Efteraarsstormen.
✂
I Sommer var Skoven saa grøn, saa grøn,
og Kvidderen gik saa lunt iløn.
✂
Da blæste Stormen sin vældige Lur,
det skjalv i den tætteste Blademur.
✂
Og anden Gang han tog Luren fat,
da falmede Skovens grønne Hat.
✂
Men tredje Gang, da sank hvert Løv,
og Bladene fløj i Slud og Støv.
✂
Alt blev plyndret en Efteraarsnat,
nu holder Vintren sit Indtog brat.
✂
Alt er saa koldt og tomt og øde,
mangen en Bøg blev dømt til Døde.
✂
Hvor blev Du af, Du milde Sol?
Stormen har taget din Kongestol!
✂
Blegnet er hver en Rosenblomme,
Somren er omme, Somren er omme!
✂
- Men Fattigfolk prise Stormens Rov,
Lidt Brændsel de sanke til Husbehov.
✂
Og Vintren, som er saa streng og haard,
den læger nok selv de slagne Saar.
✂
Den kaster sin Kaabe, hvid og blød,
om hver en Vunde, som Stormen brød.
✂
Lad Vintren kun være streng og haard,
der kommer engang saa lys en Vaar.
✂
Det veed hvert eneste lille Frø:
»For ret at leve man først maa dø!«
✂
Det veed hvert eneste lille Skud:
Engang raaber Solen: Spring ud, spring ud!
✂
Eja, hvor bliver det sødt at see
den første Blomst i den sidste Snee!