Kongens Skaal.
(Ved Festen til Minde om Stormen paa Kjøbenhavn 10 Febr.
1859.)

✂ Det isned om Danmark, men Gud var os god,
og Isen blev brusende Vande!
Et Snefog af Fjender, men luende Mod:
Thi vaared det atter om Lande.

✂ Den gryende Morgen gav mildere Sol,
det luned om Dankongens Rede;
og gyldnere Glans fik hans Konningestol,
og Kronen fik Ringene brede.

✂ Men først da fra Sønder det stormed igjen,
som skulde nu Danmark kantre;
da Fjenden fra Volden var bleven vor Ven,
og selv var en Vold med os Andre, -

✂ Først da fik den Støtte, først da blev den stærk
den Frihed fra Fædrenes Dage,
og det er Kong Fredrik den Syvendes Værk,
en Gjerning, der søger sin Mage.

✂ Ja, tryggere byde vi Stormene Trods,
naar Kongen hos Folket er hjemme;
sit Rigsæble villigt han deelte med os,
og det skal vi aldrig ham glemme.

✂ Og derfor skal Folket, i Sorg og i Lyst,
nu sjunge som dengang de strede;
din Rede, Kong Fredrik, er Borgernes Bryst,
og aldrig Du døer i din Rede!