Richardt, Chr. Fra Aarets Tider. 1 - 4.

Fra Aarets Tider.

I.
Foraarsvise.

Hvor det skyder og bryder
og løves paany,
der er Bløde, der er Grøde
i den hængende Sky!
Regn det er Renlighed, Storvask til Pintse,
Alting skal skinne, og Alting skal glinse!
De nye Gardiner skal skyndsomst op,
at Kukkeren kan byde fra Bøgens Top:
Kom ind!

Hvad mon Syvstjernen dømmer
om Skovbunden her:
I et Stjernehav svømmer
man fjernt og nær!
330 Vi har slet ingen Bjørn, hverken stor eller lille,
men af Kors og af Kroner saamange som I ville!
Og for Sirius har vi Forglemmigej,
og af Mælkebøtter har vi en Mælke vej, -
kom hid!

Tralala synger Bækken,
og hopper afsted:
Smaasøstre bag Hækken,
kom med, kom med!
Havet, vor Moder, hun raaber af Længsel,
Solen har sprængt hendes graanende Fængsel,
nu svulmer hun atter i Kaaben blaa,
og vil gynge ved sit Bryst sine Døttre smaa, -
kom med!

Ja det skyder og bryder
og knoppes i Lund,
og det vasker og plasker
om Snækkernes Bund.
Intet er vissent og Intet er vammelt,
Alt er saa nyt og saa glædelig gammelt, -
ja kom, naar Bøgen er smykt som Brud,
saa skal I see, hvordan Haabet seer ud,
kom ud!

II.
Sommervise.

Naar Egene knoppes,
og Granerne duppes,
331 og Skræpperne kante den støvede Vej;
naar Frøen fortæller,
mens Guldregnen helder
sig over Syrenen i hviskende Leg,
da dages, da kommer
den danske Skjærsommer, -
Farvel og paa Gjensyn, Du liflige Maj!

Naar Rugen alt bølger,
og Kornblomsten dølger
sin blaa lille Kyse bag Gitter af Straa;
naar Føllene tumle,
mens Køerne gumle,
og Viben sig soler med Ungerne smaa,
da dages, da kommer
den danske Skjærsommer,
og derom alt fløjter den Nattergal graa.

Naar Skoven har Skygge,
og Bien gjør Lykke,
og Bøgen har mørknet sit lyseste Blad,
naar Roser udspringe
blandt Torne som stinge,
lig luende Elskov af truende Had,
da dages, da kommer
den danske Skjærsommer,
den er der, og gjør selv den Tungeste glad.

O fly ej for snarlig,
men bring os lidt varlig
fra Nætterne lyse til Tusmørkets Stund!
332 Vi vented saalænge
paa blommede Enge,
paa Duften fra Rosernes svulmende Mund, -
men bedst som Du kommer
Du favre Skjærsommer,
saa hastigt Du fly'r som et drømmerigt Blund!

III.
Mod Efteraar.

Roser og Liljer, vi maa skilles ad,
Storken er rejst, og Nattefrosten kommer!
Var det en Fugl der fløj! Ak nej, et Blad, -
saa er det Efteraar, - Farvel, o Sommer!

Skovenes Løvtag rasler Gravgrønt ned,
Søjlernes Hang har sørgelige Flænger;
i Brombærkrattet Ræven lusker vred,
nu er dens Forgaard ikke sikker længer.

Marken er tom paa Sæd som Eng paa Hø,
i stive Stubbe ingen Blomst sig dølger;
den ligner Bunden af en tørret Sø, -
hvor er de svajende Vippers fulde Bølger!

- Jorden er træt og efter Hvile læng's,
træt som en Moder, naar mod Kveld det stunder;
alle sine Smaafolk har hun faa't til Sengs, -
endnu en lille Stund, og selv hun blunder;

333

svøber sig i sin hvide Nattedragt,
og sanker Kræfter til igjen at føde.
Mens Stormen plyndrer hendes Tronsengs Pragt,
drømmer hun sødt om Sol og Roser røde.

IV.
December skov.

Som et Rov for Stormens Horde
Løvets Fylde sank i Støv;
men en Trylleskov vil vorde
af en Skov foruden Løv!

Disse golde Træ-Skeletter,
øde Grene, nøgne Skud,
fik i kolde, vaade Nætter
Sneens rene Juleskrud.

Ja som ret til Højtidsglæde
perlesvøbtes Skovens Hal;
med sit Net af Kviste spæde
Bøgen støbtes i Krystal.

Tusind Smaalys stille funkle
med en Ild som fjerne Blus,
tusind Blaalys fra det Dunkle
har et Spil som Sirius.

334

Hvem vil Skoven ikke friste,
som den flammer, skjøn at see:
Lys foroven, Rim paa Kviste,
sorte Stammer, Bund af Snee!

Iskrystallens sagte Svingen
midt i Freden Øret naaer;
det er Hallens Klokkeringen
for det hedengangne Aar.