Richardt, Chr. En Drikkevise.

En Drikkevise. Til Studenternes Rusgilde 1871.

I gamle Føniciens Land,
dér havde de herlige Sager,
og Kofod beretter, hvordan
en Skibshund blev Purpuropdager.
Den snuste blandt Strandkantens Steen,
dér gav den en Musling paa Skallen;
men selv fik paa Snuden den en,
en Purpurplet, skjøn som Korallen.

En anden Gang kogte de Mad,
og havde Salpeter om Gryden,
og see: i det Sand, hvor de sad,
laa Glasset i skinnende Flyden!
Saa foer de paa vildene Hav,
med Glas og med Purpur i Lasten,
og hented sig Perler og Rav,
og stablede Sølvtøj om Masten.

Men vi, som om Bollen har Plads,
og Vinen den rødmende priser,
308 vi selv, vi har Purpur og Glas,
og her er vi halve Fønicer!
Med Sang og med jublende Raab
heel gladelig tage vi Hyre,
og Tvillingen: Ungdom og Haab!
er Stjernen, hvorefter vi styre.

Langt ud fra den daglige Strand,
langt bort fra den tunge Filister,
mens Tumleren springer foran,
og Lunet om Kjølen slaar Gnister!
Ja Herkules' Støtter forbi,
og Hverdagens taagede Riger,
derud, hvor man føler sig fri,
hvor Tanken med Havørnen stiger!

Vi fisker just ej efter Rav,
(saa ravgale er vi da ikke),
os vinker fra Drømmenes Hav
en Pigelils straalende Blikke;
vi henter paa Fantasus' Ø
meer Guld end et Ophir kan skjule;
og Syner, som aldrig vil dø,
os møder in ultima Thule.

Hejs Sejlet i knagende Raa,
styr ud mod hvert lysende Rige!
og skulde lidt Væde vi faae, -
da øser! af Bollen at sige!
Men kig ej saa dybt i dit Glas
som Hunden i Muslingens Væsen, -
309 thi saa maa Du kalde mig Mads,
om ej Du faaer Purpur paa Næsen!