Richardt, Chr. Fra Studentermødet.

Fra Studentermødet.
1869.

I.
Til Dansen i Drammen.

Der gaar Dans ved Elv og Fjord,
Elven selv maa synge Kor;
der danser Tømmerstokken til sin Slægt ombord.
Og i Dansen
trylles den til Guld for gamle Norge.

Der gaar Dans ved Fjeldets Fod,
Dølen smelter Malmen god;
der danse røde Gnister af den blanke Flod.
Og i Dansen
lyser det paa Fjeldene i Norge.

Der gaar Dans paa Kattegat
i den klare Sommernat;
der gynger Nordens Ungdom over Bølgen brat.
Og i Dansen
bæres vi til Brødrene i Norge.

Der gaar Dans i Drammens Stad,
ungt og lystigt, let og glad;
der rødmer mangen Jente som et Rosenblad.
Og i Dansen
sukke vi Studenter: Skjønne Norgel

Der gaar Dans i mangt et Sind,
farverige Drømmespind:
313 snart veed mangen stakkels Yngling hverken ud
eller ind;
ja i Dansen
fanges vore Hjerter her i Norge!

II.

Nordens Kvinde.

Det lysner over Norden fra Frejas blanke Rok,
men Freja selv hun lyser i Nordens Jomfruflok;
og synger vi om hende, da gjør vi ikke stort,
da gjør vi kun det Samme, som Fædrene har gjort.

Thi Kvindenavn var altid et Frihedsnavn i Nord,
og hvem har været stærkest, mon Freja eller Thor?
Han hamred med sin Mjølner i Thursepander graa,
men Hjertets spæde Hamren den maatte hunforstaa.

Han aag med sine Bukke, han sprængte Ur og Fjeld,
hun sprængte Laas og Lukke for dybest Sjælevæld;
han trodsed Jætteborgen, hugg Klipperne i Flis,
men Du var stærk i Sorgen, graadfagre Vanadis!

Og var hun af de stærke, saa er hun det endnu,
hun løfter al vor Gjerning, hun binder al vor Hu;
jomfruelig som Birken, som Bøgen moderlig,
endnu hun kaarer Hælvten af Kæmperne for sig.

314

Ja hver en lokket Jomfru, og hver en kranset Brud,
og om hun bærer Vadmel hvad eller Silkeskrud,
og hver en trofast Hustru, som leerad Modens Kram,
som laaner Mandens Tanke sin stærke Fjederham, -

og hver en snehvid Moder, som Sønner signe kan,
og hver en lille Vildkat i Frejas lette Spand, -
dem alle, alle, alle, dem gjælder denne Sang,
men skulde vi dem nævne, saa blev den altfor lang.