endnu Du har en Fjende!
Og lad der være langt til Havn;
og Vejen tung og blodig, -
vort Flag er gammelt som vort Navn,
og Armen ung og modig!

I Nød og Fare.
(Kirkekantate - Under Dybbølskansernes Belejring.)

I.

Der er en Lidelsernes Skaal,
vi Mennesker skal tømme;
kun Herren veed det rette Maal
for vore Taarestrømme.
Skyd ikke Kalken fra din Mund,
tag den med Tro og tøm den kun;
thi Trøstens Billed paa dens Bund
har Lys som Barnets Drømme.

169

I som værne
glad og gjerne
Hjem og Arne, Lov og Land;
som i Taage
trofast vaage
paa den nattekolde Strand;
Dag og Nat ved Farens Elv,
Dør om Dør med Døden selv, -
Kraft i Eder fra det Høje!
Sejr i Haand og Sejr i Øje!

I, som længes,
indestænges
ene med de dybe Savn;
I, som vente
angstbespændte
Bud fra Slaget om et Navn; -
løs for Længslen i et Suk,
lad ej fryse Taarens Dugg,
lær at bie, lær at bede!
Da er Trøstens Engel rede.

I, som segned,
blødte, blegned,
midt i Kampens Kuglehvin,
som derude
fik til Pude
Vintermarkens hvide Lin;
sover sødt i Danmarks Jord,
hvor Violen stille groer;
Gud har lukket Eders Øje,
Fred med Eder fra det Høje!

170

II.

Hellige Gud!
Os og vor Fjende
Gav Du ihænde
de selvsamme Bud;
lad da i Slaget
Domsordet ramme,
gjør under Braget
Løgnen tilskamme,
hellige Gud!

Der er saa Lidt af Kjærlighed
paa denne kolde Jord,
hvor Du har villet saae til Fred,
Blodaxet villigt gror;
vi selv har nok at luge bort,
maa bæve for din Dom -
men hvad fra Arilds Tid var Vort,
det maa vi værne om.

Du gav os dette skjønne Land,
hvor Vaaren er saa lys,
som skræmmer ej med Ørkensand
og ej med Afgrundsgys,
som lokker ind alt fremmed Frø
og Fremmedes Begjær -
den Rugmark i den blanke Sø,
den er vel Kampen værd.

171

Du gav os dette jevne Maal,
i Svulmekraft et Hav,
saa giv os Styrke, giv os Staal
til Værn om hvad Du gav!
Og styrk os i al Livets Kamp,
saa vi med Dig bestaa
mod Fjenden hist i Røg og Damp,
mod ham i Hjertets Vraa!

Vældige Gud,
vor og vor Fjendes,
o lad det kjendes,
med Dig vi drog ud!
O lad det dages!
O lad det mærkes,
meer end de Stærkes
er Du de Svages
vældige Gud!

Ved Foraarets Komme.
(Maj 1864.)

Smaafuglene, de synge
i jublende Klynge,
172 med sommerligt Mod;
og i de dybe Skove
trygt Dyrene sove
ved Bøgenes Fod;
kun Menneskene hade,
de myrde, de bade
hinanden i Blod.

Men naar dens Unge piber,
selv Sangfuglen sliber
sit Næb og sin Klo;
og melder sig en Fjende,
tør Hjorten vel rende
sit Horn imod To;
og vi, vi skulde hvile,
til Røverne smile
og tænke paa Ro?

Kampen ved Helgoland.
(Maj 1864.)

Stærke Drøn fra Nordhavsbølge,
friske Pust fra Helgoland,
med den grønne Tang i Følge
Sejr I bar til Danmarks Strand!

Det var som i gamle Dage,
det var Glimt af Nordhavs Sky:
173 Det var os som turde jage!
Det var ham som maatte fly!

»Jyllands« Bryst sin Harme svaler,
leger ej bag Klitten Skjul;
lystigt »Hejmdals« Hane galer,
Torden ruller fra »Niels Juel«.

Skudt i Brand ved danske Brande,
flammer Fjendernes Fregat,
lyser over mørke Vande
som et Fyr i Danmarks Nat.

Tak I gjæve Orlogshelte,
det var Bad paa lummer Dag!
Nu hos Vaarens lyse Telte
vajer ungt det gamle Flag!

For Hæren og Flaaden.
(5 Juni 1864.)

Den lyse Vaar sit Anker
har kastet ved vor Kyst,
men vintertungt det banker
endnu i Danmarks Bryst;
thi Blod har vandet Heden
og smittet Markens Straa,
174 og Ravne taget Reden
fra vore Fugle smaa.

Men var der Nød og Fare,
der var og Mandemod,
en trofast lille Skare,
som gjerne gav sit Blod;
der stred som den der strider
for Arnen som en Mand;
der led som den kun lider,
der lider for sit Land.

I Kjække fra Midsunde
og I fra Oversø,
hvor Danmarks Fjender funde
en blodig Vintertøj
Du Dybbøls Helteskare,
- stængt mellem Ild og Vand -
som stod i Dødens Fare
og Dag og Nat holdt Stand!

I raske Orlogsgutter
fra Østersøens Kyst,
som Spændetrøjen slutter
om Tydsklands flade Bryst!
Du Rolf, som end tør springe
kjækt gjennem Baal og Brand!
Og I, som Ørnens Vinge
fik ramt ved Helgoiand! -

175

I Danmarks Kæmper alle,
som kjækt i Kampen drog,
og vilde staa og falde
med gamle Dannebrog:
Den Tak vi Eder skylde
for Møje, Sorg og Savn,
tag den af Hjertets Fylde
i Danmarks Modernavn!

Efter Tabet af Als.
(Juli 1864.)

Nu blegner fast det sidste Haab,
kun lavt vor Stjerne staar,
og Danmark sidder som en Job
og skraber sine Saar;
og Vennerne de flokke sig,
de see os, Byld ved Byld,
og trøste os saa drøvelig:
»det er din egen Skyld!«

Endnu dog ikke Danmark døer,
endnu vi har en Ven,
som knuser ej det brudte Rør,
men rejser det igjen;
som raaber til hver lille Flok,
der holder ud i Tro:
176 »Stat op, nu er Du prøvet nok,
»nu skal din Lykke gro!«

Men Tro begjærer han, vor Gud,
vor Frelser og vor Ven,
om end han skikker Bud paa Bud
og strenger Tugtelsen:
Den Tro, naar ved den aabne Grav
alt Ligfærdsklokken slog,
at Han, som tager hvad han gav,
kan give hvad han tog!

Sørgetoner.
(August 1864.)

Sørger alle Danmarks Kvinder, sørger,
over Sønderjyllands tabte Strand!
Svarer, naar en Fremmed Eder spørger:
Vi blev fremmed i vort eget Land!
Fremmed, hvor Ansgar forkyndte Freden,
fremmed, hvor vi sejrede paa Heden,
fremmed paa vor dyrekjøbte Jord,
fremmed, ak! som Broderaand i Nord.

I sit Vuggeland blev Dansken fremmed!
Skal han ikke stunde mod sin Grav, -
Kvinder! lærer os at elske Hjemmet,
elske Bøgen og det salte Hav!
177 Elske Ham, som har af Havet løftet
dette Bølgeland, af Sunde kløftet,
elske Maalet, som vi fik i Arv!
Da skal atter Danmarks Træ faae Marv.

De Saarede.
(Septbr. 1864.)

Glemme maa vi vore Sange,
vi som knuges af en Slange,
saa det isner i vort Bryst;
glemme »dejligst Vang og Vænge«,
Fløjtens Lyd og Harpens Strenge,
til det atter bliver lyst.

Men hvad aldrig vi kan glemme,
er den stille Klagestemme
fra saamangen saaret Svend!
Var han Helt, saa skal det mindes,
har han Smerter, de maa lindes,
har han Savn, saa vær hans Ven!

Vi var trygge, han har vovet,
han holdt Vagt, mens vi har sovet,
han var nær, da vi var fjern!
Bar vi Vort af Jammers-Aaret, -
han har blødt, og han har baaret
i sit Bryst det kolde Jern.

178

Danmark selv er syg og saaret,
Foden lammet, Øjet taaret,
Haanden rækker efter Fred;
tør ej længer Luren gjalde, -
lad da Psalmetunger kalde
os til Kors og Kjærlighed!

Til de Faldnes Efterladte.
(Novbr. 1864.)

O Du, som sukker i din tomme Stue!
Han var saa ung, hvi skulde han dog dø!
Kom lad os gaa til Gravens grønne Tue,
Guds Himmel er jo skabt til Tempelbue,
og lad mig i dit Hjerte saae et Frø!
Et himmelsk Frøkorn, jeg fik selv i Gave
ved eensomt om en Taarepil at grave, -
saa vil vi her i Dødens stille Hjem
og som ved Stjernelys fra Bethlehem
til Livets rette Mening fromt os stave.

Forbi, forbi! saa skreg det i dit Hjerte;
forbi! saa hujer det i Stormens Sang;
forbi, naar Blodet vælder af hans Hjerte,
forbi som Luen i en slukket Kjerte, -
kun Mindet er igjen med fattig Klang.
Men Luften ejer ogsaa andre Røster:
179 Hver Svale kvidrer lydt om fjerne Kyster,
om andre Hjem, thi den er selv kun Gjæst;
og den, som hvisker sagtest, trøster bedst:
Hvert Ax, hvert Græs med Livets Haab Dig trøster.

Og Et, et Eneste, vi skal hernede:
Gaa kjækt i Kamp for hvad vi ærligt tro,
med Hjerte, Sjæl og Villie være rede
til Dag og Nat at trodse Slagets Hede,
og holde Vagt som paa en Skansebro!
Gud spørger ej, om vi med Sejr har toget
fra Skansen, hvor vi stred og led og vaaged;
thi Kampen selv, hvert Farens Øjeblik,
det er den Øvelse, den Læreskik,
hvormed vi ammes op til Englesproget.

Jo meer vi veed, hvor stammende vi famle,
paa dette Tungemaal, hvis Klang er Fred,
des meer vi vil om Mesteren os samle
og altid tage fat igjen det Gamle,
det første, det om Tro og Kjærlighed;
men dette Land, vi fik af Gud i Fæste,
var ikke det i Nødens Stund vor Næste,
en Sjæl, som faldet var i Røverhaand,
som skulde løses af sin Trængsels Baand
og løftes op og plejes paa det Bedste?

Og brændte blot en Taare ham paa Kinden,
var kun hans sidste Suk i Jesu Navn;
var han en Baad, som kastedes for Vinden,
som nu, først nu, med Tro til Fyrets Skinnen,
180 alt Klipperevet nær, fik vendt sin Stavn:
Har vildt han tumlet om, - dog tør vi haabe,
i Naadens Hav er og for ham en Draabe!
Thi som en Luftning aabner Rosens Mund,
et saadant Suk kan aabne Hjertets Grund,
og i sin Stilhed højt til Himlen raabe.

Og troer Du, han med Længselstoner klare
trygt i Guds Faderhaand gav hen sin Sjæl,
glad ved sin Plads i Danmarks Vidneskare,
da spørg ej længer, om han maatte fare
i Livets Morgen, Middag eller Kveld:
See, Herren planter om med Dødens Spade,
at vi vort Løv i bedre Lys kan bade:
Men som han selv har tilmaalt Lys og Luft,
begjærer han af Blomsterknoppen Duft,
af Stammen Frugt, af Ympen grønne Blade.

Ja Du, hvem Sorg og Savn med hvasse Tænder
i Hjertet skar, vær ej saa sorrigfuld!
Tro det er Harven, som en Skorpe vender,
at Livsens Frø fra Herrens egne Hænder
kan bedre trives i dit Hjertes Muld!
Lad ikke Taarens Arbejd være ødet!
Da skal Du selv, af Troen gjennemglødet,
et Liv begynde med forynget Mod
og vidne: denne tunge Taareflod
den var saa tung, thi den bar Guld i Skjødet.

181

Ved Løvfald.
(Oktober 1864.)

I.

Taagen isner,
Rosen visner,
Siv og Snerle sammen døer;
Skoven ryster,
Stormen høster,
flænger Lundens tynde Slør,
løfter højt sin hæse Røst;
og faaer Svar fra Danmarks Bryst:
Skjoldet revnet!
Volden jevnet!
Meget fristet, Intet evnet.

Gridske Storm, saa spænd din Vinge,
grav kun Somrens aabne Grav!
Hvad er Vunden, Du kan stinge,
hvad er Tabet, Du kan bringe,
mod de Frugter, Somren gav!
Leg kun Du din vilde Leg,
kast kun om en trøsket Eg, -
bedre Stammer saae vi segne,
bedre Kranse saae vi blegne;
sank kun Du dit golde Neg!

Ja lad ramle
af det Gamle
Alt hvad kun er vissent Løv,
182 skjøre Planer
gustne Faner
vejres hen og vorde Støv!
Har os Somren Torne bragt,
tag da Tiden vel iagt:
Plant dem ud, da skal I skue
Tornefødte Roser lue!

II.

Men, skal vi til et Foraar naae,
til ruggrønt Land,
da tør vi ikke gaa paa Taa,
men vore Træsko trædes maa,
og vi maa pløje, vi maa saae,
saa frisk vi kan!
Ja pløje dybt med dristig Haand
i Dybet af vor Folkeaand,
og trylle frem som Gefion
et Land.

Et Land som vore Fædres Land,
og dog et nyt,
hvor høje Syners Fjelderand
sig løfter over hviden Sand,
saa Modersmaalets Fossevand
kan larme lydt!
Et Land, hvor ingen Tvedragtstrold
tør isne med sin Aande kold,
183 et Land, som trodser Fjendevold,
et nyt.

Fald ned for alle Sjæles Gud,
fald ned for Ham!
Saa kaste vi paa Herrens Bud
vor sidste Rug i Mulmet ud,
og glemme Storm og Vinterslud,
og Skaar og Skam.
Da skal fra Danmarks lyse Vang
for onde Dages Tugt og Tvang
højt svinge sig en Takkesang
til Ham!

184