Thabor.

✂ Paa Esdralonsletten, hvor Vaaren holder Fest,
hvor Beduinen flakker paa sin flyvende Hest,
79 hvor Teltlejren flytter sig saa hist og saa her:
der maalte Bonaparte med Tyrken sit Sværd.

✂ Men som en hellig Hymne over Verdensaandens Larm,
løfter sig i Øst over Sletten saa varm
Thabor, i et Skyslørs festlige Skrud,
med Myrther i Sløret, skjøn som en Brud.

✂ Mellem Eg og Terebinthe vinder sig en Sti,
Raaen i Skoven min Fod kom forbi,
Slynggrøntet bobler af hver Rift, om hver Rand,
Turtelduen kurrer; det er Sulamiths Land.

✂ Og fra Toppen - I Navne, som aldrig vil dø!
Libanon hist, her Genezareth Sø!
Endor og Nain i Bjergenes Ly!
Minder fra Israel, gamle og ny.

✂ Dejlige Bjerg, Du skjønneste jeg veed,
skyggende Løvsal ved Ørkenens Bred!
Er Du mod Libanons Fjeld kun en Dværg,
Dig kalder Sagnet Forklarelsens Bjerg.

✂ Var det vel her, Han ene med de Tre
saaes i en Glans som af solbelyst Snee?
Var det vel her, hans trofaste Svend
vilde bygge Hytter for Herren og hans Mænd?

✂ Fredsæle Fjeld, dit Navn er Du værd,
men Forklarelsens Bjerg, det er ikke blot her:
80 Ud er det flyttet i Verden saa vid,
den Tro som flytter Bjerge, har flyttet Dig did.

✂ Overalt hvor et Fadervor bedes iløn,
overalt hvor der troes paa Guds eenbaarne Søn,
overalt hvor der bygges ham Hytter paa Jord,
grønnes et Thabor for Hver, som troer.

✂ Engang, naar i Døden det isner mit Blod,
Thabor, da flyt Dig, giv Fæste for min Fod!
Løft mig igjen over Storskoven op,
og lad mig skue ud fra din hellige Top!

✂ Og truer mig Endor med Samuels Røst,
og maner af Dybet min lønlige Brøst,
viis mig da Nain og Genezareth Sø!
viis mig min Frelser, hos Ham tør jeg dø.