Richardt, Chr. Tornerose.

Tornerose.
Et Eventyr.

I.

Skovrig Fjeldegn ved Havet.

En Ridder med sit Jagtfølge.

Fra den svulmende Dal
gjennem Vinløvs-Portal
op paa Skovfjeldet Vildtet at bede!
Bort fra Alt der er tamt,
til vi Maalet har ramt -
der er trangt, der er lummert dernede.
Vogt, at ej Tjørnen den luerødt prangende,
flænger tilblods din Ganger saa gjæv!
Agt, at ej Pilen, den farende, fangende,
fanges i Slynggrøntets Tusmørkevæv!
Frem i Hvidhjortens Spor!
Hvorhen flyede den, hvor?
Eja, nu for vort Spyd skal den falde;
den er ramt, den er ramt -
saa til Klinten, hvor Klokkerne kalde!

220
En af Svendene.

Ja see det lysner gjennem Egeskoven,
man skimter Havet i dets dybe Ro!

En anden.

Og højt paa Klinten, bag Olivenskovens
graalige Løv, et Klostertag sig hæver.
Følg Stien her, som vinder sig om Kløften
det vilde Mandeltræ har drysset Blomster,
de vise Vej til Fjeldets Enebo.

Ridderen.

Men tys! Hold inde med den vilde Larm!
Styrr ikke Gubben, som ved Egen hist
staar ubevægelig som Klippens Stene -
tilbage Svende, lad mig vandre ene!

træder nærmere.

Hvad straaler her fra Egeløvets Skumring -
Du hellige Guds Moder, hvilket Billed!
Hvorfra og hvem! Det fattes Glorien;
men var om hendes Lok det gyldne Skjær,
fortvivlet vilde jeg min Bue bryde,
thi da var ingen Kvinde Kampen værd!

Hvad trænger Du og til Gloriekrans,
Du fagre Drømmepige!
Dit Guldhaars Fylde, dit Øjes Glans,
de lænkebinde mig Sind og Sans,
saa kan jeg ikke vige;
og skulde jeg gaa fra Sted til Sted,
ja, om til Verdens yderste Bred
221 mig Stjernerne skal lodse, -
før Dig jeg finder, faar ej jeg Fred,
Du torneløse Rose!

Den Gamle.

Usalige Yngling, veed Du hendes Navn,
hun hedder Tornerose! Og paa Tornen
har mangen Svend sit Hjerte blødt tildøde.

Ridderen.

Hun hedder Tornerose! Alle Helgen,
saa har jeg Maalet naaet!
Tal, skynd Dig Gamle, raab saa Fjeldet
maa svare højlydt paa min Længsels Fritten,
er dette Tornedalen?

Den Gamle.

Hist i Kløften
Du skimter Torneborgens døde Tinder,
lig Blomsterkronen kvalt af Tidslens Klo,
derinde slumrer hun, - ifald hun lever.

Ridderen.

Hun lever! Skjøn som dette skjønne Billed,
det underfulde! Thi da det jeg saae,
da hendes Uskyldsblik, selv malet, traf mig,
da saae for første Gang jeg i mit Liv
en Jomfru!

Den Gamle.

Og hvem fortalte Dig om Tornerose?

222
Ridderen.

Det Sagn er kjendt den hele Verden rundt.

Den Gamle.

Tidt Sagnet lyver. Vil Du Sandhed høre,
saa ti og hør!

Ridderen.

Jeg hører fromme Fader!

Den Gamle.

Der var engang en Høvding, hans blinkende Sværd
var mærket med Kampgudens Høge;
det vandt ham et Land, som var Guldkronen værd,
et Land mellem Palmer og Bøge.
Da lander en Vaardag, med Harpen i Haand,
i solhvide Kjortel med korslagte Baand,
en Tegnsmand, en underfuld Sanger;
hans Ord var som Sus af en nyvinget Aand,
hans Spil havde Magt over Slanger.

Og Himmerigs Sletter han havde til Leen,
og Christmænd og Korsmænd blev Alle som Een,
kun Kongen, kun Høvdingen ikke;
i Løndom han offred, den Fromme til Meen -
nu fløj han fra Tordnerens blodsprængte Steen
med fnysende, funklende Blikke.

Sankt Placidus taler ved brusende Hav -

Ridderen
(afbødende)

Sankt Placidus! Han var min Moders Slægtning!
223 Og om hans Harpes Kraft gaar mangt et Sagn.
Den kunde tæmme baade Bjørn og Løve,
den kunde lokke Taarer af en Steen,
og alle Mørkets Aander maatte flygte,
saasnart han slog de underfulde Strenge.

Den Gamle.

Kun Kongens Hjerte ej han kunde røre, thi det var haardere end Fjeldets Stene.

(fortsætter)

Sankt Placidus taler fra Klinten ved Hav
om Ham, som er Drot over Død, over Grav,
om Helten fra Østerlands Dale,
om Pigen histovre som slumrede ind,
som laa der paa Lejet med iskolde Kind, -
men vaktes af Dødssøvnens Dvale.

Og undrende hører alt Folket hans Sang;
men skogrende Latter fra Fjeldvæggen klang,
frem spored den Vilde sin Ganger;
med Hedningens Pil i sit blødende Bryst,
en vingeskudt Svane med bævende Røst,
sank i Dybet den hellige Sanger -

(med et Suk)

og forsiide var Spotterens Anger.

Ridderen.

Hvad Anger! Flux han sank i Jordens Skjød,
hin grumme Hedning! Hundred Favne dybt.

224
Den Gamle.

Nej, nej, der foer Du vild! Ak, Jordens Skjød
det havde svalet Branden i hans Bryst -
forstenet stod han, thi i samme Nu
den Hellige fra Klinten sank i Havet,
i samme Nu der skød en Mur af Torne
om Kongeborgen op, og lam af Rædsel
han hørte Ekko af sin egen Latter
derindefra. Da husked han med Gru
han havde lovet sine grumme Guder
sin Eneste, om Pilen vilde ramme.
Ja Pilen havde ramt, men ramt ham selv;
thi hun den unge, uskyldsfavre Mø,
hun var i Borgen - selv han havde stængt
i Taarnet hende ind, fordi hun lytted
iløn til Korsets Ord. Vild som en Tiger,
i Spring han satte hen mod Vindebroen,
men tusind Torne grined ham imøde.
I Raseri han raabte: Kom, min Datter,
og vil Du ikke, kommer jeg til Dig, -
men intet Svar.
Jeg kommer, hvined han, og foer ubændig
med aabne Arme mod de sorte Lanser,
der sad som Tænderne i Hajens Gab,
da saae jeg -

Ridderen.

I!

Den Gamle.

Jeg seer det end idag,
jeg Kongen, Høvdingen, den vilde Hedning -
225 ja slaa kun Kors, men gjem din Vredes Pil
mod mig den arme, taareløse Gubbe, -
da saae jeg Ham, jeg havde myrdet grumt,
fra Skyen rakte han sit Kors imod mig
og raabte: Pigen er ej død, hun sover!
- Det var de Ord han havde talt til Folket,
de sidste Ord jeg hørte af hans Mund.

Ridderen.

Ja, ja! hun sover.

Den Gamle.

Brat jeg sank til Jorden,
men da jeg vaagned, lod jeg flux mig døbe,
lod af min Krone støbe gyldne Klokker,
og gav min Kaabe til et Alterklæde,
og bygged op, Sankt Placidus til Ære,
vort stille Enebo paa Klinten hist,
thi det var der han lod sit fromme Liv.

Ridderen.

Jeg ynker Eder Gamle! Men har Ingen
paany forsøgt at bryde Trolddomsgjærdet
og fri den skjønne Rose af sit Fængsel?

Den Gamle.

Ak tidt og ofte. Mangen dristig Ridder
stod her som I, fortabt i hendes Billed,
og gik saa løs med Sværd, men brat det endte.

226
Ridderen.

Men Ingen kom med Kjærlighed som jeg!

Den Gamle.

Ja var det Kamp med Kjød og Blod, da mægted
I sagtens Noget; her er Kamp forgjæves,
thi Borgen er de onde Aanders Tilhold.
Min Brøde gav dem Magt at rulle Søvnens
dyssende Bølger over Alt derinde;
vee os for dem! thi Tornene er Hævnspyd,
de planted og lod flette sig og grønnes
til Værn om deres Lejr, vee os for dem,
mod dem er baade Sværd og Lanser døve.

Ridderen.

Nej, om saa alle Djævle var derinde,
jeg maa derind og ikke vil jeg hvile,
før Alt er vundet eller Alt er tabt!

Den Gamle.

Hør, hør mig! - Som en Stormvind er han borte.
Jeg veed hvor det vil gaa. Men ingen Anden
har havt saa varm en Lue i sit Øje.
O maatte Tornene hans Stivsind bøje,
o maatte Modgang smelte ham som Vox,
da skulde Alt endnu til Fryd sig føje!

227

En Fjeldsti.

Svendene forsamled' om en Hyrde

Hyrden fortæller.

I Borgen hist hun hviler
den høje Kongemø;
ej hører hun Skovens Susen,
ej veed hun af Bølgens Brusen
fra den larmende Sø.

De tusind hvasse Torne
er skudt om Borgen frem;
det er som en Skov af Lanser,
hvis flygtige Rose kranser
Søvnens sælsomme Hjem.

Derind tør Ingen komme,
bag denne Torneslaa,
der størknedes Livets Vover,
derinde den Jomfru sover,
mens Tiderne gaa.

Og ingen Røgsky ruller
sig frem i Luftens Hav,
og ingen Latter frisker,
og ingen Elskov hvisker;
Alt er som en Grav.

Thi baade Svend og Terne,
og baade Hest og Hund,
og Duerne paa Slaget,
og Svalen under Taget
sover det samme Blund.

228

Men mangen eensom Hyrde
har paa sin Nattevagt
fornummet Drøn og Bulder,
lig Storm om Fjeldets Skulder,
fra Dalens dybe Tragt.

Det er de gamle Guder,
som længes efter Blod.
Hylende de sig samler
om Hallens Offerskamler,
hvor deres Støtter stod.

Gjerne vilde de knuge
af Knoglen Offerdamp;
i slangeknudet Blanden
rase de mod hinanden
i afmægtig Kamp.

Men lige trygt hun sover
den høje Kongemø;
korset hun blev ved Vældet
af ham, som sank fra Fjeldet
i den larmende Sø.

Et Horn lyder; Svendene istemme det tidligere

Kor.

Fra den svulmende Dal,
gjennem Vinløvs-Portal,
op paa Skovtjeldet Vildtet at bede!
Bort fra Alt der er tamt,
til vi Maalet har ramt,
der er trangt, der er lummert dernede!

229
Ridderen
(viser sig).

Ja Svende, op til Maalet vi har ramt,
et bedre Maal vi aldrig sigted efter,
og denne hvide Hind mit Blik maa fange,
ja var det for at dø i samme Stund!

Kor.

Vi er Tornene nær,
griber Øxe og Sværd!
Gjennem Troldenes Mur maa vi trænge!
Vi har Kraft, vi har Mod,
og er Lykken os god,
deres tornede Brynje vi sprænge.

Ved Billed-Egen.

Den Gamle
(taler til Billedet).

Hvor lider Du min Datter
udi din dybe Slummer,
din Dvales lange Nat?
Naar ender sig min Kummer,
naar skuer jeg Dig atter,
naar favner jeg min Skat!

Du længes efter Livet;
til Graven jeg maa stunde,
jeg længes mod at dø.
Men ikke tør jeg blunde,
den Skjæbne er mig givet,
før vaagnet er min Mø.

230 (idet han vender sig mod Klinten)

O Du, som var saa hellig og saa reen,
glat ud min Pandes dybe Længselsfurer
som Bølgen skurer
og glatter ud hver Fold i Strandens Steen;
lad Lyset tegne Dig med klare Træk
de Runers Saga, alle har den samme,
thi samme Odd har skaaret disse Rynker -
o kom og lægg
din Salve paa mit Hjertes aabne Skramme,
før Solen synker!

En lille Hyrdepige
(kommer aandeløst ilende).

Tænk fromme Fader, han den unge Ridder,
som kom imorges, - han med sine Svende
har hugget sig igjennem Tornemuren!
At sige, kun et Stykke; Alt gik herligt,
til de var midtvejs inde, da med Eet,
mens som et Latterkor der klang fra Borgen,
de samme Torne, som de nys har fældet,
frisk skyde frem igjen med tusind Spyd -

Den Gamle.

Fortæl, fortæl!

Hyrdepigen.

Da blegned selv den Bedste,
vildt hugged de tilhøjre og tilvenstre,
kun Ridderen holdt Stand, men ogsaa han
ved Kogleriets Magt tilsidst blev tvunget
til Flugt!

231
Den Gamle.

Og saa?

Hyrdepigen.

Saa greb de Ved og Fakler
og vilde tænde Alt i lysen Lue;
men som de rakte hen den første Fakkel,
foer han, den unge Høvding lig en Løve
frem mellem dem, og raabte: Raser I,
vil I min Rose brænde paa et Baal!
Hvor var han dog fortvivlet - ak der er han,
før sprang han som en Ged, nu fast han vakler.

Ridderen.

Intet, Intet har jeg magtet.
Dumme, kraftesløse Sværd,
jeg vil slænge Dig i Havet,
Du er ikke bedre værd!
Verden er mig graa og vammel,
Skoven er mig nøgne Ris,
paa en Time blev jeg gammel -

Den Gamle.

Paa en Time blev Du viis.

Ridderen.

Nu Farvel I Lykkedrømme,
nu farvel min Jomfru fin!
Tornerose, fagre Blomme,
Du skal aldrig være min.
Onde Magter har Dig ranet -

232
Den Gamle.

Onde Magter staa for Dom!
Snart Du finder Vejen banet,
er din Vilje stærk og from.

Ridderen.

Arme, kraftesløse Gubbe,
som vil døve Smertens Pil,
troer Du Rosen kan sig knoppe,
tør jeg tro dit Sejerssmil?
Svar mig, svar mig, tør jeg haabe,
viis i Skyen mig det Blaa!
Læsk min Længsel med en Draabe,
lær mig Vejen jeg skal gaa!

Den Gamle.

Ja, som i bange Drømmes Taageguus
min Helgen svared, saa mit Svar jeg stammer;
hvor begge Hjertekamres Tvillingblus,
hvor Tro og Kjærlighed har lige Flammer,
der er den stille Kraft, som Maalet rammer!

Ridderen.

Hvad drev mig over Havet til Eventyrets Ø,
hvad gjorde mig saa tryg i den skummende Sø,
hvad spændte mine Sener, naar Stormene lo,
hvad Andet end Tro?
Jeg troede paa Sagnet om den underskjønne Mø,
jeg troede, jeg for hende skulde leve og dø,
jeg troede paa min Rose midt i Tornenes Gru,
saa troer jeg endnu!

233
Den Gamle.

Men, tør Du vandre Vejen vaabenløs,
den samme Tornevej, Du nys forgjæves
med Sværd og Svende trodsig vilde bane?

Ridderen.

Hvorledes Fader, uden Skjold og Sværd?
Det var den visse Død!

Den Gamle.

Jeg siger Dig,
om Du har Tro, det var den visse Frelse!
See denne Harpe, liden kun og graa,
ej er af Guld dens Streng, men den er skaaret
af Tamariskens Green ved Jordans Aa,
og vaagne Nætter har den gjennemtaaret,
thi han, Sankt Placidus, har Harpen baaret!

Ridderen.

Da troer jeg paa dens Kraft!

Den Gamle.

Og dog med Bæven,
med Frygt jeg rækker Dig min Skat i Haanden;
den har sit Tonevæld - har Du nu Vaanden,
som faar det til at springe?
Før da Du stormed fremad døv og blind
og ene trodsed paa din egen Styrke,
paa Skjold og Sværd, da var det gavnløst Ørke
at tale til Dig om min Strengeleg.
Alt Mangen greb den - slap den taus og bleg;
234 alt Mangen rørte den med voldsom Haand,
men Ingen, Ingen maned Harpens Aand.

Ene Tro formaar at vække
dette skjulte Tonevæld;
skal det synge, skal det svulme,
maa det svulme fra din Sjæl!
Intet Mishaab tør Du nære,
ingen Tvivl Dig tør omsno,
ydmyg maa din Vilje være,
reen din Elskov, fast din Tro!

Ridderen.
(griber i Harpen)

Trøstigt, af mit Hjertes Længsel
stemmer jeg Dig op til Sang!
Du skal aabne hendes Fængsel
med din underfulde Klang -
hører I, den klang, den klinger,
Strengen mægter jeg at slaa!
Nu fik Haabet Svanevinger,
Tornevejen tør jeg gaa!

Den Gamle.

Har Du Mod til at kaste dit blinkende Sværd?

Ridderen.

Ja fromme Fader, nu!

Den Gamle.

Har Du Tro til at vove den sælsomme Færd?

235
Ridderen.

Ja Fader, Tro som Du!

Den Gamle.

Og din Længsel er vaagen, som Skovens mod Vaar?

Ridderen.

Den sprænger fast min Barm!

Den Gamle.

O da signe Sankt Placidus Vejen Du gaar,
thi Du er kun hans Arm!
Ja Harpens sagte Klang
skal sprænge Mørkets Horde!

Ridderen.

Som Elvens var min Gang,
som Kildens skal den vorde.

II.

Eneboernes Aftensang.

Alt Solen gik tilsenge,
og Stjernen gik paa Vagt;
men Jordens Vuggegænge
er ej i Hvile bragt.
236 Uroligt Havet koger,
og fredløst Stormen gaar,
uroligt Mangen vaager,
mens stormfuldt Hjertet slaar.

Men salig den, som siger
til Herren: vær mit Skjold!
Og salig den, som giver
sin Styrke Ham i Vold!
Ad hver en Storm Han tysser,
som Blodets Brænding jog,
til Fredens Engel kysser
det trætte Øjelaag.

Ridderen.

Farvel! nu maa vi skilles, mine Svende,
vogt Teltet vel og mine gode Vaaben,
at ikke Natteduggen pletter dem!
I Morgen sees vi atter. - Fromme Fader,
alt Mulmet sænker over Alt sin Kaabe,
jeg veed, I tør ej længer følge med, -
følg med i Bøn, i Bøn for mig og hende!
I Mulm vi skilles, gid i Lys vi mødes.

(vandrer fremad)

Saa er jeg ene med min skjulte Fjende.
Et Vrinsk, den fjerne Gjøen, - Dyrene
endnu fortælle Lidt om Mennesker;
og Stjernen, den fortæller Lidt om Dig,
237 Du Evige! - Hør atter Aftensangen -
ha det er stolt, engang at skulle sige:
Vær Du mit Skjold, jeg har ej andet, Herre!
- Hør Vinden drager op; det samme Pust,
som nu faar Tornene til vredt at suse,
fremlokker sagte Suus i Strengelegen.
Ulige Vaaben! Sang mod Spyd og Lanse!
Men i den sagte Susen, sagde Gubben,
gav Herren sig tilkjende for sin Tjener,
frem, fremad! Blot et lille Glimt, o Maane,
at jeg kan see, hvor langt jeg har tilbage,
og gribe Strengen i den rette Stund,
thi Tornene maa være nær. Der blinker
et Lysskjær svagt fra Skyen - hvor, hvor er jeg?
paa banet Vej, med Tornemuren bag mig!
Hvorledes kom jeg hid - o Harpen klang jo,
det var Sankt Placidus, som greb i Strengen,
mit Strengeslag han ikke havde nødig.

O saa toner stærke Strenge,
til I sprænge
Mørkets Hær;
suser som en Tordenkile,
hvisler som en Regn af Pile,
hviner som et Hævnersværd!
Stormfuglsange,
Uvejrsklange
bruse gjennem Hvalv og Gange,
skræmme op af skumle Kroge
al den klamme Trolddomstaage!

238
Røster fra Skoven.

Hvem kalder os op af Blunde
i silde Midnatsstunde,
hvad er det for en fremmed Fugl,
som fløjter alt i Lunde?
Hvad er det for en sælsom Klang?
Det er som selve Skoven sang
med tusind Fuglemunde.

Ridderen.

Men naar Klangen
naaer til Fangen
under Jomfruburets Tag,
ton da Strenge
lydt og længe,
sødt som Nattergalens Slag,
som et Tegn at Frelsen kommer,
som et Bud om Sol og Sommer!

Røster fra Fjeldet.

Hvem kalder os op af Dvale,
mens Guldets Glød vi svale?
Saa klinger intet Hammerslag
i Dybets tause Dale.
Hvad er det for en sælsom Klang?
Det er som selve Stenen sang,
som Fjeldet vilde tale!

Ridderen.

Paa Vindebroen er jeg, - fra dens Planker
det giver Gjenlyd alt for hvert et Skridt;
239 nu vil jeg stemme op den lille Vise,
min Fader lærte mig, da jeg blev Væbner.

Altid frejdig, naar Du gaar
Veje, Gud tør kjende,
selv om Du til Maalet naaer
først ved Verdens Ende.

Aldrig ræd for Mørkets Magt!
Stjernerne vil lyse;
med et Fadervor i Pagt
skal Du aldrig gyse.

Kæmp for Alt hvad Du har kjært,
dø, om saa det gjælder,
da er Livet ej saa svært,
Døden ikke heller.

træder ind i Borgen.

Kongshallen i Borgen.

Usynlige Aander.

Op Kongsporten sprang
med drønende Klang,
vore Spyd har tabt deres Styrke!
Nu Alle paa Vagt,
det gjælder vor Magt,
nu gjælder det Lys eller Mørke!

240
En enkelt Røst.

Tider der var, da fra Asialand,
fra Kraftens Skjød,
sodbrune Horder paa skummende Hors
skød frem sin vældige Strøm
og rev om
Kirker og knejsende Kors.
Hvem lærte dem Gribbens Kunst,
lærte dem at vejre Aadslet,
hvem uden vi?
Os gav de Guders Navn,
offred os Elg og Oxe;
Alt forbi!
hvem gød dem i Blodet Had,
gjorde dem lystne som Ravne,
hvem uden vi?
Os takked de for Sejr,
efter os gav de Stjernerne Navne;
Alt forbi!
Saa gav vi dem Land i Vest,
- den Vældige tvang os -
og end en Gang
steg fra Stenen den duftende Ang;
men her -
her hvor det flød med Honning og Vin,
hvor med Guld det dryssed -
her faldt de fra,
kyssed Korset, deres Øxer havde kysset.
Vee over dem, de Svage!
Har vi tabt vor signende Magt,
241 Den fordærvende har vi tilbage.
Tys!

Udefra høres

Ridderens Sang:

Altid frejdig, naar Du gaar
Veje, Gud tør kjende,
selv om Du til Maalet naaer
først ved Verdens Ende.

Røsterne.

Tys, atter det klang,
herinde det sang,
det er ham, det er ham den Stærke!
Ryst Søvntræets Løv,
dryss Valmuestøv,
fang, fang den Morgenens Lærke!

Ridderen.

Aldrig ræd for Mørkets Magt!
Stjernerne vil lyse ;
med et Fadervor i Pagt
skal Du aldrig gyse.

Røsterne.

Spind Edderkopspind,
gjør Voldsmanden blind,
spænd ud den tyngende Taage!
læg Bly om hans Fod,
gyd Søvn i hans Blod,
herinde kun vi tør vaage.

242
Ridderen
(træder ind i Hallen).

Kæmp for Alt hvad Du har kjært,
dø, om saa det gjælder,
da er Livet ej saa svært,
Døden ikke heller.

Saa staar jeg ved min Vandrings høje Maal,
med Tro i Hænde paa min Harpes Kraft,
thi Tjørnen bøjed sig; men hvor er Rosen,
hvor er Du Blomster i min Sejerskrans,
foruden Dig den var kun vissent Løv.
O svar mig Tornerose, hør min Kalden!
Min Tornerose, svar! - Kun grulig Stilhed!
Et Ravnemørke ruger trindtomkring,
det pusler og det skoggrer som en Latter
fra hver en Vraa - om Alt var Skuffelse,
om Alt var Tomhed, Alt var Gjøglespil!

Røsterne.

Frem, fremad i Hast,
hold Tvivleren fast,
ham som brød gjennem Tornene skarpe!
Fyld Luften med Død,
med kvælende Glød,
saa han slipper sin vældige Harpe!

Ridderen.

Det svimler for mig, vee mig, hvor jeg vakler!
En døsig Tunghed griber mine Lemmer,
og Tungen gisper efter Luftens Bad,
243 og klamme Hænder famle mig om Kinden,
hvor er jeg, hvor mit Sværd? - I grimme Skygger,
tag Banehugg! - ak, vaabenløs og ene,
og Harpen, Harpen glider mig af Haanden -

Røsterne.

Drag Mulmsløret for!
snart Sejren er vor,
tving i Knæ ham, tving ham i Dvale!
læg Harpen i Baand,
riv den af hans Haand,
at ikke Strengene tale!

De vil rive ham Harpen af Haanden, derved bringes den til at klinge, og Ridderen vaagner.

Vee atter det sang,
vi selv gav den Klang!
Afsted til mørkere Dale!

Ridderen.

Ha hvilket Brag, som Borgen skulde sprænges!
Det var som Noget ramled for min Fod;
men Mulmet veg og Harpestrengen lyser
med Maanens Klarhed. Ved den slukte Arne
de gamle Guder ligge knust i Støv,
og Tordengudens Høg har brudt sin Vinge!
Tak Du, som strammed nys i Nødens Stund
mit Hjertes slappe, tvivlomspundne Strenge!

244

Hvor underligt at vanke
paa denne tause Grund,
hvor Skjoldene var blanke
en længst forleden Stund!
Hist sad de raske Svende
i Ring om Borgens Drot;
Højsædet kan jeg kjende,
fast Alt er graat i graat.

Men trindt fra Loft til Alter
spandt Tiden mørke Net,
al Silkevæv blev Pjalter,
kun Spindelvæven tæt;
den skjuler alle Kanter,
den bugner som et Skjold,
den hænger i Guirlander
om Fanens møre Fold.

I Marmor og i Fjæle
saamangt et kraftigt Spor
af jernbeslaaede Hæle, -
men Jomfrufoden, hvor?
Og ingen Stemme klinger,
Alverden tier stil;
kun Vinden sagte ringer
med Svalens Klokkespil.

Men, var jeg indemuret,
jeg vilde ikke fly,
frisk frem til Jomfruburet
med Haabet tændt paany!

245

O Støv, leg Du kun Farve!
Du røde Rust, leg Guld!
Dog har den grimme Larve
sin skjønne Sommerfugl!

Ad denne lille Trappe vil jeg stige;
dens Haandtag her med Roser af Koral
vel kunde passe for en Kongemø,
see her er Solsejls-Svalen fuld af Blomster, -
hvor tørstige! Dog kun som om et Døgn
frastjaalet havde dem den vante Pleje!
Og her en hvilende, en malmstøbt Hund,
med Snuden gjemt i Kroppens lodne Knude,
men støbt som Malmet kunde aande - Nej
den samme Haand har tvunget Alt i Slummer,
Alt uden Forskjel, ja fra Gaardens Vandspring,
der plasked svalende i Marmorkummen,
til Hunden her og Fluen hist paa Væggen!
Og nu bag dette Forhængs Silkefolder,
hvad slumrer der? O alle Helgen hun,
min underfulde, blege Tornerose!

Aldrig blev jeg trættet af at skue
Aftenskjærets sidste sagte Fald
paa den aaresprængte Marmorbue
i min Faders søjlebaarne Hal.
Aldrig blev jeg trættet af at følge
Bølgens runde Kast mod Strandens Steen, -
men i Dig blev Marmorskjær og Bølge
formet til Een!
246 Stjernelys paa alle mine Veje,
Tornerose, fik jeg Dig at see!
Ak, Du hviler paa dit hvide Leje
som en segnet Hind i Vintersnee.
Som et Marmorbilled tyst Du blunder,
værgeløs Du sank i Søvnens Vee,
og Du vaagner ikkun ved et Under, -
Dog maa det skee!

Men tys, hun rører sig! Med Smil om Munden
hun hvisker sagte sine Drømme frem!

Tornerose
(i Drømme).

Hvor det er skjønt! O Terner glemmer aldrig
de dejlige, de hjertevarme Sagn
den fromme Sanger under Figentræet
os rakte som en Læskedrik til Liv!
Husk vel, hvad han fortalte om vor Frelser,
hvordan han vandred om og tørred Taarer,
gavmild som Solen paa en Foraarsdag.
Han gik fra Hus til Hus. Da kom en stakkels
nedbøjet Fader fra sin Datters Baare,
og bad ham komme. Saa gik Herren ind,
ind hvor hun laa, den marmorhvide Pige,
og paa hans Almagtsord hun brat stod op.

Han.

- Stille, fromme Drømme!
Selv hviler Du paa Dvalesøvnens Baare,
og kan kun vækkes af den samme Haand.

247
Hun.

Ja mine Møer, forlad de gamle Guder,
de blodbestænkte!
Men derfor skal I ikke blive Nonner,
ej hylle Eders smukke Haar i Hvidt, -
har Marken Liljer, har den ogsaa Roser,
og det kan ikke være Synd at elske.

Han.

Ak kjender Du til Elskov!

Hun.

Saamangen Kveld jeg stod,
med Havet ved min Fod,
og stirred fuld af Længsel mod det Fjerne,
hvor nu saa skjær og klar,
paa skjulte Vingepar
sig løfted stille Nattens Tvillingstjerne.

Naar mødtes vel de To,
som i saa dyb en Ro,
samblinkende henvandre deres Bane?
Faaer ogsaa jeg en Ven,
en sikker Følgesvend,
og kommer han fra Havet som en Svane?

Han lander vist engang
med Sol og Strengeklang,
derom der hvisker Noget i mit Indre.
248 Men trygt jeg bie vil,
til Tvillingstjernens Ild
i mine Længslers Nat faaer Lov at tindre.

Han.

O bæv mit Strengespil
med hellig Kraft og Ild,
til hendes Øjnes Tvillingstjerner tindre!
Tornerose, hører Du Harpens Slag,
jeg ringer Dig op til lysen Dag!

Hun.

Hvor er jeg? Hvorfra disse søde Toner,
som kunde faae et Blomster til at springe,
som kunde lokke Løv paa visne Kroner
og faae et Hjertes Løndom til at klinge!
Med hver en Klang af Drømmeskjær fortoner,
med hver en Draabelyd et Minde smelter,
hvert Lokkeslag et Aag fra Brystet vælter.

Han.

Saasandt der var Længsel i Drømmen nys,
jeg kalder Dig op med et bævende Kys!

Hun.

Godmorgen Fader! Lyset end mig blænder,
forvildende de muntre Straaler spille.
Jeg hører ingen Kurren, ingen Vrinsken,
og ingen Fodtrin - er det vel saa silde?
- O høje Himmel!

249
Han.

Skjønne Tornerose!

Hun.

En Fremmed i mit Bur og ved mit Leje!
En Fremmed? Nej en Ven, den Eneste
jeg vilde see med Uro og med Savn
igjen staa ud paa Havets vaade Veje -
nu vildes jeg igjen -
nej, nej, min Sjæleven, ham er det ej;
sølvstænket var han, skjøndt i Manddoms Alder,
men dennes Lok er som en sortblaa, skumfri,
knejsende Bølgekam, før ned den falder -
og dog er Harpen hans, det Duenæb
med Oliebladet kjender jeg saa godt -
det sortner for mig! - Ak nu mindes jeg
den rædselsfulde Stund! Han stod paa Klinten,
med Harpen i sin Haand, med Folket om sig,
da hvined Pilen fra min Faders Bue,
grulige Syn! Jeg saae det hist fra Gluggen,
og jeg maa være daanet i det Samme.

Han.

Ak, det er længe, længe siden!

Hun.

Længe?
laftes var det vel?

Han.

Nej lange Aar
har her Du hvilet i din Dvaleslummer.

250
Hun.

Du taler som en Tordensky om Natten,
Du skræmmer mig med underlige Lyn,
som kun gjør dobbelt sort - o Fremmede,
hvi sønderrev Du brat mit Drømmespind,
det var saa lyst. Gaa bort, hvorfra Du kom -
nej bliv, det er som om jeg kjendte Dig,
dit Øje ligner hans i trofast Styrke,
hans Harpe passer Dig saa vel i Haanden,
trøst mig som han, thi jeg er angst i Aanden.

Han.

Saalangt jeg kan mindes,
drømte jeg om Dig,
alle min Barndoms Tanker
fløj altid samme Vej,
bragte jeg hjem et Blomster
af sælsomt Farvespil,
og spurgte jeg min Moder:
Er vel noget Skjønnere til?
Da svared hun, det Svar gik mig aldrig af Minde:
Ingen uden hende, -
den dejlige, dejlige
Tornerose!

Hun.

Alle mine bedste Drømme
knoppes, aabne sig og gløde,
svulme, dufte mig imøde -
strøm ej over Hjertestrømme!

251
Han.

Saatidt jeg i Dystløb
Sværd og Lanse svang,
og Smil og Haandklap hilste mig
fra Skrankens Silkehang,
da lysted mig at leve
skjøndt kjækt jeg turde dø,
og jeg spurgte min Fader:
Har Velskland skjønnere Mø?
Da svared han, det Svar gik mig aldrig af Minde:
Velskland har hende, -
den dejlige, dejlige
Tornerose!

See nu staar jeg, hvor jeg vilde;
med et Blik Du kan mig jage,
med et Blik Du kan mig skille
fra en Lykke uden Mage.

Tør jeg vel din Ridder være?
Tør jeg dine Farver bære?

Hun.

Ingen Andens maa Du være!
Ingen Andens Farver bære!

O var ikke Du min Ridder,
var til Døden kun jeg vækket,
grusomt da mig havde gjækket
al den søde Strengekvidder!

252

Nu først forstaar jeg, hvad Du sagde nys
om al min lange, endeløse Slummer,
ja slumret har jeg, vandret som i Drømme
mit hele Liv, thi Dig jeg ikke kjendte!

(som vaagnende af en Drøm)

Men ak hvor sælsomt, ak hvor tyst -
min Terne maa jeg kalde,
er ikke Alt saa morgenlyst,
og dog i Slummer Alle!

Og mine Duer har jeg glemt,
og saa min raske Ganger!
Og Du, min Cither, hvor forstemt,
Du savner vel en Sanger!

Og mine Blomster, mine Smaa,
som villig lod sig plukke,
see hvor vansmægtende de staa
og kan dog ikke sukke -

Bring Vand, I Terner! Intet Svar,
jeg kalder, Ingen kommer -

Han.

O Du min Rose skjær og klar,
nu dages din Skjærsommer.

Ej længer Mørkets Magt har Rum,
kom med, følg rundt i Borgen,
og hver en Røst, som nys var stum,
253 skal hilse os Godmorgen!
Kald paa dine Duer, de længes!

Hun.

Alle mine Duer,
vaagner, vaagner,
kurrer igjen fra Eders Slag!
Nikker mod Solen,
vipper lystigt,
kredser i Ring om Taarn og Tag!
Natten er omme
og Maanen paa Flugt,
vær nu lidt fromme,
forliges nu smukt!

Alle mine Blomster,
vaagner, vaagner,
Liljer hvide, Iris blaa!
Luende Abild,
Dronningroser,
Blaaslør, Svanehvid, Gyldenstraa!
Nu tør I gløde
i Morgenens Skjær,
dufter imøde
den slumrende Hær!

Alle mine Terner,
vaagner, vaagner,
og binder Kranse, op til Fest!
Dugen I brede,
Væven hvile,
254 byder Alverden ind til Gjæst!
Alt er som fundet,
som anden Gang skabt -

Han.

Lyset har vundet,
Mørket tabt.

Hun.

Ja Alt er skjænket mig for anden Gang;
Alt er saa nyt, og dog saa kjært og gammelt -
men dette Murgrønt og det mørke Mos
og disse Vedbendrankers sejge Fletning,
ak det maa være lange Tiders Værk!

Han.

See nu hvor muntert Alt i Borggaards-Ringen,
af Liv det svulmer, siden Du er vaagnet!
Vandspringets Piasken kan man næppe høre
for Støj og Latter -

Hun.

Ak, men hvor er Fader!

Hvor lider Du min Fader,
var ogsaa Du i Slummer,
i Dvalens lange Nat;
bag Lykkens Søjlerader
der steg et Bjerg af Kummer,
om Du har mig forladt!

255
Han.

Nej sine Guder kun han har forladt, ej Dig!

Hun.

O atter Naade over Naade,
hvor er han? Kom, fra Taarnets Svalegang
man skuer vidt i Dalen - sviml blot ikke,
naar Graven gaber under dine Fødder -
o Himmel! Nej det bliver mig der svimler,
med dette Rosenhav for mine Øjne!

Han.

Ja herligt, herligt! See hvor Tornemørket
lig Nattens Mulm slaar ud i Roser røde!

Hun.

Og tys, der er en Klokkeklang i Luften,
meer mild, meer højtidsfuld end Hjordens Bjælder,
og see der skrider frem igjennem Dalen
et sælsomt Tog! Hvem er de stille Mænd,
hvis Sang gjør mig saa underlig om Hjertet,
saa jeg maa knæle?

Han.

Det er Brødrene
fra Klinteklostret, seer Du ham, den Gamle,
som haster fremad hist med oprakt Kors,
som om han havde rystet af sin Skulder
sin Alders Snee, lig Fjeldet, naar det vaarer.

256
Hun.

Hans Skikkelse med Ærefrygt mig fylder,
men Fader, hvor er han?

Han.

Betragt ham nøje!

Hun.

Ja, ja, men Fader er en vældig Høvding,
og naar jeg bringer ham min Morgenhilsen,
saa trykker jeg mit Bryst mod Jern og Staal!
Paa Mørkemanke
han stormer frem i Skoven, skilles ej
fra den, saalidt som Sejleren fra Havet.
Og dog, og dog, - hvad gjør mig dog saa træt -
følg mig derud, selv om han skulde vredes,
fordi jeg mod hans Bud forlader Borgen.

Eneboernes Tog nærmer sig under følgende

Sang.

Lad Lykkens Ganger springe
og springe Dig forbi,
med gylden Trense ringe,
og tee sig frank og fri;
og løfte eller slænge,
som var hun uden Baand, -
dog hendes Tøjler hænge
i Herrens højre Haand.

Der sankes Skjæbnens Traade
lig Væverstolens Garn,
257 med Islæt af Guds Naade,
selv mod hans mindste Barn;
og hvergang Støvet tvinger
itu, hvad Han bandt fast,
langmodelig hans Finger
gjenknytter hvad der brast.

Det skjærer og det skrammer
vort skrøbelige Kjød,
naar hellig Vilje strammer,
hvad syndig Vilje brød.
Dog skal engang vi finde,
naar Taagen er forbi:
Ej Skjæbnerne var blinde,
men blinde var kun vi.

Den Gamle.

Ja som med Bind for Øjet her vi vandre,
i Engles Ledebaand; naar Bindet falder,
da staa vi uforskyldt ved Naadens Porte
og mødes med det Kjæreste vi ejed,
som jeg nu staar ved mine Fædres Borg
hos Dig, min gjenopstandne Kjærlighed!

Tornerose.

Fader, Fader, o hvor sødt,
hos Dig jeg tør mig gjemme!
Aldrig før saa mildt og blødt
det kaldte fra din Stemme.
I mit fjerne Dvaleland
var jeg som paa fremmed Strand;
nu, nu først er jeg hjemme!

258
Den Gamle.

- Ja Livets Tornedal har endnu Roser.
En duggfuld Morgenrose har den bragt mig,
som kjærligt blusser hos den gamle Stub,
og ryster Duggen i min runkne Tørhed,
skjøndt vidende, jeg løves ikke meer.
Vogt hende vel, min Søn, naar jeg er borte!

Ridderen.

Tro, som Sankt Placidus har vogtet mig!

Eneboerne.

Du som sukker dybt og bange,
Du som vaager paa dit Leje,
Du som bæver for de mange
Livets tunge Torneveje:
Grib i Troens stærke Strenge,
de skal Tornemuren sprænge!

259